Danske Fysioterapeuter, Region Hovedstaden Mundtlig beretning ved Generalforsamlingen 2011 Indledning Selvom vi alle hver især nok kan finde meget at glædes over i det forløbne år, har det ikke desto mindre været et år præget af den økonomiske krise, der også har ramt Sundhedssektoren og dermed også fysioterapeuter. Det er bekymrende, for mange har mistet deres arbejde og krisens omfang i hele den offentlige sektor gør, at det er blevet svære at finde arbejde både kommunalt og regionalt. Ikke desto mindre er fysioterapeuter blandt de professioner, som krisen har ramt mindre hårdt. På trods af krisen og den usikre økonomi, er vi nu også rige på andre måder. Vi har et grundfæstet fællesskab her i Danske Fysioterapeuter, som vi er stolte af. Det går langt, langt tilbage i vor historie, tilbage til oprettelsen af foreningen i 1918; ja, længere endnu, for foreningen kan netop ses som en bekræftelse af et fællesskab, som allerede eksisterede. Fællesskabet er en stærk kvalitet, som vi skal skønne på, og som vi har brug for, når tiderne er mindre gunstige. Vi skal sammen bruge vores idérigdom, vores flid og skaberkraft. Det er egenskaber vi kan trække på, når vi nu søger at vriste os helt ud af krisens greb. Når vi ser, hvordan andre bliver stadig dygtigere, skal vi ikke lade os skræmme af det, men lade det være en spore for os. Vi må ikke stille os tilfreds med det, vi engang var dygtige til, men fortsat bruge den blanding af individualisme og sammenhold, som har bragt os langt. Men er der i disse år tegn på, at vi er blevet mere egoistiske, at vi er blevet tilbøjelige til først og fremmest at kræve ind og sikre os, at vi hver især får det vi selv mener at have krav på? Er vi ved at blive mistroiske overfor hinanden og tillægge hinanden mindre pæne motiver? Så er det ikke alene en økonomisk krise vi befinder os i, så er det vore holdninger, der er ved at komme i skred. Det er en krise, der kommer snigende og som kan forgifte vort forhold til hinanden. Så er vi ved at sætte noget over styr, som kan være uopretteligt. Den krise, der så at sige kan måles og vejes, som man kan sætte tal på og tegne kurver over, er ikke nær så alvorlig, som hvis det er vore værdier og holdninger, der vakler. Den økonomiske krise vi nu står i, skal vi nok finde vej ud af på kortere eller længere sigt; men vi skal ud af den med anstændigheden i behold og uden at sætte fællesskabet over styr. Jeg vil gerne takke hendes majestæt Dronning Margrethe for de fleste af de indledende ord. Dronning Margrethe har den udfordring at hun skal favne hele Danmark, men hun skal samtidig være apolitisk, neutral. Det skal vi som forening ikke. Vi skal dog favne alle fysioterapeuter og hele det brede arbejdsfelt, så det enkelte medlem føler sig repræsenteret. Men vi ER en politisk forening, ikke knyttet op på rød og blå blok, men fagpolitisk med valg og repræsentation m.m. dvs. at
Side 2 af 6 hvis vi skal udover rampen så må der gerne være lidt mere bid i vores udmeldinger end i Hendes Majestæts. Det kan betyde at vi som forening nogen gange kommer til at støde nogen, gå på tværs af en eller flere fysioterapeuters interesser og andre føler sig forbigået. Jeg tror det er vigtigere at være tydelig i holdninger frem for at please alle. Derfor er dialogen ekstrem vigtig dels så os, der er valgt til at repræsentere fysioterapeuter, ved hvad der foregår rundt omkring og dels så der kan skabes en forståelse for hvorfor vi gør som vi gør og hvis det vi gør, er helt hen i vejret, at vi får det at vide. Jeg synes jeg nævner dialog, næsten hver gang jeg åbner munden, men jeg mener det også og det vil Jeg vende tilbage til. Besparelse/økonomi Som nævnt vil 2010 blive husket som kriseår, hvor den offentlige sektor og hospitalerne i særdeleshed skulle spænde livremmen ind. Der blev talt meget økonomi på den landspolitiske arena. Lokalt har der ikke været ret meget plads til nytænkning medmindre der fulgte penge med eller der var en dokumenteret besparelse at hente. Hele det offentlige sundhedsvæsen er gået i sparmode. Der har været massefyring på hospitalerne, kommunerne holder igen, ikke i så stort omfang med fyringer af fysioterapeuter, men der skal laves mere, af de samme ansatte. På praksisområdet er overenskomstforhandlingerne gået i stå med henvisning til økonomi og i SU for praksis er det nærmest håbløst at komme igennem med noget som helst der koster penge, dette også selvom der måske kunne spare noget i en anden kasse. Danske Fysioterapeuter var ude og fortælle at regionerne kunne spare penge ved ikke at operere så meget og give fysioterapi i stedet, på den front er der ikke meget initiativ fra regionens side, de har heller ikke den store gevinst, men til gengæld kan jeg se at kommunerne er begyndt at røre på sig. Generelt har hele tankegangen været gennemsyret af om det kunne betale sig. Det er nu den dagsorden der køre, så det må vi forholde os til. Den stramme økonomi har også ført til at der er steder man har været rigtig kreativ med deres sparekatalog. eksempelvis har man i Gribskov kommune (Pleje Gribskov) et forslag om at erstatte fysioterapeuter med sosu-assistenter, når borgerne skal have deres træningsbehov vurderet. Besparelsen her er minimal på løndelen (en sosu med 8 års erfaring har mere i basisløn end en fysioterapeut med ex. 2 års erfaring). Dette har resulteret i at fysio-og ergoterapeuterne i frustration har skrevet et brev til sundhedsudvalget i kommunen: Jeg synes, at ledelsen i Pleje Gribskov (Gribskov kommunes "firma") burde sætte sig ned sammen med ergo- og fysioterapeuterne og få en ordentlig dialog om styringen af og formålet med træningsopgaven. Regionen har på hospitalsområdet fremrykket hospitalsplan, det betyder at Hillerød hospital skal modtage mange flere funktioner, end der er plads til, det nye super hospital er jo ikke bygget endnu, det betyder at fysioterapien skal
Side 3 af 6 pladsmæssig indskrænkes til 1/5 samtidig med at de får nye funktioner. Det hænger ikke sammen. 2 fysioterapeuter fra Hillerød har skrevet et læserbrev til Frederiksborg amtsavis og påpeget problematikken. Regionen har besluttet at lymfødem er noget regionen/hospitalerne skal tage sig af. Regionen er ikke oppe på den kapacitet der skal til for at dække området, men man vil ikke i mellemtiden lave aftaler med praktiserende om at få løst opgaven på trods af at kompetencerne er der. Det andet interessante er at, der er ingen der rigtig ved at regionen har den plan, det ses ved at man har fyret en fysioterapeut i besparelses øjemed, med en lymfødemuddannelse. Det hænger heller ikke sammen. Det har været forsøgt at gøre opmærksom på det i SU, men vandt ikke gehør, så den må vi jo gå videre med. Sådan er der mange eksempler af. Her skal vi være gode til at påpege og gøre opmærksom på det - og når jeg siger vi, så mener jeg os alle sammen. Protester mod forringelser for borgerne/patienter Det som fysioterapeuter i Gribskov har gjort ved at skrive til politikerne er ikke illoyalt, men snare at udvise rettidig omhu. Når medarbejder i en offentlig institution oplever at der er uoverensstemmelse mellem hvordan opgaverne bliver varetaget og intentionerne er fra politisk side, eller man har svært ved at stå inde for kvaliteten, så mener jeg man er forpligtiget til at gøre opmærksom på det. Ellers giver demokratiet ingen mening. Det samme gælder for de 2 fysioterapeuter fra Hillerød hospital. Vi har som borger og især som fagpersoner en forpligtigelse til at hjælpe politikerne med at løse den opgave de er valgt til, dvs. at vi også nogen gange må gå imod eller udstille vores egen administration/ledelse. Her er det at foreningen også kan komme ind og som jeg kalder regionskontoret serviceafdelingen for lokale fagpolitiske sager Vi og vi er i dagligdagen undertegnet og så hele mit 15 timers sekretariat Vi kan hjælpe med at forfatte læserbreve, breve til politiker eller andre relevante, hvis det er bedre kan det skrives på foreningens brevpapir og jeg kan sætte mit navn under eller vi kan bare vende en problematik. Måske er det noget som er meget principielt og skal bæres højere op i systemet til Regionsbestyrelsen eller måske Hovedbestyrelsen. Det kan være det er noget der skal samarbejdes om på flere fronter, som eksempelvis Esbønderup. Dette kræver dialog, men det nytter. Der var dialogen igen. Fremtidig udfordring Jeg vil også gerne prøve at skue lidt ud i fremtiden og se på de udfordringer Danske Fysioterapeuter står overfor. Der er specielt to rigtig store udfordringer i de kommende år og det bliver ikke sidste gang i vil komme til at høre og læse om dem.
Side 4 af 6 Begge udfordringer er opstået på baggrund af en Prognose om antallet af fysioterapeuter frem til 2020 som Danske Fysioterapeuter fik lavet helt tilbage i 2008. Prognosen siger at vi ca. vil være 75% flere fysioterapeuter i 2020 end vi er i dag og den opadgående kurve starter for alvor i 2014. Den ene udfordring er, hvordan får alle de nye fysioterapeuter arbejde. Og den anden er; hvordan ved bliver vi med at være en attraktiv forening, noget du ikke har lyst til at sige nej til? Til den første udfordring skal fantasien og nytænkningen sættes i gang. Nogle af os erfarende må rykke os til mere specialiseret områder, søge det utraditionelle, der hvor der ikke nødvendigvis står fysioterapeut på etiketten, men hvor vi med vores erfaring og viden kan komme ind og gøre en forskel. Danske Fysioterapeuter kan ikke skabe jobs, men vi kan være med til at påpege hvor det vil være relevant at der er fysioterapeuter. Og det kan i også!! Som jeg ser det er der tre mulige måder at ekspandere på. 1) At gøre mere af det vi gør i forvejen, noget af det vil næsten komme automatisk pga. den demografiske udvikling. Grunden til jeg siger næsten, er at vi har en konstant opgave i at påpege vigtigheden af det vi gør. vi kan ikke tage noget for givet. 2) Opgaveglidning eller fordeling eller hvad man nu kalder det. Altså at vi varetager nogle opgaver så andre faggrupper bliver frigjort til noget andet. Det nærliggende er læger og sygeplejersker, men det kunne også f.eks. være idrætslærer. Opgaveglidning kan være vores chance når de andre faggrupper går på Pension, 3) Helt nye eller næsten nye opgaver Det er måske den sværeste, men måske også den sjoveste. Her får vi virkelig udfordringen med at fortælle hvad vi kan. Her i forhold til det sidste vil jeg nævne at: Den nye hovedbestyrelse har lige været samlet til en konference. Her vedtog vi 6 områder der skal arbejdes videre med i den kommende periode. Af de indsatser vil jeg særlig fremhæve et og det er at Vi skal arbejde for at fysioterapeuter får en stærkere sundhedsfaglig profil indenfor forebyggelse og sundhedsfremme. Når man hørte hvad Formand for forebyggelsesrådet og Direktøren for Sundhedsforvaltningen i København, Lene Silassen sagde her forleden om forebyggelsesområdet, så er det et område vi simpelthen skal satse på. Hun sagde blandt andet: Vi skal gå fra projekt til Drift dvs. når vi ved noget virker skal vi ikke tøve med at sætte det i drift.
Side 5 af 6 og så skal kommunerne gå: Fra behandling til forebyggelse. Etablering af bæredygtig kommunal infrastruktur. En opgave i vækst. Vi er en faggruppe der på mange områder kan tage del i den vækst. Kunne det ikke være spændende hvis vi kunne gøre det samme som et af de mest succesfulde forebyggelsestiltag man har gjort i Danmark nemlig børnetandplejen og regelmæssig tandeftersyn. Kunne vi komme ind og få en lignende rolle. Blive aktør i børnehaver og skoler, måske allerede i vuggestuer? Screene børn motorisk, være med til at give børn lyst til at bevæge sig. I radioen forleden morgen nævnte de at der nu var flere overvægtige børn i Midtjylland end normalvægtige I hovedstaden er det dog ikke helt så galt fat. Og der er mange andre mulige eksempler. Hvis vi skal holde på fællesskabet som Margrethe talte om, så skal vi udvikle opgaver frem for at slås om dem!! Den anden udfordring er det der hedder: Den attraktive medlemsorganisation og det går i al sin enkelthed ud på at få alle de nye fysioterapeuter til at melde sig ind i foreningen og også gerne nogle af de gamle. Grunden til det er så vigtig, er at størrelsen af vores medlemsprocent afspejler også vores legitimitet ifht at udtale sig på fysioterapeuters vegne. Nu har vi en skønnet medlemsprocent på 84, men hovedbestyrelsen har sat et mål der hedder 90 %. Det er ikke mere en naturlov at melde sig ind i en fagforening, så vi er nødt til at være aktive og vi skal være attraktive, hvad er det man går glip af når man ikke er medlem eller sagt på en anden måde hvad er det man vil ofre når man melder sig ud eller ikke melder sig ind: Jeg har altid oplevet at det at være fysioterapeut er noget særligt, at vi har en særlig kultur, andre siger vi går på en bestemt måde, man kan altid se når det er en fysioterapeut der kommer ind på afdelingen fysioterapeuter fylder meget, I har en meget stærk fagidentitet. Men, hvad er fysioterapeutisk kultur, hvad er vores kendemærke og hvordan får vi den store gruppe af nye fysioterapeuter til også at opleve at de er en del af et fællesskab, hvad er det for nogle historier vi skal fortælle. Og igen appellere jeg til alle for vi vil gerne have alle til at fortælle de historier. Det har betydning for den enkelte om kollegerne er medlem. Det vil kunne afspejle sig direkte i kontingentet og servicen og indirekte i udvikling af faget og fysioterapeuters indflydelse på den sundhedspolitiske dagsorden. Som vi har skrevet i den mundtlige beretning har vi i regionsbestyrelsen taget en ny arbejdsform i brug, som i takt med vi udvikler den, også gør os skarpere i opgaven. De emner som bestyrelsen vil arbejde med i den kommende periode vil ligger i forlængelse af Hovedbestyrelsens indsatsområder og der skal i arbejdet også indtænkes en formidlingsstrategi, herunder medlemsarrangementer, så der bliver en større sammenhæng mellem bestyrelsens arbejde og det vi invitere
Side 6 af 6 medlemmerne til. Det vil selvfølgelig stadig være muligt at komme med forslag til emner der kan have en bred interesse. Denne beretning har været meget fokuseret på de specifikke fysioterapeutiske områder, men når vi nu tager diskussionen om beretning og Danske Fysioterapeuter i hovedstadens fremtidig arbejde, er der så nogle vi kan, skal og bør samarbejde med om de forskellige emner. Det lokale sundhedskartel, ergoterapeutforeningen, Københavns lærerforening, lokale patient foreninger m.fl. Ikke at vi ikke gør det i dag, men det kunne være vi kunne få tilføjet nogle nye interessenter vi ikke havde overvejet. Afslutning Til slut vil jeg lige som Dronningen, godt nok ikke hilse, men takke først den afgående bestyrelse for det sidste års arbejde, og takke alle andre jeg nu kan komme i tanke om og specielt dem der har gjort en særlig indsats for og deltaget i foreningens arbejde og sidst men ikke mindst jer der er tilstede her i dag og bidrager med jeres viden og indsigt, så den nye Regionsbestyrelse der bliver valgt her om lidt, kan få en ide om hvilken retning vi skal vælge at gå i det lokalpolitiske arbejde. Og hermed er beretningen, også den skriftlige sat til debat.