HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 21. januar 2015

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 21. januar 2015 Sag 180/2013 (2. afdeling) Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A (advokat Jesper Schäfer Munk) mod Dansk Arbejdsgiverforening som mandatar for Carsten Skov (advokat Tine Benedikte Skyum) Biintervenient til støtte for Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A: Forbundet af Offentligt Ansatte (advokat Peter Breum) Biintervenient til støtte for Dansk Arbejdsgiverforening som mandatar for Carsten Skov: KL (advokat Jørgen Vinding) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 5. afdeling den 29. maj I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen, Hanne Schmidt og Jan Schans Christensen. Påstande Parterne har gentaget deres påstande. Anbringender Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A har anført bl.a., at det er godtgjort, at A mundtligt via drøftelser med Carsten Skov, og i alle tilfælde skriftligt, havde fremsat ønske om forlæn-

2 - 2 - gelse af uddannelsesaftalen over for Carsten Skov. En arbejdsgiver er forpligtet til at forlænge en uddannelsesaftale i tilfælde af graviditet og barsel. Denne forpligtelse følger dels af ligebehandlingsloven og dens EU-retlige grundlag, dels af hensigten og formålet med erhvervsuddannelsesloven. Udtrykket kan i erhvervsuddannelseslovens 58, stk. 1, skal i lyset af bestemmelsens historiske baggrund, tilblivelse og EU-retlige kontekst, fortolkes som skal, når fraværet skyldes graviditet/barsel. Det er en omgåelse af erhvervsuddannelsesloven og i strid med ligebehandlingslovgivningen, når en arbejdsgiver bevidst lader en uddannelsesaftale udløbe efter at have modtaget tillæg om forlængelse af uddannelsesforholdet til underskrift. En erhvervsuddannelsesaftale er uopsigelig, og Carsten Skovs manglende forlængelse af aftalen var derfor i strid med erhvervsuddannelseslovens 60. Den manglende forlængelse indebar endvidere en direkte eller indirekte forskelsbehandling og må de facto sidestilles med en afskedigelse. Den manglende forlængelse var derfor også i strid med ligebehandlingslovens 4 og 9. Der påhviler Carsten Skov en omvendt bevisbyrde, jf. ligebehandlingslovens 16, stk. 4, og denne bevisbyrde er ikke løftet. Det vil være i strid med EU-retten og det grundlæggende princip om adgang til domstolsprøvelse, såfremt den manglende forelæggelse af sagen for det faglige udvalg afskærer A fra at håndhæve sine rettigheder. A er herefter berettiget til godtgørelse efter både ligebehandlingsloven og erhvervsuddannelsesloven, jf. herved at Højesteret ved dom af 6. marts 2014 (UfR ) har fastslået, at der i visse situationer kan gives dobbeltgodtgørelse. Dansk Arbejdsgiverforening som mandatar for Carsten Skov har anført bl.a., at det ikke er godtgjort, at A fremsatte et ønske om forlængelse af uddannelsesaftalen over for Carsten Skov. A bibragte tværtimod Carsten Skov den opfattelse, at hun ikke ønskede at vende tilbage til virksomheden hverken før påbegyndelsen eller efter udløbet af hendes barselsorlov. Det fremgår af den lægelige dokumentation i sagen, at As graviditet ikke havde et sygeligt forløb, hvorfor hun kunne have genoptaget arbejdet hos Carsten Skov i løbet af foråret 2010, hvis hun havde været interesseret i at fortsætte og færdiggøre sin uddannelse i Carsten Skovs virksomhed. Brevet fra Roskilde Tekniske Skole kan ikke betragtes som en anmodning om forlængelse af uddannelsesaftalen på As vegne. En uddannelsesaftale efter erhvervsuddannelsesloven er en tidsbegrænset ansættelsesaftale. Manglende forlængelse af en tidsbegrænset uddannelsesaftale kan ikke sidestilles med en af-

3 - 3 - skedigelse eller ophævelse hverken efter ligebehandlingsloven eller erhvervsuddannelsesloven. Der bestod ikke nogen forpligtelse for Carsten Skov til at forlænge uddannelsesaftalen, hverken af egen drift eller efter anmodning fra A. Erhvervsuddannelseslovens 58, stk. 1, må fortolkes i overensstemmelse med ordlyden, og det vil være retssikkerhedsmæssigt særdeles betænkeligt at anlægge en fortolkning af bestemmelsen, hvorefter kan skal forstås som skal. Ved ikke at indbringe sagen for det faglige udvalg har A fortabt sin ret til forlængelse og dermed til en eventuel godtgørelse. Det er ikke i strid med ligebehandlingsloven eller EU-retlige regler og principper at fastholde kravet om forelæggelse af sagen for det faglige udvalg. Der er intet i sagen, der tyder på, at den manglende forlængelse fra Carsten Skovs side havde nogen som helst sammenhæng med As graviditet og barsel, og der foreligger derfor ikke en overtrædelse af ligebehandlingsloven. Til støtte for sin subsidiære påstand har Dansk Arbejdsgiverforening som mandatar for Carsten Skov anført bl.a., at A ikke har krav på godtgørelse efter erhvervsuddannelsesloven, allerede fordi der ikke er sket en uberettiget ophævelse. Der bør ikke udmåles erstatning efter både erhvervsuddannelsesloven og ligebehandlingsloven, idet der i så fald vil blive tale om dobbelt kompensation. Ved udmåling af en eventuel godtgørelse skal det inddrages, at A kunne have færdiggjort uddannelsen uden forlængelse, og at Carsten Skov i forbindelse med parternes forhandlinger i sagen tilbød A at færdiggøre uddannelsen i hans virksomhed. Biintervenient til støtte for Fagligt Fælles Forbund som mandatar for A, Forbundet af Offentligt Ansatte, har anført bl.a., at retten til at få en uddannelsesaftale forlænget i anledning af barsel skal ses i overensstemmelse med erhvervsuddannelseslovens formål. Lovens hovedsigte er det uddannelsesmæssige og ikke det ansættelsesretlige, og lovens bestemmelser skal forstås og fortolkes i overensstemmelse med dette mål. Det faglige udvalg har ifølge Undervisningsministeriet en forpligtelse til at forlænge en uddannelsesaftale, og arbejdsgiveren må derfor have en tilsvarende pligt. Roskilde Tekniske Skole sendte arbejdsgiveren et tillæg til en uddannelsesaftale, og det fremgår af brevet, at årsagen til forlængelsen var As barsel. På dette tidspunkt kunne arbejdsgiveren ikke være i tvivl om As ønske. Arbejdsgiveren tog ikke skridt til at få afklaret, om det var As ønske at få elevaftalen forlænget, og dette kan kun anses at være begrundet i, at arbejdsgiveren ikke ønskede en sådan forlængelse på grund af barslen. Der kan ikke stilles store krav til elevers tilkendegivelse af, at de ønsker en forlængelse af elevforholdet, og derfor er brevet tilstrækkeligt til at fastslå, at eleven har fremsat ønsket om forlængelse. Når der er en pligt til forlængelse af en elevaftale, vil en tilkendegivelse af, at

4 - 4 - arbejdsgiveren ikke vil fortsætte arbejdsforholdet, være en ophævelse af elevforholdet, således at godtgørelsen i henhold til ligebehandlingsloven skal fastsættes ud fra praksis vedrørende opsigelse af ansættelsesforhold. Biintervenient til støtte for Dansk Arbejdsgiverforening som mandatar for Carsten Skov, KL, har tilsluttet sig de anbringender, der er fremsat af Dansk Arbejdsgiverforening som mandatar for Carsten Skov, og har supplerende anført bl.a., at der i det højeste kan bestå en pligt for arbejdsgiveren til at medvirke til færdiggørelsen af elevens uddannelse fra det tidspunkt, hvor eleven efter endt barsel er klar til at genoptage uddannelsen. Derimod består der ikke en pligt til at forlænge uddannelsesaftalen, mens eleven måtte afvikle barselsorlov. Erhvervsuddannelseslovens 58 er en videreførelse af de tidligere regler i lærlingeloven, og sammenhængen hermed viser, at lovgiver ikke har tilsigtet, at elever skulle have løn under barselsorloven, efter elevaftalen er udløbet, eller at elevens ansættelsesforhold skulle opretholdes under orloven. Derimod har lovgiver alene sikret eleven ret til dagpenge under barselsorloven og mulighed for at genoptage elevforholdet efter barselsorloven i den periode, uddannelsen skal forlænges, for at eleven kan færdiggøre uddannelsen. Løn under barsel er ikke en lovbaseret ret, men en ret, der kan følge af kollektiv overenskomst eller en individuel kontrakt. Der er heller ikke efter EU-retten krav på løn under barsel. Tilsvarende er der ikke krav på, at et tidsbegrænset ansættelsesforhold efter det aftalte udløb til stadighed opretholdes under en barselsorlov. Retsstillingen efter erhvervsuddannelseslovens 58 og den dertil knyttede praksis er ikke i strid med ligebehandlingsloven, idet kvindelige elever ikke behandles anderledes end mandlige elever, der er fraværende på grund af barsel. Såfremt den eksisterende praksis måtte udgøre indirekte forskelsbehandling af kvindelige elever, er der i givet fald tale om en lovlig forskelsbehandling. Supplerende sagsfremstilling Der er for Højesteret fremlagt bl.a. en række opkaldsoversigter til belysning af den telefoniske kontakt mellem parterne i foråret Det fremgår af mailkorrespondance af 10. januar 2011 og referat af et forligsmøde mellem parterne den 22. marts 2011, at Carsten Skov flere gange har tilbudt A at færdiggøre sin uddannelse i hans virksomhed, og at A ikke har taget imod dette tilbud.

5 - 5 - Forklaringer Til brug for Højesteret er der afgivet supplerende forklaringer af A, Carsten Skov, Andreas Daneholm og Karin Skov samt forklaring af Mitzi Heskjær. A har forklaret bl.a., at hun allerede i januar 2010 fortalte skolen, at hun var gravid. Spørgsmålet var, om hun kunne gå op til den praktiske del af svendeprøven, eller om hun skulle have uddannelsesaftalen forlænget. De kunne hurtigt konstatere, at hun ikke ville kunne klare den praktiske del af svendeprøven, da den er fysisk ret hård. Der skulle derfor satses på, at uddannelsesaftalen blev forlænget. Den 13. april 2010 var hun til et informationsmøde på skolen for at få svar på, om hun kunne gå op til den skriftlige del af svendeprøven. Dette møde blev holdt en aften, hvor studievejledernes kontor var lukket, så derfor talte hun ikke med studievejleder Andreas Daneholm den aften. Den 5. maj 2010 aflagde hun den skriftlige del af svendeprøven. Efter prøven henvendte hun sig til Andreas Daneholm og talte med ham om forlængelse af uddannelsesaftalen. Andreas Daneholm spurgte, om hun havde talt med sin arbejdsgiver om forlængelse. Hun svarede, at det havde hun gjort, da hun havde talt med arbejdsgiveren om det flere gange. Hun har senest den 10. maj 2010 talt med Karin Skov om det. Hun er sikker på denne dato. Andreas Daneholm sagde, at det var vigtigt at få forlængelsen på plads. A og Andreas Daneholm indgik en klar aftale om, at Andreas Daneholm skulle videresende forlængelsen til arbejdsgiveren. Hun er sikker på, at han gjorde det, for hun fik en kopi af skolens brev til arbejdsgiveren. Hun spurgte ikke igen arbejdsgiveren om forlængelsen, da de allerede havde talt om det mange gange. Carsten Skov har forklaret bl.a., at A i januar 2010 fortalte ham, at hun var gravid, og hun var ulykkelig over, at hun ikke kunne gå op til svendeprøven. Han ringede derfor til skolen og talte med en studievejleder, der sagde, at der ikke var noget forbud fra skolens side mod, at A gik op til svendeprøven, selv om hun var gravid. Det ville skolen ikke blande sig i. Det var op til A selv. Han hørte senere i Østre Landsret, at der er divergerende meninger blandt skolens lærere om, hvorvidt en kvindelig elev bør gå op til svendeprøven, mens hun er gravid. Han har ikke talt med A om forlængelse af hendes uddannelsesaftale. Han har ikke modtaget andre breve fra As skole end brevet af 27. maj Skolen har på intet tidspunkt ringet til ham. Andreas Daneholm har forklaret bl.a., at han husker A. Han husker ikke, om han har foranlediget fremsendelse af brevet af 27. maj Han talte med A om besværlighederne i forbindelse med afslutningen af hendes uddannelse. Problemet var, at hun ikke kunne få forlænget

6 - 6 - sin uddannelsesaftale hos sin mester. Han kan ikke i dag huske, om han var på skolen den 5. maj 2010, men han vil ikke afvise, at han har talt med A den dag. Der fandtes ikke dengang nogen klar procedure for forlængelse af uddannelsesaftaler. Skolen fremsender tillæg til uddannelsesaftale på baggrund af en henvendelse fra en elev eller fra en mester. Han ville aldrig sende et sådant tillæg uden en henvendelse fra en elev eller fra en mester. Han repræsenterer oftest eleven i en sådan sammenhæng. Han ved ikke, om skolen har en rykkerprocedure. Han husker ikke, om han har rådet A til ikke at gå op til svendeprøven. Det er muligvis As daværende klasselærer, Ann Tendal, der har rådet hende til ikke at gå op. De fraråder normalt gravide kvinder at gå op til den praktiske del af svendeprøven, fordi der skal foretages tunge løft under prøven. Han vidste allerede forud for den 5. maj 2010, at der var problemer med forlængelsen af As uddannelseskontrakt. Dette havde han så vidt han husker fået at vide af Ann Tendal. Han husker ikke, om han sagde det videre til A. Karin Skov har forklaret bl.a., at hun aldrig har talt med A om forlængelse af hendes uddannelsesaftale. Brevet af 27. maj 2010 er den eneste henvendelse, som hun har set fra As skole. Hun har heller ikke fået nogen telefoniske henvendelser fra skolen. Den 19. april 2010 talte hun med A om dagpengerefusion. Det var sidste gang, at hun talte med A. Det er hun helt sikker på. Den 12. maj 2010 ringede hun til A for at sige, at der var kommet styr på dagpengerefusionen, men A tog ikke telefonen, og hun lagde en besked på As telefonsvarer. Mitzi Heskjær har forklaret bl.a., at hun i ca. 12 år har arbejdet som uddannelsessekretær på Roskilde Tekniske Skole i Vilvorde. Hun varetager administrative funktioner. Hun husker ikke A eller As sag. Hun har underskrevet det brev, som skolen sendte den 27. maj Brevet er et standardbrev. Et sådant brev benyttes, når der skal udarbejdes tillæg til en uddannelsesaftale for eksempel fordi, aftalen skal forlænges eller afkortes, eller specialet skal skiftes eller lignende. Hun ville aldrig sende et sådant brev af egen drift. Hun sender kun et sådant brev efter opfordring fra en uddannelses- eller erhvervsvejleder eller fra en elev eller fra en mester. Der var dengang ingen fast procedure for opfølgning på en sådan sag. I dag er der indført en rykkerprocedure, og sagerne gemmes i fem år. Retsgrundlaget Erhvervsuddannelsesloven I erhvervsuddannelseslovens 1, stk. 1 og 2 (dagældende lovbekendtgørelse nr. 510 af 19. maj 2010), anføres om formålet med erhvervsuddannelsesloven bl.a.:

7 Undervisningsministeren tilrettelægger et samordnet system af erhvervsuddannelser med henblik på den private og den offentlige sektors forskellige beskæftigelsesområder. Stk. 2. Dette uddannelsessystem skal tilrettelægges således, at det i videst muligt omfang er egnet til at 1) motivere unge til uddannelse og sikre, at alle unge, der ønsker en erhvervsuddannelse, får reelle muligheder herfor og for at vælge inden for en større flerhed af uddannelser, 2) give unge en uddannelse, der giver grundlag for deres fremtidige arbejdsliv, herunder etablering af selvstændig virksomhed, 3) I lovens 58, stk. 1, nr. 3, og stk. 3, og 60, stk. 1, anføres om forlængelse og opsigelse af uddannelsesaftaler: 58. Eleven og virksomheden kan indgå aftale om forlængelse af uddannelsestiden med et bestemt tidsrum, hvis en elev 3) har orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption efter lovgivningen herom Stk. 3. Er der ikke enighed mellem eleven og virksomheden om forlængelse i anledning af fraværsperioder som nævnt i stk. 1, kan det faglige udvalg efter anmodning fra en af parterne forlænge uddannelsestiden med et af udvalget fastsat tidsrum. 60. En uddannelsesaftale kan ikke opsiges af aftalens parter. Stk. 2. Af forarbejderne til erhvervsuddannelseslovens 58 og 60 (henholdsvis 57 og 59 i det oprindelige lovforslag) fremgår bl.a. (Folketingstidende , tillæg A, lovforslag nr. L 38, sp ): Til 57 Til stk. 1 og 2

8 - 8 - Efter bestemmelsens stk. 1 kan parterne under nærmere angivne betingelser med bindende virkning aftale at forlænge uddannelsestiden, når eleven har været fraværende fra virksomheden på grund af sygdom af længere varighed, graviditet m.v. eller deltagelse i supplerende skoleundervisning. I forhold til de gældende regler indeholder den foreslåede bestemmelse den nydannelse, at parterne kan aftale en forlængelse, uden at aftalen skal godkendes. Til stk. 3 I stk. 3 er der, for det tilfælde, at parterne ikke er enige om forlængelsen, medtaget en bestemmelse om, at det faglige udvalg kan fastsætte en forlængelse efter ansøgning fra en af parterne, når eleven har været fraværende fra virksomheden af en af de nævnte grunde. Bestemmelserne i 57 er en forenkling af de nugældende bestemmelser for lærlinge og efg-elever. Til 59 Arbejdsaftaler kan i almindelighed bringes til ophør ved en af parternes erklæring, eventuelt efter en særlig opsigelsesprocedure m.v., uden at der foreligger misligholdelse hos den anden part, og uden at en forudsætning for aftalen har vist sig urigtig eller er bristet. I mange ansættelsesforhold er adgangen til opsigelse og eventuelt spørgsmålet om fratrædelsesgodtgørelse ordnet ved lov eller kollektiv overenskomst. Under hensyn til, at uddannelsesaftaler har et videregående formål i forhold til arbejdsaftaler i almindelighed, er denne regulering af opsigelsesadgangen ikke tilstrækkeligt betryggende for uddannelsesaftalens parter. Som en videreførelse af principperne i lærlingeloven og reglerne i efg-retsbekendtgørelsen foreslås derfor i stk. 1 en bestemmelse om, at en uddannelsesaftale ikke kan ophøre ved en af parternes erklæring, men kun hvis parterne er enige om det. Uopsigeligheden modificeres dog i stk. 2 (3 måneders prøvetid). Lovforslaget byggede på betænkning nr. 1112/1987 om grundlæggende erhvervsuddannelser. I betænkningen s. 299 anfører udvalget om sit forslag til den senere vedtagne 58 ( 38 i udvalgets lovforslag) bl.a.: Til 38 Bestemmelserne i 38 er en forenkling af lærlingelovens 9, stk. 4, 10 og til dels 3, stk. 3, samt af efg-retsbekendtgørelsens 13, stk. 1, og til dels stk. 2. Efter disse bestemmelser kan lærekontrakter og uddannelsesaftaler i de nævnte tilfælde forlænges af

9 - 9 - Lærlingerådet eller af det faglige udvalg, hvis afgørelse i lærlingesager kan påklages til Lærlingerådet; i efg-sager har det faglige udvalg den endelige afgørelse. Efter Lærlingerådets og de faglige udvalgs praksis tillades normalt uden videre en forlængelse, der svarer til fraværet. Forlængelse ud over dette tidsrum tillades kun, når særlige grunde foreligger, og en praksis i overensstemmelse hermed bør opretholdes. I lærlingeloven fra 1956 (lov nr. 261 af 2. oktober 1956) hed det i 9, stk. 4, 10 og 22, stk. 1, litra j: 9. Stk. 4. Såfremt lærlingen på grund af sygdom forsømmer mere end i alt 4 måneder i læretiden, kan såvel læremesteren som lærlingen forlange læretiden forlænget med et af det faglige udvalg godkendt eller fastsat tidsrum. Udvalgets afgørelse kan indbringes for lærlingerådet, hvis afgørelse er endelig. 10. Bliver en kvindelig lærling gravid uden at hæve læreforholdet i overensstemmelse med 22, stk. 1, j), kan hver af parterne forlange læreforholdet afbrudt i indtil 3 måneder før og 1 måned efter fødslen, således at læreforholdet forlænges tilsvarende; er det læremesteren, der forlanger læreforholdet afbrudt, og lærlingen modsætter sig dette, kan læremesteren hæve læreforholdet. 22. Stk. 1. Kontrakten kan hæves af lærlingen, for så vidt han er fyldt 18 år, og ellers af forældremyndighedens indehaver på hans vegne: j) når en kvindelig lærling bliver gravid, Af bemærkningerne til 9, stk. 4, fremgår bl.a. (Folketingstidende , tillæg A, sp ): Til 9 I stk. 4 har man foreslået indført en bestemmelse, hvorefter læretiden kan forlænges, når lærlingen i ialt 4 måneder inden for læretiden har været fraværende fra arbejdet på grund af sygdom. I sådanne tilfælde kan såvel lærlingen som læremesteren forlange læretiden forlænget, idet dog selve det tidsrum, hvormed læretiden ønskes forlænget, når parterne er enige, skal godkendes af det faglige udvalg. Såfremt parterne ikke har kun-

10 net blive enige om tidsrummet, skal dette fastsættes af det faglige udvalg, der både kan tage stilling til, om forlængelse af læretiden skal finde sted og i bekræftende fald med hvilket tidsrum. Udvalgets afgørelse kan indbringes for lærlingerådet. Da der her er tale om et fagligt betonet skøn, har man foreslået, at lærlingerådets afgørelse skal være endelig. Ved lov nr. 162 af 12. april 1978 blev lærlingens adgang efter lærlingelovens 22, stk. 1, litra j, til at hæve læreforholdet i tilfælde af graviditet ophævet. Samtidig ændredes lovens 10, der med ændringslovens 3, pkt. 1, fik følgende ordlyd: 10. Hvis en kvindelig lærling bliver gravid, kan hun forlange læreforholdet afbrudt i den periode, hvori hun er berettiget til dagpenge efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel. Såvel læremesteren som lærlingen kan forlange læretiden forlænget med et af det faglige udvalg godkendt eller fastsat tidsrum. Udvalgets afgørelse kan indbringes for lærlingerådet, hvis afgørelse er endelig. Af forarbejderne fremgår om ændringerne bl.a. (Folketingstidende , tillæg A, sp ): Til 3 Til nr Når en kvindelig lærling bliver gravid, kan hun hæve lærekontrakten efter lærlingelovens 22, stk. 1, j), eller hun kan forlange læreforholdet afbrudt indtil 3 måneder før og 1 måned efter fødslen i henhold til lovens 10. Lærlingen har ikke krav på løn i denne periode. Samme ret til at forlange lærekontrakten afbrudt i en periode tilkommer læremesteren. Modsætter lærlingen sig hans ønske, kan han endvidere hæve læreforholdet, jfr. 10 og 21, stk. 2, d). Opretholdelse af bestemmelserne om læremesterens adgang til at kræve læreforholdet afbrudt i en periode eller i givet fald hæve lærekontrakten i tilfælde af lærlingens graviditet strider imod bestemmelserne i det foran nævnte forslag til lov om ligebehandling af mænd og kvinder. Denne adgang foreslås derfor ophævet. Lærlingens ret til at hæve lærekontrakten, når hun bliver gravid, kan ikke antages at være omfattet af det beskyttelseshensyn over for kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og fødsel, som forslaget til lov om ligebehandling af mænd og kvinder tillader tilgodeset. Denne ret foreslås derfor ligeledes ophævet. Efter forslaget vil 10 herefter kun omfatte en adgang for den kvindelige lærling til at forlange læreforholdet afbrudt i en nærmere angivet periode. Bestemmelsen om orlovsperioden foreslås samtidig ændret såvel med hensyn til placeringen før og efter fødslen som med hensyn til periodens længde.

11 Det fremgår af bemærkningerne til 10, (F.T , till. A, sp. 1143) at orlovsperioden (3 måneder før og 1 måned efter fødslen) er placeret under hensyn til,, at læremesteren kan have en rimelig begrundet interesse i, at arbejdsforholdet afbrydes i de sidste måneder før en forventet fødsel, navnlig i de tilfælde, hvor lærlingen i sit arbejde har direkte kontakt med publikum, som f.eks. på kontor og i forretning. Da bestemmelsen således er fastsat mere af hensyn til læremesteren end til den gravide lærling, må den anses for at være i strid med ligebehandlingsprincippet. Med henblik på at give den kvindelige lærling samme ret som andre beskæftigede med hensyn til placering af orlovsperioden omkring graviditet og fødsel og samtidig sikre hende en indtægt i hele den periode, hvori hun har ret til orlov, foreslås det at ændre bestemmelsen således, at orlovsperioden falder sammen med den periode, i hvilken lærlingen efter dagpengeloven kan opnå dagpenge under fravær fra arbejdet på grund af graviditet og fødsel. Efter forslaget vil orlovsperioden udgøre i alt 14 uger omkring fødslen, men kan dog tidligst begynde, når der skønnes at være ca. 8 uger til fødslen. Endvidere foreslås bestemmelsen i lærlingelovens 10 om, at læretiden skal forlænges i tilfælde af afbrydelse på grund af graviditet og fødsel, bragt i overensstemmelse med lovens 9, stk. 4, om sygdom. Efter denne kan læretiden, såfremt fraværet udgør mere end 4 måneder, af såvel læremesteren som lærlingen kræves forlænget med et af det faglige udvalg godkendt eller fastsat tidsrum. Udvalgets afgørelse kan indbringes for lærlingerådet, hvis afgørelse er endelig. Den tidligere efg-retsbekendtgørelses 13 (bekendtgørelse nr. 88 af 24. februar 1987) havde følgende ordlyd: 13. Vedkommende faglige udvalg eller brancheudvalg kan på virksomhedens eller elevens begæring forlænge aftaleperioden, hvis eleven på grund af sygdom har været fraværende fra praktikvirksomheden i mere end 10 pct. af den uddannelsestid, der er fastlagt i uddannelsesaftalen. Aftalen kan ikke forlænges med mere end fraværsperioden. Aftalen skal påtegnes om forlængelsen, og der skal gives arbejdsformidlingskontoret meddelelse herom. Stk. 2. Hvor andre særlige forhold måtte tale derfor, kan det faglige udvalg eller brancheudvalg godkende en forlængelse af aftaleperioden. Ligebehandlingsloven I de ved uddannelsesaftalens udløb gældende bestemmelser i ligebehandlingslovens 1, stk. 2, 3, stk. 1, 4 og 9 hedder det (dagældende lovbekendtgørelse nr. 734 af 28. juni 2006): 1.

12 Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Direkte forskelsbehandling på grund af køn foreligger herunder ved enhver form for negativ forskelsbehandling i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen. 3. En arbejdsgiver, som beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling. 4. Enhver arbejdsgiver, der beskæftige mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder også ved afskedigelse. 9. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær eller har været fraværende efter barselslovens 6-14, eller i øvrigt på grund af graviditet, barsel eller adoption. Ligebehandlingslovens 9 er efterfølgende ved lov nr. 216 af 5. marts 2013 blevet ændret således, at bestemmelsen udover at omfatte afskedigelse nu tillige omfatter anden mindre gunstig behandling. Det fremgår af lovforslaget, at der var tale om en præcisering af den hidtil gældende bestemmelse, jf. de specielle bemærkninger til 1, Ad nr. 3 ( 9). Højesterets begrundelse og resultat Hovedspørgsmålet i sagen er, om Carsten Skov som arbejdsgiver havde en pligt til at forlænge As uddannelsesaftale, som udløb under hendes barselsorlov. Forståelsen af erhvervsuddannelseslovens 58 Efter erhvervsuddannelseslovens 58, stk. 1, kan en elev og en arbejdsgiver indgå aftale om forlængelse af uddannelsestiden med et bestemt tidsrum, hvis eleven har orlov i forbindelse med graviditet eller barsel efter lovgivningen herom. Ved uenighed mellem eleven og arbejdsgiveren om forlængelse i anledning af en sådan fraværsperiode kan det faglige udvalg efter anmodning fra en af parterne forlænge uddannelsestiden med et af udvalget fastsat tidsrum, jf. 58, stk. 3. I forarbejderne til 58 er bl.a. anført, at der er tale om en forenkling af de dagældende bestemmelser om lærlinge og efg-elever. Efter 10 i lærlingeloven fra 1978 kunne en lærling, der blev gravid, forlange læreforholdet afbrudt i den periode, hvori hun var berettiget til dag-

13 penge efter lov om dagpenge ved sygdom og fødsel. Både lærling og arbejdsgiver kunne forlange læretiden forlænget med et af det faglige udvalg godkendt eller fastsat tidsrum. Af 13 i efg-retsbekendtgørelsen fra 1987 fremgik, at vedkommende faglige udvalg eller brancheudvalg på arbejdsgiverens eller elevens begæring kunne forlænge aftaleperioden ved sygefravær over en vis tid, eller hvor andre særlige forhold måtte tale derfor. Af 58 fremgår, at det faglige udvalg i tilfælde af uenighed mellem arbejdsgiver og elev efter anmodning fra en af dem kan forlænge uddannelsestiden, f.eks. hvis eleven har orlov i forbindelse med graviditet eller barsel. Det er således ikke frivilligt for arbejdsgiveren, om denne vil forlænge en elevaftale i en sådan situation. Det var da heller ikke frivilligt efter de tidligere gældende bestemmelser i lærlingeloven og efg-retsbekendtgørelsen. En uddannelsesaftale er endvidere uopsigelig, jf. lovens 60, stk. 1, og arbejdsgiveren kan ikke opsige eller afbryde aftalen med den begrundelse, at eleven er gravid og har behov for orlov. Aftalen løber derfor videre under orloven, og dette kan medføre behov for forlængelse, således at eleven kan få den nødvendige oplæring og få afsluttet sin uddannelse med et uddannelsesbevis. Hvis eleven ikke får mulighed for forlængelse i nødvendigt omfang, vil hun få ringere mulighed for at gennemføre uddannelsen end elever, der ikke er gravide. En nægtelse af at medvirke til en nødvendig forlængelse vil således være udtryk for forskelsbehandling på grund af graviditet og barsel i strid med ligebehandlingsloven. Højesteret finder herefter, at erhvervsuddannelseslovens 58 efter sin ordlyd, forarbejder og formål må forstås således, at en elev, der bliver gravid, og som påbegynder barselsorlov, inden uddannelsesaftalen er udløbet, kan kræve, at aftalen forlænges i nødvendigt omfang. Hvis der ikke kan opnås enighed om omfanget af forlængelsen f.eks. fordi parterne har forskellige opfattelser af, om uddannelsesaftalens formål gør det nødvendigt med en forlængelse svarende til den samlede fraværsperiode kan hver af parterne anmode det faglige udvalg om at tage stilling til spørgsmålet. Arbejdsgiveren og eleven skal i første række forsøge at opnå enighed om en forlængelse af uddannelsestiden. Initiativet til en drøftelse heraf vil naturligt komme fra den gravide selv som den, behovet vedrører. Arbejdsgiveren har imidlertid i kraft af sin pligt til oplæring en forpligtelse til at søge afklaret, om der er behov for forlængelse, og om nødvendigt indbringe spørgsmålet for det faglige udvalg.

14 Anvendelse af reglerne på den konkrete sag A var fraværende fra arbejde siden den 2. februar 2010 som følge af, at arbejdet var for belastende på grund af graviditet, og hun var af samme grund blevet anbefalet at undlade at gå op til den praktiske del af svendeprøven. Da hun havde termin den 27. juni 2010 og nedkom den 12. juli 2010, havde hun ikke mulighed for at færdiggøre sin uddannelse inden uddannelsesaftalens udløb den 31. juli 2010, og hun havde derfor krav på at få uddannelsestiden forlænget i medfør af erhvervsuddannelseslovens 58. Det er ikke godtgjort, at hun skulle have tilkendegivet, at hun ikke ønskede en forlængelse, og det er ubestridt, at Carsten Skov modtog Roskilde Tekniske Skoles brev af 27. maj I dette brev, som var vedlagt et tillæg til uddannelsesaftalen, blev Carsten Skov bl.a. bedt om at kontakte skolen for udarbejdelse af en handlingsplan/slutdato. Carsten Skov besvarede ikke skolens brev og forsøgte ikke at få afklaret, om A ønskede en forlængelse. I stedet bad han hende ved breve af 7. juni og 1. juli 2010 om at tilbagelevere firmaets ejendele med henvisning til, at uddannelsesaftalen udløb på det oprindelige sluttidspunkt den 31. juli Højesteret finder, at Carsten Skov herved har handlet i strid med erhvervsuddannelseslovens 58, ligesom hans tilkendegivelse i de to breve må sidestilles med en afskedigelse af A i strid med ligebehandlingslovens 9. Godtgørelseskravet I overensstemmelse med sædvanlig praksis ved afskedigelse af lønmodtagere i strid med ligebehandlingslovens 9 må en godtgørelse efter 16, stk. 2, som udgangspunkt fastsættes til et beløb, der mindst svarer til 6 måneders løn. Højesteret finder, at den betydelige retsusikkerhed, der har været vedrørende spørgsmålet om elevers ret til forlængelse af uddannelsesaftalen efter erhvervsuddannelseslovens 58 som følge af fravær på grund af graviditet og barsel, må indgå som en formildende omstændighed ved vurderingen af krænkelsens grovhed og dermed ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse. Det vil endvidere kunne indgå som formildende omstændighed, at arbejdsgiveren før udløbet af den oprindelige uddannelsesaftale har tilbudt eleven, at vedkommende ville kunne gennemføre den resterende del af uddannelsen efter udløbet af fraværsperioden, idet eleven herved har haft sikkerhed for, at uddannelsen ville kunne gennemføres.

15 Carsten Skov tilbød ikke før udløbet af uddannelsesaftalen A, at hun kunne gennemføre den resterende del af uddannelsesforløbet hos ham, men han tilbød dog dette inden fraværsperiodens udløb. På denne baggrund finder Højesteret, at godtgørelsen passende kan fastsættes til kr., svarende til ca. 2 måneders løn. Det bemærkes herved, at der ikke findes grundlag for herudover at tilkende godtgørelse for uberettiget opsigelse efter erhvervsuddannelsesloven, idet en sådan godtgørelse ville kompensere for i det væsentlige de samme forhold, som godtgørelsen efter ligebehandlingsloven. Konklusion og sagsomkostninger Højesteret tager As påstand til følge med kr. Under hensyn til sagens principielle karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsret og Højesteret til den anden part. Thi kendes for ret: Carsten Skov skal inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse til A betale kr. med procesrente fra den 9. november Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret og Højesteret til den anden part.