Ministerielle skrivelser m.m.

Transkript

1 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider 1992 side 55 Ministerielle skrivelser m.m. Om sammenlægning af et parcelhus med en landbrugsejen dom og opfyldelse af bopælskravet efter erhvervelsesreglerne har Landbrugsministeriet, Jordbrugsdirektoratet i brev af 12. marts 1992 (j.nr. 90S ) udtalt: Ved skrivelse af 14. og 16. oktober 1991 har jordbrugs kommissionen for henholdsvis Arhus Amt og Storstrøms Amt spurgt, om bopælspligten ved erhvervelse af en land brugsejendom vil være opfyldt, hvis ejeren gennemfører en matrikulær sammenlægning af et parcelhus, hvor han har fast bopæl, med den erhvervede landbrugsejendom. De to forespørgsler har baggrund i konkrete sager, hvor erhververen af en landbrugsejendom ikke opfylder bo pælskravet, idet han ikke ønsker at tage bolig i ejendom mens stuehus, men ønsker at blive boende i et parcelhus, der er opført på en ejendom uden landbrugspligt. I den ene situation ligger parcelhuset ca. 500 m fra ejen dommens jorder, og færdslen til jorderne skal ske gennem en landsbybebyggelse. Hvis der var tale om sammenlæg ning efter reglerne i 13 i landbrugsloven, ville sammen lægningen næppe kunne gennemføres. Kommissionen har ikke kunnet tiliade yderligere udsættelse af bopælskravet og har besluttet at meddele påbud om genafhændelse, jf. reglerne i 27 i landbrugsloven. I den anden situation tigger parcelhuset ca. 4 fra ejendom mens jorder. Kommissionen har meddelt genanskaffelses påbud inden 6 måneder. Ejerne har i de to sager anmodet jordbrugskommissionen om at frafalde tiltalerejsning og genanskaffelsespåbud, såfremt de gennemfører en matrikulær sammenlægning, således at parcelhuset bliver en del af landbrugsejendom men, og at bopælspligten opfyldes ved fast bopæl i par celhuset på den sammenlagte ejendom. Det er jordbrugskommissionens umiddelbare opfattelse, at der ikke i landbrugsloven er hjemmel til at modsætte sig den påtænkte sammenlægning. Hvis sammenlægningen kan gennemføres uden tilladelse, og bopælskravet herefter må anses opfyldt ved bolig i parcelhuset, vil der kunne være tale om omgåelse af land brugslovens formål og uoverskuelige konsekvenser for ad ministrationen. Parcelhuset kan i princippet ligge i stor afstand fra land brugsejendommen, f.eks. i et større bysamfund. Ved sammenlægningen, hvorved der fremkommer to sæt bygninger på en landbrugsejendom, opstår tillige proble mer ved fraskillelse af det ene sæt bygninger, ved regler ne om vedligeholdelse og brandforsikring af bygninger og ved afstandsreglen ved køb af suppleringsjord og tilforpagtning m.v. Jordbrugsdirektoratets bemærkninger: Sammenlægning af en ikke-landbrugspligtig ejendom, f.eks. et parcelhus eller frie jorder, med en landbrugsejen dom forudsætter ikke tilladelse efter reglerne i landbrugs loven. Der kan således ikke stilles krav med hensyn til beliggenhed m.v. efter reglerne i lovens 13, idet sam menlægningen kan gennemføres uden tilladelse fra jord brugskommissionen. Efter reglerne i udstykningsloven kan sammenlægning li geledes gennemføres i matriklen uden krav med hensyn til indbyrdes afstand. Der er således i princippet ikke noget til hinder for at sammenlægge et parcelhus i hovedstads området med en landbrugsejendom i Jylland. Det er dog en forudsætning, at der ikke er bestemmelser i anden lov givning, der er til hinder herfor. En sådan sammenlægning, der gennemføres uden fore læggelse for jordbrugskommissionen, medfører dog ikke, at parcelhuset herefter anses som ejendommens beboel sesbygning (»stuehus«) efter reglerne i lovens 7, stk. 1. Kravet om vedligeholdelse og brandforsikring af ejendom mens beboelsesbygning efter 8, stk. 1 og 2, gælder ligeledes fortsat den beboelsesbygning, der var omfattet af reglerne forud for sammenlægningen. Når en af beboelsesbygningerne efter sammenlægningen ønskes fraskilt, må det bero på reglerne i lovens 4, stk. 5, om det pågældende sæt bygninger kan tillades fraskilt. Fraskillelse af den beboelsesbygning, der er omfattet af reglerne i 7, stk. 1, og 8, stk. 1 og 2, kan ikke gennem føres ved afgivelse af landinspektørerklæring. For så vidt angår indholdet af bopælskravet ved erhvervel se af en landbrugsejendom kan henvises til reglerne i 2 i Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 549 af 15. au gust 1989 om uddannelseskrav og bopælskrav m.v. samt til»vejledning om personers erhvervelse af landbrugs ejendomme«. Bopælskravet ved erhvervelse af en landbrugsejendom er som udgangspunkt knyttet til den beboelsesbygning, der er omfattet af reglerne i lovens 7, stk. 1, hvorefter en landbrugsejendom skal holdes forsynet med en passende beboelsesbygning, hvorfra jorderne drives af ejendom mens beboere. Bopælskravet anses dog efter hidtil gældende praksis nor malt også opfyldt, hvis ejerne har bopæl i en anden velbe liggende bolig på ejendommen, f.eks. en medhjælperbo lig, der er opført på ejendommens jorder. Jordbrugsdirektoratet vil udarbejde en vejledning der præ ciserer indholdet af bopælskravet, herunder såvel de be

2 1992 side 56 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider tingelser, der skal opfyldes ved bopæl i ejendommens beboelsesbygning, som de betingelser, der skal opfyldes, hvis erhververen tager fast bopæl i en anden bolig på ejendommen. I forbindelse hermed vil der også ske en uddybning af de betingelser, der skal opfyldes for, at bopælskravet kan anses opfyldt ved bopæl i et parcelhus (på fri jord), der sammenlægges med en landbrugsejendom. Den nævnte vejledning forudsættes offentliggjort i ministerialtidende og uddrag heraf vil blive medtaget under omtalen af begrebet»fast bopæl«ved førstkommende genoptryk af»vejledning om personers erhvervelse af landbrugsejendomme«. Om genoprettelse af en nedlagt landbrugsejendom har Landbrugsministeriet, Jordbrugsdirektoratet i brev af 22. maj 1992 (j.nr. 90S ) udtalt: Ved skrivelse af 1. april 1992 har sekretariatet for jordbrugskommissionen anmodet om en udtalelse, om hvorvidt det ved tilladelse til genoprettelse af en landbrugsejendom efter reglerne i 14 i landbrugsloven (lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989) er en forudsætning, at landbrugslovens erhvervelsesbetingelser er opfyldt. Sekretariatet har henvist til bestemmelserne i 45, stk. 4, i landbrugslovscirkulæret (cirkulære nr. 38 af 8. marts 1990), hvor der bl.a. stilles krav om, at ejeren opfylder kravet om fast bopæl i mindst 8 år efter suppleringen. Forespørgslen har baggrund i en konkret sag, hvor ejeren af en landbrugsejendom ønsker at erhverve et nedlagt landbrug og ved supplering genoprette dette som en landbrugsejendom på ca. 2 ha, således at han derefter kan opfylde bopælspligten på begge ejendomme ved at tage bopæl på den genoprettede ejendom. Afstanden mellem ansøgerens landbrugsejendom, og den ejendom, der ønskes genoprettet, er over 10 km. Sekretariatet anfører, at hvis der kan meddeles tilladelse til genopretning af en ejendom uden hensyntagen til erhvervelsesreglerne, vil der i princippet kunne erhverves/etableres landbrugsejendomme langt ud over afstandsgrænsen på 10 km. Sekretariatet henviser til, at der ved supplering efter reglerne i landbrugslovens 13 stilles krav om, at erhvervelsesbetingelserne indgår i vurderingen af, om der kan meddeles tilladelse, jf. 40, stk. 4 og 5, i landbrugslovscirkulæret. Jordbrugsdirektoratets bemærkninger Bestemmelserne om genoprettelse af nedlagte landbrug i 45, stk. 4, i landbrugslovscirkulæret tager sigte på situationer, hvor en ejendom ønskes suppleret med henblik på anvendelse til fritidslandbrug. Det er ved udtrykket»fritidslandbrug«forudsat, at der er tale om supplering med et mindre jordtilliggende, og at bestemmelsen ikke kan anvendes, hvis den fremtidige ejendom vil overstige arealgrænsen på 30 ha, hvor en erhvervelse ville forudsætte opfyldelse af uddannelseskrav. Det er ligeledes ved udtrykket»fritidslandbrug«forudsat, at den pågældende ikke i forvejen er ejer eller medejer af en anden landbrugsejendom, jf. nedenfor. På baggrund heraf er hensynet til erhvervelsesbetingelserne i cirkulærets 45, stk. 4, udtrykt ved,»at ejeren opfylder kravet om fast bopæl i mindst 8 år efter suppleringen«(nr. 4).Hvis der er tale om supplering af et nedlagt landbrug med et større areal, således at der ikke er tale om oprettelse af et fritidslandbrug, men om en jordbrugsbedrift, der kan drives erhvervsmæssigt med en væsentlig jordbrugsproduktion, gælder reglerne i cirkulærets 45, stk. 3, jf. stk. 1, hvorefter det bl.a. er en forudsætning, at lovens erhvervelsesbetingelser er eller vil blive opfyldt. Hvis ansøgeren i forvejen er ejer eller medejer af en anden landbrugsejendom, skal en ansøgning om genoprettelse af et nedlagt landbrug ligeledes behandles efter reglerne i cirkulærets 45, stk. 3, jf. stk. 1. Ved anvendelsen af disse regler må der ske en vurdering af, om den påtænkte, nye ejendom og retseje ndom men kan drives erhvervsmæssigt med en væsentlig jordbrugsproduktion, og om erhvervelsesbetingelserne er eller vil blive opfyldt. Bestemmelserne om genoprettelse af nedlagte landbrug har baggrund i ændringen af landbrugsloven i 1986, hvorved bl.a. de tidligere regler i lovens 4 og 13 om»udstykning til bunds«blev ophævet. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget L 122, (vedrørende 13), at et nedlagt landbrug, når særlige forhold taler for det, vil kunne genoprettes og på ny noteres som en landbrugsejendom. I landbrugsministerens svar på spørgsmål nr. 67 under folketingsbehandlingen er bl.a. anført følgende:

3 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider 1992 side 57»Genoprettelse tænkes begrænset til tilfælde, hvor erhvervelsesreglerne er opfyldt, og hvor der kan ske supplering med jord, der er velbeliggende i forhold til bygningerne. Det er en forudsætning, at der ikke er nærliggende ejendomme, der har behov for suppleringsjord. Det kan også indgå i vurderingen, om der ved landbrugsdrift på den genoprettede ejendom vil kunne opstå miljøkonflikter i forhold til eksisterende beboelse«. I ministerens svar på spørgsmål nr. 74 er endvidere anført, at genopretning af nedlagte brug må ses i sammenhæng med lovens formålsbestemmelser om en bredere strukturpolitisk sammenhæng, der bl.a. også skal tilgodese fritidslandbrug. De nævnte retningslinier fremgår af pkt i det tidligere landbrugslovscirkulære (cirkulære nr. 54 af 19. marts 1987), hvor det bl.a. er anført:»det er en forudsætning, at ejeren er indforstået med at opfylde kravet om fast bopæl i mindst 8 år efter suppleringen. Hvis den fremtidige ejendom vil overstige areal- og grundværdigrænsen i 16, stk. 3, skal de øvrige erhvervelsesbetingelser i 16, stk. 1 eller stk. 2, (herunder uddannelseskrav m.v.) også være opfyldt«. Der er derimod i dette cirkulære ikke en henvisning til reglerne i lovens 16, stk. 4, om erhvervelse af ejendom nr. 2, idet det er forudsat, at reglerne om genoprettelse af et nedlagt landbrug til fritidslandbrug ikke kan anvendes i en situation, hvor ansøgeren i forvejen er ejer eller medejer af en anden landbrugsejendom, og hvor erhvervelse af ejendom nr. 2 ville forudsættes, at erhververen opfyldte kravet om jordbrug som væsentligste erhverv. Ovennævnte regler må tillige ses i sammenhæng med, at genoprettelse af nedlagte landbrug til fritidslandbrug skal medvirke til en bedre udnyttelse af disse boliger og styrke befolkningsudviklingen i landdistrikterne, jf. cirkulærets pkt Ved lovændringen i 1989 er der ikke sket en ændring af reglerne om genoprettelse af nedlagte landbrug. Reglerne i cirkulærets 45, stk. 4, der er omtalt ovenfor, er i overensstemmelse med tidligere gældende praksis. Om tilladelse til supplering af planteskole ud over arealgrænsen på 70 ha har Landbrugsministeriet, Jordbrugsdirektoratet i brev af 26. februar 1991 (j.nr. 90S ) udtalt: Ved skrivelse af 5. september 1991 har (den lokal Landboforening og husmandsforening regnskabskredsen) på vegne af KM klaget over, at Jordbrugskommissionen for Viborg Amt ved skrivelse af 14. august 1991 har meddelt tilladelse til supplering af LD's landbrugsejendom matr.nr. 4a A by, B, og matr.nr. 13d C by, C, på ca. 59 ha, uden at der er taget hensyn til, at KM har behov for suppleringsjord for at skabe harmoni i sin bedrift mellem besætning og jordtilliggende. LD's landbrugsejendom drives som planteskole og udgør efter suppleringen ca. 79,8 ha. Jordbrugsdirektora te ts a fg øre I sø Jordbrugsdirektoratet ophæver herved jordbrugskommissionens afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling i jordbrugskommissionen, idet kommissionens afgørelse er truffet på baggrund af en forkert opfattelse af bestemmelsen i 13, stk. 3, i landbrugsloven (lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989). Denne bestemmelse giver ikke grundlag for at supplere en landbrugsejendom, der drives som planteskole, op over arealgrænsen på 70 ha, uden at ejere af nærliggende landbrugsejendomme kan gøre krav på en fortrinsstilling til suppleringsjord, jf. nedenfor. Jordbrugskommissionen må ved sin fornyede behandling af sagen træffe afgørelse i overensstemmelse med de retningslinier, der er anført nedenfor. Jordbrugsdirektoratets afgørelse kan efter reglerne i 5 i Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 808 om administrationen af landbrugsloven m.v. ikke påklages til anden administrativ myndighed. Redegørelse for sagen Ved skrivelse af 22. februar 1991 har Æ Land inspektørkontor søgt om tilladelse til supplering af førnævnte landbrugsejendom på ca. 59 ha, der efter suppleringen vil udgøre ca. 88 ha. Det fremgår, at ejendommen drives som planteskole, og at den har behov for velbeliggende jord til den store planteproduktion, der er etableret på ejendommen.

4 1992 side 58 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider Da der er tale om en supplering ud over arealgrænsen på 70 ha, jf. 13, stk. 3, i landbrugsloven, har jordbrugskom missionen foretaget undersøgelse af, om der er nærlig gende landbrugsejendomme, der har behov for supple ringsjord, jf. reglerne i 41 i landbrugslovscirkulæret (cir kulære nr. 38 af 8. marts 1990). I forbindelse hermed har KM, der ejer en nærliggende landbrugsejendom på ca. 38 ha, fremsat ønske om at kø be ca. 8 ha. Det fremgår, at han har en svineproduktion, ialt 93 dyreenheder, og at han har behov for supplerings jord til udbringning af husdyrgødning. Ved skrivelse af 26. juni 1991 har Æ Landinspektørkontor oplyst, at LD har videresolgt ca. 8,2 ha af supplerings arealet til TK til sammenlægning med dennes landbrugs ejendom på ca. 21,7 ha. LD s ejendom vil herefter ved suppleringen udgøre ca. 79,8 ha. Det er oplyst, af planteskolen årligt producerer ca. 5 mill. træer, af der er beskæftiget 10 helårsansatte ved plante skolen, af der foruden det tilkøbte areal er lejet ca. 18 ha til planteskolen, og af omkring halvdelen af planteskolens nuværende areal ikke anvendes i den egentlige produk tion, idet arealerne henligger udyrket (hede m.v.). Jordbrugskommissionen har ved skrivelse af 14. august 1991 meddelt tilladelse til den ansøgte jordomlægning ef ter reglerne i 13 i landbrugsloven. Jordbrugskommissionen har ved sin afgørelse henvist til den ændrede udstykningsansøgning, hvor de 8 ha, som KM har stillet krav om, ikke indgår, idet dette areal er solgt til TK. Kommissionen har efter besigtigelse af ejendommen (planteskolen) vurderet, at der er tale om en specialpro duktion, der har behov for suppleringsjord for at skabe et passende forhold mellem produktionsanlæg og jordtilliggende. Jordbrugskommissionen har endvidere begrundet sin af gørelse med, at det telefonisk er oplyst, at det er Jord brugsdirektoratets opfattelse, at et landbrug med en væ sentlig specialproduktion, hvor der, jf. landbrugslovscirku lærets 41, stk. 3, er foretaget store investeringer, og der er et behov for suppleringsjord, analogt med en animalsk produktion kan suppleres op over 70 ha-grænsen, uden at naboer kan stille krav om suppleringsjord. Det er endvide re direktoratets opfattelse, at arealer, der generelt ikke kan anvendes i en specialproduktion, kan fradrages ved udregning af specialproduktionens behov for arealer. I skrivelse af 5. september 1991 har regnskabskredsen på vegne af KM klaget over denne afgørelse, idet det anfø res, at ansøgeren - analogt med reglerne om supplering af landbrugsejendomme med en væsentlig animalsk produk tion i 39, stk. 1, i landbrugslovscirkulæret - skal doku mentere, at der er behov for suppleringsjord for at skabe et passende forhold mellem produktionsanlæg og jordtilliggende i en bedrift med en væsentlig specialproduktion. Regnskabskontoret finder ikke, at ansøgeren har doku menteret et sådant behov. På baggrund af, at det areal, som KM har fremsat ønske om at erhverve, nu er afhændet til TK, har KM i stedet fremsat krav på et andet areal på ca. 8 ha, beliggende umiddelbart nord for førstnævnte areal. Jordbrugskommissionen har ved skrivelse af 18. septem ber 1991 fremsendt klagesagen hertil med bemærkning om, at det areal, der nu stilles krav om, ikke er anvendelig til gødningsudspredning. I relation hertil har regnskabskredsen ved skrivelse af 23. september 1991 anført, at KM for at undgå misforståelser vil gøre fortrinsstilling gældende på et areal, der kan an vendes til gødningsudspredning, jf. vedlagte kortbilag. Jordbrugskommissionen har derefter ved skrivelse af 4. november 1991 anført, at der er tale om en fejl i førnævn te skrivelse af 18. september 1991, idet det omhandlede areal er dyrkningsjord. Dette forhold har dog ikke haft be tydning for sagens afgørelse, da kommissionen har vurde ret, at planteskolen har behov for hele det areal, som ejendommen ønskes suppleret med. Redegørelse for Jordbrugsdirektoratets afgørelse Efter reglerne i 13, stk. 3, i landbrugsloven kan ejeren af en landbrugsejendom supplere sin ejendom op over areal grænsen på 70 ha, i det omfang han selv har behov for arealet for at skabe harmoni i bedriften. Jordbrugskommissionen har - som omtalt ovenfor - været af den opfattelse, at denne bestemmelse både gælder i situationer, hvor der er tale om supplering af en ejendom med en væsentlig animalsk produktion, og hvor der er tale om supplering af en ejendom med en væsentlig special produktion. Bestemmelsen gælder imidlertid alene i situationer, hvor der er tale om supplering af en ejendom med en væsentlig animalsk produktion. Dette støttes bl.a. af, at udtrykket»behov for arealet for at skabe harmoni i bedriften«i 13, stk. 3, må opfattes alene at omfatte»harmoni i bedriften mellem besætningen og jordtilliggende«, jf. herved lovteksten i 13, stk. 1, og 18, stk. 6. Ved bedrifter med specialproduktion er der ikke tale om»at skabe harmoni«, men at»skabe et pas sende forhold mellem produktionsanlæg og jordtilliggen de«. Af bestemmelsen i 18, stk. 6, fremgår klart, at arealgrænsen på 70 ha alene kan overskrides, hvis ansø geren selv har behov for arealet for at skabe harmoni i bedriften mellem besætning og jordtilliggende. Ved lovændringen i 1989 har det været tilsigtet at tilveje bringe ensartede regler, hvorefter den primære ansøger kan erhverve eller forpagte al den jord, som han har be hov for til udspredning af husdyrgødning efter reglerne i miljølovgivningen, jf. landbrugslovens 9, stk. 1, 13, stk. 1 og 3, og 18, stk. 6. Landbrugsministeriets departement har endvidere henvist til landbrugsministerens svar på en henvendelse fra Dansk Erhvervsgartnerforening (spørgsmål nr. 25) i forbin delse med lovændringen i Det fremgår indirekte heraf, at muligheden for at overskride 70 ha-grænsen uden iagttagelse af fortrinsstillingsreglerne kun bør gælde for animalske bedrifter med harmoniproblemer. Jordbrugskommissionens afgørelse er således truffet på baggrund af en forkert opfattelse af rækkevidden af før nævnte bestemmelse i 13, stk. 3, i landbrugsloven. Jordbrugsdirektoratet har derfor - som foran nævnt - op hævet jordbrugskommissionens afgørelse og hjemvist sa gen til fornyet behandling i jordbrugskommissionen. Jordbrugskommissionen må herefter tage nærmere stilling til, i hvilket omfang KM kan gøre krav på en fortrinsstilling til suppleringsjord.

5 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider 1992 side 59 I forbindelse hermed må der tages stilling til, om der ved den ansøgte supplering af planteskole til ca. 79,8 ha indgår arealer, der kan fradrages i forbindelse med arealgrænsen på 70 ha. Ved denne arealopgørelse kan der alene fradrages fredskovsarealer og arealer, der er helt uden dyrkningsmæssig værdi, jf. lovens 13, stk. 4. Der kan henvises til 42 i landbrugslovscirkulæret. Endvidere må der tages stilling til, om KM opfylder betingelserne for en fortrinsstilling, herunder om den tilbudte pris giver grundlag for en fortrinsstilling. Som omtalt her har Jordbrugsdirektoratet tilkendegivet en opfattelse af reglerne, således som det fremgår af jordbrugskommissionens skrivelse af 14. august Jordbrugsdirektoratet må derfor beklage, at direktoratet har medvirket til, at jordbrugskommissionen har behandlet sagen på baggrund af en forkert opfattelse af rækkevidden af den omhandlede bestemmelse i landbrugsloven. Om bump på private fællesveje på landet har Trafikministeriet i brev af 13. marts 1992 (j.nr k ) udtalt: I brev dateret februar 1992 har De klaget over Otterup Kommunes kendelse om den private fællesvej Kildevænget i Jørgensø. I kendelsen har kommunen bestemt, at to af foreningen anlagte bump skal fjernes. De har anført, at kommunen ved sin afgørelse ikke har taget stilling til det af foreningen anførte om det trafikale/færdselsmæssige behov for hastighedsbegrænsende foranstaltninger på vejen. De finder endvidere, at kommunens afgørelse ikke opfylder de almindelige forvaltningsretlige bestemmelser om begrundelse. De finder derfor, at kommunen enten må genoptage sagen, eller at de anlagte bump skal godkendes. Det fremgår af kommunens afgørelse af 21. januar 1992, at denne er begrundet med, at vejen (med bump) ikke er i en stand, der er god og forsvarlig i forhold til færdslen art og omfang. Det fremgår i øvrigt af sagen, at kravet om fjernelse af bumpene er rejst af gårdejer LL, der finder, at bumpene er meget generende for almindelig arbejdskørsel til og fra marken med traktor efterspændt vogn eller redskaber. Denne trafik foregår hele året. Kommunens tekniske forvaltning har telefonisk oplyst, at den omhandlede vejstrækning er beliggende i landzone og administreres efter bestemmelserne i privatvejslovens afsnit II ( 14-20) om private fællesveje på landet. Ministeriet kan oplyse, at det som klagemyndighed kun kan tage stilling til retlige spørgsmål, det vil sige til, om afgørelsen er lovlig, men ikke til kommunens skøn inden for lovens rammer, jf. privatvejslovens 7, stk. 1. Ministeriet skal beklage, at kommunen i sin klagevejledning ikke har gjort foreningen opmærksom på denne begrænsning i klageadgangen. Ministeriet har gjort kommunen opmærksom på, at klagevejledningen skal indeholde oplysning om denne begrænsning af klageadgangen. Efter privatvejslovens 15, stk. 1, skal kommunen tage stilling til, om en vej er i en i forhold til færdslens art og omfang god og forsvarlig stand. Hvis dette ikke er tilfældet, skal kommunen efter 16, stk. 3, nr. 1, tage stilling til, på hvilken måde vejen skal udbedres. Det er ministeriets opfattelse, at kommunens afgørelse har den fornødne hjemmel i disse bestemmelser, og dermed er lovlig. Ministeriet kan endvidere oplyse, at bestemmelserne i privatvejslovens afsnit II ikke giver kommunen kompetence til at tage stilling til, om der er behov for færdselsregulerende herunder hastighedsbegrænsende foranstaltninger. Spørgsmålet, om sådanne foranstaltninger skal gennemføres, er som udgangspunkt et privatretligt anliggende. Grundejere kan uden vejmyndighedens tilladelse gennemføre sådanne foranstaltninger, såfremt dette ikke medfører, at vejen ikke længere er i god og forsvarlig stand. Visse foranstaltninger og den fornødne afmærkning af disse skal dog godkendes af politiet efter færdselslovens 97. På denne baggrund finder ministeriet, at kommunen har handlet korrekt ved alene at tage stilling til, om vejen med bumpene er i god og forsvarlig stand, og ikke til behovet for færdselsregulerende foranstaltninger. Efter forvaltningslovens 24, skal begrundelsen for en afgørelse indeholde henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Hvor afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende. Kommunens brev af 21. januar 1992 opfylder ikke kravet om oplysning om lovgrundlaget for afgørelsen. Derimod finder ministeriet, at brevets henvisning til, at vejen ikke er i god og forsvarlig stand m.v., opfylder kravet om angivelse af de hovedhensyn, der ligger til grund for afgørelsen om, at to bump skal fjernes. Ministeriet har gjort kommunen opmærksom på nævnte fejl, men finder ikke, at dette kan begrunde, at kommunen skal genoptage sagen. Ministeriet finder herefter ikke grundlag for at foretage videre i sagen.

6 1992 side 60 Landinspektørens Meddeielsesblad - De blå sider Om vejbelysning på privat fællesvej har Trafikministeriet i brev af 22. april 1992 (j.nr k ) udtalt: I brev af 27. marts 1992 har De klaget over, at Holstebro Kommune har truffet beslutning om etablering af gadebelysning på den private fællesvej Ranunkelvej 4-4A. De har i brevet anført, at afgørelsen og begrundelsen herfor ikke er lovmedholdelig. De har herom anført, at vejen kun er 2,5 m bred. Lampernes placering i vejarealet medfører derfor en indskrænkning af vejarealet, der er til stor gene for færdslen på vejen. Det fremgår af kommunens afgørelse af 25. februar 1992, at denne er begrundet med,»at der, på baggrund af den smalle vej og den på ejendommen Ranunkelvej 4 opsatte plantestensmur mod skel, er behov for en markering af vejforløbet med belysning*. Det er i afgørelsen endvidere oplyst, at denne er truffet med hjemmel i privatvejslovens 45. Kommunen har i brev af 3. april 1992 henvist til, at afgørelsen har den fornødne hjemmel i privatvejslovens 45. Kommunen finder endvidere, at den anviste placering ikke er til hinder for kørende trafik på vejen, som i øvrigt kun sker til deres ejendom og ejendommen Ranunkelvej 4A. Som det fremgår af kommunens brev af 25. februar 1992, kan ministeriet som klagemyndighed kun tage stilling til retlige spørgsmål, det vil sige til, om afgørelsen er lovlig. Ministeriet kan således ikke tage stilling til det af kommunen udøvede skøn inden for lovens rammer. Efter privatvejs loven s 45 kan kommunen bestemme, at en privat fællesvej skal være belyst. Dette kan ske, uanset om ejeren af vejarealet og de vejberettigede er enige herom. Kommunens afgørelse har den fornødne hjemmel i denne bestemmelse. Spørgsmålet om, hvorvidt vejforholdene i det konkrete tilfælde er af en sådan karakter, at vejbelysning bør tillades eller undlades, beror på et teknisk skøn, som ministeriet som følge af den nævnte begrænsning i klageadgangen ikke kan tage stilling til. Ministeriet finder endvidere, at kommunens begrundelse for afgørelsen ligger inden for rammerne af de hensyn, kommunen kan varetage efter bestemmelsen og finder efter det foreliggende ikke grundlag for at antage, at kommunen ved sin afgørelse har varetaget ulovlige hensyn. På denne baggrund finder ministeriet, at kommunens afgørelse er lovlig. Ministeriet har derfor ikke mulighed for at foretage sig videre i sagen. Om betaling af vejanlæg ved udstykning har Trafikministeriet i brev af 24. april 1992 (j.nr v10-052) udtalt: I brev af 10. april 1992 (j.nr ) har forvaltningen anmodet ministeriet om en udtalelse vedrørende spørgsmålet om afholdelse af udgifterne til anlæg af den private fællesvej Strandvejen Det fremgår af sagen, at kommunen i forbindelse med udstykning af ejendomme matr. nr. 2 qn og 2 mr, Taarbæk by, har stillet krav om ændring af vejudlægget og vejanlægget for den private fællesvej. Anlægsudgifterne er pålagt udstykkeren. Idet det forudsættes, at der er tale om et vejudlæg efter privatvejslovens 23, stk. 1, kan ministeriet oplyse, at loven ikke giver kommunen hjemmel til i forbindelse med godkendelse af vejudlæg efter 23, stk. 1, 24 og 29, og vejanlæg efter 41 at stille krav om, at ansøgeren afholder samtlige udgifter til anlæggets udførelse. Den, der udfører vejanlægget, kan med henvisning til lovens 42 anmode kommunen om at afsige kendelse om fordeling af udgifterne til arbejdet. Kommunen kan i så fald ikke afvise at fordele udgifterne i overensstemmelse med lovens 62. Det er dog en forudsætning, at anmodning fremsættes, før arbejdet påbegyndes, og at arbejdet herefter først påbegyndes, når endelig beslutning foreligger