Abstract: Indholdsfortegnelse

Transkript

1 Abstract: This paper covers some experiences I had during the course in sketching and prototyping. Three techniques were used: 2d sketching, video sketching and hardware sketching. The theme of the design was extending the movie theatre experience. The possible solution we explored, was a robot acting as a social catalyst in the lobby. The subjects covered are a walk-through of the techniques and a comparison of strengths and weaknesses, the concept of dialogue with your sketches and the continuum between sketch and prototype. Indholdsfortegnelse Abstract:...1 Indledning:...2 Videoskitsering:...2 Hardwareskitsering:...2 Papirskitsering:...5 De tre skitsetyper:...7 Dialogen med skitsering:...8 Skitse eller prototype:...9 Perspektivering:...10 Litteraturliste:

2 Indledning: Vi har i dette kursus arbejdet med tre skitseringteknikker: Videoskitsering, hardwareskitsering med arduino og papirskitsering. Dette skete inden for temaet: Udvidelse af biografoplevelsen. Oplevelsen skulle udvides uden at lave interaktiv film, skærmdesign eller bruge mobiltelefoner. Vi blev præsenteret for nogle ting vi skulle tage i betragtning. Hvordan fungerer biografen som socialt rum? Biografen gør mere end bare at vise film. Den er et samlingspunkt hvor mennesker kan have en fælles oplevelse, et sted man går hen med forventninger og selskab. De ting vi ser i biografen giver os viden som vi kan relatere til i fællesskab i form af referencer, erindring og humor. Med dette i tankerne begyndte vi at udforske opgaven yderligere. Videoskitsering: Som den første skitsemetode i brug, var videoskitsering med til at skabe de grundlæggende ideer og rammer for resten af forløbet. Når jeg nu ser tilbage står det klart, at vi kunne have udnyttet dette mere ved at være mere frie og spontane med vores enactments (Arvola & Artman, 2006) og lade dem guide os mod de første ideer. Det vi gjorde var, at alle fandt på nogle ideer inden vi mødtes, som vi så arbejdede videre med på video. Der var en afslappet tilgang, alle var trygge og klar til at lege med ideerne. Inden vi tændte for kameraet improviserede vi ud fra ideerne og rettede opførslen af situationen til, så den bedre repræsenterede hvad der blev idealet i ideen. Når der var enighed om hvad der skulle opføres blev det optaget. Vi skulle naturligvis også have optaget optakten til den endelige perfomance, da det var her de fleste ideer lå, som ved senere gennemgang kunne have givet nye tanker, uden at vi skulle lede efter noget vi allerede havde berørt tidligere. Den indsigt det gav at arbejde med videoerne, lå hovedsageligt i forhold til de fysiske omgivelser og sociale forhold omkring introduktion af noget nyt ind i et kendt rum. Beskrivelsen af videoskitsering som en slags etnografi af fremtiden (Ylirisku & Buur 2007, s 164 ) er meget dækkende. Gestikuleren og enactment blev brugt i hele forløbet, som værktøj til at udtrykke ideer og det faldt meget naturligt. Forskellen på enactment med og uden kamera var videooptagelsen gav forøget fokus og flere trådte ind i det forstilte rum i samme kontekst og resultatet kunne ses igen senere. Uden for videoskitsering var formålet at formidle ideer eller detaljer til gruppemedlemmer, i videoskitsering at udforske ideer og spille en rolle i forhold til situationen i fællesskab. Det vores videoskitserings forløb mundede ud i, var en vision om en robot, der virker som en social katalysator i lobbyen, som kan sætte gang i samtalen før eller efter en film, baseret på blandt andet filmreferencer. Hardwareskitsering: Takket være vores manglende erfaring med elektronik og programmering gik vi en stor udfordring i møde, da det kom til hardwareskitser. Vores vision med en robot i stedet for noget simplere som udgangspunkt, gjorde ikke de tekniske problemer mindre. Vores manglende værdsættelse af opgavens omfang gjorde os omvendt åbne for at arbejde med denne. Der var ingen planer skabt med den hensigt at det skulle være let at lave. -2-

3 Jeg lagde ud med at fokusere på en enkelt sensor for at opbygge erfaring. Efter nogle forsøg lykkedes det at lave meningsfuld sammenhæng mellem hvad folk som brugere gjorde i forhold til en diodes reaktion, takket være sensorens data indsamling og behandling af denne i koden. Ved at lave små ændringer i opsætning og kode gav det forskellige indtryk. På trods af opsætningen ikke havde noget egentligt formål i sig selv, var der alligevel en fornemmelse af hvornår det fungerede godt. En god indstilling gjorde at man kunne få dioden til at gå fra intet lys til fuld styrke inden for en figur 1: Robot? enkelt armbevægelse. Jeg tog arduinoen med mig hjem og arbejdede med den der. Det jeg tog med tilbage til gruppen, blev tolket meget forskelligt. I den designverden jeg byggede op under mit arbejde med dimsen, begyndte robottens bevægelser at tage form, på trods af tekniske problemer forhindrede os i at få den til at bevæge sig i virkeligheden, på dette tidspunkt. Jeg lod dioder repræsentere bevægelser, men det blev af andre tolket som effekter til øjne på robotten. Det viser at der er plads til genfortolkning af hardwareskitser og der kan læses nye ting ud af dem. Den måde vi bruger materialerne på afhænger af hvordan vi ser dem og hvad de repræsenterer for os. (Schön, 1992) figur 2: Dioderne repræsenterede bevægelser -3-

4 Vi overvejede at bruge wizard of oz teknikken (Buxton, 2007) frem for at lave en rigtig robot, men vi ville se hvad robotten kunne give os. Forventningen var, at der var noget ekstra at hente hvis robotten bevægede sig på egen hånd, men vi ville ikke vide hvad det var, før vi havde lavet en der virkede. Wizard of oz kunne give andre oplevelsen af en robot, men ikke os selv. Afhængig af hvad der kræves teknisk, før man kan nå den tiltænkte oplevelse med en dims, er tiden brugt på at komme dertil forskellig. Endeligt dagen før den sidste lektion lykkedes det! Det var en stor succes selvom det var meget sparsomt hvad robotten formåede på dette tidspunkt. Reaktionerne da den blev sat fri var i høj grad forskellige fra før. Nogle beskrev robottens opførsel som genert, noget der ikke var faldet mig ind, men det virkede som en god beskrivelse af hvordan den bevægede sig. Vi havde nu noget af den oplevelse vi søgte at finde. Man forholdt sig overfor robotten som var den et dyr og ikke længere en bunke plastik og ledninger. Med senere udgaver af kode kom der uforudsete ting frem der i den grad overaskede mig. Et eksempel på dette var da robotten pludseligt lavede et højresving i fuld fart hvorved den undgik at påkøre en person. Imens andre var imponerede var jeg lamslået. Jeg havde selv skrevet koden til robotten og vidste, at det den havde gjort ikke kunne være muligt! Den kunne på det tidspunkt ikke dreje uden først at lave en standsning, eller det troede jeg i hvert fald. Det stod klart at dette var noget den burde kunne og efter en granskning af koden så jeg sammenhængen og det blev grundlaget for næste udgave. Dette er et eksempel på backtalk (Goldschmidt, 2003) der førte til refleksion on action, (Schön & Bennett,1996) Jeg måtte standse op og se på det jeg havde gjort tidligere og fik ny indsigt. Med en fungerende robot gik skitsecyklusen fra at være meget lang med få resultater til at være kort og med backtalk i hvert trin. Små ændringer fik store konsekvenser. For hardwareskitsering er der en hård indlæringsperiode, men alt tyder på at der på den anden side ligger store muligheder. Fordelen ved hardwareskitsering i forhold til de andre typer er uden tvivl, at man kan prøve oplevelsen kropsligt og oven i købet får midlerne til at påvirke denne, så man kan udforske mulighederne for at designe den kropslige oplevelse. I hardware er det muligt at zoome helt ned i de fysiske taktile input og output detaljer som eksempel hvor kraftig en vibration på et givent tidspunkt skal være. Det er noget papir og videoskitser ikke egner sig til, selvom det er muligt at repræsentere noget der vibrerer, kan man ikke føle det. figur 3: Den fungerende robot -4-

5 Papirskitsering: Vi brugte papirskitser fra første dag i forløbet. I udgangspunktet var det for at finde nogle ideer at arbejde videre med. Vi mødtes, viste vores skitser til hinanden og arbejdede videre ud fra det vi så hos hinanden. En af styrkerne i papirskitsering ligger i det at man hurtigt kan begynde at få ideer ud af sine skitser, men til at starte med kom det nye i form af genfortolkning af andres skitser. Det en person havde skitseret med mening for øje, gav en anden mening for andre og dette ledte til nye ideer. Det der skete var at thinking skitser (Lugt, 2005) lavet med en individuel fortolkningscyklus blev til talking skitser (Lugt, 2005). I det man prøvede at formidle sin ide blev skitserne genfortolket med nye resultater. Jeg forsøgte at beskrive forløb over tid, i form af små tegneserier med en robot og mennesker. Dette fungerede, men manglede sammenlignet med videoskitsering at blive påvirket af de fysiske og sociale forhold. figur 4: Skitse af forløb Efter robotten var blevet selvkørende, tog mine skitser en drejning. Jeg forsøgte i højere grad at opnå backtalk og fluency (Goldschmidt, 2003). At kunne skitsere uden at tænke på hvordan man gør det er målet, men der er langt endnu. Når man pludselig standser fordi den pegende hånd man tegnede ligner en kartoffel forstyrrer det processen, overraskelser leder ikke altid til noget brugbart. Man behøver ikke at tegne hele figuren for at kunne få noget ud af skitsen og der er mange trick til at indikere bevægelse og former. Jeg føler at jeg har bevæget mig i den rigtige retning, men at der er lang vej endnu. Det var hurtigt at begynde at papirskitse, men at mestre det i den grad Goldschmidt beskriver tager meget længere tid end dette kursus. -5-

6 figur 5: Flertydige skitser senere i forløbet De skitser jeg har kan alle kastes bort uden at det vil være det store tab. Skitser skal være som affald, mange og til at smide ud (Buxton, 2007). I forhold til dette ville det i langt højere grad kunne mærkes at miste dimsen da den har taget længere tid at skitse. -6-

7 De tre skitsetyper: Papir og video er let at gå til hvis man har materialerne ved hånden. Papirskitser er de mest fleksible og tillader at zoome helt tæt på enkelte detaljer eller ud på helheden. Papirskitsers svaghed i forhold til den sociale kontekst står klar sammenlignet med videoskitser hvor dette er en styrke. Hverken papir eller video formår at give den kropslige erfaring en hardware skitse kan. Oplevelsen af at være i selskab med en robot opnås bedst, ved at have en sådan til rådighed. Hardware skitser kan tage lang tid afhængigt af hvad man forsøger at lave og har en længere indlæringstid før man begynder at få noget ud af dem. Afhængig af hardwareskitsens kompleksitet kan det være hårdt at starte forfra i modsætning til papir hvor det ikke er noget problem. Med videoskitsering var der fokus på konteksten omkring ideerne men ingen zoom på interaktionens detaljer som man kan med en papirskitse. Ikke elektroniske rekvisitter, giver ikke ligeså dyb kropslig erfaring, med den tiltænkte dims liv og opførsel, som hardwareskitser kan. Når man starter med at udforske en ny design situation, vil jeg mene at videoskitsering er et godt sted at begynde. Det kan afsløre behov eller nødvendige hensyn i forhold til den sociale kontekst eller de fysiske omgivelser. Det må kunne spare en for senere problemer, hvis man kender til den situation et design skal passe ind i. En løsning lavet til en situation man ikke forstår, må med høj sandsynlighed ikke passe ind i situationen. Hardwareskitsering med en dims er vigtigt i interaktionsdesign der ikke fokuserer på skærme, da man er afhængig af andre måder at give brugeren indtryk. Brugeren må på en måde føle hvad der foregår og hardwareskitsering giver os mulighed for at udforske dette område, med forskellige konfigurationer af komponenter og kode. At lave interaktionsdesign, uden at teste og forstå den kropslige erfaring med dimser, virker nu uhensigtsmæssigt. Den kropslige erfaring skal gerne i sidste ende falde i baggrunden for brugeren og ikke længere være bevidst, men for at opnå dette må den først være i fokus og mulig at manipulere for designeren, derfor hardware skitsering. Papirskitser er så billige at lave, både i materialer og tid, at man her har mulighed for at udforske løsningsområdet og sin fantasi. Papirskitser kan hjælpe formidlingen og forståelsen i gruppen og de kan let skifte rolle fra personligt tænke redskab til fælles ekstern hukommelse (Lugt, 2005) eller som inspiration ved et senere projekt. De mange måder man kan bruge skitser gør det til et redskab der kan bruges gennem hele designprocessen. Hver af de tre typer skitser bringer noget nyt til processen og giver ny viden om designområdet. Som ved en form for triangulering, kan man søge efter problemer og løsninger fra flere sider og bedre forstå hvor de ligger. -7-

8 Dialogen med skitsering: Når man skitserer er det med det formål for øje at opnå ny viden. Man skaber skitsen ud fra den viden man har, under og efter skitseringen kan man reflektere over skitsen og få ny indsigt og ideer. Det er en dialog mellem skitsen og designerens sind der kan gentages i en cyklus. figur 6: Buxtons Dialogue with a sketch Det der gør at man kan få ny viden ved at skabe noget ud fra det man kender er backtalk (Goldschmidt, 2003). Det vil sige at man kan se nye ting ud fra fortolkninger af flertydige repræsentationer eller blive overrasket af en ny sammenhæng man ikke så uden skitsen. Refleksionen kan deles op i to: Reflection in action er f.eks. når man under en skitsering ændrer opfattelse af hvad det er man skitserer og skitsen tager en ny form undervejs. Reflection on action kan være resultatet af en overraskelse eller de tanker man gør efter en skitse. Man stopper op og ser på det man har lavet. (Schön & Bennet, 1996) En anden vinkel på dialog cyklusen er Seeing Move Seeing (Schön, 1992). Denne tager designerens tacit knowledge som grundlag for at læse og skrive repræsentationer. Designeren bruger den viden til at se repræsentationer som noget, bedømme dettes kvaliteter og se at der kan foretages en bevægelse, i form af en ny repræsentation. Den nye repræsentation bliver så set på igen og kvaliteterne ved bevægelsen bedømt. Kriterierne for hvad noget bliver set som er forskellige afhængigt af hvad ens tidligere erfaringer er og når det ses, at noget har en sammenhæng vil den derfor også være forskellig. Erfaring gør altså at man kan se mere ud af en skitse og derfor lave flere forskellige moves med fokus på de kvaliteter man søger. At bruge sine skitser som samtalepartnere kan frembringe ny viden og flytte designet, men det kræver erfaring med skitsering at finde den nye viden og skitse på en måde der tillader backtalk. -8-

9 Skitse eller prototype: Hvad er en skitse og hvad er en prototype? Buxton viser i sit skitse til prototype kontinuum de karakteristiske kvaliteter de to har. figur 7: Buxtons Sketch to Prototype Continuum At dele ting hårdt op i enten skitser eller prototype giver ikke mening. De to ting flyder ud i hinanden. Man kan sige, at hvis det er prototype kvaliteterne der stræbes efter med det samme, har man lukket for hurtigt ned for alternative måder at gøre tingene på og man låser sig fast. Efterhånden som man bevæger sig gennem designprocessen bør man starte i skitse enden og efterhånden bevæge sig mod prototype enden. Det umiddelbart sværeste at placere i kontinuummet er hardware skitsering. Af de ting der er i Buxtons liste finder jeg at de fleste har været i spil i forløbet med hardwareskitsen. Dimser kan flytte sig, alt efter hvilken rolle de spiller, men aldrig hele vejen til prototype enden. Der er steder at stikke flere komponenter i dimsen eller omkonfigurerer den fysisk, det er også muligt at ændre på opførslen af dimsen gennem programmering, alt sammen noget der ville være mere begrænset eller umuligt på et endeligt fysisk bud på et produkt til produktion. På trods af robottens kompleksitet og tid brugt på at skabe den, er den stadig en skitse. Det at få den til at køre tog meget lang tid, men nu er den hurtig at lave ændringer på og er åben for et bredt felt af mulige videre skitser. Det er ikke et forslag til den endelige løsning. Hardwareskitser giver nogle af kvaliteterne i prototype enden, men kan beholde de fleste styrkerne ved skitse enden. Generelt vil jeg sige at placeringen af en skitse i kontinuummet kommer an på hvilken rolle den spiller i processen. -9-

10 Perspektivering: Det virker ikke som om der er en klar opskrift man kan følge når man påbegynder en ny designprocess. En del af det man skal kunne er, at identificere hvad problemet egentlig er før man begynder at lede efter løsninger. For at kunne gøre det må man kende sine skitserings teknikker så man kan vælge dem der er passende i situationen. Forskellige teknikker giver forskellig indsigt. Jo bedre man forstår designrummet, jo bedre vilkår har man for at vælge det rette design. Sammenlignet med trial and error, hvor man får erfaring gennem fejl der kan være dyre i tid og resurser, tillader skitsering at man kan forsøge sig frem relativt hurtigt og undgå dyre fejltagelser ved, at opbygge forståelse for de elementer der findes i designet. Når man tester og opbygger erfaring med mindre dele af designet i løbet af processen, har man bedre muligheder for at få lavet designet rigtigt. Det der er at vinde i skitsering er ultimativt bedre løsninger, og det er derfor en grundlæggende og nødvendig aktivitet i en god designproces. Litteraturliste: Mattias Arvola & Henrik Artman: Enactments in Interaction Design: How Designers Make Sketches Behave. Artifacs, Bill Buxton: Sketching User Experiences getting the design right and the right design. Book published by Morgan Kaufmann 2007 Salu Ylirisku & Jacob Buur: Designing with video, Focusing the User-Centred Design Process. Book published by Springer Verlag London 2007 Pages Remko van der Lugt: How sketching can affect the idea generation process in design group meetings, Design Studies; Volume 26, Issue 2, March Pages Gabriela Goldschmidt: The Backtalk of Self-Generated Sketches, Design Issues, Winter 2003, Vol. 19, No. 1, MIT Press Journals. Pages Donald Schön & J. Bennett: Reflective conversation with materials. In Bringing Design To Software, T. Winograd, Ed. Book Publihed by ACM Press, New York, NY, Pages Donald Schön: Designing as reflective conversation with the matrials of a design situation. In Knowledge-Based Systems. Vol 5, No. 1. Pages