PPR-PsykoLog. Den narrative

Transkript

1 Psykologernes praksisfelter er i konstant udvikling. med PPr som eksempel beskrives her temaerne fra den traditionelle via den systemiske til den narrative tilgang. Den narrative PPR-PsykoLog Udvikling Af Katrine Dall Jørgensen og Anne Sofie Møller Sparre Man kan give to meget forskellige fortællinger om arbejdet som psykolog ved PPR, nemlig den traditionelle historie og den systemiske historie. Vores ønske er dog at fortælle en tredje historie, nemlig den narrative historie, som kan rumme såvel den traditionelle historie som den systemiske historie og dermed blive en mere foretrukken historie om identiteten som psykolog ansat ved PPR. Den traditionelle historie lyder, at man som PPR-psykolog har en særlig ekspertise inden for børne- og udviklingspsykologien, den pædagogiske psykologi og den kliniske psykologi med særligt fokus på børn og familier. PPR-psykologen har viden om børns udvikling, om hvad der er normalt og ikke normalt, og om hvordan man kan intervenere og støtte børns udvikling, trivsel og læring. PPR-psykologen har bred klinisk erfaring med arbejdet med børn og familier i mistrivsel. PPR-psykologen er dygtig og rutineret i at anvende kognitive såvel som projektive test og til at undersøge børn og bidrage med indsigt i børn med forskellige typer af vanskeligheder. Psykologen bidrager til undersøgelser og beskri- velser af børn og rådgiver og vejleder lærere og forældre til børn med forskellige typer af vanskeligheder, børn, som mistrives, ikke udvikler sig fagligt, og børn, som udfordrer de voksne såvel i hjemmet som i institutioner og skoler. PPR-psykologen bruger sin ekspertise til at yde rådgivning og psykologisk bistand til forældre, lærere, pædagoger, børn og unge. Når et barn vækker bekymring, bliver det indstillet til PPR, og psykologen undersøger, rådgiver og fører samtaler med børn og visiterer dem med særlige behov til særlige skoletilbud. PPR-psykologen arbejder primært ud fra en strukturel, individualpsykologisk og i overvejende grad psykodynamisk forståelsesramme, og psykologen er dygtig til via sin erfaring, viden og undersøgelser at finde bag om det, der er umiddelbart tilgængeligt, til at finde bag om problemerne og finde de reelle årsager til vanskelighederne, uanset deres art. Psykologens arbejde betragtes som en envejs proces, hvor psykologen stiller sig professionelt til rådighed for barnet eller den voksne med vanskeligheder. I praksis betyder dette, at når et barn indstilles til PPR, 14 Psykolog nyt

2 modelfoto: bam/scanpix fordi han fx har svært ved at koncentrere sig i timerne, ryger i mange konflikter med sine klassekammerater og rent læringsmæssigt og trivselsmæssigt vækker bekymring hos lærerne, så kan psykologen lave en grundig undersøgelse af barnet. Psykologen kan observere barnet i klassen, tage en klinisk samtale med barnet, lave en kognitiv og eventuelt et par projektive deltest. Psykologen vil herefter skrive rapport, hvor han konkluder, hvad der er baggrunden for barnets vanskeligheder, samt angive, hvilke behov barnet har for at få den bedst mulige skolegang, og hvordan de voksne mest hensigtsmæssigt kan forholde sig til barnet med dets særlige behov og vanskeligheder. Psykologen giver feedback fra undersøgelsen på et møde med lærere og forældre, og ved denne lejlighed rådgiver psykologen om det videre arbejde med barnet. Muligvis vil det blive aftalt, at der skal holdes opfølgende møder fremover for at iagttage barnets udvikling og følge sagen løbende. Sideløbende hermed kan psykolo- Psykolog nyt

3 gen have samtaler med barnet, hvor de sammen får talt om de bagvedliggende ting, der bidrager til, at det er så svært at koncentrere sig i skolen. Et paradigmeskift Den traditionelle historie om arbejdet som PPR-psykolog blev udfordret kraftigt sidst i 1980 erne og først i 1990 erne. Der blev stillet nye krav, og et paradigmeskift trængte sig på. I et paradigmeskift brydes vante rammer, samtidig med at der søges efter nye. Denne periode afføder typisk en konflikt mellem det gamle og det nye. Desuden vil den nye erkendelse først fuldt ud være nået, når det er faldet på plads i det nye paradigme. Der vil være spørgsmål om, hvad man gjorde før, og hvad man skal gøre nu. Var det, man gjorde tidligere, ikke godt nok, og hvorfor skulle det nye være bedre? Er det nye ikke blot det, vi altid har gjort, nu blot iklædt nogle nye begreber? Hvad skal man vælge? Den traditionelle fortælling om PPR-psykologen som ekspert på en række områder inden for sit felt blev udfordret af fortællingen om PPR-psykologen som proceskonsulent, ligesom fortællingen om PPR-psykologens individualpsykologiske og primært strukturelle og psykodynamiske tilgang blev udfordret af fortællingen om den systemiske og poststrukturelle tilgang til praksisfeltet. Med fortællingen om psykologen som proceskonsulent bliver forældrene, læreren, pædagogerne og børnene eksperter på eget liv og vanskeligheder, mens psykologen kan stille sig konsultativt til rådighed i ønsket om at facilitere forandring og bidrage til refleksion. Et barn, der vækker bekymring, skal ikke trækkes ud af sin kontekst og undersøges eller fixes af psykologen, men psykologen vil derimod træde ind og arbejde med konteksten omkring barnet, så konteksten kan rumme barnet og give barnet hensigtsmæssige kommunikative med- og modspil, der kan opløse problemet. Fokus bliver således arbejdet med konteksten for børn i vanskeligheder, og metoderne bliver supervision, processuelle netværksmøder og kortere konsultative samtaleforløb med særligt fokus på kommunikationen i systemet og med en hensigt om at bidrage til refleksion. Med den systemiske tilgang bliver historien om PPR en historie, hvor psykologen frem for at tænke i individer med vanskeligheder tænker, at vanskelighederne skal ses i sammenhæng med aktuelle interpersonelle forhold. Derfor vil man som psykolog tænke i helheder og relationer, medtænke konteksten og se vanskeligheder som noget, der må forstås cirkulært. Der ligger desuden i den systemiske tilgang en erkendelsesmæssig pointe om, at der ikke findes nogen universelle sandheder, hverken om problemer eller om løsninger af problemer, men derimod alene lokale erfaringer, som vi kan forhandle os frem til og skabe igennem refleksion og dialog. Den systemiske tilgang er baseret på et socialkonstruktionistisk, erkendelsesteoretisk grundlag, og forståelsen indebærer, at der findes mange versioner af virkeligheden. Fokus bliver ikke på, hvad der er rigtigt eller forkert, men på hvad effekten måtte være. Psykologen er opmærksom på, at han selv bliver en del af systemet og dermed medansvarlig for de forståelser af virkeligheden, der skabes. Med den systemiske tilgang bliver historien om PPR-psykologen en historie om at arbejde med de komplekse kommunikative samspil, og psykologens opgave bliver at invitere børn og voksne ind i et refleksivt rum, hvor der kan arbejdes med at skabe flere nuancer i forståelsen af et problem og dets løsning. Historien om genstanden for arbejdsfeltet bliver således også ændret fra, at man arbejder med mennesker med vanskeligheder, til at arbejde med mennesker i vanskeligheder. I praksis kan dette betyde, at når et barn vækker bekymring fx på grund af mangel på koncentration i timerne og sociale vanskeligheder i samspillet med klassekammeraterne, så rettes der henvendelse til PPR-psykologen med denne bekymring. Psykologen kan vælge at gå konsultativt ind i sagen og konstruere et forløb med en indledende kontraktafklaring, hvor rammerne for arbejdet anskueliggøres. PPRpsykologen kan uden at møde barnet arrangere et konsultativt forløb med barnets lærerteam. Dette kan fx bestå i tre supervisionssamtaler hen over et par måneder samt et møde, hvor man evaluerer effekten af dette. I supervisionen bliver lærerne inviteret til refleksion over egen praksis og til at stille sig nysgerrigt og undersøgende til barnets vanskeligheder og skabe refleksioner og hypoteser om, hvad der kunne påvirke barnets adfærd i positiv eller negativ retning. Barnets adfærd vil primært blive set som kommunikative udtryk for nogle vanskeligheder, som barnet er i, og supervisionen kan hjælpe lærerne til at blive bedre til at forstå denne kommunikation og effekten af deres egen praksis i forhold til barnet. Psykologens opgave 16 Psykolog nyt

4 bliver at tilrettelægge det konsultative forløb, at supervisere lærerteamet ud fra den systemiske supervisionsmetode samt at evaluere forløbet efterfølgende og afslutte sagen. Den narrative PPR-praksis Op igennem 1990 erne er der imidlertid kommet endnu en fortælling om PPR-psykologen, nemlig den narrative tilgang i arbejdet. Den indebærer, at man arbejder med historierne (narrativerne) omkring barnet, familien, lærerteamet, institu tionen eller skolen. Den narrative tilgang arbejder i højere grad end den systemiske med identiteten på såvel individ,- gruppe- organisationsplan. Man er som narrativt arbejdende psykolog nysgerrig på de historier, der fortælles, på den dominerende og mulige alternative fortælling. Den narrative tilgang yder plads til problemhistorien og via eksternaliserende samtaler, hvor problemet benævnes og placeres uden for personen, arbejdes der med, at det ikke er personen, der er problemet, men derimod problemet, der er problemet. Den narrative psykolog tilrettelægger samtaler, der giver mulighed for at undersøge problemets effekt, dets betydning for personen og personens stillingtagen til problemet. Dermed skabes der afstand mellem personen og problemet, så der bliver plads til, at historier om undtagelser fra problemet trækkes frem og undersøges. Psykologen bliver sammen med personen nysgerrig efter at finde de unikke hændelser, dem, hvor problemet ikke er til stede. Ved at undersøge disse skabes der mulighed for en alternativ historie, der giver mere mening for personen, og som vedkommende foretrækker som sin identitetshistorie. Karakteristisk for den narrative tilgang er, at det professionelle psykologiske arbejde kan ses som en tovejsproces, hvor psykologen indgår i en gensidig relation, modsat den traditionelle historie om det psykologiske arbejde, hvor det alene er dem, der opsøger psykologen, der beriges via samtalen. I den narrative tilgang arbejdes der med diskurserne, der selvsagt også indgår i psykologens eget liv, og dermed gør arbejdet med at skabe nye og alternative historier det muligt, at også psykologens eget liv vitaliseres og beriges. Den narrative samtale kan næsten tage form af en filosofisk samtale om tidens diskurser, og hvordan man som menneske kan skabe foretrukne historier med udgangspunkt heri, Psykolog nyt

5 modelfoto: bam/scanpix rig efter, er at finde de unikke hændelser, der modsiger problemhistorien, og at intentionen er at skabe en alternativ og mere foretrukken historie end problemhistorien. Dette vækker ofte umiddelbar genklang. Ved at synliggøre den narrative tilgang muliggør man en lærings- eller kompetenceudviklende proces, hvor børn og voksne kan tage tilganog på den måde inkluderer den narrative tilgang både et kollektivt og et individuelt aspekt. En betydningsfuld mulighed ved den narrative tilgang er ideen om, at man som psykolog kan vælge at skabe en høj grad af gennemsigtighed. Man kan vælge fx at fortælle barnet eller den voksne, man taler med, at det, man er nysger- 18 Psykolog nyt

6 Man må gå med tusindben og inkludere det mest brugbare i bestræbelsen for at skabe bedre trivsel og vitalitet for børn og voksne gen til sig, hvis de finder det givtigt. Dermed er der i den narrative tilgang mulighed for, at man arbejder både direkte med de vanskeligheder, der måtte eksistere, og samtidig mere indirekte med at synliggøre de muligheder, der ligger i den narrative tilgang til arbejdet med mennesker, og dermed dekonstrueres, den magt som psykologer nemt får i arbejdet. I praksis kan dette betyde, at hvis et lærerteam henvender sig om en klasse, hvor børnene reagerer meget voldsomt i forbindelse med konflikter, da kan psykologen vælge at invitere lærerteamet ind i eksternaliserende samtaler, hvor problemet benævnes ved fx at kaldes voldsomheden, effekten af voldsomheden undersøges og evalueres, og de kræfter, der kæmper mod voldsomheden, undersøges. Langsomt vil voldsomheden dekonstrueres, og der vil i historien om klassen skabes en afstand imellem klassens børn og voldsomheden, der nu ikke længere er så tæt forbundet, men opleves som liggende uden for børnene selv. Når børnene og problemet er adskilt, kan psykologen begynde at sætte fokus på unikke hændelser, dvs. hændelser, hvor voldsomheden imod al forventning udeblev. Disse hændelser bliver interessante at undersøge, da de skaber en alternativ historie til problemhistorien. Psykologen kan vælge også her at benævne denne alternative historie, og i den eksternaliserende dialog undersøge effekten af denne alternative historie, evaluere den og undersøge, hvilke kræfter der kæmper for den alternative og mere foretrukne historie om klassen. Dermed konstrueres en historie, der på et tidspunkt vil kunne få en reel effekt i det levede liv. At gå med tusindben Den narrative tilgang til det psykologiske PPR-arbejde skaber grobund for en frugtbar dialog mellem de mange forskellige forståelser af problem og løsninger. Ved at anvende den narrative (og systemiske) tilgangs epistemologiske forståelse af, at der eksisterer mange historier om virkeligheden, bliver der plads til mange forskellige forståelser og dermed mange forskellige historier om eksempelvis angst, generthed, voldsomhed, uro og afledelighed, som PPR-psykologen møder i sit arbejde. Det betyder også, at man kan vælge at inddrage såvel den traditionelle som den systemiske tilgang i det psykologiskpædagogiske arbejde, idet disse kan ses som forskellige historier om problem og løsning. Dertil kommer de historier, der skabes hos de eksterne partnere, som PPR samarbejder med, som fx den psykiatriske verden med dens diagnosticerende sprogbrug. Der skal ikke tænkes i rigtigt eller forkert, men i hvad der giver mening, og hvilken effekt de forskellige historier måtte have, samt hvilke historier der kan være med til at berige og vitalisere børn, voksne, individer og grupper. Det bliver således interessant, hvilke historier om barnet eller den voksne der har hvilken effekt, hvilke historier barnet eller den voksne finder meningsfulde, og hvorfor de finder den ene frem for den anden historie meningsfuld. I sidste ende bliver det den enkelte persons eller gruppes værdier, der afgør, hvilke historier om dem selv, deres problemer og løsninger der findes pragmatisk anvendelige i skabelsen af en mere foretrukken identitet. Med den narrative tilgang behøver man ikke at tænke i at skulle vælge mellem det gamle eller det nye paradigme. Man må gå med tusindben og inkludere det mest brugbare i den givne kontekst i bestræbelsen for at skabe bedre trivsel og vitalitet for børn og voksne. Katrine Dall Jørgensen, [email protected] Anne Sofie Møller Sparre PPR-psykologer Psykolog nyt