Prædiken Påskedag Klostermarkskirken den 5/4 2015 kl. 10 Salmer: 408 218 236 --- 224 439 247 234 Læsninger: Sl 118,19-29; 1. Kor 5,7-8; Mark 16,1-8 Påskemorgen er opstandelse, op at stå, åbne døre, håb, lænker der sprænges, skælven, planter der spire frem og springer ud, påskeæg der klækkes (om de så er fyldte med marcipan eller en lille kylling) - nyt liv påskelam og påskekyllinger, fuglefløjt, solstrejf, befrielse, et vendepunkt. Sådan kunne man blive ved; påskens opstandelse er både glædelig og ubegribelig, det mystiske, det forandrende, det befriende, ikke bare fysisk men også symbolsk og poetisk, forunderlig og bare for underlig - som i for mærkelig. Opstandelse er noget vi generelt har det lidt svært ved at tale om. På nær sidste år ved juletid, hvor der for alvor blev diskuteret opstandelse i kirker, i avisernes debatindlæg, i fjernsynsudsendelser og alle mulige andre steder i landet. Baggrunden var en undersøgelse af præsters holdninger og udsagn om deres tro i Jyllandsposten, hvor enkelte præsters udsagn om opstandelsen førte til en vældig opstandelse. Så fulgte mange diskussioner; var opstandelsen konkret, fysisk, legemlig eller skulle den tolkes poetisk og symbolsk? - og man kunne blive ved. Der var tågede svar, der var dem med de stensikre svar hvilende på en nærmest fundamentalistisk læsning af Bibelen og akademiske diskussioner. Nogle af os blev ikke altid ligefrem klogere af det, der blev sagt og skrevet, vel egentlig fordi opstandelsen trodser logik og fornuft og altid i mine øjne vil være et mysterium, som man sjældent sådan grundlæggende kan blive klogere på, men må tro også om det blot er en søgende til tider tvivlende tro. I den
forbindelse er det måske vigtigt at understrege, at opstandelsen altid har været tolket og oplevet på mange forskellige måder. Fra kvinderne i Markusevangeliet, som vi hører i dag, der ikke siger noget til nogle efter synet af den tommegrav. Hvorfor kan vi spørge? Jo vi hører de var skræmte, nervøse, forvirrede, chokeret og vel også bange for at ingen ville tro dem. I andre evangelier løber kvinderne væk fra graven for i en fart at fortælle den gode nyhed. I Johannes evangeliet er Maria Magdalene helt sikker på at forklaringen på den tomme grav må være gravrøveri. Hun overbevises først da hun ser en hun ikke kender, som hun antager må være en havemand, men som hun pludselig på stemmen genkender som Jesus, der er opstået. Forskellige beretninger om det samme under, og faktisk ved vi ikke hvilken en der er sand eller om de alle på hver deres måde er sand. Men for mig betyder det ikke så meget, jeg tror graven var tom, at Jesus opstod. Jeg tror også, han viste sig for nogle af sine disciple og tilhængere og mange andre har siden hen også hævdet at have set Jesus på en eller anden måde. Og jeg behøver ikke at vide hvilken slags legeme han havde - om det var åndeligt eller fysisk, også selvom netop dette af nogle teologer har været diskuteret vildt. Det vigtigste er, at Jesus med sin opstandelse åbner en dør. En ny dør. En dør til det ubegrænsede liv. Et liv hvor synd og død ikke skal herske mere. Han åbner en dør for os, han løfter os op, han bryder gravens mørke og lader lyset sejre over mørket. Den tomme grav, stenen der er væltet fra er synlige tegn på at noget er sket. Men det kunne som ateister og skeptiker helt tilbage fra den første opstandelsesdag har hævdet, blot være gravrøvere, der havde gjort det. Men dertil føjer sig engle-ord og mange skildringer og vidnesbyrd om at nogle har set den opstandne og det er det jeg kan tro og det som kan nære mit håb. Det er den slags beretninger jeg kan bruge som en form for et til tider usikkert fundament for en tro på opstandelse,
der også skal gælde os. Men ydremere kommer mine egne erfaringer og oplevelser som jeg tolker religiøst, at livet er stærkere end døden, at Gud vender mørke til lys, at Gud befrier os og åbner en dør for os. Det kan være noget så simpelt som forunderlige lysstrejf på en mørk dag, det bliver for mig et tegn på at der noget om det med opstandelse. Gang på gang hører man om mennesker der er syge, har mistet eller som er fængslede men alligevel gennem troen holder fast i håbet og holder modet oppe. Fornylig læste jeg en god historie om netop dette. Den norske præst og forfatter Per Arne Dahl fortæller et sted, at han havde en god ven, Per Tveit, der var komponist, organist, kordirigent og kapelmester blandt andet for Oslo Gospelkor. Han blev ramt af multiple sklerose, en sygdom, som langsomt men sikkert gjorde ham mere og mere handicappet og så han tilslut var helt afhængig af andres hjælp og omsorg. Efterhånden skulle han have hjælp til alt. Men han havde evnen til at glæde sig over de små ting. Han kunne stadig ae sit barnebarn på kinden. Han kunne tale normalt. Og han var i det hele taget god til at finde liv og håb alle steder. Da han ikke længere behøvede sko, sagde han, at nu er jeg da fri for at gå i for små sko. En dag besøgte Per Arne Dahl sin ven Tveit og spurgte om han ville med udenfor i det dejlige forårsvejr. Og de baksede og asede og masede med at få Tveit i tøjet og kørestolen. Derude mødte de en nabo en statelig norsk dame der kiggede ned på Tveit i kørestolen og sagde: Nå, Tveit, du er nok ude blandt mennesker. Og nede fra kørestolen kiggede Tveit op på hende og svarede: Ja, jeg kan jo ikke sidde inde, når alt håb er ude. Der er selvfølgelig en spidsfindighed i det Tveit siger. For håbet er ude for ham. Men det er også udenfor
man finder håbet i solen, foråret, varmen og ikke mindst med sin gode ven. Det er fantastisk, hvordan mennesker kan trodse rigtig meget modgang og sygdom med håb og tro på fremtiden. Også selvom de ved, at fremtiden er begrænset. Og en grænse, det har vi jo alle i forhold til vores fremtid. Nogen bliver mindet om det andre lever i lykkelig og nogen gange også i overfladisk uvidenhed. Det skal vi egentlig have lov til. Vi skal jo ikke gå at tænke på døden hele tiden. Det skal ingen. For det kan ingen af os holde ud. Om lidt synger vi Wexels efter min mening meget smukke påskesalme Stat op min sjæl i morgengry. En salme der handler om påskeglæde, opstandelses glæde, mod og håb og livet der sejrer. Den norske salmedigter skriver: Stat op min sjæl i morgengry Lad søvn og sorg og frygt nu fly, lad al din klage blive borte thi der er nyt fra dødens porte og senere: Kom hjerte med hvad dødt du har hvad du med sorg til graven bar gak med det alt til ham som døde men levende dig nu vil møde Denne salme skrev han den eftermiddag hvor han lige var kommet hjem efter at have begravet sin kone. Tænk at det er muligt på sådan en dag at skrive smukt og overbevisende og udtrykke en sådan glæde på trods. Det er virkelig opstandelsestro, og tro på at Jesus som den opstandne åbner døre for os, så vi ser en større virkelighed, så vi mærker at lyset sejrer over mørket og at livet er stærkere end døden. Det er tro og håb på trods. Og det er netop opstandelsen, de nyåbnede døre, som jeg tror gør os i stand til at tro dette og leve med mod og håb trods barske realiteter. Jesus bryder gravens mørke påskemorgen, dermed åbner han også
en dør for os og derfor må vi sige glædelig påske og holder hinanden fast i håbet og troen på at Guds virkelighed er langt større end vi med vores intellekt kan fatte. Opstandelsen er for-underlig, men ikke desto mindre eller netop derfor vores håb.