5. Pædagogens handlemuligheder... 42 5.1 Inkluderende fællesskaber... 42 5.2 Anerkendende relationer... 43

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 3 1. 1 Problemformulering... 4 2. Metode... 4 2.1 Læsevejledning... 4 2.2 Begrebsafklaring... 6 2.3 Empiri... 6 2.4 Videnskabsteori - Hermeneutik... 8 2. 5 Valg af teori... 9 3. Teori... 10 3.1 Identitetsdannelse... 10 Tre former for identitetsdannelse... 11 Selvidentitet:... 11 Personlig identitet:... 12 Social identitet:... 12 Opsamling af identitetsdannelse... 13 3.3 Axel Honneth: Behovet for anerkendelse... 13 Opsamling af Axel Honneth: Behovet for anerkendelse... 17 3.4 Inklusion og eksklusion... 17 Inklusion... 17 Eksklusion... 19 Opsamling af inklusion og eksklusion... 19 3.5 Socialt ansvar og aktivitetsfællesskaber... 20 Opsamling af socialt ansvar og aktivitetsfællesskaber... 22 3.6 Thomas Ziehe om ungdommen i dag... 23 Opsamling af Thomas Ziehe om ungdommen i dag... 26 3.7 Anthony Giddens om det senmoderne samfund... 26 Opsamling af Anthony Giddens om det senmoderne samfund... 28 4. Diskussion... 28 4.1 Unges identitetsdannelse... 28 Opsamling på unges identitetsdannelse... 32 4.2 Unges behov for anerkendelse... 33 Opsamling af unges behov for anerkendelse... 36 4.3 De fællesskaber de arbejder med i klubben... 36 Opsamling på de fællesskaber, de arbejder med i klubben... 38 4.4 Unges identitetsdannelse i det senmoderne samfund... 39 Opsamling på unges identitetsdannelse i det senmoderne samfund... 41 5. Pædagogens handlemuligheder... 42 5.1 Inkluderende fællesskaber... 42 5.2 Anerkendende relationer... 43 6. Konklusion... 44 7. Perspektivering... 46 Litteraturliste... 48 Bøger:... 48

Artikler:... 49 Internet sider:... 49 Bilag 1.... 50 2

1. Indledning En stor del af børn og unges hverdagsliv udspiller sig i dag i institutioner, hvilket gør at institutionen, og ikke mindst pædagoger i dag, spiller en stor rolle i børn og unges dannelse. Som menneske udvikler man sig, og danner sig i samspil og gennem relationer til andre. Det er derfor vigtigt for menneskers dannelse, at være en del af et fællesskab, da social deltagelse anses for at være en forudsætning for udvikling og læring. 1 Bent Madsen underbygger dette ved at sige : Dannelse af fællesskaber, er en forudsætning for dannelsen af individer. 2 Med denne udtalelse understreger han vigtigheden i, at være en del af et fællesskab, hvis man skal danne sig som individ. Det er også i fællesskabet, at man som individ bliver anerkendt, og værdsat for den person man er, hvilket er med til at danne en positiv selvopfattelse, og en sund identitet. Er man derimod ikke en del af et fællesskab, vil man ikke opleve sig selv som værende værdifuld, og man vil sandsynligvis danne en negativ konklusion om sit eget værd. Som pædagoger står vi altså med et stort ansvar, når vi taler om børn og unges dannelse, og ikke mindst trivsel. Det er derfor vigtigt, at vi er bevidste om hvordan vi bedst muligt kan støtte børn og unge i deres dannelse og udvikling. På baggrund af dette, vil vi i vores bachelor opgave beskæftige os med emnet, unges identitetsdannelse, med henblik på fællesskabets betydning for denne. Vi har valgt dette emne, da vi finder det interessant, og desuden yderst relevant og vigtigt at blive klogere på, når vi skal ud at arbejde i praksis. Derudover har vi begge to igennem vores tid på pædagogseminariet, og i vores praktik forløb, stiftet bekendtskab, og hørt meget om begreberne inklusion og fællesskaber, hvilket har gjort os nysgerrige, på at arbejde videre med dette. Inklusion er samtidig noget som bliver diskuteret meget i samfundsdebatten, og er i de seneste år blevet en stor del af den pædagogiske praksis. Vi syntes derfor, at det er vigtigt for os som pædagoger, at tilegne os viden inden for dette område, så vi er bevidste om, hvordan vi kan arbejde med inkluderende fællesskaber i praksis. 1 Madsen, Bent: Socialpædagogik integration og inklusion i det moderne samfund s. 209 2 Madsen, Bent: Socialpædagogik integration og inklusion i det moderne samfund s. 209 3

På baggrund af dette, er vi kommet frem til vores problemformulering. 1. 1 Problemformulering Vi vil i vores bachelor opgave undersøge følgende: Hvilken betydning har fællesskabet for unges identitetsdannelse i alderen 12-15 år? Og hvad kan vi som pædagoger gøre for at støtte unges identitetsdannelse i alderen 12-15 år? Vi vil herunder komme ind på følgende i vores opgave: - Hvilken betydning anerkendelse har for unges identitetsdannelse. - Hvordan pædagoger kan skabe inkluderende fællesskaber. - Det senmoderne samfunds betydning for unges identitetsdannelse. 2. Metode 2.1 Læsevejledning Vores opgave er opdelt i seks overordnede dele Et metodeafsnit, et teoriafsnit, et diskussions afsnit, et afsnit omhandlende pædagogens handlemuligheder, en konklusion på vores problemformulering, og til sidst en perspektivering. Hver af de seks dele i opgaven vil have en overordnet overskrift, samt under overskrifter som yderligere inddeler afsnittet. Hver overordnet overskrift vil være nummereret med et tal, og under overskrifterne vil være nummereret således at man kan se det passer til den overordnet del. (F.eks. 1. Teori, 1.1 Identitetsdannelse.) Vores opgave er opbygget kronologisk, og skal derfor læses i den rækkefølge den er sat op. I opgaven vil der før hvert afsnit, forekomme små indledninger til læseren. Disse indledninger vil kort beskrive hvad det næste afsnit vil handle om. Dette har vi valgt at gøre for, at give læseren et overblik over hvad det følgende afsnit handler om. Når vi i opgaven bruger citater fra bøger o. lign, vil vi skrive disse med kursiv. 4

Vores fodnotesystem fungerer ved, at når vi har præsenteret teori, citater m.m. vil vi til slut markere det med en fodnote. Denne fodnote henviser til bunden af siden, hvor der vil stå hvilken kilde vi har det fra. Når vi i opgaven skal referere til en teoretiker, vil vi kun skrive teoretikerens efternavn f.eks. Bent Madsen=Madsen. Den første del i opgaven er vores metodeafsnit, som er opdelt i tre dele. I første del af vores metodeafsnit vil vi præsentere vores valg af teori, samt begrunde disse valg. I anden del af metodeafsnittet, vil vi redegøre for hvilken slags empiri vi har valgt at anvende i opgaven, som er to kvalitative interviews. Vi vil derudover redegøre for, hvilke metodiske overvejelser vi gjorde os, i forbindelse med dette. I sidste del af metodeafsnittet, vil vi fremstille den videnskabsteoretiske vinkel vi har på opgaven. Anden del af vores opgave er teoriafsnittet. Her vil vi redegøre for vores valgte teori, som vi senere hen vil inddrage når vi skal diskutere vores empiri. Der vil til sidst i hvert teoriafsnit være en sammenfatning af det foregående afsnit. Dette har vi valgt at gøre, for at give læseren et overblik over, hvad der er blevet præsenteret i afsnittet. Herefter kommer vores diskussion. I dette afsnit vil vi inddrage vores teori, samt udvalgte citater fra vores interviews. Med udgangspunkt i teorien, vil vi diskutere de udvalgte citater fra vores interviews, med henblik på at belyse vores problemformulering. Vi vil i opgaven betegne vores interviewpersoner som afdelingslederen og pædagogen. De udvalgte citater vil vi skrive med kursiv, og efter hvert interview citat,vil vi skrive et tidspunkt. Dette tidspunkt illustrerer hvornår i interview optagelserne, at citatet forekommer. Vi har valgt at skrive tidspunkt på citaterne, da vi på denne måde hurtigt kan finde udtalelserne, hvis dette skulle blive aktuelt. Vores interviews vil kun være repræsenteret som udvalgte citater i dette afsnit, og vil ikke ligge som bilag. Vi vil undervejs i diskussionen lave små sammenfatninger, dette gør vi for at give læseren et overblik over, hvad vi er nået frem til i vores diskussion. 5

Herefter følger et afsnit som vi kalder pædagogens handlemuligheder. I dette afsnit vil vi med udgangspunkt i vores problemformulering, diskutere hvilke handlemuligheder pædagoger har i praksis, i forbindelse med at støtte unge i deres identitetsdannelse. Disse handlemuligheder vil vi diskutere på baggrund af vores teori, samt vores indsamlede empiri. Derefter konkludere vi på vores problemformulering. Dette vil vi gøre på baggrund af vores teori, og vores empiriske undersøgelse, samt de handlemuligheder vi har fundet frem til. Til sidst vil vi perspektivere til artiklen jeg skriver jo ikke selv, at jeg er smuk af Malene Charlotte Larsen 3, der handler om sociale mediers betydning for unges identitetsdannelse. 2.2 Begrebsafklaring Unge: Når vi i opgaven skriver unge, henviser vi til unge i alderen 12-15 år. Dette gør vi da det er denne målgruppe, vi har beskæftiget os med, i denne opgave. Fællesskab: Når vi i opgaven skriver fællesskab, har vi valgt at referere til Per Schultz Jørgensens definition om hvad et fællesskab er: Et fællesskab handler om mennesker, der skaber noget sammen, der vil noget med hinanden. 4 Det senmoderne samfund: Når vi i opgaven skriver om det senmoderne samfund, henviser vi til det samfund vi lever i, i dag. 2.3 Empiri I vores opgave har vi valgt at anvende to kvalitative interviews, som vi har foretaget med to ansatte i en juniorklub for 6 og 7 klasser på Frederiksberg. Inden vi skulle foretage vores interviews, havde ingen af os kendskab til klubben eller til vores interviewpersoner. Dette ser vi om en fordel, da vi på denne måde kunne være mere objektive og åbne, og ikke være påvirket af tidligere indtryk. Vi er dog bevidste om, at 3 Malene Charlotte Larsen er ph.d. og adjunkt på Aalborg Universitet og forsker i unges brug af sociale medier. 4 Jørgensen, Per Schultz: Fællesskab i forskellighed s. 27. 6

det er umuligt at være helt objektive, da vi alle har for forståelser, hvilket ikke kan undgås. Den ene af vores interview personer er ansat som afdelingsleder i juniorklubben, og den anden som pædagog. De er begge uddannede pædagoger. Vi valgte at benytte den kvalitative interviewmetode, da denne metode gav os mulighed for en mere dybdegående, og deltaljeret undersøgelse af vores problemfelt, i modsætning til den kvantitative interviewmetode. Den kvalitative interviewmetode gav os samtidig mulighed for, at spørge yderligere ind til de svar vi fik, pga. den personlige kontakt under interviewet. 5 Før vi skulle ud at foretage vores interviews, havde vi forberedt nogle spørgsmål i form af en interviewguide, der omhandlede vores problemfelt. Vi undlod bevidst at sende vores interviewguide til vores interviewpersoner inden interviewet, da vores antagelse var, at vi på den måde bedst kunne sikre os, at de svar vi fik, bar præg af oprigtighed. Vi valgte dog at sende dem de overordnede emner, som interviewet ville omhandle. Dette gjorder vi for at vores interviewpersoner havde en chance for, at forberede sig på hvilke emner vi ville komme ind på under interviewet. I vores interviewguides valgte vi, at benytte samme spørgsmål til henholdsvis afdelingslederen, og pædagogen. Dette valgte vi at gøre, da vi syntes det kunne være interessant, at undersøge hvorvidt der er forskelle og/eller ligheder på, hvordan en afdelingsleder og en pædagog, forholder sig til vores problemfelt i praksis. Samt hvilke oplevelser og erfaringer de har med problemfeltet. Vi valgte endvidere at interviewe vores interviewpersoner hver for sig, da vores formodning var, at dette kunne sikre os, at interviewpersonerne ikke blev påvirket af hinanden. Ved at interviewe dem hver for sig, var vores antagelse at interviewpersonerne ville have nemmere ved, at svare ærligt på vores spørgsmål, og være mere åbne. 5 Internet side: http://www.analysedanmark.dk/kvalitative-metoder/ 7

Da vi valgte at anvende den kvalitative interviewmetode, var vi bevidste om, at vi ud fra vores interviews ikke kan generalisere. Med dette mener vi, at vores interviews kun repræsenterer sig selv, og er dermed kun et indblik i den pædagogiske praksis i juniorklubben. Vi kan derfor på baggrund af vores interviews ikke konkludere at det er sådan at virkeligheden er, men derimod kun hvordan virkeligheden er for vores interviewpersoner i juniorklubben. 6 Derudover er vi klar over, at vores tolkninger af de to interviews er subjektive tolkninger, som kan være præget af dels vores for forståelser af problemfeltet, og dels de resultater vi gerne vil frem til i vores opgave. Vores undersøgelse har altså ingen videnskabelig værdi, og andre læsere af vores interviews, ville sandsynligvis tolke vores interviews anderledes end hvad vi har gjort. 7 Vi mener dog at vi igennem vores interviews har fået informationer og svar nok, som vi finder væsentlige og anvendelige i vores projekt. 2.4 Videnskabsteori - Hermeneutik Hermeneutik betyder at fortolke, forklare, oversætte. 8 og handler om at fortolke meningen med menneskeskabte ting i lyset af den historiske sammenhæng, de er frembragt i 9. For at forstå meningen bag tingene, er man altså nødt til at medtænkte den kontekst produktet er frembragt i. Måden man opnår forståelse af meningen, er ved at fortolke. Den hermeneutiske videnskabsteori interessere sig ikke kun for ting, men for alt der er frembragt med en mening. Hvor hermeneutikken før i tiden kun var fortolkning af tekster, er det i dag fortolkning i en bredere forstand. Alt hvad der er skabt med en mening, kan således gøres til genstand for fortolkning. Dette kan f.eks. være en lov, et kunstværk, en handling, et interview og en fortælling m.m. 10 Vores opgave vil tage afsæt i den hermeneutiske videnskabsteori, da vi i opgaven vil fortolke vores kvalitative interviews ud fra vores valgte teori, for at opnå en forståelse af vores problemfelt fællesskabets betydning for unges identitetsdannelse. Derudover 6 Jensen, Noona Elisabeth: Metodebogen pædagogstuderende mellem profession og akademisering s. 114. 7 Kvale, Steinar: Om tolkning af kvalitative forskningsinterviews S. 5 8 Brinkkjær, Ulf og Høyen, Marianne: Videnskabsteori for de pædagogiske professionsuddannelser. s. 98. 9 Brinkkjær, Ulf og Høyen, Marianne: Videnskabsteori for de pædagogiske professionsuddannelser. s. 98. 10 Brinkkjær, Ulf og Høyen, Marianne: Videnskabsteori for de pædagogiske professionsuddannelser. s. 98. 8

tager vi i opgaven også højde for den historiske sammenhæng vores interviews er frembragt i, ved at inddrage et samfundsmæssigt perspektiv på unges identitetsdannelse. 2. 5 Valg af teori Til at belyse vores problemformulering vil vi i opgaven inddrage følgende teori: Bent Madsen er sociolog og cand.pæd. i pædagogik, og er ansat som centerleder af Nationalt Videnscenter for Inklusion og Eksklusion (NVIE). Vi vil i opgaven anvende Bent Madsens teori om identitetsdannelse. Vi finder denne teori brugbar, da teorien bygger på en interaktionistisk forståelse af menneskets identitetsdannelse. I afsnittet om identitetsdannelse, vil vi redegøre for George Herbert Meads teori om de tre former for identitet selvidentitet, personlig identitet og social identitet, som er beskrevet og fortolket af Bent Madsen. Vi vil derudover redegøre for Bent Madsens teori, om inklusion og eksklusion. Dette har vi valgt, da Bent Madsen beskriver fællesskabet som værende en forudsætning for menneskelig dannelse, og beskriver hvordan pædagoger kan arbejde med inklusion i praksis. Til sidst vil vi anvende Bent Madsens teori om socialt ansvar og aktivitetsfællesskaber. Dette har vi valgt at gøre, da disse teorier ligger op til pædagogens handlemuligheder i praksis ift. at skabe inkluderende fællesskaber. Axel Honneth er tysk sociolog, filosof og professor. Vi har i vores opgave valgt at anvende Axel Honneths anerkendelsesteori. Denne teori er normativ, og beskriver anerkendelse i henholdsvis privatsfæren, den offentlige sfære og den sociale sfære, som en forudsætning for, at man som individ kan danne en sund identitet. Vi finder denne teori velegnet til, at give en forståelse for hvilken betydning anerkendelse har for dannelsen af individer. Til at belyse det samfundsmæssige perspektiv på unges identitetsdannelse, har vi valgt at anvende den engelske sociolog Anthony Giddens, samt den tyske ungdomsforsker og professor i pædagogik Thomas Ziehe. Vi vil anvende Anthony Giddens og Thomas Ziehe, til at beskrive hvilke vilkår og faktorer, der præger unges opvækst i det senmoderne samfund i dag. Samt hvilken betydning dette har for unges identitetsdannelse. Vi vil 9

redegøre for Thomas Ziehes begreb kulturel frisættelse, samt redegøre for Anthony Giddens begreber Adskillelse af tid og rum, udlejring af sociale relationer, øget refleksivitet, samt selvidentitet. I afsnittet om pædagogens handlemuligheder vil vi beskrive de handlemuligheder vi er kommet frem til, på baggrund af vores teori og empiri. Herunder Berit Baes 11 fire kommunikative væremåder, som pædagoger kan anvende i praksis ift. at danne anerkendende relationer til unge. 3. Teori 3.1 Identitetsdannelse Vi vil i nedenstående afsnit redgøre for Madsens teori om identitetsdannelse. Herefter vil vi redegøre for Meads teori, om de tre former for identitetsdannelse; Selvidentitet, personlig identitet og social identitet. De tre identitets former dannes i samspil med hinanden. Begrebet identitet stammer fra det latinske ord idem, der betyder den samme. Man er den samme i dag, som man var i går og man er også den samme i morgen, på trods af de forandringer der sker med krop og bevidsthed. 12 Madsen beskriver menneskets identitetsdannelse ud fra en interaktionistisk forståelse af menneskets udvikling. Denne forståelse bygger på en antagelse om, at mennesket er et socialt væsen, og at menneskets udvikling ikke kan finde sted, uden interaktion med andre mennesker. Dannelse af identitet sker altså i relationen mellem mennesket og dets sociale omverden, og udspiller sig i mange forskellige relationer og sociale kontekster. Identitet er dermed ikke en personlig tilstand, hvor egenskaber er fast forankrede i hvert enkelt menneske, men en dynamisk proces, hvor identitet er noget som udvikles, og forandres livet igennem, alt afhængig af de sociale kontekster og relationer mennesket indgår i. 11 Berit Bae, norsk børneforsker, uddannet pædagog og professor. 12 Clausen, Birgitte Prytz m.fl.: Unge og identitet - socialisation i otte forskellige lande s. 9 10

Et menneskes handlinger er grundlæggende responsive. Hvilket betyder at ens handlinger kun tilskrives mening og betydning, når andre mennesker reagerer og handler på disse. Det er dermed i refleksionen over den sociale respons som vi modtager fra andre, at vi finder frem til hvem vi er. Ved at tolke og reflektere over den sociale respons vi modtager, tillægger vi handlingen en bestemt mening, og man kan sige at mennesker vurderer sig selv gennem andres øjne. Idet ligger også bevidstheden om at vi iagttager andre, og vi ved derfor at andre iagttager os på samme måde. Madsen bruger Meads triade til, at beskrive hvordan handlinger hænger sammen som små sekvenser; 1) Handling. 2) respons. 3) refleksion. Vi handler, derefter modtager vi respons, hvorefter vi reflektere over responsen. Det er i denne proces, at handlingen tilskrives mening for en selv, og også for andre. Man er derfor som menneske afhængig af, at den anden part forholder sig aktivt til ens handlinger, da man ellers ikke kan tilskrive egne handlinger mening. 13 Identitetsdannelse er altså en proces, hvor mennesker gensidigt medvirker til at definere hinanden som nogen. 14 Tre former for identitetsdannelse Selvidentitet: Et individs selvidentitet dannes, når individet iagttager sig selv som objekt. Mead beskriver individets selv, som opdelt i to et jeg og et mig. Jeg et er det iagttagende subjekt, og mig et bliver dannet ved at blive iagttaget af jeg et. Det er i denne proces der udspiller sig mellem jeg et og mig et, at individet danner sit selv. Når et individs jeg handler, reflekterer jeg et over egne handlinger, ved at tolke andre menneskers respons på disse. Denne respons som jeg et modtager, organiseres som individets mig. Dannelsen af selvidentitet sker i de tætte relationer i et menneskes liv, f.eks. familie og venner. Disse relationer kendetegnes ved, at parterne har stor betydning for hinanden. Mead taler her om begrebet den betydningsfulde anden. Det er altså en forudsætning for dannelse af selvidentitet, at have og kunne indgå i tætte betydningsfulde relationer. 15 13 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 266-268 14 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 275 15 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 269 271 11

Personlig identitet: Dannelsen af individets personlige identitet, sker via udefraiagttagelser, når andre iagttager os. Denne form for identitet konstrueres af de nære betydningsfulde relationer, i det sociale netværk som har et personligt kendskab til personens livshistorie. Personen betragtes ikke kun via ydre identitetstræk, men som et unikt individ med særlige personlige karaktertræk, f.eks. holdninger og værdier. Den personlige identitet har stor betydning for selvidentiteten, da de nære betydningsfulde relationer har visse forventninger til personen, som udtrykkes ved forventninger til bestemte roller. Disse forventninger kan være meget stærke, da de dannes i individets tætte og personlige netværk. Der kan her opstå rollekonflikter hvis personens selvopfattelse, ikke er den samme som de nære relationers opfattelse. 16 Social identitet: Grundlaget for dannelsen af den sociale identitet sker også ved en udefra-iagttagelse. I denne sammenhæng er der tale om fjerne og formelle relationers iagttagelse af personen. Kendetegnet ved denne identitetsdannelse, sker på baggrund af mere eller mindre offentlige informationer om personen, f.eks. køn, alder, udseende, og sprog. Da de fjerne og formelle relationer danner grundlag for den sociale identitet, er det eneste man kan identificeres ved, det man har tilfælles med andre. Man deler derfor den sociale identitet med andre, der tilhører samme gruppe og kategori som en selv. Ved at tilhøre en bestemt gruppe eller kategori, vurderes personen i forhold til disse. Den sociale identitet kan altså også ses som en persons sociale position. Da nogle sociale positioner forbindes med en positiv social identitet, og andre med en negativ social identitet, har den sociale identitet stor betydning for dannelsen, af den personlige identitet. 17 I forbindelse med menneskets identitetsdannelse, og de tre ovennævnte identiteter taler Madsen om, at vi mennesker stræber efter social værdsættelse, og har en frygt for at skille os ud fra mængden. Med dette følger en bevidsthed om at vi bliver iagttaget af andre, og vi prøver i den forbindelse, at kontrollere det indtryk vi giver andre af os selv. Dette gør vi ved at fremstille os selv, så omverden får et positivt billede af os. I dette ligger en iscenesættelse af os selv, hvor vi afprøver forskellige roller og sider af os selv, 16 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 271-272 17 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 272-273 12

alt afhængigt af hvilken social scene vi færdes i, og hvilke tilskuere der er tilstede. Denne iscenesættelse er ifølge Madsen, noget vi mennesker gør, for at vi kan opleve en overensstemmelse mellem selvidentitet, personlig identitet og social identitet. 18 Opsamling af identitetsdannelse Vi har indtil videre fundet ud af: At mennesket er et socialt væsen, og at et menneskes udvikling ikke kan finde sted uden interaktion med andre mennesker. Dannelsen af identitet sker altså i relationen mellem mennesket og dets sociale omverden, og er en dynamisk proces der udvikles og forandres livet igennem. Menneskers handlinger tilskrives mening ved, at vi tolker og reflektere over den sociale respons vi modtager fra andre, og det er i denne proces at vi finder frem til hvem vi er. Man kan dele menneskets identitetsdannelse op i tre former; selvidentitet, personlig identitet og social identitet. Disse tre former for identitet dannes i samspil med hinanden. Mennesker stræber efter social værdsættelse, og har en frygt for at skille sig ud. Idet ligger der en iscenesættelse af os selv, hvor vi afprøver forskellige roller, for at give omverden et positivt billede af os, og for samtidig at opleve en harmoni mellem selvidentitet, personlige identitet og sociale identitet. 3.3 Axel Honneth: Behovet for anerkendelse Vi vil i det følgende afsnit beskrive Honneths teori om anerkendelse. Vi vil beskrive Honneths tre sfære for anerkendelse, som han mener at man som individ har brug for, for at kunne udvikle en positiv identitet, og få et godt liv. Honneth knytter i sin teori identitetsdannelse, og betingelserne for anerkendelse sammen, i forhold til de udviklingsbetingelser der er i det senmoderne samfund. Honneths teori bygger på de positive betingelser der skal være til stede for, at det behov man som individ har for anerkendelse kan indfries, så man kan leve et værdigt liv. Teorien beskriver konsekvensen af, hvis man som individ ikke får anerkendelse, både for individet, men også for samfundet. 19 18 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 274-275 19 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 275 13

Honneth beskriver tre anerkendelsessfære, 1;privat sfære 2;den offentlige sfære 3; den sociale sfære. Disse tre sfære mener Honneth at man som individ skal anerkendes i, for at opnå det gode liv. Privat sfære: Her får man som individ anerkendelse igennem kærlighed. Anerkendelsen kommer til udtryk igennem intime, og følelsesmæssige relationer til familie, venner og kærester. Når man som menneske møder kærligheden igennem relationer, så danner individet erfaringer med, at være i et afhængighedsforhold til konkrete og betydningsfulde andre individer. Det er i denne sfære at individet udvikler selvtillid. Selvtillid er en forudsætning for, at individet senere i livet kan indgå i nære relationer og danne venskaber. Selvtillid er samtidig et udtryk for en følelse af sikkerhed, som man får når man råder, over et fysisk og psykisk velfærd. Denne sfære anses for at være den mest grundlæggende form for anerkendelse, da den er en forudsætning for at kunne indgå i relationer med andre mennesker. Individet bygger i denne sfære de mest elementære erfaringer op, ved at være et selvstændigt subjekt. Hvis man oplever at blive udsat for moralsk krænkelse i denne sfære, så vil det medføre at ens selvtillid bliver berøvet. Her tænkes krænkelse som, at individets behov for selvtillid ikke anerkendes. Dette kunne være i forhold til fysisk mishandling, psykiske overgreb, vold og tortur. Disse faktorer kan have betydning for individet vil få varige forringelser for at individet kan danne venskaber og parforhold. 20 Den offentlige sfære: I denne sfære kaldes anerkendelsen for almen agtelse. I denne sfære kommer anerkendelsen til udtryk i gennem staten, der beskytter individet igennem de rettigheder, man som borger har. Igennem disse rettigheder får borgeren 20 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 277-278. 14

social anseelse. Her kan bl.a. som eksempel nævnes, retten til at få en uddannelse, til at arbejde, til at have en indtægt og have et sted at bo. Almen agtelse betyder, at man bliver behandlet på lige fod med alle andre, og at man bliver opfattet som en tilregnelig medborger, som kan deltage i den demokratiske proces. Det er vigtigt i denne sfære, at man som individ ikke bliver udsat for forskels behandling af offentlige myndigheder, men at alle har samme rettigheder. I denne sfære udvikler individet selvagtelse, hvilket vil sige, at individet bliver i stand til at udvise selvrespekt. Dette bliver en forudsætning for, at man som individ kan tage sine rettigheder i besiddelse. Selvagtelse og selvrespekt opretholdes, ved at man som individ får en bevidsthed om, at man har samme ret til velfærdssamfundets sociale goder, som alle andre. Hvis individet bliver moralsk krænket i denne sfære, vil individets selvagtelse lide skade. Eksempler på moralsk krænkelse; lovgivningen der diskriminerer bestemte grupper, at der bliver indført særlige regler som kun gælder for særlige grupper i samfundet f.eks. flygtninge, børn og unge med særlige behov, arbejdsløse mm. 21 Den sociale sfære: I denne sfære kaldes anerkendelsen for social solidaritet. Denne form for anerkendelse får individet fra samfundet, i de forskellige fællesskaber som individet deltager i, både privat, arbejdsmæssigt, og i fritiden. At være en del af fællesskaber, anses for at være en forudsætning for at man som individ kan realisere ens særlige potentialer, da ens personlige egenskaber først får værdi, når man bidrager til et fællesskab. Når individet bidrager til at få fællesskabet til at fungere, så sætter individet dets særlige former for præstationer til rådighed som et fælles gode, dette er både i forhold til arbejdslivet og privatlivet. Individet danner i denne sfære selvværdsættelse, da dette dannes ved at individets individuelle præsentationer og bidrag, bliver anerkendt af fællesskabet. 21 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 278-279. 15

Individet bliver anerkendt for de egenskaber der tilhører individet. Det bliver i fællesskabet værdsat, at individet kan bidrage med dets særegenhed. Herved bliver fællesskabet udviklet som et værdifællesskab, hvor hvert individ kan se sit eget værd, i lyset af de fælles mål og bestræbelser der er i fællesskabet. Social solidaritet er, at betragte en person som værende værdifuld, i forhold til at personen bidrager til en fælles livs praksis. Solidaritet er mere end at kunne vise respekt og tolerance overfor andre, men også at man ved, at man har brug for de egenskaber og potentialer som andre stiller til rådighed, for at kunne realisere ens livsmål. Derfor er det vigtigt, at man som individ deltager aktivt i fællesskaber, for at kunne udvikle selvværdsættelse. Som individ kan man i denne sfære blive krænket, hvis ens bestræbelser, præsentationer og egenskaber, ikke bliver set som værdifulde for andre. Dette kan have betydning for, om man som individ bliver socialt ekskluderet. Hvis individets personlige bidrag ikke værdsættes af et fællesskab, kan individet føle sig ydmyget pga. det bliver betragtet som værdiløs. 22 Disse tre sfære er en forudsætning for hinanden, og er en forudsætning for et fuldt integreret samfund. Hvis individet ikke får anerkendelse i disse tre sfære, eller hvis individet ikke er i stand til at få følelsesmæssigt opmærksomhed, kognitiv respekt og social agtelse, så vil individet risikere at miste et positivt forhold til sig selv, som er grundlæggende for individets udvikling. Honneth mener at anerkendelse i disse tre sfære er grundlæggende, for at opnå det gode liv. Hvis individet derfor ikke får anerkendelse i de tre sfære, så vil det ikke være muligt for individet at opnå det gode liv. 23 22 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 279-280. 23 Honneth, Axel: Kamp om anerkendelse s. 11-13. 16

Opsamling af Axel Honneth: Behovet for anerkendelse Axel Honneth beskriver i sin teori tre sfære for anerkendelse man som individ har brug for, for at udvikle en positiv identitet. I privat sfæren, får individet anerkendelse fra sine tætte relationer, i den offentlige sfære får individet anerkendelse fra staten, og i den sociale sfære får individet anerkendelse fra de fællesskaber individet er en del af. De tre sfære er med til at udvikle individets selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse, som er med til at give individet et positivt billede af sig selv. Får man som individ ikke anerkendelse i de tre sfære, vil dette have en negativ påvirkning af individets identitet, og individet vil, ifølge Honneth, ikke have mulighed for at opnå det gode liv. 3.4 Inklusion og eksklusion Vi vil i følgende afsnit redegøre for Madsens teori om inklusion og eksklusion. For at forstå begrebet inklusion, er man samtidig nødt til at se på begrebet eksklusion. Inklusion og eksklusion giver kun mening som begrebspar hvis de kobles sammen, og de skal altså tænkes som hinandens forudsætninger. 24 Inklusion Inklusion betyder at medregne, at indbefatte nogen, at omfatte det hele. 25 Inklusion bygger på tanken om alle menneskers ret til at være en del af fællesskabet, uanset forskellighed og særlige behov, og det er en proces der skal minimere ekskluderende faktorer i børn og unges liv. 26 Inklusion handler derfor om, at udvikle fællesskaber hvor børn og unges grundlæggede behov for at blive anerkendt som ligeværdige deltagere, bliver tilgodeset. 27 I det Inkluderende fællesskab handler det altså om, at skabe betingelser for alles sociale deltagelse, det handler kort sagt om at undgå eksklusion. 28 24 Pedersen, Carsten m.fl.: Inklusionens pædagogik - fællesskab og mangfoldighed i daginstitutionen s. 12. 25 Citat af: Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 203. 26 Pedersen, Carsten m.fl.: Inklusionens pædagogik - fællesskab og mangfoldighed i daginstitutionen s. 13. 27 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 232. 28 Pedersen, Carsten m.fl.: Inklusionens pædagogik - fællesskab og mangfoldighed i daginstitutionen s. 13. 17

I det inkluderende fællesskab anser man forskellighed som en ressource, frem for et problem, samt en grundlæggende betingelse for alles læring og udvikling. 29 Inklusion er båret oppe af en forestilling om, at social deltagelse er en forudsætning for læring og dannelse 30, og i følge Madsen handler inklusion derfor om, at skabe udviklings og læringsmiljøer, som inkluderer alle børn inden for de almene daginstitutioner. 31 I forbindelse med at danne inkluderende fællesskaber snakker Madsen om, at det er de professionelle i det institutionelle miljø som har det største ansvar, når det kommer til at skabe de sociale betingelser som det kræver, for børn og unges dannelse. 32 Derfor er man som pædagog nødt til at se på relationen mellem barnet og fællesskabet, og ikke kun fokusere på barnet, som værende det som skal udvikles og ændres, for at passe ind. Det er dermed fællesskabet der skal udvikles og ændres, for at imødekomme børn og unges forskelligheder, 33 og det er fællesskabet der skal tilføres ressourcer for, at skabe et anerkendende miljø for alle børn. 34 Med udgangspunkt i børn og unges forskellighed, skal pædagoger skabe gode deltagelsesmuligheder for alle børn i institutionerne, hvilket kræver at man skaber rum for børns forskellige behov i fællesskabet. Her snakker Madsen om differentierede fællesskaber, som han beskriver som et fællesskab af fællesskaber 35 Med dette mener han, at det er vigtigt at børn og unge har adgangsmuligheder til flere forskellige typer af mindre fællesskaber i fællesskabet. Dette er vigtigt, da alle børn og unge har brug for at være en del af en gruppe hvor de er velkomne, og fordi, at alle børn og unge har forskellige behov, og mestrer kompetencer i forskellige grader i forskellige situationer. 29 Pedersen, Carsten m.fl.: Inklusionens pædagogik - fællesskab og mangfoldighed i daginstitutionen s. 17. 30 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 236. 31 Pedersen, Carsten m.fl.: Inklusionens pædagogik - fællesskab og mangfoldighed i daginstitutionen s. 13. 32 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s.232. 33 Schou, Carsten og Pedersen, Carsten: Samfundet i pædagogisk arbejde s. 179. 34 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 232. 35 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 210. 18

Differentierede fællesskaber giver altså børn og unge mulighed for, at opnå erfaringer ved at afprøve forskellige roller og positioner i forskellige sociale kontekster, og de får derved muligheden, for at være en del af et fællesskab. 36 I fællesskabet vil den unge opleve sig selv som værende et betydningsfuldt, og værdifuldt individ, der bidrager til fællesskabet. Det er altså gennem de relationer man indgår i, i fællesskabet, som giver adgang til anerkendelse. Unge som bliver anerkendt i fællesskabet for den de er, og det de gør, vil danne en positiv konklusion om eget værd. Eksklusion Eksklusion handler om at skubbe nogle ud, der før var inde, eller at holde nogle ude, der ikke tidligere har været inde. 37 Ifølge Madsen er eksklusion fra fællesskabet, ikke kun identitetstruende, men også identitetsberøvende, da man ved at være ekskluderet fra fællesskabet, frarøves muligheden for den interaktion der er kilden til alle former for identitetsdannelse. 38 Eksklusion fra fællesskabet er altså en proces der underminerer menneskers selvværd, da ens egenskaber og præstationer ikke anerkendes som værende værdifulde for andre. 39 Opsamling af inklusion og eksklusion Ifølge Madsen handler inklusion om at skabe fællesskaber der inkluderer alle børn og unge indenfor almene daginstitutioner, uanset forskellighed og særlige behov. Inklusion handler altså om, at skabe betingelser for alles sociale deltagelse, da social deltagelse i fællesskabet anses for at være en forudsætning for udvikling og dannelse. Er man ikke en del af et fællesskab, anses dette for at være direkte identitetsberøvende. Madsen snakker i denne forbindelse, om at børn og unge skal have adgangsmuligheder til flere forskellige typer af fællesskaber, da unge er forskellige, og har brug for at være en del af en gruppe. Disse fællesskaber giver børn og unge mulighed for, at afprøve 36 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s.210. 37 Citat af: Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s.203. 38 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 274. 39 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s.280. 19

forskellige roller, og opnå sociale erfaringer. Han kalder disse fællesskaber for differentierede fællesskaber. 3.5 Socialt ansvar og aktivitetsfællesskaber Vi vil i dette afsnit redegøre for Madsen teori om socialt ansvar og aktivitetsfællesskaber. I forbindelse med at skabe inkluderende fællesskaber taler Madsen om, at børn og unge skal udvikle socialt ansvar. Socialt ansvar kan ses som en forudsætning for at skabe social inklusion, og vil sige at børn og unge skal lære hvordan man passer på hinanden, viser ansvar overfor hinanden, danner venskaber samt andre forpligtende relationer i hverdagens fællesskaber. I et forskningsprojekt er det blevet undersøgt hvordan børn og unge udvikler socialt ansvar. I forskningsprojektet har man undersøgt de sociale og kulturelle betingelser, der er til stede i børn og unges skoleliv, fritidsliv og familieliv for at deltage i forskellige fællesskaber. Socialt ansvar undersøges her, som noget der udvikles på baggrund af normer og værdier, i bestemte sociale relationer, og som praktiseres i bestemte kulturelle sammenhænge. Man kan altså ikke alene forstå socialt ansvar som bestemte egenskaber ved det enkelte barn, men noget som udvikles i samspil med de forskellige fællesskaber, et barn er en del af. Dette betyder, at det enkelte barn handler forskelligt, alt afhængig af de sociale situationer, og at børns ansvar overfor hinanden, afhænger af deres relationer til hinanden; om de kender hinanden godt, er gode venner, klassekammerater m.m. Man lærer socialt ansvar ved, at praktisere det i de fællesskaber som har opbygget normer og værdier for, hvordan man tager sig af hinanden, og ved at gøre sig erfaringer med, at optræde i omsorgsfulde roller overfor hinanden. 40 Madsen nævner i forbindelse med socialt ansvar, at betingelserne for at udvikle socialt ansvar i børn og unges skoleliv er begrænset. 40 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 290. 20

Forskningsprojektet viser, at nogle børn oplever at være uden for klassefællesskabet, enten fordi de har en oplevelse af, at de andre børn kun er sammen med dem af pligt, eller fordi de føler sig valgt fra i venskabsrelationerne. Til gengæld er de sociale betingelserne for at udøve socialt ansvar anderledes i børn og unges fritidsliv. En fritidsklub er en social arena for børn og unge, der muligvis ikke ville have mødt hinanden uden for skolelivet. I klubben danner børn og unge aktivitetsfællesskaber om f.eks. idræt, spil, dans, ridning m.m. Disse fællesskaber har den effekt, at opløse de relationer og sociale positioner, som børn og unge har med sig fra skolen. I disse fællesskaber, er børn og unges fokus og interesse, rettet mod at få aktiviteten til at fungere. Der skabes derfor i disse rammer, bedre betingelser for at udvikle gensidig hjælpsomhed. I aktivitetsfællesskaber, er det relationen til selve aktiviteten som er drivkraften i fællesskabet, og ikke de personlige relationer til hinanden. Det er altså selve aktiviteten og den oplevelse som knyttes hertil, som udgør en fælles praksis. 41 Aktivitetsfællesskaber kan være gode at arbejde med, da det giver mulighed for at inkludere børn og unge, der muligvis er isoleret fra fællesskabet. I aktivitetsfællesskaber er aktiviteterne mere voksenstyrede, hvilket giver børn og unge en større mulighed for, at deltage og få en betydningsfuld rolle i fællesskabet. Pædagoger kan altså tilrettelægge, og planlægge forskellige aktiviteter hvor børn og unge får en oplevelse af, at blive værdsat som betydningsfulde deltagere i fællesskabet. 42 I aktivitetsfællesskaber er pædagogens faglige fokus på børn og unges omgangstone, deres sociale trivsel og deres indbyrdes relationer i fællesskabet, og hvis nogle børn og unge oplever at være isoleret fra fællesskabet, agerer pædagogen som rollemodel. I aktivitetsfællesskaber får børn og unge erfaringer med at vise omsorg og hjælpsomhed, hvilket skaber gode forudsætninger, for udøvelsen af socialt ansvar. En afgørende faktorer for udøvelsen af socialt ansvar er altså, at børnene har voksne som støtter dem i 41 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 287-289. 42 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s. 251. 21

at danne fællesskaber, med relationer på tværs af sociale, kulturelle og faglige forskelligheder. Madsen nævner i forbindelse med dannelsen af inkluderende fællesskaber og socialt ansvar, at der er stor forskel på de fællesskaber som pædagoger danner og deltager i sammen med børn og unge, og de fællesskaber som de selv danner. Hvor børnefællesskaber ikke har noget målrettet pædagogisk formål, men dækker børnenes egne sociale behov for at være sammen med hinanden som venner, så har de fællesskaber som pædagoger danner, et pædagogisk mål, som er at skabe udvikling og læring. Når man taler om børn og unges udvikling og læring, er det derfor vigtigt både at inddrage et institutionelt og et børneperspektiv. 43 I børnefællesskaberne lærer børnene ikke nødvendigvis at udøve socialt ansvar, da dannelsen af børnefællesskaber ofte sker på baggrund af hvem der er indenfor, og hvem der er udenfor. 44 Det er en grundlæggende social dynamik, at børn danner hierarkier, hvilket resulterer i at den enes inklusion, ofte er den andens eksklusion. At blive ekskluderet fra fællesskabet, er altså ikke kun noget der sker for børn der er anderledes, men elementære betingelser for dannelse af børnefællesskaber. 45 Det er derfor vigtigt, at pædagoger er opmærksomme på dette, og støtter børnene i at danne fællesskaber, hvis de skal udvikle socialt ansvar. 46 Opsamling af socialt ansvar og aktivitetsfællesskaber For at skabe inkluderende fællesskaber, er det en forudsætning at unge lærer at udøve socialt ansvar. Dette kan unge lære ved, at optræde i omsorgsfulde roller overfor hinanden. I aktivitetsfællesskaberne i fritidsklubben, er betingelserne for at udøve socialt ansvar gode, da disse fællesskaber kan opløse de sociale positioner, de unge har med sig fra andre fællesskaber. Aktivitetsfællesskaber er gode at arbejde med, da disse fællesskaber ofte er mere voksenstyret, hvilket gør det muligt, at inkludere unge der ikke er en del af fællesskabet. 43 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s.291. 44 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s.293. 45 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s.245. 46 Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund s.293. 22

I aktivitetsfællesskaber er det relationen til aktiviteten, som er drivkraften i fællesskabet, og ikke relationen til hinanden. Hvis unge skal lære at udøve socialt ansvar, er det vigtigt at de oplever andre optræde i omsorgsfulde roller overfor andre. Det er derfor vigtigt, at pædagoger agerer som rollemodeller, og støtter de unge i at danne fællesskaber, hvis de skal udvikle socialt ansvar. 3.6 Thomas Ziehe om ungdommen i dag Vi vil i det følgende afsnit redegøre for Ziehes teori om ungdommen i dag, herunder begrebet kulturel frisættelse. Ziehe har beskrevet et begreb som han kalder kulturel frisættelse. Med dette mener han, at der ikke længere er kulturelle udtryksformer og begreber, som fortæller hvad man skal gøre, eller at man skal være på en bestemt måde. Derfor har man nødvendigvis ikke de samme værdier, holdninger og normer, som den kultur man er født ind i. 47 Dette betyder at man i dag er kulturelt frisat, hvilket medfører at der er en forstærkelse af det subjektive og intensiteten, og en søgen efter mening. Ziehe mener at en af ulemperne ved kulturel frisættelse er, at de krav der er til individet, kan være svære at håndtere fordi, at det nu er op til individet at tillægge ting værdi, og selv tyde de symboler, der er i den omgivende kultur. Individet skal selv finde ud af hvad han/hun står for, og hvilke værdier han/hun repræsenterer. Mennesker i den vestlige verden har uanede muligheder til rådighed, i forhold til det de oplever igennem livet, f.eks. uddannelse, venner, rejser, job, udseende, livsstile mm. I og med at man har så mange valg, vil dette også medføre en masse fravalg, man som individ skal træffe. Disse valg vil dog ikke altid harmonere med unges erfaringer. Samfundet stiller i dag en masse krav til unge om, at de skal være effektive, målrettet og skal være i udvikling. Dilemmaet er her, at det kan være svært for unge at vælge, hvis de 47 Nørgaard, Britta: Pædagogik i sociologisk perspektiv s. 174. 23

ikke er fysiske og psykiske parate til at træffe disse valg, som samfundet forventer at de træffer Spørgsmålet er dermed om den viden som unge får fra skole, uddannelse, medier mm. er tilstrækkelig ift. til de valg de skal træffe, eller om den bevidsthed der er om, at når de træffer et valg, medfører det også et fravalg. Dette kan sætte de unge i en form for vildrede, som kan ses som afmagt, og en defensiv strategi for overhovedet at vælge, af angst for at vælge noget forkert. 48 Det at træffe et valg kan altså også være negativt, fordi at når man vælger noget, så nægter man også sig selv noget. De unge er i et præferenceorienteret miljø, men derfor er det ikke ensbetydende med, at unge er mere tilfredse, end hvad de var førhen. De har stadig en masse drømme og ønsker, hvilket er fint at have, men bevidstheden om at de ikke bliver opfyldt, er tilstede hele tiden. 49 Ziehe mener også at unge i dag er præget af en række sekundære erfaringer, altså erfaringer man kun oplever indirekte, f.eks. igennem medier, nettet mm. Disser erfaringer handler om voksenlivets sorg og glæder, indblik i seksualitet mm. disse ting stifter de unge bekendtskab med inden de selv har oplevet det, og har fået deres egne erfaringer. Dette betyder altså, at unge i dag har en bredere almen viden, end hvad man førhen har haft, som både kan gøre dem mere stærke, men også mere svage. Unge er i dag nødt til at forholde sig mere kritisk til ting, og de skal være bedre til at gennemskue mere komplekse problemstillinger pga. al den information, som de bliver bombarderet med i hverdagen. Den viden unge får igennem medier, nettet osv. kan være med til, at unge bliver mere usikre på deres egen rolle i tilværelsen, da fremtiden kan virke ubestemt og skræmmende pga. de mange valgmuligheder og urealistiske forventninger til dem. 48 Nørgaard Britta: Pædagogik i sociologisk perspektiv s. 174. 49 Social kritik nr. 109. s. 53. 24

De mest væsentlige forandringer kan sammenfattes på følgende måde: - en øget refleksivitet dvs. muligheden for at forholde sig til sin egen person f.eks. ved at iagttage, kommentere eller problematisere sig selv ved hjælp af sekundære erfaringer, der ligger forud for de primære erfaringer. - alt lader sig forme dvs. personligheden, kroppen, udseende, livsstil mm. formes af de valg, man træffer. - Individualisering dvs. frigørelsen fra traditionelle tolknings- og handlingsmønstre. 50 Unge har i dag muligheden for at vokse op og være lige den de gerne vil være, og muligheden er større end den nogensinde har været. Den viden som unge i dag besidder, i forhold til muligheder og alternativer, skaber en stor usikkerhed omkring deres identitet og fremtid. Disse valg de unge selv skal træffe, kan medføre præsentationsangst, det er derfor at man som individ er afhængig af andres bekræftelse. Unge har altid haft behov for, at kunne identificere sig med voksne, altså at kunne spejle sig i andre menneskers roller, for at finde ud af hvem de selv er, og dermed danne deres identitet. Men i det moderne samfund, er forældres normer og værdier blevet mere eller mindre ubrugelige. Det kan dermed blive problematisk for unge i dag, at søge og forme deres identitet, da de stadig har behov for identifikation og sociale tilhørsforhold. Ziehe mener derfor, at det er en illusion at tro, at unge i dag er uafhængige af det omgivende samfund, og at de selv kan vælge deres identitet. Det vil altså sige, at når unge bliver opmærksomme på deres egen utilstrækkelighed, kan denne tanke virke lammende og måske ende i en depression. Ziehe mener dermed at den kulturelle frisættelse bliver ambivalent, da den både frisætter og fastlåser. 51 50 Citat fra Brandt, Poul Thomas: Ungdom psykologiske linjer og vilkår s. 33. 51 Brandt, Poul Thomas: Ungdom psykologiske linjer og vilkår s. 33-34. 25

Opsamling af Thomas Ziehe om ungdommen i dag Ziehe beskriver at unge i dag er kulturelt frisat, og at det ikke længere er givet, hvem eller hvad man skal være, af den kultur man fødes ind i. Det betyder at der i dag er rigtig mange valg som de unge skal træffe, fordi at de skal skabe sig selv. Disse valg kan for unge være svære at træffe, fordi at de kan være usikre på, om det nu også er det rigtige valg. Unge får i dag en masse sekundære erfaringer igennem, medier, tv og nettet, som kan være med til at gøre dem både stærkere eller svagere. Derudover siger Ziehe, at det i dag er blevet sværere for unge at, identificere sig med deres forældre, fordi at deres normer og værdier ikke er lige så brugbare, som de har været førhen. Unge i dag, er meget afhængige af andres bekræftelse, fordi at det kan være svært for dem at træffe de valg de skal. Derfor mener Ziehe at man i dag ikke skal tro, at unge er uafhængige af det omgivende samfund. 3.7 Anthony Giddens om det senmoderne samfund I det følgende afsnit vil vi beskrive Giddens syn på det senmoderne samfund. Vi redegør i afsnittet for de tre begreber som Giddens karakteriserer ud fra de samfundsmæssige forandringer, der er sket i vores samfund. Til slut vil Giddens begreb selvidentitet blive beskrevet. Giddens beskriver det senmoderne samfund, som et samfund der er præget af hastig udvikling, og han mener at denne samfundsmæssige proces, gør det svært for alle at følge med. Giddens karakteriserer disse samfundsmæssige forandringer ud fra tre begreber; 1. adskillelse af tid og rum, 2. udlejring af sociale relationer, 3. øget refleksivitet. 1. Adskillelse af tid og rum: Giddens refererer ved dette først og fremmest til den teknologiske udvikling i vores samfund. Hvor afstand og tid tidligere var noget man skulle tage højde for, hvis man f.eks. ville i kontakt med et andet menneske, tillader moderne kommunikationsmidler som mobiltelefoner, fjernsyn og internet, en omgående kontakt til andre mennesker, uanset afstand. Man er derfor ikke bundet til et sted, og 26

behøver ikke at være til stede i samme rum for at kommunikere, og for at følge med i hvad der sker. 52 2. Udlejring af sociale relationer: Giddens forstår ved denne proces en løsrivelse af sociale relationer fra hverdagslivet, til det han kalder abstrakte systemer. Disse abstrakte systemer er karakteriseret ved to ting, Giddens kalder dette for symbolske tegn, og refererer til penge og eksperter. Her taler han om, at en stor del af omsorgsfunktionerne, er flyttet fra familien til f.eks. institutioner som vuggestue, børnehaver, fritidshjem m.m. Her overtager eksperter mod betaling den omsorgsopgave, som før var familiens anliggende. 53 3. Øget refleksivitet: Handler om at vi som individer i højere grad end førhen, spejler os i vores omgivelser. Vi reflekterer over os selv, hvem vi er, hvorfor vi tænker og handler, som vi gør, hvordan vi virker på andre osv. 54 Giddens taler her om at selvidentitetsdannelsen bliver et refleksivt projekt, der skabes og opretholdes i individets refleksive selvfortællinger. 55 Denne øget refleksivitet er knyttet til en forstsat voksende viden. Viden i dag er altså foreløbig, dvs. at vi hele tiden får nye indsigter, og vores viden er derfor ikke endelig. Alt kan på sin vis sættes til diskussion. 56 Selvidentitet Giddens bruger et begreb han kalder selv-identitet i stedet for blot identitet. Giddens mener ikke, at man i dag kan gøre brug af traditioner, eller religioner for at få svar. Dette mener han ikke pga. at selvidentitet, ikke er givet på forhånd, men er noget individet skaber, i forhold til den proces af valg, individet kommer igennem. Processen som individet kommer igennem, vil give individet en indre fortælling, hvor fortid og fremtid bliver koblet sammen, til et billede. Dermed bliver det individets personlige biografi der er vigtig, og ikke individets sociale herkomst. 52 Brandt, Poul Thomas: Ungdom psykologiske linjer og vilkår s. 29-30. 53 Brandt, Poul Thomas: Ungdom psykologiske linjer og vilkår s. 30. 54 Citat af: Brandt, Poul Thomas: Ungdom psykologiske linjer og vilkår s. 30. 55 Schou, Carsten og Pedersen, Carsten: Samfundet i pædagogisk arbejde s. 96. 56 Brandt, Poul Thomas: Ungdom psykologiske linjer og vilkår s. 30. 27

Det at være i interaktion med andre mennesker, og skabe en fælleshistorie, har også betydning for at selv-identiteten udvikles, fordi at den udvikles i samspil med andre. Ifølge Giddens skal man som individ spørge sig selv hvem er jeg?, Hvordan vil jeg gerne være?. Dette skal man fordi, at selvet er blevet et refleksivt projekt, som hele tiden konstrueres, og er dermed hele tiden under forandring. Han mener dermed, at selv-identitet ikke er noget fast genetisk, eller socialt bestemt, men at det er en proces der tager udgangspunkt i den selvfortælling individet har. Det kræver dermed, at individet reflekterer over forestillingen omkring sit selv, og sin personlighed. 57 Opsamling af Anthony Giddens om det senmoderne samfund Giddens har tre begreber han bruger til at beskrive det senmoderne samfund. I disse tre begreber beskriver han, hvordan teknologiens udvikling, har gjort at man i dag, kan kommunikere på mange måder, uden at skulle være i samme rum. Samtidig beskriver han, at en stor del af den omsorg som førhen kom fra familie, er blevet flyttet til personalet på de institutioner, hvor børn og unge har deres dagligdag. Derudover beskriver han, at man i dag spejler sig i sine omgivelser mere end nogensinde, og at individet udvikler en selv-identitet igennem en proces hvor individet reflekterer over sig, og derfor er individets selv-identitet, ikke noget man født med, men bliver udviklet i den proces af valg som individet skal igennem. 4. Diskussion Vi vil i følgende afsnit med udgangspunkt i vores problemformulering, diskutere vores empiri/interviews ud fra vores valgte teori. 4.1 Unges identitetsdannelse Som tidligere nævnt beskriver Madsen, at man som menneske har brug for interaktion med andre, for at kunne udvikle og danne sig. 57 Hermann, Stefan: Pædagogik i sociologisk perspektiv. S. 200-202. 28

Derudover siger Madsen, at man vurderer sig selv gennem andres øjne, idet man reflektere over den sociale respons man får fra andre, og først her tilskrives ens handlinger mening. Da vi i vores interview stillede spørgsmålet om, hvilken betydning de mener fællesskabet har for unges identitetsdannelse, svarede pædagogen: Det mener jeg har en af de største betydninger,(..) fordi fællesskabet er på højeste prioritet(.) de grupper de vælger at indgå, i afspiller et spejl i hvem er jeg? hvad er det for en type jeg er? (Tid 37.45) Til samme spørgsmål svarede afdelingslederen: Noget af det allervigtigste, er altså fællesskabets indflydelse. Både hvordan de ser sig selv, det får de simpelthen igennem andre. (Tid 32.10) Disse udtalelser viser, at pædagogen og afdelingslederen er enige om, at fællesskabet har en stor betydning for, hvordan de unge ser sig selv, da de de spejler sig i hinanden, for at finde ud af hvem de selv er. Dermed kan vi se en lighed mellem Madsens teori, og det som pædagogen og afdelingslederen oplever i praksis. Vi tolker at det er en forudsætning for unge at være en del af et fællesskab, da unge i fællesskabet får en gensidig betydning for hinanden i forhold til deres identitetsdannelse, da unge har brug andre, for at kunne danne sig selv. Ifølge Ziehe har unge altid haft behov for, at kunne identificere sig med voksne/forældre, for at skabe sin identitet. Dette forhindrer det senmoderne samfund, da voksnes/forældres normer og værdier er forældet. Dette gør at unge i dag har brug for andre at identificere sig med, for at kunne skabe sin egen identitet, og have nogle sociale tilhørsforhold. De mange valg unge skal træffe, kan også skabe en usikkerhed omkring deres identitet, hvilket gør at unge i dag, er afhængige af andres bekræftelse. I forhold til pædagogens og afdelingslederens udtalelser, ser vi her en sammenhæng med Ziehes teori. Dette gør vi for at unge har brug for respons fra andre, og i og med at 29

forældres normer og værdier er forældet, bliver det endnu vigtigere for de unge, at få respons fra andre unge, i forhold til deres identitetsdannelse. Vi tolker derfor, at de unges fællesskaber i klubben, har stor betydning for unges identitetsdannelse, fordi at de skal bruge hinanden til at identificere og spejle sig i. Det bliver dermed bliver det i fællesskabet at unge har brug for, at blive bekræftet og anerkendt for den de er, og for deres handlinger. Giddens taler om at man som individ spejler sig i sine omgivelser, i højere grad end førhen. Giddens siger samtidig, at man som individ er nødt til at spørge sig selv hvem er jeg? og hvordan vil jeg gerne være?. Dette gør at individet hele tiden skal reflektere over hvem man selv er, og hvorfor man tænker og handler som man gør, og hvilken indvirkning man har på andre. Individets selv-identitet er dermed ikke noget der er genetisk fastlagt, eller socialt bestemt, men en proces som tager udgangspunkt i individets selvfortælling. Her kan vi se en overensstemmelse imellem afdelingslederen og pædagogens udtalelser, og Giddens teori, i forhold til hvilken betydning fællesskabet har for unges identitetsdannelse. Dette kan vi da de siger, at unge bruger hinanden, til at finde ud af hvem de selv er. Den måde andre ser dem på, har indflydelse på hvordan de ser sig selv. De unge spejler sig i de omgivelser de er i og disse spejlinger bliver en del af de unges selvfortælling, dette er dermed, med til at danne deres identitet. Honneth snakker endvidere om, at anerkendelse er en forudsætning for en sund identitet. I den tredje sfære, som er den sociale sfære, er det anerkendelse i fællesskabet som udvikler individets selvværd. Fællesskabet har altså ifølge Honneth også en vigtig betydning for unges identitetsdannelse, og dette bekræfter pædagogen og afdelingslederen da de udtaler, at fællesskabet har en af de største betydninger for de unge. Pædagogen udtaler (..) dem der ikke har nogen og være sammen med (.. ) er utroligt alene, og ofte ret kede af det, og stille. (Tid 23.35) 30

Dette tolker vi som om, at en ung der ikke er en af et fællesskab, vil føle sig alene og ked af det, og ikke have sammen mulighed, for at udvikle deres identitet, i modsætning til en ung der er en del af fællesskabet. Den unge som er udenfor fællesskabet, har ikke samme mulighed for at opnå anerkendelse i den sociale sfære, og vil ikke få en følelse af, at være værdifuld for fællesskabet. Derimod vil den unge få en følelse af, at være overflødig for fællesskabet. Dette kan medføre at den unge får et lavt selvværd, og dermed påvirker den unges identitetsdannelse i en negativ retning. Afdelingslederen udtaler i interviewet følgende: (..) vi kan være bekymret for dem som ikke kommer i sådan nogle forummer som det her(..) Men hvis man slet ikke er i nogen, så er der en kæmpe lampe der blinker(..) Fordi det er helt klart det der ligger til grund for at man føler sig set og føler sig anerkendt, og kan udvikle sig til at se fornuftigt på sig selv også. Fordi at se fornuftigt på sig selv, at man er til noget og nogle kan bruge en til noget. (Tid 15.35) Denne udtalelse understøtter Honneths teori om, at man som individ har behov for anerkendelse i den sociale sfære. Det er i denne sfære at individet har behov for at føle, at man bidrager med noget værdifuldt til fællesskabet. Vi tolker derfor at der en sammenhæng mellem teori og praksis, da afdelingslederen siger, at for at de unge kan udvikle sig, og se fornuftigt på sig selv, så har de brug for at blive anerkendt i fællesskabet, og samtidig føle, at der er brug for dem i fællesskabet. Ifølge Madsen stræber mennesker efter social værdsættelse, og man har som individ ikke lyst til at skille sig ud fra mængden. I den forbindelse snakker han om at mennesker iscenesætter sig selv, og påtager sig forskellige roller, for at give et positivt billede af sig selv. Vi stillede derfor i vores interview et spørgsmål om, hvorvidt de oplevede at unge påtager sig roller og iscenesætter sig selv. Til det svarede afdelingslederen: Ja, det oplever jeg i høj grad at de gør, noget af det farligste for dem, i hvert fald for mange af dem er, at skille sig ud. (Tid 37.20) 31

Vi kan derfor sige, at teorien stemmer overens med praksis. De unge i klubben påtager sig altså roller og iscenesætter sig selv, for at være en del af fællesskabet, eller for at blive en del af fællesskabet, og for ikke at skille sig ud. Vi tolker ud fra dette at fællesskabet har en stor betydning for unge og deres identitetsdannelse. Unge påtager sig altså forskellige roller og iscenesætter sig selv for at passe ind, og for at få adgang til fællesskabet. Pædagogen svarede til spørgsmålet om hvorvidt om unge påtager sig roller og iscenesætter sig selv, følgende: Det tror jeg enhver teenager gør ind imellem(..) men det er jo fordi at de ikke har fundet ud af helt præcist hvem de er, så de leger med den, og det skal de (Tid 43.10) Denne udtalelse har ligheder med det Madsen taler om, at unge påtager sig roller og iscenesætter sig selv. Madsen siger dog, at de unge påtager sig roller fordi, at de er bange for at skille sig ud. Vi tolker det pædagogen siger som at det er positivt at de unge påtager sig roller og iscenesætter sig selv, da dette bliver et led i deres identitetsdannelse. De unge gør det, for at finde ud af hvem de selv, og for at opnå værdsættelse. Opsamling på unges identitetsdannelse Vi har indtil nu fundet frem til, at hvis en ung ikke er en del af fællesskabet, så har den unge ikke samme mulighed for interaktion med andre, som er en forudsætning for identitetsdannelse. I praksis er det dermed også et problem hvis man er udenfor fællesskabet, da unges forudsætninger for udvikling af en sund identitet forringes, da man dermed ikke har andre at spejle sig i, og samtidig vil man ikke opnå anerkendelse i den sociale sfære, hvis man ikke er en del af et fællesskab. Vi har derudover fundet frem til, at det at de unge påtager sig roller, og iscenesætter sig selv, kan være en positiv ting fordi at det bliver et led i deres identitetsdannelse. Derudover kan det være skræmmende for unge at skille sig ud, hvilket gør at unge iscenesætter sig selv for at passe ind i fællesskabet. 32

4.2 Unges behov for anerkendelse I vores interview stillede vi et spørgsmål om, om de i klubben gør noget specielt for, at sikre sig at alle unge har samme rettigheder. Til det svarede pædagogen, at hun altid sagde følgende til de unge: Jeg behandler jer alle sammen forskelligt, for at behandle jer ens (Tid 35.48) Til samme spørgsmål svarede afdelingslederen, at det han sagde til de unge var: Vi er nødt til at behandle jer forskelligt for at kunne behandle jer ens, fordi I kommer med vidt forskellige vilkår. Maiken har gode historie med en dreng hun altid har givet et gratis æble. De andre står og siger hvaaad får han en gratis æble, hvad fanden foregår der, jeg vil også ha, men nej det får du ikke, det er altid ham der får det. Og hvordan forklarer man det uden at gå ind i en eller anden kæmpe forklaring om, at han er særlig fordi han kommer fra nogle andre vilkår, han skal have nogle andre kram og nogle andre ting for, at være lige med jer andre. (Tid 24.20) Pædagogen og afdelingslederen er her enige om, at unge skal behandles forskelligt, for at kunne blive behandlet ens, for dermed at opnå samme rettigheder. Ift. æble situationen, hvor pædagogen altid giver en bestemt dreng et gratis æble, og vælger ikke at give de andre et gratis æble, ser vi en uoverensstemmelse ift. Honneth s anerkendelses teori. Dette gør vi fordi, at vi ser klubben som et mini samfund, hvor vi ud fra den offentlige sfære, ser pædagogerne som staten, der skal sikre lige rettigheder til alle. Pædagogerne formår i denne situation ikke at sikre lige rettigheder til alle, da pædagogen forskelsbehandler, ved ikke at give alle et gratis æble. Pædagogen behandler altså ikke alle lige, og de unge som ikke får et gratis æble, bliver ifølge Honneth ikke anerkendt I den offentlige sfære. Dette kan ifølge Honneth medvirke til at de unges selvagtelse forringes, da de mangler anerkendelse i denne sfære. Hvis pædagogerne skulle have handlet ud fra Honneths teori, skulle de have givet et gratis æble til alle de unge, og ikke kun givet den ene dreng et æble. Dette ville anerkende de unge I den offentlige sfære. Vi kan altså sige at den måde pædagogerne 33

arbejder på i praksis, i denne situation, ikke stemmer overens med Honneths anerkendelsesteori. I forbindelse med at danne inkluderende fællesskaber snakker Madsen om, at det er vigtigt at unge lærer at udøve socialt ansvar overfor hinanden, altså at tage vare på hinanden i fællesskabet. Dette lærer unge ved at praktisere det, i de fællesskaber de er en del af. Unge lærer altså socialt ansvar ved at opleve andre optræder i omsorgsfulde roller, og ved selv at gøre sig erfaringer med at vise omsorg over for andre. Det er pædagogerne, i institutionen ansvar, at støtte de unge i at udvikle socialt ansvar. Vi tolker afdelingslederens og pædagogens udtalelser om, at de behandler alle unge forskelligt, for at behandle dem ens, som et forsøg på at lære de unge, at udøve socialt ansvar. Dette gør vi fordi, at pædagogerne prøver at lærer de unge i klubben, at alle er forskellige, og at nogle har andre behov end en selv. De unge oplever altså at pædagogerne i klubben optræder i omsorgsfulde roller overfor de unge, hvilket er medtil at udvikle deres sociale ansvar. Vi stillede også et spørgsmål om, hvad de gør for at de unge føler sig værdsat i fællesskabet, og til det svarede afdelingslederen: Vi bruger rigtig meget tid på at snakke om de her ting som hvor var det godt du tog med på den her tur eller hvor var det godt du lavede mad til os her til aften (Tid 28.00) Dette tolker vi er med til, at give de unge anerkendelse i den sociale sfære, ikke fra deres jævnaldrende, men fra pædagogerne, da pædagogerne italesætter at de unge er betydningsfylde for fællesskabet. Dette gør at de unge vil føle sig anerkendt, for det de kan bidrage med til fællesskabet, f.eks. at lave aftensmad til klubben. Pædagogerne i klubben gør altså i hverdagen noget ud af, at anerkende de unge, hvilket bidrager til, at de unge udvikler deres selvværdsættelse. Man kan derfor sige at klubben arbejder ud fra en tilgang der stemmer overens med Honneths antagelse om, at man som individ har behov for anerkendelse i fællesskabet. 34

I interviewet med pædagogen udtalte hun følgende: (..)at få at vide at man er en god kammerat, det skal jeg skal love dig for at det giver mulighed for at danne nogle fællesskaber, for det at få at vide at man er et godt menneske det er rigtigt fedt når man er teenager. (Tid 8.05) Denne udtalelse kan vi koble til Honneths teori om anerkendelse i den private sfære, hvor individet bliver anerkendt for den person man er. Det er i denne sfære at individet udvikler selvtillid, som gør at individet senere i livet vil være i stand til at indgå i nære relationer, og danne venskaber. Vi tolker det pædagogen siger, som at ligge meget tæt op ad Honneths teori om, at man som individ har brug for, at blive anerkendt for den man er. Unge har altså brug for at vide, at de er gode kammerater, og er gode mennesker, for bedre at kunne danne fællesskaber, og dermed blive i stand til at danne nære relationer og venskaber. Selvom at de unge bliver anerkendt i den private sfære af f.eks. deres mor og far, så er det lige så vigtigt, at de bliver anerkendt af deres venner. Ifølge Mead danner individet sin selvidentitet, og personlige identitet i samspil med nære betydningsfulde relationer. Han kalder disse nære relationer for den betydningsfulde anden. Individets selvidentitet og personlige identitet dannes ved, at individet tolker andre menneskers respons på ens handlinger. Individet reflekterer over egne handlinger, ved at tolke den respons man modtager fra andre. Denne respons, bliver en del af individets identitet. På baggrund af dette, og pædagogens udtalelse tolker vi, at det er vigtigt for unge at have gode kammerater, og få at vide at man er en god ven, da det er en forudsætning for at danne sin selvidentitet og personlige identitet, at have og kunne indgå i tætte relationer. Unge spejler sig altså i deres venners respons på ens handlinger, hvilket er med til at skabe deres selvbillede. At være i et fællesskab, hvor man har tætte betydningsfulde relationer til nogle, er dermed en vigtig del af unges dannelse af deres identitet. 35

Opsamling af unges behov for anerkendelse Vi har indtil nu fundet frem til, at unges selvagtelse kan forringes, hvis de ikke får anerkendelse i den offentlige sfære. Unge har brug for at opleve, at have samme rettigheder, for at føle sig anerkendt. Derfor kan det være et problem, at pædagogerne i klubben forskelsbehandler, i forhold til hvem der får et gratis æble eller ej. Derudover kan vi sige, at pædagogerne forsøger i æble situation, at lære de unge socialt ansvar, ved at optræde i omsorgsfulde roller, overfor andre og ved at lære de andre unge at alle er forskellige. Det er vigtigt at pædagoger i hverdagen, sørger for at anerkende de unge i den sociale sfære, så de unge får en følelse af, at være vigtige for fællesskabet, og kunne bidrage med noget særligt til fællesskabet. De unge har også brug for at blive anerkendt i den private sfære af deres venner, da det vil give de unge selvtillid, og medfører, at de kan danne fællesskaber og nære relationer. 4.3 De fællesskaber de arbejder med i klubben Vi stillede i interviewet et spørgsmål om hvordan de i klubben arbejder med fællesskaber. Hertil svarede afdelingslederen: noget særligt ville være når vi tilrettelægger vores aktiviteter, så er der to hovedgrupper af aktiviteter, der er den der traditionelle jeg vil gerne lave en svømmehals tur så hænger man en seddel op og alle må melde sig på. Der har vi ikke mulighed for at sige hvem der skal, og hvem der ikke skal med,(..) der vælger de selv kan man sige, og der ved vi også at de vælger svømmehalsturen fordi at veninden også vælger svømmehals turen, eller vennen, og så er det meget få der vælger den fordi at de elsker at svømme (Tid 3.50) Vi tolker denne form for aktivitet som afdelingslederen beskriver, som at de i klubben gerne vil arbejde med aktivitetsfællesskaber. Hvor de unge kan deltage i aktiviteten, hvis det er noget som interesserer dem. Ud fra teorien er et aktivitetsfællesskab, et fællesskab hvor aktiviteten er mest voksenstyret, og samtidig er det relationen til aktiviteten som gør, at de unge deltager. 36

Dog siger afdelingslederen også, at mange af de unge vælger at deltage, pga. hvem der ellers deltager. Vi tolker det som, at relationen til hinanden er vigtigere for de unge, når de vælger at deltage i en aktivitet, end hvad det er for en aktivitet de deltager i. Samtidig tolker vi det, i denne form for aktivitetsfællesskab som klubben tilbyder de unge, at det i mange tilfælde bliver relationen til hinanden som bliver bærende for fællesskabet, frem for at det er aktiviteten. Afdelingslederen beskriver også en anden måde klubben arbejder med fællesskaber på: Der er Simon, han er særlig, han har asperger, han går i en almindelig klasse, han går i en almindelig klub, men mange af de andre har svært at inkludere ham i noget, fordi at han siger nogle underlige ting og gør nogle underlige ting, men lige præcis i det her fællesskab her over, når vi laver en(..) computer overnatning, der bliver han accepteret af de drenge fordi at han er skide god til at spille computer og de er rummelige, de kan tage ham, de kan tage de ting han kunne finde på at sige (Tid 8.45) Dette tolker vi som et aktivitetsfællesskab fordi det er pædagogerne der styrer aktiviteten, og pædagogerne bruger aktiviteten til at få Simon inkluderet i et fællesskab, ved at give ham en betydningsfuld rolle i fællesskabet, da han er rigtig god til at spille computer. Der er ikke nødvendigvis relationen imellem Simon, og de andre drenge der er styrende, men aktiviteten. I dette tilfælde en computer aften, hvor de alle sammen godt kan lide at spille computer, og der bliver dermed skabt et fællesskab omkring dette. Ved at pædagogerne tilrettelægger et aktivitetsfællesskab for at få Simon inkluderet i fællesskabet, skaber dette gode forudsætninger for at lære de unge at udøve socialt ansvar, da det er i aktivitetsfællesskabet, at unge får erfaringer med at vise omsorg og hjælpsomhed overfor hinanden. Derudover kan pædagoger agere som rollemodeller i fællesskabet, ift. at få Simon inkluderet i fællesskabet. De unge vil altså opleve at socialt ansvar praktiseres i fællesskabet, og at pædagogerne optræder i omsorgsfulde roller, hvilket ifølge Madsen er en forudsætning for, at lære de unge at udøve socialt ansvar. 37

Vi kan dermed se, at de i klubben arbejder med differentierede fællesskaber, da de giver de unge muligheden for at deltage i flere forskellige slags fællesskaber, og de unge får dermed mulighed for at afprøve forskellige roller, alt efter hvilket et fællesskab de er med i. Endvidere kan vi ud fra afdelingslederen udtalelse om hvordan de arbejder med fællesskaber se, at de i klubben arbejder med inklusion. Dette kan vi fordi, at når der arbejdes med inklusion, er fokus ikke at få nogle til at passe ind i et nuværende fællesskab, men at udvikle et fællesskab hvor, unges grundlæggende behov for at blive anerkendt som ligeværdige deltagere, bliver tilgodeset. Det tolker vi, er det pædagogerne har gjort i forhold til Simon. De har udviklet et fællesskab, hvor han bliver anerkendt som en ligeværdig deltager i fællesskabet. Det at Simon bliver inkluderet i et fællesskab, gør at hans grundlæggende betingelse for læring og udvikling bliver forbedret, fordi at han nu er en del af fællesskabet, og det er i fællesskabet at man som individ danner sig. I situationen om Simon, kan vi også inddrage Honneths teori om anerkendelse. Simon vil her bliver anerkendt i den sociale sfære, hvor individet får anerkendelse fra de fællesskaber, individet er en del af. Vi tolker det som, at Simon vil opleve at han kan bidrage med noget særligt til fællesskabet, og at han bliver værdsat af de andre drenge i fællesskabet. Dermed vil Simon udvikle hans selvværdsættelse, i og med at hans bidrag til fællesskabet, bliver anerkendt af de andre i fællesskabet. Opsamling på de fællesskaber, de arbejder med i klubben De differentierede fællesskaber klubben arbejder med, kan bruges til at få unge som ikke er en del af fællesskabet, til at blive inkluderet. Dette kan gøres ved at der arrangeres aktiviteter, som har fokus på de egenskaber hos den unge, som man ønsker at inkludere i fællesskabet. Ved at gøre dette, skaber man nogle nye rammer, som gør at den unge får en mulighed for at danne relationer og blive en del af et fællesskab. I forhold til Honneths teori, vil den unge opleve at blive anerkendt i den sociale sfære, og dermed udvikle selvværdssættelse. 38

4.4 Unges identitetsdannelse i det senmoderne samfund I interviewet stillede vi pædagogen og afdelingslederen et spørgsmål om, hvordan de oplever at de unge danner deres holdninger og meninger. Til det svarede afdelingslederen: De har en hel masse med hjemmefra, som de er opdraget med af mor og far, så har de noget de har hørt de store børn sige, eller snakket med deres venner om, de har noget fra os, fra skolen, noget de har set i tv eller på facebook, hørt i radioen, læst i en bog. Så i virkeligheden bliver de påvirket rigtig mange steder fra (Tid: 51.10) Til samme spørgsmål svarede pædagogen: Ja det gør de jo gennem de fællesskaber de har, og så kommer det jo også hjemmefra, altså som grundlæggende holdninger til ting, det har de jo med sig fra deres forældre. Så kan grupperne ændre nogle af de holdninger, ved at være meget sammen med dem, og så kan man få nogle holdninger som gruppen også har, og så pædagogerne hernede hvis man har en god tæt relation så kan man godt være med til at præge dem til nogle af deres holdninger. (Tid: 51.10) Dette understøtter det Ziehe siger om at unge i dag er præget af sekundære erfaringer, samt at unge i dag er kulturelt frisatte, da de ikke længere kun skaber deres holdninger og meninger, ud fra den kultur de kommer fra. Ud fra dette tolker, vi at de unge skaber deres holdninger og meninger ud fra de ting de ser og oplever i hverdagen, og ud fra de fællesskaber de er en del af. Dog siger Ziehe at unges forældres værdier og normer, er mere eller mindre ubrugelige for de unge, dette stemmer ikke helt overens med det afdelingslederen og pædagogen siger, da de siger at unges grundlæggende holdninger stammer hjemmefra. Vi tolker derfor, at det stadig har en stor betydning for unge, hvilke værdier og normer deres forældre har, da det har indflydelse på, hvordan de danner deres egne holdninger og meninger. Samtidig siger pædagogen også, at de unge danner deres holdninger og meninger ud fra de grupper de kommer i, og at grupperne kan være med til at ændre de unges holdninger. 39

Vi stillede også et spørgsmål der handlede om, om hvordan de oplever at de unge skaber deres identitet. Til dette svarede afdelingslederen: Den skaber de igennem fællesskaber, og de hægter den op på alt hvad de kan få øje på der er fedt og godt. De kigger på mediebillederne, de kigger på alle andre på facebook, folk de følger de slet ikke kender i virkeligheden, ting de ser i fjernsynet. Alle de her ting kommer ned i den store kedel der hedder Hvad kan jeg blive til? Hvad kan jeg være for en? De får den hernede fra, de får den fra deres venner, de får den fra os voksne der spejler dem, men i høj grad så opdager jeg at de også sætter den sammen med alt det de ser rundt omkring. (Tid: 45.20) Dette understøtter igen det Ziehe siger om, at unge bliver påvirket af sekundære erfaringer i deres identitetsdannelse. Ud fra det afdelingslederen siger, kan vi her se, hvad Ziehe mener med, at forældres normer og værdier, er blevet mindre ubrugelige for de unge. Selvom de stadig tager ting med sig hjemmefra, så bruger unge mange af de ting de oplever i hverdagen, til at danne deres identitet. De bruger de ting de oplever fra facebook, tvet, m.m. Derfor kan man ifølge Ziehe sige, at de unge i dag er kulturelt frisatte, fordi det ikke længere er bestemt, hvem eller hvad de skal være og blive, men at de selv kan vælge hvad de vil. I det Ziehe kalder kulturel frisættelse, ligger der også at de unge i dag har en masse muligheder, og de mange muligheder de har, indebærer at de unge skal træffe en masse valg. Derfor stillede vi i vores interview et spørgsmål omkring, om de unge selv var i stand til at træffe valg, til dette svarede afdelingslederen: Jeg er helt sikker på at de kan være forvirret. Bare det at melde sig på en tur, eller sige vil jeg i virkeligheden i svømmehallen på onsdag, det kan være så svært, så svært, fordi at det handler kun en lille smule om svømmehallen, og så handler det rigtig meget om hvem der ellers skal med, og kan jeg komme ind i det fællesskab med de piger der skal med,(..) Det handler så meget om alt muligt andet, og sådan er det også med deres andre valg (Tid: 48.20) 40

Ifølge Ziehe skal unge selv træffe en masse valg, men det kan være svært for de unge at træffe disse valg, fordi at ved at vælge noget, så vælger de samtidig noget andet fra. I forhold til Ziehe, kan vi se en overensstemmelse med afdelingslederens udtalelse. Vi tolker det afdelingslederen siger som, at hvis de unge vælger at tage med i svømmehallen, så gør de det pga. de andre der tager med, og ikke fordi at de gerne vil i svømmehallen. For hvis de ikke tager med i svømmehallen, så vælger de et fællesskab fra, som de gerne vil være en del af. Så hvis de vælger at tage med i svømmehallen, er de en del af det fællesskabet, de ønsker at være en del af. Men hvis de vælger en anden aktivitet, er de ikke længere en del af det ønskede fællesskab. Så et hvert valg de unge foretager sig, har betydning for at de vælger noget andet fra. Ifølge Giddens bliver et individs selv-identitet skabt igennem en proces af valg, og det er dermed ikke længere givet på forhånd hvem man er, man udvikler derimod sin selvidentitet i samspil med andre. Derfor kan vi sige, at det er nødvendigt for unge at skulle træffe valg, da det vil det have betydning for deres selv-identitet. Vi tolker det som, at selvom det for unge kan være svært at træffe de valg de bliver stillet overfor i hverdagen, er det nødvendigt for, at de kan skabe deres selv-identitet. Så selvom det måske kun handler om, om man vil med i svømmehallen eller ej, så er det stadig et valg de skal træffe, som vil have betydning for deres selv-identitet, da de unge vil reflekterer over de valg de tager. Det vil være med til at skabe et billede af dem selv som individ. Opsamling på unges identitetsdannelse i det senmoderne samfund Ud fra dette afsnit kan vi sige at de unges forældre stadig har en vis betydning for de unges identitetsdannelse. Dog spiller fællesskabet, venner, sociale medier og andre sekundære erfaringer de unge oplever i hverdagen, en stor rolle for deres identitetsdannelse. Ved at unge spejler sig i hinanden, har det indflydelse på de holdninger og meninger, de unge danner sig. Samtidig har andre unge stor indflydelse på, når unge skal træffe valg i deres hverdag, dog er det en nødvendighed at de unge træffer disse valg, fordi at det med til at danne deres selv-identitet. 41

5. Pædagogens handlemuligheder I dette afsnit vil vi på baggrund af vores teori og empiri, komme med forslag til hvilke handlemuligheder pædagoger har i praksis, i forbindelse med at støtte unge i deres identitetsdannelse. 5.1 Inkluderende fællesskaber Hvis pædagoger i praksis skal støtte unge i deres identitetsdannelse, er det vigtigt at skabe deltagelsesmuligheder for alle unge i fællesskabet. Dette kan pædagoger gøre ved, at arbejde med det Madsen kalder differentierede fællesskaber. Da vi var ude i juniorklubben, og undersøge den pædagogiske praksis fandt vi ud af, at de også arbejder med differentierede fællesskaber, og vi ser derfor disse fællesskaber som en handlemulighed for pædagoger at arbejde med, hvis man gerne vil arbejde inkluderende. Differentierede fællesskaber er gode at arbejde med, da det giver pædagoger mulighed for, at danne små fællesskaber i det store fællesskab, hvilket giver de unge adgang til flere forskellige typer af mindre fællesskaber. I praksis kan pædagoger arbejde med differentierede fællesskaber på forskellige måder. En mulighed kan være at etablere forskellige fællesskaber, som dannes på baggrund af en bestemt aktivitet. Disse fællesskaber kalder Madsen for aktivitetsfællesskaber. Det gode ved at arbejde med disse fællesskaber er, at pædagoger har mulighed for at inkluderer unge, der ikke er en del af fællesskabet. Eksempel: Sofie har svært ved at komme ind i pigernes fællesskab i klubben. Pædagogerne ved at Sofie interesserer sig for dans, og er god til det. Derfor arrangerer pædagogerne en dansetime for Sofie, og tre andre piger i klubben, som også interesserer sig for dans. Dette eksempel illustrerer, hvordan pædagoger kan arbejde med aktivitetsfællesskaber i praksis. Pædagogerne danner i dette tilfælde et fællesskab omkring dans, da de ved at det interesserer pigerne, og at Sofie er god til at danse. Ved at danne et fællesskab omkring noget Sofie er god til, og noget de alle interesserer sig for, kan det være med til at give Sofie en betydningsfuld rolle i et fællesskab, og gøre at de andre piger ser 42

anderledes på Sofie. Denne type aktivitetsfællesskab skaber altså gode forudsætninger for, at danne gode relationer imellem de unge. En anden måde pædagoger kan arbejde med differentierede fællesskaber på, er ved at planlægge en aktivitet, som alle unge kan deltage i, hvis de har lyst. Denne form for aktivitet giver de unge mulighed for, at danne relationer på tværs af de eksisterende fællesskaber. Det gode ved denne form for aktivitetsfællesskab er, at det er aktiviteten der er styrende, og derfor kan de roller og positioner unge har med sig fra andre fællesskaber opløses. At arbejde med differentierede fællesskaber, er altså en pædagogisk handlemulighed i praksis, i forbindelse med at danne inkluderende fællesskaber. 5.2 Anerkendende relationer Som vi tidligere har nævnt i opgaven, har unge behov for anerkendelse i fællesskabet, for at danne sig, og for at føle sig værdsat som individ. Derfor er det vigtigt at pædagoger er bevidste om, hvordan de kan danne anerkendende relationer i praksis. Ifølge Berit Bae er det vigtigt at have fokus på kommunikationen i barn/voksen relationen i praksis, hvis man skal danne anerkendende relationer. 58 Hun beskriver fire kommunikative væremåder, som pædagoger kan tage udgangspunkt i, hvis man skal danne anerkendende relationer. Forståelse og indlevelse: Handler om evnen til at være empatisk, og om at kunne indleve sig, og fornemme hvad der sker i den modsatte part. Bekræftelse: Handler om at sætte ord på eller formidle på en anden måde, at man har forståelse for hvad den andens oplevelser, følelser og behov. Dette kan både være verbalt og nonverbalt. 58 Bae, Berit Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse s. 8. 43

Åbenhed: Handler om at turde miste kontrollen, og være nysgerrig omkring hvad den anden oplever, tænker og føler m.m. Man skal være forberedt på, at den anden ikke oplever det samme som en selv. Selvrefleksion og selvafgrænsning: Handler om evnen til at skelne mellem det der sker inde i en selv, og det der sker i den modsatte part, og handler om at reflektere over hvordan egne handlinger, kan opleves for den modsatte part. 59 Pædagoger kan i praksis lade sig inspirere af Baes fire kommunikative væremåder, for at skabe gode relationer til de unge. Ved at arbejde ud fra Baes anerkendende tilgange, giver det mulighed for at give de unge en god selvfølelse, og selvopfattelse, da de vil føle sig anerkendt for den de er, og hvad de oplever. At give unge et positivt selvbillede, er med til at danne en sund identitet, og vi ser derfor Baes anerkendelses teori, som en inspiration for pædagoger i praksis. 6. Konklusion Vi spurgte i vores problemformulering om: Hvilken betydning har fællesskabet for unges identitetsdannelse i alderen 12-15 år? Og hvad kan vi som pædagoger gøre for at støtte unges identitetsdannelse i alderen 12-15 år? Vi har på baggrund af den valgte teori, og vores to kvalitative interviews fundet frem til; At fællesskabet har en stor betydning for unges identitetsdannelse, da det er i fællesskabet, at man bliver anerkendt for den person man er, og det man bidrager med til fællesskabet. Det er altså ved at blive anerkendt i fællesskabet, at unge vil opleve at være et værdifuldt individ, og udvikle et positivt forhold til sig selv. Når unge bliver anerkendt i fællesskabet, har det altså en stor betydning for dannelsen af en sund identitet. 59 Bae, Berit Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse s. 9-16. 44

Unge har derudover brug for at være en del af et fællesskab, da det er i fællesskabet at interaktion med andre finder sted. Unge spejler sig altså i hinanden for, at finde ud af hvem de selv er. Hvis unge ikke er en del af et fællesskabet, vil dette have konsekvenser for identitetsdannelsen, da unge dermed frarøves den interaktion der er kilden til identitetsdannelse, og unge vil derudover heller ikke opleve at blive anerkendt for den de er, og for det de gør. Er man ikke en del af et fællesskab, kan dette altså være direkte identitetstruende. Det senmoderne samfund, gør, at unge i dag skal træffe en masse valg, ift. skole, uddannelse, fremtid mm. Disse valg kan være svære for unge at træffe, og kan gøre dem forvirrede og usikre på deres rolle, hvilket gør at de har mere brug for andres bekræftelse og anerkendelse, end tidligere. Alle disse valg unge skal træffe, spiller en stor rolle i deres identitetsdannelse. For at støtte unge i deres identitetsdannelse er pædagoger nødt til at skabe inkluderende fællesskaber, hvor alle har mulighed for at deltage. I denne forbindelse snakker Madsen om at man kan arbejde med differentierede fællesskaber. Differentierede fællesskaber, er små fællesskaber i det store fællesskab, og skaber gode forudsætninger for inklusion, da det giver unge adgangsmuligheder til flere forskellige typer af mindre fællesskaber. Madsen nævner i forbindelse med fællesskaber også aktivitetsfællesskaber, som en mulighed at arbejde med i fritidsklubber for, at skabe inkluderende fællesskaber. I aktivitetsfællesskaber er det aktiviteten der er bærende for fællesskabet, hvilket kan opløse de roller og positioner unge har med sig fra andre fællesskaber. Derudover er aktivitetsfællesskaber mere voksenstyret, hvilket giver pædagoger mulighed for at inkludere nogle, der ikke er en del af fællesskabet. Aktivitetsfællesskaber skaber også gode forudsætninger for at udvikle socialt ansvar, som er noget Madsen mener er en forudsætning for at skabe inklusion. Socialt ansvar handler om, at unge lærer at tage vare på hinanden i fællesskabet. Dette lærer de ved at optræde i omsorgsfulde roller overfor hinanden, og opleve at andre gør det samme. 45

Pædagoger kan i praksis lade sig inspirere af Baes fire kommunikative væremåder, for at skabe anerkendende relationer til de unge. Ved at arbejde ud fra disse anerkendende tilgange, giver det pædagoger mulighed for at skabe gode relationer til de unge, som bygger på ligeværd og respekt. Vi har gennem vores interviews tilegnet os viden om vores problemfelt i praksis. Vi er klar over, at vores undersøgelse kun har givet os et indblik i, hvordan praksis fungerer i juniorklubben. Vi kan derfor ikke generalisere vores undersøgelse, og dermed har vores undersøgelse altså ingen videnskabelig værdi. 7. Perspektivering Vi vil i dette afsnit perspektivere til artiklen Jeg skriver jo ikke selv, at jeg er smuk af Malene Charlotte Larsen. Denne artikel handler om at de sociale mediers betydning for unges identitetsdannelse i dag. Vi har valgt denne artikel, da vi ved at unge i dag bruger meget af deres tid på de sociale medier, hvilket gør at det i dag er en stor del af unges identitetsdannelse i dag. Når man snakker om unge og identitet, kan man altså ikke komme udenom de sociale medier. Malene Charlotte Larsen beskriver i artiklen hvordan en stor del af befolkningen opfatter unge som nogle der ikke har værdifulde sociale relationer, og overfladisk iscenesætter sig selv, og deler ud af privatlivet på de sociale medier. Dette mener hun ikke er sandt. I artiklen skriver hun Facebook indgår som en sofistikeret del af det at praktisere ungdom, vedligeholde venskaber og konstruere identitet. Hun mener at identitetsdannelsen er et fælles socialt projekt for brugerne af de sociale medier, og hun har i sin forskning hæftet sig ved hvor meget unge skriver om og afbilder hinanden. Det indhold, de publicere, handler ofte om vennerne; hvor sjovt man har det sammen, hvor meget man elsker hinanden, hvor smukke og dejlige vennerne er. Hun oplever at unge iscenesætter hinanden, frem for sig selv. De unge indgår altså i hinandens 46

selvfremstilling, og det at have et netværk af gode relationer bliver en vigtig del af unges selvforståelse og dannelse af identitet. Når unge skriver søde ting til hinanden på facebook som jeg elsker dig eller du er smuk, er der her tale om en måde at bekræfte hinanden, og selv blive bekræftet. Dette kan være en vigtig del af unges socialiseringsproces som ung. Dette uddrag fra artiklen, giver en forståelse af hvordan unge i dag bruger de sociale medier til at skabe deres identitet og deres selvforståelse. Vi mener derfor at det som pædagog, er vigtigt at være bevidst om, hvordan unge bruger de sociale medier til at iscenesætte sig selv. At iscenesætte sig selv, kan nemlig både gøres på en positiv og negativ måde, og dette skal pædagoger være opmærksomme på. Det kan være svært for pædagoger at vide præcis hvad der foregår på de sociale medier, derfor er det ekstra vigtigt at pædagoger snakker med de unge om hvordan man bruger de sociale medier hensigtsmæssigt. 47

Litteraturliste Bøger: Brandt, Poul Thomas: Ungdom - psykologiske linjer og vilkår. 1. udg. Forlagshuset Rahelt, 2011. Brinkkjær, Ulf og Høyen, Marianne: Videnskabsteori for de pædagogiske professionsuddannelser. 1. udg. Hans Rietzels Forlag, 2011. Clausen, Birgitte Prytz m.fl.: Unge og identitet - socialisation i otte forskellige lande. 1. udg. Forlaget Columbus, 2013. Fællesskab i forskellighed. Redigeret af: Ulla Liberg og Carsten Schou. 1. udg. Akademisk forlag, 2010. Hermann, Stefan : Anthony Giddens et bud på en sociologisk dannelsestænkning. Olesen, Søren Gyts og Peter Møller Pedersen: I: Pædagogik i sociologisk perspektiv. 2. udg. via systime, 2010. Bind 1, side 190-213. (Afsnit i bog) Honneth, Axel: Kamp om anerkendelse. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, 2006. Jensen, Noona Elisabeth: Metodebogen - Pædagogstuderende mellem profession og akademisering. 1. udg. Hans Rietzels Forlag, 2010. Madsen, Bent: Socialpædagogik - integration og inklusion i det moderne samfund. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, 2005. Nørgaard, Britta : Thomas Ziehe - ambivalenser i unges verdenstilegnelse. Olesen, Søren Gyts og Peter Møller Pedersen: I: Pædagogik i sociologisk perspektiv. 2. udg. via systime, 2010. Bind 1, side 166-189. (Afsnit i bog) 48

Pedersen, Carsten m.fl.: Inklusionens pædagogik - fællesskab og mangfoldighed i daginstitutionen. 1. udg. Hans Reitzels Forlag, 2009. Samfundet i pædagogisk arbejde. Redigeret af: Carsten Schou og Carsten Pedersen. 2. udg. Akademisk forlag, 2008. Artikler: Bae, Berit Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse Social kritik nr. 47 November 1996 Kvale, Steiner: Om tolkning af kvalitative forskningsinterviews.. I: Nordisk pedagogik nr. 25 vol 1, 2005, s. 3-15 Ziehe, Thomas: Mentalitetsændringer blandt unge. I: Social kritik nr. 109, 06.2007, s. 52-59 (Artikel) Internet sider: http://www.analysedanmark.dk/kvalitative-metoder/ Jeg skriver jo ikke selv, at jeg er smuk : Artikel fra information, skrevet af Malene Charlotte Larsen. d. 4. August 2012. http://www.information.dk/307368 49

Bilag 1. Jeg skriver jo ikke selv, at jeg er smuk Sociale netværkssider som Facebook er en vigtig brik i unges identitetsdannelse. Selvros går ikke an. Det er først, når vennerne skriver flatterende om en, at det rigtigt tæller Af Malene Charlotte Larsen 3. august 2012 Information Unge i dag ved ikke, hvad det vil sige at være venner. De sidder alene foran skærmene hjemme på værelserne og har ingen værdifulde sociale relationer. På overfladisk vis forsøger de at iscenesætte sig selv så positivt som muligt på sociale medier som Facebook. De deler skamløst alt og har ingen forståelse for privatlivets fred. Sådan opfatter mange nutidens teenagere, som er den del af befolkningen, der er kraftigst repræsenteret på sociale netværkssider. Men faktisk bruger unge de sociale medier noget mere nuanceret end som så. Facebook indgår eksempelvis som en sofistikeret del af det at praktisere ungdom, vedligeholde venskaber og konstruere identitet. Det er vigtigt at understrege, at teenagere ikke er en homogen gruppe, som har samme praksisser, bare fordi de er født inden for samme årrække. De er lige så forskellige som os voksne facebook-brugere. Nogle deler meget; andre lidt; nogle har mange venner på deres vennelister, andre få; nogle er meget kritiske over for sociale medier, andre har taget dem betingelsesløst til sig. Nogle dyrker selviscenesættelsen, mens andre bare logger ind for at hænge ud og dyrke de 50

sociale relationer. Nogle kommunikerer kun med folk, de kender, mens andre har stor glæde af at indgå i nye relationer og finde netvenner, som de måske aldrig ser ansigt til ansigt, men som i høj grad opfattes som værdifulde. Så selv om de fleste danske teenagere (mindst 90 pct.) er til stede på den sociale netværksside Facebook, er der ikke nødvendigvis tale om en ensartet gruppering af unge mennesker. Fælles identitetsdannelse Hvis man så alligevel skal forsøge at sige noget generelt om de unges brug af sociale netværkssider, kan man fremhæve, at identitetsdannelsen i høj grad er et fælles, socialt projekt for brugerne. I løbet af de otte år, jeg har fulgt og forsket i danske teenageres brug af sociale netværkssider, har jeg hæftet mig ved, hvor meget unge skriver om og afbilder hinanden. Det indhold, de publicerer, handler ofte om vennerne; hvor sjovt man har det sammen, hvor meget man elsker hinanden, hvor smukke og dejlige vennerne er. Frem for at iscenesætte sig selv, iscenesætter man hinanden.»åeha skaat<333 du bare så smuuk: D<33 Jeg elsker dig af hele mit hjerte og du er virkelig noget helt specielt <333,«lyder det eksempelvis fra en ung bruger til en anden. Det er et ubevidst, gensidigt bytteforhold, hvor den gangbare valuta er ros. Som en 15-årig respondent sagde engang:»jeg skriver ikke selv, jeg er smuk.«i stedet lader man vennerne om at vise eller fortælle det. Statusopdateringer handler i høj grad om det samvær, man har offline og den indholdsmæssige kvalitet af venskaberne. På den måde indgår de unge brugere i hinandens selvfremstilling, og det at have et netværk af værdifulde relationer bliver en vigtig del af selvforståelsen og identitetskonstruktionen. Det betyder generelt meget for unge at modtage eller læse kærlige beskeder om dem selv på vennernes profiler.»så ved jeg, at der er nogen, der kan lide mig,«forklarede en 14-årig respondent om beskeden»jeg elsker dig, og jeg holder bare så meget af dig«, som hendes bedste veninde havde skrevet. 51

Når unge skriver»jeg elsker dig«eller»du er smuk«på tværs af hinandens profiler, er der tale om en måde at bekræfte og blive bekræftet på, som kan være en vigtig del af socialiseringsprocessen som ung. Den tyske ungdomssociolog Thomas Ziehe taler om, at unge tilstræber intimitet og at have så tætte sociale forhold som muligt, hvilket skal ses i lyset af en søgen efter nærhed og individualisering i ungdomsårene. Når de unge bruger vendinger som Jeg elsker dig, er det en måde at udtrykke sig autentisk på, og det er ifølge Ziehe netop med til at skabe individualisering og en følelse af selvtillid. Men der skal være indhold bag ordene, billederne og opdateringerne. Det er ikke fedt af have flere hundrede venner på Facebook, hvis man risikerer at blive stemplet som vennejæger (en, der ansøger tilfældige personer om venskab blot for at kunne fremvise et stort netværk). Ligeledes opponerer mange imod en tom kærlighedsdiskurs. Det må ikke blive overfladisk; man skal mene det, hvis man skriver Jeg elsker dig, hvilket gør sådanne beskeder ekstra værdifulde. Profilen skal afspejle, at de nære relationer er autentiske. Det private offentliggøres Indimellem støder man på unge, som strategisk anvender beskeder, de har modtaget fra deres nære venner. Eksempelvis sker det, at en profilejer sletter lidt kedelige eller indholdsløse beskeder og efterlader positive kærlighedserklæringer fra vennerne til offentligt skue. Der findes unge, som uploader screenshots af søde beskeder, de har modtaget, så de kan læses af flere end blot afsender og modtager. Således bliver vennernes beskeder en del af den enkelte brugers egen selvfremstilling, og kærlighedserklæringer er med til at tegne et flatterende billede af profilejeren. At vennerne står som afsendere af det budskab, der kommunikeres, er med til at verificere integriteten og sikrer, at den enkelte bruger ikke bliver opfattet som selvfed. Derfor skal rosende, kærlige og til tider intime beskeder ikke gemmes væk i private chatudvekslinger, sms-beskeder eller klassiske vennebøger. De skal være tilgængelige ude i det offentlige rum:»det er dejligt at vide, hvad en anden synes om en, og dejligt at han skriver det offentligt, så andre kan se, hvor glad han er for mig 52

:D,«skriver en ung respondent eksempelvis. Det betyder ikke, at unge ikke har nogen fornemmelse for privatliv. Det handler blot om, at de har en anden opfattelse af, hvad der hører privatlives fred til. Nogle ting giver mening af dele i en bestemt kontekst, på et bestemt tidspunkt, med et bestemt publikum for øje. De unges adfærd viser, hvordan socialitet og identitet fungerer i netværkssamfundet. Tilgængelig kildekode Når unge på sociale netværkssider er medkonstruktører af hinandens identitet, peger det på dobbelttydigheden i begrebet netværksindividualisme : At sociale aktører på den ene side gennemgår en forstærket personalisering og individualisering, imens de på den anden side bliver mere og mere forbundne til og gensidigt afhængige af hinanden. Man kan argumentere for, at unge på sociale netværkssider udvikler en slags open source-netværksidentitet. Betegnelsen open source bruges ofte inden for software-udvikling om åben kode, som alle andre kan videreudvikle. På sociale netværkssider bliver identitetsarbejdet i høj grad et fælles projekt, og den kollaborative fremvisning af identitet eller identitet-gennem-social-interaktion bliver synlig, forstærket og til tider bevidst brugt af de unge. Unge er godt klar over, hvad de sætter på spil ved at lade kildekoden være tilgængelig. Som en 12-årig dreng skrev om en negativ kommentar, han havde fået på et billede af sig selv: Jeg har»jo ligesom selv sat billedet ind og dermed selv bedt om at få det kommenteret«. En open source-netværksidentitet er ikke én, man kan være 100 pct. herre over. Derfor er gode forbindelser til nære venner og offentlige, positive tilkendegivelser vigtige elementer i unges identitetsdannelse på nettet i dag. 53