16.s.e.trin. A. 2015. Luk 7,11-17 Salmer: Det kan synes som et dårligt valg, at der skal prædikes over enkens søn fra Nain, når vi lige har fejret barnedåb. Den festlige velkomst her i menigheden af lille Astrid bliver nu afløst af anderledes alvorlige ord. For selvom historien, vi hørte, ender godt, og enken får sin eneste søn tilbage, så minder historien os om, at det ikke altid går sådan, at slægt følger slægters gang. Historien minder os om, at nogle forældre må opleve noget af det tungeste nemlig at skulle lægge deres barn i graven. Det byder os imod. Det er den forkerte rækkefølge. Vi ved, at det er sådan. Et vilkår. Noget vi ikke kan få til at gå væk. Noget vi må leve med. Og vi kan ikke lade være med at bekymre os. Vi kender ikke morgendagen. Ingen kender dagen før solen går ned, skriver Ingemann i en salme. Derfor bekymrer vi os og søger at beskytte vores kære så meget som overhovedet muligt. Og så alligevel: det at vi ikke kender dagen, -det at vi bekymrer os, -det får 1
os ikke til at lade være med at glædes over livet, -over hver ny lille skabning, der kommer til verden. Jeg vil mene, at alle forældre tænker med bekymring på deres små børns fremtid. Hvordan det skal gå dem. Hvordan verden vil være at leve i om 30 år -50 år. Og vi tænker, der er så mange ting der vækker bekymring for fremtiden. Uro i verden, -forurening, -det endeløse forbrug af verdens ressourcer, den kæmpestore ulighed og uretfærdighed i verden, udfordringerne med overbefolkning, tørke det ene sted og oversvømmelse et andet sted. Og vi kan blive ved. Der er nok at bekymre sig for. Og så alligevel. Vi holder stædigt fast ved også at have en optimisme, en tro på fremtiden, og en lyst til at sætte børn i verden i en stædig overbevisning om at, i morgen er der atter en dag. At verden er skabt så uendeligt smukt og vidunderligt for os, at det gode overvinder det onde, at vel er der mørke skyer at øjne, men solen bryder altid igennem. 2
Vores optimisme og stædige sigen ja til fremtiden, den beror også på den kærlighed og omsorg, som Gud omgærder os med. At Gud sendte sin søn til verden for at vise os, at Guds kærlighed er stærkere end døden. At Guds søn kom og havde medynk med de sørgende og grædende. At han brød ind og gav den døde søn tilbage til enken. Forvandlede hendes klage til jubelsang. Som et tegn. Et tegn på den kærlighed der bryder ind i verden og gør, at lyset, glæden og kærligheden er evig og umistelig. Som vi bad sammen indledningsvist: Gud, du ser vores sorger, det ved vi fra din kære søn Jesus Kristus vor Herre, som delte livet og døden med os her, for at vi skal dele hans liv i evighed. Og videre. Fordi Jesus Kristus giver os kærlighed ud af sin kærlighed, så kan vi tage mod til os og kaste al frygt fra os og leve glade med hinanden her, indtil vi glædes i Guds lys i evighed. Det er denne vedholdende tro på, at der altid venter os noget godt, der gør, at vi på trods af alle bekymringer, kan trøste os og frimodigt se mod fremtiden og bygge 3
videre. En tro på, at selvom vi ikke kender dagen, før solen går ned, så er vi givet en fantastisk vished, nemlig at Guds kærlighed altid får det sidste ord. Mørket vil ikke omslutte os. Der er intet mørke for Gud. Hans opstandelseslys skinner over alt og gør, at vi kan lægge morgendagen i Guds hænder og vide, at hvad der end sker, så er vi og vore kære alligevel fastholdt i Guds almægtige favntag. Livet er at bekymre sig. Når vi sætter børn i verden inviterer vi bekymringer ind i vores liv. Og som sagt, -der er nok at bekymre sig om. Den amerikanske komiker og forfatter Mark Twain har sagt: Jeg har i mit liv haft tusindvis af bekymringer, kun meget få af dem er gået i opfyldelse. Og sådan er det jo heldigvis. Ja, man jo gå i den modsatte grøft og sige: hvorfor overhovedet bekymre sig, når så få af dem ender med at gå i opfyldelse? Det er da også meget forskelligt fra person til person, hvor meget man bekymrer sig. Nogle har det lyse sind, der bare venter sig alt godt. Andre har et mørkere sind, hvor netop 4
bekymringerne kan komme til at fylde for meget. Men at bekymre sig handler jo også om at gøre det bedste for at undgå det, man bekymrer sig for. Når man bekymrer sig for sine børn, så er det jo for at sørge for at beskytte dem bedst muligt, -forudse hvad der kan ske, og tage sig i agt. At bekymre sig lyder måske negativt, men bekymring kan langt hen ad vejen være det positive element, der gør, at netop de fleste bekymringer ikke kommer i opfyldelse. Bekymringer skærper os. Beretningen om opvækkelsen af enkens søn fra Nain er en fortælling om et Guds under midt i verden. Men det er ikke en fortælling om, at verden, og at alle mulige grunde for bekymringer fjernes fra os. Dødeopvækkelsen fjerner ikke det faktum, at døden er en del af livet, og at vi ikke kender dagen og timen, - ikke kender alle hvorfor og hvordan og hvornår. Enken får sin søn tilbage, -hendes sorg ændres til glæde, men døden ophæves ikke, -den sættes ud af kraft i det øjeblik, -tiden spoles tilbage, -men enkens 5
søn var stadig underlagt den samme skæbne som alle os andre, -at en dag er det slut, en dag vil den definitive død komme også til ham. Det satte Jesu under ikke ud af kraft. Og underet satte heller ikke det ud af kraft, at vi ikke kender dagen, før solen er gået ned. Det er vel ret beset også det vidunderlige ved livet, at vi netop ikke kender morgendagen, at den er ny og ubrugt og fuld af muligheder. At vi netop ikke ved, hvilke af vores uendelige mange bekymringer, der går i opfyldelse. At det egentlig går relativt godt. At vi er givet så meget. Så er det også med at tage livtag med det alt sammen. Favne livet. Tro på lyset, glæden og lykken. Også når det undertiden kan se trist og mørkt og netop bekymrende ud. Se rigtig på os alle sammen samlede her. Vi er kommet for at opleve det kristne fællesskab. Vi kan samles i frihed. Vi kan se Astrid blive båret til dåben af glade forældre og fornemme Guds velkomst til hende. Himlen stå åben over døbefonten, og vi kan fornemme den uendelige række af døbte tilbage 6
gennem tiden, den kæde af døbte som vi selv er en del af, og et fælleskab der gør os trygge og giver vores liv mening og dybde og lader os forstå vores rødder, kultur og tradition. Og vi glædes ved denne vores dejlige kirke, -denne helle midt i verdens larm og fortrædeligheder. At vi kan komme her frit, få lov til at høre himmelske toner, synge smukke salmer og høre og reflektere over ord, der berører noget af det dybe og særligt vedkommende for ethvert menneske. Her sættes der ord på det, vi ellers ikke taler med hinanden om. Vi har her denne glæde ved at sidde her og fornemme en storhed, en meningsfuldhed, -ro og varme, så helt forskellig fra støjniveauet omkring os i verden udenfor. Her fornemmer vi Helligåndens kraft, den varme fra Gud der giver os en indre fornemmelse af at, herinde er der højt til loftet og vidt til siderne, - langt mere end det fysiske, -en anden dimension, en åndelig dimension af at blive velsignet og taget imod af Gud, der omfavner os med en uendelig og umistelig kærlighed. 7
Her kan vi komme med alle vores forskellige sindsstemninger, -med glæde og sorg, -med lykke og bekymring, med et lyst eller et mørkt sind. Herinde er vi alle ens. Vi tages imod fuldt ud, også selvom vi slet ikke har fortjent det. Herinde gives vi samme nåde, samme kærlighed, samme velsignelse. Og vi knæler sammen omkring alterbordet og får det samme brød, samme bæger og hører samme budskab: Dine synder er dig forladt, -din skyld er sonet, -stå op og vid dig elsket, elsket af en uendelig evig kærlighed. Og vi kan gå hjem herfra i visheden om, at vi har fået del af noget, som vi ikke kan beskrive, men som føles inderst inde. Som en varme, en meningsfuldhed, en tryghed, en bestemmelse. Ja, vi kan gå herfra og føle at selvom vores tilværelse ikke er ændret fundamentalt. Sorgerne og vores bekymringer ikke taget fuldstændigt fra os. Sygdom, død og ulykke og uvisheden på morgendag ikke taget fra os. Så har vi dog fået en styrke, -en styrke til at bære det alt sammen, -for som det er så klogt sagt: Lykken er 8
ikke den skæbne man får, men sindet hvormed den bæres. Jo, vi ved, at der er forskel på skæbne, - forskel på levnedsløb, og at både glæder og sorger vælder ind over vores liv også uden, at vi kan gøre en forskel derved. Herinde i kirken gives vi en livstydning, -en livsholdning, som baserer sig på troen på den almægtige Gud og skaber, herre over liv og død. En livsholdning at vi ikke tror os alene, aldrig forladt, at Gud har bevæget sig, -sendt sin søn til verden så langt som til at ynkes over en fattig enke, der græder over at have mistet sin eneste søn og nu står uden muligheder for at klare sig. En livsholdning at vi er givet at tro på, at vi kan bede til Gud og måske ikke få ændret en tung skæbne, men dog få styrken til at bære den. Det er herinde vi får modet til at gå til morgendagen med forventningens glæde og vide at, om dagen, som vi ikke kendte før solen gik ned, viste sig at være fuld af glæde eller fuld af sorg, -vi er dog aldrig forladt, - Guds kærlighed hvisker sit uendelige ja til os, og 9
rejser os ved styrken i at Guds kærlighed og evige lys altid får det sidste ord. Det er da ikke svært at glædes over og finde tryghed i. Amen Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, far, søn og HÅ, du, som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen Motet. 10