Professionernes opgave i forhold til udsatte børn

Professionernes opgave i forhold til udsatte børn Det tværprofessionelle element: Studienummer: 22110839 Holdnummer: 2810 Evt. navn på rapportens forfatter: Mette Norbert Henriksen Vejleders navn: Agnethe Hesse Fagområde: Pædagogik og Individ, Institution og Samfund Antal tegn inkl. mellemrum og noter: 15.385 Afleveringsdato: d. 5. Marts 2012 Uddannelsessted: Svendborg pædagoguddannelse - UCL

Indholdsfortegnelse Indledning:.. 3 Problemstilling:.. 3 Præcisering af emnet og det tilsvarende datamateriale: 3 Sagen i hovedtræk:. 4 De tværprofessionelle ydelser:.. 5 Det juriske tavshedspligten og underretning:.. 7 Effekten af at samarbejde: 8 Konklusion og perspektivering:.... 8 Litteraturliste:.. 10 Billag 1 Hvad er der sket?:... 11 Billag 2 Interview: 13 Side 2 af 14

Indledning: I denne rapport har jeg valgt at tage udgangspunkt i en sag, som jeg oplevede i min foregående praktik. Det er en familie med to udsatte børn, hvor jeg vil komme ind på de observationer, jeg har gjort på børnene. Jeg vil dog gøre opmærksom på, at de navne jeg bruger undervejs, er fiktive. I den forbindelse har jeg også deltaget i tværprofessionelle møder omkring børnene/familien. På baggrund af det empiriske materiale jeg har indsamlet, vil jeg reflektere over det arbejde, de andre professioner beskæftiger sig med, for at få en større forståelse for deres faglighed. Derfor vurderer jeg også, at det er vigtigt, at jeg undersøger reglerne omkring tavshedspligten og underretning, da dette ikke er sket. Dermed vil jeg gerne belyse og forholde mig til følgende i min rapport: Problemstilling: - Hvad skal en pædagog gøre, når man er bekymret for et barns trivsel, udvikling og sundhed? Hvor meget må pædagogen sige videre tavshedspligten, og hvornår skal der underrettes? - Hvad bidrager de andre professioner sig med, ud fra det team der er iværksat for at hjælpe familien? Præcisering af emnet og det tilsvarende datamateriale: Jeg vil starte med, at tage udgangspunkt i det empiriske, hvor jeg bl.a. vil definere begrebet omsorgssvigt set i forhold til børnene. Her deltog jeg som sagt i forskellige møder, hvor både moren og andre professioner var med. Her vil jeg tage udgangspunkt i et møde, hvor jeg vil have fokus de tværprofessionelles kerneopgaver. For at koble det teoretiske på benytter jeg bl.a. Andy Højholdts bog Den tværprofessionelle praktiker, som i helhed har givet mig en større forståelse for, hvordan man samarbejder tværprofessionelt. I den forbindelse bruger jeg også Svendborgs Handleguide, da den beskriver professionernes opgaver, og hvilken hjælp der skal ydes til udsatte børn og deres familie. Jeg vurderer, at det er to meget troværdige kilder. Dette gør jeg på baggrund af, at sagen foregår i Svendborg Kommune, og derfor har den stor betydning for de kompetencer, de professionelle skal besidde. Her ser jeg en sammenhæng til bogen jeg benytter, da den underbygger det teoretisk, som der sker i virkeligheden. Som afslutning vil jeg komme lidt ind på det juriske ved at forholde mig til lovgivningen, underretning og tavshedspligten. For at finde oplysninger omkring tavshedspligten benytter jeg socialministeriets pjece Hvad må du sige?, som jeg vurderer er mest troværdigt, da den er skrevet til de professioner, som beskæftiger sig med børn og unge. Efterfølgende benytter jeg servicestyrelsens pjece Dialog om tidlig indsats, som er barnets reform. De belyser, Side 3 af 14

hvordan de nye regler i serviceloven kan benyttes, og som er et redskab til de professioner, der indgår i et tværprofessionelt team. Jeg benytter disse to pjecer, da jeg vurderer de er troværdige, eftersom de er skrevet på baggrund af serviceloven. Sagen i hovedtræk: Selve sagen drejer sig om en ung mor på 23 år (Maria), som har to børn. En dreng på tre et halvt år (Simon) og lillebror på halvandet år (Malte). Jeg har primært beskæftiget mig med Malte i vuggestuen, hvor jeg har haft et meget tæt forhold til ham og observeret hans udvikling. Men for at vende tilbage til begrebet omsorgssvigt er det fysisk to meget spinkle drenge, som godt kan lide at lege selv. Simon har svært ved at deltage i legerelationer, hvor han hurtigt kan blive sur på de andre børn, hvis de blander sig i hans leg. Han reagerer ved at skade sig selv i form af at slå hovedet ind i væggen eller bevidst at vælte og dermed slå hovedet i gulvet. Det samme gør Malte også. Hvis vi som voksne, stiller krav til hans opførsel eller han ikke får sin vilje, reagerer Malte på samme måde. Ved jalousi og manglende opmærksomhed reagerer begge meget voldsomt. Her spiller begrebet omsorg nemlig stor betydning. De to drenge ikke har fået den tilstrækkelige kærlighed fra Marias side, hvilket kan ses på deres reaktioner. Maria forklarer også på et møde, at Simon ofte har set sin far aggressiv, som kan have en forbindelse til hans adfærd. Dog har drengen ingen kontakt til faren i dag, og dermed endnu et svigt for Simon. Mor kæmper uden tvivl for at gøre det bedste for sine drenge. Men eftersom hun selv har boet på et slags børnehjem i sin barndom og generelt blevet svigtet af sin familie, har hun ikke en opvækst, som hun kan relatere tilbage til, og har dermed ofte svært ved at overskue hverdagens udfordringer. Som afslutning har sundhedsplejersken vurderet, at Maltes motorik er ca. et halvt år bagud i forhold til sine jævnaldrene og dermed et tegn på manglende stimulation. Hvad gør man så som pædagog, når man er bekymret for børnenes adfærd og trivsel? Ifølge Svendborgs handleguide er det vigtigt, at man reagerer på de signaler, der kommer fra børn med vanskeligheder. Derfor bliver pædagogen hele tiden udfordret med disse børn, hvor viden, faglighed og samarbejde spiller en stor betydning for at yde det bedste for børnene og familien. 1 1 Svendborgs handleguide s. 7 Side 4 af 14

De tværprofessionelle ydelser: Ud fra disse antagelser og observationer jeg har lavet, er det blevet sparret og snakket om på flere tværprofessionelle møder. 2 Jeg vil tage udgangspunkt i 2. netværksmøde 3, hvor jeg vil undersøge sundhedsplejerskens og sagsbehandlerens faglige opgave, og hvorfor det er vigtigt at samarbejde med dem. Her bruger jeg bl.a. Svendborgs handleguide, som der ifølge serviceloven 140 skal udarbejdes af kommunalbestyrelsen. Men først lidt fagligt viden omkring den pædagogiske rolle som profession og de kompetencer, der forventes af os. Som pædagog i en daginstitution besidder man en stor opgave, da ens dagligdag er sammen med børnene. Her forventes der, at man tilegner sig erfaring og faglig viden fra den pædagogiske praksis. Dette indebærer at alle børn skal føle, at de bliver set, hørt og anerkendt fra både de voksne, men også fra de andre børn, hvor selve det pædagogiske arbejde skal tilgodese den aktuelle børnegruppe. Dermed har pædagogen også ansvaret for, at kunne forstå og fortolke de signaler, børnene giver. Hvis man bliver bekymret for et barns udvikling og trivsel, skal man kunne samarbejde med forældrene på et respektfuldt og anerkendende plan, hvor det også drøftes med det interne netværk. I samarbejde med forældrene fokuseres der på, hvordan man bedst muligt kan støtte barnets udvikling, adfærd og trivsel, hvor pædagogen skal kunne iværksætte, beskrive og observere udviklingen, og dermed have et kendskab til den generelle udvikling hos børn. Sker der ikke en ændring, har den pædagogiske teamleder ansvaret for, at sagen bliver taget op på et tværprofessionelt møde, og samarbejder med andre professioner og familien. 4 I bogen Den tværprofessionelle praktiker beskriver Andy Højholdt også lidt om det arbejde en pædagog står for, og hvor frustrerende det kan være at arbejde med udsatte børn. Gør man selv nok for barnet? Er der behov for refleksion, udvikling og gennemtænkning af indsatsen i samarbejde med andre? Dagligdagen i det pædagogiske praksisfelt er kendetegnet ved konstante overvejelser over, hvor man skal lægge sit lod i den pædagogiske praksis, Hvor han her bekræfter de svære valg, man som pædagog skal tage stilling til i hverdagen. 5 Ud fra disse kompetencer, som der forventes af pædagogen, bliver jeg bekræftet i min bekymring omkring Simon og Maltes udvikling, adfærd og trivsel, og at vi som institution står til ansvar for, at der sker en ændring. Ved at indgå i et tværprofessionelt team i samarbejde med Maria, er det et red- 2 Se billag 1: Hvad er der sket? s. 10 3 Se billag 1: Hvad er der sket? - D. 21.11.2011: 2. Netværksmøde s. 10 4 Svendborgs handleguide s. 9 5 Den tværprofessionelle praktiker s. 40 Side 5 af 14

skab til at gøre en forskel. Dette bevirker, at jeg bl.a. skal samarbejde med en sundhedsplejerske og en sagsbehandler, som har hver deres kerneopgaver. I løbet af barnets første leveår har sundhedsplejersken et stort ansvar. De skal bidrage til at alle børn sikres en sund opvækst, som er forudsætningen for en sund voksentilværelse. Derfor skal de tilbyde hjemmebesøg, hvor de skal fokusere på sundhedsfremmende samtaler og undersøgelser. Ved bekymringer omkring barnets trivsel og udvikling inddrages forældrene, hvor sundhedsplejersken kan intensiveres med bl.a. hyppigere hjemmebesøg efter det første leveår. Dette indebærer også, at sundhedsplejersken skal indgå i tværprofessionelle møder, hvor der bl.a. samarbejdes med barnets dagtilbud, psykologer, sagsbehandler og fysioterapeuter. 6 I den forbindelse lavede jeg et interview med Simon og Maltes sundhedsplejerske, som fortæller, at hun stort set aldrig arbejder monofagligt, og vægter derfor det tværprofessionelle samarbejde meget højt for at yde forskellige indsatser for familier. Her forklarer hun også, at det er en fast procedure i hendes arbejde, at der afholdes netværksmøder i samarbejde med primærpædagog og sagsbehandler. Her udveksler vi erfaringer og informationer omkring barnet for at klarlægge barnets trivsel og udvikling og sikre den bedste støtte til barnet. 7 Dette giver mig et indblik i, hvad en anden profession bidrager med, og hvor samarbejdet også vægtes højt for at gøre en indsats for familier. Højholdt understeger også, at det er vigtigt, man som professionel er bevidst om relationen til andre professioner, da det er afgørende for det faglige udbytte af samarbejdet, og dermed kan lære af hinanden. 8 Men for at vende tilbage til professionernes opgaver varetager sagsbehandleren myndighedsfunktionen i forhold til børn med særlige behov efter reglerne i Lov om Social Service. Dette bevirker, at sagsbehandleren undersøger og træffer afgørelser om, hvorvidt barnet og familien har behov for sociale støtteforanstaltninger. Efterfølgende står de til ansvar for, at de iværksatte støtteforanstaltninger følges op på og vurderer, hvorvidt og hvornår de skal ophøres igen. Når det antages, at et barn har behov for særlig støtte, udarbejder de en systematisk tværfaglig og helhedsorienteret undersøgelse, som er grundlaget for at iværksætte foranstaltninger. Afgørelserne træffes med samtykke fra forældrene, dog i undtagelse af at de lovmæssige betingelser er opfyldt. 9 6 Svendborgs handleguide s. 8 7 Se billag 2 Interview s. 12 8 Den tværprofessionelle praktiker s. 28 9 Svendborgs handleguide s. 12 Side 6 af 14

Det juriske tavshedspligten og underretning: Når pædagogen samarbejder med andre professioner omkring en sag, er det vigtigt at være bevidst om, hvilke fortrolige oplysninger der må videregives. Dette gøres for at sikre borgernes tillid til de faglige personer. 10 Som udgangspunkt skal pædagogen som fagperson, forsøge at indhente forældrenes samtykke til at sagen må drøftes på et møde. Denne tilladelse sikrer, at fagpersonerne på mødet får de bedst mulige betingelser for at drøfte problemerne. 11 Ønsker en pædagog og en leder at drøfte et barn på et tværprofessionelt møde uden forældrenes samtykke, kan de stadig videregive personlige og private oplysninger, hvis det er nødvendigt for, hvordan arbejdet udføres. Dog er det kun de personlige oplysninger, der må videregives til andre institutioner. 12 Dette sker ifølge servicelovens 49a, hvor pædagogen har mulighed for én gang, at drøfte sine bekymringer omkring et barns private og personlige omstændigheder på et tværprofessionelt møde uden forældrenes samtykke. Dette er tænkt til at forebygge en tidtigere indsats på barnet for at udveksle fortrolige oplysninger til hinanden. 13 Når et barn kan have behov for særlig støtte, har pædagogen pligt til at underrette efter servicelovens kapitel 11. Det er en personlig forpligtelse at reagere og handle, når et barn har behov for særlig støtte, også selvom man tvivler. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd understeger de også, at man aldrig må tilsidesætte underretningspligten og skriver derfor: Betragt underretningen som en hjælp og ikke som en anmeldelse. 14 Hvilket jeg synes, man som professionel skal reflekter over! Efterfølgende får sagsbehandleren en større betydning for sagen, da de skal undersøge, om der er behov for hjælpeforanstaltninger efter den sociale lovgivning. Efter underretningen betyder det også, at sagsbehandleren får en anden rolle i samarbejdet, da de ikke længere er en sparringspartner og rådgiver, men er tilstede i kraft af sin myndighedsrolle. Dette bevirker at jeg som fagperson, er forpligtet til at videregive oplysninger uanset tavshedspligten, og at jeg ikke har krav på, at få en tilbagemelding omkring de oplysninger og undersøgelser sagsbehandleren fortager. 15 10 Hvad må du sige? s. 6-7 11 Hvad må du sige? s. 10 12 Hvad må du sige? s. 20-21 13 Dialog om tidlig indsats s. 8 14 Overgreb mod børn s. 99 15 Hvad må du sige? s. 13 Side 7 af 14

Effekten af at samarbejde: Når man som professionel beslutter sig for at arbejde med mennesker, mener jeg, man skal være villig til at hjælpe alle. I mit tilfælde betyder det, at jeg som pædagog skal samarbejde med Maria, sundhedsplejersken og sagsbehandleren for at yde en forskel for Simon og Malte. På de tværprofessionelle møder fokuserede vi meget på børnenes ressourcer og i de positive fremskridt. Derefter blev det omkring de udfordringer, børnene havde. Fra den pædagogiske side blev det drøftet, hvordan der skulle arbejdes med børnene for at yde en indsats. Sagsbehandleren kom med forslag til støtteforanstaltninger, hvorefter Maria havde en medbestemmelse i, hvad der skulle ske. Her vælger vi bevidst at inddrage Maria for at søge den bedste kommunikation, så der ikke sker beslutninger uden om hende. På baggrund af den bog Det Kriminalpræventive Råd har skrevet, kan jeg læse, det er det bedste, vi har gjort. Den beskriver bl.a. de udfordringer professionerne står med ved at inddrage forældrene fra starten. Dog har det oftest en positiv effekt, og det styrker forældrenes oplevelse i at have medbestemmelse. 16 Konklusion og perspektivering: Efter jeg har skrevet denne rapport, har jeg fået en større forståelse for vigtigheden i at kunne samarbejde, men også hvad de andre professioner bidrager med. At samarbejde med forældrene har betydning for den hjælp der ydes ved at kommunikere med hinanden. Men også at samarbejde på tværs har en betydning for sagen. På baggrund af denne sag står jeg som pædagog, for at kunne observere børnenes udvikling, trivsel og adfærd. Efter at have en bekymring omkring drengenes behov for særlig støtte indgås der i et tværprofessionelt samarbejde med moren, hvor sundhedsplejersken har ansvaret for at have fokus på sundhed og almen trivsel. Derefter træder sagsbehandleren i kraft i form af at formidle kendskabet til sociallovgivningen. Som afrunding på denne sag synes jeg, at der skal ske en underretning, hvor det skal ses som en omsorgsfuld tanke og et redskab til at hjælpe den unge mor videre. I den forbindelse har Kåre Rysgaard skrevet en artikel i Børn&Unge01, hvor pædagoger i Ishøj Kommune mødes hver anden måned med en socialrådgiver, psykolog og en sundhedsplejerske, hvor pædagogerne forklarer om deres bekymring om nogle børn, hvor der samarbejdes for at takle situationen. Dette kan pædagogerne bruge som et redskab til at få professionel sparring fra andre faggrupper, hvilket bevirker, at de bliver bedre til at håndtere underretninger. Som en hjælp har 16 Overgreb mod børn s. 100 Side 8 af 14

pædagogerne været til bekymringsvejledning med fokus på omsorgssvigt og underretninger, hvor de trin for trin kan se, hvad de skal gøre, hvis der er mistanke om omsorgssvigt. 17 17 Ishøj satte bekymringen i system s. 19 Side 9 af 14

Litteraturliste: Bøger: - Højholdt, Andy (2009): Den tværprofessionelle praktiker Hans Reitzels Forlag - Det Kriminalpræventive Råd (2007): Overgreb mod børn 6. udgave, 1. oplag Fra Nettet/pjecer: - Svendborg Kommunes Handleguide (2010-2012): Vores fælles børn fra bekymring til handling http://www.svendborg.dk/files/svendborg%20kommune/børn%20og%20unge/skole%20 og%20dagtilbud/dagtilbud/højreområde/handleguide%20-%20ny%20udgave.pdf - Socialministeriet (2005): Hvad må du sige? Glumsø Bogtrykkeri A/S - Servicestyrelsen: Dialog om tidlig indsats 1. oplag www.servicestyrelsen.dk/barnetsreform-ssd Fagblad: - Rysgaard, Kåre Kildall (2012): Ishøj satte bekymringen i system. Børn&Unge01 fra d. 12. januar 2012-43. årgang. Side 10 af 14

Billag 1 Hvad er der sket?: 1. D. 25.08.2011: 1. Netværksmøde Tilstede: Mor, vuggestueleder, børnenes primærpædagoger, sagsbehandler, sundhedsplejerske og studerende (mig). Fokusområder på mødet: Begge børns ressourcer fortæller mor om, hvorefter pædagogerne fortsætter med at fortælle om de positive sider. Efterfølgende snakker vi om, de udfordringer børnene har. Der bliver lavet aftaler, som mor skal overholde og der fokuseret på at samarbejde omkring børnenes trivsel. 2. D. 29.08.2011: 1. Tværprofessionelt møde Tilstede: Vuggestueledere, sundhedsplejerske, psykolog og studerende (mig). Fokusområder på mødet: Vi ønsker sparring på børnenes væremåde - hvordan vi kan takle de udfordringer de kommer med, og hvad vi skal for at hjælpe dem. Sagen bliver vendt, og der kommer sparring på, hvordan vi skal klare hverdagens udfordringer. 3. D. 18.11.2011: Fagligt møde efter 49a Tilstede: Vuggestueleder, sundhedsplejerske og sagsbehandler. Fokusområder på mødet: Bekymringerne omkring børnene bliver diskuteret, og der bliver snakket om, hvad der skal ske for at hjælpe familien. 4. D. 21.11.2011: 2. Netværksmøde Tilstede: Mor, vuggestueleder, børnenes primærpædagoger, sagsbehandler, sundhedsplejerske og studerende (mig). Fokusområder på mødet: Endnu en gang bliver der sat fokus på børnenes ressourcer, som både moren og pædagogerne fortæller om. Der er sket en del positive ting ved begge børn. Malte er begyndt at gå, kommer med lyde, er glad, elsker musik, leger med biler, spiser godt og generelt god motorisk udvikling. Simon er mere kvik både sprogligt og kreativt, leger med lego, søger ofte primær pædagogen og er blevet lidt bedre i legerelationer. Men begge børn har stadig en del udfordringer, som der er bekymring om. De søger en del opmærksomhed, og begge drenge bliver jaloux, hvis andre får opmærksomhed. Store humørsvingninger hvor de bevidst skader fysisk dem selv, ved at de står hovedet i gulvet eller kaster sig bagover. Simon er begyndt at drille de andre børn ved at slå eller skubbe dem, når han ikke vil forstyrres. Der bliver lavet forskellige aftaler, hvor bl.a. Malte stadig skal trænes motorisk, og Simon skal være Side 11 af 14

mere sammen med primærpædagogen. Derudover giver mor accept til, at børnenes adfærdsmønster bliver sparret på et KIM-møde (d. 17.01.2012). Da vi har en del bekymringer omkring børnene, har lederen lavet en udtagelse om begge børns trivsel og adfærd, hvori deres ressourcer og udfordringer beskrives. Dette gives videre til både moren og sagsbehandleren, hvor sagsbehandleren vil gå mere i dybden med sagen. Der bliver bl.a. tilbudt familierådgivning i hjemmet som støtte til at imødekomme børnenes følelsesmæssige vanskeligheder. Dette reagerer mor meget voldsomt på, og forlader mødet i irritation og vrede. 5. D. 17.01.2012: 2. Tværprofessionelt møde Tilstede: Vuggestueledere, sundhedsplejerske, psykolog og studerende (mig). Fokusområder på mødet: Begge børns adfærdsmønstre er blevet værre: gør bevidst fysisk skade på dem selv, når det ikke går den vej, som børnene ønsker. Dette giver stor bekymring hos pædagogerne, som vi ønsker at få sparring på, og hvad vi skal gøre, når børnene udfordrer. Side 12 af 14

Billag 2 Interview: Hej Nu hvor jeg snart starter i skole igen, skal jeg til at lave en rapport. Den skal handler om tværprofessionelt samarbejde. Jeg har derfor valgt at tage udgangspunkt i det samarbejde der er mellem sagsbehandler, primærpædagog og dig med henblik på sagen omkring Familien XXX. I den forbindelse vil det være en stor hjælp for mig, hvis du har lyst til at beskrive dit arbejde som sundhedsplejerske. Hvad indebærer dit job, og hvordan håndterer du det? Om du arbejder anderleders, når det er familier, som kræver lidt ekstra støtte? Men også om du tænker på det tværfaglige sammenarbejde med i din hverdag. Hvordan man evt. sammen med en pædagog arbejder sammen? Og hvis du tænker over det: Påvirker pædagogen dit arbejde, hvis de arbejder motorisk med barnet, og hvordan bliver dit arbejde så påvirket? Jeg håber, du har tid til at svare lidt på mine spørgsmål. Det behøver ikke være så detaljeret igen, men bare sådan jeg får en lille forståelse for dit arbejde. I spørgsmålene behøver du ikke kun tænke i forhold til familien men mere generelt. Jeg tager også kun udgangspunkt ud fra familiens sag, og fokuserer primært på det sammenspil der foregår mellem jer som udgør et tværfagligt samarbejde. Med venlig hilsen Mette Henriksen Studerende fra Børnebiksen UCL Svendborg Hej Mette. Det lyder som en spændende opgave. Nu er min stilling jo lidt speciel, da jeg er ansat i Familiecenteret, og derfor kun er sundhedsplejerske for udsatte og sårbare familier og børn med særlige behov. Dette indebærer, at jeg stort set ikke har noget monofagligt samarbejde, men i høj grad arbejder tværfagligt med mange forskellige instanser omkring alle familierne. Derfor må jeg sige, at jeg vægter det tværfaglige samarbejde meget højt, og det er en helt uundgåelig del af mit arbejde. Mit arbejde består af udvidet sundhedspleje til familier, og det er en foranstaltning, 77der bevilges af en myndigheds- sagsbehandler fra Familieafdelingen. Side 13 af 14

Mine tværfaglige samarbejdspartnere er: Sagsbehandler, familierådgiver, familieterapeut, småbørnskonsulent, psykolog, fysioterapeut, ergoterapeut og pædagog. (listen kan med sikkerhed udvides) Jeg har fokus på samarbejdet med pædagogerne i børnenes institutioner, og det er en fast procedure i mit arbejde, at der afholdes netværksmøder med sagsbehandler, institution (primærpædagog) og ut. Her udveksler vi erfaringer og informationer omkring barnet for at klarlægge barnets trivsel og udvikling og sikre den bedste støtte til barnet. Hvis et barn har brug for ekstra motorisk støtte, og der er en pædagog, der har tid og mulighed for at yde denne ekstra støtte, ser jeg det som en stor gevinst for barnet. Jeg tænker ikke, at det påvirker mit arbejde i familien, men jeg ser det som en ekstra ressource for barnet, at der er en person, der har mulighed for at give ekstra støtte. Håber du kan bruge mine svar. Held og lykke med opgaven, Med venlig hilsen Xxxx Xxxx Sundhedsplejerske, RFC Side 14 af 14