Tillæg til Skoven 6-7/01 Juni Kulturmanifest 2001 plantning

Transkript

1 Tillæg til Skoven 6-7/01 Juni 2001 Kulturmanifest 2001 plantning

2 KONTAKT MED OMVERDENEN Det traditionelle skovbrug har ondt i økonomien. Færdigvaren træet er dårligt betalt, i hvert fald nåletræet og de dårlige løvtrækvaliteter. Faktisk er det kun kvalitetstræ af løv, som viser fornuftig økonomi. Situationen bliver naturligvis ikke bedre af, at et andet af skovbrugets hovedindtægtsområder juletræer og pyntegrønt også har fået det så skidt, at fortsatte investeringer fremstår som tvivlsomme. Det indgår centralt i skovbrugets ideologi, at ligeså selvfølgeligt det er at nyttiggøre skovens træ, ligeså selvfølgeligt er det, at man forynger (gentilplanter) efter udført hugst. Det er så at sige et credo for god skovdrift, vel vidende, at der ikke findes nogen garanti for, at investeringerne vil samle renter under den efterfølgende meget lange produktionstid. Med den usikre fremtid in mente og en streng økonomisk virkelighed som hverdagsforeteelse, kan det måske være fristende at slække lidt på ovennævnte principper. Med skovbrugets karakteristiske lange tidsperspekiv er det muligt gennem en længere årrække at reducere lidt på kvaliteten af kulturarbejdet (f.eks. en simpel reduktion af plantetallet), uden at det syner så meget i skoven, og så i øvrigt leve videre på tidligere generationers investeringer. Dette strider i hvert fald umiddelbart mod begrebet om god skovdrift, og kan indebære, at efterfølgende generationers frihedsgrader bliver reduceret. Nu behøver reducerede kulturinvesteringer imidlertid ikke at ske på bekostning af foryngelsens kvalitet. Reduktionen kan også være et resultat af metodeudviklinger og effektiviseringer, d.v.s. kvalificerede besparelser, som bør hilses velkomne og stimuleres. Med dette som udgangspunkt lod Center for Skov, Landskab og Planlægning (Skov & Landskab) i foråret 2000 nedsætte KULTURKOMMISSION 2000 med følgende kommissorium: 1/ at analysere problemstillingen, 2/ at anvise veje til dens løsning (minimumskravet er kvalificerede besparelser på 20%) samt 3/ at involvere erhvervet i de ændringer af praksis, som ligger i forlængelse af løsningsforslagene. Undertegnede kommissionsmedlemmer opfatter det givne mandat som bredt, hvilket indebærer, at vi ser hele foryngelsesområdet som kommissionens virkefelt. Nærværende skrift KULTURMANIFEST 2001 som er kommissionens første frembringelse, behandler foryngelsesspørgsmålet alene set fra plantningssynsvinklen. Dette skal ikke opfattes som en tilkendegivelse af, at kulturbesparelser alene kan opnås ved at ændre på plantningspraksis. Tværtimod mener vi, at de største besparelser opnås ved at overgå til andre foryngelsesformer. Derfor vil vi på et senere tidspunkt også komme med tilkendegivelser på disse områder. Imidlertid findes der gode grunde til hvilket vil fremgå af det følgende at trække plantningen frem som det første område for opmærksomhed. Når vi har valgt at give vore overvejelser manifestets form, er forklaringen, at vi på de efterfølgende sider ikke fremlægger skræddersyede færdigløsninger. Derimod indeholder de en skitse af, i hvilken retning og mod hvilke mål, der skal arbejdes, d.v.s. en programerklæring. Dermed være også sagt, at en forudsætning for, at de skitserede tanker udmønter sig i praktiske resultater er, at skovbrugets praktiske udøvere og forskere tager handsken op og deltager i kommissionens forsatte arbejde med forskning, udviklingsinitiativer, praktiske løsningsforslag og konstruktiv kritik. Esben Møller Madsen Finn A. Jensen Poul Arne Madsen Poul Norup godsforvalter, formand skovrider skovfoged skovfoged Karsten Raulund-Rasmussen Johannes Skov Bo Jellesmark Thorsen Palle Madsen forskningschef statsskovrider forskningschef seniorforsker, sekretær 2 SKOVEN

3 FREMBRINGELSE AF NY SKOV: Frembringelse af skov er ikke nogen ny forstlig disciplin. Metoderne har gennem tiderne varieret, alt afhængig af økonomiske muligheder, kundskaber og adgang til tekniske hjælpemidler. For at gøre en lang historisk udvikling kort, har vi følgende foryngelsesmetoder til rådighed: 1. Naturlig foryngelse 2. Såning 3. Plantning Omkostningsmæssigt adskiller metoderne sig markant: Naturlige foryngelser er generelt billige, såninger noget dyrere og plantninger de ubetinget dyreste. Det er en velkendt skovøkonomisk øvelse at fremregne diverse nøgletal for herved at kunne sammenligne forskellige metoders økonomiske egenskaber. Ud af denne øvelse i prolongeringer og diskonteringer kan man udkrystallisere den enkle erfaring, som i øvrigt stemmer vel overens med almindelig sund fornuft, at man alt andet lige skal forsøge at reducere kulturudgifterne så meget som muligt. Dette hænger naturligt sammen med, at kulturudgifterne ikke alene belaster skovbrugets umiddelbare likvide situation stærkt, men også at de kan vise sig ødelæggende for den langsigtede økonomi. Om sidstnævnte kan der selvsagt være forskellige opfattelser, afhængig af hvilke fremtidsforventninger man har. Men midt i denne opfattelsesdivergens bør man kunne blive enige om, at den fremtidige økonomi er en yderst usikker sag, hvorom man måske kan have en stærk overbevisning, men ingen sikker viden. Uanset synsvinkel er der al mulig grund til ikke alene at forholde sig kritisk til foryngelsesomkostningerne, men også alt andet lige at reducere dem. I konsekvens heraf og i relation til valg af foryngelsesmetoder kan man atter kraftigt forenklet sammenfatte situationen således: Hvor skov kan forynges naturligt, bør man gøre det. Dernæst bør såning overvejes, og endelig - når denne mulighed heller ikke foreligger - så først bør plantning anvendes. Hvorfor er plantning i dag dominerende? Nu kan den udenforstående måske tro, at den naturlige foryngelse er den fremherskende foryngelsesform i det praktiske skovbrug. Men sådan er det ikke. Det er derimod plantningen til trods for dens høje pris. Årsagen skal søges i det enkle forhold, at forudsætningerne for at anvende naturlig foryngelse ofte ikke er til stede. Det være sig på grund af, at: - arealet ikke er skovbevokset og dermed uden naturlige frøkilder, Plantede kulturer er dominerende frem for den billigere naturlige foryngelse, bl.a. fordi der ofte på arealet ikke findes de træarter man vil ønske sig i fremtiden. - arealet ikke har den eller de træarter, man fremtidigt ønsker sig på arealet, - træarten ikke (med rimelighed) lader sig forynge naturligt på arealet, - den genetiske kvalitet af den stående bevoksning er for ringe og ønskes forbedret. Motiverne til ikke at anvende naturlig foryngelse er således mange, og vil også være det i en overskuelig fremtid. Derfor vil plantning i en periode fremover fortsat være dominerende. Som en tillægsbemærkning om såning kan kort siges, at vi med vor nuværende viden har at gøre med en relativ usikker foryngelsesmetode, som kræver mere erfaring, før den kan anbefales i stor skala. Afsked med vanetænkningen? Skønt der findes mange gode grunde til, at plantning er blevet den mest udbredte foryngelsesmetode, kan det på den anden side ikke udelukkes, at plantningsmetoden har fået en større anvendelse end nødvendigt. Årsagen skal måske søges i, at metoden er blevet vanedannende, og at vanedannelsen som videre konsekvens har haft, at man i mangel af erfaring har afstået fra at anvende andre og i visse situationer måske mere relevante foryngelsesmetoder. Bag den udstrakte anvendelse kan også ligge det synspunkt, at man sikker på plantningsmetodens effektivitet i næsten enhver situation afstår fra de måske mere risikofyldte alternativer, vel vidende at prisen er stor. Det giver ro i sjælen! Endelig kan det vel ikke udelukkes, at de senere års tilskudsordninger til fremme af løvtræplantninger har medvirket til at fastfryse plantningsmetoden. Hvad årsagen end er, bør målet imidlertid være, at skovdyrkeren i den givne situation fordomsfrit skal kunne vælge den økonomisk mest hensigtsmæssige metode, hvilket forudsætter, at man uhildet af vanetænkning behersker alle foryngelsesmetoder. Og apropos ovennævnte tilskudsordninger, vil det på længere sigt være hensigtsmæssigt at få disse opblødet, så de, i stedet for at hæmme metodeudviklingen, stimulerer den. PRIORITERING AF KOMMISSIONENS ARBEJDSOMRÅDE Ser man på den samlede foryngelsessituation, har vi de tre ovennævnte foryngelsesmetoder i det efterfølgende kaldet hovedspor: Plantning, såning og naturlig foryngelse. Inddelingen falder naturlig med tanke på de dyrkningstekniske og økonomiske forskelle, som karakteriserer dem. Samtidig har hovedsporene imidlertid en lang række dyrkningstiltag til fælles: Frøindsamling, planteproduktion, jordbearbejdning, plantning, såning, musebekæmpelse, etc. SKOVEN

4 Situationen er søgt illustreret i fig. 1, hvor dyrkningstiltagene er vist med vandrette kasser af varierende højde indenfor de respektive spor. Højden af den vandrette kasse repræsenterer kommissionens skøn over de dyrkningstekniske tiltags betydning for det pågældende hovedspor. De enkelte dyrkningstiltag har fået tildelt varierende betydning i de forskellige hovedspor. F.eks. er planteproduktionen en vigtig del af plantningssporet, men kun af mindre betydning om end nogen i relation til naturlig foryngelse og såning (suppleringsplantning/efterbedring). Modsætningsvist har tiltag i vildtafværgning samme betydning i alle hovedspor. Et vigtigt spørgsmål for kommissionens arbejde er, hvorledes hovedsporene og de enkelte dyrkningstiltag skal prioriteres i kommissionens arbejde. Til dette formål er med farve angivet en prioritering (rød: 1. prioritering; orange: 2. prioritering og gul: 3. prioritering). Prioriteringen afspejler, hvor der efter kommissionens vurdering kan opnås de største besparelser på kortest tid med udgangspunkt i den mest udbredte praksis. Sammenfattes de enkelte dyrkningstiltags prioritering i relation til hovedspor, når vi til, at plantningssporet har 1. prioritet, selv om det største langsigtede besparelsespotentiale egentlig findes i øget anvendelse af naturlig foryngelse. Årsagen skal søges i besparelsesmulighedernes tidsaspekt. Følgende enkle beregning kan anskueliggøre størrelsesordenen på besparelsesmulighederne: Antages det årlige danske planteforbrug at være ca. 25 mio. planter, vil en reduktion af udgifterne til planter og plantning på 30% indebære en besparelse på næsten 50 mio. kr pr år. Det er let at beregne hvad yderligere omkostningsreduktioner vil kunne medføre af besparelser. Samtidig skal det understreges, at de to andre hovedspor ikke skal ligge brak. Arbejdet bør her ske parallelt med arbejdet på plantningsområdet, men på lavere aktivitetsniveau. Figur 1. Kulturkommissionens hovedspor med dyrkningstiltagene prioriteret (rød: 1. prioritet; orange: 2. prioritet og gul: 3. prioritet) efter mulighederne for besparelser på kort sigt. Plantningssporet ses at være det spor, som det er vigtigst at arbejde med (rød pil), selv om den største langsigtede besparelse kan ske ved overgang til andre foryngelsesformer (sort vandret pil). De enkelte tiltags betydning i de respektive spor er angivet ved højden af de enkelte kasser. MULIGHEDERNE FOR BILLIGGØRELSE ØKONOMIEN Det afgørende spørgsmål bliver derfor, om det med udgangspunkt i dagens plantningsmetodik overhovedet er muligt at forestille sig en betydelig omkostningsreduktion? Efter Kulturkommissionens opfattelse kan spørgsmålet besvares bekræftende. Omkostningsreduktioner er mulige dels ved småjusteringer i forhold til gængs praksis, dels ved ændringer, som kan opleves markant afvigende fra dagens praksis. Sidstnævnte er en konsekvens af, at man i stedet for isoleret at se på en og anden detalje skal se på helheden: Plantningssystemet. Dette udbygges i det efterfølgende, men forholdet hænger sammen med det velkendte, at plantningens forskellige tiltag (kvasrydning, jordbearbejdning, plantehåndtering etc.) og deres respektive succes er indbyrdes afhængige af hinanden. F.eks. vil en ændring af plantestørrelsen som forudsætning have, at jordbearbejdningsmetodikken ændres, hvilket måske stiller yderligere krav til kvasrydningen etc. Med andre ord: begynder man at ændre et sted i systemet, vil det med stor sandsynlighed kræve, at der må ændres et andet sted. Laver man bare nogle justeringer her og der uden at have plantningssystemet i sin helhed for øje, er der stor sandsynlighed for, at disse mislykkes. I det følgende gennemgås metodeændringer, som i forhold til gængs praksis kan medføre en stærk reduktion af kulturudgifterne ved plantning. Men først nogle betragtninger om det, som er plantningsproblemets kerne: Økonomien. 4 SKOVEN

5 Tabel 1. Kulturkommissionens bud på et realistisk udgiftsniveau ved plantning og heraf følgende besparelsesmuligheder i forhold til gængs praksis repræsenteret ved eksempler fra Skov- og Naturstyrelsens Kulturrapport (Skov- og Naturstyrelsen, 2000). Alle beløb i kr/ha. Tabel 1 anskueliggør de konkrete muligheder for besparelser. Udgangspunktet er dels taget i Skov- og Naturstyrelsens KULTURRAPPORT (Skov- og Naturstyrelsen, 2000), som er udarbejdet i forbindelse med genkultiveringen efter stormfaldet i 1999, dels i Kulturkommissionens forslag, jf. den følgende gennemgang. To kulturtyper er valgt for at anskueliggøre problemstillingen: En egekultur og en lærkekultur. Da besparelsesmulighederne er stærkt afhængige af de vækstmæssige forudsætninger, skelner vi, som en meget grov inddeling, mellem vest- og østdanske forhold. Tallene viser, hvilke betydelige besparelser der er indenfor rækkevidde. Det er desuden vor opfattelse, at besparelser udover det skitserede er mulige. I manifestets afslutning vil vi kort redegøre for den ultimative besparelse. Kulturrapport Kulturkommission Besparelsesmulighed øst vest Anlæg af egekultur - ekskl. hegn Klargøring Planter (5.700 stk./ha) Plantning I alt: Anlæg af hybridlærkkultur ekskl. hegn Klargøring Planter (3.700 stk./ha) Plantning I alt: PLANTEMARKEDET Idealmarkedet for enhver køber er et frit og gennemsigtigt marked. Sådan er plantemarkedet ikke. Der skal i denne sammenhæng ikke udføres nogen omfattende analyse af plantemarkedet, men det burde på den anden side være velkendt for de, som opererer på plantemarkedet, at de prisindikationer, som fra planteskoleside officielt distribueres blandt købere, ikke nødvendigvis viser den faktiske prisdannelse. Det er i praksis muligt at købe planter til priser, som afviger betydeligt fra de officielle. En væsentlig del af prisvariationen beror naturligvis på, hvor store mængder der købes. Men mængdeforskelle kan ikke alene forklare alle prisvariationer. Dermed være også sagt, at der kan være betydelige besparelser at hente for den, som orienterer sig på plantemarkedet. Kulturkommissionen har på nuværende tidspunkt imidlertid valgt ikke at se på de konkurrencemæssige aspekter af plantemarkedet. Sådanne besparelser bør selvsagt ikke negligeres, men dels anser vi, at denne opgave bedst løses af markedets aktører direkte, og dels er der er en lang række kulturtekniske opgaver, som påkalder sig opmærksomhed. Vi har valgt at koncentrere os om disse: LØNDYRKNING Et misforhold i plantemarkedet er de betydelige plantemængder, som årligt må brændes på grund af manglende afsætning. Årsagen til dette spild skal søges i den uforudsigelighed i efterspørgsel, som planteskolerne må slås med. Da omkostningerne i sidste ende må bæres af skovbruget i form af højere plantepriser, er der al mulig grund til at se nærmere på sagen. En idé om hvor store omkostninger, der alene ligger gemt i dagens dårlige samordning af planteproduktion og -behov, kan man få ved at indhente priser på løndyrkning (d.v.s. kontraktdyrkning, hvor køberen har påtaget sig købsansvaret for planterne). Som et groft gennemsnit for diverse arter og størrelser og med udgangspunkt i Planteringens listepriser ligger besparelsen ved at lade planter løndyrke på minimum 1 kr./plante samme plantetype forudsat. Vi taler således om besparelser af størrelsesordenen % på den samlede anlægsomkostning, alene hvis planteskolernes afsætningsusikkerhed kan elimineres. Denne afsætningsusikkerhed kan i princippet reduceres ved, at skovbruget forbedrer sin planlægning. En planlægning, som burde medføre, at bestilling kan afgives i god tid. Planteskolerne taber ofte store beløb på de mange usolgte planter som må brændes. Der kan spares 1 kr/plante ved løndyrkning hvor planten er bestilt flere år i forvejen. SKOVEN

6 Det skal dog tilføjes, at det på den anden side ikke er så enkelt, at man bare kan affærdige sagen som alene værende et spørgsmål om bedre planlægning. Bag den tilsyneladende dårlige planlægning gemmer sig et antal forhold som, om ikke legitimerer sagen, så i hvert fald forklarer, hvorfor det står så dårligt til. Den væsentligste hindring ligger naturligvis i tidsforskydning (2-4 år) mellem planteproduktionens iværksættelse og planternes anvendelse i skoven. Der findes flere måder at reducere tidsforskydningen på. Dels kan planteproduktionen forceres, så man på kortere tid kan producere en større plante, dels vil en overgang til mindre planter være en måde at afhjælpe problemet på. Mindre planter vil desuden indebære en reduktion af udgifterne til selve plantningen. Kombineres dette med en mere tvangfri indstilling til at lade kulturarealerne ligge urørte i et til flere år efter afdrift, såkaldt KULTURHVILE, kan man skaffe sig de tidsmæssigt nødvendige frihedsgrader, som er forudsætningen for en væsentlig forbedring af planlægning og heraf følgende bedre samordning af planteproduktion og -forbrug. Som alternativ/supplement til kulturhvilen kan tiden evt. udnyttes til at få etableret en FORKULTUR, med de øgede muligheder dette giver for i et senere stadium at udnytte små og billige planter eller såning. Konklusion Opmærksomheden bør rettes mod en bedre afstemning af planteproduktion og -forbrug, f.eks. i form af løndyrkning. For virkelig at drage nytte af løndyrkning, bør denne imidlertid kombineres med en ændret praksis, hvor man fokuserer på: - forceret planteproduktion (væksthus), - anvendelse af mindre planter, - kulturhvile, - forkultur, - forbedret jordbearbejdning. Kan man på disse punkter tilvejebringe fremskridt, kan planlægningen af planteforbruget forbedres og plantepriserne kraftigt reduceres. Samtidig vil mulighederne for at vælge den rette proveniens kunne forbedres. Produktion af dækrodsplanter i drivhus er i dag dominerende i svensk skovbrug for gran, fyr og birk. Af en årlig produktion på 300 mio. planter er 80-85% dækrodsplanter. Foto: Bo Göran Bäckström/Skogen Bild. PLANTESTØRRELSE/ PLANTETYPE Flere plantetyper findes tilgængeligt på markedet. Man kan forenklet inddele dem i tre metoder: 1. Barrod dyrket på friland. 2. Barrod dyrket i væksthus. 3. Dækrod dyrket i væksthus. Barrodsplanter dyrket på friland: Barrodsplanten er i dag den gængse plantetype i det praktiske skovbrug. Generelt anvendes flerårige, omskolede (især nåletræ) robuste planter, som kan klare kulturarealernes konkurrende vegetation, snudebiller etc. Bag denne praksis ligger i sagens natur tungtvejende erfaringer, som ikke kan fejes af bordet uden videre. Var det ikke for den omkostningsmæssige side af sagen, er der egentlig ingen grund til at tage barrodsplanten eller rettere barrodsplantningssystemet op til kritisk analyse. Det bør dog tilføjes, at den såede eller selvsåede plante forskånes for den hårdhændede håndtering (rodbeskæring, optagning, opbevaring m.m.) som barrodsplanter udsættes for. Forkert håndtering af planterne kan, navnlig i kombination med uhensigtsmæssig plantning eller jordbearbejdning, resultere i nogle af de velkendte kulturproblemer som planteafgang, stampeperioder og mere varige roddeformationer. Når de biologiske motiver til at være kritisk måske ikke vejer så tungt, er årsagen alene, at barrodsplantningssystemet i reglen synes at fungere tilfredsstillende. Den store barrodsplantes achilleshæl er fremfor alt prisen. Den er dyr at producere, den er dyr at transportere/håndtere, og den er dyr at plante. Desuden vil en evt. omlægning til pesticidfri planteproduktion øge prisen yderligere. Den betydelige manuelle og maskinelle indsats, som produktionen af store, flerårige omskolede barrodsplanter kræver, er - udover den årlige planteafbrænding - hovedårsagen til barrodsplantens høje prisniveau. Samtidig er det svært at forestille sig, hvordan frilandsproduktionen kan ændres radikalt. Med den teknik vi i dag har til rådighed, findes der formentlig kun én måde at gøre den frilandsproducerede barrodsplante billigere på: At undlade omskolingen og i stedet tilpasse udsåningen, så planterne kan færdigproduceres på frøbedet. Konsekvensen heraf vil generelt blive, at plantestørrelsen reduceres. Et antal besværlige og dyre arbejdsmomenter findes dog stadigvæk i produktionen (rodbeskæring, optagning, emballering m.v.), ligesom vitalitetsproblemet, som kan være betydeligt, fortsat er uløst. Desuden bør man ikke glemme de planteskoleproblemer, som knytter sig til anvendelsen af samme jord år efter år. 6 SKOVEN

7 Dækrodsplanter dyrkes i et vækstsubstrat på dyrkningsbakker som kan følge med helt ud i skoven og derved lette håndteringen i alle led. Foto: Bo Göran Bäckström/Skogen Bild. Dækrodsplanter giver mulighed for en bedre arbejdsstilling. Foto: Södra. Den frilandsproducerede barrodsplante kan for visse arter formentlig bedst gøres billigere ved at overgå til ikkeomskolede, men rodbeskårne frøbedsplanter. Dette vil dog resultere i noget mindre planter. Barrodsplanter dyrket i væksthus: Den mest radikale omlægning af barrodsplanteproduktionen er at flytte den til væksthus, samtidig med at produktionen sker på let håndterlige dyrkningsrammer, der er hævet over jorden. Her kan man dels forcere produktionen, så produktionstiden kan forkortes, dels reducere/overflødiggøre anvendelse af herbicider gennem valget af vækstmedium (sterilt). Anvendelsen af væksthus indebærer muligheder for at optimere tilførslen af vand, næringsstoffer og lys. Produktionen kan yderligere forfines ved en kortdags-/langdagsbehandling, hvorved flere vækstsæsoner kan afvikles i løbet af en frilandssæson. Der gennemføres ingen prikling eller omskoling, og planterne kan færdigproduceres i dyrkningsrammer. Håndteringen af de færdige planter kan rationaliseres ved, at dyrkningsrammerne også anvendes som opbevarings- og transportrammer, som føres helt ud til kulturpladsen. Produktionen forudsætter adgang til løfte- og transportgrej, men indebærer på den anden side, at den manuelle arbejdsindsats kan reduceres betydeligt, samtidig med at planternes vitalitet øges. Erfaringer viser, at planter, som produceres på denne måde, er mere spinkle end tilsvarende planter produceret på friland. Dyrkning af barrodsplanter på dyrkningsrammer i væksthus sker i dag i meget beskedent omfang, og metoden er ikke færdigudviklet. Det bør fremhæves, at et udviklingsarbejde er påkrævet, før metoden kan anvendes af den mindre skovejer med begrænset tilgang til løfte- og transportudrustning. En yderligere billiggørelse af barrodsplanten bør kunne ske ved produktion af barrodsplanter på dyrkningsrammer i væksthus. Planter produceret på denne måde er med dagens teknik mere spinkle end frilandsproducerede. Dækrodsplanter dyrket i væksthus: I naturlig forlængelse af den væksthusproducerede barrodsplante findes dækrodsplanten. Gennem flere årtier er der blevet arbejdet med denne plantetype. Den er ikke slået igennem i dansk skovbrug, hvorimod den er enerådende (for rødgran, fyr og birk) i svensk skovbrug - dog med Skåne som undtagelse. Prismæssigt er dækrodsplanten yderst konkurrencedygtig, da den er væsentlig billigere at producere end en barrodsplante det være sig omskolet eller ikke-omskolet. En løndyrket et-årig dækrodsplante bør derfor max. koste 1 kr. Desuden indebærer anvendelsen af dækrodsplanter, at plantningspræstationen kan øges markant (uden videre til stk./dag, og med små dækrodsplanter adskilligt mere. Ifølge svenske erfaringer kan præstationen øges til stk./dag). Grunden er, at man med dækrodsplanten har løst de store ergonomiske problemer, som knytter sig til anvendelsen af barrodsplanter. Anvendelse af dækrodsplanter stiller ikke specielle fysiske krav til plantøren. I konsekvens heraf er det billigere at plante en dækrodsplante. Plantningsprisen på en dækrodsplante er 1,00-1,50 kr./stk., og med små planter endnu lavere. Hertil kommer, at forudsætningen for en egentlig mekanisering af selve plantningen i skovkultur, formentlig kræver overgang til dækrodsplanter. Den samlede omkostning (plante plus plantning) for en dækrodsplante kan under danske forhold i bedste fald komme ned på gennemsnitlig 2,00 2,50 kr./stk. SKOVEN

8 Der findes mange forskellige former for planter på markedet i Sverige. Her ses forskellige rødgranplanter: Fra venstre en 2/2 barrod, en 2-årig Plug+1 (dvs. først dyrket 1 år som dækrod, derefter udplantet og dyrket 1 år som barrod fordelen er en mere kompakt rod som er lettere at plante samt at der kommer flere finrødder med ud), en år gammel dækrodsplante samt en 1 år gammel dækrodsplante. Dækrodsplanter kan også produceres i løvtræer som eg og bøg. Besparelsesmulighederne ved dækrodsplanter er sammenlignet med barrodsplanter meget store. Imidlertid er anvendelsen af dækrodsplanter ikke uden problemer: - Dækrodsplanten er generelt mindre og mere spinkel. Dette er angiveligt en af årsagerne til, at plantetypen ikke er slået igennem på vore breddegrader, hvor den konkurrerende vegetation let overvokser de små planter. - Kapillaritetsforskellen mellem containeren og den omgivende jord på voksestedet kan være så stor, at containeren drænes for vand, før planten er rodfæstet. Planten dør som følge af tørkestress medmindre foråret og sommeren er fugtig. - Roddeformationer er hyppigt forekommende og kan være en tikkende bombe under kulturerne. Der findes forskellige løsninger på problemet. - Anvendelsen af dækrodsplanter stiller større krav til logistik. Bl.a. skal de kunne vandes helt frem til plantningstidspunktet. - Dækrodsplanter er på grund af størrelsen meget sårbare overfor angreb af skadevoldere som f.eks. snudebiller og vildt. - Dækrodsplanten stiller større krav til jordbearbejdningen. Dels skal planten kunne starte sin vækst hurtigt og ubesværet, dels skal ukrudtskonkurrencen være ubetydelig den første vækstsæson. Kulturkommissionen vurderer, at den ultimative besparelse for plantede kulturer opnås ved overgang til anvendelse af små dækrodsplanter. Forudsætningen for at kunne gennemføre en sådan overgang er imidlertid, at en række problemer løses. Flere af disse løsninger synes umiddelbart at være inden for rækkevidde andre kræver udviklingsarbejde. PLANTNINGS- LOGISTIK En afgørende forudsætning for et godt kulturresultat er, at plantematerialet er i allerbedste kondition både før, under og efter plantningen. Det er derfor vigtigt, at hele processen fra planten flyttes fra planteskolen, til den står sikkert på kulturarealet gennemføres med den største omhyggelighed. Håndteringen af barrodsplanter er i dag godt indarbejdet i praksis og kan anses som velfungerende, omend den ofte udføres hårdhændet og inoptimalt i relation til plantens kondition. En overgang til andre plantetyper indebærer, at håndteringen bliver en anden. Sammenlignet med håndteringen af barrodsplanter, er det et ufravigeligt krav, at håndteringen på en og samme gang skal være både billigere og bedre. Et væsentligt element ved produktionen i væksthus kan være anvendelsen af dyrkningsrammer. Disse muliggør en let og smidig intern håndtering i planteskolen, men kan desuden være velegnet til transport helt frem til kulturarealet. Da dyrkningsrammerne kan håndteres med truck, frontlaster eller lignende, kan de gøre hele håndteringen billigere. Dette så meget mere som optagning, pakning m.m. er overflødiggjort. Planter dyrket på et velegnet medium er imidlertid, set ud fra et planteskolesynspunkt, følsomme overfor udtørring. Derfor kræves der modtagerforhold, som muliggør vanding af planterne. 8 SKOVEN

9 Figur 2. Skematisk illustration af mulige plantningspunkter i relation til forskellige jordbundstyper (efter Örlander & Gemmel, 1989). 1. Tør jordbund med risiko for sommertørke 2. Intermediær jord med risiko for sommertørke 3. Fugtig-leret jord med lille risko for sommertørke En optimal anvendelse af planter produceret på dyrkningsrammer stiller derfor krav til modtagerforholdene. En kombination af skyggehal og sprinkleranlæg kan være en enkel løsning. En sådan planteterminal vil desuden gøre det muligt at hjemtage hele lastbillæs ad gangen, uden at sætte planternes kondition over styr. Foruden de besparelsesmæssige fordele dette indebærer, får man en større fleksibilitet med i købet. Med en planteterminal bevarer man planterne friske, og plantningen kan gennemføres uden speciel hensyntagen til tidspunktet for planternes hjemtagelse, d.v.s. når som helst det passer ind i plantningsprogrammet. Det bør tilføjes, at de stordriftsfordele, som ovennævnte beskrivelse skitserer, samtidig kan blive en ulempe for den mindre skovejer. Han har i dag uden udrustning (lastmaskine m.m.) en fleksibel løsning på håndteringsproblemet via forsendelse i plantesækken. Der er således behov for et udviklingsarbejde på logistiksiden for at nå frem til systemer, som kan betjene alle typer af skovejere. Med etableringen af en plantningsterminal - som ofte vil være en forudsætning for at kunne udnytte fordelene med planter produceret på dyrkningsrammer, inklusiv dækrodsplanter - får man mulighed for at rationalisere hjemtagningen. Samtidig får man en ustresset tilgang til planter under hele plantningssæsonen. Med dyrkningsrammer kan man i mange situationer smidigt og med lave omkostninger transportere planter med optimal kondition frem til kulturarealet. PLANTNINGS- PUNKTET/JORD- BEARBEJDNING Det er som nævnt en afgørende forudsætning for at få succes med mindre barrodsplanter/dækrodsplanter, at der findes et plantningspunkt af den fornødne kvalitet at sætte planten i. I og for sig gælder samme krav for en stor barrodsplante, men på grund af dens mere robuste natur, kan man bedre tilsidesætte disse krav. Jo mindre planten bliver, jo mere nødvendigt er det, at forudsætningerne opfyldes. Generelt skal plantningspunktet: - være let at finde for plantøren (maskinen), - have en jordporøsitet, som det er let at plante i, ligesom det skal være let for finrødderne at vokse ud i den omkringliggende jord, - indeholde tilstrækkelig mængde mineraljord til, at planten kan klare forårs- og evt. sommertørke, - være veldrænet gennem vækstsæsonen, - være mineralblottet for at øge varmeudstrålingen om foråret (frostbeskyttelse), - være mineralblottet for at reducere ukrudtskonkurrencen, - være mineralblottet for at reducere snudebilleskader. Desuden skal jorden under plantningspunktet have en porøsitet, så den langsigtede dybdeudvikling ikke forhindres af rodstandsende lag. Ved hjælp af jordbearbejdning tilvejebringes det fornødne antal plantningspunkter. Plantningspunkternes placering i terrænet kan anskueliggøres ved hjælp af figur 2, som viser plantningspunkter under forskellige jordbunds- og dræningsforhold. Ovenfor nævnte kravspecifikation i kombination med figuren kan anvendes ved vurdering af, hvorvidt forskellige jordbearbejdningsmetoder kan frembringe det fornødne antal plantningspunkter under forskellige jordbundsforhold. Som mål for udviklingen af jordbearbejdningsmetoderne bør man have en omkostning på max kr./ha. En besparelse vil selvsagt ligge i at have en jordbearbejdningsmetode, som desuden overflødiggør risfjernelsen. Med ovennævnte er det også anskueliggjort, hvor afgørende det er, at plantestørrelse/-type er afstemt med forudgående jordbearbejdning. Med den rette jordbearbejdningsmetodik kan der skabes mulighed for anvendelsen af mindre og billigere planter, som f.eks. dækrodsplanter. Samtidig kan plantningen udføres med lavere omkostninger, og der kan skabes de rette betingelser for en hurtigere og mere optimal rodudvikling, som kan sikre den langsigtede stabilitet. KULTURHVILE Det burde være umiddelbart indlysende, at en mere tvangfri indstilling til spørgsmålet om, hvornår gentilplantningen bør ske efter afdrift, vil gøre det muligt at planlægge planteforbruget og dermed også planteproduktionen bedre. Det gælder både med hensyn til mængder og plantematerialets proveniens. Det vil dermed i højere grad også være muligt at udnytte de resultater, som proveniensforskning og planteforædling har givet; man venter simpelthen bare, til den ønskede proveniens er tilgængelig. Desuden mindskes risikoen for snudebilleangreb betydeligt efter de to første år, og efter 4-5 år er risikoen beskeden. SKOVEN

10 En anden fordel er, at riset fra afdriften ikke behøver at blive fjernet. Det når at rådne/blive sprødt, før jordbearbejdningen gennemføres. Herved spares penge, jordkomprimeringen reduceres, og det er lettere at lave en god jordbearbejdning. Hertil kommer de økologiske fordele. Men man bør naturligvis ikke se bort fra de ulemper, en 4-5 års kulturhvile kan medføre fremfor alt den ledsagende ukrudtsinvasion. Det er derfor en given forudsætning for at opnå de fordele en kulturhvile kan indebære, at man har den rette jordbearbejdningsmetodik til rådighed, når kulturhvilen ophører, og kulturen skal anlægges. Desuden bør man være opmærksom på de negative konsekvenser for næringsstofbalancen, som en kulturhvile efter renafdrift kan indebære i form af næringsstofudvaskning, når den forudgående trægenerations opsparede næringsstofpulje går i omsætning. Forholdet bør belyses nærmere. Et væsentligt argument i kulturhvilens favør er skovbrugets ændrede økonomiske forudsætninger. Med de lavere kapitalomkostninger er det ikke længere så vigtigt at komme i gang straks efter afdriften. Ved at kombinere kulturhvile med den rette jordbearbejdningsmetodik kan man samtidig øge de handlingsmæssige frihedsgrader. Herved muliggøres både en hensigtsmæssig planlægning af planteproduktionen og en optimal anvendelse af de genetiske gevinster, som det rette plantemateriale indebærer. Brug af hjælpetræer er næsten glemt i dagens skovbrug. Fordelene er at de muliggør anvendelse af små planter og reducerer behovet for renholdelse, herunder anvendelse af pesticider. HJÆLPETRÆER: AMMETRÆS- OG FORKULTURER Anvendelsen af hjælpetræer det være sig som forkultur eller ammetræer har i flere årtier været yderst begrænset. Dette hænger dels sammen med den meromkostning/forsinkelse, som især forkulturer kan synes at indebære, dels hænger det sammen med, at den udstrakte anvendelse af herbicider tilsyneladende har overflødiggjort deres anvendelse. Fordelene ved anvendelsen af hjælpetræer kan kort sammenfattes i følgende punkter: - Øget fleksibilitet i kulturarbejdet i almindelighed og efter stormfald i særdeleshed (bl.a. rette art og proveniens). - I mange situationer bliver kvasrydning overflødig, hvorved jordkomprimeringen samtidig reduceres. - Bedre mikroklima (frostbeskyttelse, halvskygge til hovedtræarten). - Ukrudtsvegetationen kan dæmpes eller bringes helt under kontrol ved hjælp af udprægede pionertræarter (lærk, rødel, birk, poppel). Hermed spares udgifter til renholdelse og musebekæmpelse. - Ukrudtskontrollen indebærer, at man relativt risikofrit kan så eller anvende små planter. Umiddelbart kan en forkultur virke som en både dyr og tidskrævende omvej at gå. Her bør man imidlertid være opmærksom på, at dels kan planteantallet i en forkultur være relativ lavt ( stk./ha), dels handler det om at opnå en besparelse for hele kulturfasen og ikke kun for dele af kulturforløbet. For visse arter (f.eks. bøg) vil forkulturer næsten være en forudsætning for vellykket kulturetablering, hvis anvendelsen af herbicider og musegift ophører. Brugen af hjælpetræer indgik tidligere som en selvfølgelig del af skovdyrkerens praktiske kundskabsforråd Figur 3. Dækrodsplantesystemet, baserer sig på moderne teknologi med en lille manuel arbejdsindsats. 10 SKOVEN

11 og behøvede ikke nogen teoretisk begrundelse. I og med at anvendelsen af hjælpetræer er gået af brug, er de tilsvarende praktiske kundskaber forsvundet. Vi har derfor behov for at genopdage de gamle erfaringer og få dem analyseret og systematiseret. Brugen af hjælpetræskulturer indgår under visse omstændigheder som et vigtigt redskab i billiggørelsen af kulturarbejdet. De muliggør anvendelsen af små planter samtidig med, at de reducerer behovet for renholdelse (herunder anvendelsen af herbicider). Figur 4. Barrodsplantesystemet, karakteriseret ved arbejdsprocesser der vanskeligt kan automatiseres, samt stort manuelt arbejdsforbrug. PLANTNINGS- SYSTEM Som tidligere nævnt er de forskellige dele af plantningsprocessen afhængige af hinanden, da de har hinanden som forudsætning. Dette indebærer, at ændringer ofte medfører/kræver en eller flere ændringer et andet sted i processen. Eksempel: Det er f.eks. dømt til at mislykkes, hvis man anvender små væksthusproducerede dækrodsplanter på et kulturareal med stiv lerjord uden forudgående risfjernelse og jordbearbejdning. Med sådanne dyrkningsmæssige forudsætninger er store barrodsplanter den eneste omend dårlige mulighed, man har til rådighed. Den lille plante har som forudsætning en intensiv jordbearbejdning, hvormed der skabes et højtliggende plantningspunkt med en porøs jord. Her kan dækrodsplanten let komme i jorden, uden at den senere udsættes for udtørring. Med jordbearbejdningen skal der samtidig blotlægges så meget mineraljord, at planten er beskyttet mod f.eks. snudebiller og de første par års ukrudtskonkurrence. Glemmer man et af disse punkter, er sandsynligheden for fiasko stor. Eksemplet illustrerer, hvordan enkeltfaktorerne er forbundne. En gennemgribende forbedring af kulturetableringens økonomi kræver derfor, at man ikke blot ser på en enkelt faktor, men på helheden. Det er her nærliggende at tale om plantningssystemer. Uden at fordybe sig i overvejelser om definitioner, inddelinger og afgrænsninger, kan man tale om to hovedsystemer, som naturligvis har et større antal varianter og modifikationer: Dækrodsplantesystemet (fig. 3) og barrodsplantesystemet (fig. 4). Alle overvejelser i forbindelse med metodeudviklinger og forbedringer skal ses i relation til systemets helhed og med den væsentlige konklusion, at alle aspekter af plantningssystemet skal være belyst og være løst, før man har en løsning, der kan anvendes i praksis. Det er Kulturkommissionens opfattelse, at når et antal forsøg på at introducere dækrodsplanter hidtil er slået fejl, så skyldes det, at man har glemt at tage alle plantesystemets dele i betragtning. Det er vor opfattelse, at der på det danske marked endnu ikke findes et i alle henseender velfungerende dækrodsplantesystem. OVERSLAG OVER BESPARELSES- MULIGHEDERNE Med udgangspunkt i ovennævnte og som ledestjerne for det videre arbejde, bør målet for, hvad den fremtidige plantningskultur generelt og uden smålig skelen til art må koste, sammenfattes til følgende: Jordbearbejdning : kr./ha Planter* (4500 stk./ha): kr/ha Plantning** kr/ha Totalt: kr./ha * løndyrkning ** ekskl. arbejdsledelse Vælger man at supplere kulturhvilen med en forkultur, skal der lægges kr./ha. til ovennævnte omkostninger. Dette er det ultimative mål for Kulturkommissionens arbejde, og indebærer en yderligere omkostningsreduktion i forhold til de tidligere nævnte eksempler med eg og hybridlærk. For at nå dette kræves et mere omfattende forsknings- og udviklingsarbejde. Derudover kræves der muligvis en mere fleksibel fortolkning af Skovlovens ord om god og flersidig skovdrift i relation til kulturfasen. I næste afsnit gives et katalog over, hvilke opgaver der, i naturlig forlængelse af manifestets tankegang, må anses for ønskelige/nødvendige: UDVIKLINGSOP- GAVER/FORSKNING Generelt: - Kulturhvile på forskellige jordbundstyper og efter forskellige træarter. Belysning af ukrudtsinvasionens forløb og næringsstofhusholdningen. - Forbedrede informationsforhold omkring planteskolernes produktion og lagre. - Anvendelsen af forkultur/ammetræer: Hvilke arter bør anvendes under hvilke omstændigheder? Belysning af etablerings- og behandlingsmetodik. - Udvikling af nye kontrakttyper på plantemarkedet. Dækrodsplantesystemet: - Afprøvning af forskellige jordbearbejdningsmetoder på forskellige jord- SKOVEN

12 Blandt udviklingsopgaver inden for barrodssystemet er forbedret ergonomi ved store barrodsplanter fx ved efterbedring. Et eksempel på en sådan løsning kunne være det plantebor, kaldet Ergo-borren, som blev præsenteret af Södra ved årets Elmia Wood messe. bundstyper. Er kvaliteten og antallet af plantningspunkter tilstrækkeligt? - Jordkomprimeringens betydning for plantens rodudvikling. - Afstemning af kapillariteten i dækrodsplantens vækstmedium med jordbundens (i plantningspunktet). Effekter på etableringssucces og rodudviklingen. - Hvordan ser den optimale dækrodsplante ud for forskellige jordbundstyper, og hvorledes produceres den optimalt? - Hvorledes forcerer man produktionstiden for forskellige arter ved hjælp af kortdags-/langdags-behandling? - Hvorledes afmodner man dækrodsplantens forskellige plantedele: Toppen med daglængden? Roden med temperaturen? - Hvorledes løses problemet med frostskader på dækrodsplanters rodsystemer i planteskoler? - Praktisk udformning af logistikken omkring håndteringen af dækrodsplanter. Transport planteterminal kulturareal plantning. Hvilke systemer foreligger, og hvilke fordele og ulemper har de? - Praktisk udformning af plantningen. Blandt udviklingsopgaver inden for dækrodssystemerne er praktisk udformning af plantningen, hvordan man undgår udtørring af planten når den er sat ud, valg af den optimale dækrodsplante i forhold til jordtypen og afprøvning af metoder til jordbearbejdning. Foto: Bo Göran Bäckström/Skogen Bild. Barrodsplantesystemet: - Praktisk dyrkning af barrodsplanter på planterammer forskellige arter hvordan? - I hvilken udstrækning har barrodsplanters deformerede rodsystemer betydning for den langsigtede stabilitet? - Logistik omkring dyrkningsrammer. - Forbedret ergonomi ved store barrodsplanter (efterbedring). - Hvorledes udfases de kemiske bekæmpelsesmidler i plantesystemet? SLUTORD Med denne redegørelse har Kulturkommissionen givet sit bud på størrelsesordenen af tænkte omkostningsreduktioner samt hvilke virkemidler, der skal anvendes for at nå det angivne mål. Begge dele indenfor hovedsporet PLANTNING. Den angivne besparelse på 20-30% kan ses som et foreløbigt mål, der på længere sigt bør kunne øges. De nævnte virkemidler, som er behandlet kortfattet og ufuldstændigt, angiver som nævnt en udviklingsretning. Forudsætningen for at denne, i en eller anden form, kan blive til virkelighed er dels, at et antal forhold og problemer bliver klarlagt, dels at de bliver ledsaget af et udviklingsarbejde. Forudsætningen for at der sker noget på området er, at erhvervet forskning og praksis involverer sig i forandringsarbejdet. Vi håber, at dette manifest kan virke katalyserende på arbejdet og den diskussion, der forhåbentlig kommer. Vi ser derfor frem mod tilkendegivelser det være sig positive eller negative. I mangelen af en fælles ITportal for skovbruget kan man kontakte kommissionens formand eller sekretær på de mail-adresser, som er angivet nedenfor. Vel mødt! Kilder Skov- og Naturstyrelsen, Kulturrapport. Upubliceret, 64 pp. Örlander, G. & Gemmel, P Markberedning. Sveriges Skogsvårdsförbunds Tidsskrift 3-89, 55 pp. Fotos er hvor intet andet nævnes optaget af redaktør Søren Fodgaard. Adresser Esben Møller Madsen, Trolleholm Gods AB, Svalöv, SVERIGE. Tlf , trolleholm@telia.com Palle Madsen, Skov & Landskab (FSL), Kvak Møllevej 31, 7100 Vejle. Tlf , pam@fsl.dk "Kulturmanifest 2001 plantning" er et tillæg til Skoven 6-7/01, udgivet juni Udgiver: Dansk Skovforening. Red. (ansvh.) Søren Fodgaard SKOVEN ISSN Tryk: Litotryk, Svendborg 12 SKOVEN