Til tonerne af. HOKUSPOKUS Af: Alex Madsen

Transkript

1 HOKUSPOKUS Af: Alex Madsen Til tonerne af New Public Offentlige arbejdspladser har taget nye manualiserede værktøjer til sig i blind tro på, at de virker. Men magien udebliver, og personalets faglighed og arbejdsglæde fortoner sig. J eg pakkede arvesølvet ned, der var ikke plads til at gøre det, jeg tror på. Så vil jeg tage kampen på det? Eller også gør vi det næstbedste i et stykke tid og venter til fornuften vender tilbage, venter på bedre tider. ( ). Jeg gik solo. Alle valgte deres egen strategi. De problemløsningsstrategier hører til en anden tid, en tid fra før vores faglige liv. Ovenstående udgør en lille bid af en række interview, jeg har lavet med familiebehandlere i en større dansk kommune. Interviewene er gengivet i bogen Narrativer i velfærdsarbejdet, hvor professionelle fortæller om deres oplevelser med (endnu) en omstilling i deres daglige arbejde med udsatte børn, unge og familier. Kommunens socialforvaltning, dens politikere og øverste ledelse har lyttet til de lokkende toner fra den sociale Servicestyrelse om evidensgaranterede manualbaserede behandlinger og interventionsformer inden for de kommunale velfærdsindsatser. Lægger man øret til den offentlige og især kommunale velfærdsforvaltning i disse år, kan man høre en musik spille under de faglige fortællinger. Indførelsen af programbehandlinger er akkompagneret af en særlig baggrundsmusik, som stille flyder fra ledelseskontorerne. Det er lyden af New Public Management, NPM, den ledelses- og styringsfilosofi, som den offentlige forvaltning har overtaget fra det private erhvervsliv. Ikke at musikken fra de offentlige ledelsesgange gør meget væsen af sig. Man lægger knapt mærke til den i begyndelsen, og efterhånden er den blot en bærebølge for det vedvarende flow af organisatoriske og faglige omstillinger. Musikken er kun i det stille, om overhovedet, blevet introduceret for frontmedarbejderne i organisationen, dem, som udfører organisationens opgaver i direkte kontakt med borgerne. Næppe mange frontmedarbejdere, vil kunne redegøre for, hvad NPM står for, og endnu mindre om og i givet fald hvornår disse ideer og praksisser vedrørende styring og ledelse af dem selv er indført på deres arbejdsplads. De har formentlig svært ved at identificere de konsekvenser NPM, måtte have for dem. Selv om de fornemmer, at noget er på spil. At blive talt ned til Familiebehandleren i den indledende interviewsekvens udtrykker mange kommunalt ansatte psykologers, pædagogers, læreres og socialrådgiveres erfaring med den ledelse, som udspringer af NPM: De oplever, at gældende faglige fortællinger, de teorier, metoder og faglige skøn, de hidtil har orienteret sig efter og dygtiggjort sig i, bliver ugyldiggjort og erstattet af nye fortællinger om, hvad der virker. Omstillingen ledsages ofte af den nedslående generaliserede begrundelse, at den hidtidige indsats sikkert har været udmærket, men uden dokumenteret effekt. Mens den nye faglige fortælling lover evidens for effekt, når blot man følger de retningslinjer, som et manualbaseret program angiver. Lad os se, hvad en anden familiebehandler har at berette om sine oplevelser med kommunal omstilling: De (ledelsen, AM) snakkede jo hen over hovedet, som om vores faglighed ikke betød en skid, og som om vi var novicer ( ). De snakkede til os, som om at nu, nu skulle vi virkelig til at hjælpe familierne. Og det kan jeg huske, at på et tidspunkt, så tænkte jeg, at næste gang jeg får den oplevelse af at blive talt ned til på min faglighed, så bliver jeg nødt til at reagere personligt på det og gøre SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR

2 foto: Colourbox Management PSYKOLOG NYT NR SIDE 9

3 opmærksom på, hvordan det opleves at blive talt sådan om og til. ( ). Som om jeg ikke vidste, hvad jeg lavede, og som om jeg aldrig havde arbejdet mål og tidsfokuseret. Om at overleve NPM Det er ikke svært at spore en klassisk konflikt mellem en velfærdsforvaltnings centrale bureaukrati og de decentrale frontmedarbejderes faglighed i de to familiebehandleres oplevelser. En konflikt, som sættes yderligere på spidsen under et NPM-regime, som næsten per definition opfatter velfærdsprofessionernes hævdelse af det faglige skøn som ustyrbart og uden evne til at dokumentere effektivitet. Det er vanskeligt for en kvantificerende managementlogik at trænge ind i velfærdsarbejdets fagspecifikke miljøer og da langt mindre at styre og kontrollere de faglige fortællinger eller narrativer, som giver retning, mål og mening for det professionelle faglige arbejde. Måske skyldes den arrogance og mangel på respekt og medinddragelse, som praktikere og frontmedarbejdere ofte oplever i de kommunale omstillinger, en form for magtesløshed hos forvaltningsledelsen over for de professionelle faglige miljøer. Hellere få omstillingen kørt igennem i en fart uden for megen snak. Ellers strander ledelsens ambitioner og planer bare i endeløse faglige diskussioner om alt muligt, og ingenting bliver ændret. Jeg pakkede arvesølvet ned, der var ikke plads til at gøre det, jeg tror på. Konflikten mellem decentral kvalitativ faglighed og central kvantitativ mål- og resultatstyring løses selvsagt ikke særlig godt ved hverken magtens eller faglighedens arrogance. De nødstrategier, som fagfolk udvikler, når de oplever deres kompetencer og foretrukne professionelle fortællinger truet, bidrager sjældent til at udvikle det konkrete velfærdsarbejde. Og ej heller den organisation, de hører til. Kommunale forvaltninger og de organisationer, som løser velfærdsopgaver, fungerer ofte ikke særlig godt under et NPM-regime. Under de mange og hyppige strukturomlægninger, omstillinger og udskiftning af centrale faglige fortællinger tabes meget på gulvet. Opløsningen af velfungerende faglige kollegiale fællesskaber under struktur- og organisationsændringer medfører omfattende tab af viden og kunnen. De mange og hyppige omstillinger betyder ringere service og løsning af kærneopgaver over for borgerne i lange perioder. En tilstand, som i nogle kommunale forvaltninger snarere er reglen end undtagelsen. Det er ikke bare et spørgsmål om, at ledelsen opfører sig mindre magtfuldt og mere demokratisk. Det er selve NPM og dens grundlæggende fortælling om velfærdsarbejdet, det er galt med. Manualer og evidensbasering Mange kommuner har indført manualbaserede programbehandlinger i deres velfærdsindsatser. Det gælder ikke mindst inden for børne-, unge- og familieområdet. Eksempler er Multisystemisk terapi (MST), Parent Management Training, Oregon (PMT-O) og programserien De Utrolige År (DUÅ). Det, som særligt kendetegner mange af disse programmer, er deres fordring på at være evidensbaserede. Hermed antydes, at der foreligger forskningsmæssig dokumentation for, at disse programmer med den rette administration har specifikke virkninger. En effekt, som hævdes at stamme fra en særlig metodik eller procedure. Programudviklerne hævder grundlæggende, at det er muligt at kontrollere de mange forhold og variable, som kendetegner en behandlings- eller interventionskontekst. Og således isolere det eller de elementer i interventionen, som har en specifik effekt i forhold til en ønsket forandring af en given adfærd. Herefter handler det blot om at dosere de virksomme elementer i det rette forhold og på den rette måde. Det er ikke tilfældigt, hvis læseren får associationer i retning af de kontrollerede forsøg, som ligger til grund for godkendelse af ny medicin. Det er nøjagtigt dette positivistiske paradigme, som danner model for evidensfordringen inden for de nye manualbaserede programbehandlinger på det pædagogiske, sociale og behandlingsmæssige område. Evidenskriterierne kaldes samlet for Den Gyldne Standard og passer på sin vis som fod i hose til NPM-tænkningen. Her er det ikke relationen, kemien mellem pædagog og barn, lærer og elev og mellem behandler og klient, som er af betydning for, om interventionen får effekt. Tværtimod er relationen at betragte som en ukontrollabel og potentielt forstyrrende variabel, som skal bringes under kontrol, og hvis uspecifikke, uforudsigelige virkninger så vidt muligt skal reduceres og gerne helt fjernes. Derfor også kravet om standardisering af interventionerne. SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR

4 Det er kun i det omfang, man følger de detaljerede retningslinjer i manualen, der angiver, hvilke interventioner som skal iværksættes hvornår og med hjælp af hvilke øvelser, at programmernes evidensfordring kan sikres. Hertil kommer, at det også i princippet bør være uden betydning, hvem der administrerer programmet, når blot man har fået den rette uddannelse og instruktion og i øvrigt er tro mod programtænkningen. Der er med andre ord god overensstemmelse mellem programmerne og så den kvantificerende mål og resultatstyringsrationalitet, som er kernen i NPM. Hvor bliver kritikken af? Det burde ikke undre, hvis disse programmer vækker modstand i de faglige professionelle miljøer. Der er ikke mange vitaminer i de faglige narrativer, som programmerne giver anledning til. Højt specialiseret velfærdsarbejde reduceres til administration af forprogrammerede interventioner efter nøje fastlagte retningslinjer. I realiteten er der tale om et truende tab af faglig kompetence hos velfærdsprofessionerne, i og med at den faglige kompetence er indarbejdet i programmerne. Velfærdsindsatsernes effekt er med andre ord ikke længere et spørgsmål om de professionelles dygtighed og erfaring, men om det enkelte programs snilde og korrekte administration. Man må snarere undre sig over, at der i forbindelse med kommunernes indførelse af manualbaseret programbehandling stilles så få kritiske spørgsmål hertil. Og det gælder ikke kun kommunernes administrative ledelse og politikerne, men forunderligt nok også de professionelles egne faglige organisationer og uddannelser. Det er forståeligt, at mange fagfolk ansat i den kommunale velfærdsfront tøver med åben kritik. Aktuelt hænger besparelsestruslen lavt over de danske kommuner. En del af det erklærede formål med at indføre programmer med dokumenteret effekt er forhåbningen om at få mere velfærd for færre penge i de kommunale budgetter. Med en stedse nærværende trussel om fyringer er der ikke noget at sige til, at fagfolk tænker sig om en ekstra gang. Og måske vælger individuelle løsninger og strategier for at imødegå truslen om tab af kompetencer og forarmelse af faglige selvfortællinger. Men velfærdsprofessionernes egne organisationer og fællesskaber hvor bliver deres kritiske stemme af? Nu kunne det retfærdigvis tænkes, at programmerne havde ret i deres antagelse af, at det er den specifikke metode og de særlige interventionsformer og ikke behandlingsrelation og kontekst, som er afgørende for, om velfærdsarbejde virker. Ingen kan være uenig i, at det kun er rimeligt at kræve dokumentation for effektiv udnyttelse af ressourcerne inden for den offentlige og kommunale velfærd. Ikke mindst af hensyn til de udsatte borgere som har brug for hjælp. Når de manualbaserede programmer kan opnå den aktuelle udbredelse med baggrund i mildt sagt luftige løfter om videnskabelig evidens, er baggrunden ofte den, at fagfolk og deres organisationer ikke har vist rettidig omhu og engageret sig i diskussionen om dokumentation af effekt. Myter og realiteter Jeg har gennemgået de evalueringer, som den amerikanske psykoterapiforsker Bruce Wampold har foretaget af store dele af den foreliggende forskning og faglitteratur om effektevidens. Evalueringerne tager udgangspunkt i metaanalyser, hvor Wampold sammen med sine medarbejdere har undersøgt det helt grundlæggende spørgsmål, som de danske programmers fordring på effekt også rejser: Skyldes den notorisk veldokumenterede virkning af sociale, pædagogiske og terapeutiske indsatser særligt virksomme metoder og procedurer (såkaldte enkeltfaktorer) eller mere uspecifikke kontekstuelle forhold, såsom kvaliteten af relationen mellem den professionelle og klient (den personlige kemi), klientens motivation og tro på interventionen samt den professionelles faglige dygtighed og evne til at indstille sig på klintens behov og improvisere herefter? Wampolds resultater og konklusioner er nedslående for enkeltfaktormodellen, som de manualbaserede programmer og deres evidensfordringer er formet efter. Der er absolut intet bevis for, at enkeltfaktorer, særlige specifikke metoder eller ingredienser i den sammenkogte interventionsret skulle have nogen betydning i sig selv. Det er hele retten og dermed de kontekstuelle forhold, som har afgørende betydning for, om en intervention i andre menneskers liv og adfærd fører til ønsket forandring. Det er vel ret beset ikke overraskende og formentlig i overensstemmelse med, hvad de fleste vil mene er sund fornuft, at kvaliteten af hjælperelationen og tiltroen til, at noget hjælper, er helt essentielt for alt hjælpearbejde. Dette betyder ikke, at den professionelles faglige dygtighed, både metodisk og teoretisk, samt evne og villighed til på forståelig vis at gøre rede for sine faglige prioriteter, ikke er af afgørende betydning hvordan skulle den professionelle og klienten ellers kunne opbygge den nødvendige tillid? Også andre forskere i velfærdsindsatser har undret sig over de ret så håndfaste løfter om evidens, som flere af programbehandlingerne hævder. Det er ofte et problem, at der ikke foreligger neu- PSYKOLOG NYT NR SIDE 11

5 Bag artiklen Artiklens baggrund og eksempler er hentet i Alex Madsens nyudgivne bog Narrativer i velfærdsarbejdet. Om arbejdsglæde og faglighed under pres. Frydenlund, trale effektundersøgelser. Det er gerne programudviklerne selv, som dokumenterer evidens for effekt og ofte på baggrund af rapportering af resultater fra egne, certificerede programbehandlere. Et eksempel er Multisystemisk terapi, MST, en intensiv og dyr indsats over for socialt udsatte unge og deres familier, som er indført i flere danske kommuner. I 2005 offentliggjorde daværende Nordisk Cambell Center en forskningsoversigt over undersøgelser af effekten af MST. Oversigten viste klart og tydeligt, at MST ikke viste bedre effekt end andre sammenlignelige indsatser. For et par år siden afholdt SFI en evidenskonference, hvor de amerikanske forskere, som lavede den første analyse af MST, var inviteret til at fortælle om en opfølgende effektanalyse af MST. De foreløbige resultater var fortsat nedslående, ingen særlig effekt af MST i sammenligning med tilsvarende indsatser. Hvorfor er der tavshed i kommunerne om denne og anden forskning, som stiller spørgsmålstegn ved effekt og værdi af de programmer og nye faglige fortællinger, som de kommunale forvaltningschefer og politikere så kritikløst har taget til sig? Er det muligt at finde en mening med dette, er det i virkeligheden snarere en helt særlig og anderledes fortælling, de har købt? Der er ikke mange vitaminer i de faglige narrativer, som programmerne giver anledning til En foreløbig konklusion Jeg giver i min bog nogle bud på en række af de faglige selvfortællinger, som er på spil i en kommunal forvaltning inden for børneunge- og familieområdet. De kan forstås som fortælleskabeloner, en slags narrative professionsgenrer, som også inkluderer en ledelsesfortælling. Disse faglige selvfortællinger er forsøg på at håndtere og løse de dilemmaer, som alle aktører inden for den kommunale velfærdsproduktion og forvaltning må leve med afhængigt af position og funktion. Jeg vil godt nævne to af disse narrative skabeloner, som begge forsøger at udtrykke og fortolke, give mening til oplevelser og erfaringer ud fra et magttema, en magtposition. Det drejer sig om Forfatteren har i mange år arbejdet med offentlige velfærdsindsatser inden for børne-, unge- og familieområdet. Tidligere PPR-leder og socialchef i Horsens Kommune og leder af familieværksted i Aarhus. lederens og sagsbehandlerens fortællinger. Måske kan de kaste lys over spørgsmålet om, hvilken fortælling kommunerne har købt med de manualbaserede programmer. Af pladshensyn vil jeg blot nævne de to narrativer og springe direkte til en konklusion. Narrativerne er udfoldet i bogen. Sagsbehandlerens fortælling: I sidste ende er ansvaret mit om kontrol. Og lederens fortælling: Lunt i svinget, koldt på toppen magtens fortælling. Med disse fortællinger introduceres magtens og myndighedens dilemmaer og dermed også behovet for kontrol, når man opererer i et politisk ledet system og især under det sværd, der hænger over alle, der er involveret i den kommunale børnevelfærd. Her er ikke råd til fejl. Og når de alligevel opstår, skal man helst kunne dokumentere, at man har sin ryg fri. Hvilket indebærer, at man har overholdt alle vedtagne procedurer og retningslinjer. Under disse til tider næsten terroristiske omstændigheder kan det ikke undre, at alle, der kan drages til ansvar, griber ud efter de muligheder, der kan fremskaffes, for at kunne melde hus forbi. Her kommer dokumentationssystemer, manualer, tjeklister og godkendte procedurer til hjælp. Man kan vælge at se dokumentationsbølgen inden for NPM som udtryk for samme bestræbelse og næsten magiske besværgelse: Vi ved godt at shit happens. Men vi har gjort alt, hvad vi skulle, til punkt og prikke og vi kan dokumentere det! Denne magiske besværgelse, som hører hjemme i eventyrenes narrative verden, fører for det første til grundlæggende sammenstød med de narrativer, som giver mening ude i velfærdsfronten, hvis de professionelles faglige arbejde overhovedet skal kunne lykkes. For det andet er den kun for børn og ubefæstede sjæle. I den praktiske virkelighed fører den i bedste fald til ingenting og i værste fald øger den alvorligt faren for at overse signalerne om, at noget er ved at gå galt ude i familierne og i egen organisation. Mennesker, som er optaget af kontrol og sikkerhed, overser nemt de mest oplagte risici. Alex Madsen, cand.psych. SIDE 12 PSYKOLOG NYT NR