Bilag 3 Landskabskarakteranalyse Lertillæg for Fyn Vissenbjerg-området

Transkript

1 Bilag 3 Landskabskarakteranalyse Lertillæg for Fyn Vissenbjerg-området Indhold Indledning... 3 Nationale geologiske interesseområder... 3 Landskabskarakteranalyse... 4 Baggrunden for den kulturhistoriske udvikling med fokus på Fyn tallet bosætning og iværksættere på landet... 7 Familiebruget i første halvdel af 1900 tallet... 8 Teglværkernes industrialisering i 1800 tallet... 8 Udviklingen i landdistrikterne fra 1960-erne til i dag... 9 Teglværksindustriens udvikling med Tunnelovnens indtog Spor af tidligere tiders teglgravning Overordnet beskrivelse af storskaladødisområdet på Vestfyn Generel naturgeografisk beskrivelse af området Beskrivelse af hovedelementerne i området og deres karakteristika Storskalabakkerne Mellemskala bakker Småskaladødisområder - Småkuperet og kuperet terræn Strukturen i området De karaktergivende rumlige forhold naturgeografisk set Dannelseshistorier Enkeltbakker Gruppe af enkeltbakker adskilt af slugter Konsolbakker Almindeligt forekommende karaktergivende rumlige forhold Naturgeografisk (geologisk) Fladen Skrænter Aftapning Samspil med omkringliggende bakker... 22

2 Bilag 3 Kulturhistorie særlige karaktergivende rumlige forhold Lergravning Teglværker og byggeri knyttet til teglværksdriften Litteraturliste Bilag Landskabskarakteranalyser Bilag 3A Kelstrupskov Bilag 3B Væde Bilag 3C Magtenbølle og Skalbjerg Bilag 3D Øghaven, Stenkistebjerg og Nældebjerg Bilag 3E Talleruplund, Skovstrup og Brændholt Bilag 3F Grimsbjerg, Grønnefald, Voesbjerg, Lerbjerg og Brahesholm Bilag 3G Basselund Bilag 3H Ørsbjerg Ler 2

3 Bilag 3 Indledning Nationale geologiske interesseområder Lerinteresseområderne ved Stenstrup og i Vissenbjerg området ligger i områder af særlig geologisk og landskabelig interesse. De er begge udpeget som Nationale geologiske interesseområder. I forbindelse med kommuneplanlægningen er beskyttelsen af disse områder meldt ud som en statslig interesse: Landskaber med særlige karakteristiske geologiske formationer, der illustrerer landets geologiske udvikling og processer, har stor betydning for oplevelsen og forståelsen af det danske landskabs dannelse. De karakteristiske geologiske formationer har også stor betydning for forskning, undervisning og sammenhæng til befolkningens natur- og landskabsforståelse og skal sikres ved kommunens retningslinjer. De nationale geologiske interesseområder må ikke forringes ved at de sløres eller ødelægges af gravning, bebyggelse, tekniske anlæg, skovbeplantning eller lignende. På Fyn er områderne ved Vissenbjerg og Stenstrup-Egebjerg af Naturstyrelsen udpeget som værdifulde geologiske områder i kommuneplanerne og nationalt geologisk interesseområder (henholdsvis nr. NGI 126 og NGI 131). Beskrivelsen for Vissenbjerg er /GL/: Værdi Det 330 km 2 store område har stor værdi som et dødis-landskab i tre niveauer. I Danmark findes ikke lignende samlinger af grus- og lerbakker. Naturforvaltning Det er vigtigt, at de geologiske landskabsformer, deres indbyrdes overgange og sammenhæng med de tre bakkeniveauer fremstår klart i landskabet, og at de karakteristiske former på fladbakkerne bevares, dvs. at der ikke kommer skår i randen af bakkerne. Lergravning bør henvises til udvalgte fladbakker. Bakkerne ved Væde er særligt værdifulde. Beskrivelsen for Stenstrup-Egebjerg, der også dækker området ved Ollerup, er /GL/: Værdi Stenstrup Issø er Danmarks næststørste issø. Dens historie er et vigtigt dokument for klimaudviklingen i Nordeuropa. Samspillet med randmorænen Egebjerg Bakker, tunneldalen og den velbevarede Egense Ås gør området til et vigtigt sted for forskning og undervisning i det danske landskabs dannelse. Bakkerne ved Snarup er en sjælden landskabstype i Danmark. Naturforvaltning Det er vigtigt, at de geologiske landskabsformer, Snarup Bakker, Egebjerg Bakker, søerne, Syltemade Ådal og Egense Ås, og deres indbyrdes overgange og sammenhæng fremstår klart i landskabet. Dette gælder især overgangen mellem Egebjerg Bakker og den flade Stenstrup Issø. Råstofindvinding, vejanlæg, vindmøller, bebyggelse, skovrejsning og lignende kan sløre landskabet. 3

4 Bilag 3 I en rapport fra Naturstyrelsen fra 1987 er udpeget de bakker ved Snarup, hvor der bør tillades lergravning. Ved Stenstrup bør det overvejes, om visse områder skal friholdes for lergravning. Fra statens side er det således et mål, at områderne ved Vissenbjerg og Stenstrup-Egebjerg ikke forringes ved råstofgravning. Det skønnes, at indvinding af rødbrændende ler i de fleste tilfælde ikke vil føre til en forringelse af de geologiske landskabsformer og jordlag, da der kun bliver indvundet 1-2 m under terræn. Indvinding af gulbrændende ler skønnes i visse tilfælde at være en forringelse af de geologiske interesser, hvorfor det konkret bør indgå i vurderingerne. Ved Snarup er der i 1987 udpeget de bakker, hvor der ikke bør indvindes hverken gulbrændende eller rødbrændende ler. Landskabskarakteranalyse I 2007 udgav miljøministeriet en vejledning om landskabet i kommuneplanlægningen. Metoden beskriver landskabernes karakteristiske træk, særlige oplevelsesmuligheder, områdernes tilstand og deres sårbarhed. Det er et væsentligt træk ved metoden at der tilstræbes en adskillelse af beskrivelse og vurdering. Landskabskarakteranalyse for områderne i Svendborg Kommune Områderne ved Snarup, Stenstrup og Ollerup ligger i Svendborg Kommune. Kommunen har foretaget en landskabskarakteranalyse der inddeler kommunen i underområder med forskellig karakter. Stenstrup issø er i denne analyse opdelt i områder med forskellig karakter og forskellige behov for beskyttelse. Kommunens landskabskarakteranalyse er et godt udgangspunkt for at vurdere sårbarheden af områderne ved gravning af gulbrændende og rødbrændende ler. Landskabskarakteranalyse for Vissenbjerg området Størstedelen af lerinteresseområderne ved Vissenbjerg ligger i Assens Kommune. Væde Hede ligger dog i Nordfyns Kommune og Kelstrupskov og Øghaven og del af Stenkistebjerg ligger i Odense Kommune. I Assens Kommune er en landskabskarakteranalyse under udarbejdelse, og de resultater kommunen er nået frem til er sendt til Region Syddanmark. I forhold til lerplateaubakkernes størrelse er landskabskarakteranalysen for Assens Kommune forholdsvis overordnet. Således ligger mange af bakkerne inden for samme område. For at kunne vurdere de enkelte områders sårbarhed er det nødvendigt at foretage en mere detaljeret analyse for enkelte bakker og enkelte grupper af bakker for at være i stand til at fastslå hvilke af fladbakkerne der har de største landskabelige værdier og hvilke fladbakker der er sårbare over for gravning af rødbrændende og gulbrændende ler. I forbindelse med udpegning af områder til gravning af ler, er det naturligt at der lægges vægt på de geologiske dannelser. Disse er på den ene side forudsætningen for at der er en interesse for at grave ler, og på den anden side vil de blive påvirket af en sådan gravning. Det landskab der skal vurderes er ud over den naturgeografiske (geologiske) basis et produkt også af den historiske udvikling. I den forbindelse er indrages teglværksindustriens udvikling på Fyn. Landskabskaraktermtoden forsøges således i det følgende anvendt som del af grundlaget for udpegning af områder til gravning af gulbrændende og rødbrændende ler på Fyn i Vissenbjergområdet. 4

5 Bilag 3 Vissenbjerg områdets hovedstruktur naturgeografisk (geologisk) og de typiske elementer beskrives i et indledende afsnit. Derefter beskrives enkeltområderne. Det landskab der skal vurderes er ud over den naturgeografiske (geologiske) basis et produkt også af den historiske udvikling. For at forstå det meget opdelte landskab med den spredte bebyggelse og småparceller i Vissenbjergområdet opsummeres de store linier i den økonomiske udvikling med fokus på Fyn og teglværksindustri. I enkeltområderne uddybes denne beskrivelse. I forbindelse med enkeltområderne udarbejdes en rumlig visuel analyse. En sammenfattende beskrivelse er medtaget i den strategiske miljøvurdering. 5

6 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Baggrunden for den kulturhistoriske udvikling med fokus på Fyn Det landskab der skal vurderes er ud over den naturgeografiske (geologiske) basis et produkt også af den historiske udvikling. De mange boliger i det åbne land, de fleste huse i landsbyerne, de mange husmandslodder og stationsbyerne er kommet med de seneste 200 års økonomiske udvikling. Det var landboreformerne i slutningen af århundredet der var startskuddet. Afvikling af byernes eneret på handel og næringsbegrænsningernes gradvise ophævelse skabte mulighed for småindustri, håndværk og husflid. I forbindelse med denne udvikling opstod der bl.a. små teglværker. Et indtryk af denne foretagsomhed fås af Trap Danmarks opregning af virksomheder og institutioner i landsbyerne i 1908 og i så sent som i I det 19. århundredes sidste halvdel er landsbyerne og landområderne gradvis tømt for disse funktioner. En udvikling der er accellereret i det tyvende århundrede. Det der tidligere var virksomheder og små landbrug, er nu beboelser og hesteejendomme. Det areal der tidligere blev drevet af flere familiebrug knyttet til en landsby, er nu èn bedrift ved ejerskab og forpagtninger og drives måske sammen med nabolandsbyen. Det der tidligere var en mosaik af forskellige afgrøder beskyttet af hegn, er nu en monokultur der drives på mark efter mark, med hegn der ikke rigtig hænger fast i hjørnerne eller står tilbage som en række træer. I takt hermed er industrien flyttet til byerne eller til nye erhvervsområder langs motorvejen. De heldigste steder, hvor der ikke er alt for langt til service, offentlig transport eller en større by, fungerer de overflødiggjorte landbrugsbygninger og huse som en slags udvidet forstad. Andre steder er husene usælgelige. Det er hovedgårdsejerlavene herregårdslandskaberne der ændres mindst i disse år. Udviklingen i landsbyejerlavene går de fleste steder mod større samlede marker, så det kan være svært at se grænsen mellem landsbyejerlav og hovedgårdsejerlav. Skovstrupfladbakken mod syd Og så, ved et uforklarligt tilfælde, er der alligevel steder, der har en karakter der er andet end en svag afspejling af strukturen i de udstykninger der opstod i begyndelsen af 1800 tallet. Det gælder Skovstrupfladbakken, hvor hegnsstrukturen ikke er væsentligt ændret, og hvor udstykningen landskabeligt set har været heldig i forhold til det naturgeografisk givne grundlag. 6

7 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag tallet bosætning og iværksættere på landet Landboreformer og udstykning Hoveriets afløsning og indskrænkning betød et behov for arbejdskraft som hovedgårdene i et vist omfang forsøgte at imødegå ved for det første at indskrænke deres jorder og lægge produktionen om, så der blev mindre brug for arbejdskraft og på den anden side ved udstykning af små husmandsbrug, hvor arbejde på herregården var en forudsætning. Også fra fæstegårdene kunne man frastykke arealer, når blot hovedlodden fik en vis minimumsstørrelse. Mens antallet af bøndergårde ved året 1700 skønnedes at være ca. 3 gange så stort som antallet af huse, var der efter landboreformerne omtrent lige mange gårde og huse, hhv og Dertil kom en gruppe af indsiddere og daglejere på /SAAHI, side 67/ Hofman Bang fortæller i 1843 at Vissenberg er det mest udstykkede sogn i landet med 70 Gaarde, 98 Boelsteder, 246 Huse med Jord, 140 Huse uden Jord, og omtrent 100 Indsidderfamilier. /HB1843, side 119/ - Landøkonom Hofman Bang beskriver i 1843 malende konsekvenserne af en uhensigtsmæssig udstykning: - Dog anderledes forholder det sig, når vi betragte den ulykkelige Udhøkring af smaa Pletter Jord til Bygge og Haveplads, som leies og fæstes bort til høje Afgifter af ufornuftige Selveiere, der på denne måde søge at skaffe sig en Indtægt op de øvrige Beboeres Bekostning, hvorved de tillige give det Ukrudt, der andet Steds ei kan formere sig, den bedste Leilighed til at kaste Frø og at slåe Rodskud, der ei ere lette at udrydde. Enhver karl, der med sin forførte Kjæreste faaer Lyst at sætte Fod under eget Bord, fæster sig på denne Maade en Plet Jord saa stor, at blot en Seng og en Vugge kunne staa derpaa, og strax har han Krav på Sognets Understøttelse, naar han ei mere kan eller vil arbeide /HB1843, side 113/ Med de stramme økonomiske forhold som udstykningen medførte, blev alle aktiviteter der kunne bidrage til indkomsten, væsentlige. Det gjaldt både industri, håndværk og husflid. Også teglbrænding og brændingen af sortgods i Karhuse (Kelstrupskov), er blevet fremmet af behovet for at supplere indtægterne for at kunne skaffe et levebrød. Udviklingen af industri, håndværk og handel var også et resultat af liberalisering af byerhvervene og den gradvise ophævelse af købstædernes eneret på handel. I 1845 blev det tilladt landboerne at opkøbe og til købstæderne at indbringe og der i store eller små partier at sælge, hvad der frembragtes ude på landet. /SAAHI, side 127/ Indtil 1857 var håndværk og handel efter loven hovedsageligt henvist til at foregå i byerne, kun vævere, grovsmede, hjulmænd, slagtere, rugbrødsbagere og ølbryggere kunne uden bevilling nedsætte sig på landet. Andre håndværkere som tømrere, teglbrændere, murere, skræddere og skomagere kunne få amtmandens bevilling til at nedsætte sig. Trods disse regler rykkede handel og håndværk tidligt ud i landdistrikterne. Der var således flere håndværkere på landet end i byerne frem til /SAAHI, side 148. Med næringsloven af 1857 blev byerhvervene liberaliseret. Den nye lov betød dog at der i en zone på 1 mil omkring byerne ikke måtte drives håndværk. Denne bestemmelse blev først afviklet i

8 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Familiebruget i første halvdel af 1900 tallet Efter systemskiftet i 1901 ændredes målsætningen for jordpolitikken. Udstykning havde nu ikke i samme grad til formål at skaffe de større brug arbejdskraft, men havde til formål at skaffe mindrebemidlede, unge landmænd egne brug. De skulle have en sådan størrelse at en familie normalt kunne få sit fulde udkomme gennem bedriften. Et af tidens tegn var udstykning af husmandskolonier ved herregårdsslagtninger finansieret af statslån. SAAHI, side 280 Dette ideal Familiebruget holdt sig frem til midten af det 19. århundrede. Teglværkernes industrialisering i 1800 tallet I 1800 tallet blev der anlagt mange teglværker, og der skete en begyndende industrialisering. Baggrunden var en stigende efterspørgsel fra landboerne selv, og bedre samfærdselsmidler. /LHL/ Udviklingen tog fart mellem , hvor produktionen på de store teglværker mangedobledes og der samtidig kom flere teglværker (antallet steg fra ca. 34 til ca. 96). I 1855 var det største teglværk på Fyn Sellebjerg Teglværk nord for Magtenbølle. Der var beskæftiget 46 voksne arbejdere og der produceredes 1.7 mio enheder. De fleste af teglværkerne var små med mindre end 5 voksne ansatte. /LHL/ Teknikken var simpel. Der anvendes ovne hvor der brændes en serie ad gangen. Først når teglene har været gennem alle faser: opvarmning, brænding og afkøling kan man starte en ny serie. (Periodisk højovn). Frem til 1870 sker der ikke de store ændringer i teknikken, og den nye teknologi, ringovnen, kunne ikke helt udkonkurrere de periodiske højovne. Det tidligere Bladstrup Teglværk fungerede således med periodisk ovn fra 1899 til Periodiske højovne Der blev brugt periodiske højovne som ikke har været mere end 100 m 2 i areal. Det er rektangulære rum bygget af brændte eller ubrændte sten. Ovnene har kunnet rumme mellem og sten. Der brændes periodisk med en serie ad gangen. Der startes med et par dages opvarmning ved 200 grader for at få porevandet til at fordampe i de tørrede sten. Derefter øgedes temperaturen gradvis indtil stenene blev hvidglødende. Efter at brændingen er færdig står stenene og køler af i en uges tid før de kan tages ud. Derefter starter man forfra med næste serie. Der blev kun brændt i sommersæsonen, og i løbet af den kunne man klare 10 brændinger. Ringovnen Den første ringovn på Fyn blev opført i 1883 ved Stenstrup. Ringovnen er indrettet med en række kamre. Brændzonen flyttes fra kammer til kammer. De tørrede sten placeres modsat det kammer hvor der i øjeblikket brændes. Overskudsvarmen bidrager til at tørre og opvarme stenene i de andre kamre. Når ilden har brændt teglstenene i kammeret fortsætter den videre til de næste kamre, mens de brændte teglsten køler ned. Til sidst tages teglstenene i kammeret ud og sorteres i facadesten og bagmursten. 8

9 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Udviklingen i landdistrikterne fra 1960-erne til i dag Økonomisk opsving Det økonomiske opsving i 60erne betød en afvandring fra landbruget til de mere blomstrende byerhverv. Landbrugets arbejdskraft svandt i denne periode fra 20 til 10 procent af den samlede arbejdsstyrke. Op gennem 50-erne og 60-erne blev landbruget mekaniseret. Reglerne for samdrift og sammenlægning af landbrug blev liberaliseret. Fra 1971 er der fri adgang til sammenlægning op til 100 ha. Landbrugsejendomme der tilhører samme ejer kan frit drives sammen uanset antal, og grænsen for samdrift ved forpagtning blev 200 ha. /SAAHII, side 170/ Det medførte nedlæggelse af husmandsbrug, bl.a. den foregående periodes statshusmandsbrug. En del af disse ejendomme blev dog drevet videre som bierhverv. Landmanden tog arbejde på slagteriet og drev sit landbrug i fritiden. /SAAHI, side 280 Ud fra data fra statistikbanken.dk kan man se hvordan landbrugsstrukturen på Fyn er ændret fra 1982 (de ældste umiddelbart tilgængelige tal) til /SB/ Hvor 76 % af arealet i 1982 tilhørte landbrugsbedrifter fra 5-75 ha er dette nu kun 24 % I 1982 var der 18 landbrugsbedrifter større end 400 ha. De lagde beslag på 5 % af landbrugsarealet. I dag er der 82 bedrifter over 400 ha, og de beslaglægger 24 % af arealet. Det er denne kraftige koncentration der afspejler sig i det dominerende billede af det åbne land. Udviklingen ses tydeligt på luftfotos, og det fremgår at specielt i det 20. århundrede er der sat turbo på denne udvikling. Se figur 1. De industri- og håndværksvirksomheder der befolker byerne ifølge Trap Danmark 1957 er borte. Mange steder gælder det også købmænd, skoler og børnehaver. Landsbyerne er i heldigste fald forstæder på landet hvorfra man pendler til sin arbejdsplads, i uheldigste tilfælde er det områder under afvikling, hvor kommunerne - i samme ånd som Hofman Bang - forsøger at forhindre at de uønskede bosætter sig. De boliger Hofman Bang protesterede imod i 1843 fordi de byggedes på et stump jord der kun lige levnede plads til en seng og en vugge til karlen og hans forførte kæreste - de rives nu ned igen for at undgå at der skal ydes understøttelse til dem der ei mere kan eller vil arbeide. Væde Hede med rester af hegn 9

10 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag Figur 1 udviklingen i landbrugslandskabets karakter fra 1954 til

11 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Teglværksindustriens udvikling med Tunnelovnens indtog Tunnelovnen Tunnelovnene vandt først indpas på Teglværkerne i 60erne, selv om den er opfundet i slutningen af tallet. I 1959 fik Bachmanns Teglværk ved Egernsund installeret en tunnelovn som den første i Danmark. Da Fredningsstyrelsen i 1980 dannede sig et overblik over teglproduktionen i Danmark og undersøgte 10 teglværker nærmere, var der kun 2 ringovne tilbage. /LT/ Tunnelovnen består af en lang kanal med rektangulært tværsnit. De tørrede sten stables på specielle vogne, som i en ubrudt række føres gennem tunneloven fra den ene ende til den anden. I den første ende af vognen opvarmes de ubrændte sten, så kommer de igennem ovnens ildzone, hvor stenene brændes. På det sidste stykke afkøles de før de forlader ovnen. Når tunnelovnene og automatiseringen af processerne har vundet så stor fremgang hænger det på den ene side sammen med sammen med konkurrencen fra betonindustrien og på den anden side sammen med manglen på arbejdskraft. Når ringovnen var tømt sorterede man stenene i bagsten og facadesten. Betonindustriens udvikling betød nedgang i behovet for ler, og specielt bagmurene kunne opføres i beton, selv om huset skulle være af teglsten i øvrigt. De dårlige sten var altså overflødige. Manglen på arbejdskraft betød at man havde fordel af at automatisere så meget som muligt, men disse processer forudsatte at materialet var ensartet, så der ikke kom skæve sten, der kunne blive et problem i en automatiseret proces. Det betød at ensartethed i det anvendte ler blev af stigende betydning. /LT/ Virksomhedsstrukturen I 1905 var der 66 teglværker på på Fyn med øer. /LHL/ Trustkommissionens betænkning nr- 176 af 1957 om teglværksbranchen opgjorde antallet af teglværker på Fyn i 1956 til 23, der imidlertid var samlet i 18 virksomheder. /Tr/ I 1979 var der 10 teglværker i amtet:vedstaarup, Petersminde, Kirkeby, Ejby, Hemmerslev, Tommerup I. Tommerup II (Skovstrup), Lilleskov, Assenbølle, Grøftebjerg. Monopoltilsynet har opgjort antallet af teglværker i begyndelsen af Der var da 6 teglværker: Kirkeby, Petersminde, Tommerup, Hemmerslev, Vedstaarup og Assenbølle. I 1990 var der 4 teglværker: Vedstaarup, Petersminde, Hemmerslev Teglværk og Tommerup Teglværk. I 2014 er der kun Vedstaarup og Petersminde tilbage. De to tilbageværende teglværker er stærkt automatiserede. Gravningen sker med gravemaskiner på arealer på Fyn, og lastbiler transporterer leret til teglværkerne. Der indvindes hovedsagelig smeltevandsler. 11

12 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Spor af tidligere tiders teglgravning. I bakkerne afslører mindre huller ofte hvor leret til et teglværk fra 1800 tallet er hentet, men det er oftest vanskeligt at se på terrænet hvor der har været gravet til de kendte større teglværker fra den tid. Teglværksbygninger fra 1900 tallet er i nogle tilfælde bevaret, og aktiviteten har desuden sat sig spor i bebyggelsesbilledet. Teglværksejernes store kunstfærdigt udførte villaer, teglværksarbejdernes huse og den bebyggelse af småhuse der er fulgt med at der var arbejdspladser på teglværkerne. Af 1900 tallets råstofgravning ses der spor flere steder, særligt når der har været gravet efter gulbrændende ler. I bakkerne (og ved Stenstrup) ses vifteformede strukturer som afspejler gravemønstre, der har været afhængige af tipvognsspor og spandkædemaskine. Foto fra /Tegl 1/ De senere års gravning med gravemaskine uafhængig af tipvognsspor afspejler sig i mere regulære huller efter gravningen. 12

13

14 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Generel naturgeografisk beskrivelse af området Området er et 300 km 2 stort område med dødisrelief. Det består af to typer af områder: Områder domineret af store dødisbakker (fladbakker og høje kuperede bakker) og områder med dødisrelief i mindre skala, (kuperet og småkuperet terræn). Storskala bakker måles i km 2, mens småskalabakker måles i ha. De to typer af områder veksler i området, således at småskaladødisrelieffet ligger mellem de store dødisbakker og i randen af området. Centrallavningen er et stort område med småskaladødisrelief. Lerinteresserne knytter sig næsten udelukkende til storskaladødisbakkerne. I beskrivelsen af enkeltområderne tages der derfor udgangspunkt i disse bakker. Småskaladødisområder og andre typer af områder vil kun blive inddraget i det omfang oplevelsen af eller fra disse områder vil blive påvirket af dem. Beskrivelse af hovedelementerne i området og deres karakteristika Storskalabakkerne Storskalabakken Ørsbjerg Ler Storskalabakkerne kan opdeles efter jordart og form. De bakker der er præget af smeltevandsaflejringer, som ler, sand og grus findes i to hovedgrupper: Fladbakker (plateaubakker, evt. konsolbakker) som har jævn overflade og stejle skrænter. Det er oftest lerfladbakker. Grusbakkerne har oftest en kuplet og uregelmæssig overflade. I Storskaladødisområdet er der 13 høje sand/ grus kuplede bakker, 1 grusplateaubakke og 25 lerplateaubakker. De forskellige former afspejler forskellige aflejringsmiljøer. Bakkerne er aflejret i huller i dødisen. Hvor strømningshastigheden er stor aflejres sand og grus, hvor den er lille aflejres ler. Hvis bunden af den inddæmmede issø er tidligere isfri aflejringer, vil kun kanten af issøen blive deformeret, når isbræmmerne der inddæmmer issøen forsvinder. Hvor aflejringen helt eller delvis sker ovenpå is, vil afsmeltningen medføre kraftigere deformationer, og der efterlades en kuplet overflade. Når det primært er sand, og grusbakkerne der er uregelmæssige skyldes det at disse bakker er aflejret i en tidlig fase af dødisens smeltning. I den tidlige fase af afsmeltningen er hullerne i isen kun i begrænset omfang kontakt til det underliggende isfri aflejringer og det er her afstrømningen er stærkest. I den senere fase af smeltningen er strømningshastigheden mere moderat og samtidig er smeltningen nået så vidt at 14

15 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 aflejringen sker på isfri ældre aflejringer. Det er så på dette tidspunkt at de fleste lerfladbakker dannes. Dette stemmer også overens med, at hvis man ser på de enkelte grupper af bakker vil de uregelmæssige store grusbakker være højere end lerfladbakkerne. Ud over disse primært vandaflejrede store bakker findes der en tredje type, som primært har moræneler i overfladen. Disse bakker ligner fladbakkerne i den henseende at de er adskilt fra hinanden af slugter, men overfladen kan bedst betegnes som en kuperet overflade. V. Milthers (1940) nævner strækningen fra Koelbjerg til Kelstrupskov (nord for Vissenbjerg bræmmen og øst for Væde Hede) som et område gennemsat af slugter der er aftrykket af de bræmmer af dødis der er blevet stående længe i området. Mellemskala bakker Derudover findes der enkeltbakker i mellemskala, nogle af disse er mindre lerfladbakker, andre er grusbakker. Mellemskala dødisbakker nord for Væde Hede Småskaladødisområder - Småkuperet og kuperet terræn Terrænformen varierer fra små ringformede bakker, vaskebrætlignende strukturer, og samlinger af større kuplede bakker. Bakkerne er dannet ved både nedpresning af dødisklumper i vandmættet materiale og ved udsmeltning af materiale fra dødisen. Hvilke typer af strukturer der dannes afhænger af mængden af materiale i dødisen og strukturerne i sprækkerne i dødisen. I småskala- og mellemskaladødisområderne er jordarten primært moræneler. Særligt i småskaladødisområderne er der søer og moser, eller terrænformen og jordartskortet vidner om tidligere søer og moser. Småskaladødisrelieffet vil ofte være små ringformede bakker eller vaskebrætlignende strukturer. Der er typisk mellem 50 og 100 m fra bakketop til bakketop. Mellemskala dødisrelief har ofte karakter af kuplede småbakker, med afstande på et par 100 meter fra bakketop til bakketop. 15

16 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Fælles for dødisrelieffet, uanset om vi ser området i den store skala eller den lille skala, at der for det meste er tale om et relief der ikke har orientering, og at der er mange afløbsløse lavninger, specielt i småskaladødisområderne. Strukturen i området Storskaladødisbakkerne ligger i tre strøg der danner en trekant omkring et område med småskaladødisrelief (Benævnt "Centrallavningen"). Nordligst ligger et strøg beståede af en ca. 15 km lang bakke med tilknyttede fladbakker og høje kuperede bakker. Retningen er VNV. Fladbakker og ligger både på nordsiden og sydsiden af denne bræmme. "Vissenbjergstrøget". Mod SØ ligger bakkerne i en bræmme fra Tommerup til Brahesholm. Disse bakker omfatter ud over lerfladbakkerne Fyns højeste punkt i Frøbjerg Banker. "Frøbjergstrøget." Mod vest lukkes Centrallavningen bl.a. af fladbakkerne Basselund og Ørsbjerg Ler. Bakker ved Årup indgår også i dette strøg. Strøget benævnes: "Vestlige bakker". Højdeforskellen mellem Centrallavning og plateauet ved Vissenbjerg og Frøbjerg Banker er op til 70 m. Mellem bakkerne uden for Centrallavningen og deres tilgrænsende dødisområder er højdeforskellen mindre. Centrallavningens relief er dødispræget, men indeholder ud over småskala og mellemskaladødisbakker også vandaflejrede områder i mindre skala (mindre smeltevandssletter, moser og søer). I kanten af området uden for de tre beskrevne bræmmer har terrænet dødisrelief i lille og mellem skala. Det ses også i slugterne mellem de store bakker. De karaktergivende rumlige forhold naturgeografisk set De karaktergivende rumlige visuelle forhold er oplevelsen af terrænforskellene, stejle skrænter og den forskellige karakter af bakketoppene. Muligheden for aflæsning af en dannelseshistorie i bakkerne er en vigtig parameter. Den klassiske beskrivelse af dannelseshistorien for smeltevandsterrasserne ved Vissenbjerg foretaget af Axel Schou er et godt eksempel. Andre eksempler er beskrivelsen af Væde Hedes dannelse hos (V. Milthers). Stort set alle bakker og bakkekomplekser i området er egnede til at formidle dannelseshistorien som den er beskrevet i typeeksemplerne nedenfor, men i nogle områder er fortællingen lettere aflæselig end i andre. Beskrivelsen af underområderne skal derfor tage udgangspunkt i hvor tydeligt dannelseshistorien afpejler sig og det skal vurderes i hvilket omfang indgreb i arealet har påvirket muligheden for at aflæse og beskrive dannelseshistorien. 16

17 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Dannelseshistorier Enkeltbakker Typeeksempel Lerbjerg Lerbjerg er den sydvestligste af lerfladbakkerne beliggende hvor de vestlige bakker krydser Frøbjergstrøget. Bakken har en jævn overflade i 80 m højde. Bakken har i sin form karakter af en aflang issøbakke med stejle skråninger i retning mod nord (20 m og en hældning på 15%) og mod øst. Mod vest er bakkeranden fliget og går over et landskab af bakker i mellemskala. Bakken ligger uden tilknytning til større moræneler eller grusbakker. Dannelsen af Lerbjerg er sket i en sø der har været isdæmmet til alle sider. Aflejringen er sket på tidligere aflejringer i bunden af issøen. Da isen omkring den er smeltet bort er der kun sket en mindre deformation af skrænterne, og bakken står derfor med stejle skrænter ud mod det omgivende terræn. Gruppe af enkeltbakker adskilt af slugter Typeeksempel Ornebjerg - Væde Hede - Andebølle Ornebjerg, Andebølle og Væde Hede danner et samlet bakkekompleks der ligger nord for Vissenbjergbræmmen. Bakkekomplekset består af Ornebjerg (0,5 km 2 ), plateauet nord for Andebølle (0,7 km 2 ) og Væde Hede (1,5 km 2 ). De fremtræder som 3 selvstændige bakker adskilt af slugter. De tre bakker udgør de allernordligste store bakker i dødisområdet. Af de tre bakker er Ornebjerg højest med maksimumhøjde i kote 104. Andebølle Plateauet ligger i kote 80 til 94 m, og Væde Hede starter i kote 86 m og falder nordpå til ca. 67 m. Andebølle Plateauet er ca. 1 km 2 stort, Ornebjerg ca. 0,7 km 2 og Væde Hede 1,5 km 2 stor. Højdeforskellen til det omgivende terræn er størst for Ornebjerg: m. Andebølle plateauet ligger 15 til 25 m over det omgivende terræn, og Væde Hede ligger mod syd ca.15 m over terræn, mens der intet væsentligt terrænspring er i forhold til arealet nord for. Andebølle lerplateau fremtræder som sammensat af 2 aflange plateauer (2 ben) i retning NNV- SSØ. Bakken har en jævn overflade og det østlige ben skråner svagt mod NØ. Jordarten er primært smeltevandsaflejringer: smeltevandsler midt på plateauet og sand i randen. Ornebjerg er en markant bakke der på vestsiden stiger fra kote 70 til 104 på 170 m. Bakkens nordlige og vestlige rand er de højeste og danner en kam omkring bakkens lavere indre der åbner sig mod syd. Der er sand i overfladen i følge jordartskortet, bortset fra i bakkens nordlige høje del, der ligesom Væde Hede har smeltevandsler i overfladen. Væde Hede kan deles op i en flad plateaudel som har en stejl side mod kløften mellem Væde Hede og Ornebjerg. Fladen falder derefter jævnt mod nord, men ca. i kote 78 ændrer faldet karakter og bliver udflydende og fliget med lange slugter. Siderne mod nord og øst markerer sig dog også her i forhold til det 17

18 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 omgivende terræn ved stejle skrænter. Kløfterne ender enkelte steder over det omgivende terræn (hvor disse ikke er uddybet af postglaciale vandløb). De 3 bakker er dannet i søer der er dannet i isen under dens afsmeltning ved slutningen af sidste istid. Ornebjerg er for størstedelen en grusbakke. De høje grusbakker i dødisområdet er aflejret ved begyndelsen af afsmeltningen i området. De er derfor dannet oven på et højt isdække. Der har delvis været forbindelse til bunden, men for det meste har underlaget været is, og det har medført det uregelmæssige billede efter at isen er smeltet. Materialerne i Ornebjerg er således sket i en isdæmmet sø, helt eller delvis ovenpå is. Da isen er smeltet så langt ned omkring søen at Ornebjergs lerplateau kommer op over iskanten, flyder materiale fra søbunden ud over isen omkring den. Derved beskyttes netop isen umiddelbart omkring den tidligere issø. På de dele af isen der ligger uden for den beskyttede bræmme, bl.a. der hvor Andebølle plateauet og Væde Hede nu ligger, bliver afsmeltningen større end i den beskyttede bræmme og smeltevandet kanaliseres hertil. På Andebølle plateauet og på den sydlige del af Væde Hede sker aflejringen i en issø hvis bund ikke ligger på is, men på tidligere aflejringer. Den nordlige del af Væde Hede er aflejret på is, og da underlaget er smeltet væk har det efterladt bakken med en fliget og udflydende karakter. Ved afdræning af issøerne er der dannet aftapningsfurer og aftapningskløfter- Aftapningsfurer er dannet hvor afdræningen via den enkelte kløft har været af begrænset omfang. Der dannes korte (af størrelsesordenen 200 m), V-formede smalle kløfter (omkring 50 m brede på det bredeste sted) i kanten af plateauet. Ved Væde Hede er der flere af disse aftapningsfurer. Store aftapningskløfter som f.eks. Væde Hule, der er ca. 1 km lang og 200 m bred på det bredeste sted har eroderet store dele af issøaflejringen væk under afdræningen. Afledningen af vandet fra issøen via Væde Hule har været en selvforstærkende proces hvor en større og større andel af vandet fra issøen er kanaliseret via den samme kløft. Konsolbakker Typeeksempel lerfladbakker og grusfladbakke ved Vissenbjerg Vissenbjerg grusplateau (1,6 km2), Konsolbakken Fuglevig (0,3 km2) og Konsolbakken mellem Bred og Fuglevig (1,3 km2) danner et sammenhængende system af bakker der illustrerer dannelse af konsolbakker. Til disse bakker er knyttet Ringbakken ved Lundsgård (1,4 km2) mod vest med Birkelbjerg i det sydøstlige hjørne og lerfladbakkerne ved Magtenbølle (2,3 km2)og Skalbjerg (1 km2). Det mest markante sammenhængende fladbakkeområde i dødisområdet er det plateau hvor Vissenbjerg By ligger. Jordarten er angivet som smeltevandsgrus. De laveste områder længst mod vest har smeltevandssand og mindre områder med smeltevandsler i overfladen. De højeste områder ligger mod SØ, og derfra falder terrænet mod NV. Det højest punkt ligger i det sydligste hjørne og ligger i kote 127. Vissenbjerggrusplateauet har en jævn overflade som falder svagt mod vest i den vestlige del. Karakteristisk for plateauet er dets skarpe rand mod syd. Bakken er stejlest i kanten af bakken og flader langsomt ud. Dette profil er karakteristisk også for bakken Birkelbjerg i Lundegård ringbakken, som ligger umiddelbart vest for Vissenbjerg Plateauet.. Dannelseshistorien er beskrevet af forskellige forfattere, herunder V. Milthers (1948) og Per Smed (1962). Axel Schous beskrivelse (1949) står uantastet. Han bruger bakkerne til at beskrive dannelse af 18

19 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 konsolbakker. Han opfatter Vissenbjergplateauet som et delta eller en hedeslettedannelse. Mellem dette plateau og isen har dannet sig en issø, der derved ikke har været 100 % isdæmmet. I fase II er de først dannede issøer udtømt og der er dannet erosionsslugter, og der dannes derefter issøer på et lavere niveau. Se figur 3. Denne opfattelse bekræftes af at bakkekanten mod syd har karakter af toppen af en smeltevandsslette. Smeltevandet er strømmet ind over området fra en lang front der har ligget syd for det nuværende plateau. Vissenbjerggrusplateauet er placeret hvor der i forvejen har været en højderyg. Der har derfor ikke har været så langt til bunden af isen, og aflejringerne er derfor sket på tidligere aflejringer. Ved afsmeltningen er issøaflejringerne derfor kun i begrænset omfang deformeret. I forbindelse med afsmeltningen af de afgrænsende isvæggene omkring Vissenbjerggrusplateauet er de skarpe aflejringskegler forblevet intakt. Dette skyldes en effektiv dræning af issøen i retning mod vest som har ladet skrænten mod syd intakt, at issøens bund for størstedelen har ligget på fast grund, og at plateauet består af grove materialer. Dræningen af grusplateauet er sket 2 steder i den vestlige lave del af plateauet. Plateauet er jævnt skrånende der hvor dræningen er sket, og kløften har karakter af en aftapningsslugt svarende til Væde Hule. Den effektive afdræning sammen med det aflejrede materiales store kornstørrelse har betydet at der ikke er gledet materiale ud over den omliggende is. Der har derfor ikke været noget til at beskytte de tilgrænsende isbræmmer. Det betyder at der ingen slugt er mellem Vissenbjerggrusplateauet og lerplateauerne nedenfor. Plateauerne har altså kunnet dannes som en konsolbakke mellem isen og grusplateauet. Konsolbakken Fuglevig ligger i kote ca. 87 og er den af konsolbakkerne der er dannet først. Derefter er plateauet mellem Bred og Fuglevig dannet (kote ca. 80). Dræningen af isseøerne er bl.a. sket via Afgrunden en ca. 400 m lang, smal slugt samt af aftapningsfurer der ses i skrænterne. I tilknytning til Vissenbjergplateauet sydøst for dette ligger lerplateauerne ved Magtenbølle og Skalbjerg. Toppen af den nordlige del af Magtenbølle plateauet ligger i kote ca En 70 m bred og 10 m dyb slugt adskiller dette plateau fra Vissenbjergplateauet. Højden taget i betragtning er dette plateau formentlig aflejret før Fuglevig. Plateauet skråner jævnt i retning mod syd til kote ca.90. En sydlig del af bakken delvis er adskilt fra en 5 m dyb lavning fra den nordlige del af plateauet. Syd herfor ligger plateauet Skalbjerg adskilt fra Magtenbølle plateauet af en 15 m dyb og 200 m bred slugt. Bakkens sydlige del ligger højest, kote 77 den nordlige lavest, kote 72 Skalbjergplateauet og den sydlige del af Magtenbølleplateauet er derfor de sidste storskaladødisbakker der er dannet i denne del af området. Den sydlige del af Magtenbølleplateauet og den sydlige del af Skalbjerg har et lidt uregelmæssigt udseende af form som en ring, og bakkerne har formentlig haft en kerne af dødis som er smeltet væk efterfølgende. Derudover ligner dannelseshistorien for disse bakker mønstret beskrevet under Ornebjerg - Væde Hede-Andebølle bakkekomplekset. 19

20 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Axel Schou (1949) 20

21 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Almindeligt forekommende karaktergivende rumlige forhold Naturgeografisk (geologisk) Området er et storskaladødisområde sammensat af store og små bakker med forskellige former, med stor variation i skrænthældninger og stor variation i rummenes størrelse. Sammenlignet med en hedeslette omkring Ribe er det et yderst komplekst område. De karaktergivende rumlige forhold naturgeografisk set er generelt set af samme type i forhold til de lerfladbakker der er fokus i undersøgelsen. Fladen Fladen afspejler oftest sin dannelseshistorie som isdæmmet sø hvor aflejringerne er sket ikke på is, men på tidligere aflejringer Dette resulterer i følgende karaktergivende træk Fladen er meget jævn, i de udprægede tilfælde er fladen uden uregelmæssigheder. Ujævnhed afspejler en mere kompleks dannelseshistorie med delvis aflejring på is. Skrænter Skrænterne er markante. Væde Hedes karakteristiske flade Skrænt ved Magtenbølle Øst plateauet 21

22 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Aftapning Aftapningen af issøen har sat sine spor ved kløfter i skrænterne Der er to typer af kløfter med følgende træk Aftapningsfurer er små korte og smalle. De ender ofte over det nuværende terræn og afspejler en afledning over dødis. Aftapningskløfterne er lange og mere varierede aftapningskløfter. Her har en selvforstærkende effekt spillet ind som beskrevet under Væde Hede eksemplet. Dette kan udarte til fligede fladbakker, hvor mønsteret utydeligt og efterlader ofte store dele af bakken uden det jævne præg der ellers er karakteristisk. Foto Gunnar Larsen, Niras: Afgrunden Samspil med omkringliggende bakker Hvor der er samspil med de omkringliggende højere morænelers- og sandbakker er der yderligere karakteristika Samspillet er af to typer: 22

23 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Konsolbakkerne Her hægter de lavereliggende lerfladbakker hægter sig på de højereliggende bakker som ved Vissenbjerg. Karakteristisk for disse er de markante terrænspring i flere niveauer. Bakker med slugter imellem. Bag Væde Hedes flade markerer Ornebjerg sig, og slugten mellem bakkerne fornemmes Karakteristisk er her de markante slugter, som i den mest udprægede form er smalle og dybe. Karakteristisk er også udsynet fra bakkerne: Fra fladbakken opleves grænsen i form af bakkens skrænt og bagved danner de højere bakker med deres uregelmæssige relief en ny tæt afgrænsning af bakken. Fra de højere bakker er der udsyn over den jævne flade, der danner helle i det ellers urolige landskab. Samspil med de lavere arealer For bakkerne omkring Centrallavningen ses skrænterne og bakkerne over store afstande. Det vil her ofte være muligt at opfatte fladbakkerne i deres helhed. Fra andre af de mindre lavninger mellem bakkerne er det dannede rum af stor oplevelsesværdi og karakteristisk ved overordnet at være et forholdsvis stort rum afgrænset af bakker. Andre steder går bakkerne mere eller mindre umærkeligt over i et mellemskaladødislandskab. 23

24 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Kulturhistorie særlige karaktergivende rumlige forhold Oplevelsen af fladerne, rummene mellem bakkerne, slugterne og skrænterne kan være forringet eller accentueret af bebyggelse, hegn og anden beplantning. Det åbne land er præget af de seneste 10års udvikling i landbrugsstrukturen. Hegn og marker kan dog i visse tilfælde fortælle en historie der rækker længere tilbage end de seneste 30 års udvikling i landområderne. Lergravning Der kan være spor af lergravning. Der ses flere steder spor af gravning, særligt når der har været gravet efter gulbrændende ler. Sporene kan fortælle om hvornår der er gravet: Vifteformede strukturer stammer fra gravning frem til 70-erne Rektangulære huller er gravet de seneste år. Teglværker og byggeri knyttet til teglværksdriften Teglværksbygninger fra nedlagte teglværker eller eksisterende teglværker ses hører til de karaktergivende forhold. Det samme gør teglværksejernes og teglværksarbejdernes boliger og boligbebyggelse, der lokalt kan være et resultat af teglværkernes tilstedeværelse. Teglværksbygninger ved foden af Øghaven,

25 Forslag til tillæg til Råstofplan 2012 Rød- og gulbrændende ler på Fyn Bilag 3 Litteraturliste CF/Carl Falk, Teglfremstilling 1, august 1960, ny revideret udgave september 1972, Teglindustriens Tekniske Tjeneste. Det kongelige Biblioteks flyfotodatabase HB 1843/ Jacob Aall Hofman (Bang): Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oeconomisk Henseende, Sekstende stykke, Odense Amt, 1843 ILP/ Pedersen, Inge Lise, Sikarkoner og skalgrydemænd. Pottemageriet i Karhusene. Fynske Minder 1987, side 49 til 78. JS/ Jørgen Skaarup fortæller i Teglproduktion og Skudefart KA/ Kulturarvsstyrelsens database: M/ Monopoltilsynet: Teglværksbranchen. Redegørelse fra Monopoltilsynet, København, 1988 LHL/ Lars Henrik Larsen i De fynske teglværker ca En historisk undersøgelse af de fynske teglværker og deres tidlige industrialisering, Center for Historie, Syddansk Universitet, marts 2001 LT/Lasse Thomsen, Teglproduktionen i Danmark, Råstofkontorets teknologiserie nr. 3, Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen København 1980 Mon/ Monopoltilsynet: Teglværksbranchen, Redegørelse fra monopoltilsynet, København Februar Notater og ikke publicerede rapporter fra Fyns Amt /SB/ Statistikbanken: Bedrifter efter område, type, bedrifter og areal ( BDF Bedrifter efter område, type, bedrifter og areal ( ) SAAHI og SAAHII/ Svend Aage Hansen, Økonomisk vækst i Danmark, bind I: , bind II: , København 1972 og Tegl 1/ Carl Falk, Tegl 1, Kalk og teglindustriens tekniske tjeneste, 1960, rev Tr/ Trustkommissionen, betænkning vedrørende teglværksbranchens konkurrenceforhold, betænkning nr. 176, GL/ Larsen, Gunnar, Geologisk Set, Fyn og Øerne, En beskrivelse af områder af national geologisk interesse, Geografforlaget Milthers, V. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen, DGU III. Række. Nr. 28., København 1948 Milthers, V., Beskrivelse af Geologisk Kort over Danmark, Kortbladet Vissenbjerg, DGU 1. Række, nor 21-A, København 1959 Schou, Axel, Atlas over Danmark, I, Landskabsformerne, København 1949 Smed, Per: Det fynske landskab. Geografforlaget, 1977 Smed, Per: Studier over den fynske øgruppes glaciale landskabsformer, Meddelelser fra Dansk Geologisk forening, København, Bd. 15 (1962) 25

26

27

28 Bilag 3A Naturgeografisk beskrivelse Geologi Området er en del af storskaladødisområdet omkring Vissenbjerg. Storskaladødisbakkerne ligger i tre strøg der danner en trekant omkring et område med småskaladødisrelief (Benævnt "Inderlavningen"). Den nordligste af disse bræmmer har som kerne et højt strøg primært bestående af moræneler der løber næsten øst-vest og som på både nord- og sydside har påhægtede bakkekomplekser. De store bakker på den nordlige side af Vissenbjergbræmmen består overvejende af moræneler med indslag af smeltevandssand og grus, Der ligger imidlertid to bakkekomplekser med tilknyttede lerfladbakker nord for bræmmen. Den ene er typelokaliteten Væde Hede, der ligger vestligst. Det andet ligger længst mod øst i bræmmen, og er et mindre bakkekompleks med Kildebjerg og lerbakkerne mellem Kelstrupskov og Teglgaard. Figur 1-3D fremstilling med jjordartskort Bakkekomplekset ved Kildebjerg ligner komplekset omkring Væde Hede i opbygningen. Kildebjerg ligger tættest på Vissenbjergbræmmen, som her er m høj. Terrænet falder generelt i nordøstlig retning. Kildebjerg (top i kote 96) er den højeste bakke med morænesand, smeltevandsgrus og moræneler i overfladen. Nord for Kildebjerg ligger et uregelmæssigt plateau med toppen i kote 75. Det har mod øst en bakkerand af smeltevandssand og et mindre område med smeltevandsler, der ikke formmæssigt giver sig til kende som en issøbakke. Kelstrupskov ligger mod vest på plateauet. Øst for Kildebjerg ligger en sandbakke (nord for Skrædderskov) og en lerbakke der strækker sig mellem de 2 gårde Husemose og Dyregravvæde. Lerfladbakken og sandbakken er omtrent lige høje. 3

29 Bilag 3A Både lerfladbakken og sandbakken nord for Skrædderskov har stejle skråninger mod syd og jævne skråninger mod nord. En aftapningskløft i sandbakken ved Skrædderskov vender mod nordøst og vidner om at forholdene har været meget lig dem på Væde Hede under aftapningen. Bakken har altså været isunderstøttet mod NØ. Der er ikke spor af erosion i morænefladen udenfor, og afløbet er derfor formentlig sket hen over isen. Mod syd er bakkerne stejle og grænser op til slugter der formentlig er dannet som et resultat af at materialet fra søbunden er gledet ud på isen. Isens smeltning er derfor hæmmet omkring disse søer, og derved er dødis efterladt som bræmmer. Nordvest for Teglgaard ligger en lille bakke med ler i toppen. Mere isoleret ligger lerbakken øst for Kelstrupskov hvis form ikke adskiller sig fra mellemskaladødislandskabet i øvrigt. Kulturhistorie Teglværker, Sikar og spor af tidligere gravning Figur 2 3D fremstilling med teglværk. Oplysninger om teglværket efter Lars Henrik Larsen /LHL/. Der er oplysninger om et teglværk i området som er nævnt første gang i 1826 og som er nedlagt inden I bakken ses spor af gravning efter ler m fra det sted teglværket har ligget. Der er også grave i bakkens nordlige del. /LHL/ 4

30 Bilag 3A Bebyggelsen Kelstrupskov gik tidligere under navnet Karhuse. Her var i 1700-tallet og frem til midten af 1800-tallet en stor produktion af fynsk sortgods. I 1843 fortæller landøkonom Jacob Aal Hofman Bang forholdene således i Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nværværende Tilstand i oeconomisk Henseende, Sekstende Stykke, Odense Amt (side 419): I Vissenbjerg Sogn beskæftige de fattige Beboere i de saakaldte Karhuse sig med i små Jordovne at brænde Skalgryder, ɔ: sorte flade Fade, hvilke finde stærk Afsætning, da Bønderne bruge dem til Mælkekar. Henved 20 familier finde i denne Industri en Hovedindtægt; dog har den ei bragt dem Velstand, men de leve tværtimod i Fattigdom. Sprogforsker Inge Lise Pedersen har i en artikel i Fynske Minder 1987 beskrevet forholdene ud fra mundtlige og skriftlige kilder. /ILP, side 49-74/ Det mest almindelige produkt Sikar var uglaserede mælkefade, som blev brugt så længe mælken behandledes på de enkelte gårde. Med andelsmejeriernes indtog formindskedes efterspørgslen. Produktionen af kar var en måde at supplere indkomsten ved siden af udnyttelsen af de små husmandslodder. Det henregnedes under husflid og ikke som et egentligt håndværk. I 1806 var der i følges sognepræsten 28 familier der lever af pottemageriet. Antallet af familier der levede af håndværket er formentlig toppet i midten af 1800 tallet. Karrene blev brændt i ovne opbygget af rå eller brændte teglsten og lukkes med tegl- eller kampesten før brændingen.. Karrene kaldes også for Rappekar og en af kilderne henviser til at det siges at lerhusfliden skulle have haft sin allerførste begyndelse i Radby i Ubberud sogn. Sprogforsker Inge Lise Pedersen funderer over hvorfor det netop er i Kelstrupskov at der har været en længerevarende produktion af sortgods. Anvendeligt moræneler og skov til brændsel har været en forudsætning. Men hun fremsætter samtidig forsigtigt den hypotese at Karhusepottemageriet kunne sættes i forbindelse med det teglværk i Hesbjerg som kendes fra midten af tallet. Det blev nedlagt allerede i 1570 erne fordi skovene ikke kunne tåle det store brændselsforbrug. I slutningen af 1500-tallet befinder der sig altså nogle personer i Ubberud sogn der er vant til at arbejde med ler og har forstand på teglbrænding, og som nu er blevet arbejdsløse ved teglværkets lukning. Det er en nærliggende tanke at nogle af disse har givet sig til at lave potter.. Hvis Karhusepottemageriet står i forbindelse med teglværksdrift kunne det måske forklare at man bruger en regulær ovn til brændingen i modsætning til de jyske pottekoners ildgrav, og i modsætning til størstedelen af sortgodsproduktionen. At der kunne være en sammenhæng underbygger sprogforskeren derefter med lydlige forhold i dialekten. Antallet af husmandssteder og indsidderhuse steg stærkt i Vissenbjerg Sogn omkring Allerede i 1806 er der i Kelstrup ejerlav foruden de 18 gårde, 36 fæstehuse og 14 selvejerhuse. /ILP/ side 66. Det ler der omtales i Inge Lise Pedersens gennemgang er moræneler. Parcellerne er dog på jordartskortet i stort omfang angivet som smeltevandssand. Det er derfor uklart hvor leret er gravet. 5