Klostrenes udnyttelse af de ferske vande

Transkript

1 Klostrene og det ferske vand 201 Klostrenes udnyttelse af de ferske vande Af Hans Krongaard Kristensen, lektor, cand.mag., Afdeling for Middelalderarkæologi, Aarhus Universitet Vandet "kaster sig først med hvirvlende kraft mod møllen, hvor dens tiltagende uregerlighed, der først bliver lagt i sele af møllestenenes vægt og så af den finmaskede si, maler kornet og derefter skiller mel fra klid. Derefter fylder vandet den store keddel i en nærliggende bygning og finder sig i at blive kogt for at tilberede brødrenes drikkevarer, hvis jordens dyrkning er blevet ilde lønnet med en dårlig vinhøst, så malt må afhjælpe mangelen på druesaft. Men det anser endnu ikke sig selv for at have klaret frisag. Valkerne ved siden af møllen inviterer det nu ind, idet de fornuftigvis hævder, at hvis det kan hvirvle og bruse i møllen, der forsyner brødrene med føde, så må det gøre det samme hos dem, der giver dem tøj. Vandet tøver ikke, og det afslår så sandelig ikke nogen bøn, der rettes til det. Tværtimod, ved skiftevis at hæve og sænke de tunge stødere med mindre du foretrækker udtrykket træhamre eller endnu bedre træfødder, som er det udtryk, der bedst beskriver stødernes gymnastiske virksomhed befrier det disse brødre for deres hårde slid... Hvor meget rygbrydende hestearbejde og armsmertende menneskearbejde befrier det venlige vandløb os ikke for? Uden det ville vi knap have tøj eller mad. Det deler trofast sin styrke med os, og det forventer ikke nogen anden belønning, hvor det end slider under solen end at det, efter endt arbejde, får lov at løbe videre i frihed. Derfor flyder det blot videre efter at have drejet de mange larmende og snurrende hjul, skummende som om det også selv var blevet sønderdelt og blødgjort under processen. Nu er det garveriets tur til at opfange strømmen, og her viser den sin tjenstiver ved at tage sig af alt det, der skal til for at frembringe brødrenes fodbeklædning. Når dens vand derefter er fordelt i en række kanaler, inspicerer det pligttro hvert værksted og forhører sig omhyggeligt, hvor det kan være til tjeneste, og det tilbyder sin uforbeholdne hjælp til madlavning, til at si, at kværne, at hvæsse, at overrisle, at slibe, at blødgøre. For at være sikker på at der ikke mangler nogen grund til taknemmelighed og for at arbejdet ikke i nogen henseende skal være ufærdigt, bærer det affaldet væk og efterlader alting rent". Således skrev en munk i 1200-tallet om cistercienserklostret Clairvaux udnyttelse af floden Aube. Transport Også i Danmark tjente de ferske vande mange formål for klostrene. I Midtjylland, hvor mange var anlagt ved Gudenåens store system af vandløb, har man kunnet bruge åen til transport. Øm Kloster ejede en del gods på Djursland i kystområderne nord for Grenå. Her har man på stranden neden for kalkklinterne opsamlet vandrullede kalkstensblokke til brug for mørtelfremstilling for byggeriet i Øm. Transportvejen var lang, og præcis hvordan det hele er foregået kender vi ikke. Men formentlig er kalken sejlet til Randers og her omladet i pramme, der kunne gå op ad Gudenåen. Materialet, den strandrullede kalksten med borehuller efter havorm og boremusling, er fundet som overskudsmateriale i fundamenterne til Øm Kloster. Et tilsvarende stykke råkalk er ligeledes fundet i Tvilum Kloster, der kun ligger 100 m fra åen. En lille brændenældeklædt knold helt ud mod vandløbet er måske den gamle anløbsplads for prammene. Tvilum ejede dog ingen kalkklinter, så munkene her har måttet betale for kalken måske købt gennem Øm. Byggematerialer af anden art har naturligvis kunnet fragtes på tilsvarende måde, og ved Øm, hvor der hverken findes kampesten til fundamenter eller ler til teglbrænding, synes transportformen oplagt. Den brede Munkekanal ca. én km øst for klostret har sikkert kunnet bruges til pramfart. Det skal dog indrømmes, at vi i øvrigt ikke har nogen viden om en generel transport af gods på Gudenåen eller andre vandløb. Etablering af fiskegårde forskellige steder i åløbene har muligvis i løbet af middelalderen gjort

2 202 Klostrene og det ferske vand Øm Klosters placering mellem Mossø og Gudensø. Selve klostrets hovedanlæg er omgivet af de to klosterkanaler, mens Munkekanalen ligger ca. en km længere mod øst. Efter Danmarks Kirker, Århus Amt. denne transportform med tungtlastede pramme mere besværlig. Til gengæld har man naturligvis benyttet en lang række småbåde til forskellige opgaver. I Øm Kloster Museum opbevares en slank åre, der må have hørt til en let båd. Mølledrift Klostrene forstod at udnytte vandkraften til mølledrift, og man vil tro, at stort set alle de godsejende herreklostre besad én eller flere møller. Deres udnyttelse både her i Danmark og i udlandet er så velkendt, at man kunne overveje, om mølleteknologien blev bragt herop og udbredt af munkene, se side 113. Dette er dog næppe tilfældet. Da Næstved Skt. Peders Kloster et af de ældste på Sjælland blev stiftet i 1135, tilfaldt der munkene blandt meget andet 1 1/4 bol (jord) i Store Næstved samt møllen der. Her fandtes møllen altså før klostret; men der er næppe tvivl om, at munkene var rigtig glade for denne gave. Går man kilderne til klostrenes godserhvervelse igennem, vil det utvivlsomt vise sig, at de fleste møller er erhvervet ved gaver eller mageskifte, som det eksempelvis kendes fra Esrum. Typisk for disse møller er, at de ligger spredt rundt i klostrets godslandskab. I hvert fald i senmiddelalderen var de bortfæstet og betalte landgilde på linie med de øvrige enheder i klostergodset. Af en lidt anden karakter er de møller, klostrene fik oprettet i forbindelse med selve klostret eller i dets umiddelbare nærhed. Disse møller blev drevet direkte af klostret og optræder derfor sjældent i de skriftlige kilder. Enkelte kendes fra arkæologiske undersøgelser. Her er det bedste eksempel nok møllen i Vejerslev (se side 110). Et andet eksempel er møllen i Løgum, der blev undersøgt i begyndelsen af 1990 erne. Her lå møllen lige sydvest for klostrets hovedanlæg ved vandløbet, der i dag kaldes Slotsbæk. Møllen har haft vertikaldrejende vandhjul udført som padlebladshjul. Anlægget er langt fra totaludgravet; men det antages, at møllen både har kunnet fungere som korn- og som valkemølle. Der fandtes overvældende meget træ fra forskellig tid med dateringer fra Hvilket vidner om, at der i møllens lange levetid fra klostrets oprettelse til møllens nedlæggelse i 1574 har været mange reparationer. Et vandløb egnet til mølledrift har sikkert i mange tilfælde været medvirkende til valg af et klosters placering. Dog har det ikke i alle tilfælde været muligt at få samtlige behov tilgodeset ved den stiftende donation, således at det efterfølgende har været ganske problematisk at få etableret en vandmølle i umiddelbar nærhed af klostret. Vi kender i hvert fald to eksempler, hvor man har foretaget store ingeniørmæssige anlægsarbejder for at etablere en mølle. Den mest problematiske placering i forhold til anlæggelsen af en vandmølle ses vist ved cistercienserklostret i

3 Klostrene og det ferske vand 203 Munkekanalen ved Øm Kloster set mod syd. Kanalen er lidt bredere end de to klosterkanaler og har muligvis kunnet benyttes til transport. Foto: Hans Krongaard Kristensen Sorø. Stedet var givet, da idéen var, at cistercienserne skulle efterfølge Hvideslægtens oprindelige benediktinerkloster på den lille ø i Sorø Sø. Men hvordan etableres en mølle på denne ø? Løsningen blev kostbar. Søen blev ved dæmninger delt i to: et tilløbsområde (nu Sorø Sø), der var stemmet op og fungerede som mølledam, og et afløbsområde (nu Tuel Sø) med uændret vandstand. Ved hjælp af kanaler blev vandet så ledt ind til en mølle inde i klosterområdet og ledt væk igen i en dybtliggende kanal. Denne sidste kaldet Møllediget har været et enormt arbejde og krævet en meget omhyggelig nivellering. Beregninger har vist, at der blev opgravet ca m 3 jord, og at faldet over en strækning på 1800 m ikke var mere end 54 cm. Arbejdet blev bekostet af Sune Ebbesøns sønner som kompensation for en del af jordegodset i deres fars testamentariske gave til klostret, hvilket de ikke ønskede at afstå. Benediktinerklostret Voer blev anlagt ved vestenden af Mossø. Her var der ikke nogen umiddelbar mulighed for møllebyggeri. Gudenåen havde ganske vist sit udløb i søen omkring 1/2 km nordligere i et sumpet område, som nærmest havde karakter af indlandsdelta. Ved midten af 1200-tallet iværksatte klostret et ganske stort arbejde, hvor man over 1500 m gravede en kanal i kanten af det faste land, således at man stort set fastholdt samme vandstand. Hele faldet blev så udløst ved Voer Kloster, hvor Klostermølle til langt op i 1900-tallet fortsat udnyttede vandkraften. Her var mulighed for et fald på 3,8 m, hvis faldhøjden udnyttedes fuldt ud. Efter tiden en ganske usædvanlig stor faldhøjde. Hvor kanalen starter, byggede man en dæmning eller overfaldsværk kaldet Riværket, med kampesten og en art bolværk af træ, der tillod overskydende vand i Gudenåen at løbe videre i det gamle åløb kaldet Døde å. Kanalen fik på tilsvarende vis navnet Tvungen Å. Den store vandmængde og det betydelige fald betød, at møllen overlevede klostret og også kom i anvendelse som industrimølle sluttende som papfabrik frem til en brand i Ved cistercienserklostret i Øm gravedes flere kanaler. Gudenåens udløb i Mossø. Oprindelig udmundede åen i et sumpet kær, muligvis i et indlandsdelta, med hovedløbet Døde Å. Munkene i Voer førte via en gravet kanal, Tvungen Å, hovedparten af vandet over til klostret og dets mølle (senere kaldet Klostermølle). Ved Riværket var der konstrueret et overløb i tilfælde af store vandmængder. Efter Danmarks Kirker, Århus Amt.

4 204 Klostrene og det ferske vand Udgravningsplan af de to fiskegårde ved Vosgård. Modsat C.M. Smidts angivelse af ældre og yngre ålegård, skal de muligvis tolkes som samtidige i hver sin gren af et delt åløb og tilhørende henholdsvis Vissing/Voer og Øm Kloster. Tegning: C.M. Smidt Streg: Tegnestuen, Moesgård Om starten herpå beretter Øm Kloster Krønike følgende: "... og kom så til en grund, som hedder Øm, omgivet til alle sider af vand og moser, og fandt der nærved skoven mellem to søer, Gudensø og Mossø, et sted, der var tæt overgroet med mange buske, og som tyktes dem at egne sig vel, hvis der blot ikke havde manglet vand til klostrets brug og nytte. En kunstfærdig munk, hr. Martin, målte da med et blylod vandstanden i begge søer og højden af det land, der skulle gennemgraves mellem dem, og derved fandt de, at vandstanden i den søndre sø var en alen højere end i den nørre. Deraf skønnede de, at de ville kunne få vand til alt, hvorved de havde brug derfor, og at de i aldrig for fremtiden ville mangle det". Med tiden fik man gravet to hovedkanaler henholdsvis vest og øst for hovedanlægget (kaldet Klosterkanalerne), der muligvis helt i nord forenedes før udløbet i Gudensø. Endvidere gravede man endnu en hovedkanal mellem søerne ca. en km øst for klostret (kaldet Munkekanalen). Som det vil fremgå nedenfor, har der i hvert fald været yderligere en kanalforgrening i klostrets hovedanlæg. Nu kan vi ikke præcist afgøre formålet med disse kanaler; men mon ikke, der ved én af dem har været opført en mølle. I modsat fald ville munkene have haft meget langt til nærmeste mølle. Fiskeri Munke og nonner i de strengere klosterordener måtte ikke spise kød af firfodede dyr, så derfor var fisk og fiskeri af ganske afgørende betydning for klostrene. Der har således været drevet et omfattende fiskeri både fra egne ladegårde og gennem fæstere, og der er blevet fisket på en række forskellige måder. En af de effektive måder var at lave en spærring i et vandløb, hvor man kunne opsamle alle fisk. En sådan indretning kaldes en fiskegård, og dem har der været mange af, og de har givet anledning til mange stridigheder. Det har dog krævet en del arbejde at bygge et sådant anlæg. Ved hjælp af nedrammede stolper og en vandret bundstok har man lavet en art væg på tværs af vandløbet med en række firkantede åbninger, hvori der kunne indsættes nogle rammer. Disse blev forsynet med fiskenet, enten spændt stramt ud for at lede fiskene væk, eller sat op som ruser, der samlede fiskene. Øverst på fiske- gården var der en gangbro, hvorfra man kunne røgte ruserne. Fiskegårdene optræder ved omtaler i kildematerialet gerne udspecificeret som lakse- eller ålegårde. Ved de sidste var det meget vigtigt, at man havde sikret sig med bræddeklædning i bund og sider, så ålene ikke smuttede uden om. Ved Vosgårde kort efter Gudenåens fraløb fra Mossø er der påvist spor efter to eller tre fiskegårde. Formentlig har både Vissing (senere Voer) og Øm haft en fiskegård her. Skellet mellem de to godsområder synes på dette sted at have gået midt i Gudenåens hovedløb. Fiskeri har naturligvis også kunnet udøves med krog eller garn eller som isfiskeri som det specielle kolpefiskeri udøvet fra Øm Kloster på Mossø. Hvis ikke fiskeriet efter vildtlevende fisk gav tilstrækkeligt udbytte, måtte man anlægge damme til kunstigt opdræt. Ved Skovkloster (nu Herlufsholm) var der en lang række fiskedamme, hvoraf Store Park stadig er bevaret. Herfra kendes også en række fiskere, der optrådte på klostrets lønningsliste, men nogle har sikkert også fisket på Susåen og andre farvande. Også ved nonneklostret i Ring (ved Skanderborg) har der været en del fiskedamme, og på stedet er der stadig et par damme, der kan have været benyttet til dambrug. Mariager Kloster havde i 1600-tallet en række smådamme, som sandsynligvis blev brugt til dambrug. Fænomenet har sikkert været ret udbredt, men er næsten ikke undersøgt i det danske materiale. Flere steder ved klostertomterne (eksempelvis Tvilum og Vissing) fornemmes diger eller dæmninger ved små vandløb, uden at vi kender deres formål. Måske kunne det være opstemninger til fiskedamme. Se også s. 75.

5 Klostrene og det ferske vand 205 Drikkevand I beskrivelsen fra Clairvaux ledes flodvandet ind i bryggekedlen, hvor det koges forud for ølbrygningen. Dette skal dog næppe tages som generelt udtryk for, at klostrene har brugt overfladevand i husholdningen. Faktisk har Clairvaux-beskrivelsen også i afslutningen en oplysning om en kilde, der ledes ind i klostret, som forfatteren angiveligt nær havde glemt: "Og i sandhed, jeg kan ikke nægte at min hukommelse var sløv, da jeg gav de andre forrang. Denne kilde ligner Siloams vande, der løber i tavshed, den lister sig afsted gennem underjordiske kanaler uden at det høres. Dens løb afsløres ikke af den svageste mumlen, og som om den frygtede at blive opdaget, bøjer den sit hoved og skjuler sit ansigt. Hvad skulle jeg tro andet, end at den ville forbigås i tavshed, når den sådan skjuler sig under dække? Som alle gode kilder udspringer den vendt mod den opgående sol, så den ved midsommer hilser daggryets rosenfarvede pragt ansigt til ansigt. En lille men net hytte eller et tabernakel for at bruge et mere ærværdigt ord, omslutter den og beskytter den mod alt snavs. Den vælder frem af bakkesiden blot for at blive opslugt af dalen, og på selve stedet for dens fødsel synes den at dø, nej ligefrem at blive begravet...pludselig, når den er tusind fod væk, vælder den op igen i klostergården, som kom den fra jordens indre, og som om den var genopstået til livet, gør den sig rede for brødrene, så de kan se den og bruge den, og så dens fremtidige skæbne ikke kan blive andet end hellig". Udenlandske undersøgelser har i de senere år vist, at der findes mange eksempler på, at kildevand er ført frem til klostret i lukkede ledninger. Det kunne være i ækvaduktlignende form, hvor man konstruerede et beskedent men konstant fald. Eller det kunne være i form af trykledninger i forskelligt materiale som blyledninger, specielt udformede teglrør eller udhulede træstammer. Blyrør er i danske klostre vist kun fundet i Æbelholt. Måske er det sådanne rør, abbed Vilhelm beder bisp Absalon om hjælp til i et brev. På grund af metalværdien er det nok også et materiale, som kan forventes fjernet ved en nedbrydning, så det kan måske have været kendt enkelte andre steder. Til gengæld er der fundet teglrør ved Æbelholt og formentlig også i Esrum. I det mindste kan vi læse, at ekspertisen fandtes i Esrum. Abbed Vilhelm af Æbelholt (død 1203) skrev på et tidspunkt til abbeden i Esrum om tilladelse til at beholde en broder Stefan (fra Esrum) et par dage længere end planlagt. Han skulle ordne klostrets vandledning (aquæductus), hvorfra vandet forsvandt; men man havde problemer med at finde lækagen. De fundne teglrør er udformet med studs og muffe og med en udsparing til sammenstøbning formentlig med beg eller bly. Udhulede trærør kendes især fra middelalderlige storbyer som Lübeck. Muligvis har man ved gråbrødreklostret i Kolding benyttet sådanne rør. På tomten fandt man i året 1900 træstammer udboret med huller i 2 1/2-3 tommer (ca. 6-7,5 cm) i diameter. I 1922 og 1932 fandtes en anden type, hvor en rende på ca. femten cm i kvadrat var hugget ud i stammen, der efterfølgende var dækket af et brædt. Desværre har vi slet intet overblik over gråbrødreklostrets udformning og præcise placering, så en nærmere bestemmelse af rørenes funktion kan ikke gives. Ved forskellige udenlandske klostre med trykledninger kan man se en forgrening, hvor vandet bringes ud Teglrør til drikkevand fra Æbelholt. Rørene er forsynet med studs og muffe og en udsparring til udstøbningen. Udvendig er rørene 16 cm i kvadrat med affasede kanter, mens den indvendige diameter er 6 cm. Teknisk set er det et ganske krævende teglværksprodukt. Foto: Johs. Hertz

6 206 Klostrene og det ferske vand til forskellige tappesteder brøndhuset til den rituelle håndvask, køkken, bryggers og infirmeri (sygeafdeling). Noget lignende var vel også muligt i de dansk klostre. Brønde Ved mange klostre var det dog ikke praktisk muligt, at lede en kilde ind i bygningskomplekset. Det krævede jo, at kilden sprang i et højere niveau end brugsstedet inde i klostret. Det har derfor været nødvendigt med brønde rigtig mange steder. Kvaliteten af brøndvand har vel næppe kunne måle sig med kildevandet, men i de fleste tilfælde var det til gengæld rimeligt enkelt at grave en brønd. Dog ikke alle steder. Asmild Kloster ligger på østsiden af Viborgsøerne på et plateau, hvorfra terrænet trinvis falder ret stejlt ned mod søen. Nonnerne lod en brønd anlægge lige uden for sydfløjen nok ved siden af køkkendøren, så man i det daglige havde vand lige ved hånden. Til gengæld var der langt ned til grundvandet. Brønden blev ca. ti m dyb. På næste terrasse nærmere søen har der næppe været så langt til grundvandet. Andre steder har man anbragt brønden inde i huset. I birgittinerklostret i Maribo var der eksempelvis en brønd i køkkenet. Og tilsvarende havde man i Øm en brønd i den såkaldte "lange vestfløj" i det nordre rum, hvor bryggerset må have ligget. I Øm har man i øvrigt fundet forbavsende mange brønde, hvoraf flere er placeret lidt usædvanligt. Fratergården fik en brønd midt i gården, og den er således klart anlagt ud fra det samlede lay-out. Derimod var der to andre brønde i gården placeret i sydøsthjørnet, og de kan vel bedst forstås som brønde, der har afløst hinanden og været etableret før fratergårdens afsluttende udbygning. En brønd var indbygget i klostermuren mod syd; den lå ca. fem m fra en brolagt plads med afløbsrende, hvilket tolkes som en vaskeplads, så vandet hertil er nok hentet i den omtalte brønd. To brønde synes anbragt helt uforståeligt. De ligger begge umiddelbart vest for husrækken i vest udfor henholdsvis den lange vestfløj og bygningen i sydvesthjørnet og dermed helt tæt op ad Vestre Klosterkanal. Placeringen må betyde, at brøndvandet væsentligst stammede fra kanalen - kunne man så ikke lige så godt have hentet det direkte fra kanalen? Beliggenheden synes heller ikke særlig heldig for en praktisk betjening af brøndene ud fra den almindelige antagelse af dørenes placering. Der har faktisk ikke været plads til passage på det smalle område mellem vestfløjen og kanalen, hvor brøndene var anlagt, men måske er ikke alle anlæg her samtidige. Selv om noget tyder på, at Esrum kan have haft et system med rørlagt vand, er der dog også fundet et par brønde her. Den ene var anlagt inde i køkkenet og kan dateres til ca Selve sydfløjen må være ældre, men nok præget af ændringer og ombygninger. Måske forholder det sig således, at de sofistikerede vandrør tilhører klostrets ældste fase, og at man i senmiddelalderen har fundet, at denne form for drikkevandsforsyning var behæftet med mange problemer, eller også har man ikke mestret teknikken og derfor vendt sig mod en mere enkel form, nemlig brønden. Fraterbrønden i Øm under udgravning. Foto: Afd. for Middelalderarkæologi Spildevand Som kortfattet nævnt i den indledende beskrivelse af Clairvaux tjente vandet også til at fjerne affald. Ligesom man i de store udenlandske klostre havde en fin forgrening af drikkevand, var der et tilsvarende, omvendt system for spildevand. Situationen er dog også her, at vores viden om danske forhold er ret sporadisk. Noget kan dog fastslås. Det typiske afløb er eksempelvis dannet af munkesten i bunden med sten på tværs lagt på fladen, herover i hver side kantstillede sten og ovenpå igen

7 Klostrene og det ferske vand 207 Afløbet fra køkkenet i Tvilum. Det retkantede afløb har ligget lige under køkkengulvet i et skråt forløb gennem rummet. På billedet løber det efter en lille drejning vinkelret gennem ydermurens fundament. Foto: Hans Krongaard Kristensen munkesten lagt på tværs. Andre udformninger findes naturligvis også. I Tvilum kendes et afløb fra sydfløjen formentlig fra køkkenet som er ført ud under sydmuren. I Maribo er påvist forskellige afløb. Et af dem kommer fra køkkenet. Et par andre (hvor den ene afløser den anden) var konstrueret i forbindelse med en brønd og må vel opfattes som beregnet til spild herfra. Brønden lå i hjørnet af en stor sal, der af udgraveren C.M. Smidt opfattedes som refektorium (spisesal), og brønden skal vel i så fald knyttes til den foreskrevne håndvask før måltiderne. To andre afløb, der blev afbrudt ved opførelsen af en ny vestfløj, tolkes af Smidt som stammende fra en badstue. Badet mangler dog, og funktionsbestemmelsen bygger væsentligst på, at der ikke var slam i afløbene. Undersøgelser i sortebrødreklostret i Odense afdækkede en række forskellige afløb, som for en dels vedkommende synes at have afløst hinanden enten fordi de var tilstoppet af slam eller fordi nybyggeri eller funktionsændringer gjorde dem overflødige. I nogle tilfælde er afløbene fra køkken, vaskehuse og lignende steder vistnok blot løbet ud i engområderne; men i mange tilfælde fører afløbet dog ud i en kanal, der løber væk fra klostret. Disse kanaler har også været brugt til at skylle ud under toiletterne det vores munk fra Clairvaux så kortfattet kalder "bærer affaldet væk og efterlader alting rent". Går vi til de velbelyste udenlandske klostre kan vi se, at alle blot lidt større klostre var forsynet med ét eller flere velbyggede toiletter, kaldet necessarier. I talrige tilfælde har man ved hjælp af kanaler ført vand gennem disse bygninger. Der kunne i øvrigt være tale om ganske store bygninger som hovednecessariet ved katedralklostret i Canterbury, der var 46 m lang og forsynet med 55 kabiner anbragt over vandløbet. Vores viden om de danske forhold på dette område er næsten lige så upræcis som munkens beskrivelse herom i Clairvaux. I Løgum mener man ved sammenstykning af udgravningsresultater fra 1914 og 1957 at kunne påvise et stort necessarium på ca. 7x10 m spændende over en kanal og liggende sydøst for østfløjens afslutning. Fundet består

8 208 Klostrene og det ferske vand Rekonstruktionsskitse af Æbelholt Kloster med necessariebygningen, der gennemstrømmes af et lille vandløb. Necessariet er forbundet med østfløjens overetage, dormitoriet, via en gangbro. Tegning: C.G. Schultz Kanalen der krydsede gennem den såkaldte hospitalsbygning i Øm. Hovedformålet har været spuling af bygningens toiletter, men den har også optaget andet spildevand fra et af bygningens kælderrum. Foto: Hans Krongaard Kristensen dog kun af fundamentrester. En bygning af samme størrelse i Æbelholt øst for østfløjen gennemstrømmes ligeledes på langs af en kanal. Det har været voldsomt diskuteret, om bygningen var et necessarium eller en vandmølle. Et af argumenterne mod idéen om et necessarium skulle være bygningens store størrelse; men her synes ligheden med Løgum nærmest at tale for. Principielt burde man mange andre steder kunne finde disse necessarier enten i forlængelse af østfløjen, som det var almindeligt i udlandet eller i fritliggende bygninger som i de ovennævnte eksempler. Flere steder er der påvist større bygninger, som gennemstrømmes af kanaler på tværs. I modsætning til de førnævnte, har disse i det mindste ikke udelukkende fungeret som toiletter, og man kan naturligvis diskutere, om kanalerne overhovedet har tjent denne funktion. Fænomenet kendes i hvert fald i tre tilfælde ved en østvestorienteret bygning liggende øst for østfløjen, nemlig i Øm, Esrum og Skovkloster (Herlufsholm). Bygningerne tolkes henholdsvis som hospital, abbedbolig og bryghus; men alle steder er der en betydelig usikkerhed om funktionen. Formålet med kanalerne forklares vist mest rimeligt som toiletskyl. I Esrum var det pågældende hus bygget sammen med østfløjen, således at toiletterne muligvis også var tilgængelige fra dormitoriet (sovesalen). Vitskøl Klosters østfløj synes også at have haft en kanal, der krydsede under østfløjen. Der er påvist bueslag under ydermurene i nærheden af et sted, hvor der er et lille knæk i bygningens flugt, men ikke tydelige spor af, at den overbyggede kanal har været vandførende. Måske var den lange østfløj fra begyndelsen kun planlagt i totredjedels længde med et necessarium i sydenden, som det almindeligvis angives på idealplanerne. Men fløjen blev måske allerede under opførelsen forlænget og kanalen derfor sløjfet, før den kom i brug. Symbolsk anvendelse Vandet kunne også udnyttes symbolsk. Den hellige Birgittas visioner anviste, at klosterkirken skulle placeres, så der var en sø mod vest. Sådan var det i Vadstena, og i Maribo var der også mulighed for at placere klostret i forhold til søen, så forudsætningerne kunne opfyldes. I Mariager derimod var der ikke nogen sø; derfor måtte man opstemme et dalstrøg, så man fik en dam på det rette sted. Dammen har muligvis også kunnet bidrage med vand til møllen nede i byen; men her var den vigtigste kilde dog en række opstemmede damme øst for klostret.