HØJESTERETS DOM afsagt onsdag den 18. november 2009 Sag 492/2007 (1. afdeling) Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A (advokat Asger Tue Pedersen) mod Skoventreprenør Michael Henriksen A/S (advokat Christina Neugebauer) I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 2. afdeling den 24. oktober 2007. I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Torben Melchior, Per Sørensen, Børge Dahl, Jytte Scharling, Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen og Vibeke Rønne. Påstande Appellanten, Dansk Metalarbejderforbund som mandatar for A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skoventreprenør Michael Henriksen A/S, skal betale 114.772,09 kr. med procesrente af 6.907,80 kr. fra den 12. juni 2005, af 10.831,35 kr. fra den 25. juni 2005, af 13.470,31 kr. fra den 16. april 2006, af 38.113,60 kr. fra den 9. august 2007 og af 45.449,03 kr. fra den 31. august 2009. Skoventreprenør Michael Henriksen A/S har påstået stadfæstelse samt frifindelse for så vidt angår den reviderede påstand. As påstand for Højesteret er opgjort som hans erstatningskrav for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 10. august 2004 til den 4. juni 2009. I erstatningskravet er fratrukket alle indtægter i den periode, for hvilken der kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, herunder
- 2 - indtægter i form af revalideringsydelse og midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Der er ikke tvist om opgørelsen af kravet eller om rentepåstanden. Supplerende sagsfremstilling A afsluttede den 4. juni 2009 uddannelsen til urmager. Arbejdsskadestyrelsen traf herefter den 30. juni 2009 endelig afgørelse i sagen om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven. Styrelsen vurderede, at As tab af erhvervsevne var nedsat med mindre end 15 %. Det hedder i begrundelsen herfor bl.a.: Begrundelse Du er nu færdig med din uddannelse til urmager. Det må forventes at din indtjening som urmager ikke er 15 % mindre end den løn du tjente inden arbejdsskaden. Parterne er enige om, at Arbejdsskadestyrelsens endelige afgørelse om, at A ikke har lidt et varigt erhvervsevnetab, er korrekt. Anbringender A har navnlig anført, at han er berettiget til erstatning efter erstatningsansvarslovens 2 for tabt arbejdsfortjeneste til den 4. juni 2009, hvor han kunne begynde at arbejde igen. Afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven om midlertidig erhvervsevnetabserstatning afbryder ikke kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i den foreliggende situation. Erstatningskravet er omfattet af hovedreglen i 2, stk. 1, 1. pkt., hvorefter erstatningen ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, er bygget op med et 1. pkt., der rummer hovedreglen, og et 2. pkt., der er en undtagelse til hovedreglen. Hovedreglen efter 2, stk. 1, 1. pkt., er, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste skal ydes, indtil skadelidte kan begynde at arbejde igen. Undtagelsen i 2, stk. 1, 2. pkt., finder kun anvendelse, hvis det må antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab. I dette tilfælde ydes erstatning indtil det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. 5-8, 10 samt 31 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Det er således en betingelse
- 3 - for, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, at det må antages, at den skadelidte har lidt et varigt erhvervsevnetab, og denne betingelse er ikke opfyldt. Begrebet midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven er ikke overensstemmende. Hvor midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven er baseret på en tidlig prognose over det varige erhvervsevnetab, og kun ydes, hvis der må antages at ville være et varigt erhvervsevnetab, kan midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven også ydes i situationer, hvor der ikke må antages at være et varigt erhvervsevnetab. I erstatningskravet er fratrukket alle indtægter i den periode, for hvilken der kræves tabt arbejdsfortjeneste, herunder revalideringsydelse og midlertidig erhvervsevnetabserstatning. Der vil derfor ikke blive tale om overkompensation. En sådan opgørelse af nettotabet er i overensstemmelse med erstatningsansvarslovens 16. Skoventreprenør Michael Henriksen A/S har navnlig anført, at As krav er omfattet af 2, stk. 1, 2. pkt., i erstatningsanvarsloven. Den omstændighed, at der i henhold til arbejdsskadesikringsloven træffes en positiv afgørelse vedrørende tab af erhvervsevne, bringer retten til tabt arbejdsfortjeneste til ophør. Det følger af ordlyden af 2, stk. 1, 2. pkt., med henvisningen til hele 31 i arbejdsskadesikringsloven, herunder 31, stk. 4, at det er uden betydning for fastlæggelsen af skæringstidspunktet mellem erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste og erstatningen for mistet erhvervsevne, om der er tale om en endelig afgørelse, jf. 31, stk. 1, eller om der som i nærværende sag er tale om en midlertidig positiv afgørelse efter 31, stk. 4, der afløses af en endelig afgørelse, hvor erhvervsevnetabet fastsættes til mindre end 15 %. Erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til arbejdsskadesikringsloven kan som udgangspunkt ikke modregnes i tabt arbejdsfortjeneste i henhold til erstatningsansvarslovens 2, jf. erstatningsansvarslovens 16, stk. 1, 3. pkt. Højesterets begrundelse og resultat Fem dommere Torben Melchior, Jytte Scharling, Thomas Rørdam, Poul Dahl Jensen og Vibeke Rønne udtaler:
- 4 - Arbejdsskadestyrelsen traf den 16. november 2005 midlertidig afgørelse efter den dagældende 31, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven om, at A havde lidt et erhvervsevnetab på 35 % ved den arbejdsulykke, han havde været udsat for den 19. juni 2003. Parterne er enige om, at der har været det fornødne grundlag for denne uanfægtede afgørelse. I afgørelsen anførte Arbejdsskadestyrelsen bl.a.: Vi kan først vurdere de fremtidige følger, når revalidering, omskoling eller uddannelse efter arbejdsskaden er færdig. Derfor træffer vi en midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne og vurderer Deres aktuelle tab (Lovens 31, stk. 4) Erstatningen skal løbe fra den 10. august 2004 hvor De påbegyndte Deres revalidering. Vi vurderer, at det fra dette tidspunkt var sikkert, at Deres erhvervsevne var nedsat. I Højesterets dom af 6. oktober 2008 (UfR 2009 s. 138) er det fastslået, at erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., må forstås således, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår overlapning eller huller mellem de to erstatningsposter. I sagen var skadelidtes ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste herefter ophørt på det tidspunkt, fra hvilket skadelidte efter arbejdsskadesikringsloven var tilkendt erstatning for erhvervsevnetab. Virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabserstatning blev således lagt til grund som skæringstidspunkt mellem de to erstatningsposter. Sagen angik en situation, hvor der efter dagældende arbejdsskadesikringslovs 31, stk. 1, var truffet en endelig afgørelse om erhvervsevnetab. Spørgsmålet i den foreliggende sag er, om der gælder det samme, når retten til erhvervsevnetabserstatning hviler på en midlertidig afgørelse efter lovens 31, stk. 4. Erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., omfatter efter sin ordlyd og henvisningen til arbejdsskadesikringslovens 31 også midlertidige afgørelser efter 31, stk. 4, således at en midlertidig afgørelse om ret til erhvervsevnetabserstatning på samme måde som en endelig afgørelse om ret til erhvervsevnetabserstatning fører til, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samtidig ophører. At en afgørelse efter 31, stk. 4, hvorved der tilkendes midlertidig erhvervsevnetabserstatning, har denne virkning for retten til tabt arbejdsfortjeneste er i overensstemmelse med det, der er anført i forarbejderne til bestemmelsen.
- 5 - Ved affattelsen af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., blev det lagt til grund, at midlertidige afgørelser om erhvervsevnetabserstatning, herunder afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, træffes på grundlag af en vurdering af den skønnede varige indtægtsnedgang efter revalidering, omskoling mv., og ikke ud fra en bedømmelse af skadelidtes erhvervsmuligheder på tidspunktet for den midlertidige fastsættelse, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 3530. I Højesterets domme af 10. januar og 9. oktober 2002 (UfR 2002 s. 730 og UfR 2003 s. 47) fastslog Højesteret, at erhvervsevnetabet i midlertidige afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, skal fastsættes ud fra, hvad det aktuelt er, dvs. uden hensyntagen til den skadelidtes forventede erhvervsevne efter endt revalidering, omskoling eller lignende. Det kan således konstateres, at den forudsætning om tidsperspektivet for bedømmelsen af erhvervsevnetabet ved midlertidige afgørelser, der er lagt til grund ved affattelsen af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., har vist sig ikke at kunne opretholdes for så vidt angår afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4. Dette kan imidlertid efter vores opfattelse ikke føre til, at midlertidige afgørelser efter 31, stk. 4, herefter ikke længere skulle være omfattet af erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt. Hvis dette var tilfældet, ville det nævnte formål med samordningen mellem erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erstatning for erhvervsevnetab at sikre, at der ved erstatningsdækningen hverken opstår overlapning eller huller mellem de to erstatningsposter ikke kunne opnås for så vidt angår sådanne midlertidige afgørelser. Som følge af det anførte finder vi, at det ved midlertidige afgørelser efter dagældende 31, stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven på samme måde som ved endelige afgørelser efter 31, stk. 1 er virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabserstatning, der må lægges til grund som det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, medmindre der er grundlag for at tilsidesætte virkningstidspunktet. På denne baggrund må skæringstidspunktet mellem As erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og hans erstatning for mistet erhvervsevne fastsættes til den 10. august 2004, således at erstatningen for mistet erhvervsevne fra denne dato træder i stedet for erstatningen for tabt arbejds-
- 6 - fortjeneste. Det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende ved den endelige afgørelse har fundet, at erhvervsevnen er nedsat med mindre end 15 %, og at der herefter ikke længere består et krav på erstatning for tab af erhvervsevne, kan ikke føre til et andet resultat. Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen. Dommerne Per Sørensen og Børge Dahl udtaler: Efter arbejdsskadesikringsloven har en skadelidt ikke krav på erstatning for midlertidigt tab af arbejdsfortjeneste, men krav på erstatning for varigt tab af erhvervsevne, hvis dette er på 15 % eller derover. Efter den dagældende arbejdsskadesikringslov 31, stk. 1, traf Arbejdsskadestyrelsen i arbejdsskadesager endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, når der efter sygebehandling, optræning eller revalidering er grundlag for at skønne over skadelidtes fremtidige helbredstilstand og erhvervsmuligheder. En sådan afgørelse skulle så vidt muligt træffes inden 1 år og senest inden 2 år efter arbejdsskadens anmeldelse, jf. 31, stk. 1, 2. pkt. Efter 31, stk. 3, kunne der træffes bestemmelse om udbetaling af forskud på erstatning for tab af erhvervsevne i tiden, indtil der blev truffet endelig afgørelse. Var den erhvervsmæssige situation ikke afklaret, kunne Arbejdsskadestyrelsen efter 31, stk. 4, træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab i form af en løbende ydelse, hvis der forelå særlige omstændigheder, herunder når skadelidte er under revalidering, omskoling eller uddannelse m.v. på grund af følgerne af en anerkendt arbejdsskade, som det siges i Højesterets dom af 10. januar 2002 (UfR 2002 s. 730). Det fremgår videre af denne dom, at erhvervsevnetab ved en midlertidig afgørelse efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, skal fastsættes ud fra et skøn på afgørelsestidspunktet over, hvad det aktuelt er altså uden hensyntagen til den skadelidtes forventede erhvervsevne efter endt revalidering mv., jf. herved også Højesterets dom af 9. oktober 2002 (UfR 2003 s. 47). En midlertidig afgørelse efter 31, stk. 4, er ikke en afgørelse om forskud i forhold til den endelige afgørelse. Efter erstatningsansvarslovens 2 skal den, der i henhold til denne lov er erstatningsansvarlig for personskade, yde skadelidte erstatning for midlertidigt tab af arbejdsfortjeneste. Ifølge 5, stk. 1, har skadelidte krav på erstatning for erhvervsevnetab ved varig nedsættelse af evnen til at skaffe sig indtægt ved arbejde, dvs. sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og
- 7 - genoptræning eller lignende (stk. 2), såfremt tabet er på 15 % eller derover (stk. 3). Erstatning for erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven fastsættes til et kapitalbeløb, jf. 6. Efter lovens 10 kan såvel skadevolder som skadelidte fra Arbejdsskadestyrelsen indhente en udtalelse om fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten (stk. 1, 1. pkt.) og om muligheden for at skønne over erhvervsevnetabet på et nærmere angivet tidspunkt og grundlag, jf. Højesterets kendelser af 21. september 2007 (UfR 2007 s. 3088 og 3095). En udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten skal så vidt muligt afgives inden 1 år og senest 2 år efter fremsættelsen af anmodningen om en udtalelse (stk. 1, 2. pkt.). Er den erhvervsmæssige situation ikke afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen, når der foreligger særlige omstændigheder, afgive en midlertidig udtalelse (stk. 1, 3. pkt.). Må en endelig fastlæggelse af et erhvervsevnetab afvente en revalidering, kan der således efter erstatningsansvarsloven fastsættes en foreløbig erhvervsevnetabserstatning på grundlag af en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Det følger af lovens 2, at der kun er krav på erstatning for midlertidigt erhvervsevnetab, hvis det må antages, at der vil opstå et varigt erhvervsevnetab. Den midlertidige erhvervsevnetabsprocent efter erstatningsansvarsloven skal udtrykke den skønnede varige indtægtsnedgang for skadelidte. Må der ventes et varigt tab på mindst 15 %, er der krav på kapitalerstatning herfor efter 6. Er der derimod grund til at vente, at revalidering mv. vil lykkes i en sådan grad, at skadelidte vil generhverve evnen til indtjening som før, har skadelidte ikke krav på midlertidig erhvervsevnetabserstatning et eventuelt fortsat indtægtstab erstattes i så fald som tabt arbejdsfortjeneste. Det er i forarbejderne til loven anført, at en foreløbig erhvervsevnetabserstatning skal anses for at være en á conto-udbetaling af den endelige erstatning, at Arbejdsskadestyrelsen kun bør fastsætte en midlertidig erhvervsevnetabsprocent, hvis der er en begrundet formodning om, at skadelidte rent faktisk vil lide et varigt erhvervsevnetab, og at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke skal ophøre, hvis Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse fastsætter erhvervsevnetabsprocenten til under 15, således at der ikke udløses en erhvervsevnetabserstatning, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 3513. For en personskade med et revalideringsforløb, hvis udfald er af betydning for det varige erhvervsevnetab, ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 1. pkt. sammenholdt med 2. pkt., indtil forløbet er afsluttet, eller der forinden har været fornødent grundlag for midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne, jf. 5-8 og 10 samt 31 i arbejdsskadesikringsloven.
- 8 - I tilfælde, hvor en midlertidig udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen i henhold til erstatningsansvarslovens 10, stk. 1, 3. pkt., om en varig nedsættelse af erhvervsevnen udløser en á contoerhvervsevnetabserstatning, kan pligten til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke udstrækkes ud over datoen for en sådan udtalelse, jf. Højesterets dom af 11. marts 2008 (UfR 2008 s. 1386). Ved Højesterets dom af 6. oktober 2008 (UfR 2009 s. 138) er det afgjort, at en endelig afgørelse om erhvervsevnetab truffet af Arbejdsskadestyrelsen i en arbejdsskadesag i henhold til arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 1, bringer retten til at kræve erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, til ophør fra det tidspunkt, afgørelsen tillægger skadelidte erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven. På grundlag af en sådan afgørelse må det da også i almindelighed antages, at skadelidte vil lide et varigt erhvervsevnetab, hvis størrelse det har været muligt at skønne endeligt over. Det siges i dommen, at erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, skal forstås således, at der skal være sammenfald mellem det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, og det tidspunkt, hvor retten til erstatning for erhvervsevnetab indtræder, således at der ved erstatningsdækningen hverken opstår overlapning eller huller mellem de to erstatningsposter. Hovedspørgsmålet under den foreliggende sag er, om en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab efter den dagældende arbejdsskadesikringslovs 31, stk. 4, sætter en stopper for retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1. Den udtrykkelige henvisning i 2, stk. 1, 2. pkt., til arbejdsskadesikringslovens 31 taler for en bekræftende besvarelse, som heller ikke er uden støtte i forarbejderne til bestemmelsen. Det siges således, at den skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også skal ophøre, når der træffes afgørelse om erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens 31, idet en afgørelse efter denne bestemmelse har betydning for, hvor længe der eventuelt kan kræves tabt arbejdsfortjeneste som et differencekrav, Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 3527. En midlertidig afgørelse efter arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, adskiller sig imidlertid afgørende fra en midlertidig udtalelse efter erstatningsansvarslovens 10, stk. 1, 3. pkt. Afgørelsen efter arbejdsskadesikringsloven angår de aktuelle forhold det midlertidige tab ikke, hvilket varigt erhvervsevnetab der må ventes uanset udfaldet af de uafklarede forhold, som er til hinder
- 9 - for en endelig afgørelse. En midlertidig afgørelse efter 31, stk. 4, indeholder således ikke noget skøn over det, som er afgørende efter erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, 2. pkt., nemlig det varige erhvervsevnetab. Det er derfor, jf. Højesterets dom af 9. oktober 2002 (UfR 2003 s. 47), ikke korrekt, når det i forarbejderne til bestemmelsen er forudsat, at en midlertidig erhvervsevnetabsprocent efter arbejdsskadesikringsloven ikke er udtryk for den skadelidtes erhvervsevnetab bedømt ud fra den pågældendes erhvervsmuligheder på tidspunktet for den midlertidige fastsættelse, men for den skønnede varige indtægtsnedgang for skadelidte, Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 3530. På denne baggrund kan det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen i henhold til arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, med føje har truffet en midlertidig afgørelse om løbende erhvervsevnetabserstatning fra en angiven dato, ikke sætte en stopper for retten til løbende erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2. Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens 2, stk. 1, må i overensstemmelse med ordlyden og uanset henvisningen til arbejdsskadesikringslovens 31 forstås således, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører på det tidspunkt, hvor det ved en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen efter erstatningsansvarslovens 10 eller på andet grundlag er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes varige erhvervsevne. Denne forståelse giver ikke skadelidte dobbeltkompensation eller overlappende dækning. En midlertidig, løbende erhvervsevnetabserstatning efter arbejdsskadesikringsloven må nemlig reelt anses for en erstatning for et midlertidigt indtægtstab. Er denne erstatning sammen med revalideringsydelse mv. ikke tilstrækkelig til at dække den løbende tabte arbejdsfortjeneste, vil erstatning af differencen efter erstatningsansvarsloven blot udløse den mererstatning, der efter erstatningsansvarsloven er krav på i tilfælde, hvor arbejdsskadesikringslovens regler om erstatningsberegning indebærer en begrænset dækning i forhold til, hvad retten til fuld erstatning efter erstatningsansvarsloven fører til. For As vedkommende følger det af det anførte, at det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen i medfør af arbejdsskadesikringslovens 31, stk. 4, traf en midlertidig afgørelse om et erhvervsevnetab på 35 % med virkning fra den 10. august 2004, ikke satte en stopper for fortsat krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarslovens 2. At det i afgørelsen er anført, at det var sikkert, at hans erhvervsevne var nedsat fra den 10. august 2004, kan
- 10 - ikke gøre nogen forskel, da der ikke ved afgørelsen er skønnet over, om hans erhvervsevne var varigt nedsat. Der er ikke i sagen af skadevolder, Skoventreprenør Michael Henriksen A/S, indhentet en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen efter erstatningsansvarslovens 10, og det er heller ikke på anden måde godtgjort, at det den 10. august 2004 eller på et andet tidspunkt forud for afslutningen af revalideringen, var muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over As fremtidige erhvervsevne. Vi stemmer herefter for at tage As påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i tiden indtil revalideringsforløbets afslutning til følge. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. Under hensyn til sagens principielle karakter og dens betydning for behandlingen af erstatningsanvarssager generelt skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part.