Kl. 10.00 Burkal Kirke 571, 558, 566; 552, 732 Tema: Lys for andre Evangelium: Matt. 5,13-16 Da jeg var barn, havde vi hjemme en særlig tradition med juletræet, når det efter jul blev tændt for sidste gang. Så blev alle andre lys i stuen slukket. Vi sad og så på, hvordan stearinlysene på juletræet brændte helt ned og gik ud et efter et. Jeg husker hvordan belysningen i stuen blev anderledes, hver gang et lys gik ud. Det blev tydeligt mørkere, hver gang et lys gik ud. På den måde mærkede man klart, hvilken betydning hvert eneste lys havde haft. Selv når der kun var ét lys tilbage, kunne vi stadig se hinandens ansigter. Men når det
sidste lys så gik ud, blev det helt mørkt i stuen. Når et elsket menneske dør, så er det lige som, når et lys går ud. Det bliver mørkere. Ja, undertiden kan det virke som om, alt lys er gået ud, og man må famle sig frem i mørket som en blind. 'I er jordens salt. I er verdens lys,' siger Jesus. Salt ser ikke ud af noget særligt. Det er bare nogle små hvide krystalkorn. Men salt giver smag og karakter til maden. Salt kan tø det op som er frosset til. Sådan var dem vi mistede også salt i vores liv. De kunne tø os op og give os liv og varme. De gav vores liv smag og karakter. Et enkelt lille stearinlys gør en stor forskel. Bare der er tændt et enkelt lys, så er mørket straks fortyndet og trængt op i en krog. Når lyset skinner, træder alle farvenuancerne frem, og vi ser hvilken vej vi skal gå. Dem vi mistede var lys i vores liv. De fik farvenuancerne frem, og de viste os vej i livet. Jesu ord: 'I er jordens salt - I er verdens lys' passer fint på dem som vi har mistet: De var netop saltet og lyset i vores liv. Allehelgens dag har flere stemninger i sig. På én måde er det en sorgens dag. Vi husker på dem, vi har mistet, og vi mærker at sorgen og savnet stadig river i os. På en anden måde er Allehelgens dag også en taknemlighedens dag. Taknemligheden gælder alt det gode som vi fik igennem vore døde. Det ligger i os som en rig erindring, som en god arv vi lever videre på. Allehelgens dag er en god anledning til at sige tak. Tak for alt det gode vi fik givet og blev beriget med gennem dem vi har mistet. Hvert lys vi tænder her i kirken i dag er sådan en stille tak. 'I er jordens salt - I er verdens lys' - ordene gælder ikke kun de døde, men også de levende: os som er samlede her til gudstjeneste i dag. Jesus sagde ordene oppe på bjerget, som indledning til hans lange bjergprædiken, mens en stor flok mennesker lyttede på. 'I er jordens salt - I er verdens lys', sagde Jesus til dem. Og hvem var de så? Ja, de var en mængde ganske almindelige mennesker, lige som vi: Mænd og kvinder, unge og gamle, syge og raske; og iblandt dem var der også nogle som nyligt havde mistet. 'I er jordens salt - I er verdens lys', siger Jesus uden videre om dem alle sammen - og dermed også om os. Kan det virkelig gælde, at man er lys - også
når sorgens mørke ligger tungt om hjertet? Ja, det må jo gælde, når det er Vor Herre selv der siger det. Jesus siger ikke, at vi bliver verdens lys, hvis vi strammer os an. Jesus siger slet og ret, at vi er lys og salt. Allerede her og nu er vi verdens lys og jordens salt - også i sorgen, i savnet, i vemodet. Det er sandt og kan lade sig gøre, fordi Jesus selv giver næringen og kraften til os, så vi kan være lys og salt. Næring og kraft giver han os blandt andet gennem dem, vi mistede. Hvad de sagde og gjorde er som et lys, der stadig skinner - og er med til at vise os vejen og give os mod til at tage det næste skridt. Saltet gør stadig sin virkning, selv om det selvfølgelig er på en anden måde nu, end mens de levede. Men de døde er stadig med os på en måde. Hvad de gav os med deres liv er nu med til at bære os videre på vejen og give os kraft og styrke til at leve vort liv og være, hvad vi er og skal være: Verdens lys og jordens salt. Skikken med at tænde lys findes i alle verdens kulturer og religioner. Også i Danmark har det været brugt helt tilbage til førkristen tid. Det at tænde et lys er højtideligt og stemningsfuldt. I mange danske kirker er der lysglober. Inspirationen til lysgloben kommer fra Sverige. Den første lysglobe blev opstillet i domkirken i Uppsala i 1968 ved Kirkernes Verdensråds generalforsamling. Globen er netop tænkt som en jordklode med lys hele vejen rundt. Den minder os om, at kirken er et verdensomspændende fællesskab. At tænde et lys kan have mange betydninger. I dag tænder vi lys for dem som vi har mistet igennem det sidste år, siden allehelgen 2017. Midt i lysgloben er der et lys. Det symboliserer Jesus. Jesus blev født som et lille barn, et lille lys i en stor og mørk verden. Jesus sagde om sig selv: "Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys." Gud sendte sin søn Jesus Kristus til verden, for at vi skulle følge ham og finde vejen til frem i vores liv. Jesus er lyset i midten og vi er de små lys, som samlet omkring ham. De små lys lyser udad i rummet og leder øjnene ind til lyset i midten. På samme måde skal vi som kirke bringe lysbudskabet om Jesus ud til alle mennesker, til alle jordens folkeslag. Det gør vi, når vi er lys for hinanden. Vi kan være lys på mange måder ved et smil, ved at hjælpe, eller give andre et opmuntrende eller medfølende ord.
Mange kristne har været et lys for andre. Et kendt eksempel er Moder Theresa. Hun var en katolsk nonne fra Skopje i Makedonien, og hun arbejdede i mange år blandt fattige i Calcutta i Indien. Moder Theresa var et lys som skinnede for mange, fattige stakkels mennesker, der ikke havde meget at glæde sig over i deres tilværelse på gaden. En morgen efter en gudstjeneste med nadver sagde Moder Theresa til sine nonner: Under gudstjenesten så I at præsten rørte ved Kristi legeme med stor kærlighed og nænsomhed. Når I i dag rører ved de fattige, vil I også røre ved Kristi legeme. Giv dem den samme kærlighed og omsorg." Vi er også lys i verden, når vi viser barmhjertighed over for den som er tørstig, fremmed, nøgen, syg eller i fangeskab. Og ligesom Moder Theresa og nonnerne skal vi huske på Jesu ord at "Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig." (Matt. 25,40) Hvordan bliver vi verdens lys for andre? Det gør vi ved at reflektere det lys som Jesus er for os. I os selv er vi ikke lys, men kun mørke. Omvendt er Gud kun lys, og der er intet mørke i ham. Vores opgave som kristne er at vokse i erkendelsen og forståelsen af hvem Jesus er. Jo mere vi lærer ham at kende og lader os præge af ham, jo mere vil vi også kunne lyse for andre. Vi skal altså gøre gode gerninger til Guds ære. Nu har vi ellers lært at man bliver frelst ved tro alene og ikke af gerninger. Prædiker Jesus nu gerningsretfærdighed? Nej, slet ikke. Men han prædiker at et kristent menneske skal kendes på sine gerninger. "Ethvert træ kendes på sin frugt. Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd" (Matt. 12,33.35), siger Jesus. At gøre gode gerninger er ikke det samme som gerningsretfærdighed. En god definition på gerningsretfærdighed er når man gør en god gerning for at kunne flashe den på facebook. Hvis man gør en god gerning for at kunne prale af den bagefter, så er den gerning ikke en god frugt. Men Luther mente ikke, at gode gerninger er ligegyldige, eller at man er en lige god kristen, om man opfører sig ordentligt over for sine medmennesker eller ej. Gerninger gør ikke en mand god, men en god mand gør gode gerninger, sagde han. Han sagde også, at når man tror på Jesus, så udspringer gerningerne helt naturligt af troen. Alle Helgens dag er ikke kun en mindedag, men også en håbets dag. Håbet om at vi sammen med vore kære døde har opstandelse og evigt liv hos
Gud i vente. Alle Helgens dags bibeltekster og salmer er visioner, et kig ind i Himlen, hvor vi får at se at det ender godt. Lyset strømmer os i møde fra Guds fremtid og fortæller at det ikke slutter med graven. Håbet lyser og siger at Gud vil kalde vores døde og engang også os op af gravene. Han kalder de døde frem til opstandelse og evigt liv. Som den store hvide flok står de døde, men nu opstandne og levende, foran Guds trone i Himlen. De opstandne er som nyskabte: Sygdom, smerter og alderdommens besværligheder plager ikke mere. Bitterhed og gamle stridigheder er lagt til side. For Gud har gjort alting nyt. Kigger vi nøjere efter i den store hvide flok, er der elskede ansigter som vi genkender. Det bliver den store gensynsglæde, når ægtepar og kærestepar forenes igen i Himlen. Når forældre og børn og søskende mødes igen, og gamle venner falder hinanden om halsen efter mange års adskillelse. Og over dem alle stråler Gud selv - Faderen - Jesus Kristus - og Helligånden. Som det evige lys. Sådan et kig ind i Himmeriget fik apostlen Johannes og skrev det i Johannes' Åbenbaring, det sidste skrift i Bibelen. Johannes så og skrev: "Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han som sidder på tronen, sagde: 'Se, jeg gør alting nyt!'" (Åb. 21,1-5) Må det give os håb og mod og tro til at gå i mørket med lyset! Amen.