RETTEN KARSTEN ENGSIG SØRENSEN POUL RUNGE NIELSEN JENS HARTIG DANIELSEN JURIST- OG ØKONOMFORBUNDETS FORLAG

EU RETTEN KARSTEN ENGSIG SØRENSEN POUL RUNGE NIELSEN JENS HARTIG DANIELSEN JURIST- OG ØKONOMFORBUNDETS FORLAG

EU-Retten

Karsten Engsig Sørensen, Poul Runge Nielsen & Jens Hartig Danielsen EU-Retten Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2014

Karsten Engsig Sørensen, Poul Runge Nielsen & Jens Hartig Danielsen EU-Retten 6. udgave, 1. oplag 2014 by Jurist- og Økonomforbundets Forlag Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, elektronisk, fotografisk eller anden gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er ifølge gældende dansk lov om ophavsret ikke tilladt uden forlagets skriftlige samtykke eller aftale med Copy-Dan Omslag: Bo Helsted Tryk: Narayana Press, Gylling Printed in Denmark 2014 ISBN 978-87-574-9727-4 Jurist- og Økonomforbundets Forlag Gothersgade 137 1123 København K Telefon: 39 13 55 00 Telefax: 39 13 55 55 e-mail: forlag@djoef.dk www.djoef-forlag.dk

Indholdsoversigt Indholdsoversigt Forord... 23 DEL I. Institutionerne og retskilderne Kapitel 1. Baggrund og målsætninger... 27 Kapitel 2. Retsgrundlaget for Danmarks medlemskab af Den Europæiske Union... 43 Kapitel 3. Institutionerne... 55 Kapitel 4. EU-retskilderne... 93 Kapitel 5. Hjemmel og lovgivningsprocedure... 117 Kapitel 6. EU-rettens virkning i national ret... 151 Kapitel 7. Domstolskontrol... 203 DEL II. Den frie bevægelighed Kapitel 8. Diskriminations- og restriktionsforbuddet... 249 Kapitel 9. Varernes frie bevægelighed... 299 Kapitel 10. Fri bevægelighed for personer... 467 Kapitel 11. Arbejdskraftens frie bevægelighed... 507 Kapitel 12. Etableringsretten... 547 Kapitel 13. Den fri udveksling af tjenesteydelser... 605 Kapitel 14. Kapitalens frie bevægelighed... 677 DEL III. Harmoniseringen udvalgte emner Kapitel 15. Introduktion til harmonisering... 705 Kapitel 16. EU-selskabsret... 723 Kapitel 17. EU-skatteret... 785 Kapitel 18. Tekniske forskrifter og standarder... 861 Kapitel 19. Adgang til og anerkendelse af uddannelse... 903 5

Nummerering af TEUF før og efter Amsterdam- og Lissabontraktaterne... 939 Litteraturfortegnelse... 943 Domsregister... 949 Stikordsregister... 977 6

Indholdsfortegnelse Forord... 23 DEL I. Institutionerne og retskilderne... 25 Kapitel 1. Baggrund og målsætninger... 27 1. Historisk udvikling... 27 1.1. De oprindelige traktater... 27 1.2. De første udvidelser af samarbejdet... 29 1.3. Fællesakten og brug af kvalificeret flertal i Rådet... 30 1.4. Maastrichttraktaten... 31 1.5. Udvidelserne i midten af 1990 erne... 32 1.6. Amsterdamtraktaten... 32 1.7. Nicetraktaten og udvidelsen mod øst... 33 1.8. Fra forfatningstraktaten til Lissabontraktaten... 34 2. EU-rettens karakteristika... 36 3. Unionens målsætninger og politikker... 37 4. Lidt om den anvendte terminologi og nummereringen af traktatbestemmelserne... 41 5. Vigtige kilder for EU-materiale... 42 Kapitel 2. Retsgrundlaget for Danmarks medlemskab af Den Europæiske Union... 43 1. Suverænitetsafgivelse og grundlovens 20... 43 2. De danske ansøgninger om medlemskab af De Europæiske Fællesskaber... 44 3. Opbygningen af traktatgrundlaget for Danmarks medlemskab... 45 4. Tiltrædelsesloven... 46 4.1. Lovens vedtagelse... 46 4.2. Tiltrædelseslovens opbygning og dens angivelse af de overladte beføjelser... 48 4.3. Ændring af tiltrædelsesloven i forbindelse med traktatændringer... 50 4.4. Tiltrædelsesloven på prøve Maastrichtsagen og Lissabonsagen... 51 7

Kapitel 3. Institutionerne... 55 1. Unionens institutionelle system... 55 2. Kommissionen... 57 2.1. Sammensætning... 57 2.2. Udnævnelsesproceduren... 58 2.3. Uafhængighed... 59 2.4. Funktionsperiode og afskedigelse... 60 2.5. Kommissionens opgaver... 61 2.6. Nærmere om Kommissionens organisation... 63 2.7. Nærmere om kollegialitetsprincippet... 64 2.8. Nærmere om personellet... 65 3. Europa-Parlamentet... 66 3.1. Europa-Parlamentets organisation... 68 3.1.1. Det politiske plan... 68 3.1.2. Det administrative plan... 71 3.2. Europa-Parlamentets funktioner... 72 4. Rådet... 75 4.1. Sammensætning... 76 4.2. Formandskabet... 77 4.3. Stemmeregler i Rådet... 78 4.3.1. Udgangspunkt... 78 4.3.2. Stemmeregler gældende indtil den 1. november 2014... 78 4.3.3. Stemmeregler fra 1. november 2014... 79 4.4. Nærmere om mødeoffentlighed og dokumentoffentlighed i Rådet... 80 5. Det Europæiske Råd... 82 6. Domstolen, Retten og Personaleretten... 83 6.1. Dommerne... 85 6.2. Generaladvokaterne... 86 6.3. Organisation af Domstolen og Retten... 86 6.3.1. Domstolen... 86 6.3.2. Domstolens administration... 88 6.3.3. Retten... 89 7. Den Europæiske Ombudsmand... 89 7.1. Udnævnelse og uafhængighed... 89 7.2. Ombudsmandens kompetence... 90 7.3. Betingelser for realitetsbehandling... 91 7.4. Sagsbehandlingen ved ombudsmanden... 91 8

Kapitel 4. EU-retskilderne... 93 1. EU-retten en særlig retsorden... 93 2. Retskilderne... 94 2.1. Traktaterne... 94 2.2. De afledte eller sekundære retsregler... 95 2.2.1. Forordninger... 96 2.2.2. Direktiver... 97 2.2.3. Afgørelser... 103 2.2.4. Henstillinger og udtalelser og andre ikke-bindende retsakter... 103 2.3. Traktater indgået af Unionen med tredjestater eller andre internationale organisationer... 105 2.4. Domspraksis... 107 2.4.1. Domstolens fortolkningsstil... 107 2.4.2. Brug af forarbejder i forbindelse med fortolkning af EU-retlige regler... 109 2.4.3. Betydningen af medlemsstaters erklæringer... 111 2.5. Retsgrundsætninger og grundrettigheder... 111 2.6. Retskildernes indbyrdes forhold... 113 2.7. Officielle adgange til retskilderne... 114 Kapitel 5. Hjemmel og lovgivningsprocedure... 117 1. Princippet om tildelte kompetencer, herunder kravet om hjemmel... 117 2. Grænser for institutionernes skøn ved valg og anvendelse af hjemmel... 120 2.1. Retsgrundsætningers og -princippers betydning ved valg af hjemmel... 121 2.1.1. Magtfordrejningsgrundsætningen... 121 2.1.2. Lighedsgrundsætningen... 122 2.1.3. Nærhedsprincippet... 122 2.1.4. Proportionalitetsprincippet... 123 2.1.5. Protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet... 123 2.1.6. Beskyttelse af en berettiget forventning... 124 2.2. Grundrettigheder... 126 2.2.1. Særlige EU-retlige grundrettigheder... 127 2.2.2. Klassiske grundrettigheder... 128 3. De vigtigste hjemmelsbestemmelser... 130 9

4. Lovgivningsprocedurerne... 134 4.1. Kommissionens initiativmonopol og ret til at opfordre Kommissionen til at fremsætte forslag... 135 4.1.1. Overordnet om Kommissionens ret til at fremsætte lovforslag og om ret til at opfordre Kommissionen til at foreslå... 135 4.1.2. Kommissionens udarbejdelse af lovforslag... 137 4.2. Den almindelige lovgivningsprocedure efter at Kommissionen har fremsat sit forslag... 138 4.3. Særlige lovgivningsprocedurer... 143 5. Delegation af lovgivningskompetence og tildeling af gennemførelsesbeføjelser Komitologi... 144 6. Den danske beslutningsprocedure... 148 Kapitel 6. EU-rettens virkning i national ret... 151 1. Indledning... 151 2. Umiddelbart anvendelig EU-ret... 152 2.1. Traktaten... 153 2.2. Forordninger... 158 2.3. Direktiver... 159 2.4. Afgørelser... 166 2.5. Generelle principper... 166 2.6. Internationale aftaler... 167 2.7. Det tidsmæssige aspekt... 167 3. Fortolkningsforpligtelsen... 170 4. EU-rettens forrang... 174 5. Tilbagebetaling af afgifter opkrævet i strid med EU-retten... 179 6. Medlemsstaternes erstatningsansvar... 183 6.1. Ansvarsbetingelserne... 183 6.2. Ansvarssituationerne... 189 6.3. Gennemførelse af erstatningskravet... 197 6.4. Ansvarets konsekvenser... 199 7. Krav til nationale processuelle regler... 200 Kapitel 7. Domstolskontrol... 203 1. Indledning... 203 2. Traktatbrudssøgsmålet... 204 2.1. Traktatbrudssøgsmålet med Kommissionen som sagsøger... 205 2.1.1. Den indledende procedure... 206 2.1.2. Søgsmålet ved Domstolen... 208 2.1.3. Dommen... 209 10

2.1.4. Manglende opfyldelse af en dom for traktatbrud... 209 2.2. Traktatbrudssøgsmålet med en medlemsstat som sagsøger... 211 2.3. Andre traktatbrudslignende søgsmål... 212 3. Annullationssøgsmålet... 213 3.1. Retsakter, der kan annulleres af Domstolen... 213 3.2. Hvem er berettiget til at anlægge et annullationssøgsmål?... 215 3.2.1. De privilegerede sagsøgere... 215 3.2.2. De semi-privilegerede sagsøgere... 216 3.2.3. Ikke-privilegerede sagsøgere... 216 3.3. Annullationsgrundene... 220 3.3.1. Inkompetence... 220 3.3.2. Væsentlige formelle mangler... 221 3.3.3. Overtrædelse af traktaterne eller af retsregler vedrørende deres gennemførelse... 222 3.3.4. Magtfordrejning... 223 3.4. Søgsmålsfrist... 223 3.5. Dommen... 223 4. Passivitetssøgsmålet... 224 5. Præjudicielle afgørelser... 226 5.1. Formål... 226 5.2. Domstolens kompetence i forhold til national lovgivning... 229 5.3. Domstolens kompetence i forhold til unionsretlige regler... 230 5.4. Hvilke nationale»retter«kan forelægge en sag for Domstolen? 231 5.5. Forelæggelsesret og -pligt»kan-retter«og»skal-retter«... 233 5.5.1. Hvornår kan en ret forelægge et præjudicielt spørgsmål?... 234 5.5.2. Hvornår skal en ret forelægge et præjudicielt spørgsmål?... 237 6. Erstatningssøgsmålet... 241 6.1. Ansvar i og uden for kontrakt... 241 6.2. Ansvarsgrundlaget en retsstridig adfærd... 243 6.3. Et økonomisk tab... 244 6.4. Årsagsforbindelse mellem retsstridig adfærd og tab... 244 DEL II. Den frie bevægelighed... 247 Kapitel 8. Diskriminations- og restriktionsforbuddet... 249 1. Indledning... 249 1.1. Diskriminations- og/eller restriktionsforbud... 249 1.2. Forholdet til harmoniseringen... 251 11

2. Diskriminationsforbuddet... 252 2.1. Direkte og skjult diskrimination... 252 2.2. Art. 18 generelle forbud mod forskelsbehandling grundet nationalitet... 260 2.3. Mestbegunstigelsesprincippet (Most favoured nation principle)... 263 3. Restriktionsforbuddet... 265 4. Traktatmæssige undtagelser... 267 5. Kravet om grænseoverskridende aktivitet... 269 5.1. Den hypotetiske vurdering efter art. 34... 271 5.2. Hindringer opstillet af oprindelseslandet ved udrejse og eksport... 273 5.3. Tidligere udøvelse af traktatsikrede rettigheder... 275 5.4. Bolig i udlandet og unionsborgerskabet... 275 5.5. National ret forbyder omvendt diskrimination... 277 5.6. Afgifter på varer der transporteres inden for landets grænser... 277 5.7. Beskyttelse af kerneindholdet af unionsborgerskabet... 278 6. Omvendt diskrimination... 279 7. De berettigede... 283 8. De forpligtede... 286 8.1. Afgrænsning af en»medlemsstat«... 287 8.2. Private... 290 9. Den territoriale anvendelse... 297 Kapitel 9. Varernes frie bevægelighed... 299 1. Indledning... 299 1.1. Afgiftsmæssige og ikke-afgiftsmæssige hindringer... 299 1.2. Definition af varer... 300 1.3. Varer hidhørende fra tredjelande... 303 2. Toldunionen samt forbuddet mod told og afgifter med tilsvarende virkning: art. 28 og 30... 304 2.1. Toldunionen. Begreb... 304 2.2. Forbuddet mod told og toldlignende afgifter... 305 2.3. Afgifter der ikke er omfattet af art. 30... 307 2.3.1. Interne afgifter... 307 2.3.2. Afgifter eller gebyrer som vederlag for erlagt ydelse... 311 2.3.3. Afgifter eller gebyrer påført som følge af EU-retlige krav... 313 3. Forbuddet mod diskriminerende interne afgifter: art. 110... 314 3.1. Generelle bemærkninger... 314 12

3.2. Art. 110, stk. 1 diskriminerende afgifter... 316 3.2.1. Afgift på varer... 316 3.2.2. Diskriminationens form... 317 3.2.3. Ingen indenlandsk produktion... 319 3.2.4. Diskriminationstesten... 320 3.3. Art. 110, stk. 2 protektionistiske afgifter... 325 3.4. Varer med oprindelse fra tredjelande... 326 3.5. Eksport... 327 3.6. Interne afgiftsordninger og de øvrige regler om fri bevægelighed... 329 4. Forbud mod indførelsesrestriktioner: art. 34... 336 4.1. Handelshindringsbegrebet... 337 4.1.1. Kvantitative indførelsesrestriktioner... 337 4.1.2. Foranstaltninger med tilsvarende virkning: Dassonville og Cassis de Dijon... 338 4.1.3. Udvidelse af handelshindringsbegrebet... 341 4.1.4. Indskrænkning af handelshindringsbegrebet: Keck... 344 4.1.4.1. Produktkrav samt krav til salgsformer... 348 4.1.4.2. Keck-doktrinens to led... 349 4.1.4.3. Foranstaltninger der hverken er produktkrav eller krav til salgsformer... 354 4.1.5. Sammenfatning... 360 4.2. Domstolens praksis: emneopdelt... 362 4.2.1. Reguleringen af betingelserne for import... 363 4.2.2. Krav til produktets indre og ydre kendetegn... 366 4.2.2.1. Krav til produktets sammensætning... 367 4.2.2.2. Forbehold af særlige betegnelser... 368 4.2.2.3. Krav til emballage og krav om mærkning... 369 4.2.2.4. Immaterialrettigheder... 370 4.2.3. Markedsføringsforbud... 371 4.2.4. Regulering af produktionen.... 372 4.2.5. Prisregulering... 375 4.2.6. Reklame- og markedsføringsregler... 380 4.2.7. Anvendelsesforeskrifter... 387 4.2.8. Regulering af distributionen i øvrigt... 388 4.2.9. Favorisering af indenlandsk produktion... 392 5. Forbud mod udførelsesrestriktioner: art. 35... 393 6. Lovlige ind- og udførelsesrestriktioner: art. 36 og Cassis de Dijondoktrinen... 398 6.1. Forholdet mellem art. 36 og Cassis de Dijon-doktrinen... 399 6.2. Proportionalitetsprincippet... 404 13

6.3. Betydningen af harmonisering... 408 6.4. Hensynene efter Cassis de Dijon-doktrinen... 409 6.4.1. Hensynet til forbrugerbeskyttelsen... 410 6.4.2. God handelsskik... 414 6.4.3. Miljøhensyn... 416 6.5. Hensynene efter art. 36... 417 6.5.1. Menneskers og dyrs liv og sundhed... 420 6.5.2. Den offentlige sædelighed... 425 6.5.3. Den offentlige orden... 426 6.5.4. Den offentlige sikkerhed... 427 6.5.5. Beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret... 428 6.5.5.1. Indledning... 428 6.5.5.2. Diskriminerende lovgivning... 431 6.5.5.3. Konsumtionsprincippet og adgangen til parallelimport... 433 6.5.5.3.1. EU-rettens konsumtionsprincip... 433 6.5.5.3.2. Samtykkebetingelsen... 435 6.5.5.3.3. Konsekvensen af konsumtion... 442 6.5.5.4. Særligt om varemærkerettigheder... 443 6.5.5.4.1. Opdeling af varemærker... 444 6.5.5.4.2. Ompakning og ommærkning... 447 6.5.5.4.3. Parallelimportørens markedsføring... 453 6.5.5.5. Særligt om ophavsrettigheder... 455 6.5.5.6. Særligt om oprindelsesbetegnelser... 458 7. Statslige handelsmonopoler: art. 37... 462 Kapitel 10. Fri bevægelighed for personer... 467 1. Afgrænsning af emnet... 467 2. De umiddelbart berettigede personer... 469 2.1. Krav om et grænseoverskridende element... 469 2.2. Unionsborgere, familiemedlemmer og tredjelandsborgere... 470 2.3. Unionsborgerskabet... 471 2.3.1. Unionsborgerskabets betydning. Traktatens bestemmelser... 473 2.3.2. Unionsborgerskabets betydning for ligebehandlingsprincippet... 474 2.3.2.1. Særligt om Unionsborgerskabet og sociale ydelser.... 477 2.3.2.2. Begrænsninger i retten til adgang til sociale ydelser... 478 14

2.3.3. Unionsborgerskabets betydning for retten til indrejse og ophold... 481 3. Familiemedlemmer... 482 3.1. Indledning... 482 3.2. Ægtefæller... 482 3.2.1. Ægteskab og registreret partnerskab... 482 3.2.2. Nationalitet... 483 3.2.3. Fraskilte og separerede... 483 3.2.4. Samlevende... 484 3.3. Efterkommere... 486 3.4. Forældre... 488 3.5. Andre familiemedlemmer... 489 3.6. Krav om bolig?... 490 4. Nærmere om indholdet af rettighederne ved indrejse og ophold... 490 4.1. Forbud mod administrative formaliteter... 490 4.2. Retten til udrejse, indrejse og ophold... 491 4.2.1. Udrejse... 491 4.2.2. Indrejse... 492 4.2.3. Ophold... 493 4.2.3.1. Ophold under 3 måneders varighed... 493 4.2.3.2. Ophold over 3 måneders varighed... 494 4.2.4. Frist for registrering... 495 4.3. Retten til fortsat ophold i gæstelandet... 497 4.3.1. Særligt om familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat... 498 4.3.2. Retten til ubegrænset ophold i gæstelandet... 499 4.3.2.1. Retten til ubegrænset ophold i gæstelandet for familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat... 500 5. Undtagelser til indrejse- og opholdsretten... 500 Kapitel 11. Arbejdskraftens frie bevægelighed... 507 1. Afgrænsning af emnet... 507 1.1. Traktatens bestemmelser... 508 1.2. Særligt om forholdet mellem TEUF art. 45, 49 og 56... 509 2. Den beskyttede personkreds... 510 2.1. Statsborgere i en medlemsstat... 510 2.2. Arbejdstageren... 510 2.3. Arbejdssøgende... 516 2.4. Arbejdsgiveren... 516 15

2.5. Kravet om et tilknytningsforhold til EU-retten... 517 2.5.1. Kravet om en grænseoverskridende økonomisk aktivitet... 517 2.5.2. Forholdet til oprindelseslandet... 519 3. Arbejdstagerens rettigheder... 523 3.1. Forbuddet mod direkte og skjult diskrimination... 523 3.2. Forbud mod restriktioner på adgangen til arbejdsmarkedet... 525 3.3. Sprogkundskaber... 527 3.4. Bopælskrav... 529 3.5. Ansættelsesvilkår... 531 3.6. Arbejdsretlige konflikter... 533 3.7. Andre forhold... 534 4. Sociale fordele... 535 4.1. Indledning... 535 4.1.1. De berettigede... 536 4.1.2. Definition af social fordel... 539 4.1.3. Særligt om studiestøtte... 540 5. Traktatmæssige undtagelser... 544 5.1. Hensynet til den offentlige orden m.v.... 544 5.2. Beskæftigelse i den offentlige administration... 544 Kapitel 12. Etableringsretten... 547 1. Indledning... 547 2. Art. 49 s anvendelsesområde... 549 2.1. De berettigede personer og selskaber... 549 2.1.1. Personer... 549 2.1.2. Selskaber... 551 2.2. Etableringsformer... 556 2.2.1. Primær etablering... 556 2.2.2. Sekundær etablering... 556 2.2.2.1. Minimumskrav til etablering... 557 2.2.2.2. Datterselskaber... 561 2.2.2.3. Valg af etableringsform... 563 2.3. Aktiviteter omfattet af art. 49... 564 2.3.1. Retten til at udøve erhvervsvirksomhed... 564 2.3.2. Særligt om personers etableringsret... 565 2.3.3. Særligt om etableringer i tredjelande... 566 3. Diskrimination af virksomheder... 567 3.1. Krav til selskabers hjemsted og hovedaktivitet... 568 3.2. Krav til selskabsdeltagerne/virksomhedsejere... 570 3.3. Krav til ledelse mv.... 572 16

4. Restriktionsforbuddets rækkevidde... 576 4.1. Hindringer for sekundær etablering... 578 4.2. Hindringer stillet af oprindelseslandet... 581 4.3. Autorisationskrav og anerkendelse af eksamensbeviser... 585 4.4. Mere generel anvendelse af restriktionsforbuddet... 588 5. Traktatmæssige begrænsninger i etableringsretten... 594 5.1. Offentlig myndighed... 594 5.2. Hensyn til den offentlige orden mv.... 594 5.3. Særligt om selskabers primære etablering... 596 Kapitel 13. Den fri udveksling af tjenesteydelser... 605 1. Indledning... 605 2. Den fri udveksling af tjenesteydelser i henhold til TEUF art. 56... 606 3. Forholdet til andre regler om fri bevægelighed... 607 3.1. Indledning... 607 3.2. Nærmere om sondringen mellem TEUF art. 49 og TEUF art. 56... 609 3.3. Samtidig anvendelse af TEUF art. 49 og 56?... 614 3.4. Omgåelsessituationer... 616 4. Den berettigede personkreds... 618 4.1. Kravet om etablering... 618 4.2. Krav om en grænseoverskridende aktivitet.... 620 5. Begrebet tjenesteydelser... 625 5.1. Kravet om en økonomisk aktivitet... 625 5.2. Kravet om vederlag... 626 5.3. Tjenesteydelser inden for sundhedsområdet... 629 6. Rækkevidden af TEUF art. 56... 632 6.1. Forbud mod ikke-diskriminatoriske hindringer (restriktionsforbuddet)... 632 6.1.1. Forbuddets baggrund og indhold... 632 6.2. Diskriminerende hindringer og krav om etablering... 634 6.3. Autorisationskrav... 637 6.4. Totalt forbud mod udøvelsen af en aktivitet... 644 6.5. Særligt om spil og monopoler... 645 6.6. Særligt om udstationerede arbejdstagere ansat hos tjenesteyderen... 647 6.6.1. Nationale regler om mindsteløn og social sikring... 647 6.6.2. Kollektive kampskridt (fysisk blokade o. lign)... 649 6.6.3. Andre administrative foranstaltninger... 650 17

6.7. Restriktionsforbuddets rækkevidde... 650 6.7.1. Restriktionsbegrebet i forhold til diskriminationsbegrebet... 650 6.7.2. Restriktionsforbuddets juridiske kontekst og anvendelighed... 651 6.7.2.1. Udviklingen i retspraksis... 651 6.7.2.2. Formuleringernes overensstemmelse med praksis vedrørende TEUF art. 34... 653 7. Servicedirektivet... 656 7.1. Indledning... 656 7.2. Servicedirektivets anvendelsesområde... 657 7.2.1. Økonomiske aktiviteter... 657 7.2.3. Den berettigede personkreds... 659 7.2.3.1. Tjenesteyder... 659 7.2.3.2. Modtagere af tjenesteydelser... 660 7.2.4. Udtrykkelige undtagelser fra servicedirektivets anvendelsesområde... 661 7.3. Direktivets materielle regler vedrørende tjenesteydelser... 662 7.3.1. Tjenesteyderens rettigheder... 662 7.3.1.1. Kodiciferingen af restriktionsforbuddet... 662 7.3.1.2. Specifikke undtagelser til det generelle restriktionsforbud... 665 7.3.1.3. Andre specifikke undtagelser begrundet i hensynet til sikkerheden... 666 7.3.1.4. Proceduren efter art. 35... 668 7.3.2. Modtagerens rettigheder... 670 7.3.3. Tjenesteydelsens kvalitet... 672 7.3.4. Gennemsigtighed... 673 7.3.5. Medlemsstaternes gensidige forpligtelser... 674 8. Krav til forenkling af den nationale administration... 674 Kapitel 14. Kapitalens frie bevægelighed... 677 1. Hvorfor fri bevægelighed for kapital i det indre marked?... 677 2. Hvad er»kapitalbevægelser«og hvad er»betalinger«i TEUF art. 63 s forstand?... 679 3. Forbuddet mod restriktioner... 681 3.1. Restriktionsforbuddets rækkevidde... 681 3.2. Restriktionsforbuddet i praksis... 683 18

4. Undtagelserne til reglerne om kapitalens fri bevægelighed... 687 4.1. Den»almindelige«undtagelsesregel i TEUF art. 65... 688 4.1.1. National skattelovgivning, der sondrer mellem skatteydere mht. bopælssted eller kapitalanbringelse, TEUF art. 65, stk. 1, litra a... 688 4.1.2. Nationale foranstaltninger der hindrer overtrædelse af bl.a. nationale skatte- og afgiftsregler, TEUF art. 65, stk. 1, litra b... 690 4.1.3. En almindelig grænse for brug af undtagelserne TEUF art. 65, stk. 3... 691 4.2. Undtagelser begrundet i tvingende almene hensyn... 692 4.3. Kapitalbevægelser og betalinger mellem medlemsstater og tredjestater... 693 4.4. Særlige undtagelser for bestemte medlemsstater... 695 4.5. Betalingsbalanceproblemer... 696 5. Direkte virkning hvem kan støtte ret på og hvem forpligtes af reglen om kapitalens fri bevægelighed... 696 6. Forholdet til de øvrige»friheder«i TEUF... 697 6.1. Forholdet til den fri etableringsret... 698 6.2. Forholdet til tjenesteydelsernes fri bevægelighed... 699 7. Internationalt samarbejde og Den Økonomiske og Monetære Union.. 700 7.1. Den Økonomiske og Monetære Union... 700 7.2. Samarbejdet i IMF og OECD... 702 DEL III. Harmoniseringen udvalgte emner... 703 Kapitel 15. Introduktion til harmonisering... 705 1. Hvad er»harmonisering«, og hvad er harmoniseringens historie?... 705 2. Harmoniseringsmetoder... 709 3. Nationale regler, der fraviger harmoniseringsforanstaltninger... 711 4. Nærhedsprincippet... 715 5. Nogle overordnede virkninger af harmonisering... 716 6. Harmoniseringsforanstaltningernes kvalitet... 717 7. Konkurrence mellem de nationale retssystemer... 719 Kapitel 16. EU-selskabsret... 723 1. Indledning... 723 2. Generelt om harmoniseringen... 724 2.1. Baggrund og målsætninger... 724 2.1.1. Realiseringen af etableringsretten... 724 19

2.1.2. Den mulige Delaware-effekt... 725 2.1.3. Industripolitiske målsætninger... 733 2.2. Status... 734 2.3. De omfattede selskabsformer... 737 2.4. En europæisk modellov... 738 3. Stiftelse og registrering af selskaber... 739 4. Aktieselskabers kapitalforhold... 741 5. Aktieselskabers struktur... 747 5.1. Baggrund for harmoniseringen... 747 5.2. Selskabers ledelse... 749 5.2.1. Ledelsesstrukturen... 749 5.2.2. Erstatningsansvar... 751 5.2.3. Tegningsret... 753 5.3. Generalforsamlingen... 755 6. Regnskab og revision... 756 7. Koncernret... 759 8. Omstrukturering af selskaber... 763 8.1. Fusion og spaltning... 763 8.2. Overtagelsestilbud... 768 8.3. Selskabers nationalitetsskifte... 772 9. Nye selskabsformer... 774 9.1. Europæiske Økonomiske Firmagrupper... 775 9.2. SE-statutten... 778 9.3. Andre selskabsformer... 781 10. Små og mellemstore virksomheder... 782 Kapitel 17. EU-skatteret... 785 1. Indledning... 785 2. Den fri bevægelighed og nationale skatter... 786 2.1. Begrænset skattepligtige personer... 788 2.2. Fuldt skattepligtige personer... 795 2.3. Beskatningen af faste driftssteder... 802 2.4. Fuldt skattepligtige selskaber og beskatning af udbytte... 807 2.5. Mestbegunstigelsesprincip... 811 2.6. Varernes og tjenesteydelsers frie bevægelighed... 814 2.7. Saglige grunde og tvingende almene hensyn... 816 2.7.1. Sammenhæng i beskatningsordningen... 816 2.7.2. Effektiv skattekontrol og værnsregler... 824 2.7.3. Territorial-princippet og hensynet til fordeling af beskatnings-kompetencen... 832 2.8. Traktatmæssige undtagelser... 836 20

2.9. Sociale bidrag... 836 3. Statsstøttereglerne og nationale skatter... 838 4. Harmoniseringen af national skatteret... 841 4.1. Generelt... 841 4.2. Beskatningen af grænseoverskridende aktiviteter... 842 4.2.1. Fusionsskattedirektivet... 843 4.2.2. Beskatningen af grænseoverskridende koncerner... 849 4.2.3. Personers grænseoverskridende aktiviteter... 854 4.3. Skatteunddragelse og skattekonkurrence... 855 4.4. Generel tilnærmelse af skattesystemerne... 858 Kapitel 18. Tekniske forskrifter og standarder... 861 1. Indledning... 861 2. Informationsproceduredirektivet... 864 2.1. Notifikationspligtige forskrifter... 865 2.2. Proceduren efter notifikationen... 873 2.3. Virkningen af manglende notifikation... 876 2.4. Proceduren for nationale standarder... 879 2.5. Andre informationsprocedurer... 881 3. Harmoniseringen efter den nye metode... 883 3.1. Udviklingen af den»nye metode«... 883 3.2. Opbygningen af et direktiv... 885 3.3. Harmonisering gennem standarder... 889 3.4. Overensstemmelsesvurdering... 891 4. De harmoniserede områder... 893 4.1. Bygge- og anlægsmateriel... 894 4.2. Levnedsmidler... 895 4.3. Maskiner... 899 5. Håndhævelse af tekniske forskrifter på ikke-harmoniserede områder. 900 Kapitel 19. Adgang til og anerkendelse af uddannelse... 903 1. Indledning... 903 2. Det retlige grundlag i traktaten... 904 2.1. Domstolens praksis... 904 2.2. Hvilke uddannelser er omfattet af retten til lige adgang... 908 3. Retsstillingen efter forordning 492/2011... 909 3.1. Arbejdstagere (forordning 492/2011, art. 7, stk. 3)... 911 3.2. Arbejdstagerens efterkommere... 912 3.3. Særligt om studiestøtte... 915 21

4. Gensidig anerkendelse af uddannelser og andre kvalifikationer... 916 4.1. Introduktion... 916 4.2. Retsstillingen efter traktatens bestemmelser... 917 4.2.1. Tilfælde, hvor et erhverv udøves på permanent basis... 918 4.2.2. Tilfælde hvor et erhverv udøves på midlertidig basis... 926 5. Direktiv 2005/36 om gensidig anerkendelse af uddannelser... 927 5.1. Indledning... 927 5.2. Direktivets anvendelsesområde... 929 5.2.1. Generelle betragtninger... 929 5.2.2. Lovregulerede erhverv... 930 5.2.3. Den offentlige sektor... 932 5.2.4. Andre situationer... 933 5.3. Hvad indebærer anerkendelsen af uddannelsen... 933 5.3.1. Aktiviteter udøvet på en midlertidig basis... 934 5.3.2. Aktiviteter udført på permanent basis (etableringsretten)... 935 5.3.3. Tilfælde, hvor der ikke består en pligt til gensidig anerkendelse... 936 5.3.2.1. Udligningsforanstaltninger... 936 5.5. Særligt om vandelsattester m.v.... 938 Nummerering af TEUF før og efter Amsterdam- og Lissabontraktaterne... 939 Litteraturfortegnelse... 943 Domsregister... 949 Stikordsregister... 977 22

Forord Forord Forord I denne udgave af EU-retten har vi inddraget en ny medforfatter og som konsekvens heraf er der gennemført en større revision af bogen i forhold til bogens 5. udgave fra 2010. Vi har dog fortsat bestræbt os på at lave en fremstilling, der er pædagogisk nok til at fungere som lærebog, og som samtidig indeholder detaljer nok til at tilgodese praktikernes behov. Bogen er delt i tre dele. Den første del giver en generel introduktion til EU-retten, de to efterfølgende giver en grundig indføring i EU s indre marked. Det indre marked med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital realiseres dels gennem TEUFs bestemmelser, dels gennem harmonisering af national lovgivning. Vi har bestræbt os på at give et dækkende billede af den retspraksis, der vedrører de mest centrale bestemmelser i TEUF. Det falder derimod udenfor formålet med denne bog at gennemgå den omfattende sektorharmonisering, der konkretiserer og supplerer denne retspraksis. Som konsekvens heraf fokuseres der i fremstillingen på nogle centrale problemstillinger, der knytter sig til harmoniseringen. Endvidere gennemgås harmoniseringen på få udvalgte områder. Formålet hermed er at illustrere, hvordan TEUFs regler og harmoniseringen af den nationale lovgivning supplerer hinanden ved realiseringen af det indre marked. Alle synspunkter i denne bog er personlige. Jens Hartig Danielsen har udarbejdet kapitlerne 1-5, 7 og 14-15, Poul Runge Nielsen har udarbejdet kapitlerne 10-11, 13 og 19 og Karsten Engsig Sørensen har udarbejdet 6, 8-9, 12, 16-18. Vi takker korrespondent Jytte Mønster og korrespondent Gitte Schneider, Juridisk Institut, Aarhus Universitet, for omhyggelig hjælp med manuskripterne samt stud.jur. Nuunu Terese Juul Rømer for engageret hjælp med udarbejdelsen af litteraturfortegnelse, domsregister og stikordsregister. Der er kun i begrænset omfang medtaget materiale fremkommet efter 1. februar 2014. Aarhus og Luxembourg, juni 2014 Forfatterne 23

DEL I Institutionerne og retskilderne

KAPITEL 1 Baggrund og målsætninger Kap. 1 Litteratur: Peter Biering, Jens Hartig Danielsen, Nina Holst-Christensen & Karsten Hagel-Sørensen: EU-Karnov, 12. udg., 2013;Poul Craig og Gráinne de Búrca: EU Law, 5. udg., 2011,Bugge Thorbjørn, Daniel, Thomas Elholm, Peter Starup & Michael Steinicke, Grundlæggende EU-ret, 2. udg., 2011; Jens Hartig Danielsen, Suverænitetsafgivelse, 1999;Ulla Neergaard & Ruth Nielsen, EU-ret, 6. udg., 2010;Birgitte Egelund Olsen & Karsten Engsig Sørensen (red.), Europæiseringen af dansk ret, 2008;Wyatt & Dashwood, European Union Law, 6. udg., 2011. 1. Historisk udvikling 1.1. De oprindelige traktater I perioden, der fulgte efter afslutningen af Anden Verdenskrig, blev der søsat en række politiske initiativer i Vesteuropa for at styrke samarbejdet mellem staterne både regionalt og på verdensplan. I denne periode blev bl.a. FN, NATO, Vestunionen og Europarådet oprettet. Organisationerne var alle baseret på de folkeretlige regler om traktater og internationale organisationer. Staternes samarbejde i disse organisationer har deres grundlag i staternes suverænitet. Organisationerne har alle det til fælles, at staterne er repræsenteret i organisationernes besluttende organer, og at det kun er staterne som folkeretssubjekter, der bindes af organisationernes retsakter, og kun hvis den enkelte stat giver samtykke til at være bundet. Det, der med tiden har udviklet sig til Den Europæiske Union, tog sin begyndelse i 1950 med Kul- og Stålfællesskabstraktaten. I 1950 foreslog den daværende franske udenrigsminister Robert Schuman med den såkaldte Schuman-plan, at man etablerede et europæisk fællesskab med institutioner, der havde selvstændige af medlemsstaterne uafhængige beføjelser, og som drejede sig om regulering af områderne inden for kul- og stålproduktion. Tanken var, at hvis forudsætningerne for omfattende krigsførelse (på daværende tidspunkt) i form af råderet over kul- og stålproduktion ikke længere var omfattet af de deltagende staters suverænitet, men lå hos en overnational 27

Kap. 1 1.1. De oprindelige traktater organisation, så var krig staterne imellem udelukket. Schuman-planen forudså dog, at etableringen af et samarbejde omkring kul og stål kun var det første skridt i retning af et mere omfattende samarbejde, der kunne lede til etableringen af en europæisk føderation. Schuman-planen førte til, at Frankrig, Tyskland, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg allerede i 1951 ratificerede Kul- og Stålfællesskabstraktaten (EKSF-traktaten), som trådte i kraft i den 23. juli 1952. 1 Traktaten var indgået for 50 år, og den udløb den 23. juli 2002. 2 Anden Verdenskrig og de deraf følgende omfattende skader på den europæiske industri og infrastruktur medførte en meget alvorlig økonomisk lavkonjunktur i Europa. De erfaringer, man havde gjort sig med en overnational organisation i forbindelse med Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, valgte man i 1957 at anvende ved udformningen af Traktat om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab (EØF-traktaten) og Traktat om oprettelse af Det europæiske Atomenergifællesskab (Euratom-traktaten). Begge traktater trådte i kraft 1. januar 1958. I forbindelse med senere ændringer af EØF-traktaten ændrede denne først navn til Traktat om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten) og senere til Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). 3 EØF-traktaten adskilte sig fra EKSF-traktaten og Euratom-traktaten ved at opstille generelle målsætninger, som berører størstedelen af det europæiske erhvervsliv. Med EØF-traktaten blev der oprettet et fællesmarked (der i dag benævnes det indre marked), hvor hindringer for samhandlen mellem medlemsstaterne fjernes, og hvor der sker en gradvis tilnærmelse af medlemsstaternes økonomiske politik. 4 I modsætning til EKSF-traktaten og Euratomtraktaten, der har snævre anvendelsesområder, blev der med EØF-traktaten 1. EKSF-traktaten, der blev undertegnet i Paris, benævnes i ældre litteratur som Paristraktaten. 2. Forud for EKSF-traktatens udløb var der truffet bestemmelse om, at Det Europæiske Fællesskab skulle overtage EKSF s opgaver, og i en protokol til Nicetraktaten findes regler om de finansielle konsekvenser af udløbet af EKSF-traktaten. Det er fastsat i protokollen, at EKSF s formue, såvel aktiver som passiver, overgår til Det Europæiske Fællesskab. Nettoværdien af formuen anvendes til finansiering af forskning inden for sektorer med tilknytning til kul- og stålindustrien. Se i øvrigt om Nicetraktaten nedenfor i afs. 1.7. 3. EF-traktaten forkortes ofte TEF, og Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde forkortes TEUF eller EUF-traktaten. Traktaten benævnes visse steder Romtraktaten, idet den ligesom Euratom er undertegnet i Rom i 1957. Navneændringen til EF-traktaten skete i 1993 og til TEUF i 2009. 4. Se nærmere om Unionens centrale målsætninger og politikker nedenfor i afs. 3. 28

Kap. 1 1.2. De første udvidelser af samarbejdet lavet en rammetraktat med et bredt anvendelsesområde og vidtrækkende målsætninger. EØF-traktaten fastslog en række rettigheder og pligter for private og medlemsstaterne, men forudsatte samtidig, at traktatens målsætninger i vidt omfang skulle realiseres ved udstedelse af afledte retsakter i form af forordninger og direktiver. 5 De tre fællesskaber repræsenterede en ny form for internationalt samarbejde, der betegnes som supranationalt eller overnationalt. Det er karakteriseret ved, at organisationernes institutioner, der principielt er uafhængige af medlemsstaterne, har selvstændige beføjelser og kan vedtage regler, der er bindende for staterne, selv om den enkelte stat har stemt imod reglen. Endvidere kan regler vedtaget af institutionerne gælde direkte i national ret uden at skulle implementeres af staterne, og reglerne har forrang frem for nationale regler. I forbindelse med EØF-traktaten og Euratom-traktaten, der hver etablerede sin selvstændige organisation, som blev betegnet»fællesskaber«, blev to af fællesskabernes institutioner, i form af en parlamentarisk forsamling, der i dag er Europa-Parlamentet, og en domstol, der i dag er EU-Domstolen, gjort fælles for alle tre fællesskaber, dvs. EKSF, EØF og Euratom. I 1967 blev endnu to institutioner i fællesskaberne fusioneret ved Fusionstraktaten, idet fællesskabernes råd, der i dag er Rådet, og kommissionerne, der i dag er Kommissionen, blev samlet i institutioner, der var fælles for alle fællesskaberne. 1.2. De første udvidelser af samarbejdet Med virkning fra 1973 blev Storbritannien, Irland og Danmark optaget i samarbejdet. 6 Der havde tidligere i 60 erne været forhandlinger om bl.a. britisk og dansk medlemskab af fællesskaberne, men disse var strandet pga. fransk modstand. Ved tiltrædelsen forpligtede Danmark sig til sammen med Storbritannien og Irland at indrette den nationale lovgivning i overensstemmelse med de dengang eksisterende regler i traktaterne og den fællesskabsretlige lovgivning. Herved blev de nye medlemsstater undergivet de samme forpligtelser og rettigheder som de oprindelige medlemsstater. For Danmarks vedkommende blev lovgrundlaget for tiltrædelsen af de tre fællesskaber etableret ved Folketingets vedtagelse af Lov om Danmarks tiltrædelse af De europæiske Fællesskaber (tiltrædelsesloven). 7 5. Se nedenfor i kapitel 4, afs. 2.2, om de retsakttyper, der indgår i den unionsretlige lovgivning, herunder forordninger og direktiver. 6. I det EU-retlige samarbejde betegnes Storbritannien formelt Det Forenede Kongerige. 7. Jf. lov nr. 447 af 11. oktober 1972. Danmarks tiltrædelse omfattede oprindeligt Grønland, men ikke Færøerne. Grønland trådte ud af De europæiske Fællesskaber i 1985. 29

Kap. 1 1.3. Fællesakten og brug af kvalificeret flertal i Rådet Det næste led i udvidelsen af samarbejdet kom først i 80 erne, hvor først Grækenland (1981) og senere Spanien og Portugal (1986) blev optaget som medlemsstater. Disse udvidelser omfattede nye demokratier med svagere økonomier end i de eksisterende medlemsstater. I 1995 blev antallet af medlemsstater udvidet til 15, idet Østrig, Sverige og Finland blev optaget. Der havde også været gennemført optagelsesforhandlinger med Norge og Schweiz, men optagelserne måtte opgives, efter at flertal i begge lande ved folkeafstemninger havde stemt nej til medlemskab. Som alternativ til medlemskab af Fællesskaberne blev EFTA-aftalen indgået i 1960 af europæiske stater, der ikke ønskede medlemskab af Fællesskaberne. EFTA er en forkortelse af European Free Trade Association. Blandt andet var Danmark, Storbritannien og Irland oprindeligt medlem af EFTA. I 1992 blev der med EØS-aftalen indgået en samarbejdsaftale mellem EFTA-staterne Norge, Island og Liechtenstein og EU. 8 1.3. Fællesakten og brug af kvalificeret flertal i Rådet Ved Fællesakten, der er en traktat mellem fællesskabernes medlemsstater, som trådte i kraft i 1987, skete der nogle grundlæggende ændringer i fællesskabernes målsætninger og beslutningsprocedurer. Som noget nyt blev etableringen af det indre marked optaget som en målsætning i EF-traktaten. Beslutningsprocedurerne blev endvidere ændret sådan, at Rådet i videre omfang kunne vedtage retsakter ved kvalificeret flertal, mod tidligere ved enstemmighed, og Europa-Parlamentet fik større indflydelse i forbindelse med udstedelsen af retsakter. Navnlig forøgelsen af antallet af områder, hvor Rådet skulle træffe afgørelse ved kvalificeret flertal fik stor betydning. I EØF-traktaten var det forudset, at udstedelsen af retsakter efter en overgangsperiode kunne ske ved kvalificeret flertal i modsætning til enstemmighed. På en række vigtige politikområder havde medlemsstaterne imidlertid i praksis fastholdt et krav om enstemmighed. Denne praksis var en hovedårsag til, at bestræbelserne i 70 erne og i begyndelsen af 80 erne på at etablere et fællesmarked gennem harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger gik meget langsomt. Overgangen fra Se nedenfor i kapitel 2 om retsgrundlaget for Danmarks medlemskab af Den Europæiske Union. 8. EØS-aftalen indebærer, at der oprettes en række EØS-institutioner. Ved aftalen forpligtede EØS-landene sig til at gennemføre en stor del af de afledte retsakter, som allerede var vedtaget i EU. Senere retsakter inden for EØS-aftalens område skal gennemføres efter nærmere beslutning truffet af den såkaldte EØS-komité eller eventuelt i EØS-rådet. En særlig domstol, EFTA-Domstolen, fortolker EØS-aftalen. 30