1 Urup Kirke Søndag d. 29. december 2013 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til julesøndag, Matt 2,13-23. 2. tekstrække Salmer DDS 99: Velkommen igen, Guds engle små DDS 117: En rose så jeg skyde DDS 123: Her kommer Jesus, dine små - - - DDS 134: Vor Herre, han er en konge stor Altergang DDS 102: Et lidet barn så lysteligt DDS 112: Kom, alle kristne Tekstlæsninger GT-læsning Jer 31,15-17 Epistel Rom 3-19-22a Prædiketekst: Matt 2,13-23
2 Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Matthæus: Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger:»stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.«og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger:»fra Egypten kaldte jeg min søn.«da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn, hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger:»stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.«og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Prædiken Juleteksterne er fyldt med kontraster fx har vi julefreden fra Betlehem i kontrast til forfølgelsestemaet 2. juledag, hvor vi hører om, at mennesker bliver forfulgt og dræbt for Jesu skyld. Og her: kort tid efter Jesu fødsel og den glæde, der er knyttet til at få et barn, så får Maria og Josef besked om at flygte over hals og hoved væk fra kong Herodes, der stræber barnet efter livet.
3 Der er ikke bare kontraster, men regulære paradokser. Et paradoks er to indbyrdes modstridende udsagn, som hævdes på samme tid uden at kunne forenes i vores fornuft. Men vores liv rummer netop paradokser, og derfor kan få hjælp til at leve vores liv her. Der ligger nemlig en vældig trøst i at følge Jesus gennem dem. Det er et paradoks, at en jomfru føder et barn, at den almægtige Gud bliver lagt i en krybbe, at universets skaber og herre tilbedes af noget så socialt lavtstående som hyrder ude fra marken. I dag har vi det paradoks, at Gud og Jesus på den ene side som menneske er sårbar og på den anden side er almægtig og styrer verdens gang. Gud har kontrol over alle situationer, hører vi. På jer er endog alle hovedhårene talte, siger Jesus. Der er ikke det mindste hår, som han ikke har styr på og ved hvor sidder. Man kan så være vittig og sige, at på nogle mennesker er det en overkommelig opgave for Gud at tælle hovedhår, men det lader vi ligge her. Det afgørende er, at Gud har styr på selv vores hovedhår, og derfor vores liv! Der er ikke den mindste spurv, som falder til jorden, uden at Gud er med. Samtidig hører vi altså også, at Gud den almægtige bliver styret af begivenheder, som han tilsyneladende ikke har kontrol over. Det lille, svage barn må sammen med sin familie flygte til Egypten. Josef får af en engel at vide, at kong Herodes vil slå barnet ihjel. Han får sat et møde med de vise mænd i stand og beder dem forhøre sig om barnet i Betlehem, så han kan komme og tilbede det. Men det var ikke det, han ville. Herodes var drevet af jalousi og magtsyge mod denne konkurrent til tronen. De vise mænd kom aldrig tilbage til Herodes, for de blev rådet af en engel til at tage en anden vej hjem. Da Herodes opdager, at han var blevet snydt, udtænker han en barbarisk plan om at dræbe alle drengebørn på to år og derunder. Der er bibelfortolkere, som mener, at Jesus kan have været op mod to år, da det sker, men det ved vi reelt ikke. Vi ved, at der sker det forfærdelige, som vi kalder barnemordet i Betlehem, og som reelt vel kun overgås af den lov, vi hos os kalder den frie abort.
4 Jesus måtte altså leve som flygtning i flere år, ligesom rigtige mennesker af og til gør. Han bliver udsat for dødstrusler, ligesom rigtige mennesker gør, og efter alt at dømme ser det ud som om, han ikke er Herre over situationen. Alligevel læser vi, at alt dette skete, for at profetierne skulle gå i opfyldelse. Så det er Gud, der styrer det. Fx hører vi i dag en dunkel profeti fra Hoseas, som Matt henviser til: Fra Egypten kaldte jeg min søn. Det er altså Guds evige vilje, der går i opfyldelse, den nat Josef må snige sig bort og gemme sig i Egypten. Oprindeligt handler den profeti fra Hoseas om Guds folk, jøderne, der er i slaveri i Egypten og bliver udfriet ved Guds stærke hånd. Matt tager den profeti og siger, at den handler om Jesus. Hvorfor? Jo, Jesus skulle netop være legemliggørelsen af Guds folk. Han skulle være den syndfrie repræsentant for os. Vi ved, at det israelitiske folk, som dengang befandt sig i Egypten, havde vendt sig fra Gud, de havde knurret mod ham, havde ønsket sig tilbage til slaveriet, da de var udfriet, de havde tilbedt andre guder og endda til tider ofret deres egne børn for hedenske afguder. De var kort sagt fyldt til randen af synd. Nu kom Jesus op fra Egypten. Han skulle være det syndige folks repræsentant for Guds domstol og opfylde den lov, som Israel ikke havde opfyldt og ikke ville opfylde. Det syndige hjerte var sådan, at de ikke ville rette ind. Det er det mærkelige ved os mennesker. Vi er syndere, og når vi møder loven, så bliver vi bare konfronteret med, at vi er syndere. Der sker ikke det, at vi retter ind, vi begynder ikke at forbedre os. Der sker præcis det, som vi hørte Paulus sige: alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse. Når vi mennesker møder Guds lov, bliver vi ikke syndfrie, men syndere. For Jesus er dette anderledes. Han kunne opfylde loven. Når han blev konfronteret med loven, så holdt han den, fordi han var Guds søn!
5 Derfor sker der det vidunderlige, som Paulus også omtaler i epistelteksten: Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Jesus Kristus kom til os for at bære Guds lov og være Guds lov, og han gjorde det perfekt og uden synd, og nu sker der det, at vi bliver retfærdige uden lov, for nu har Jesus opfyldt den for os og i stedet for os, og retfærdige bliver vi ved i tro at tage imod ham. Han kom altså fra Egypten og gjorde alt det, som Israels folk skulle have gjort og ikke gjorde. Det er ikke bare Israels folk, som er med her nej, det er en universel lovopfyldelse. Det gælder alle mennesker, alle nationer til alle tider. Vi bliver ikke syndfrie, fordi vi selv har opfyldt loven, men fordi han har! Der er altså en grund til, at Jesus skulle til Egypten og føres op derfra, og grunden er, at Jesus skulle tage folkets og alle menneskers slaveri og frafald på sig og gennemleve det. Egypten er et billede på vi menneskers slaveri under synden, og derfor er flugten til Egypten og den lille profeti fra Hoseas en perle, der viser os Guds underfulde styring af historien. Og som det var vigtigt med Egypten, så var det også vigtigt med Nazaret. Det er også noget, Gud styrer. Dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Hvorfor skulle de bosætte sig i Nazaret? Jo, ud over at Maria og Josef kom derfra, så var Nazaret det lavest rangerende sted i Israel overhovedet. Det lå der på grænsen til hedningeland, og det var uuddannede folk, der talte bondemål, og nogle af dem var oprørere. Det var ikke Nazaret, man ville satse på, hvis man skulle være noget. Hvorfor er det der, de skulle bosætte sig? Svaret er, at det skulle de, for at alle kunne være med. Jesus skulle være for alle, også dem, som var på samfundets bund, dem ingen regner med! Sådan var det ved begyndelsen af Jesu liv modsætningsfyldt, paradoksalt. Og sådan var det ved slutningen af hans liv ved korset. På den ene side var Jesus i voldsmænds hænder, klynget op på korset, dømt for gudsbespottelse. På den anden
6 side ved vi, at det fra begyndelsen var Guds evige beslutning, at han skulle hænge der, og Jesus påtog sig af egen beslutning døden på korset for alle mennesker. Hvorfor er der alle disse paradokser? Jo, fordi den almægtige Gud selv vil betale prisen for alle vores synder, og det kan han kun gøre ved at forene sig helt med os, blive et sårbart menneske som os, leve et menneskeliv som vores, blive udsat for modgang som os, og ikke synde. Når Jesus er syndfri, kan han betale for os. Når den levende Gud er sandt menneske, kan han gå i stedet for os. Det er derfor, vi har disse paradokser. Lige så paradoksalt er det, at vi bliver ét med Jesus. Jeg er vintræet, I er grenene. Det betyder, at vi har fællesskab med den almægtige. At vi hver dag kan modtage liv og kraft fra ham. Hans almagt er os nær, hans liv er i os gennem livets tunge byrder. Også den side af livet er et paradoks, fordi livet jo kan være svært og hårdt. Der kan være store bjerge, vi ikke kan bestige og ikke kan se os igennem. Virkeligheden er, at vi er forenet med den almægtige Gud, som har lovet at være med os alle dage. Han har ikke skjult for os, at mange ulykker rammer den retfærdige, men han vil fri os ud af dem alle. Du kan opleve at måtte flygte, sådan som han flygtede i sin tid, men han vil være med dig. Du kan risikere at bliver mødt med ondskab, misforståelser og foragt, som han blev det, men Herren vil redde dig ud af det. Meget af det, der sker med os, kan virke ude af kontrol og som om, Gud ikke har styr på det længere. Det gælder fx, når nogle af vores kære dør midt i livet, når der er problemer i vores familie og vanskelige situationer på arbejdet, konflikter med naboen. Det virker både meningsløst og tilfældigt og ude af kontrol. Men Gud har kontrollen. Vi kan også tage vores kirke. Der foregår meget i vores kirke, som er på kollisionskurs med bekendelsesskrifterne og Bibelen. Og alligevel: Vi tror på, at Gud er i sin kirke. Og at Gud står ved sit løfte. Vi kan trøste os ved evangeliet og vide, at han har situationen under kontrol.
7 Det gælder også vores liv. Gud arbejder for, at hans vilje skal ske med os. Derfor er det, der sker med os, gode ting. Gud tillader, at vi bliver ført ud i vanskelige situationer for at lære os noget, for at vise os, nemlig, at han arbejder for os og kæmper for os, frelser os, at vi virkelig er forenet med ham, som grenen er med stammen. Og vi kan spørge: Hvordan skulle vi kunne lære at stole på det, hvis vi ikke bliver bragt ud i situationer, hvor vi ikke selv har kontrol over det? Hvis vi skal lære det, Gud vil lære os, så må vi bringes derud, hvor vi er afhængige af Gud. Hvor vi på den ene siden er hjælpeløse, på den anden side lærer, at Gud er den hjælpeløses hjælper. Hvordan skal vi kunne lære, at korset er en virkelighed til frelse for os og at Gud tager vores syndeskyld på sig og tilgiver os for alt, hvis vi ikke har været på afgrunden, hvor vi har set ned i Helvede selv og har set, at Guds afslørende lys rammer mig, fordi jeg er en synder? Uden den forfærdelige erfaring er der ingen grund til at tage imod Guds nåde, eller bekende vores synd for ham og bede ham om tilgivelse. Uden dette paradoks, på den ene side at være bragt på kanten til fortabelsen, på den anden side høre Guds tilgivelse og eje en frelser, der dør på korset for al min synd, ville vi aldrig møde og kende Guds nåde. Hvis du ser tilbage på dit liv og kigger på de oplevelser, du har haft, så må du være ærlig og indrømme, at meget kaos i dit liv styrkede din tro på Gud. Paradokset er, at midt i elendigheden, var du under Guds velsignelse. Da var du som grenen, der sidder på stammen. Gud var dig nær. Midt i elendigheden lærte du noget om Guds storhed og kærlighed, og på den måde er dine nederlag blevet til sejre, der styrker dit gudsforhold. Så underfuldt har Gud styret dit liv. Men også i fremtiden vil du jo blive mødt med ting, der er uforståelige og kaotiske. Men så stands op og ret dit blik mod korset. Jo, for på den ene side er dette kors det mest uforståelige, der nogen sinde er sket men på den anden side er det det mest
8 meningsfyldte, der nogensinde er sket, for det er Gud, der hænger her i grænseløs kærlighed for at dø for vores synder. Vi er forenet med Jesus, og i disse beretninger om alt det paradoksale, der skete med Jesus i den første tid, finder vi også meningen med vores paradoksale liv med dets uforståelige situationer. Meningen findes sammen med barnet i krybben, sammen med manden på korset, i troen på ham, der på den anden side af korset opstod til evigt liv. Og her vil vi i troen på ham finde os selv og finde friheden i evangeliet. Og til sidst vil vi med Jesus opstå til et liv uden flere paradokser i evig herlighed og evig kærlighed! Amen!