Opgave 1: prædiken over 16. søndag efter trinitatis For ikke meget mere end et år siden stod jeg på en intensiv afdeling på Kolding sygehus sammen med min familie, vi stod omkring min bedstefar, vi havde fået at vide, at der ikke var mere at gøre. Der var blevet slukket for respiratoren som den sidste tid havde holdt ham i live. Og han døde. Jeg stod der, hvor vi er så mange der har stået, ved siden af hvor en hånd er blevet kold. Man står der, og man tager fat i hånden, men den er så frygtelig kold, og føles slet ikke som den varme hånd man kendte. Med sin egen varme hånd stryger man kinden, som har mistet sin glød, ja den er helt uden farve ja nærmest hvid som porcelæn. Man står der med alle sine tanker og ønsker men man ved, at det er slut. Men man ville bare så gerne kunne lade varmen vandrer fra sin egen hånd og over i den kolde - man ville så gerne stryge lidt glød ind i den hvide kind - man ville så gerne, at blodet igen skulle strømme i den døde, og give liv, varme og glød. - Vi vil så gerne have nogle år mere, ja bare en dag, en time, et øjeblik, vi ønsker os sådan, at vi måtte få lov at beholde hinanden lidt endnu men vores ønske opfyldes ikke, og der går ingen varme fra os til den anden - og ingen glød eller gnist giver os den døde tilbage. Vi er mennesker og vi kan ikke give liv til døde. Som mennesker kan vi kun give liv fra os, lige til netop dette øjeblik, hvor den anden drager væk fra os tager sin sidste vejrtrækning, der ender ud i et suk. Vi kan kun give liv til hinanden gennem smil, kærtegn, kærlige ord, gennem opmuntringer, og kærlige handlinger som gør den anden glad. Så længe vi er i live og er sammen, kan vi le, tale med hinanden og give hinanden mod til livet, vi kan give hinanden mod til livets opgaver ja mod og lyst til en dag mere. Men med døden er al dette liv slut, det er ikke længere vores mulighed. Og med tabet af denne mulighed indtræder sorgen, vi oplevet tabet, - ja vi føler, at vi har tabt noget, mistet noget som vi aldrig får igen. Vi oplever afmagten og hjælpeløsheden, og den begynder pludselig at følge os. Og det er lige nøjagtigt på dette sted, vi i dagens evangelium møder Martha og Maria - i sorgen og i afmagten over tabet af deres bror. Lazarus var død, og de havde givet ham fra sig og lagt ham i graven, - og nu var kun sorgen tilbage. I fortællingen hører vi, at mange jøder var kommet til for at trøste de to søstre efter deres brors død på nøjagtig samme måde, som vi også altid kommer til de mennesker, vi holder af, og som har mistet en kær eller blot er i en eller anden form for krise. Men Jesus, som allerede inden Lazarus død, havde fået besked om, at Lazarus var meget syg, kom for sent, for da han endelig kom til Betania, havde Lazarus allerede været begravet fire dage. - Og vi hører faktisk også, at han kom for sent med vilje,- og det er jo ikke helt til at forstå for sådan plejer det da ikke at være med ham Jesus. For i mange af evangeliefortællingerne hører vi jo om Jesus, der ligger sine hænder på de syge for at helbrede dem, hvorfor tager han så ikke af sted med det samme, når det endda er den, han elsker, der er syg? Og det må være derfor, at vi hører Martha og sidenhen også Maria udbryde Herre havde du været her, var min bror ikke død
Havde Jesus lagt sin hånd på ham, så der kunne strømme både lindring, liv og kraft og styrke til den syge, som vi har hørt så mange gange før i evangeliet, så var han ikke død, men han døde, for Jesus kom ikke i tide. Det vi her hører Martha og Maria sige, udtrykker den samme tankegang, som vi kender fra os selv, når vi kalder på lægen, på ambulancen med hjerte apparatet og alt det vi har til rådighed, for at redde mennesker i yderste livsfare. Vi tænker som de bare den dog når frem i tide, hjælpen, så skal det nok gå alt sammen! Men som nævnt nåde Jesus ikke frem i tide! Og vi spørger os selv Skyndte han sig ikke nok? Ligesom at vi i vores eget liv spørger Var alarmcentralen for lang tid om at sende en ambulance, var ambulancen for længe om at nå frem, skete der fejl i systemet. Somme tider er det de små marginaler, der afgør grænsen mellem liv og død. I Martha og Marias ord hører vi en dobbelthed, ja både en anklage og en bønfaldelse. En anklage over at Jesus ikke havde skyndt sig noget mere, da han fik deres besked om, at Lazarus var ved at død. Men også en bøn om, at Jesus ville gøre det umulige. Derfor rejser denne fortælling allerførst nogle forfærdelige spørgsmål for os: alle de spørgsmål som begynder med hvis - Hvis jeg havde handlet anderledes, var det ikke sket - Hvis jeg var taget af sted bare 5 minutter før, ville det have gået anderledes - Hvis jeg var blevet hjemme, var ulykken ikke sket. - Hvis bare sådan og sådan. Mange mennesker kan nærmest ikke slippe disse spørgsmål og det slider at tænke på sådan noget. Men, som jeg var inde på tidligere, er der endnu et spørgsmål, som er næsten endnu værre: Var Jesu forsinkelse en bevidst forsinkelse fra hans side? Når man tænker sådan, kan man let få et billede af Jesus og Gud, der sidder om et rundt bord og spiller kort og det er højt spil, for hver kort repræsenterer et menneskeliv. Men jeg tror ikke, at det er sådan vi skal høre dagens evangelietekst. For Gud spiller aldrig med menneskeliv, som når vi spiller kort, hvor vi sidder og overvejer hvilket kort, vi skal trække frem, og hvilket vi skal smide, når det bliver vores tur næste gang. Nej der må være en anden pointe med fortællingen. Jeg tror, at pointen er, at denne tekst skal fortælle noget om, hvordan vi mennesker reagerer på mødet med døden - Både min egen død og min kæres. Det er derfor, at vi hører mest om Martha og Maria og deres tanker, vi hører jo slet ikke om Lazarus, som jo har oplevet dette fantastiske under, - og det er jo i grunden underligt, for det, der sker efter døden, har jo interesseret mennesket til alle tider. Nej teksten handler som sådan ikke om, hvad der sker når vi dør, den er derimod et eksempel på, hvordan vi mennesker ofte opfatter det, der sker - hvordan vi reagerer - hvordan vi tænker, når døden pludselig trænger sig på. Teksten er en fortælling om, hvad kristendommen har at sige, når jeg står som den efterladte ved min elskedes grav. Og det er lige nøjagtig ind i denne oplevelse af døden, tabet, af smerten og afmagten - som vi hører den udtrykt i Martha og Marias ord, at vi hører Jesu svar; Han siger; Jeg er opstandelsen og livet; den som tror på mig, skal leve om han end dør!
Et svar ikke bare til Martha men også til os. Men hvad er det for et svar, ja det er ikke sådan et fikst og færdigt svar, som bare løser alle vores problemer, eller får det hele til at gå op i en højere enhed, - nej svaret er bestemt ikke et trumfkort, der lige kan trækkes ud af ærmet. Nej når Jesus siger jeg er så er betydningen ikke, at han siger jeg er i stand til jeg kan klare det og det nej det betyder noget helt andet. Vi er her rykket helt ind i Jesu inderste væsen, i det man kan kalde hans identitet. Og Ligesom Gud er! når han siger til Moses, som spørger til hans navn jeg er, jeg er den jeg er så er Jesus også den, han er. Han er! Og så er det jo, at vi nu spørger os selv, jamen hvad er han da så? Han er Guds søn. - Han er den, der modsat mennesker aldrig kommer for sent - aldrig gør noget for sent - han er den der kan give os livet tilbage, når der ikke er mere liv tilbage i os. Og her taler jeg både metaforisk, når vi i vores liv føler, at der ikke er mere liv tilbage, så giver Jesus med sin lidelseshistorie os livet tilbage igen og igen, og nogle gange endda selv om vi tror, at hans fortælling ikke igen vil kunne formå at hive os ud af sorgens mørke hule. Så sker det dog igen på forunderligvis! Vi har stået ved siden af vor kære og aldrig troet, at vi skulle smile mere, for alt blev pludselig for sent. Men vi opdager en dag, at vi smiler igen, og at det føles dejligt, selv om livet, som vi kendte det, ikke er det samme. Men vi ser, at livet stadig er lyst, kærligt og forunderligt, hvis blot vi ser og træder ud i lyset - ligesom Lazarus trådte ud af hulen for igen at se og mærke livet! Men jeg synes, det er vigtigt her at påpege. At jeg ikke kun taler metaforisk. Det er ikke kun metaforisk forstået, at han giver os livet, når der i livet ikke er mere liv. Nej for her i kirken, så tror vi jo på, at Jesus rent faktisk er hos os, når vi drager det sidste suk. I vores egen dåb og ved enhver anden dåb, får vi at vide, at han er med os alle dage, for som vi hører det i velsignelsen Herren bevare din udgang og indgang, fra nu og til evig tid. Så er han med os fra før vi fødes, - i alle vore livs dage, - når vi dør, - og når vi da skal opstå og være hos Gud. - Ja der er han. Og han er der altid til tiden, for han er! I nadveren lige om lidt hører vi også, at han er tilstede. Han er i vinen og i brødet, som vi sammen skal drikke og spise. Vi har fået fortalt - at han er kirken - han er lys- og som lys er han i blandt os, og i os - ja med os, for han er sådan taler vi om Jesus -han er! Og det er derfor, at vi hører Jesus sige til Martha jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end i evighed dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø Dette kan han som sagt sige, fordi han er den, han er - han er der til tiden altid. Han kommer ikke for sent, selv om han i vore øjne er fire dage for sent på den. Han kommer til tiden. Ligesom Martha og Maria kan vi nogle gange føle, at han ikke er der til tiden, - eller at han er sent på den, - vi kan føle os forladt og føle, at vi blot må vente tålmodigt. Men her er der kun at sige, at for Gud findes tiden slet ikke. For Gud er uafhængig af tiden, på nøjagtig samme måde som at Gud er uafhængig af steder. Gud er altid tilstede i tiden han er nærværende midt iblandt os, og uafhængig af årsag og virkning. Men som jeg nævnte i starten af denne prædiken, så kan vi mennesker komme for sent. For os er der tider og steder; vi kan befinde os på et forkert sted, og når ulykken og sorgen rammer er vi ofte et andet sted,
end der hvor vi burde have været. Vores handlinger hvad vi gør eller ikke gør, får nogle gange konsekvenser, hvoraf nogle er gode og andre bliver skæbnesvangre for vores liv. Vi er som en fortælling; vi ser noget ske, begynder og afsluttes. Men Gud derimod han er! Han er liv og opstandelse. Og han har sat Kristus midt iblandt os for vores livs og opstandelses skyld. Som vi hørte det i læsningen fra Det Gamle Testamente; mørket dækker mig, lyset er blevet til nat omkring mig, så er mørket ikke mørke for dig, mørket er som lyset Og sådan er det med kristendommen, den gør mørket lyst. Det er dét, teksten i dag vil fortælle os. Med kristendommen bliver døden ikke en død i mørket, men en død i lyset og håbet. Både når vi står ved vores kæres kolde hånd, men også når vi på vores sidste dag skal lukke vores øjne for denne verdens lys, tid og sted. Da skal vi på ny åbne dem og se et nyt lys, lyset fra Gud. For da skal vi aldrig i evighed dø, og derfor siger vi i dag ligesom Martha, dog uden at have fået bevis, som hun fik det. Ja vi tror, vi tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden Til og i tiden. Amen Salme valg til 16. søndag efter trinitatis Indgangssalme: 754: Se nu stiger solen af havets skød melodi Oluf Ring Jeg har valgt denne morgensalme, da jeg synes, at den sætter gudstjenesten i gang på smukkeste vis. Herudover passer den rigtig godt til dagens tekst og min prædiken, hvilket især ses i salmens tre sidste vers (v 5,6,7.) Desuden er salmen efter min mening flot at synge på denne årstid. Salme mellem læsningen: 21: Du følger Herre, al min færd melodi Wittenberg 1541 Salmen er valgt, da den ligger sig op af læsningen fra det gamle testamente - en læsning, som jeg har fundet stor inspiration til i min prædiken den tager nemlig temaet op, at Gud er ud over tid og sted, han følger os, fra før vi fødes, igennem livet og døden og ud i evigheden. Salme før prædiken: 171: Lazarus lå i sin grav melodi Mogens helmer Petersen 1995 Denne salme er valgt, fordi den direkte henviser til dagens evangelietekst. Salmens vers 3-4- og især vers 5 passer også rigtig godt til den prædiken, der følger, da jeg både prædiker over opstandelsen i vores liv, men også den sidste opstandelse, som Gud med Jesus har givet mennesket. Melodien har jeg valgt, fordi jeg synes, at det er den kønneste, den anden kan let blive meget dramatisk og tung. Salme efter prædiken: 552: Nu har du taget fra os Melodi Erik Sommer
Ovenstående salme er simpelthen valgt fordi, det er den, jeg har haft i tankerne, da jeg skrev min prædiken. Jeg har altid godt kunne lide denne moderne salme, fordi den på sådan en smuk måde rammer lige den følelse, man har, når man står ved siden af et elskede menneskes kolde hånd. Og herudover taler den så smukt og letforståeligt om opstandelsestro og Guds nåde. Nadversalme: 474: Jesus Krist, du gav mig livet melodi Johann Schop 1642 Ofte vælger jeg en moderne salme under nadveren, men fordi jeg i denne gudstjeneste allerede har to moderne salmer, så har jeg valgt en af de gode gamle. Jeg synes både, at denne nadversalme har en rigtig flot melodi, og samtidig fortæller den så fint om nadveren, og hvad vi får ved denne. Udgangssalme: 11: nu takker alle Gud Melodi Johann Crüger 1647 Denne salme er valgt, da jeg synes, at den er så fin at bruge i trinitatis tiden. Det er en fin lovsang og takkesang, som også rummer læsningerne og min prædiken - den opsummerer så fint den forudgående gudstjeneste, hvor vi har været inde på både mørket og lyset i livet, her synes jeg, at det er fint at slutte af med en tak for livet, Guds nåde og kærlighed.