Metroselskabet knytter særlige bemærkninger til forholdet mellem rettelse og hjemvisning i afsnit 6 nedenfor.

Natur- og Miljøklagenævnet Rentemestervej 8 2400 København NV Att.: Hanne Marie Motzfeldt Påstandsdokument "Ved brev af 20. september 2013 afgav Metroselskabet sine bemærkninger i anledning af klagen over Københavns Kommunes påbud vedrørende byggepladsen ved Marmorkirken. Metroselskabet har ligeledes den 5. september 2013 afgivet en udtalelse om sagen til Københavns Kommune, som kommunen har videresendt til Natur- og Miljøklagenævnet den 6. september 2013. Metroselskabet I/S Metrovej 5 DK-2300 København S m.dk T E +45 3311 1700 m@m.dk 2013-10-02 Natur- og Miljøklagenævnet har imidlertid ved brev af 30. september 2013 bedt om at modtage et påstandsdokument fra hver af sagens parter inden 3. oktober 2013. Metroselskabets påstandsdokument nedenfor indeholder dels det, som allerede er anført i Metroselskabets partsindlæg, og dels selskabets stillingtagen til de anbringender, der fremgår af klagernes replik af 22. september 2013. Påstandsdokumentet er ikke forsynet med de allerede fremsendte bilag. 1. METROSELSKABETS PÅSTANDE Principalt: Stadfæstelse. Subsidiært: Rettelse. Metroselskabet knytter særlige bemærkninger til forholdet mellem rettelse og hjemvisning i afsnit 6 nedenfor. Hvis Natur- og Miljøklagenævnet måtte vurdere, at klagesagen ikke kan afgøres endeligt, inden Transportministeriet har behandlet VVM-spørgsmålet, beder Metroselskabet om, at nævnet genoptager afgørelsen om opsættende virkning, og at nævnet træffer afgørelse om, at klagen ikke har opsættende virkning, indtil den endelige afgørelse kan træffes. 2. SAMMENFATNING AF METROSELSKABETS SYNSPUNKTER Metroselskabets ansøgning om udvidet arbejdstid har været underkastet en grundig og saglig myndighedsbehandling i Københavns Kommune. Der er ikke grundlag for at antage, at der ved kommunens afgørelse er udeladt lovlige og relevante kriterier, at der er inddraget usaglige hensyn eller, at kommunen ikke har tilvejebragt et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag forud for kommunens beslutning. 1/16

Kommunen har på baggrund af denne sagsbehandling vurderet, at der kunne meddeles påbud som giver mulighed for, at der for visse aktiviteter og under visse betingelser kan gennemføres døgnarbejde ved byggepladsen ved Marmorkirken. Denne vurdering er efter Metroselskabets opfattelse både lovlig, rimelig og rigtig. De af Københavns Kommune meddelte påbud giver kun Metroselskabet netop de arbejdstider og støjgrænser, der må betragtes som absolut nødvendige, hvis ikke der skal være en overhængende risiko for en meget væsentlig forsinkelse og fordyrelse af metroprojektet. Metroselskabet ønsker i videst muligt omfang at tage hensyn til sine naboer og har taget alle tænkelige og mulige skridt for at nedbringe støjen. Metroselskabet har herunder anvendt teknik, der ligger langt ud over, hvad der må betragtes som bedste tilgængelige teknik (BAT) for bygge- og anlægssektoren. Hvis de udvidede arbejdstider og støjgrænser, som Københavns Kommunes påbud af 15. juli 2013 giver mulighed for, bringes tilbage til rammerne før påbuddet, vil dette betyde, at væsentlige forudsætninger for anlægsprojektets virkeliggørelse samlet set skrider. I bedste fald betyder det en senere åbning af metroen og en omtænkning af projektet. En forsinkelse vil medføre, at de samlede gener ved byggeriet vil stå på i væsentligt længere tid. 3. MILJØBESKYTTELSESLOVENS 42, ANVENDELSE AF BAT MV. 3.1 Indledning og retsgrundlaget Klagerne gør gældende, at der ikke ved Københavns Kommunes afgørelse er foretaget den nødvendige afvejning af hensynet til naboerne over for hensynet til Metrobyggeprojektet, herunder foretaget en vurdering af de anvendte teknikker og teknologier til nedbringelse af forureningen mest muligt. På den baggrund er det klagernes opfattelse, at der ikke er hjemmel til kommunens påbud af 15. juli 2013 (og samtidig ophævelse af det tidligere gældende påbud af 12. november 2012). Af miljøbeskyttelseslovens 42 fremgår, at hvis offentlige bygge- og anlægsarbejder medfører uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening, herunder affaldsfrembringelse, kan tilsynsmyndigheden give påbud om, at forureningen skal nedbringes, herunder påbud om gennemførelse af bestemte foranstaltninger. Ved overvejelserne af, om der skal meddeles et påbud for en given aktivitet, må der i første række tages udgangspunkt i, om de vejledende støjgrænser for bygge- og anlægsvirksomhed kan overholdes, jf. herved også VVM-redegørelsen for Cityringen (maj 2008) og i miljøstrategierne fra oktober 2009. Dette har også været Metroselskabets udgangspunkt for anlægsprojektet frem til foråret 2013. Hvis de vejledende støjgrænser skal fraviges - som det er tilfældet på udvalgte punkter i Københavns Kommunes påbud vedrørende Marmorkirken - må det bero på en grundlæggende afvejning af to hensyn: Om der er et presserende behov for at fravige støjgrænserne set over for, hvilke konsekvenser en fravigelse af støjgrænserne vil have for de berørte omkringboende. 2/16

Hvis en fravigelse af de vejledende grænseværdier skal komme på tale, må støjen fra anlægsaktiviteterne endvidere være nedbragt mest muligt ved anvendelse af bedste tilgængelige teknik (BAT). Metroselskabet opfatter følgende punkter som centrale i afvejningen: 1) nødvendigheden af overholdelse af tidsplanen og konsekvenserne af, at dette ikke sker, 2) udvidet arbejdstid var nødvendigt for at overholde tidsplanen, 3) Metroselskabet har forsøgt at begrænse og reducere støjen mest muligt under anvendelse af bedste tilgængelige teknik (BAT) og 4) overvejelser om konsekvenserne for naboerne. Der redegøres for disse punkter nedenfor. Klagernes hovedanbringende må forstås således, at de mener, at Københavns Kommune ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt og foretaget de nødvendige vurderinger. Det er Metroselskabets opfattelse, at Københavns Kommune og Metroselskabet inddrog alle de relevante hensyn i deres overvejelser, om og - i givet fald - hvordan en udvidet arbejdstid kunne tillades. Herunder opkvalificerede Metroselskabet kommunens beslutningsgrundlag ganske væsentligt set i lyset af Natur- og Miljøklagenævnets udkast til afgørelse i sagen om Nørrebroparken bl.a. med de konkrete støjdæmpende foranstaltninger, der var mulige. De oplysninger, som kommunen blev pålagt at indhente i sagen om Nørrebroparken ifølge nævnets udkast, blev således alle fremskaffet til kommunen forud for eller i forbindelse med den konkrete ansøgning vedrørende byggepladsen ved Marmorkirken. Der knyttes særskilte bemærkninger til klagernes anbringender i afsnit 4 (VVM) og 5 (øvrige anbringender) nedenfor. 3.2 Tidsplanen Det er for så vidt korrekt - som anført flere steder af klagerne, jf. f.eks. replikken, side 3 - at nødvendigheden af udvidelsen af arbejdstiderne ved Marmorkirken bygger på den grundlæggende præmis, at Metroselskabet skal sørge for, at metrobyggeprojektet overholder den tidsplan, der på forhånd er stipuleret af hhv. lovgiver og projektets primære interessenter, dvs. staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Anlægsprojektet Cityringen hviler på lov nr. 552 af 6. juni 2007 om en Cityring, der blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget bestående af alle partier, undtagen Enhedslisten. Af forarbejderne til loven fremgår, at Cityringen forventes etableret ca. 11 år efter lovforslagets vedtagelse, dvs. i 2018, jf. de almindelige bemærkninger til forslag (L 159) af 21. februar 2007 til lov om en Cityring. Af regeringens, Frederiksberg Kommunes og Københavns Kommunes principaftale af 2. december 2005 om anlæg af en Cityring i København og på Frederiksberg fremgår, at Cityringen skal kunne tages i brug omkring år 2018. Varigheden af anlægsprojektet var et meget centralt emne for de politiske partier bag loven og for aftaleparterne, og det skyldtes ikke kun behovet for at få realiseret de trafikpolitiske målsætninger bag Cityringen. Metrobyggeriet medfører en lang række gener i form af støj, trafikspærring, vibrationer mv. i stort set hele København og i dele af Frederiksberg. Aftaleparterne bag Cityringen lagde derfor stor vægt på, at disse gener kun skulle stå på i så kort tid, som det var absolut nødvendigt for at bygge metroen. 3/16

Projektets varighed har stor betydning for, hvor længe gener fra byggeriet - dvs. støj, vibrationer og trafikale ulemper - skal tåles, og hvor mange naboer generne påvirker over tid. Det samlede støjbidrag kan være større, hvis et arbejde skal stå på i en længere periode, end hvis arbejdet færdiggøres hurtigt. På den anden side er påvirkningen af naboerne selvsagt forskellig afhængigt af, om byggeriet sker om dagen eller om natten. Metrobyggeriets tilrettelæggelse kan derfor i høj grad ses som udtryk for en balance, hvor intensiteten af generne lokalt skal holdes op mod den generelle belastning af og gene for Københavns borgere. Der er generelt intet usagligt i forhold til miljøbeskyttelseslovens 42 i at inddrage bygherrens (og omgivelserne) interesse i en så hurtig afvikling af et byggeprojekt som muligt i afvejningen efter miljøbeskyttelseslovens 42. Men i netop nærværende sag knytter der sig herudover betydelige almene samfundsmæssige interesser til en rettidig afslutning af et af de mest omfattende infrastrukturprojekter i København og til etablering af et af de største infrastrukturprojekter i nyere tid - Cityringen. Endelig har tidsplanen økonomisk betydning. En forsinkelse på 1 år vil betyde en fordyrelse af projektet på i størrelsesordenen 1,2-1,5 mia. kr. Ved længere forsinkelse er der en risiko for, at det nuværende projekt ikke er bæredygtigt. 3.3 Udvidet arbejdstid var - og er - afgørende, hvis tidsplanen skal overholdes For at kunne sikre at tidsplanen overholdes, var det uomgængeligt nødvendigt at ansøge om udvidet arbejdstid og fravigelser af støjgrænserne. Byggeprojektet er samlet set afhængigt af, at de enkelte byggepladser færdiggøres planmæssigt, fordi en station skal være klar til at "modtage" tunnelboremaskinerne, når disse kommer frem til stationen, og til at "sende" boremaskinerne videre på næste etape. Samtidig skal boringerne udføres i flere retninger fra visse stationer. Det betyder, at hvis ikke stationerne er klar, må tunnelboringen afvente, at stationsbyggeriet er klar til at modtage boremaskinen, og hele projektet forsinkes. Der er samtidig en naturlig grænse for, hvilke ressourcer i form af mandskab og materiel der kan arbejde simultant på det enkelte arbejdssted på grund af de givne fysiske rammer på hvert sted. Metrobyggeriet foregår i hjertet af København, hvor pladsen er trang. Metrobyggeriet kan derfor udtrykkes ved, at der planlægningsmæssigt går en "kritisk vej" igennem projektplanen, som udtrykker den indbyrdes afhængighed mellem de forskellige byggepladser. Erfaringsmæssigt er der altid risiko for uforudsete forhold, når der skal gennemføres boringer og byggeri til store infrastrukturprojekter, som kan forsinke den enkelte projektkomponent. Hvis en projektplan laves, så hver enkelt af de kritiske komponenter kun lige akkurat afløser den næste, vil risikoen for forsinkelser være tæt på 100 pct. En byggeplan er derfor nødt til at operere med tidsbuffere i de enkelte aktiviteter på den kritiske vej. Vedlagte tekniske bilag (fremlagt som bilag 1 med partsindlægget) illustrerer Metroselskabets prognoser for byggetiden, hvis den hidtidige fremdrift blev 4/16

fremskrevet. Som det fremgår af bilaget, valgte Metroselskabet at foretage en række sikkerhedsmæssige forbedringer ved Marmorkirken, inden selve byggeriet kom i gang, og der kunne efterfølgende ikke opretholdes en tilstrækkelig fremdrift selv med tilførsel af yderligere maskineri. Af bilaget fremgår endvidere, at selv med døgnarbejde vil "overskudstiden" (tidsbufferen) i forhold til, at Marmorkirken kan modtage tunnelboremaskinen, være få dage. Metroselskabet overvejede flere forskellige andre muligheder end udvidet arbejdstid og døgnarbejde. Der var ikke grundlag for at antage, at der ville ske produktionsforøgelse "af sig selv" på byggepladsen. Byggepladsen ved Marmorkirken er særligt smal og forudsætter derfor en koncentreret og meget koordineret byggeindsats. Byggepladsen har nået den maksimale kapacitetsudnyttelse under de givne fysiske rammer, og det er derfor ikke muligt at tilføre pladsen flere ressourcer. Det tredje alternativ var at foretage en designmæssig ændring, der kunne fremskynde byggeriet, men selv udtænkning og implementering af en sådan ændring ville allerede i sig selv forsinke projektet ganske væsentligt - uden at der nødvendigvis var udsigt til en egentlig forbedring. Som det fremgår af vedlagte tekniske bilag, var der heller ikke udsigt til, at en forsinkelse ved Marmorkirken kunne (eller kan) indhentes senere i projektet. Marmorkirken ligger sidst på boreruten og den forsinkelse, der fremkommer ved Frederiksberg Kommunes begrænsninger i dispensationerne i forhold til Metroselskabets ansøgninger vedrørende stationerne på Frederiksberg, ændrer ikke ved den selvstændige forsinkelse af hele projektet, der fremkommer som følge af en forsinkelse af Marmorkirken. Forsinkelsen, som følge af begrænsningerne på Frederiksberg, er af mindre omfang (1 måned) i forhold til en forsinkelse ved Marmorkirken (13 måneder), og Metroselskabet har løbende en dialog med entreprenøren om mulighederne for at indhente forsinkelsen. Metroselskabet kan dog ikke afvise, at forsinkelsen på Frederiksberg til sidst vil slå igennem på det samlede projekt. Metroselskabet havde derfor ikke andre muligheder end at foreslå døgnarbejde på byggepladsen ved Marmorkirken, hvis ikke det samlede projekt skulle forsinkes med min. 1 år. 3.4 Metroselskabet anvender BAT til at reducere støjen mest muligt I Metroselskabets udtalelse til Københavns Kommune af 5. september 2013 findes en nærmere gennemgang af de forskellige teknikker, som anvendes til at begrænse støjen mest muligt fra byggepladsen ved Marmorkirken. Det er Metroselskabets opfattelse, at der anvendes alle de teknikker, der overhovedet er realistiske og praktisable for at nedbringe støjen. Som nævnt i Metroselskabets anmodning om genoptagelse af afgørelsen om opsættende virkning, var det et led i selskabets forslag om udvidet arbejdstid, at der blev gennemført en række yderligere støjdæmpende tiltag ved Marmorkirken, der forventes at kunne nedbringe det samlede støjbidrag fra byggepladsen med ca. 5 db(a) og i perioder muligvis mere. Disse tiltag vil indebære, at antallet af boliger, der berøres af støj over 60 db (A), reduceres til 23-39 boliger fra 48-91. 5/16

Der henvises til redegørelsen til Københavns Kommune og til Metroselskabets BAToversigt (fremlagt som bilag 2 til partsindlægget). Det er intet belæg for at hævde, at Metroselskabet ikke har overvejet og redegjort for teknologivalget, og at der ikke anvendes BAT på byggepladsen ved Marmorkirken. Det er således ikke korrekt, når klagerne anfører (replikken, side 2), at der kun er medtaget støjdæmpende foranstaltninger, som tidsplanen tillod. Metroselskabet har inkluderet alle de støjdæmpende tiltag, der var teknisk og operationelt muligt på byggepladsen uden hensyn til tidsplan og/eller økonomien. Klagerne nævner f.eks. (replikken, side 4-5) etablering af forsatsvinduer hos naboerne. Den primære grund til fravalg heraf er, at etableringen af forsatsvinduerne i sig selv er en ganske tidskrævende proces. Med den erstatning, som naboerne tilbydes via ekspropriationskommissionens beslutning, kan naboerne ud fra en individuel betragtning beslutte at etablere forsatsvinduer, vælge en aflastningsbolig eller anden afhjælpning. Tilsvarende betragtninger gælder facadeinddækning (cfr. replikken, side 5). Klagerne gør (replikken, side 4) gældende, at Københavns Kommune ikke har overvejet de økonomiske konsekvenser af påbuddet af 15. juli 2013 eller de fravalgte alternativer. Klager gør gældende, at dette i sig selv bør føre til, at påbuddet ophæves og sagen hjemvises. Metroselskabet er uenig i begge dele. For det første var der - forinden påbuddene blev udstedt - et stort skriftligt ansøgningsmateriale og en dialog mellem kommunen og Metroselskabet om de støjreducerende foranstaltninger. For det andet er der tale om et uvæsentligt forhold i forhold til påbuddets endelige udformning, hvis ikke overvejelserne kunne have ført kommunen til et andet resultat. Klagerne gør endvidere (replikken, side 3 og 5) en del ud af muligheden for et højere byggepladshegn og citerer i den forbindelse forskellige udsnit af Metroselskabets korrespondance med Københavns Kommune. Denne korrespondance er imidlertid taget ud af den rette kontekst. Metroselskabet har ved flere lejligheder redegjort for, at en yderligere forhøjelse af byggepladshegnet ikke er teknisk mulig. Det skyldes, at fundamenterne til støjhegnene er dimensioneret til et 2,5 meter højt hegn, som siden er blevet forhøjet til 4 meter. Yderligere forhøjelse er ikke mulig uden grundlæggende ændringer af byggepladsens design. Ekspropriationskommissionen vurderede, at en yderligere forhøjelse af det allerede etablerede byggepladshegn ikke ville bidrage til at afhjælpe støjgenerne for naboerne. Dertil kommer, at højere byggepladshegn medfører andre gener, såsom forringet lysindfald. Vurderingen bygger således på tiltagets sundhedsmæssige og miljømæssige virkning. Klagerne har i replikken, side 11, hæftet sig ved et telefonnotat, som er udarbejdet af en medarbejder i nævnets sekretariat på baggrund af en samtale med en medarbejder fra Metroselskabet. Samtalen angår den aktivitet, der hedder kapning af pæletoppe, som Københavns Kommune ved byggepladsen ved Marmorkirken har stillet vilkår om skal kunne bringes ned til et støjniveau på 78 db (A). 6/16

I samtalen oplyser medarbejderen fra Metroselskabet, at han konkret ikke - på det pågældende tidspunkt - var bekendt med, hvordan støjen fra pæletoppene skulle nedbringes til 78 db (A). Metroselskabet vil naturligvis overholde det meddelte påbud, også selvom det på dette punkt muligvis vil få indflydelse på tidsplanen. Natur- og Miljøklagenævnet har endelig særskilt bedt om, at Københavns Kommune og Metroselskabet forholder sig til et bestemt udsagn i et dokument fra Metroselskabets entreprenør, der var vedlagt Metroselskabets ansøgning om udvidet arbejdstid for Marmorkirken. Også klagerne hæfter sig meget ved dette dokument i replikken af 22. september 2013, side 2. Metroselskabet henviser i den forbindelse til selskabets redegørelse herom (bilag 3 til partsindlægget), hvoraf fremgår, at dokumentet repræsenterer entreprenørens foreløbige skøn, hvilket var alt for optimistisk i forhold til de senere grundigt validerede støjberegninger. De fremsendte støjkort i Grontmij A/S' Teknisk Notat (N2.109.13) og den eftersendte danske version af notatet om støjreducerende foranstaltninger i forbindelse med udvidet arbejdstid ved Marmorkirken er det korrekte grundlag for vurdering af støjbelastningen af naboerne. Grontmijs tekniske notat med støjmodel inddrager effekten af alle de støjdæmpninger, som Metroselskabet ville bringe i anvendelse, og modellen er brugt til at beregne de til notatet vedlagte støjkort. Støjberegningerne viser, at maksimal støj ved nærmeste nabo - med alle støjdæmpninger - vil være op til 78 db i worst case, der dog kun vil være aktuel i kortere perioder for den enkelte nabo, eftersom maskinerne rykker rundt på pladsen, jf. mere herom nedenfor. Spørgsmålet i Natur- og Miljøklagenævnets høringsbrev af 4. september 2013 kan således efter Metroselskabets opfattelse sammenfattende besvares med et "ja": De konkrete støj-grænser i kommunens påbud af 15. juli 2013 er fastsat på en sådan måde, at effekten af alle foreslåede støjdæmpende tiltag er indregnet ved fastsættelsen af støjgrænserne. 3.5 Hensynet til og konsekvenserne for naboerne De foreliggende undersøgelser af støj - herunder de undersøgelser fra WHO, som klagerne henviser til - peger på, at det er individuelt, hvor meget støj det enkelte menneske kan tåle. Metroselskabets målsætning er, at naboerne til byggepladserne ikke under nogen omstændigheder skal udsættes for potentielt sundhedsfarlig støjpåvirkning, uden at de i hvert fald får mulighed for at komme væk eller gøre noget ved problemet, dvs. få en erstatningsbolig, søge aflastning e.l., i den periode hvor støjen står på. Hvis den enkelte har behov for aflastning eller erstatningsbolig i en periode, skal der derfor være mulighed for det. Metroselskabet gik derfor til Ekspropriationskommissionen for at få en vurdering af mulighederne for erstatning til de berørte naboer. Kommissionen traf en principbeslutning den 10. juli 2013, hvor kommissionen vurderede, at den naboretlige tålegrænse ville være overskredet for en større kreds af beboere i de to kommuner, og at beboerne vil være berettigede til erstatning i forbindelse med udvidelse af arbejdstiden. Metroselskabet accepterede fuldt ud 7/16

Ekspropriationskommissionens beslutning, herunder principperne for fastsættelse af den økonomiske kompensation, hvoraf følger, at naboerne i de boliger, som er berettigede til erstatning, skal tilbydes et skattefrit beløb om måneden på mellem kr. 1.750,- og kr. 20.000,-, afhængigt af støjniveau og antal værelser i lejligheden. Naboer, som accepterer tilbuddet, kan frit vælge, om de vil anvende beløbet til støjdæmpende tiltag, fraflytning eller andet. Denne løsning giver naboerne den maksimale fleksibilitet. Det er en mulighed for dem, der bliver hårdest ramt, at søge erstatningsbolig eller aflastning eller få etableret støjafskærmning, i den periode støjen er værst. I den forbindelse bemærkes, at de foreliggende støjkort, som var bilagt Metroselskabets ansøgning til Københavns Kommune vedrørende udvidet arbejdstid ved Marmorkirken, tager udgangspunkt i worst case, dvs. hvor støjaktiviteterne er på sit højeste. Den periode, hvor de mest støjende aktiviteter står på, er for den enkelte nabo højst nogle få uger, hvorefter aktiviteterne flytter sig til et andet sted på byggepladsen. Det er dog ikke anlægsteknisk muligt at lægge en meget specifik plan for flytningen af de mest støjende aktiviteter. Metroselskabet erkender, at der vil være tale om væsentlig støj, men der vil samtidig være tale om varieret støj. Støjkortene er endvidere beregnet ud fra de relevante referencetidsrum, hvilket betyder, at der er betydelig forskel på peaks i dagtimerne sammenholdt med aften- og nattetimerne, hvor referencetidsrummet er betydeligt kortere. I den uddybende klage af 2. august 2013, side 5, anfører klagerne, at det ved overvejelserne af, om der skal meddeles et påbud efter miljøbeskyttelseslovens 42, ikke kan inddrages, om de midlertidigt påvirkede naboer får mulighed for at undgå støjpåvirkningen i den periode den står på. Metroselskabet er ikke enig i dette synspunkt. Sådanne hensyn er saglige, og Metroselskabet fik netop afklaret erstatningsspørgsmålet, inden Københavns Kommune traf afgørelse ved påbud af 15. juli 2013. Som det fremgår af kommunens udtalelse af 6. september 2013, henviser kommunen i denne forbindelse i øvrigt til, at hensynene naturligvis ikke kan stå alene, hvilket netop er baggrunden for, at kommunen i påbuddet har fastsat præcise aktivitets- og støjvilkår for byggepladsen ved Marmorkirken. Endelig skal Metroselskabet nævne, at der samlet set ved Marmorkirken vil være et væsentligt lavere støjbidrag til omgivelserne ud fra selskabets ansøgning om arbejdstid i forhold til at fastholde den hidtidige arbejdstidsmodel. Det skyldes, at de støjende aktiviteter kommer til at foregå i en langt kortere periode, end de ville have gjort under de eksisterende arbejdstider. I forhold til metrobyggepladsen ved Marmorkirken indebærer forslaget om udvidet arbejdstid, at anlægsperioden for etablering af stationsboksen, som er den mest støjende anlægsaktivitet, forkortes fra ca. 39 måneder til ca. 18 måneder. Den udvidede arbejdstid giver endvidere mulighed for at undlade en række (støjende) operationer på byggepladserne. Som det bedste eksempel kan nævnes, at der ved nogle stationer skal bores huller og betonstøbes til sekantpæle. Boringsprocessen ved sekantpæle tager ofte mere end 11 timer (af og til op til 22 timer), og under de begrænsede arbejdstider var det derfor ved arbejdstids udløb ofte sådan, at pælene endnu ikke var støbeklare. Det er derfor sikkerhedsmæssigt 8/16

nødvendigt at trække sekantpæleboret op hver aften og genfylde det hul, der netop er boret, for at sikre, at det (halvfærdige) borehul ikke skrider sammen. Dagen efter skal det tilbagefyldte materiale derfor først bores op igen, før man er tilbage til tilstanden den foregående dag ved arbejdstids udløb. 4. VVM Klagerne har gjort gældende, at det er en mangel ved Københavns Kommunes påbud af 15. juli 2013, at påbuddet er meddelt uden forudgående VVM-screening. Klagerne anfører i den forbindelse, at der med påbuddet er tilladt ændringer af det oprindelige anlægsprojekt, som omfattes af VVM-direktivets bilag II, pkt. 14. Hertil bemærker Metroselskabet, at de myndigheder, som efter Cityring-loven har kompetencen til at tilvejebringe VVM-redegørelsen og meddele VVM-tilladelse til anlægsprojektet, har taget stilling til, om den ansøgte ændring af arbejdstiden på Cityringens byggepladser ligger inden for rammerne af den eksisterende VVM. Udfaldet af de kompetente myndigheders vurdering var, at den udvidede arbejdstid kan rummes inden for den godkendte VVM-redegørelse. Denne vurdering er lagt til grund af Københavns Kommune ved meddelelsen af bl.a. påbuddet af 15. juli 2013 vedrørende byggepladsen ved Marmorkirken, og kommunen har således ikke tilsidesat VVM-reglernes, herunder VVM-direktivets, krav til fremgangsmåde i forbindelse med dette påbud. Metroselskabet vil i denne sammenhæng nærmere fremhæve følgende: Anlægsprojektet for Cityringen, herunder støjpåvirkninger fra anlægsarbejder, er vurderet i VVM-redegørelsen for Cityringen, maj 2008, som blev godkendt af transportministeren den 27. marts 2009. Tilvejebringelsen og vedtagelsen af VVM-redegørelsen om anlæg og drift af Cityringen skete i henhold til Cityring-loven, jf. navnlig lovens 3, stk. 3-5, og 4. VVM-redegørelsen blev udarbejdet af Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune i fællesskab, jf. 3, stk. 3. Transportministerens godkendelse af VVMredegørelsen, jf. Cityring-lovens 4, stk. 2, trådte i henhold til 4, stk. 3, i stedet for en VVM-tilladelse efter planloven. I anledning af Metroselskabets anmodning af 29. april 2013 om udmøntning af ejernes beslutning om udvidet arbejdstid på Cityringens byggepladser foretog Transportministeriet, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune i fællesskab en vurdering af forslaget om udvidet arbejdstid i forhold til VVMredegørelsen og ministerens godkendelse. Denne vurdering er således foretaget af den statslige VVM-godkendelsesmyndighed efter Cityring-loven under inddragelse af de to kommuner, som i henhold til loven har udarbejdet VVM-redegørelsen. Transportministeriet og de to kommuners fælles vurdering fremgår af notat af 15. maj 2013, "VVM-notat om udvidet arbejdstid på Cityringen". Konklusionen i notatet er, at Metroselskabets forslag om ændret arbejdstid kan rummes inden for den af transportministeren i marts 2009 godkendte VVM-redegørelse, hvilket Transportministeriet meddelte Metroselskabet i brev af 22. maj 2013. 9/16

VVM-notatet er efter Metroselskabets opfattelse en forudgående vurdering af den foreslåede ændring af det VVM-godkendte anlægsprojekt ( før-screening ). Vurderingen er udtryk for, at den ansøgte ændring ikke omfattes af VVM-direktivets bilag II, pkt. 14, (VVM-bekendtgørelsens bilag 2, pkt. 14). Bilag II, pkt. 14, gælder alene for ændringer eller udvidelser, der kan være til skade for miljøet. Det forudsættes dermed, at der foretages en forudgående vurdering af, om dette kriterium er opfyldt, jf. bl.a. Helle Tegner Anker, Planloven med kommentarer (2013), side 308. Metroselskabet anser det for at være helt i overensstemmelse med og en nødvendig konsekvens af - vurderingen i VVM-notatet, at der ikke efterfølgende er truffet en screeningsafgørelse i tilknytning til kommunens påbud: Vurderingen af VVM-spørgsmålet i notatet af 15. maj 2013 blev således lagt til grund ved Borgerrepræsentations beslutning af 19. juni 2013 om "Udmøntning af politisk beslutning om udvidet arbejdstid på Cityringens byggepladser". Forvaltningernes indstilling til Borgerrepræsentationen indeholder i afsnittet "VVMvurdering" en gengivelse af den af Transportministeriet og de to kommuner foretagne vurdering og derudover en henvisning til selve VVM-notatet, som var bilag 3 til indstillingen. Borgerrepræsentationens beslutning af 19. juni 2013 fastlagde rammerne for Teknik- og Miljøforvaltningens efterfølgende behandling af Metroselskabets konkrete ansøgninger og således også påbuddet af 15. juli 2013 vedrørende byggepladsen ved Marmorkirken, jf. dette påbud, side 4. Det kan således også konstateres, at vurderingen i VVM-notatet af 15. maj 2013 er den egentlige genstand for den del af klagen, som Natur- og Miljøklagenævnet ved afgørelsen af 23. august 2013 har afvist at behandle. Natur- og Miljøklagenævnet har i afgørelsen fastslået, at nævnet ikke har kompetence til at behandle VVMspørgsmål i forbindelse med Københavns Kommunes påbud. Klagerne anfægter konklusionen i VVM-notatet, men på baggrund af det, der er anført ovenfor, er det i denne sammenhæng tilstrækkeligt at fastslå, at VVMmyndigheden efter Cityring-loven har foretaget en vurdering af VVM-spørgsmålet, og at en klage over denne vurdering ikke kan behandles af Natur- og Miljøklagenævnet. Nævnet skal således alene tage stilling til klagernes synspunkter om, at nævnet enten skal stille klagesagen i bero på en afgørelse af klagen over VVM-spørgsmålet eller foretage en foreløbig efterprøvelse af VVM-spørgsmålet (replikken, side 6-7). Det er Metroselskabets standpunkt, at der ikke er grundlag for, at nævnet stiller sin del af klagesagen i bero, og at der herved også må henses til de mulige tidsmæssige og økonomiske konsekvenser for Cityringprojektet af en berostillelse, jf. afsnittene ovenfor om konsekvenserne af en forsinkelse af tidsplanen. Som det fremgår vil en forsinkelse på f.eks. et 1 år vil betyde en fordyrelse af projektet på i størrelsesordenen 1,2-1,5 mia. kr. 10/16

Og Metroselskabet bestrider, at VVM-reglerne skulle forpligte Natur- og Miljøklagenævnet til at afvente klagesagsbehandlingen af VVM-spørgsmålet eller selv træffe ("foreløbig") afgørelse herom i nævnets klagesag. I forhold til klagernes anbringender om disse spørgsmål bemærkes herudover følgende: Der findes ingen processuelle regler i VVM-direktivet for så vidt angår prøvelse af, om direktivet er overholdt, og kompetencefordelingen i Cityring-loven er derfor i overensstemmelse med princippet om, at det tilkommer hver enkelt medlemsstat at fastsætte processuelle regler til sikring af EU-rettens overholdelse, når der ikke er udstedt fællesskabsbestemmelser på området, jf. eksempelvis EU-Domstolen dom i sag C-201/02, Wells, præmis 67, som også vedrører VVM-direktivet. Når den kompetente myndighed, som i denne sag, har foretaget en vurdering af VVM-spørgsmålet, som imidlertid er påklaget, følger det hverken af EU-retten eller af dansk ret, at en klageinstans er forpligtet til at afgøre dette klagepunkt før eller i sammenhæng med eventuelle andre påklagede faktiske eller retlige spørgsmål. Der kan herved også henvises til planlovens 60, stk. 5, jf. 58, stk. 1, nr. 3 og 4, hvorefter klager over VVM-spørgsmål som udgangspunkt ikke har opsættende virkning. Klagerne har med henvisning til EU-Domstolens dom i sag C-416/10, Krizan m.fl. (MAD 2013.25), hævdet, at Natur- og Miljøklagenævnet efter EU-retten er afskåret fra at stadfæste en afgørelse, som klagenævnet må anse for at være besluttet "i klar modstrid med VVM-direktivet". Den nævnte dom giver ikke belæg for klagernes synspunkt, og klagerne har da heller ikke henvist til, hvilken præmis i dommen, de støtter sig til. Metroselskabet kan konstatere, at ingen af de af EU- Domstolen givne svar på de præjudicielle spørgsmål i sagen synes at have betydning for nærværende sag. Højesterets dom om en gylletank opstillet uden nødvendig landzonetilladelse (UfR 2000.2412H), påberåbt af klagerne i den uddybende klage, side 7-8, angår kredsen af relevante hensyn i lovliggørelsessager. Dommen drejer sig hverken om VVMspørgsmål eller nævnets kompetence, og giver heller ikke i øvrigt belæg for klagernes synspunkt. Endelig har klagerne i e-mail af 26. september 2013 gjort gældende, at en pligt for nævnet til at stille klagesagen i bero på afgørelsen af VVM-spørgsmålet skulle følge af Miljøklagenævnets "praksis i dambrugssager" og "på alle andre områder". Synspunktet og den angivelige praksis er ikke nærmere konkretiseret. Det må efter Metroselskabets opfattelse være klart, at en sådan praksis ikke vil kunne udstrækkes til at omfatte en situation, som den foreliggende, hvor der er gennemført VVM af det omhandlede anlægsprojekt, hvor ansøgningen alene drejer sig om - i sammenhængen mindre - ændringer i anlægsfasen, og hvor de efter lovgivningen kompetente myndigheder allerede har vurderet, at ændringen ikke kræver VVM-screening. Under alle omstændigheder er der efter Metroselskabets opfattelse ikke i denne sag truffet en beslutning "i klar modstrid med VVM-direktivet". Metroselskabet er 11/16

af den opfattelse, at de ændrede rammer i påbuddet fra Københavns Kommune lå i forlængelse af og inden for rammerne af de procedurer, arbejdsformer og miljøpåvirkninger, der er beskrevet i VVM-redegørelsen fra maj 2008. Der må i den forbindelse også tages hensyn til, at VVM-redegørelsen dækker hele Cityringprojektet og til dette projekts samlede omfang og miljømæssige kompleksitet. Se hertil Naturklagenævnets afgørelse i sagen om metroens 3. etape, som blev opretholdt af Østre Landsret (MAD 2008, side 109). 5. METROSELSKABETS BEMÆRKNINGER TIL KLAGERNES SYNSPUNKTER 5.1 Sagsoplysningen var tilstrækkelig og det er ikke inddraget usaglige hensyn Klagerne gør bl.a. gældende, at Københavns Kommune ikke har foretaget den nødvendige afvejning, og at kommunen ikke har oplyst sagen godt nok. Med det grundlag, der dels er fremkommet med kommunens udtalelse til nævnet af 6. september 2013, Metroselskabets udtalelse til kommunen af 5. september 2013 og Metroselskabets anmodning om genoptagelse til nævnet, mener Metroselskabet, at det er godtgjort, at Københavns Kommune og Metroselskabet gjorde en betydelig indsats for at belyse alternativer og konsekvenser, inden beslutningen om udvidet arbejdstid blev truffet. I Københavns Kommunes udtalelse af 6. september 2013 har kommunen redegjort nøje for sin sagsbehandling, som bl.a. indebar en tilbundsgående prøvelse af samtlige af de fra Metroselskabet modtagne oplysninger sammenholdt med kommunens omfattende kendskab til og viden om støj og støjdæmpning både generelt og konkret for så vidt angår metrobyggeriet. Der henvises endvidere til afsnittet ovenfor og det tekniske bilag vedlagt Metroselskabets partsindlæg. Der er hverken i det indklagede påbud eller i øvrigt grundlag for klagernes påstand om, at afgørelsen "alene [er] styret af hensynet til kommunens økonomiske interesser som medejer af Metroselskabet i at begrænse udgifterne ved Cityring byggeriet". Som beskrevet i de forudgående afsnit har Metroselskabets anmodning om udvidet arbejdstid på bl.a. byggepladsen ved Marmorkirken i høj grad også baggrund i den væsentlige samfundsmæssige interesse i at fastholde den tidsmæssige ramme for færdiggørelsen af Cityringen, samt i samlede overvejelser om varigheden og karakteren af de miljømæssige gener for naboer og andre. Det er Metroselskabets opfattelse, at kommunens påbud af 15. juli 2013 også hviler på disse hensyn. Det er ikke usagligt eller udtryk for magtfordrejning at inddrage hensynet til at fastholde de oprindelige rammer, herunder økonomiske, for byggeriet af Cityringen, når kommunen i henhold til miljøbeskyttelseslovens 42 træffer afgørelse om miljøregulering af anlægsaktiviteterne. 5.2 Der var ikke pligt for kommunen til at indhente eksterne vurderinger Klagerne har gjort gældende, at Københavns Kommune var forpligtet til at indhente eksterne sagkyndige vurderinger af støjen. 12/16

Efter Metroselskabets opfattelse var Kommunen ikke forpligtet til at indhente yderligere eksterne sagkyndige erklæringer, ligesom kommunen ikke var forpligtet til at påbyde Metroselskabet at foretage yderligere undersøgelser af muligheden for at nedbringe støjen, jf. miljøbeskyttelseslovens 72. Som det fremgår ovenfor, fik Metroselskabet udarbejdet målinger og beregninger af det anerkendte rådgivningsfirma Grontmij A/S, ligesom Københavns Kommunes eksperter foretog en selvstændig vurdering. Klagerne har til støtte for sit synspunkt henvist til Århus-konventionens artikel 6, stk. 6. Som beskrevet nedenfor i afsnit 5.3. er den ændring af rammerne for byggepladsen ved Marmorkirken, som Københavns Kommunes påbud indebar, imidlertid ikke omfattet af bestemmelsen. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor i afsnittet om miljøbeskyttelseslovens 42, anvendelse af BAT mv. 5.3 Høring Klagerne gør i sin uddybende klage af 2. august 2013 gældende, at påbuddet af 15. juli 2013 er ugyldigt, fordi fristen for partshøring kun var 2 uger, og fordi parterne blev inddraget for sent i beslutningsprocessen. Klager påberåber sig Århuskonventionens artikel 6 til støtte for sine synspunkter. Københavns Kommunes påbud af 15. juli 2013 er udstedt i medfør af miljøbeskyttelseslovens 42, stk. 1, og Århus-konventionens artikel 6 omfatter ikke i sig selv udstedelsen af et sådant påbud. Metroselskabet er dog enig i, at tilladelsen til byggeriet af Cityringen, jf. Cityringlovens 4, stk. 3, er omfattet af konventionens artikel 6, jf. herved pkt. 20 i konventionens bilag 1. Påbuddet om udvidelse af arbejdstiden på byggepladsen ved Marmorkirken er en ændring af rammerne for metrobyggeriet. Det tilladte som følge af påbuddet (udvidelsen af arbejdstiden) opfylder ikke i sig selv de kriterier/grænseværdier, der er opstillet i Århus-konventionens bilag 1. Artikel 6, stk. 1, litra b, overlader det til konventionens parter at regulere, i hvilke tilfælde aktiviteter, herunder ændringer, jf. bilag 1, pkt. 22, kan have så væsentlig indvirkning på miljøet, at konventionens artikel 6 skal finde anvendelse. Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af visse miljølove (Implementering af Århus-konventionen m.v.) (LFF1999-2000.1.170) under punkt 2.1, vurderes konventionens regel om at sikre forudgående offentlighed i forbindelse med afgørelser vedrørende andre aktiviteter med væsentlig indvirkning på miljøet at være opfyldt i Danmark via VVM-reglerne. Københavns Kommunes påbud er kun omfattet af Århus-konventionens artikel 6, i det omfang VVM-reglerne kræver en VVM-procedure som led i beslutningen. Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Transportministeriet har i et notat af 22. maj 2013 vurderet, at forslaget om ændret arbejdstid kan rummes inden for den godkendte VVM-redegørelse. Klagen vedrørende overholdelse af VVM-reglerne henhører, som fastslået ved nævnets delafgørelse af 23. august 2013, under Transportministeriet. Metroselskabet lægger til grund, at ændringen ikke udløser fornyet VVM, hvorfor den heller ikke er omfattet af Århus-konventionens artikel 6. 13/16

Under alle omstændigheder har klagerne ikke godtgjort, at høringsfristen på 18 dage, heraf 12 hverdage, ville være i strid med Århus-konventionens artikel 6. Klagerne henviser til udtalelsen MAD 2012.1862 CC. I udtalelsen fandt Compliance Committe imidlertid, at "the complexity of the plan or programme" skal indgå ved vurderingen af høringsfristens længde. Sagen vedrørte en høringsfrist på 2 uger over en irsk national handlingsplan for vedvarende energi, som var væsentligt mere kompliceret og omfattende end påbuddet vedrørende udvidet arbejdstid på byggepladsen ved Marmorkirken. I en anden udtalelse på området (MAD 2009.606 CC) fandt Compliance Commitee, at en høringsfrist på 10 hverdage var for kort. Sagen vedrørte imidlertid en høring over VVM-redegørelsen for et affaldsdeponeringsanlæg uden for Vilnius, hvilken var væsentligt mere kompliceret og omfattende end det foreliggende påbud om støj på en nærmere angiven lokalitet i København. Vurderingen af, hvorvidt høringen af naboerne har været for kort, skal således ske på baggrund af de almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring, jf. forvaltningslovens 19. Forvarslet blev sendt i høring den 21. juni 2013 med frist for høringssvar den 8. juli 2013. Fristen var altså som nævnt 18 dage, heraf 12 hverdage. Denne frist var ikke for kort. Der henvises nærmere til, at naboerne allerede i forbindelse med høringerne efter VVM-reglerne havde haft rig mulighed for at sætte sig ind i de grundlæggende oplysninger vedrørende metrobyggeriet, at spørgsmålet om støj i den forbindelse allerede var blevet grundigt behandlet, at høringen vedrørte en påtænkt lempelse af et allerede givet påbud vedrørende arbejdstid, at der var tale om en forholdsvis begrænset mængde data, og at oplysningerne, om end de i et vist omfang havde teknisk karakter, ikke var komplicerede. Det understreges, at kommunen først ved påbuddets udstedelse den 15. juli 2013 traf afgørelse i den konkrete sag om udvidet arbejdstid på byggepladsen ved Marmorkirken, og at partshøringen derfor blev iværksat, inden kommunen havde truffet afgørelse. 6. NÆVNETS REAKTION Metroselskabet mener på ovenstående baggrund, at Natur- og Miljøklagenævnet har grundlag for at stadfæste de meddelte påbud. Hvis Natur- og Miljøklagenævnet imidlertid måtte finde, at Københavns Kommunes påbud af 15. juli 2013 er behæftet med mangler på et eller flere punkter, skal nævnet tage stilling til, hvilken reaktion dette skal medføre. Metroselskabet skal i den forbindelse bede om, at nævnet i givet fald stadfæster påbuddet med de rettelser, som nævnet finder nødvendige. Efter Metroselskabets opfattelse er der hverken grundlag for eller hensyn eller hensigtsmæssighedsbetragtninger, der taler for, at nævnet skal hjemvise sagen til fornyet behandling hos Københavns Kommune. Metroselskabet har noteret sig, at det fremgår af 12 b i lov om Natur- og Miljøklagenævnet og forarbejderne hertil fremgår, at nævnet kun undtagelsesvist 14/16

bør hjemvise en sag. Ved vurderingen af, om en sag skal hjemvises, kan nævnet ifølge de almindelige bemærkninger til lovforslaget (LFF2011-2012.1.147) pkt. 3.3, lægge vægt på, om sagen i nævnet i væsentlig henseende har ændret karakter i forhold til den påklagede sag, ligesom der kan lægges vægt på den konkrete ressourceanvendelse ved at færdigbehandle sagen i nævnet i forhold til den samlede ressourceanvendelse i nævnet og førsteinstansen ved en hjemvisning. Adgangen til hjemvisning skal ifølge forarbejderne benyttes restriktivt, og klagesager skal så vidt muligt færdigbehandles i Natur- og Miljøklagenævnet. Af almindelige forvaltningsretlige principper følger ligeledes efter Metroselskabets opfattelse, at en rekursmyndighed, i forbindelse med vurderingen af hvilken reaktionsmulighed den skal vælge, må bl.a. lægge vægt på, om de pågældende mangler ved sagsbehandlingen rimeligvis kan repareres inden for klagesagens rammer, om hjemvisning vil medføre en unødig og for parten indgribende forhaling af sagen og om rekursinstansens afgørelse kan være af betydning for lignende sager som principiel afklaring. Intet i nærværende sag taler for, at Natur- og Miljøklagenævnet undtagelsesvist skal hjemvise sagen. I det omfang nævnet finder, at sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst ved meddelelsen af påbuddet af 15. juli 2013 eller hvis nævnet på baggrund af klagesagsbehandlingen finder anledning til at påbuddet ikke er fuldt hjemlet i miljøbeskyttelseslovens 42, gøres det gældende, at Natur- og Miljøklagenævnet på baggrund af den sagsbehandling, der er sket for nævnet, må være kommet i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at kunne træffe en endelig afgørelse, herunder ændre påbuddet. De oplysninger, der er fremkommet under klagesagen, har ikke på nogen måde i væsentlig henseende ændret sagens karakter i nævnet på en sådan måde, at en ændret afgørelse i nævnet i realiteten vil være en ren førsteinstansafgørelse. Der er alt i det væsentlige tale om bedømmelse af samme faktiske og retlige grundlag, som har foreligget for Københavns Kommune. En hjemvisning vil medføre en yderligere forhaling af sagen, hvilket har omfattende økonomiske konsekvenser for Metroselskabet. Som nævnt ovenfor vil en forsinkelse på 1 år betyde en fordyrelse af projektet i størrelsesordenen 1,2-1,5 mia. kr. Beløbet er skalerbart, således at f.eks. 6 måneder vil betyde en meromkostning på ca. 600-750 mio.kr. Endelig vil Natur- og Miljøklagenævnet i forbindelse med en ændring have mulighed for at udstikke nogle mere generelle retningslinjer, som også kan have betydning for de øvrige sager om udvidet arbejdstid på visse af metrobyggeriets byggepladser. Klagerne gør gældende, at Natur- og Miljøklagenævnets ændring af påbuddet i sig selv vil udgøre en sådan projektændring, at en VVM-behandling må indledes. Hertil bemærkes, at det er fastslået af Transportministeriet, som er kompetent myndighed i relation til VVM-spørgsmålet efter Cityring-loven, at Københavns Kommunes påbud af 15. juli 2013, der indebærer døgnarbejde, ikke indebærer en sådan ændring af rammerne for metrobyggeriet, at der er krav om at indlede en VVM-screening, jf. afsnit 4. 15/16

Det er relativt åbenbart, at mindre ændringer eller justeringer i påbuddet derfor heller ikke vil kræve fornyet VVM-behandling. 7. SAMMENFATNING Det er et afgørende ønske for aktørerne bag metroen - dvs. staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune - at Cityringen kan tages i brug på det forudsatte tidspunkt i 2018. Hvis det skal ske, kræver det efter alle tilgængelige prognoser og erfaringer, at produktiviteten på byggepladsen ved Marmorkirken øges ganske væsentligt. Den eneste mulighed for at færdiggøre stationen til tunnelboreudstyret kommer frem, er ved at øge arbejdstiden til døgnarbejde. Der er ingen realistiske alternativer. Metroselskabet fremsatte derfor et forslag til ændrede arbejdstider, som repræsenterede den mest skånsomme løsning for naboerne som overhovedet muligt, hvis tidsplanen skal overholdes. Da Metroselskabet var klar over, at støj i nattetimerne er ekstra generende, tog selskabet initiativ til ekstra støjreducerende tiltag. Metroselskabet anvender alle realistiske teknikker til begrænsning af støjen fra byggepladsen. Metroselskabet ønsker ikke, at naboerne til byggepladsen udsættes for sundhedsfarlige påvirkninger. Naboerne blev derfor tilbudt en økonomisk kompensation, og ordningen giver de mest berørte mulighed for støjdæmpende tiltag eller erstatningsbolig for at undgå den værste påvirkning. Metroselskabet lægger stor vægt på, at byggeriet tager et rimeligt hensyn til naboerne ved at begrænse generne mest muligt inden for de rammer, selskabet har fået til at udføre sin opgave. Metroselskabet mener, at dets forslag om ændrede arbejdstider med yderligere støjbegrænsende tiltag og med mulighed for økonomisk kompensation, eventuelt erstatningsbolig mv. repræsenterer en samlet afbalanceret løsning, som ikke lader enkelte naboer betale en urimelig pris på fællesskabets vegne. Det kan ikke understreges nok, at hvis påbuddet, der imødekommer forslaget om øget arbejdstid, omgøres på væsentlige punkter eller hjemvises af Natur- og Miljøklagenævnet, vil det ud fra alle de foreliggende scenarier betyde, at projektet bliver væsentligt forsinket og fordyret, hvilket i sidste ende betyder, at hovedstadens kollektive trafik mangler de mange gevinster, der er ved Cityringen, til gavn for alle i hovedstaden, fra det tidspunkt hvor metroen er færdig. Med venlig hilsen Peter Byskov Wang Dalgaard 16/16