UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG D O M

B2966008 - SMH UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG D O M Afsagt den 25. september 2017 af Østre Landsrets 11. afdeling (landsdommerne Lone Dahl Frandsen, Karsten Bo Knudsen og Tine Egelund Thomsen (kst.)). 11. afd. nr. B-2966-16: Kommune (advokat Stig Grønbæk Jensen) mod 1) 2) (advokat Rolf B. Ledertoug for begge) Helsingør Rets dom af 7. december 2016 (BS 3E-359/2015) er anket af Kommune med påstand om frifindelse. De indstævnte, og, har påstået stadfæstelse. Supplerende sagsfremstilling I marts 1996 blev der konstateret en olieforurening forårsaget af et brud på en rørledning til en overjordisk olietank på ejendom 50 i, der er naboejendom til og ejendom 48 i. I forbindelse hermed udførte Rådgivende Geologer på foranledning af forsikringsselskab den 21. marts 1996 en orienterende miljøteknisk undersøgelse for at påvise en eventuel forurening i jorden umiddelbart omkring olietanken. I Rådgivende Geologers brev af 22. marts 1996 til forsikringsselskabet, der blev

- 2 - sendt i kopi til Kommune (nu Kommune), er anført blandt andet: Der er ved undersøgelsen påvist en kraftig forurening med fyringsolie under og omkring fyringsolietanken. I boring B1 fra underkant af befæstning (fliser) til 3,1 m.u.t.. Ligeledes er der konstateret forurening i boring B2 fra underkant af befæstning til 0,95 m.u.t.. Der er i boring B3 kun konstateret spor af olie. Forureningen er ikke afgrænset hverken lateralt eller vertikalt. Forureningen vurderes at kunne udgøre en risiko over for indeklimaet i beboelseshuset og eventuelt over for recipienten (Søborg kanalen), der findes umiddelbart neden for grunden. Af hensyn til forureningens spredning bør tiltag til afværgning af forureningen iværksættes hurtigt. Den 16. april 1996 skrev Kommune til blandt andet: Sålænge recipienten Søborg kanal stadig ikke er påvirket og der ikke er opstået lugtgener i Deres hus antages det at olieforureningen er indkapslet i jorden udenom beboelsesejendommen. Udfra betragtningen af ovennævnte og af at der ikke er vandforsyningsinteresser i området har vi valgt ikke at foretage os videre. Kommune bad endvidere Embedslægeinstitutionen i daværende Amt om bemærkninger til undersøgelsen foretaget af Rådgivende Geologer, og efter at have modtaget disse bemærkninger skrev kommunen den 23. maj 1996 til blandt andet: D. 8. maj 1996 orienterede spore i huset eller udenfor huset. pr. telefon, at der ingen lugt var at Dette betragtes for at være ensbetydende med at der hverken findes nogen risiko for sundhedsskadelige effekter på nuværende eller på længere sigt. Olieudslippet har fortrinsvis sivet lodret ned i jorden og ifølge boring nr. 3 var der kun fundet spor af olie ind imod haven. Derfor vækkes der ingen bekymring for at gøre brug af haven, både til at kunne lege i eller dyrke grøntsager i. Ved brev af 31. oktober 2012 skrev Region til og blandt andet, at der i juni til juli 2012 var udført en forureningsundersøgelse på ejendommen 50 i, og at resultaterne fra undersøgelsen gav regionen for-

- 3 - modning om, at en olieforurening kunne have spredt sig til ejendom. og Efter udførelse af en forureningsundersøgelse på og ejendom har regionen kortlagt ejendommen som forurenet i kategori F0. Forurening i kategori F0 udgør ingen risiko ved ejendommens aktuelle anvendelse som bolig, jf. jordforureningslovens 12 a, stk. 1, nr. 1. Det er ubestridt, at og først fik kendskab til olieforureningen på naboejendommen ved modtagelsen af Region Hovedstadens brev af 31. oktober 2012. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af. har supplerende forklaret blandt andet, at deres hus stadig er udlejet til deres datter og svigersøn. Fra ejendom til deres ejendom er der et fald, og han anslår højdeforskellen fra olietanken til deres ejendom til at være omkring en halv meter. Man kan også se et fald på ejendom, når man ser på den murede sokkel på hendes garage. Soklen er således omkring 30-40 cm høj i den ene ende og omkring 1 m høj i den anden ende. ejendom er en af de højeste ejendomme på. Retsgrundlag Forældelsesloven trådte i kraft den 1. januar 2008. Om anvendelse af loven på tidligere stiftede fordringer hedder det i 30 blandt andet: 30. Loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 2 og 4. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet, såvel efter denne lovs bestemmelse som efter de hidtil gældende bestemmelser. I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden. I forældelseslovens 3 hedder det blandt andet: 3. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

- 4 - Stk. 2. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. Stk. 3. Forældelse indtræder senest 1) 30 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade, jf. dog stk. 4, og for fordringer på erstatning for skade forvoldt ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser el.lign., 2) 10 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning for skade forvoldt uden for kontraktforhold, som ikke er omfattet af nr. 1, I de almindelige bemærkninger i lovforslag nr. L 165 af 28. februar 2007 (forældelsesloven), Folketingstidende 2006-07, tillæg A, s. 5589f, hedder det blandt andet: 3.2.1.4. Den lange forældelsesfrists længde For at tilgodese hensynet til skyldneren finder udvalget, at den korte frist, der kan suspenderes, ligesom efter gældende ret bør suppleres med en længere absolut frist. Den absolutte frist har bl.a. betydning i de tilfælde, hvor en skade indtræder senere end den begivenhed, der er årsag til skaden. Udvalget foreslår, at den absolutte frist som udgangspunkt fastsættes til 10 år. For at forkorte den gældende frist på 20 år taler efter udvalgets opfattelse hensynet til skyldneren, der efter den gældende ordning kan blive mødt med et krav efter meget lang tids forløb. 3.2.2. Undtagelser til hovedreglen om fristernes længde og begyndelsestidspunkt 3.2.2.2. Erstatningskrav i anledning af miljøskade Ligesom for personskadekrav foreslår udvalget for så vidt angår de erstatningskrav i anledning af miljøskade, der falder uden for miljøskadeerstatningslovens anvendelsesområde, en absolut forældelsesfrist på 30 år fra den skadevoldende handlings ophør. En sådan 30-årig frist gælder i dag for erstatningskrav i anledning af miljøskader, der er omfattet af miljøskadeerstatningslovens anvendelsesområde - dvs. skader, der forvoldes af visse særligt farlige eller forurenende virksomheder. Udvalget anfører, at baggrunden for at fastsætte en absolut frist på 30 år i den gældende miljøskadeerstatningslov var et ønske om ikke at afskære skadelidte fra at rejse krav i tilfælde, hvor skaden først viser sig efter en længere årrække. Udvalget anfører, at selv om en miljøskade ikke er omfattet af miljøskadeerstatningsloven og det objektive ansvar, der følger af loven, synes hensynet til skadelidte i relation til forældelse at være det samme som ved de miljøskader, der er omfattet af loven, idet også miljøskader, der ikke forvoldes af særligt farlige eller forurenende virksomheder, jævnligt først viser sig efter en lang årrække.

- 5 - Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets (flertallets) lovudkast. Der henvises til lovforslagets 3, stk. 3, nr. 1, og bemærkningerne hertil. I de specielle bemærkninger til 3, stk. 3, i lovforslaget, Folketingstidende 2006-07, tillæg A, s. 5615f, hedder det blandt andet: Til stk. 3 Det foreslås som almindelig regel, at den absolutte frist fastsættes til 10 år regnet fra det begyndelsestidspunkt, der følger af 2, jf. stk. 3, nr. 3. For krav på erstatning i eller uden for kontrakt i anledning af personskade eller skade forvoldt ved forurening foreslås en absolut frist på 30 år regnet fra tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør, jf. nr. 1. For andre krav på erstatning uden for kontrakt end de krav, der er nævnt i nr. 1, foreslås en absolut frist på 10 år regnet fra tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør, jf. nr. 2. Til nr. 1 Der foreslås en absolut frist på 30 år for krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade og krav på erstatning for skade forvoldt ved forurening. Begyndelsestidspunktet for fristen på 30 år foreslås fastsat til tidspunktet for den skadevoldende handlings ophør. I forhold til gældende ret indebærer forslaget for disse tilfælde en forlængelse af den absolutte frist fra 20 år til 30 år. Ad miljøskadekrav Efter forslaget til stk. 3, nr. 1, vil der gælde en absolut forældelsesfrist på 30 år for miljøskadekrav. Fristen vil skulle regnes fra den skadevoldende handlings ophør. Reglen omfatter både krav på personskadeerstatning og anden erstatning i anledning af forurening som nævnt i bestemmelsen, herunder også miljømyndighedernes eventuelle erstatningsretlige krav. Begrebet»miljøskade«afgrænses på samme måde som efter miljøskadeerstatningsloven, dvs. som skade, der forvoldes ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser eller lignende. I modsætning til miljøskadeerstatningslovens 1, der er begrænset til alene at omfatte forurening som led i erhvervsmæssig eller offentlig aktivitet, foreslås, at bestemmelsen også skal omfatte private forurenere. Til nr. 2 For andre erstatningskrav uden for kontrakt end nævnt i nr. 1 foreslås en absolut frist på 10 år regnet fra den skadevoldende handlings ophør. I forhold til gældende ret er der tale om en forkortelse af den absolutte frist fra 20 år til 10 år.

- 6 - Bestemmelsen omfatter krav på erstatning uden for kontrakt for anden skade end personskade, dvs. tingsskade og anden formueskade, dog bortset fra krav på tingsskadeerstatning i anledning af forurening, som er omfattet af nr. 1. I Betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, s. 127f, hedder det om afgrænsningen af begrebet miljøskade: 2.5. Særligt om erstatningskrav for miljøskade 2.5.5. Udvalgets overvejelser Med hensyn til afgrænsningen af begrebet miljøskade finder udvalget, at skadesårsagen bør afgrænses på samme måde som efter miljøerstatningsloven, dvs. som skade, der forvoldes ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser eller lignende. Denne definition er almindeligt kendt i miljølovgivningen. I modsætning til miljøerstatningslovens 1, der er begrænset til alene at omfatte forurening som led i erhvervsmæssig eller offentlig aktivitet, finder udvalget, at forældelseslovens særregel om den længere absolutte frist for miljøskadekrav også bør omfatte private forurenere. Herved undgås afgrænsningsvanskeligheder mellem tilfælde, hvor der er tale om henholdsvis erhvervsmæssig og privat forurening. Endvidere opnås en bedre koordinering med reglerne i jordforureningsloven, som også omfatter private forurenere. Efter jordforureningslovens 41, stk. 3, har myndighederne adgang til at meddele en privat forurener, der har handlet uforsvarligt, påbud om genopretning mv. i indtil 30 år efter ophøret af anvendelsen af det anlæg, der forårsagede forureningen. Som nævnt i afsnit 2.3.5 finder udvalget, at særreglen om krav på erstatning for skade forvoldt ved miljøforurening også bør omfatte tilfælde, der har karakter af erstatning i kontrakt, eksempelvis tilfælde, hvor forureningen er forvoldt af en lejer af en fast ejendom. Herved undgås en efter omstændighederne vanskelig grænsedragning mellem erstatning uden for kontrakt og erstatning i kontrakt. Der henvises til lovudkastets 3, stk. 3, nr. 1. Procedure Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed. Landsrettens begrundelse og resultat I forhold til Kommunes anbringende om forældelse er hovedspørgsmålet, om det krav, som og har rejst, er omfattet af forældelseslovens 3, stk. 3,

- 7 - nr. 1, hvorefter forældelse indtræder senest 30 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning for skade forvoldt ved blandt andet forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser eller lignende. Det er således ubestridt, at forældelsesfristen for det påståede krav har været suspenderet som følge af, at og frem til modtagelsen af Region brev af 31. oktober 2012 var i utilregnelig uvidenhed om, at der i 1996 havde været en olieforurening på deres nabos ejendom, og at de kunne have et erstatningskrav mod daværende Kommune som følge af kommunens behandling af olieforureningssagen på naboejendommen i 1996, jf. forældelseslovens 3, stk. 2. Der er endvidere enighed om, at hvis det påståede krav er omfattet af forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 2, hvorefter forældelse indtræder senest 10 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning for skade forvoldt uden for kontraktforhold, som ikke er omfattet af nr. 1, er kravet forældet den 1. januar 2011, jf. forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 2, jf. 30, stk. 1. og har rejst krav mod Kommune som forvaltningsmyndighed, og det er ubestridt, at kommunen ikke har drevet det anlæg, hvorfra olieforureningen hidrører. Efter forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1, indtræder forældelse senest 30 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning for skade forvoldt ved blandt andet forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser eller lignende. Ifølge forarbejderne angår denne del af bestemmelsen erstatningskrav i anledning af miljøskade, der falder uden for miljøskadeerstatningsloven, og bestemmelsen omfatter skade forvoldt ved den beskrevne forurening i forbindelse med erhvervsmæssig eller offentlig aktivitet samt private forurenere. Landsretten finder, at der hverken efter ordlyden af forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1, eller forarbejderne er holdepunkter for at fastslå, at bestemmelsen omfatter andre krav end krav mod den forurener, der har forvoldt skaden ved en forurening som beskrevet i bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter derfor ikke krav mod en forvaltningsmyndighed i anledning af dennes sagsbehandling af en forureningssag, når forvaltningsmyndigheden ikke er forurener. På denne baggrund finder landsretten, at og krav mod Kommune som forvaltningsmyndighed ikke er omfattet af den absolutte frist på 30 år i

- 8 - forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 1, men derimod omfattet af den absolutte frist på 10 år i lovens 3, stk. 3, nr. 2. Der indtrådte derfor forældelse for det påståede krav den 1. januar 2011, jf. forældelseslovens 3, stk. 3, nr. 2, jf. 30, stk. 1. Allerede som følge heraf tager landsretten Kommunes frifindelsespåstand til følge. Efter sagens udfald skal og betale sagsomkostninger for begge retter til Kommune med i alt 64.000 kr. Beløbet omfatter 4.000 kr. til retsafgift og 60.000 kr. til udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang, forløb og udfald. T h i k e n d e s f o r r e t: Kommune frifindes. I sagsomkostninger for begge retter skal og betale 64.000 kr. til Kommune. Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens 8 a. (Sign.) Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den 25-09-2017 Cecilie Sørensen Studentermedhjælper