Jernspurv Videnskabeligt navn: Prunella modularis (L) En typisk jernspurveprofil med det spidse næb. I Danmark kun en ynglende art, jernspurv, samt en meget sjælden og tilfældig gæst fra de europæiske bjergegne, alpejernspurv. Jernspurven har stort set udelukkende europæisk udbredelse. I nord til det nordligste Norge. I øst over til Ural og i et diagonalt bånd ned igennem Rusland, Hviderusland, Østeuropa, ned igennem Vesteuropa til det nordlige Spanien mod vest til Storbritannien og Irland. Ynglebestanden i Europa, der udgør over 95% af bestanden, er estimeret til at være imellem 12 og 26 millioner par. På verdensplan opregnes 13 arter, som bortset fra en lille bestand af jernspurve i Nordafrika, alle findes i Europa og Asien. Længde (cm) Vingefang (cm) Vingelængde (cm) Status/træk og vandringer Ynglepar i DK** Art #Vægt (g) Ældste* Status*** Jernspurv 15-25 (20-21) 14,5 19-21 6,6-7,5 11 50-60000 YS/yt/TG/vg alm. * Ringmærkede fund - **2014 (kilde: beregnet/estimeret fra DOF angivelser) ***Status: YS-ynglestandfugl, YT-yngletrækfugl, TG-trækgæst, VG-Vintergæst # Tal i parentes er uden for yngleperioden De danske jernspurve er hovedsagligt standfugle, men nogle trækker mod sydvest til Frankrig/Spanien. De nordlige og østlige populationer er trækfugle, og en del af trækket går igennem Danmark, hvor nogle også bliver som vintergæster. Jernspurven ses følgeligt hele året rundt. Der estimeres at være imellem 50000 og 60000 ynglepar i Danmark, hvor bestanden nu er stabil, efter at den i 1970erne og 1980erne gik voldsomt tilbage, nærmest en halvering. Den forekommer over hele landet, hvor der er egnede ynglelokaliteter. 1
Levested (habitat) Jernspurven er tilknyttet den lidt åbne skov, smålunde gerne med underskov i form af buske og krat, tilvoksede haver og parker med buske er også et yndet tilholdssted, og helst med islæt af nåletræer eller anden stedsegrøn bevoksning. Reden anbringes lavt, og gerne i nåletræer eller stedsegrønne buske. Føde Jernspurvens fødevalg er afhængigt af årstiden, i sommerperioden overvejende animalsk, insekter og insektlarver, men alle hvirvelløse smådyr indgår i menuen. Ungerne fodres i stor udstrækning med insekter og insektlarver. Om vinteren udgør plantefrø hovednæringen, brændenælde, pileurt, el, etc. Toprovdyr Jernspurv Jernspurven udnytter flere niveauer. Om vinteren er den i stor udstrækning planteæder, da føden i stor udstrækning består af plantefrø. Om sommeren er den rovdyr, hvor den tager insekter, edderkopper (rovdyr), insektlarver, orme, småsnegle mm Rovdyr Rovdyr Planteædere Primærproduktion Planter 2
Fældning Voksne jernspurve har en årlig totalfældning, hvor de første begynder umiddelbart efter yngleperioden, men der er en ret stor spredning på begyndelsestidspunktet. Midt oktober har de fleste dog fået udskiftet fjerdragten. Varigheden er knap to måneder. De unge begynder udskiftningen af juvenildragten i en alder af ca. 5 uger. Der er tale om en partiel fældning af kropsfjer, undertiden også store armdækfjer og undtagelsesvis tertiærer (de tre inderste armsvingfjer ). Ynglebiologi Reden, der som nævnt ovenfor, anbringes lavt i nåletræer, stedsegrønne buske eller f.eks. vedbend, er skålformet, yderst med småkviste, derefter mos eller lav, og endeligt fores den med hår og plantefibre. Det er hunnen der udvælger redeplacering, og forestår også selv konstruktionen. Reden er relativt hurtigt færdigbygget, i løbet af 4-6 dage. I Danmark begynder æglægningen fra slutningen af april til ind i maj, og nogle når et andet kuld. Kuldet består typisk af 4-5 blåliggrønne æg, som lægges med en dags mellemrum. Rugningen, der påbegyndes efter at sidste æg er lagt, varer 11-13 dage, og æggene klækkes synkront. Hunnen står alene for rugningen, og bliver kun undtagelsesvis fodret af hannen. Ungerne bliver i reden 12-13 dage og bliver passet yderligere 2-3 uger, inden de må tage vare på sig selv. Hannens deltagelse i opfostringen af ungerne afhænger af familiemønster (se nedenfor). Jernspurvene bliver ynglemodne i første leveår. Nedenstående illustration anskueliggør en typisk ynglesæson hos Yngleforløbet hos jernspurv Jernspurve har i Danmark typisk et kuld i løbet af en sæson. Nogle gange 2 kuld, hvor andet kuld så vil blive påbegyndt omkring månedsskiftet juni/juli Tidspunktet for start på første kuld varierer fra slut april til ind i maj/juni. Kuldstørrelsen er typiske på 4-6 æg, og de lægges med et døgns intervaller. Det er hunnen der alene ruger, selvom hannen i sjældne tilfælde kan sidde på æggene. Der ruges fra sidste æg, og de klækkes synkront indenfor et døgn. Begge forældrefugle sørger for føde til ungerne, i tilfælde af bigyni favoriserer hannen det største kuld. I tilfælde af biandri (to hanner) bringer ß-hannen kun føde, hvis han har parret sig med hunnen. Ved polygynandri kan hannerne enten deltage i fodringen af begge kuld, eller dele dem imellem sig. Føringstid Redetid Klækning Rugning Æglægning De enkelte perioder Æglægning: 3-5 dage Rugning: 11-13 dage Klækning: 1 dag Redetid: 12-13 dage Føringstid: Ca. 2-3 uger Føringstiden er tiden fra ungerne forlader reden, indtil de bliver selvstændige. April Maj Juni Juli August September Oktober Fuglehåndbogen på nettet Et kompliceret familieliv Jernspurve kan have meget forskellige familiemønstre. Strækkende sig fra monogami til storfamilier med to eller flere hunner, sammen med to eller flere hanner. Nedenstående beskrivelse baserer sig hovedsagligt på et treårs studie i parken omkring Cambridge universitet (Davies & Lundberg, J. Animal Ecology, 53: 895-912, 1984) 3
Den almindeligste familieform, fandt man, var socialt monogami med 34%, fulgt af polyandri med en hun og to hanner som udgjorde 24%, men adskillige andre sammensætninger blev praktiseret. Selvom om et par lever i socialt monogami, hvilket vil sige, at én han og én hun alene danner par i et fælles territorium, forekommer parringer med andre hunner eller hanner respektive, og der vil ofte være afkom af mere end én han i et kuld. Til venstre et forhold med én hun og to hanner (polyandri). Der er overlap imellem de to hanners territorium. Oprindeligt har der sandsynligvis været to hanterritorier, men de smelter ofte mere eller mindre sammen, og de to hanner etablerer et α-han β-han hierarki (se tekst). Til højre én han og én hun (monogami), hvor han og hunterritorierne overlapper hinanden. Hvor et han territorium ofte overlapper med en anden hans territorium, har hunner altid separate territorier uden overlap Figuren viser de to almindeligste former for par/familiedannelse hos jernspurvene. Begge køn etablerer territorier, men hvor hunnerne altid har separate stort set ikke overlappende territorier, er hannernes stort set sammenfaldende inden for hunnens territorium. Fra begyndelsen, sidst på vinteren eller i det tidlige forår, har hannerne ofte separate territorier, men som sæsonen skrider frem, ender de i ét, stort set overlappende territorium, inden for en huns territorium. Sammenfaldende hermed etableres et hierarki med en dominerende α-han og en underordnet β-han. Det er α-hannen der har præference og har langt flest parringer, men β-hannen kommer også til. Det har vist sig, at hanners motivation til at bidrage til opfostringen af ungerne er afhængig af, om de har haft parringer med hunnen, så derfor sørger hun for at begge, eller i tilfælde af flere, at alle kommer til. Jernspurvene, både hanner og hunner, er territoriale, også om vinteren. I studieområdet i Cambridge, ser det dog ud til, at jernspurvene om vinteren deler større områder, og er mindre territoriale end om sommeren. De to hanner deltager også i et fælles forsvar af territoriet, mod andre indtrængende hanner. Hvor det hos de fleste arter er hannen, der byder hunnen indenfor, og viser hende territoriet, foregår det hos jernspurven omvendt. Som nævnt etableres territorierne i den sene vinter eller i det tidlige forår, og hannerne synger fra deres udvalgte sangposter. Det er imidlertid hunnens territorium, der er det blivende, og hannerne følger hunnerne rundt for at lære grænserne at kende. Hvis hunnens territorium går ind over en andens hans territorium vil hannen følge med ind over grænsen, men i begyndelsen blive jaget bort af territorieejeren, efterhånden vil den ene han dog få overtaget, og det ovennævnte α/β-han forhold etableres, og hannernes territorier smelter sammen i hunnens. 4
Nedenfor er vist flere eksempler på familieforhold. I øvrigt synger både han og hun hos jernespurven. En situation med polygynandri, hvilket vil sige to eller flere hunner med to eller flere hanner. Som det fremgår er der ikke overlap imellem hunterritorierne, men hannerne deler stort set territorium, der samtidigt overlapper begge hunners territorier. Hannerne etablerer som i andre tilfælde et α-han og β-han forhold. Et eksempel på polygynandri, hvor to hunner og to hanner lever sammen. Polyandri med en hun og tre hanner. Hanterritorier overlapper hinanden i hun territoriet, og hannerne etablerer sig i et hierarki med et α-han, β-han og γ- han forhold. Det er særligt i situationer hvor hunterritoriet er stort, at denne konstellation forekommer. Et eksempel med polyandri, med tre hanner sammen med én hun. 5
Et tilfælde med én han og to hunner (polygyni). Hunnernes territorier (blå farver) overlapper ikke, men hannens territorium (rødbrun) dækker begge hun territorier Polygyni med én han og to hunner. Bemærk her at hunnernes territorier ikke overlapper. Familieforholdene varierede fra år til år i de tre år, og det viste sig, at jo større hunterritorier, jo flere tilfælde af polyandri. Størrelsen af hunnernes territorier viste sig igen, at være afhængig af fødetilgængeligheden, så den styrende mekanisme, for dannelsen af familiemønstre, synes til dels, at være fødetilgængeligheden. Man kan tænke sig, at familiemønstrene etableres således, at de under de givne forhold resulterer i mest afkom. Er fødemængden begrænset, kræver det et større territorium for at der er føde nok til opfostringen af ungerne, det kræver mere arbejde (flyvning til og fra reden), og derfor kan det være formålstjenligt med to hanner i stedet for en. I perioden hvor hunnen er fertil, det vil stort set være fra færdiggørelsen af reden, og i en lille uges tid, til det sidste æg er lagt, vogter α-hannen ivrigt hunnen, og gennemfører som nævnt, langt de fleste parringer. Hunnen sørger dog for at β-hannen også bliver betjent, så han er velmotiveret til at bidrage til opfostringen af kuldet. Hunnen kan desuden kende og skelne de forskellige hanner fra hinanden på deres sang. Hun reagerer således kun på sine hanners sang og invitere stort set kun disse til parringer, og sikrer sig på den måde deres loyalitet ved opfostringen af ungerne. Interessant i denne sammenhæng er jernspurvenes specielle parringsadfærd, hvor hannerne, før en kopulation, ofte prikker til hunnens kloakåbning, som svulmer op, og i sidste ende udtømmer sæd fra tidligere parringer. På den måde øger den seneste parrende han sin chance for at det er hans sæd, der befrugter et æg. Alder (dødelighed) Den ældste kendte fritlevende jernspurv blev mindst 11 år. Den gennemsnitlige levetid er dog lang mindre, nok omkring et par år. Dødeligheden i første leveår er er ca. 65%, og de følgende godt 50% (Storbritannien). 6
7