Race the World. En refleksionsrapport om sketchingteknikker. Sidsel Deleuran Olsen Cpr: Gruppe: 9. Tegn:

Transkript

1 Race the World En refleksionsrapport om sketchingteknikker Sidsel Deleuran Olsen Cpr: Gruppe: 9 Tegn:

2 ABSTRACT This paper is a reflection on the activity of sketching in a design process. Three different sketching techniques are investigated in the development of the concept Race The World. The concept provides a common goal for the gym, in order to create a social context. At the same time the concept focuses on individual motivation. With focus on the three sketching techniques, the benefits and drawbacks of each technique is discussed. Furthermore, the benefits of how the techniques can complement one another, is discussed. INDHOLDSFORTEGNELSE Race The World 2 Det at skitsere 3 Tre sketchingteknikker 5 Sketching på papir 5 Sketching med video 7 Sketching med hardware (DIMS) 9 Når sketchingteknikker supplerer hinanden 10 Konklusion 12 Litteraturliste 13 Bilag 13 1

3 RACE THE WORLD Motionscentre er et sted, som mange mennesker opsøger for at holde sig i form. Her ligger fokus nemlig på træning og fysisk aktivitet. Men et medlemskab i et fitnesscenter er ikke nødvendigvis lig med et socialt sammenhold. Og det er netop dette, vi ønsker at ændre på. Ved at opsætte et fælles projekt i kæden Fitness World, vil vi forsøge at integrere det sociale aspekt i centrene og skabe et socialt sammenhold. Projektet kræver, at medlemmerne i hvert center arbejder sammen mod et fælles mål; Hvilket center kan først nå én gang rundt om Jorden på romaskinerne? Sideløbende med dette, har vi et sekundært koncept, som skal motivere de enkelte motionsudøvere. På romaskinerne skal det nemlig være muligt at vælge mellem forskellige OL-roere, man kan dyste imod. På den måde, opretholdes gejsten hos roerne, og de har mulighed for at opstille individuelle mål, samtidig med at de bidrager til projekt Race the World. over tid samt på et mere socialt niveau, da konceptet ligger op til, at det er noget, alle ser som en fælles udfordring (se videoprototypen på Konceptet Race the World vil ikke være det centrale element i opgaven, men blot et værktøj til at beskrive sketchingprocesserne, og hvordan disse kan bruges til at skitse brugeroplevelser. Det er altså sketching som aktivitet i designprocessen og sketches som artefakter, der vil være fokusområdet. Idéen er udarbejdet med udgangspunkt i følgende problemformulering: Sketching the experience of using/ living with [networked] electronically augmented physical artifacts capable of communicating their use as part of everyday physical exercising. Dvs. at de elementer, der er i fokus, er fysisk træning, Internet-of-People og Internet-of-Things. Vi har implementeret disse ting ved at tage udgangspunk i romaskiner, som forbindes på tværs af centrene. Internet-of-People kommer ind i konceptet i og med, at det er et fælles mål. Det er noget, som medlemmerne i det enkelte fitnesscenter er med til at opnå. På denne måde bliver de koblet sammen 2

4 DET AT SKITSERE Sketching er et af de helt centrale værktøjer for en designer. Man skal ikke betragte sketchen som målet i sig selv. Det er selve skitseringsprocessen som er det vigtige. Det er processen, som er redskab til at reflektere og tænke over idéer. [1] Sketching er altså er dialog mellem sketch og designer. En dialog som både Schön [5] og Goldsmith [3] omtaler som backtalk. Backtalk forudsætter, at man som designer har evnen til at læse nye meninger i sketchen, samt at opdage nye og anderledes fortolkninger af den. [5] Modellen (fig. 1) viser, hvordan backtalk er en samtale mellem sketchen og sindet. [1] Designeren ser sketchen som noget bestemt (seeing that), men ved rent faktisk kigge på sin sketch, kan man pludselig se nye ting. Der opstår altså en genfortolkning af ens sketch (seeing as). [3] Det handler altså om reflection on action, hvor man rent faktisk stopper op, og kigger på sin sketch, og undrer sig over, det man ser. Eller reflection in action, hvor det er under selve sketchingprocessen, man oplever noget uventet. [6] Man overraskes altså hele tiden undervejs i sketchingprocessen, da der kan læses mere ud af sketchen, end man lagde i den. [2] Fig. 1: A Sketch og a Dialogue with a Sketch [1, p. 114] Fig. 2: En iterativ proces mellem sketch og sind As you work a problem, you are continually in the process of developing a path into it, forming new appreciations and understandings as you make new moves [5, p. 175] Det hand- 3

5 ler altså om at undersøge og blive forbavset over problemet. Man sætter sig ikke fast på en idé og arbejder målrettet mod denne, idet designprocessen er dynamisk og iterativ. I starten åbner man op for alle idéer (elaboration), hvorefter man indskrænker antallet af idéer (reduction), for at bevæge sig i retning af prototyping i stedet for sketching. [1] Denne elaboration og reduction kan tydeligt ses i designforløbet af Race the World (fig. 4), hvor vi bevægede os fra et overordnet emne (fysisk aktivitet) til en prototype af vores koncept Race the World. Fig. 3: Overlapping Funnels [1, p. 144] Fig. 4: Designtræ som illustration over designprocessen under udarbejdelsen af Race The World (Bilag a) 4

6 TRE SKETCHINGTEKNIKKER I det følgende afsnit vil de introducerede designbegreber sammenholdes med tre forskellige sketchingteknikker; 2Dsketching med papir og blyant, video-sketching samt hardware-sketching med Arduino. Dette vil gøres med udgangspunkt i den designproces, jeg selv har befundet mig i, da konceptet Race the World blev udarbejdet. Jeg vil fokusere på, hvordan de tre sketchingteknikker hver især kan bruges til at udforske rummet af mulige løsninger og ikke-løsninger. Og hvordan sketches kan bruges til at udforske og udtrykke en tilstræbt brugeroplevelse, og hvornår de forskellige teknikker bør anvendes i en given design situation. SKETCHING PÅ PAPIR Det at sketche skal ikke være kompliceret. Det skal være hurtigt og let for designeren at give udtryk for sine tanker. Dette var præcis det, vi i gruppen erfarede ved 2D-sketching. Denne sketchingteknik gav os mulighed for, hurtigt at kreerer en masse skitser. Vi fandt metoden rigtig nyttig, specielt i starten af vores designproces, da vi hurtigt fik udforsket en masse sider af bl.a. tennis og styrketræning. I starten sad vi hver for sig og sketchede (Thinking Skteches [4]), hvor fokus var, at udvikle en masse forskellige idéer og få dem ned på papir. Senere blev vores sketches brugt som Talking Sketches [4], hvor vi både sketchede videre på hinandens sketches og idégenerede ud fra vores allerede eksisterende sketches. Ved at tegne videre på hinandens sketches oplevede vi, at vi ubevidst ændrede på hinandens idéer. Vi så hinandens sketches som noget andet, end der var lagt i dem dette var første gang vi oplevede backtalk. Fig. 5: Tidlig sketch samarbejde og fælles mål 2D-sketching er en rigtig god teknik at bruge i starten af designforløbet, da den er utrolig let at gå til. Materialerne hertil er begrænsede, lettilgængelige og billige. Det er en metode, som ikke kræver de store færdigheder, da det ikke handler om en generere en flot tegning. Det handler om at lave en rå sketch med minimale detaljer. En sketch som fremstår tvetydig, og dermed opfordrer til undersøgelse og fortolkning. Herudover er metoden utrolig god, da det er let at gå tilbage til sketches (Storing Sketches [4]), som er lavet tidligere i designforløbet. Ved at tage de gamle sketches frem igen, kan 5

7 der opstå backtalk, som ikke opstod, da sketchen blev fremstillet, fordi ens sind måske var for lukket på daværende tidspunkt. Dette var noget, vi oplevede i gruppen. Tidligt i processen havde vi kreeret nogle sketches, som havde fokus på, at motionsudøverne skulle arbejde sammen om et fælles mål (se fig. 5 side 5). Dette var vi undervejs gået væk fra, og havde i stedet fokuseret på konkurrence mellem enkeltpersoner (fig. 6). Men da vi fandt vores Storing Sketches frem, kom vi frem til, at et fælles mål var bedre til at fremme sammenholdet. På trods af, at 2D-sketching har mange åbenlyse fordele, oplevede vi også nogle af ulemperne ved denne metode. Det var rigtig svært for os at visualisere selve konteksten pludselig blev nogle vinduer set som træstammer. Og så rykkede hele motionscentret ud i en virtuel skov (se fig. 4, s. 4). I nogle tilfælde kan dette måske være en fordel, idet man får udforsket rigtig mange fortolkningsmuligheder. Men da vi tidligt havde fastlagt os på en ramme (motionscentret), oplevede vi det mere som en blokade i vores idégenerering, som blev meget useriøs. Udover denne meget utraditionelle udvikling, vi stødte på, findes der andre, mere alment kendte ulemper, indenfor 2D-sketching. Bl.a. den udfordring, der ligger i, at skulle sketche dynamik og bevægelse eller den tilstræbte brugeroplevelse og empati for brugeren. Fig. 6: Konkurrence mod hinanden 6

8 SKETCHING MED VIDEO Video presentations are able to invoke concrete images and sensations of the real actions, enviroments, people, sounds, and feelings that are much like the real situation [ ]. [7, p. 117] Når man sketcher, er det vigtigt at have brugeren for øje. Det er vigtigt at have fokus på den sociale og fysiske kontekst, samt at sætte sig i brugerens sted. Til dette er videosketchen et utrolig godt værktøj, da man sætter sig selv i brugerens sted. Det handler altså om dramatisering, hvor man selv spiller brugeren og påtager sig dennes forventninger og dermed skabe empati for brugeren. Da vi sketchede med video, startede vi med at lave en fælles brainstorm. Med udgangspunkt i denne brainstorm, sketchede vi forskellige scenarier i et motionscenter. Nogle af scenarierne omhandlede konkrete oplevelser, vi havde haft. Andre handlede om at rykke grænserne for, hvad der anses for normalt i et motionscenter. Til sidst prøvede vi at sketche nogle mere interaktive forhold i motionscentret, hvor vi fokuserede på, at få træningsudøverne til at foretage sig noget aktivt sammen. Under alle disse videosketches anvendte vi suggestive artifacts [7], hvor vi legede at stolene var forskellige træningsmaskiner. Herudover forestillede vi os forskellige artefakter samt anvendte menneskelige artefakter. (se videosketchen på Her startede vi med at løbe på fiktive løbebånd med en fiktiv skærm foran os. Undervejs i sketchen agerede en af gruppemedlemmerne pludselig en skærm, som løberne skulle interagere med. Problemet med denne akt var, at det var meget uventet med et menneskeligt artefakt. Det var svært at forestille sig et menneske som en skærm, og derfor blev sketchen hurtig useriøs, og vi blev nødt til at stoppe. Overordnet fungerede videosketching ikke særligt godt for os. Vi fik ikke genereret nye idéer, og vi arbejdede ikke videre med de ting, vi oplevede i vores sketches. I stedet for at improvisere, stoppede vi op, når der skete noget uventet, som vi ikke havde forudset. Når vi stoppede op, reflekterede vi ikke over det (reflection on action), men begyndte i stedet for at generere en ny sketch, ud fra en helt anden indgangsvinkel. Vi fandt altså ikke den rette måde at bruge videosketchen som et direkte idégenereringsværktøj. Undervejs i forløbet fandt vi dog en måde at bruge nogle af elementerne fra videosketching. Her overholdte vi ikke reglerne for, hvordan man normalt laver denne type sketch. Vi satte os i brugerens sted, ved at gå ned i motionscentret og afprøve de forskellige maskiner (se fig. 7 side 8). På den måde undersøge vi, hvordan maskinerne opførte sig i en given situation. Det var her, vi fandt frem til, hvilken træningsmaskine vi ville arbejde videre med. Fastlæggelsen skete altså gennem dialog med de forskellige maskiner, hvor vi undersøgte muligheder og begrænsninger. På den måde opnåede vi mange af de samme resultater, som man får ved en normal videosketch, som bliver optaget. Der kan være flere grunde til, at denne metode fungerede bedre for os. En af grundende kan være, at vi havde at gøre med fysiske props i stedet for 7

9 suggestive artifacts. [7] En anden årsag kan være, at vi ikke er vant til at interagere foran et kamera, og dermed kom det hurtigt til at fremstå useriøst (se videosketch på Set i bakspejlet kunne det have været en yderst anvendelig sketchingteknik for os senere i vores designproces, idet den kunne have hjulpet os til at koncentrere fokus på selve brugeroplevelsen. Hvis vi senere i processen havde brugt videosketching igen, havde vi nok fundet frem til flere huller og mangler i vores koncept inden udarbejdelse af prototype. Fig. 7: I dialog med træningsmaskinerne 8

10 SKETCHING MED HARDWARE Det at sketche med Arduino åbner op for nye muligheder, som de andre to sketchingteknikker ikke har muliggjort. Vi oplevede, hvordan man kunne udforske den kropslige og sanselige del af konceptet samt synliggøre den. Og hvordan vi kunne gøre udvalgte dele af en tilstræbt brugeroplevelse tilgængelig for direkte manipulation og kropslig erfaring gennem handling. Man finder dog hurtigt nogle bagsider ved denne sketchingteknik, da den har en meget høj indgangstærskel. Dette var generelt ikke et problem for os, da vi ikke var bekendte med teknikken bag. Vi kendte ikke til kodesproget eller dens forskellige komponenter, som vi havde til rådighed. Så et godt stykke hen af vejen, handlede det om at prøve sig frem. Det handlede for os om, at lære denne nye verden at kende, så derfor kunne vi ikke umiddelbart se, hvordan denne teknik skulle være en form for sketching. Den bar på ingen måde præg lethed og hurtighed, som ellers er nogle af de helt essentielle kendetegn ved en sketch. [1] På trods af den høje indgangstærskel, kom vi relativt hurtigt i gang med at sketche med vores Arduino. Vi fandt hele tiden på nye idéer, som vi ville afprøve små lukkede systemer, som var relativt lette at gå til. Med tiden begyndte vi at udfordre os selv. Vi begyndte at videreudvikle på de systemer, vi allerede havde lavet, afprøvede de forskellige input og output, og satte dem ind i en kontekst (motionscenter). Inden vi havde lagt os fast på romaskinen, forsøgte vi bl.a. at lave et system til håndvægte, hvor vi legede med RGB LED, lyssensor og et accelerometer. Efter vores koncept var fastlagt, og vi havde sketchet det med Arduino, blev vi dog i tvivl i forhold om vores løsning (fig. 8), var den optimale for vores koncept. Det vi havde gjort, var at sketche med LED for at vise, hvor langt brugeren var kommet på strækningen i forhold til OL-roeren. Da vi afprøvede systemet, ved at sidde og vifte med accelerometeret, fandt vi ud af, at det var rigtig svært at få overblik over, hvor langt man rent faktisk var kommet. Vores output var altså ikke tydeligt nok. Fig. 8: Sketching af vores endelige koncept med Arduino 9

11 Så på trods af, at vi rent faktisk havde forestillet os, at vores DIMS-sketch skulle udvikle sig til en prototype, endte det med at forblive en sketch. Vi fakede os igennem hele videoprototypen, da vores Arduino slet ikke indgik. Sammenholdt med de andre sketchingteknikker (2Dsketching og videosketching), skal der investeres flere penge, for at kunne sketche med hardware. Det er mere tidskræve, både fordi der er mange ting, man skal være fortrolig med, inden man kan gå i gang med at sketche, og fordi det er en langsommere proces, idet der skal skrives koder, sættes komponenter og ledninger sammen, etc. Derfor er det en sketchingtenik, der primært egner sig til at undersøge et system, som kan bruges på mange forskellige måder, eller et mere færdigt koncept. Ved at sketche med hardware kan man dog få et helt andet udbytte, end det er muligt med andre sketchingteknikker. Man har mulighed for at have fokus på detaljen, mens man sketcher. Man har mulighed for at dykke ned i små dele af konceptet, og tilpasse hver enkel komponent og dennes reaktion på de andre komponenter. Herudover er det også et utroligt nyttigt værktøj, når man bevæger sig fra en sketch til en prototype, da relativt komplicerede og tekniske løsninger, kan laves for forholdsvis små investeringer. NÅR SKETCHINGTEKNIKKER SUPPLERER HINANDEN I det forgående afsnit har jeg reflekteret over, hvordan vi har anvendt de forskellige sketchingteknikker hver for sig. Men behøver der egentlig at være en hårfin grænse imellem teknikkerne? Kan de ikke supplere hinanden? I min gruppe prøvede vi at rykke grænserne mellem de forskellige teknikker, ved at fokusere på styrker og svagheder ved de enkelte sketchingteknikker. Vi forsøgte at lave et overlap mellem dem, ved at lade sketchingteknikkerne supplere hinanden eller ved direkte at bruge flere teknikker sammen, for at kompensere for den enkelte tekniks svaghed. Første gang, vi brugte flere sketchingteknikker sammen, var, da vi var i gang med at sketche med hardware. Her stod vi med flere problemer, som kun kunne løses, ved at tage vores Arduino med ud i den virkelige verden. Vi flyttede altså grænserne mellem sketching med hardware og sketching med video. Vi inddrog de fysiske og sociale omgivelser, samtidig med at den kropslige og sanselige del af konceptet var til stede. Dette var også en metode som gjorde, at vi kunne sketche videre med Arduinoen. Vi skulle måle, hvor langt man havde roet, men da vi ikke havde nogen sensor, som kunne måle distance, måtte vi tænke kreativt. Vi satte et accelerometer på romaskinen, hvorefter en af gruppemedlemmerne fik til opgave at ro 500 meter. Antallet af gange, som sædet rykkede sig frem og tilbage på denne distance, gjorde 10

12 så, at vi kunne regne ud, hvor langt et tag på romaskinen cirka var (se videoen på I forbindelse med vores videoprototype, gjorde vi også brug af 2D-sketching. Dette gjorde vi ved at udarbejde et storyboard, som skulle hjælpe os med, at få vores budskab i prototypen gjort klart og tydeligt for brugeren (fig. 9). For at teste om vores storyboard virkelig fik gjort vores koncept tydeligt, anvendte vi det som en prescriptive sketch. Dvs. at vi testede vores fastlagte idé på en person, udenfor design-gruppen. [4] Det handlede denne gang ikke om at finde på nye idéer, men blot at teste en allerede eksisterende idé. Fig. 9: Uddrag af storyboard (Bilag b) Grunden til jeg medtager dette som eksempel på, hvordan sketchingteknikkerne supplerede hinanden, er, at jeg ikke direkte vil kalde vores video for en egentlig prototype. Det er mere en sketch, som udforsker og stiller spørgsmål ved vores tvetydige koncept [1]. [Video artefacts] Provokes designers to rethink their takenfor-granted views of problems and solutions [ ] [7, p. 118] Dette var præcis det, vi oplevede med vores videoprototype. Grundet vores letforståelige storyboard, regnede vi 11

13 med, at det ville være let at lave en prototype, som tydeligt forklarede vores koncept. Dette var dog langt fra det, vi oplevede. Videoen understregede, at vores koncept ikke er tydeligt nok. [1] Konceptet skal derfor ses igennem med nye øjne. Storing sketches skal findes frem og analyseres igen, der skal laves nye sketches, hvor vi fokusere mere på de sketchingteknikker, som vi ikke havde forstået og ikke mestrede i starten. Vores designproces er derfor langt fra ved vejs ende. KONKLUSION Sketching er en helt essentiel del af designprocessen. Det er et redskab til at få styr på sine idéer, samt at generere nye og udvikle på gamle. En sketch skal altså være en inspirationskilde både for én selv, men også for andre. Derfor må sketchen ikke være for detaljeret, da dette vil lukke af for muligheden for fortolkning og backtalk. [5] Gennem arbejdet med de tre forskellige sketchingteknikker, er vi blevet bevidste omkring deres styrker og svagheder. For at opnå den bedst mulige forståelse for helheden af sit design og brugeroplevelsen, skal de tre omtalte metoder supplere hinanden. I starten af en designproces, kan det være svært at vurdere, hvornår i forløbet de enkelte sketchingteknikker egner sig bedst. Det handler altså om at blive fortrolig med de forskellige teknikker, at opbygge et appreciate system [6] en ballast, som gør, at man kan træffe nogle gode beslutninger undervejs i processen. 12

14 LITTERATURLISTE 1. Buxton, B. Sketching User Experiences getting the design right and the right design. Morgan Kaufmann, San Fransisco, BILAG a. Designtræ b. Storyboard 2. Goldschmidt, G. The Backtalk of Self-Generated Sketches. Design Issues. Winter 2003, Vol. 19, No. 1, MIT Press Journals, Goldschmidt, G. The Dialectics of Sketching. Creativity Research Journal Vol. 4(2), 1991, Lugt, R. v. How Sketching can Affect the Idea Generation Process in Design Group Meetings. Design Studies, 26 (2), Elsevier Ltd., Schön, D. & Bennett, J. Reflective conversation with materials. in Bringing Design To Software, T. Winograd, Ed. Book Publihed by ACM Press, New York, NY, 1996, Schön, D. Designing as reflective conversation with the materials of a design situation. In Knowledge- Based Systems. Vol. 5, No. 1, 1992, Ylirisku, S. & Buur, J. Designing with video: Focusing the User-centred Design Process. Springer, London, 2007,

15 BILAG A DESIGNTRÆ

16 BILAG B STORYBOARD

17