Grindsted Kirke. Søndag d. 18. december 2016 kl Egil Hvid-Olsen. Salmer.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke. Søndag d. 18. december 2016 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 4. søndag i advent, Joh. 1,19-28, 1. tekstrække. Salmer. DDS 87 Det første lys er Ordet, talt af Gud. DDS 108 Lovet være du, Jesus Krist! (mel.: Lille Guds barn ). DDS 90 Op, glædes alle, glædes nu! (mel.: O, kommer hid dog ) DDS 91 Store Gud og Frelsermand. Altergang: DDS 89 Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge. DDS 122 Den yndigste rose er funden. Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse.

2 2 Han siger til Zion:»Din Gud er konge.«hør, dine vægtere løfter røsten, de jubler i kor, for med egne øjne ser de Herren vende hjem til Zion. Bryd ud i jublende kor, Jerusalems ruiner! For Herren trøster sit folk, han har løskøbt Jerusalem. Herren har blottet sin hellige arm for øjnene af alle folkene, hele den vide jord skal se vor Guds frelse. Es 52,7-10. Epistlen skriver apostlen Paulus til filipperne: Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. Fil 4,4-7. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham:»hvem er du?«da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte:»jeg er ikke Kristus.Hvad er du da?«spurgte de ham,»er du Elias?Det er jeg ikke,«svarede han.»er du Profeten?Nej,«svarede han. Så sagde de til ham:»hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?«han svarede:»jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej! som profeten Esajas har sagt.«de var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham:»hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?«Johannes svarede dem:»jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.«dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. Joh 1,19-28.

3 3 Prædiken. Ind imellem kontaktes vi af personer, vi ikke nærer fuld tillid til. Vi fornemmer, at der er noget uldent ved dem. Tag for eksempel telefonsælgere. De nævner dit fornavn i hver anden sætning, så du fornemmer, at de næsten kender dig bedre, end du kender dig selv. Dermed forstår du, at dette er en samtale mellem venner. En sådan fortrolig samtale bryder du ikke bare af; det gør man jo ikke overfor venner. Derfor har sælgeren frit spil til at speedsnakke om det produkt, han vældig gerne vil afsætte. Argumentet er, at du nærmest ikke kan leve uden; men sandheden er, at du skal købe produktet, fordi sælgeren er ansat på akkord. Hvis du ikke har været direkte afvisende, men efter nogle minutter vil til at afslutte samtalen, risikerer du, at din nye ven bliver småsur, fordi han har brugt så lang tid på ingenting. Det er jo ikke sådan, man behandler venner, må du forstå. Så kan du ikke bare takke ja til tilbuddet? Vi vil jo så nødigt skuffe og da slet ikke vennerne - så før du ved af det, har du forpligtet dig til at betale en månedlig udgift for en vare, der ikke interesserer dig det fjerneste. Dog hænder det, at sælgeren bliver en tand for smart, som dengang jeg afviste en eller anden forsikring, der skulle dække udgifter i forbindelse med genoptræning efter trafikuheld og sælgeren svarede: Det, jeg hører dig sige, er, at din familie ikke betyder så meget for dig. Det kan da godt være, at det var det, hun hørte mig sige, men jeg hørte ikke hende sige mere, for jeg smækkede røret på. Det skulle jeg have gjort 10 minutter tidligere; men det var jeg for venlig til dengang. De mænd, der er sendt ud til Jordanfloden for at finde ud af, hvem Johannes er, nærer heller ikke fuld tillid til den sære domsprædikant. De ved ikke, om han er ven eller fjende, om han sælger den ægte vare eller bare er ude på at udnytte deres gode vilje. Derfor spørger de ham nysgerrigt ud, idet de kommer med flere bud på, hvem han kan være. Imidlertid rammer de konsekvent forkert, hvilket ikke gavner tilliden. Jo flere

4 4 gange deres antagelser viser sig at være fejlagtige, desto mindre trygge bliver de ved ham. De kan ikke få hold på den mærkelige døber. Han er som en græshoppe, der springer ud mellem hænderne på én, lige i det øjeblik man ved, at man har fanget den. Det er ellers ikke, fordi Johannes er uvillig til at redegøre for sin identitet. Han begynder selv med at slå fast, at han ikke er Kristus. Han er ikke engang blevet spurgt, om det er tilfældet. Når han alligevel oplyser det, skyldes det, at han ikke vil forveksles med Kristus. For hans skorem er han ikke værdig til at løse, oplyser han. Johannes er nemlig blot en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej. Han er den herold, der forkynder Frelserens komme. Dette er det svar, udsendingene får på deres spørgsmål, hvilket næppe er særlig tilfredsstillende. De har gjort sig alle mulige forestillinger om, hvem Johannes kan være, og så beskriver han blot sig selv som en forløber. Han må altså være en ny profet i den lange række af gammeltestamentlige profeter, der har forudsagt Kristi komme. Men med den slags er der ingen garanti for hurtig opfyldelse. Dog mere end antyder Johannes, at ventetiden har nået sin ende. Midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, fastslår han. Denne anden bliver imidlertid ikke udpeget, hvorfor Johannes oplysning tager form af en løs påstand. Udsendingene må forlade Jordanfloden med lige så begrænset sikkerhed, som da de kom. De ved ikke, om Johannes er en dårlig sælger med et ligeså dårligt produkt eller om han vitterlig introducerer opfyldelsen af de gamle profetier. De forlader ham mindst lige så utrygge, skeptiske og tvivlende, som de kom. Dette forstærkes sikkert yderligere af Johannes påstand om, at han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig. 1 Det er tydeligt, at Johannes ikke bare taler om en mand, der er født et par år før ham, men om én, der ikke er underlagt tiden på samme måde som alle andre. 1 Joh. 1,15.

5 5 Dette må være for stor en kamel at sluge for de udsendte. Hvordan skal de kunne forholde sig til, at ham, Johannes skal introducere, fandtes før Johannes? Hvis det er rigtigt, hvorfor har de så ikke hørt om ham før? De udsendtes skepsis er altså absolut forståelig. Hvordan ville vi have det med en vildt udseende mand, der beskrev den, han talte om, som eksisterende i umindelige tider? Vi ville da le af manden og anse ham for at være tosset. Og dog er det hele kristendommens påstand, at Johannes havde ret. Efter ham kom en, hvis lige aldrig tidligere var set, omend han altid havde eksisteret. Selvom vi har levet med Jesu budskab i 2000 år, kan vi stadig have svært ved at forstå det. Det overskrider erfaringen af livets begrænsede varighed, for med Johannes budskab om Jesus Kristus, får vi at vide, at han altid har eksisteret. Det har han af én eneste grund, nemlig den at han er Gud selv. Dette er, hvad Johannes slår fast med formuleringen fra før: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig. Men det er ikke alt, hvad der bliver sagt om Kristus. Med udgangspunkt i Johannes Døberens budskab fastslår hans evangelistnavnebror, at af Kristi fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk. 2 Ét er, at Jesus altså åbenbarer den Gud, der normalt troner over vores velkendte, fysiske verden. Noget andet er, at han bryder vores retfærdighedssans ned med sit fokus på nåde og tilgivelse. Nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus, fastslår Johannes og sætter disse to begreber op som modsætninger til den lov, der prægede jødedommen. Dermed åbenbares en helt anden forståelse af Gud, end man tidligere havde set; en forståelse, vi også har svært ved at vænne os til. Vores retfærdighedssans insisterer i højere grad på straf end på tilgivelse, for vi kan jo ikke have et samfund, hvor forhærdede forbrydere skal have lov at slå ihjel, snyde for milliarder i skat eller tømme 2 Joh. 1,16-18.

6 6 andres huse efter forgodtbefindende. Vi må have love, der regulerer vores liv med hinanden, ligesom vi må sikre en justits, der griber bedst muligt ind, når lovene bliver overtrådt. Dette er der en solid og grundfæstet logik i. Derfor har vi svært ved at forstå Guds kompromisløse vilje til at tilgive. Forståelsesbesværet skyldes imidlertid, at vi blander tingene sammen. Vi skal ikke selv være små guder, der slår en streg over forbryderens ugerning. Vi kan ikke lade, som om gjort er ugjort. Til gengæld kan vi med glæde tage imod tilgivelsen, når den rækkes os af Gud, idet han ser gennem fingre med vores fejltrin. Det er forskellen på ham og os. Idet vi erkender dette, kan vi også forstå den logik, der ligger bag Guds fødsel, død og opstandelse, selvom det skurer mod vores forståelse af, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan. Guds logiske tankegang var, at han ved at ofre sig selv på korset kunne blive fri for at straffe os. I stedet for straf ønskede han at sikre hans og vort indbyrdes forhold til evig tid, hvilket han gjorde ved at duellere med døden. Da den tabte, tabte den også størstedelen af sin magt, så Gud lige siden har kunnet give os del i det evige liv. For at gribe dette budskab må vi have tillid til, at Gud kan mere end mennesker. Uden denne tillid falder det hele til jorden. Det gjorde det også for dem, der spurgte Johannes, hvem han var. Hans svar faldt til jorden, fordi de ikke sandede, hvem Gud er. Således lægger kristendommen flere forhindringer ud for os: Hvis man har svært ved at anerkende muligheden af, at der eksisterer en guddommelig magt, giver hverken Det Gamle eller Det Nye Testamente mening. Hvis man derimod godt kan tro på Gud, men har en forståelse af ham som en overnaturlig magt, man skal yde særlige tjenester, såfremt man vil vinde hans velvilje ja, så kan Det Gamle Testamente give en vis mening. Men Det Nye Testamente giver først mening, når vi indser, at vi intet kan gøre for at fortjene Guds kærlighed. Den gives os kvit og frit. Det er ikke os, der bringer Gud ofre, men Gud der ofrer sig for os. Og det gør han på trods. For vi er ikke værd at ofre sig for. Vi er en art, der mistror og bekriger hinanden, fordi den kollektive hukommelse er så kort, at lektien fra den sidste verdensomspændende krig glemmes så

7 7 hurtigt, at de hårdt tilkæmpede menneskerettigheder står i fare for at blive forkastede. Samtidig er vi en så egoistisk art, at vi - stillet overfor de klimamæssige udfordringer, der truer - vender ansigtet bort, så vi ikke ser os nødsaget til at forholde os til dem. Vi ved nemlig godt, at det kan få konsekvenser for vores velfærd; og selvom det er kortsigtet, betyder det mere for os at fastholde vort nuværende overskud, end at mindske de udfordringer med klimaflygtninge og global omlægning af fødevareproduktion vi på længere sigt kommer til at kæmpe med. Selvom en sådan strategi er typisk for menneskeslægten, er det alligevel os, Gud ofrede sig for. Det gjorde han ved at lade sig føde som et menneske; som en af os - dog med det forbehold, at han ikke tænkte på sig selv først. På det punkt var han meget lidt menneskelig. Han prioriterede os fremfor sig selv. Ellers var han ikke gået i døden for vores skyld. Det er denne forbløffende velvilje mod den art, der ikke fortjener velvilje, der viste sig første gang i julen, hvor Gud lod sig føde som et skrøbeligt menneskebarn; et barn, der fra første dag og resten af livet måtte døje med herskernes magtsyge, der i sidste ende sendte ham i døden. Det er dette selvopofrende menneskebarn, vi takker i julen; takker, fordi han vil kendes ved os, selvom han ingen synderlig grund har til det; men gør det af ren og skær kærlighed. Denne rene, kompromisløse kærlighed kan vi med god grund være skeptiske over for, for den findes ikke blandt os selv. Men den findes hos Gud! For som Johannes sagde: nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus ; ham, Gud åbenbarede sig i julenat. Amen.