Det politiske marked den politiske sociologi som ramme for analyse af partipolitisk kommunikation 1 Af Orla Vigsø Dette paper redegør for den politiske sociologi som med udgangspunkt i Pierre Bourdieus tanker, der er blevet udviklet af en række franske politologer. Ifølge denne teori kan det politiske felt beskrives som et marked, hvor politiske entreprenører og partier tilbyder varer til vælgerne, som efterspørger disse varer, og som til gengæld tilbyder sin støtte til de politiske aktører. Varerne er immaterielle, eftersom politik i et repræsentativt demokrati er et sprogligt spil. Kampen mellem partierne for at opnå vælgernes støtte hviler på partiets kollektive kapital, dvs. det som kan gøres til et positivt træk over for vælgerne. 1. Indledning En stor del af studier, som beskæftiger sig med politiske partier, har af forskellige grunde ikke behandlet det politiske parti som en (bestemt type af) organisation. På den anden side har mange organisationsteoretiske studier ikke eksplicit beskæftiget sig med det politiske parti som organisationstype. Går man derimod til sociologien, nærmere bestemt den gren, som kaldes den 1 Teksten præsenteredes som et paper ved forskerkonferencen Samhällets diskurser på Stockholms universitet. En version af teksten indgår i min licentiatafhandling Parti og vælgere. Studier i svensk partipolitisk kommunikation 1991-2001, Uppsala 2002.
Orla Vigsø politiske sociologi, finder man ikke blot studier af de politiske partier, men også teorier, som knytter de politiske partiers funktionsmåde sammen med generelle teorier om menneskets måde at organisere et samfund på. En af de mest interessante af disse sociologiske teorier er blevet opbygget gennem snart et halvt århundrede af Pierre Bourdieu, og hans tanker om det politiskes funktionsmåde er blevet videreført og udviklet af en gruppe sociologer og politologer, med navne som Daniel Gaxie, Michel Offerlé, Bernard Lacroix og Michel Dobry, i et forsøg på at bryde med de herskende teoridannelser inden for politologien. Jeg vil i denne artikel forsøge at sammenfatte nogle af hovedpunkterne i denne politiske sociologi og diskutere dens relevans for studiet af partiernes kommunikative ageren. Samtidig er det nødvendigt at tænke på, at selv om der er tale om generelle teorier, så er udgangspunktet for de fleste af studierne det franske politiske system, og man må derfor hele tiden overveje, om dette forhold har betydning for tilpasningen til studiet af skandinaviske systemer. Med andre ord: forsøge at fastholde de generelle aspekter og overveje, hvorledes de specifikke analyser vil kunne kaste lys over forholdene i Skandinavien. Samtidig er det på grund af denne politiske sociologis oprindelse i Bourdieus sociologi nødvendigt at forklare visse centrale begreber i denne. Det gælder begreber som felt, habitus og det politiske marked og netop dette sidste begreb nødvendiggør en diskussion af selve den grundlæggende økonomiske tankegang hos Bourdieu. Men gennemgangen prætenderer på ingen måde at være en introduktion til eller en gennemgang af hele Pierre Bourdieus ualmindeligt omfattende produktion og de forskellige forskydelser gennem forfatterskabet. Her henvises læseren til andre værker. 2 2 Bl.a. Martuccelli 1999:109-141. I øvrigt er en række af de Bourdieu-citater, der bringes, taget fra Accardo & Corcuff 1992, som er en tematisk (og diskuterende) samling af citater fra hele forfatterskabet, inkl. interviews mm. Jeg henviser dog til den oprindelige tekst for at undgå en alt for stor forvirring omkring kilderne. Alle citater er oversat af undertegnede. 2
Det politiske marked 2. Generelt om Bourdieus sociologi Pierre Bourdieu er blevet kaldt en strukturalistisk konstruktivist i et forsøg på at beskrive hans originale kombination af strukturalismens grundsynspunkter (værdien som en udelukkende relationelt bestemt størrelse, bl.a.) og af aktørernes skabelse af den verden, de agerer i og på, gennem selve deres ageren. Bourdieu er i sit udgangspunkt materialist (og til og med marxist), men hans syn på økonomien er ikke det traditionelle materialistiske. Hos Bourdieu ses de økonomiske strukturer i traditionel forstand, dvs. de som har med kapitaltilegnelse at gøre, som en speciel form for strategi hos aktørerne 3, men ikke væsensforskellig fra andre former for strategi. De sociale aktører råder over forskellige former for kapital, hvoraf den økonomiske blot er én form, og de handler strategisk for at opnå eller forvalte disse forskellige former for kapital. De investerer deres kapital for at opnå en profit; de tilbyder deres varer på et marked og erhverver sig andres udbudte varer i udbytte mod egne. Hos Bourdieu bliver vareøkonomien kilde til den sprogbrug, som anvendes til at beskrive social udveksling (kapital, investering, marked, udbud, profit), men den er ikke model i nogen normativ forstand. Forholdet skal snarere tænkes i weberske termer, dvs. som en udvikling af modernitetens grundlæggende rationaliseringstendens. 4 Samtidig er der tale om en sproglig topos, som er frugtbar som beskrivelsesmodel på grund af dens almenhed. Herved udsætter han sig selvfølgelig for den fare, at nogle netop opfatter det som om, politik eller kunst eller andre former for sociale strukturer blot ses som varianter af vareøkonomien dvs. at teorien bliver en plat form for vulgærmaterialisme. Det er som sagt ikke tilfældet; derimod ses vareøkonomien som én udvekslingsform på linie med andre; måske kan man 3 Pierre Bourdieu anvender betegnelsen agent social for at understrege handlingsaspektet: [ce] qui est agi (de l intérieur) autant qu il agit (vers l extérieur)[...] (Accardo & Corcuff 1992:67). Jeg har valgt alligevel at anvende ordet aktør, eftersom agent på dansk får nogle (i denne sammenhæng) lidt for komiske konnotationer, ligesom agent ikke på dansk giver nogen etymologisk forbindelse til at handle (agir). Ganske vist har aktør konnotationer, som peger mod scenekunsten, men med tanke på Bourdieus brug af spil-begrebet, er det en mere passende konnotation, end James Bond o. lign. ville være. 4 Se fx Martucelli 1999:193-230 om Max Weber. 3
Orla Vigsø se det som en række parallelle former, som kan indordnes under det overordnede begreb udveksling. Bourdieu viser, at de egentlige økonomiske strategier for tilegnelse af kapital i ordets traditionelle betydning blot er et bestemt tilfælde af strategier, som aktørerne i forskellige sociale felter anvender sig af, for at opnå eller bevare forskellige former for kapital (Accardo & Corcuff 1992:86). Til gengæld gør denne parallelisering, at det kan det være svært at finde de faktorer, som inden for det politiske felt er manifesteringen af visse af begreberne. Betegnelser, der har deres klare definition inden for en vare- og pengeøkonomi, som fx udbud, investering og profit, bliver sværere at definere inden for et felt som det politiske. 2.1. Habitus, marked, felt og kapital generelt Begrebet habitus spiller en central rolle i den bourdieuske teori, eftersom det er et begreb, som gør det muligt at formulere forholdet mellem det individuelle og det sociale og at forstå, at subjektivitetens interne strukturer og de eksterne sociale strukturer ikke udelukker hinanden. De er i stedet dele af den samme virkelighed, den samme kollektive historie, som på én gang er indskrevet i kroppen og i tingene. Habitus er så at sige den kropsliggjorte historie, som hver enkelt social aktør bærer med sig. Habitus er et system af dispositioner 5 for at handle, forstå, sanse og tænke på en bestemt måde, som er interioriseret og inkorporeret af individerne i løbet af deres historie, og den viser sig først og fremmest i den praktiske sans, det vil sige i evnen til at bevæge sig, handle og orientere sig efter den position, man indtager i det sociale rum, efter feltets logik og den situation, man befinder sig i, alt sammen uden bevidst at reflektere over det, takket være de erhvervede dispositioner, som fungerer automatisk. (Accardo & Corcuff 1992:67-68) 5 Dispositioner skal forstås som holdninger, tilbøjeligheder til at opfatte, sanse, gøre og tænke, som er interioriseret af individerne i kraft af deres objektive eksistensbetingelser, og som derfor fungerer som ubevidste handlings-, perceptions- og reflektionsprincipper (Accardo & Corcuff 1992:229). 4
Det politiske marked Habitus er således et system af skemaer, som genererer praksis, og som samtidig er et skema for tolkning af praksis (det, nogle formodentlig ville kalde et kognitivt skema). Den er et resultat af de betingelser, man har været udsat for, og tenderer derfor mod at reproducere disse betingelser: Den er en slags transformationsmaskine, som gør at vi reproducerer de sociale omstændigheder under hvilke vi selv blev produceret, men på en forholdsvis uforudsigelig måde, på en sådan måde, at man ikke mekanisk og enkelt kan gå fra kendskab om produktionsbetingelserne til kendskab om produktet (Bourdieu 1980:134-135). Uforudsigeligheden, det som gør, at der ikke er tale om en reproduktion i den vulgære afspejlingsteoretiske forstand, er at habitus ganske vist gør det muligt for ydre kræfter at sætte sig igennem, men at det sker ud fra den specifikke logik, som den enkelte organisme besidder. På denne måde er habitus på én gang fælles for en bestemt social gruppe (Bourdieu taler om klasser, men ikke i en traditionel marxistisk forstand), og forskellig fra individ til individ: Hvis det er udelukket, at alle medlemmer af den samme klasse (eller for den sags skyld to medlemmer) skulle have gjort de samme erfaringer og i samme rækkefølge, så er det samtidig sikkert, at ethvert medlem af samme klasse har større chancer end et hvilket som helst medlem af en anden klasse for at befinde sig i de situationer, som er de mest hyppige for denne klasse, [...] ethvert system af individuelle dispositioner er en strukturel variant af de andre [...]. (Bourdieu 1980a:100) Forskellen i den individuelle habitus hos medlemmer af den samme klasse skyldes således, at hvert individs sociale bane er unik; erfaringerne kommer i en given rækkefølge, og summen af tidligere erfaringer (dvs. habitus på et bestemt tidspunkt) er afgørende for, hvorledes efterfølgende erfaringer tolkes. På dette punkt er Bourdieu helt på linie med hermeneutikkens centrale tese, at tolkningen er knyttet til erfaringen og dermed i stadig udvikling. 6 6 For eksempel hos Paul Ricœur, se Vigsø 1993 og 1997. 5
Orla Vigsø Bourdieu erstatter det traditionelle ideologiske syn på forholdet mellem individ og samfund med et andet, hvor der hersker dialektiske forbindelser mellem habitus, som er socialt konstrueret, og feltet, som er historisk konstitueret. Han behandler således forholdet mellem to aspekter af det sociale: det sociale indlejret i kroppen og det sociale indlejret i tingene (Accardo & Corcuff 1992:86). Ifølge Bourdieu eksisterer der i ethvert samfund en række områder, som har deres egen indre logik, som de fungerer efter, de såkaldte felter. Hvert felt er et struktureret rum med positioner, som får deres egenskaber ud fra deres relative position i rummet i forhold til de øvrige positioner. Men selv om disse felter er vidt forskellige det politiske felt, filosofiens felt, religionens eller kunstens så har de nogle fælles love, som de fungerer under. Aktiviteten i et felt er at betragte som et spil, i en meget generel og omfattende forstand, dvs. som en social aktivitet, hvor man gør indsatser og kan opnå en gevinst, og hvor adfærden styres af regler, mere eller mindre eksplicit formuleret, men anerkendt af deltagerne. 7 Ethvert felt defineres bl.a. gennem de indsatser og specifikke interesser, som er på spil, og som ikke kan reduceres til de interesser, som er på spil i andre felter (det er ikke det samme, som driver en filosof og en geograf frem). For at et felt skal kunne fungere, må der være indsatser og folk, som er parate til at spille spillet; folk, som er i besiddelse af den habitus, som implicerer kendskab til og anerkendelse af spillets immanente regler, indsatser, osv. [...] (Bourdieu 1980:114). Feltet kan fungere, hvis dets deltagere er i besiddelse af det, Bourdieu kalder illusio: Illusio er det at være fanget i spillet, at være fanget af spillet, at tro at det er indsatsen værd, eller for at sige det helt enkelt, at det er besværet værd at spille (Bourdieu 1994:151). Ud over at dele en opfattelse af spillet, deler alle, som er engageret i feltet, en række grundlæggende interesser, som er knyttet til selve feltets eksistens. Under alle modsætninger ligger der en objektiv samhørighed: man er overens om, hvad det er, som udgør feltet, og man er interesseret i, at feltet fortsat består. For at kunne komme ind, skal man betale en afgift, som 7 Spil som beskrivelsesmodel og metafor har haft en utrolig betydning for tænkningen i det 20. århundrede; Saussure anvendte skakspillet for at forklare det sproglige tegn, Wittgenstein talte om sprogspil og så videre. Analogien er ikke uproblematisk, men dette er ikke stedet at udfolde diskussionen. 6
Det politiske marked består i netop at anerkende spillets betydning og dets grundlæggende regler. Feltet er således et mangesidigt spændingsfelt: det er både et felt, hvor kræfter står mod hinanden, og et felt, hvor der pågår en kamp for at bevare eller forandre selve feltet. Alle typer af sociale felter [...] kan kun fungere, for så vidt der findes aktører, som investerer deri, i de forskellige betydninger dette ord kan have; som engagerer deres ressourcer deri og gør deres indsatser, og på denne måde gennem selve deres modsætning bidrager til at bevare feltets struktur eller, i visse tilfælde, til at forandre den (Bourdieu 1982:47). Aktørerne handler derfor strategisk i et felt ud fra dels individuelle interesser, dels den kollektive interesse i at opretholde feltets struktur. Men ved at kalde handlingen for strategisk risikerer man let at give det indtryk, at der er tale om en bevidst og rationel kalkulation, hvilket ikke er tilfældet. Strategien er resultatet af den praktiske sans, sansen for spillet, som er opnået gennem deltagelse i de sociale aktiviteter i feltet (Bourdieu 1987:79). Når det drejer sig om det politiske felt, vil det sige, at man inkorporerer en bestemt forståelse af, hvordan man handler inden for politikken; en forståelse, som bliver så inkorporeret, at aktøren ikke er sig bevidst, at der er tale om en indlært adfærd. Man kan illustrere det med det eksempel, at visse politikere omtales som politiske dyr. Betegnelsen sigter på, at de handler instinktivt, som et dyr, inden for det politiske felt; de opfattes så at sige næsten som en slags naturtalenter, men selve det faktum, at en sådan næsten instinktiv adfærd må betegnes med et eget udtryk, viser, at der er tale om en handlemåde, som skal indlæres inkorporeres og dermed accepteres af politikerne. Den er netop ikke naturlig, selv om den hos visse fremtræder, som om den var det. Aktørerne inden for et felt er i besiddelse af forskellige former for kapital, noget som har en værdi inden for feltet. Der findes flere former for kapital, ud over den økonomiske (som også spiller en rolle inden for det politiske felt): social kapital, symbolsk kapital og kulturel kapital. Begrebet kulturel kapital blev lanceret af Pierre Bourdieu i et forsøg på at forklare, hvorfor børn fra forskellige sociale klasser ikke klarede sig lige godt i skolen (uden at falde tilbage i en biologistisk påstand om sammenhæng mellem socialklasse og intelligens). Konklusionen blev, at børn fra forskellige sociale klasser 7
Orla Vigsø medbringer forskellige former for viden, kunnen og materielle ting, som har forskellig værdi i skolen (eller rettere på det uddannelsesmæssige, skolære felt). Den kulturelle kapital kan findes i tre former: i en inkorporeret tilstand, dvs. i form af varige dispositioner hos organismen; i en objektiveret tilstand, i form af kulturelle goder, malerier, bøger, ordbøger, instrumenter, maskiner, som er et spor efter eller realiseringen af teorier eller kritik af disse teorier, problemstillinger, osv.; og endelig i en institutionaliseret tilstand, en form for objektivering, som må ses separat, fordi den, som man kan se med eksamensbeviset 8, forlener den kulturelle kapital, som den anses at garantere, med helt igennem unikke egenskaber [...]. (Bourdieu 1979:3) Det meste af den kulturelle kapital er knyttet til kroppen og forudsætter, at man inkorporerer den, hvilket bl.a. vil sige, at man tilpasser sig bestemte normer, en bestemt livsstil osv. Man investerer sin tid i denne proces; det er et arbejde med én selv, man kultiverer sig, og den kulturelle kapital bliver således udtryk for en være-blevet : man er blevet fx politiker, ser sig selv som sådan og anerkendes af andre som sådan. 3. Det politiske felt og de politiske markeder Ovenstående har været en kort indføring i nogle af de centrale begreber hos Bourdieu, uden særlig skelen til deres anvendelse inden for det politiske felt. Bourdieu har selv ved flere lejligheder skrevet om aspekter af det politiske spil (især i Bourdieu 1981), men det er især hos en gruppe af politologer og sociologer med Daniel Gaxie og Michel Offerlé som de mest markante figurer, man finder en grundig behandling af det (parti)politiske system med udgangspunkt i Bourdieus tanker. Det følgende er et forsøg på at uddrage og sammenskrive den generelle del af det, man kunne kalde den Bourdieuinspirerede politiske sociologi, dvs. et forsøg på at fremdestillere de 8 På fransk: le titre scolaire. 8
Det politiske marked karakteristika, som vedrører det repræsentative partipolitiske system som sådant, og ikke blot er gældende for Frankrig. Før den almene valgret indførtes, fandtes et personligt forhold mellem vælgeren og den valgte; man kom fra samme område og tilhørte samme meget begrænsede kreds af velhavende og velestimerede mænd. Forandringerne i dette system indtræder først i de store byer, hvilket ganske enkelt skyldes antallet af vælgere: jo større antallet af vælgere er, desto sværere bliver det at opretholde personlige forbindelser med dem, og som følge heraf må mobiliseringen ske på baggrund af abstrakte principper i stedet for personlige fordele. Samtidig bliver sandsynligheden for fraktionering større; modsætninger mellem sociale grupper træder frem etc. Kampen om stemmerne bliver mere abstrakt og forholdet til vælgerne mere indirekte, og med indføringen af den almene valgret ændres forholdet mellem repræsentant og vælgere markant. Gruppen af vælgere vokser til at blive en masse, den transformeres til et publikum, og måden at henvende sig til vælgeren må nødvendigvis dermed også ændre sig. Politikeren må præstere et specifikt arbejde for at gøre vælgerne interesseret i virksomheden, i de mere abstrakte goder, han har at tilbyde: taler, repræsentation, fremtidsvisioner, reformer. På baggrund af dette begynder vælgerne at føle tilknytning til politiske principper og dermed til partier, frem for til enkeltindivider. Ganske vist er der stadig en ganske stærk lokal og personlig tilknytning, men vælgerne begynder i stadig større udstrækning at samles om partiet med dets tegn og emblemer. Denne proces forløber i øvrigt forskelligt i de skandinaviske lande: i Norge og Sverige fødtes de politiske partier inden den almene valgret indførtes, i Danmark efter. De nye politiske aktører, som var den drivende kraft i forandringen af systemet, kom ofte fra lavere sociale lag end de gamle politikere, og de havde derfor ikke samme mulighed for at udnytte personlige forbindelser og position. Ved at forkaste den tidligere fremgangsmåde, hvor man nærmest købte stemmer, forsøgte de ubevidst at fremtvinge en ny opfattelse af den politiske konkurrence, som var i deres egen interesse og i overensstemmelse med deres egen overbevisning (Gaxie 1989:16). Dermed skabes også en ny moral for politikken, som stadig gør sig gældende: det er ikke acceptabelt at anvende sig af materielle midler for at købe folks støtte, og det er heller ikke acceptabelt at anvende sin position til at skaffe sig materielle fordele. 9
Orla Vigsø Politikken er blevet et felt for ideer og symbolsk kamp, hvor indslag af personlig vinding meget hurtigt opfattes som korruption og magtmisbrug. 9 I det 19. århundrede var politikeren oftest et individ, som forvandlede sin personlige kapital (formue, forbindelser, eksamener, kendthed) til politisk kapital og udvekslede den på et lokalt plan. Men efterhånden som den nye form for politikere kommer til, individer uden personlige ressourcer, forstærkes den politiske kamp og bliver mere kontinuerlig. Samtidig sker der en centralisering af kapitalen i partier, og de individuelle entreprenører 10 forsvinder til fordel for kollektive virksomheder, hvilket også medfører en tendens til homogenisering af det politiske udbud. Kendetegnende for det repræsentative demokrati er, at det udfolder sig i en ikke-voldelig kamp, en konkurrence om indflydelse og positioner, som først og fremmest er et sprogligt fænomen. Samtidig er det en forudsætning, at der rent faktisk findes en aktivitet, som er udelukkende politisk, dvs. som det er muligt at adskille fra andre sfærer i samfundet (det sociale, det religiøse og det økonomiske). Dette er en forholdsvis moderne foreteelse; går man tilbage i tiden, er det ikke muligt at skille disse sfærer ad. Men med den demokratiske styreforms indførelse udspiller politikken sig nu i afgrænsede rum, som er differentierede i forhold til hinanden, og hvor specialiserede politiske aktører kæmper mod hinanden om specifikke indsatser. Disse afgrænsede rum kan kaldes politiske felter (Gaxie 1996:15). Samtidig med at politikken udskilles som et selvstændigt felt, udskilles også dette felts aktører og de indsatser, som er på spil i feltet. Politik som område, det politiske som spørgsmål og politikeren som aktør konstitueres i samme bevægelse. Umiddelbart kan det virke lidt forvirrende, at der tales om både det politiske felt og de politiske felter i litteraturen, men dette bør tolkes som et spørgsmål om specificering: det er muligt at finde fællestræk i de forskellige specifikke politiske felter, som gør, at man kan tale om det politiske felt, når 9 Man kan blot tænke på de forskellige svenske kontokortshärvor, balladen om Ritt Bjerregaards lejlighed i København mm. Listen er meget lang og tyder på en vis divergens i opfattelsen af moralens imperativiske kraft hos på den ene side politikerne og på den anden side befolkningen, eller måske blot pressen. 10 Se senere om brugen af ordet entreprenør. 10
Det politiske marked man undersøger de fælles træk. Til gengæld må man være opmærksom på de specifikke træk inden for det afgrænsede felt, som et politisk felt udgør. Man kan således skelne mellem det politiske centralfelt, hvor det drejer sig om fordelingen af centrale magtpositioner i fx rigsdag/folketing, regering, formandsposter i rigsdagsudvalg eller partiledelse, og de politiske periferi-felter, som er en heterogen gruppe af kommunale, amtskommunale med videre felter. At det politiske spil foregår på vidt forskellige måder på det centrale felt og på periferi-felterne, men også mellem det ene og det andet perifere felt, behøver man blot at se på opstillingslisterne til de forskellige valg for at konstatere. På landsplan foregår kampen udelukkende mellem repræsentanter for de etablerede partier, men går man til storbyerne, findes der allerede der lokalpolitiske lister, som overskrider de partipolitiske grænser og supplerer partierne, samtidig med at der indgås alliancer, som er utænkelige på landsplan. Går man længere ned i de perifere, lokale felter, bliver forskellen til landsplanet endnu synligere; lokallister, der ofte fokuserer på enkelte spørgsmål; enkeltpersoner, som er velkendt lokalt som erhvervsfolk eller lignende, og ikke mindst alliancer, som fra landsplan nedsættende betegnes som studehandler snarere end samarbejde. Et eksempel på forskellen på det centrale felt og periferi-felternes funktionsmåde kom i Danmark i oktober måned 1999, hvor statsminister Poul Nyrup Rasmussen blankt afviste ethvert landspolitisk samarbejde med Dansk Folkeparti; Dansk Folkeparti var ikke stuerene. 11 Kort efter udtalte formanden for de socialdemokratiske borgmestre, at det gik udmærket at 11 Dansk Folkeparti, stiftet af Pia Kjærsgaard som en udbrydergruppe fra Fremskridtspartiet, har gjort stop for indvandring og mistænkeliggørelse af fremmede til deres centrale, og stort set eneste, kampfelt. Samtidig er de meget ivrige efter at blive accepteret som et rigtigt parti med ret til at deltage i forhandlingerne om finanslov mm., hvilket gjorde at reaktionerne på statsministerens totale afvisning blev en stor fortørnelse. Hændelsesforløbet er også interessant som et eksempel på den kamp, der er om selve definitionen af, hvad et ( rigtigt ) politisk parti er: så længe man holdes uden for indflydelse, dvs. ikke inviteres med til forhandlinger om centrale lovforslag, er man ikke et rigtigt parti, fordi man ikke anerkendes af de centrale partier som ligeværdig. Så faktisk har Dansk Folkeparti, trods deres stadige insisteren på at være et stuerent og rigtigt parti, ved netop deres fortørnelse vist, hvor central anerkendelsen fra spillets øvrige deltagere er: får man ikke denne anerkendelse rimeligt hurtigt, er man dømt til en perifer eksistens og formodentlig en forholdsvis hurtig død. Dansk Folkeparti er siden da nået et godt stykke på vejen mod anerkendelse. 11
Orla Vigsø samarbejde med Dansk Folkepartis repræsentanter på det lokale plan hvilket statsministeren ikke modsagde fordi det på lokalplan handlede om at finde løsninger på konkrete problemer og ikke om politik. Så længe Dansk Folkepartis lokale repræsentanter ikke udtalte sig politisk om indvandring og de fremmede, således som den landspolitiske ledelse gør ustandseligt, så ville man godt kunne samarbejde. Holder man sig til en enhedslig og ideologisk forståelse af, hvad politik er, vil man ikke kunne forklare denne tilsyneladende flagrante inkonsistens; her er det netop nødvendigt at forstå, at det lokalpolitiske felt og det centralpolitiske felt fungerer efter vidt forskellige regler. Samtidig er de perifere felter mere eller mindre integreret i det centrale felt, eftersom intet område kan fungere helt autonomt i forhold til centralmagten. Systemet er således kendetegnet ved en høj grad af arbejdsdeling mellem politikere og profane 12, hvilket bl.a. kan ses, når man spørger folk om deres interesse for politik. Gang på gang viser disse undersøgelser i alle vesteuropæiske lande, at det kun er en meget lille del af befolkningen, som erklærer sig meget interesseret i politik. Kort sagt: borgerne interesserer sig ikke synderligt for politik i denne generelle forstand; de overlader politikken til politikerne. 13 Der er således etableret et skel mellem politisk aktive aktører, som er interesseret i politikken i en sådan grad, at de vil investere deres liv i den, og det store flertal af dem, som de må forsøge at mobilisere. Det politiske felt er således konstitueret som et afskilt område, som følger sine egne love, fokuserer på sine indre indsatser, som er relativt esoteriske eller latterlige for de ikke-indviede, og det er samtidig tilbøjeligt til at lukke sig om sig selv. (Gaxie 1996:20) 12 Når dette begreb anvendes, er det udelukkende for at undgå at specificere gruppen som andet end ikke-politikere. 13 Man skal imidlertid ikke heraf drage den konklusion, at borgerne ikke interesserer sig for politiske spørgsmål, men interessen afhænger af den personlige investering og indsats. At man erklærer sig ikke særligt interesseret i politik forhindrer ikke, at man engagerer sig i fx kampen mod bygningen af en ny bro eller mod nedlæggelsen af daginstitutioner. 12
Det politiske marked Denne tendens modvirkes af valget, som netop er en dom over politikerne, fældet af dem, som er udelukket fra det politiske område lidt af et paradoks. Derfor ser man også ofte politikerne undsige selve det politiske systems lukken-sig-om-sig-selv til fordel for et demokratisk ideal om aktiv deltagelse. Heri kan man se endnu et paradoks; politikerne undsiger den professionalisering, som er grundlaget for systemet, til fordel for den aktive deltagelse fra befolkningen, som for størstedelens vedkommende udtrykker, at de ikke interesserer sig for politik. Uden at skulle gøre et stort nummer ud af dette, må man sige, at der tilsyneladende er en vis afstand mellem idealerne og virkeligheden inden for politikken. 3.1. Fra entreprenør til virksomhed Professionaliseringen af politikken har, som tidligere nævnt, ført til, at det er andre typer af aktører, som er virksomme inden for feltet: tidligere var der tale om entreprenører ; nu er der tale om virksomheder. Dette kræver en kommentar. Daniel Gaxie og Michel Offerlé med flere taler på fransk om entrepeneur og entreprise inden for det politiske felt, hvilket giver muligheden for at anvende det tilhørende verbum entreprendre og spille på en dobbelt betydning: en entrepeneur er dels en innovativ igangsætter, dels en person, som driver en specifik virksomhed. L entreprise er således både det at entreprendre og den specifikke virksomhed. Jeg har valgt her at anvende det noget uvante ord entreprenør sammen med det noget mere almindelige virksomhed. Det danske ord har også en dobbelthed i sig, som kan sammenlignes med den franske: virksomhed kan være såvel resultatet af et virke som en produktionsenhed, men at konstruere substantivet en virker for at vise det etymologiske slægtskab virker lidt for søgt. Så en entreprenør skal forstås som en person, der har en virksomhed (med mulighed for begge dette ords betydninger) på det politiske felt. Begrebet politisk entreprenør er knyttet til forestillingen om det politiske marked som et abstrakt sted, hvor aktører konkurrerer med hinanden for opnåelse af visse goder. Når det er nødvendigt at indføre begrebet og ikke blot tale om politikere, skyldes det, at der findes andre former for aktører på markedet end politikere. I vore dage er politiker stort set synonymt med 13
Orla Vigsø partipolitiker, men såvel en historisk analyse som en analyse af den aktuelle situation viser, at der har været og er andre typer af entreprenører på det politiske marked. Partierne er historisk bestemte former for politisk virksomhed, og selv om de i dag har stort set monopol på at agere på det politiske marked i forbindelse med valg, er de til stadighed truet på andre politiske markeder af andre former for entreprenører, som også udbyder politiske goder: miljøorganisationer, forbrugergrupper, græsrodsbevægelser, kort sagt interesseorganisationer. Denne pointe er vigtig, når man vil forstå partiernes stillingstagen, positionering og kommunikation; partierne kæmper ikke kun mod hinanden, men også mod andre ikke-parlamentariske grupper, i forsøget på at opnå befolkningens opmærksomhed og støtte. Men der er altså sket en bevægelse fra individuelle aktører til kollektive aktører, fra politiske entreprenører til politiske partier. Det betyder selvfølgelig ikke, at individet som sådant forsvinder det er og bliver stadig mennesker af kød og blod, som man på valgdagen har mulighed for at vælge imellem men det betyder, at individerne må indordne sig under en kollektivitet for at have en chance for at blive valgt, 14 og dette har igen betydning for den form, repræsentationen og udvekslingen med vælgerne tager. Det faktum, at politikerne er individer med personlige interesser, gør også et parti til en mere sammensat og (potentielt) konfliktuel størrelse, end tidligere definitioner har anset. 15 Man bør derfor ikke, ifølge Michel Offerlé, analysere de politiske partier ud fra spørgsmålet hvad de tjener til, hvilken rolle de udfylder i et demokratisk samfund, men i stedet som grupper, der er grundlagt for at intervenere på det politiske marked, men som er i stand til at producere meget forskellige virkninger og være genstand for meget varierende investeringer og sociale anvendelser. Det gælder ikke om at forstå, hvad partierne tjener til, for en sådan tankegang udgår fra en tro på, at partierne er målrationelle og funktionelle. Hævdelsen af det partipolitiske 14 I Danmark er det siden 2. verdenskrigs ophør kun lykkedes to personer at blive valgt til Folketinget uden for partiopstillingerne, og i begge tilfælde var der tale om personer med en særlig personlig kapital: Christmas-Møller var under krigen blevet kendt som den danske stemme fra BBC, og Jacob Haugaard var landskendt som komiker på tv. I begge tilfælde spillede medierne således en afgørende rolle. 15 Se fx Duverger 1964, LaPalombara & Weiner 1966, Rasmussen 1972. 14