HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 16. november 2018 Sag 98/2018 Anklagemyndigheden mod T1 og T2 (for begge advokat Morten Knoth Knudsen) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Odense den 14. september 2017 og kendelse af Østre Landsrets 15. afdeling den 24. oktober 2017. Procesbevillingsnævnet har den 24. maj 2018 givet tilladelse til at indbringe landsrettens kendelse for Højesteret. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Vibeke Rønne, Lars Hjortnæs og Lars Apostoli. Påstande T1 og T2 har nedlagt påstand om, at statskassen endeligt skal afholde alle omkostninger til skønsmanden, subsidiært at domfældte skal betale en mindre del af omkostningerne end fastsat af landsretten. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Sagsfremstilling T2 blev den 24. april 2012 sigtet for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven ved i sommeren 2011 at have foretaget ændringer i tilstanden af et biologisk overdrev. T1 blev samtidig sigtet
- 2 - for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven ved ikke at have efterkommet Odense Kommunes påbud om fysisk lovliggørelse af det biologiske overdrev. Anklageskriftet er modtaget i Retten i Odense den 9. april 2014. Under sagens forberedelse ved Retten i Odense bestred T1 og T2, at der var tale om et biologisk overdrev, og ved brev af 16. september 2014 anmodede de om, at der blev afholdt syn og skøn. Anklagemyndigheden protesterede herimod, men oplyste ved brev af 5. november 2014, at man ikke ville udtale sig imod afholdelse af syn og skøn. Skønserklæringen blev afgivet den 10. oktober 2016. Ved brev af 17. november 2016 fremsendte forsvaret et supplerende spørgeskema til skønsmanden. Den supplerende skønserklæring blev afgivet den 5. januar 2017. Ved Retten i Odenses dom af 14. september 2017 blev T2 dømt for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven ved i sommeren 2011 at have foretaget ændringer i tilstanden af et biologisk overdrev og T1 dømt for som ejer af ejendommen ikke at have efterkommet Odense Kommunes påbud om lovliggørelse. T1 og T2 blev hver idømt en bøde på 15.000 kr. med en forvandlingsstraf af fængsel i 10 dage. De blev samtidig pålagt at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne til skønsmanden på i alt 135.842,25 kr. inkl. moms. I byrettens begrundelse hedder det bl.a.: Odense Kommune har i påbud af 26. august 2011 til tiltalte [T1] blandt andet meddelt, at det er vurderet, at overdrevet er beskyttet efter naturbeskyttelseslovens 3, og at kommunens vurdering af arealets beskyttelse kunne påklages til Natur- og Miljøklagenævnet. Tiltalte [T1] har ikke påklaget Odense Kommunes vurdering af arealets beskyttelse til Natur- og Miljøklagenævnet. Efter de afgivne skønserklæringer sammenholdt med bevisførelsen i øvrigt er der ikke grundlag for at tilsidesætte Odense Kommunes vurdering af arealets beskyttelse. Det kan efter de afgivne skønserklæringer sammenholdt med bevisførelsen i øvrigt endvidere lægges til grund, at mindst 3.500 m2 af det område, som tiltalte [T2] bearbejdede
- 3 - og til dels beplantede med nåletræer var et biologisk overdrev, og at han ved sine handlinger voldte skade på den der bestående beplantning. Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt med bemærkning, at de tiltalte foruden udgiften til den beskikkede forsvarer efter sagens udfald også skal betale de samlede udgifter til skønsmanden, da syn og skøn er afholdt på deres foranledning, og da syn og skøn ikke er vundet af dem. Byrettens dom er ikke anket. Afgørelsen om sagsomkostninger blev kæret til landsretten som ved kendelse af 24. oktober 2017 stadfæstede byrettens afgørelse. Anbringender T1 og T2 har gjort gældende navnlig, at det er retsplejelovens klare udgangspunkt, at det offentlige skal betale alle omkostninger i forbindelse med behandlingen af straffesager, herunder omkostninger til syn og skøn, jf. retsplejelovens 1007, stk. 1, og UfR 2012.2315/1 H. Der var forud for sagens afgørelse stor usikkerhed om, hvor stort et areal der kunne betegnes som et biologisk overdrev, hvorfor det var nødvendigt at afklare dette spørgsmål ved syn og skøn. Gennemførelse af syn og skøn skete i enighed mellem forsvaret og anklagemyndigheden, og således at anklagemyndigheden formulerede en del af spørgsmålene til skønsmanden. Byretten vurderede også, at det var relevant at gennemføre syn og skøn, jf. retsplejelovens 210. Det var også anklagemyndigheden, der ønskede, at skønsmanden skulle afhjemles i forbindelse med hovedforhandlingen. Anklagemyndigheden har ikke fået fuldt ud medhold i den i anklageskriftet nedlagte påstand. Anklagemyndigheden gjorde under straffesagen gældende, at de skulle idømmes en bøde hver på mellem 30.-40.000 kr. Anklagemyndigheden gjorde også gældende, at der var foretaget ændring af et areal på mindst 4.000-5.000 m2. Byretten udmålte en bøde til dem hver på 15.000 kr. og har alene fundet det bevist, at der er sket ændring af et areal på mindst 3.500 m2. Anklagemyndigheden gjorde også gældende, at der under betaling af tvangsbøder skulle ske retablering af arealet, hvilket byretten heller ikke fandt grundlag for. Afgørelsen vedrørende sagsomkostninger er heller ikke proportional sammenholdt med den beskedne bødestraf, de er blevet idømt, og sagens karakter i øvrigt.
- 4 - Anklagemyndigheden har gjort gældende navnlig, at T1 og T2 er blevet idømt bøder på hver 15.000 kr. for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven og derfor som udgangspunkt skal erstatte det offentlige de nødvendige udgifter, som er medgået til sagen, jf. retsplejelovens 1008, stk. 1. Der er ikke grundlag for at begrænse de domfældtes omkostningsansvar i medfør af retsplejelovens 1008, stk. 4, 2. pkt. Der bør lægges vægt på, at foretagelsen af syn og skøn udelukkende skete på de tiltaltes initiativ, idet anklagemyndigheden indledningsvis protesterede herimod, og at det var de domfældte, der anmodede om supplerende syn og skøn. Det var også de domfældtes stillingtagen til sagen, der medførte, at anklagemyndigheden fandt det nødvendigt at afhjemle skønsmanden under hovedforhandlingen. Syn og skøn var heller ikke afgørende for sagens udfald. Det forhold, at T2 blev dømt for at have ændret et areal på mindst 3.500 m2 og ikke som i anklageskriftet mindst 4.000-5.000 m2 kan ikke tillægges afgørende betydning, da der er tale om en meget beskeden forskel. Det forhold, at der gik 5 ½ år fra sigtelsen til domsafsigelsen i byretten, skyldes i ikke uvæsentlig grad afholdelsen af syn og skøn. Bødens størrelse blev fastlagt under henvisning til den lange sagsbehandlingstid, og forskellen mellem bødestraffens og sagsomkostningernes størrelse kan derfor ikke afgørende tale for, at omkostningerne står i åbenbart misforhold til de domfældtes skyld og vilkår. Omstændighederne i UfR 2012.2315/1 H kan heller ikke sammenlignes med omstændighederne i denne sag. Højesterets begrundelse og resultat T1 og T2 er ved Retten i Odenses dom af 14. september 2017 dømt for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven, og de er hver idømt en bøde på 15.000 kr. med en forvandlingsstraf af fængsel i 10 dage. Ved dommen blev de pålagt at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne til skønsmanden på i alt 135.842,25 kr. inkl. moms. Sagen for Højesteret omhandler alene spørgsmålet, om omkostningerne til skønsmanden helt eller delvist skal udredes endeligt af statskassen, jf. retsplejelovens 1007, jf. 1008.
- 5 - Højesteret finder, at der ikke er grundlag for at antage, at bevisførelsen i form af syn og skøn helt eller delvist har været rettet mod en anden forbrydelse end den, som T1 og T2 er blevet dømt for, jf. retsplejelovens 1008, stk. 2. Højesteret finder ikke grundlag for at antage, at omkostningsansvaret vil komme til at stå i åbenbart misforhold til domfældtes skyld og vilkår, hvis det ikke begrænses, jf. retsplejelovens 1008, stk. 4, 2. pkt. Med disse bemærkninger stadfæster Højesteret landsrettens afgørelse. Thi bestemmes: Landsrettens afgørelse stadfæstes.