Osted kl. 9.00 (Dåb) I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Med disse underfundige ord lukker Jesus i dag munden på nogle mennesker, som vil sætte ham til vægs. Og han lukker samtidigt op for vores undren over, hvad dét svar mon skal betyde. Vi kan se dagens fortælling for os: Jesus står i dag omgivet af to grupper mennesker, som vil gå meget langt for at bringe ham i fedtefadet. Farisæerne og herodianerne, hedder de. Først fedter de lidt for ham. Men deres egentlig ærinde viser sig snart i spørgsmålet: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej? Det er et meget snedigt og et meget lumsk og sprængfarligt spørgsmål for Jesus. Hvorfor nu det? Jo, for hvad enten Jesus svarer ja eller nej, så vil han få store problemer på halsen. For den ene gruppe, farisæerne de ventede Guds riges komme og afviste romerne som urene hedninge, som plyndrede og udsultede den jødiske befolkning, sådan som en ond besættelsesmagt nu gør. Så hvis Jesus havde svaret ja til, at man skulle betale skat til den forhadte romerske kejser, så ville han have fået farisæerne på halsen. Den anden gruppe, herodianerne de affandt sig med forholdene under besættelsen. De var samarbejdspolitikere. Hvis Jesus havde svaret nej til at betale skat til kejseren, så kunne de med rette have anklaget ham for at være en politisk oprører. Og enhver kan tænke sig, hvad de romerske soldater ville have gjort med sådan én. I denne spændte situation har de to partier, farisæerne og herodianerne, som ellers ikke kan døje hinanden, virkelig fundet sammen i håbet om at ramme Jesus. De mener sig lige så smarte som en tv-journalist, når han stiller et efter egen mening dybsindigt spørgsmål for at bringe sit offer i gyngen. Og de har sikkert hver især tænkt: Nu har vi ham!. Men Jesus er kvikkere end mange af dem, der kommer på skærmen. Han ved udmærket, at ligegyldigt hvad han siger, så vil det på en ene eller den anden måde være forkert. Han kan ikke som en politiker tale med uld i mund på den ene side og på den anden side, på sigt osv. for dér står hele skaren, struttende af spænding, og venter på, om han går i fælden. Og så fanger Jesus spørgerne i deres eget net, da han siger: Vis mig skattens mønt, og derefter: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Ikke fordi han interesserer sig for mønter eller penge. Faktisk interesserer han 1
Osted kl. 9.00 (Dåb) sig så lidt for penge, at han ikke selv går rundt med nogen på sig, men må låne en mønt af andre. Men han bruger mønten som en ganske glimrende illustration af pointen i sit svar. Og så er dét svar, han kommer med, jo i virkeligheden ikke noget svar, men snarere en befaling. Dermed afvæbner han på en genial måde fuldstændigt alle sine modstandere, og situationen er ganske gledet dem af hænde. De lusker slukørede bort. Hvad mener Jesus så med dét der om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Det kan udlægges på forskellig vis. Nogle vil måske få ud af historien, at man kan slå halv skade: så og så meget til kejseren, altså staten, nationen, samfundet, og så og så meget til Vorherre at det så at sige handler om for mennesket at dele sol og vind lige. Det materielle til den ene, det åndelige til den anden, altså en deling af krop og sjæl. En anden udlægning ville være at sige, at man ikke sådan kan dele tilværelsen op i en verdslig og en åndelig part, den sidste finere end den første. Troens liv og menneskelivet kan ikke adskilles, for vi er skabt i Guds billede og skal leve livet i fællesskab med vort medmenneske i tillid til Guds kærlighed og give Gud, hvad Guds er. Denne sidste udlægning vil jeg holde mig til. Det betyder, at du skal betale din skat med glæde især når vi ikke skal betale til en ond besættelsesmagt, men til et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. Det betyder videre, at det er din og min pligt at bidrage til samfundet. Men også at sige fra, hvis samfundet skulle finde på at guddommeliggøre sig selv. Giv Gud, hvad Guds er. Det betyder kort og godt, at du skal elske Gud og din næste som dig selv. Gud skylder vi vores hjertes inderlige tak for livet, han har skænket os. Vi skylder ham at bruge livet på andre end os selv. AMEN. LOV OG TAK OG EVIG ÆRE VÆRE DIG, VOR GUD FADER, SØN OG HELLIGÅND, DU, SOM VAR, ER OG BLIVER ÉN SAND TREENIG GUD, HØJLOVET FRA FØRSTE BEGYNDELSE, NU OG I AL EVIGHED. AMEN. 2
Vor Far i det høje! Lad os betale vor skat med glæde, så vore midler kan fordeles på retfærdigvis. Lad os give kejseren, hvad kejserens er, men lad os ikke glemme, at der er grænser for kejserens rige. Giv os mod til at stå imod, når disse grænser overskrides. I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Det er meget væsentlige spørgsmål, evangeliet til i dag rejser. Det hele begynder med en fælde. Og ender med et underligt svar. Det handler om forholdet mellem kejseren og Gud, mellem det verdslige og det åndelige regimente, mellem politik og religion. Fælden fatter vi let. Hvis vi ellers kender lidt til forholdene i Israel på Jesu tid. Der kommer nogle mennesker til Jesus. De er ikke venligt stemt over for ham. Ja, rent faktisk vil de gå meget langt for at få skovlen under ham. De spørger ham: Skal vi betale skat til kejseren eller ej? Og hvad enten Jesus svarer ja eller nej til dét spørgsmål, så bringer svaret ham i fedtefadet. For svarer han ja, så vil han blive betragtet som en ven af den romerske besættelsesmagt. Og hvis han svarer nej, så kan han jo affærdiges som en politisk oprører og revolutionær, som det så gælder om for kejserens soldater at gøre kål på så hurtigt som muligt. Altså: Hvad enten han svarer det ene eller det andet, så bliver han enten dødeligt uvenner med sine egne jødiske landsmænd eller med romermagten. Så langt så godt. Men hvad svarer Jesus så? Han svarer hverken ja eller nej, men med følgende kryptiske ord: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Det lyder jo meget godt. Men hvad betyder det? Det betyder vel netop, at der ikke kan gives et firkantet enten-eller-svar på spørgsmålet. Der må gives et både-og-svar. På den ene side og på den anden side. På den ene side står kejseren, som repræsenterer den verdslige, politiske magt. Og på den anden side står Gud som en åndelig magt. Grænserne mellem dem kan stundom være uklare. Men de er der. Og hvis vi ikke skelner mellem dem, så kan det gå gruelig galt. Giv kejseren, hvad kejserens er. Det var et svar, som nok kunne hidse de politisk bevidste jøder op. For det var jo et klart ja til, at de skulle betale skat til den forhadte romerkejser. Med dét svar gjorde Jesus det tydeligt, at det ikke var kejserens herredømme, han var kommet for at befri menneskene fra, sådan som de jødiske aktivister havde håbet. Han anerkendte dermed den romerske kejsers ret, selv om den var bygget på brutal voldsanvendelse ikke specielt den romerske kejsers ret, men selve det faktum, at der fandtes 1
politisk magtudøvelse. Men samtidig satte han en tydelig grænse for dén magt, nemlig med den meget vigtige tilføjelse: Og giv Gud, hvad Guds er! Romerne gjorde kejseren til Gud. De religiøse aktivister ville gøre Gud til kejser. Begge gik de grueligt fejl. Begge tænkte de nemlig totalitært. Enten man gør politik til religion eller religion til politik, det kommer egentlig ud på ét i sidste instans. Sagen er jo i grunden meget aktuel. Det politiske menneske vil gøre alt til politik. Også det åndelige. Og det åndeligt fanatiske menneske vil gøre alt til religion. Kommunismen ville afskaffe religionen. Religiøse fantaster vil afskaffe enhver form for politik, som ikke er bundet op på religion, på hellige bøger, som for dem er Guds ufejlbarlige og ufravigelige love til, hvordan vi mennesker skal indrette alt i samfundet på. Begge måder at tænke på kommer der kun et rædselsfuldt samfund ud af. Nej, giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Det betyder simpelthen, at det er nødvendigt, at der er en øvrighed, som der skal betales skat til, og som der i princippet skal adlydes. Men det betyder samtidigt, at kejseren, dvs. staten eller øvrigheden, ikke skal guddommeliggøres. Vi hører i dag en teologisk begrundelse for, hvorfor vi ikke skal blande tingene sammen. Vi hørte nemlig for lidt siden Paulus sige: Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Øvrigheden er til for at beskytte de svage mod de stærke, de gode mod de onde. For hvis der ingen øvrighed fandtes, så ville de stærke og onde til enhver tid tryne alle andre. Selvfølgelig kan man sætte spørgsmålstegn ved, om enhver politisk myndighed nu også virkelig tjener det gode. Der kunne gives masser af eksempler på, at man af samvittighedsgrunde må sige nej. Men det ophæver ikke nødvendigheden og vigtigheden af en øvrighed, som ikke bærer sit sværd forgæves. Intet samfundssystem eller mangel på system kan frelse mennesket. Mennesket er en synder, som har brug for tilgivelse. Og frelsen sker alene ved Guds nåde i Jesus Kristus. Men fri os fra et samfund, hvor det er præsteskabet, som styrer! Har evangeliet så slet ingen politiske konsekvenser? Er religion og politik helt adskilte verdener, som slet ikke har noget med hinanden at gøre? Nej, så firkantet kan tingene ikke stilles op. For evangeliet angår hele den 2
menneskelige tilværelse. Men som kristne mennesker finder vi ikke enkle og klare svar på alle de spørgsmål, som angår livet på denne jord. Bibelen eller kirken eller præsten har ikke noget bud på, hvad du skal stemme til næste kommunal- eller folketingsvalg eller EU-afstemning. Det er du nok glad for! Du må tænke selv og selv tage ansvar. Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Det betyder, at du skal betale din skat med glæde, også selv om du ikke altid er helt enig i, hvad pengene går til. Og så skal du se til, at staten, dvs. politikerne, bestandigt holdes i ørene, så de ikke tilraner sig nogle beføjelser, som de slet ikke har ret til. Den forstandige politiker forstår godt, at der er noget i denne tilværelse, han eller hun ikke skal blande sig i. Engang imellem overtrædes grænserne, og det er ikke kønt. Ligesom det som regel heller ikke klæder kirken at komme med alt for bastante politiske udtalelser. Det er da sikkert udmærket med kristne politikere. Men øvrigheden og politikerne skal ikke bedømmes på deres eventuelle kristelighed, men på deres fornuftighed, deres salighed, dygtighed og ubestikkelighed. Det udelukker jo ingenlunde, at man bruger sin fornuft under bøn om Guds hjælp og vejledning. Der er altså beklageligvis, vil nogen nok hævde intet incitament i dagens Jesus-ord til at vælte den til enhver tid siddende regering. Vi må som syndige mennesker i et grumset samfund nøjes med ordene: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Hvad vil det da sige at give Gud, hvad Guds er? Det betyder ganske kort og godt, at du skal elske Gud og din næste som dig selv. Sådan set kan vi mennesker ikke give Gud noget som helst. Andet end vort hjertes tak. Det skylder vi ham til gengæld også. Vort hjertes tak er at sige tak for livet, han har skænket os, og at vi bruger livet på andre end os selv. Det er på en måde meget dennesidigt. Vores taknemmelighed og kærlighed svæver ikke i det fri. Den er altid knyttet til konkrete mennesker og konkrete livsforhold. Vi danskere har uendeligt meget at sige tak for, og derfor giver det mening, at vi i dag synger Grundtvigs Kærlighed til fædrelandet, selv om nogen nok har undret sig over, at den overhovedet er kommet med i vores nye salmebog. I Højskolesangbogen har den stået længe. Men hvorfor nu også i salmebogen? Det skyldes måske, at vi i vore tider er nødt til at tale lidt mere om kristendommen som samfundets grundlag, end vi måske egentlig bryder os om. Grundtvig skrev midt under den nationale krise umiddelbart efter treårskrigen 1848-50 et digt, Den danske nødvendighed. Han var på det tidspunkt selv blevet politisk aktiv. Han havde været medlem af den grundlovsgivende 3
forsamling og var levende optaget af at holde tyske tendenser på afstand gennem en oprustning af det folkeligt nationale og det kristelige. Digtet Den danske nødvendighed er én eneste argumentation for kristendommen som samfundets grundlag. Måske er det ikke tilfældigt, at vi også i vore dage taler om Danmark som en kristen nation, hvis lovgrundlag og tænkemåde hviler på kristent fundament ikke som en reaktion for tyskhed, men på noget helt andet, som i langt højere grad truer vores selvforståelse. Netop i disse år er den nationale selvforståelse under kraftig ombrydning af indvandring og internationale politiske forhold. Derfor er der sikkert mennesker, som finder digtet upassende nationalistisk, og som mener, at det ikke hører hjemme i vores salmebog. Men sagen er, at det måske i virkeligheden ret forstået som fædrelands-salme både kristeligt og folkeligt modvirker tendenser til national chauvinisme og selvtilstrækkelighed, men netop tillader en fædrelandskærlighed, som får sit korrektiv og perspektiv af kristendommens tydning af begrebet kærlighed. I første vers møder vi grundtanken i digtet: at kærligheden har prioritet, fordi den omfatter alt det, der skaber et sandt menneskeliv: national identitet, hjemstavn, slægts- og familiebevidsthed og det religiøse. Kærlighed i pagt med Ånden for uden ånd går det ikke. Derfor er den ideelle samhørighed både i folk og menighed en nødvendighed. Som folk er vi nødt til at have nogle fælles forståelsesrammer og spilleregler, for at vi kan høre sammen som folk. Det gælder sproget og den politiske forståelse. Det gælder også på det økonomiske og sociale område. Vi bør fortsat leve i et Danmark, hvor få har for meget og færre for lidt. Det folkelige fællesskab er altafgørende for samfundets sammenhængskraft. Denne sammenhængskraft er ikke længere nogen selvfølge. Den er truet, og derfor må der kæmpes for den. Kærligheden er alle loves ånd. Kærlighed er lovens fylde. Det er ikke mennesket, der er til for loven, men loven, der er til for mennesket for at det onde kan holdes i ave, og det gode kan blomstre. Kærligheden er ikke et fritsvævende begreb noget, der svæver i det himmelblå. Så bliver den falsk. Den må altid forstås, både i forhold til det Himmerige, hvor den har sit udspring, og det sted, hvor den skal leves ud, altså på denne jord. Kærligheden er folkets himmelske næring, der styrker som den honningsøde mjød i det danske folks ørkenvandring efter et fredfyldt, blomstrende fædreland. 4
Verdens oprustning og våbenkapløb er tåbelig, kortsynet al denne stål, som Grundtvig kalder det. Hvor ville det være skønt, om vi kunne smede alle våben til plovjern. Det kræver bare, at alle mennesker på denne jord kunne blive enige, og dén dag kommer vist desværre aldrig. Men det ændrer dog ikke på, at denne verden står og falder med kærlighed; ikke den ødelæggende, begærlige altfortærende kærlighed, men en livgivende kærlighed: hvor den blusser, bor livsgløden, hvor den slukkes, hersker døden. Danmarks gamle kærlighed, som digtet slutter med, er kærligheden til Gud og næsten, som er den rette fædrelandskærlighed, som fremelsker liv, lys og glæde. Det er altså ikke tilfældigt, at vi i dag synger denne sang på baggrund af ordene: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Livet hænger sammen! Himmel og jord hænger sammen! LOV OG TAK OG EVIG ÆRE VÆRE DIG, VOR GUD - FADER, SØN OG HELLIGÅND, DU, SOM VAR, ER OG BLIVER ÉN SAND TREENIG GUD, HØJLOVET FRA FØRSTE BEGYNDELSE, NU OG I AL EVIGHED. AMEN. AMEN. 5