Prædiken 3. s.e.trinitatis

Transkript

1 Prædiken 3. s.e.trinitatis Salmer Vinderslev kl DDS 3: Lovsynger Herren DDS 424: I Herrens hus er godt at bo // DDS 327: Kirken er som himmerige DDS 670 I Jesus søger jeg min fred. Nørskovlund teltgudstjeneste kl DDS 754: Se, nu stiger solen af havets skød DDS 299: Ånd over ånder, kom ned fra det høje // DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted DDS 477: Som korn fra mange marker DDS 725: "Det dufter lysegrønt af græs" Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Korsvar Jesus sagde også:»en mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. 12/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«luk 15,11-32 Amen! I de sidste uger har Jyllandsslaget været dækket intenst. Anledningen har været 100-året for de blodige timer derude på Vesterhavet. Aviserne er strømmet over med artikler, perspektiveringer og baggrundsstof omkring denne ellers næsten glemte begivenhed. Dette, verdenshistoriens største og i en vis forstand også sidste rigtige søslag er blevet trukket frem fra glemslens havgus. Der har ikke manglet superlativer i skildringen af de mastodontiske skibes kamp. 12/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 Om aftenen d. 31. maj i 1916 undrede min farmor og farfar sig over vejret. De to, Juliane og Søren Peder hed de i øvrigt, gik på det lille husmandssted, i det flade Vestjylland. Selv om jeg aldrig har mødt dem, kan jeg alligevel placere dem i tid og sted på netop dette tidspunkt. Jeg har læst deres, kan man sige, forskudte erindringer. Skrevet ned af deres yngste søn, min endnu levende farbror. Det er beretninger fra en anden verden; en verden, der ikke er vores. En historie, der i sin fremmedhed, kan forekomme så langt væk. Men også gribende. Fascinerende. Fængslende. I sin nære menneskelige erfaring. Den aften og nat havde de svært ved at få orden på, hvad der foregik - min farmor og farfar. De troede, at det tordnede kraftigt og vedholdende. Over flere timer. Men torden er ikke almindeligt sidst i maj, og intet i vejret tydede da heller på det. Men det lød ikke desto mindre som torden. Langt ude over havet. Ude mod vest, hvor horisonten var gledet i ét, og hav og himmel var smeltet sammen. Næste dag blev de korrigeret. Af avisen eller måske en nabo, der kom forbi med nyt. For det var før, man sådan fik radio. De troede længe, at det var torden. De troede, at de vidste, hvad det var, derude på den anden side af horisonten. Og så viste det sig, at de tog fejl. For det, de hørte var ikke tordenvejr, men krigsmaskiner i jern og stål, der hamrede løs på hinanden med altødelæggende kraft. Der var også andre, der troede den nat. Det kan godt være, at der var nogle ateister om bord klokken 22, men der var ikke nogen tilbage klokken 23. Sådan udtrykte en britisk officer efter slaget det helvede, han havde været kastet ud i. Der findes, hedder det, ingen, der ikke tror på Gud i en skyttegrav. Og der findes åbenbart heller ikke nogen ateister midt i en jernstorm over den våde grav. I dagens evangelium hører vi om en far, der tror. En far, der tror, at det er noget bestemt, der viser sig derude i horisonten. At det ikke er et drømmesyn. At det ikke bare er et noget, men en nogen. For den, vi savner, er altid en nogen. Den, vi ikke kan leve uden, er altid det andet menneske. Han løber. Faderen. For at forvisse sig om, hvem det er, der dukker op i horisonten. For at blive sikker i sin sag. For at lade tro forvandle sig til vished. Han vil fastholde, at den nogen, der har vist sig i horisonten, ikke bare er en tilfældig forbipasserende, men den han savner og ikke kan leve uden. Den søn, der er blevet væk. Den søn, der er blevet tabt. 12/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Hvorfor løber han så, faderen. Kunne han ikke være gået, i det mindste. En mand med voksne sønner, må da være kommet godt op i årene, tænker vi. Måske burde han bare være blevet siddende. Eller have rejst sig møjsommeligt, når sønnen var kommet nærmere. Der er noget underligt foruroligende over, at han løber. Martin Luther har set lige igennem alle de mangeartede tydninger, der har været på dette underlige forhold. Han ser, hvorfor faderen løber. Det er, fordi han er bange. Han frygter, at sønnen skal vende om igen. Han er skrækslagen for, at den tabte skal fortryde og vende sig væk igen. Faderens kærlighed til sin søn er ubegrænset, ubetinget, uden forbehold. Luthers iagttagelse skærer igennem alle vores indvendinger. Baner sig vej på tværs af alle vores forbehold og forudindtagede holdninger. Det handler ikke om vores lyst til moraliseren. Enhver afstandtagen fra det fordærvede liv, som sønnen måtte have kastet sig ud i, er fuldstændig ligegyldig. Det er heller ikke en fortælling om en særlig omvendelsesoplevelse eller frelseserfaring, som man ofte har villet gøre den til. Og det er på den anden side heller ikke en fortælling om sønnens kolde beregning og udnyttelse af en godmodig fader, fordi forholdene trods alt var bedre derhjemme. Det er ikke det, det handler om. Slet ikke. Fortællingen går imod alle vores forestillinger. Det er en faders ubetingede, uforbeholdne, ubegrænsede kærlighed til sin søn, der stilles frem. Kærligheden til den søn, der var tabt, men nu er fundet. Så bliver hele fortællingen noget andet. Noget andet, end det vi i vores evindelige moraliseren og bedrevidenhed vil gøre den til. Det er historien om en faders kærligheden til den tabte søn. Det er fortællingen om frygten for igen at miste det, der har været tabt. Det er angsten for igen at skulle opleve savnet af det, der er blevet fundet, men måske vil forsvinde i horisonten igen. Og så er det fortællingen om fortabelse. Om det fortabte. Om at fortabe sit liv. Den fortabte søn hedder den lignelse, vi lige har hørt. Det står med fremhævet skrift i den danske oversættelse, der er så venlig at tilføje overskrifter undervejs. Men sådan nogen overskrifter er noget tvetydigt noget. De kan let lede os på afveje. For der er jo faktisk to brødre. Den ene, der drager ud. Og den anden, der bliver tilbage. Og hvem af dem er så fortabt. Det er ikke så lige til. 12/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 Måske skulle beretningen have heddet fortællingen om de to brødre. Eller måske lignelsen om den tabte søn og den fortabte bror. For det afgørende er ikke alt det, vi i vores småborgerlighed og retfærdighedssøgen kan forarges over, men derimod hvad der sker ved lignelsens grænse. Det er ikke som vi plejer at tænke det. Det er ikke sønnen, der kommer hjem, der er fortabt, men hans bror, der står over for at fortabe sit liv. Går den bror, der blev tilbage, ind og glæder sig sammen med sin genfundne bror og sin far. Eller fortaber han sit liv i bitterhed og had. Fortaber han sit liv i græmmelse over Faderens kærlighed. Eller tør han gå ind i glæden og leve med i den. Det står åbent hen. Og vi får ikke noget svar andet end det, vi selv kan fortælle ikke som et eventyr, men i vores liv. Som et levet liv sammen med det andet menneske. For der er ikke andre steder, det kan afgøres. Der er ingen anden til at fortælle fortællingen til ende, end os der hører den. Kristendommen handler ikke om, at vi skal leve vores liv på en bestemt måde. Gøre bestemte ting eller mene noget særligt. Kristentro handler om, at vi skal leve livet. At vi skal leve det sammen med det andet menneske. Det liv, vi får af den gode Gud, lever vi ikke ved at trække os tilbage, hverken fra glæden eller sorgen. Eller fra alt det midt imellem. For begge dele hører med til at leve. Til at leve det liv, vi har fået som et egentligt liv. Og ikke bare som noget, der skal overstås, eller som noget, vi gerne havde set helt anderledes. Guds rige er ikke på nogen måde rimeligt. Guds nye virkelighed er ikke retfærdig. Guds fortælling er altid noget andet end det, vi vil gøre den til. Vi kan ikke regne det ud, og vi fortaber os selv, hvis vi hele tiden prøver på at gøre det. Så stiller vi os på side med den bror, der vender sig bort i vrede, fordi vi tror, at vi har alle de rigtige meninger på vores side. Tør broderen gribe det. Tør han gå ind til sin faders glæde og tage del i den. Tør han leve sit liv uden al vores søgen efter sikkerhed. Uden enhver form for retfærdighed eller rimelighed. Tør broderen tro, at kærligheden er større end alt andet. Tør han favne, at en faders kærlighed til den tabte er ubetinget og uigenkaldelig. Tør han leve sit liv i håbet om, at kærligheden overvinder alt og bryder de grænser, vi ellers ikke kan se forbi, ned. 12/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5

6 Troen, håbet og kærligheden er omkvædet i kristenlivet men størst er kærligheden. Fordi det er i den, at vi møder det andet menneske. I den, at vi favner den anden, så vi ikke længere skal være fanget i vores eget livs ensomhed. Amen! 12/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6