4. søndag i advent 2014, Hurup Johs. 1, 19-28 Herre Jesus Kristus forbarm dig over mig synder. Styrk mig til ikke at lade bekymringerne tage livet af mig. AMEN Folk har syntes, at Johannes var en underlig snegl. Han gik ude i ørkenen. Han levede af græshopper og vilde biers honning. Han klædte sig i kamelhår og havde et læderbælte om livet. Og så prædikede sådan, at da folk først var begyndt at snakke om ham, så kom der flere og endnu flere, som ville høre, hvad ham sagde. Vend om fra alle jeres synder! Omvend jer og lad jer døbe som tegn på omvendelse alle I som lever i synd og umoralske udskejelser. Øj, som de blev forargede. Hvad bilder han sig ind? Skulle vi være værre end alle andre? Du skulle tage ud og opleve det, det er helt ude i hampen! Og jo flere, der blev forargede, jo flere kom der derud. Jo flere lod sig døbe for vi er alle som en plaget af dårlig samvittighed. For vi er alle urene. Vi har alle syndet. Vi har alle brug for at vende om. Vi har alle denne sære trang til at lade os ryste lidt over vore egen fejl og 1
skavanker. Det er altid populært at forarge andre over noget, som, vi ved, er sandt, men som vi ikke rigtig vil indrømme over for andre. For vi ved jo, at de andre heldigvis ikke er en tøddel bedre end os selv. Kort sagt: Johannes bliver populær, fordi han siger provokerende sandheder lige op i hovedet på folk. Forargelse vækker altid opsigt. Og så er det, at præsterne begynder at blive nervøse. De skal nok selv holde sig væk. De skal endelig ikke vise ham den respekt selv at gå derud. Så de sender nogle andre, som skal prøve at pille lidt ved Johannes s autoritet: Hvem er du? Underforstået: Kan vi få ham til at sige, at han er en af de store profeter eller endda Kristus selv så skal vi nok få skovlen under ham! For hvis sådan en oppustet nar spiller frelseren selv, så er han jo afsløret. Så har vi noget på ham. Men sådan gik det ikke. Johannes prædikede bare ganske almindelig moral: Opfør dig ordentligt. Vend om. Lad dig døbe. Men jeg døber kun med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans sko-rem er jeg ikke værdig til at løse. Han døber med Helligånden! Hvad skal vi så lære af det i dag den sidste søndag før jul, hvor vi er kommet til kirke i Hurup, og hvor vi holder barnedåb? Ja, vi skal først og fremmest lære, at her lige før vi skal høre englesang og sætte billeder på nethinden om tre vise mænd og nogle hyrder, der tilbeder 2
et barn i et fodertrug, så skal vi tænke på, at det til enhver tid er meget populært at skælde ud over det, som vi godt ved er forkert, bare det går ud over os alle sammen, og jeg ikke selv bliver udstillet. For: I skal ikke tro, at I er bedre end mig! Vi svælger i snak og sladder om de fejl og smålumre handlinger, som de andre laver. Der er endda nogle mennesker, der har det lige som dem, der blev sendt ud til Johannes af præsterne: Vi fristes til at tro, at det er kristendom at udpege fejl og mangler, synd og fortabelse. Men det er altså ikke kristen tro. Det er det, skal vi lære af Johannes. Han døbte med vand som en renselse til at leve et renere liv, og det er jo helt i orden. Men kristen tro er at leve frit og navnlig ubekymret i forvisning om, at Det er Jesus Kristus, der er frelser. Jeg kan ikke frelse mig selv. Jeg skal ikke plage mig med bekymringer om, hvad jeg skal gøre ved mine bekymringer. Det er jo det, vi gør, når vi fryder os over at se vore egne fejl i andre mennesker. At være døbt til syndernes forladelse som vi alle er det, er ikke at være lalleglad og ligeglad. At være døbt til syndernes forladelse er at leve uden at bekymre sig om at være bekymret for at redde mit liv. Gud kommer til os i skikkelse af et lille barn. 3
Og hvem kan ikke lade være med at være optaget af et lille barn. Jeg husker selv hvor jublende lykkelig, jeg var, da jeg skulle være far. Jeg traf en gymnasie-kammeret på gaden i Århus. Jeg havde ikke set ham i fem år. Men jeg greb fat i ham og næsten råbte: Niels, jeg skal være far! For glæden ved, at et barn tager plads i dit liv, er overvældende. Og da jeg blev bedstefar første gang, fandt jeg ud af, at den bedste form for sindssyge er at blive bedstefar. Det er en storslået begivenhed for forældre og bedsteforældre, at der fødes et nyt menneske ind i familien. Vi står overfor en verdensomspændende fest for, at Gud gør sig til et barn i vore hænder. Det er der ikke ret meget pral i. Det er der ikke ret meget selvfed moralsk opstød i. Kristen tro er ikke syndernes på-pegelse. Kristen tro er syndernes forladelse. Kristen tro er at leve i stille forvisning om, at jeg ikke skal plage mig med mine fejl og mangler min synd er forladt. For Gud har villet give os den glæde, at vi er elskede af ham, på samme måde, som en nybagt mor og far og nybagte bedsteforældre oplives af kærligheden ved at få ansvar for et lille barn, der døbes til syndernes forladelse nu og i evighed. Så når vi går i kirke er det ikke for at blive fordret med moralske opstød. Vi går i kirke for at blive mindet om, at længe før vi vidste af det, blev vi døbt til at leve af, at Gud elsker os uden forbehold. Vi skal ikke gøre os 4
retfærdige over for ham. Han lægger sig selv i vore arme og kalder os til at elske ham og livet. I Jesu navn. AMEN 5