OXUS. Nyhedsbrev for Centralasiatisk Selskab. 2009, nr. 1

OXUS Nyhedsbrev for Centralasiatisk Selskab 2009, nr. 1

Indhold Indhold Redaktionelt 1 Nyheder fra Centralasiatisk Selskab 3 Lagt på is Kirgistan, et u-land i minusgrader 6 Anette Krarup Djengiz Ajtmatov, *1928-2008 8 Steen Klitgård Povlsen Jagten på urhjemmet 14 Frederik Stjernfelt Søen som blev slået ihjel 18 Tobias Stern Johansen Den dansende kamel historien bag Centralasiatisk Selskabs logo 21 Nadia Haupt, Sten Madsen, Per Fischer Jødisk kogekunst fra Centralasien 25 Per Fischer Centralasien siden sidst 29 Redaktionelt Centralasiatisk Selskab har til formål at fremme kendskabet til og interessen for Centralasien før og nu samt fungere som tværfagligt forum for koordinering og styrkelse af aktiviteter, der omhandler Centralasien. Centralasiatisk Selskab er en apolitisk og ikke-profitbaseret organisation. Betegnelsen Centralasien dækker i selskabets regi primært landene Afghanistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan; provinsen Xinjiang i Kina; de sydsibiriske provinser i Rusland; de nordlige provinser i Pakistan; samt emigranter fra de pågældende områder, hvor de end måtte befinde sig. Se mere på www.centralasien.dk. Udgivet af Centralasiatisk Selskab, København 2009 ISSN: 1901-9637 Redaktion: Per Fischer (chefredaktør) og Adam Hyllested Redaktionen er afsluttet 15. april 2009. Deadlines for kommende numre: Nr. 2, juni 2009 Nr. 3, september 2009 Større artikler og indlæg: 15/5 Større artikler og indlæg: 1/8 Notitser, annoncer etc.: 20/5 Notitser, annoncer etc.: 10/8 Bidrag i form af artikler, information om arrangementer, billedmateriale, idéer/forslag til emner kan indsendes pr. e-mail til info@centralasien.dk. Forsidebillede: Skibsvrag i den udtørrede Aralsø 2008. Foto af Tobias Stern Johansen. Tobias Stern Johansen. Errata et corrigenda: I Catharina Raudveres anmeldelse af Maria Louw: Everyday Islam in Post-Soviet Central Asia i sidste nummer var antallet af tildelte kameler faldet ud: Oxus 2009, Nr. 1 2

Nyheder fra Centralasiatisk Selskab Afholdte arrangementer 13. marts 2008 havde selskabet besøg fra Grækenland. Taj Khan, der tilhører kalashamindretallet i det nordvestlige Pakistan, gav filmforedraget Literacy and ethnic identity - introducing a writing system to the Kalasha of Northwest Pakistan. Taj blev præsenteret af bestyrelsesmedlem Jan Heegård Petersen, der også selv har været involveret i bestræbelserne på at skabe et skriftsprog til kalasha-sproget. Udover en redegørelse for de sociolingvistiske forhold blev der tid til en diskussion om kalashaernes oprindelse, herunder de omdiskuterede hypoteser om, at de delvis skulle nedstamme fra soldater fra Alexander den Stores hære. Kalashaernes levevilkår er blevet stærkt forværret under de seneste års krigshandlinger i Afghanistan og NV- Pakistan. Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) på Københavns Universitet talte om Usbekistan og Rusland. Ulla Priens egentlige arbejdsfelt er arabisk sprog, og hun berettede bl.a. om sit besøg i de arabisktalende enklaver i Usbekistan, hvor hun var i stand til at kommunikere med lokalbefolkningen på klassisk arabisk med hinanden taler de en noget afvigende dialekt. Foredraget var ledsaget af et rigt billedmateriale. 29. oktober gav musiker og komponist Christer Irgens-Møller anden del af sit foredrag Musik fra en udryddet kultur i det østligste Afghanistan. Den var lige som første del (der indgik i foredragsrækken Danske Eventyrere på Silkevejen 2006) ledsaget af såvel en lyd- som en billedside; førstnævnte i form af Klaus Ferdinands og Lennart Edelbergs optagelser fra Parun- og Bashgaldalene i Nuristan 1953-1970. Taj Khan og Jan Heegård. Taj Khan. 24. april var der besøg fra Aarhus Universitet. Lektor, dr.theol. Nils Arne Pedersen fra Afdeling for Kirkehistorie og Praktisk Teologi gav ét af selskabets hidtil mest velbesøgte foredrag Manikæismen litteratur, historie, lære og gudsdyrkelse. Nils Arne Pedersen er medarbejder ved det internationale editionsprojekt, der udgiver Chester Beatty Bibliotekets manikæisk-koptiske papyri. Beskrivelse af Manis levned, litterære levn og den betydning, manikæismen fik på kristendommen og ikke mindst kirkefaderen Augustin. Hvor meget den har antaget buddhistisk skikkelse, dualisme, manikæisme i Vesten (Romerriget). 28. april afholdt selskabet et arrangement i samarbejde med ngo en SILBA, hvor studieadjunkt, cand.phil. Ulla Prien fra Institut for Raim Farhadi. Tobias Stern Johansen. 10. december viste søskendeparret Katrine og Tobias Stern Johansen, hhv. design- og journaliststuderende, deres dokumentarfilm Søen og digteren om Aralsøens miljømæssige tilstand. Filmen, der var finansieret af DANIDAs Verdensbilledelegat, er samtidig et portræt af den Oxus 2009, Nr. 1 3

Oxus usbekiske forfatter og kunstner Raim Farhadi, der underviser børn i miljø og billedkunst og derigennem kæmper for en miljøbevidsthed i den opvoksende generation. Efter filmen blev der lejlighed til at stille spørgsmål både om filmens tilblivelse, Raim Farhadis aktiviteter og rejsen til Usbekistan i det hele taget. Aktiviteterne i 2009 indledetes med Susanne Hakenbeck fra McDonald Institute for Archaeological Research og Newnham College i Cambridge, der 6. Marts fortalte om deformerede kranier fundet i hunniske grave i Europa. Foredraget, der bar titlen Hunnic modified skulls: physical appearance, identity and the transformative nature of migrations, var arrangeret i samarbejde med det nye forskningscenter Roots of Europe på Københavns Universitet. Susanne Hakenbecks generelle forskningsinteresse er Romerrigets ydre grænser og det pres, der var på dem, herunder fra Centralasiens indtrængende horder. Forsideillustrationen til DSCA Journal 2008: Hunnerkongen Attila, som Thomas Heiberg Nøhr forestiller sig ham. Centralasiatisk Selskab og Thomas Heiberg Nøhr, thnoehr@yahoo.dk Deformt kvindekranium og fuglesmykke fundet i samme hunnergrav i Oßmanstedt, Thüringen. Susanne Hakenbeck. DSCA Journal 2008 udkommet Nogle måneder inden foredraget udkom The DSCA Journal 2008 meget passende netop med et tema om hunnerne og deres forbindelser til Europa, specifikt Ungarn og Bulgarien. Nummeret omfatter også artikler om forhistorisk klippekunst i Kasakhstan og det moderne Burjatiens identitet. Oxus 2009, Nr. 1 4

Nye i bestyrelsen På generalforsamlingen 5. marts blev følgende personer valgt til bestyrelsen: Per Fischer (genvalgt) Muborak Sharipova (genvalgt) Sten Madsen (genvalgt) Adam Hyllested (genvalgt) Janus Gohr Mørk (nyvalgt) Følgende personer var ikke på valg i år og er derfor fortsat medlemmer af bestyrelsen: Jan Heegård Jørgen Thomsen Jonas K. Jepsen Mette Hedemand Søltoft Som suppleanter valgtes: Lars Højer (genvalgt) Maria Louw (genvalgt) Andrey Lukyanov (hidtil bestyrelsesmedlem) Søren Theisen (nyvalgt) Bestyrelsesposterne vil blive fordelt på det konstituerende bestyrelsesmøde 7. maj. som James Taylor, Dusty Springfield, Michael Jackson og McFly og som X Factor-deltagerne altså nu giver deres bud på. Når man downloader 'You've Got a Friend' fra internettet, er man med til at skaffe rent vand og bedre hygiejne til hundredvis af afghanske flygtninge. Overskuddet fra sangen gives nemlig til organisationen DACAAR, som bl.a. administreres af Dansk Flygtningehjælp og ASF- Dansk Folkehjælp. Pengene vil blive anvendt til at etablere brønde i Chamtala-lejren i den østlige Nangarhar-provins tæt på grænsen til Pakistan. Her bor ca. fattige 6000 familier, som blev tvunget til at forlade Pakistan sidste år og slå sig ned i ufrugtbare ørkenområder under meget primitive forhold. DACAAR arbejder i forvejen i lejren med at dele vand ud fra tankbiler - og er i færd med at grave brønde, lave hygiejneundervisning og give vejledning i at lave latriner. Projektet er finansieret af ECHO, EU's humanitære organisation. Pengene fra X Factor vil gå til, at udvide antallet af brønde. Behovet er stort! Som alle andre steder i verden redder rent drikkevand liv i Afghanistan. I landet dør hvert år tusindvis af børn diarre som følge af beskidt drikkevand. Det koster 22.000-28.000 kroner at opføre en brønd, og arbejdet udføres af afghanske arbejdere. Hver brønd kommer til at sikre rent drikkevand til mindst 25 familier med typisk 7 medlemmer i hver - dvs. at mindst 175 hjemvendte flygtninge vil få rent drikkevand fra hver brønd. Der graves ofte ned til 60 meters dybde for at finde vandspejlet i området. Arbejdet vil gå i gang kort tid efter, at pengene kommer ind, og vil vare mellem en og tre måneder, afhængigt af undergrundens sammensætning. (efter dr.dk) X factor støtter DACAAR og Afghanistan Sidsel, Lucas, Seest og resten af årets X Factorstjerner har været i studiet for at indspille sang til fordel for flygtninge i Afghanistan. Meget passende er valget faldet på 'You've Got a Friend' - en populær sang fra begyndelsen af 70'erne af den amerikanske sangskriver Carole King, som tidligere er blevet indspillet af så forskellige navne Oxus 2009, Nr. 1 5

Oxus Foto: Malik Alymkulov. Folkekirkens Nødhjælp. Lagt på is Kirgistan et u-land i minusgrader af Anette Krarup Kirgistan har de senere år oplevet ekstreme vejrskift. Allerede under hedebølgen i sommer gik kirgiserne rundt og spekulerede på, hvordan de skulle overleve vinteren. Folkekirkens Nødhjælp og udenlandske søsterorganisationer har udviklet en strategi, der skal ruste befolkningen til bedre at kunne tilpasse sig klimaforandringerne. Skoler lukkede for at spare på varmen. Busser gik i stå, fordi dieselolien blev til grød. Og hjemløse, der overnattede på gaden, fik amputeret arme eller ben. Sidste vinter står som et mareridt for alle i Kirgistan. Den var ekstrem kold og lang. I næsten tre måneder var der 30 minusgrader om natten og 20 minusgrader om dagen. Frygten har været at denne vinter skulle blive lige så hård som den forrige. Derfor begyndte myndighederne allerede i sommer at lukke for elektriciteten i op til ti timer hver dag for at have nok strøm til vinteren. Samtidig lånte den kirgisiske stat sidste vinter elektricitet af sine nabolande for at komme igennem de kolde måneder, og denne el skulle Oxus 2009, Nr. 1 6

også betales tilbage i sommerperioden. De langvarige strømafbrydelser medførte mange trafikuheld, da gaderne i de større byer lå mørke hen kun oplyst af billygter. Og hjemme hos kirgiserne måtte folk finde lommelygte og stearinlys frem om aftenen. Desuden havde de svært ved klare selv de mest dagligdags gøremål som tøjvask og madlavning. Det var ved at slå benene væk under os, da de lukkede for strømmen i august, for hvordan skulle vi så få lavet varm mad til børnene. At købe gas eller en generator til komfuret var for dyrt. Så vi forsøgte at lave mad på åben ild uden for, forklarer Mira Itikeeva, som er leder af organisationen CPC, der hjælper gadebørn tilbage på skolebænken. En del af arbejdet består blandt andet i at sørge for, at børnene får et varmt måltid hver dag. For lidt vand Elektricitet bruges både til belysning, madlavning og varme i Kirgistan. Alt bliver styret centralt, og førhen var folk vant til, at der automatisk kom varme i radiatorerne den 15. oktober. Denne vinter ventede myndighederne med at skrue op for temperaturen til midt i november, selv om der kun var få plusgrader uden for. Regeringen har lovet, at der er el nok til hele vinteren. Men mange frygter, at den ikke er i stand til at holde sit løfte, hvis behovet for elektricitet bliver lige så stort som sidste vinter. Elektriciteten bliver produceret ved hjælp af vandkraftværker, og det tørre forår og en sommer, som udartede sig til at blive én lang hedebølge, har været med til at tære på vandreservoirerne. Derfor forsøger indbyggerne, så godt de kan, at tage deres forholdsregler, hvis radiatorerne pludselig går kolde hen over vinteren. Pensionisterne, som hører til dem, der må vende hver en øre, griber til alternative metoder. Nogle flytter sammen for at være sikre på at kunne holde varmen. Andre forsøger at klare sig alene: Hele året samler jeg grene, pap og aviser sammen. Det skal være med til at opvarme de to små rum, som jeg bor i nu. Det er for dyrt at opvarme mit hus, så derfor er jeg flyttet ud i udhuset. Det er dog svært at varme ordentligt op, da taget er utæt, og væggene ikke er isolerede, fortæller Anastasia Jakovleva, der er pensionist i Bisjkek. Ændret klima Hagl i maj og 20 grader i oktober. Kirgistan har de seneste år oplevet ekstreme vejrskift. Og de fire årstider, som før næsten kom på klokkeslæt, er nu ustadige. Derfor har Folkekirkens Nødhjælp sammen med flere andre udenlandske søsterorganisationer udviklet en strategi, der skal ruste befolkningen til bedre at kunne tilpasse sig klimaforandringerne. Det sker med hjælp og rådgivning til: Bedre isolering af huse Udvikling af vedvarende energi Bedre udnyttelse af vand N ye afgrøder og dyrkningsmetoder K atastrofeforebyggelse ved jordskred, oversvømmelser og tørke Kirgistan Kirgistan også kaldet Kirgisien eller Kirgisistan er en del af Centralasien. Kirgistan er et af de fem stan-lande, som blev uafhængige efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. De er alle styret af magtfulde præsidenter; dog anses Kirgistan som det land, der er længst i forvandlingen fra kommunisme til demokrati. Kirgistan er fem gange større end Danmark og har fem millioner indbyggere, hvoraf en million arbejder i udlandet. Udover kirgisere bor der blandt andet usbekere og russere samt utallige andre nationaliteter. Hovedsprogene er russisk og kirgisisk. Størstedelen af de troende er sunnimuslimer. I gamle dage gik Silkevejen gennem Kirgistan, hvor også den mongolske storfyrste Djengis Khan hærgede. Langt op i 1900-tallet levede kirgiserne som nomader. I 1852 erobrede russerne imidlertid store dele af landet, og i 1936 blev Kirgistan en Sovjetrepublik. På det tidspunkt var befolkningen blevet fastboende og arbejdede på de nye statsdrevne fabrikker og kollektivfarme. Oxus 2009, Nr. 1 7

Djingiz Ajtmatov *1928-2008 af Steen Klitgård Povlsen I juni 2008 år døde den kirgisiske forfatter Djingiz Ajtmatov, 79 år gammel. Derved afsluttedes et digterliv, som man godt kan kalde eventyrligt. Ajtmatov blev født i særdeles beskedne kår i en lille by i den sydlige del af den daværende Sovjetrepublik Kirgisien. På fædrenes side havde han rødder tilbage til den gamle nomadekultur i bjergene omkring verdens højst beliggende sø, Issyk-Kul. I 1937 blev hans far ramt af de stalinistiske udrensninger og henrettet, men det forhindrede ikke sønnen i at uddanne sig til dyrlæge og via den sovjetiske forfatterskole Gorki Instituttet i Moskva at avancere til en af Sovjetunionens mest fremtrædende forfattere og en central skikkelse i det sovjetiske kulturapparat. Fra begyndelsen af 1960 erne skrev han hovedsagelig sine værker på russisk, foruden romaner og fortællinger også skuespil og digte. I 1980 erne var han en vigtig skikkelse bag Gorbatjovs perestroika, men da Kirgisien efter Sovjetunionens sammenbrud blev en selvstændig republik, valgte han sit gamle fædreland, blev medlem af dets parlament og dets ambassadør i Luxembourg og ved EU og Nato, en post han bestred til din død. Efter at Kirgisien var blevet selvstændigt, lykkedes det Ajtmatov at opspore sin fars og hans kammeraters begravelsesplads og han fik dem genbegravet i et stort monument, hans Ata-Beijit (faderens begravelsesplads), i nærheden af Kirgisiens hovedstad Bishkek. Der blev han efter eget ønske begravet d. 16. juni - i noget der efter medieomtalen at dømme mest af alt var en statsbegravelse. Sådan en kunne hovedpersonen Jedigej i Ajtmatovs hovedværk, romanen Vigesporet Burannyj fra 1981, næppe have forventet. Men for den gamle kazakiske jernbanearbejder er det af afgørende betydning at vide, hvor man skal ligge begravet, og at det bliver på et traditionelt sted. Romanen, der har undertitlen Dagen trækker århundredets vej, foregår på den dag, hvor Jedigej med forskelligt følge af hjælpere og familie drager af sted fra sit afsides beliggende vigespor på den store Sarü-Ozek steppe for at begrave sin afdøde ven, Kazangap på den traditionelle Ana- Beijit (Moderens begravelsesplads); opkaldt efter en moder, der i en for romanen central legende bliver dræbt af sin mankurtiserede søn. En mankurt var i tidligere tider en person, der havde været udsat for en særlig grusom tortur: frisk kamelhud blev lagt om offerets hoved, og når det tørrede, pressede det hovedet under voldsomme pinsler, som man enten døde af eller, hvis man overlevede, forvandlede én til en hukommelsesløs zombie. En totalt undergiven slave, der kun havde et mål: at opfylde sine herres ønsker. Moderen i legenden, Najman-Ana, forsøger at redde sin søn, men han vil ikke vedkende sig hende og skyder hende med en pil. Der hvor hun ligger begravet, har steppens folk i århundrede begravet deres døde. I solidaritet med dem, der har lidt under for konformitetens og brutalitetens magt. Oxus 2009, Nr. 1 8

I 2008 er det uproblematisk at se symbolikken: Ajtmatov lader sig begrave ved siden af den far, der blev dræbt af mankurterne anno 1937. Som Jedigej, der til sidst i Vigesporet Burannyj aftvinger sine yngre kolleger et løfte om, at de skal begrave ham ved siden af hans gamle arbejdskammerat Kazangap, når den tid kommer. Det lykkes ikke at få Kazangap i jorden på selve Ana-Beijit, for der er der i mellemtiden blev oprettet et stort rumcenter, som er indkredset af et hegn og skarpt bevogtet; men det lille begravelsesoptog indgår et kompromis: de begraver Kazangap i en slugt lige uden for hegnet, dér hvor ifølge legenden selve mordet på Najman- Ana fandt sted. Jedigej holder fast i de grundliggende traditioner og principper, men kan godt bøje af i småting. Det samme måtte Ajtmatov, da han i 1981 skulle have Vigesporet Burannyj udgivet. Et kapitel, hvor han udfolder en af romanens sidehandlinger til en åben og barsk kritik af Stalin-tidens magtmisbrug og opportunistiske karrierisme, var for meget for censuren. Han måtte tage afsnittet ud og dække skildringen af tortur i Stalins fængsler med en beskrivelsen af sorgen hos konen og børnene til den fængslede, hvis forbrydelse var, at han var undsluppet nazistisk fangenskab og havde kæmpet sammen med Titos partisaner. Først i 1992, samme år som Ajtmatov indrettede sit Ata-Beijit i nærheden af Bizhkek, kunne han udsende dette afsnit som selvstændig fortælling med titlen Djingiz Khans hvide sky. Det er aldrig kommet på dansk: på det tidspunkt var interessen for sovjetlitteratur stærkt formindsket, i alt fald i Danmark. Landet fandtes jo ikke mere, og hvis man overhovedet gad interessere sig for Rusland, var det kun for at spå om fremtiden. Og det er synd. Benytter man Ajtmatovs død til at genlæse hans forfatterskab og det kan stærkt anbefales alle; på grund af Ole Husted Jensens prisværdige indsats findes alle hans betydende værker i dansk oversættelse vil man konstatere, at man her har at gøre med en forfatter af verdenslitterær kvalitet, hvis betydning langt overskrider de omstændigheder hans værker er skrevet under. Hvor der i Sovjettiden kunne være en (naturlig) tendens til at læse litteratur for og imod systemet og dets implicitte og eksplicitte censur, må vurderingen af et værk i dag mere bero på dets indre kunstneriske kvaliteter og formelle opbygning. Problemstillingen er imidlertid ikke så enkel, som den her er stillet op. Tager vi igen Vigesporet Burranyj som eksempel, så var det givetvis en svækkelse af værkets politiske budskab, at Ajtmatov blev tvunget til at tage episoden med den gamle Tito-partisan Kuttybajev ud af sit Oxus 2009, Nr. 1 9

manuskript. En af Kuttybajevs forseelser var med Stalin-bureaukratiets øjne, at han havde optegnet steppens myter og legender, bl.a. den om Najman- Ana, og sådan noget var med systemets øjne borgerlig afvigelse i 1952. Han blev altså dræbt af Stalins mankurter, der som de gamle slaver havde mistet hukommelsen og var bange for alle, der ikke havde det. Det fremgår i øvrigt af det udtagne kapitel, at Ajtmatov via en anden af steppens legender havde koblet denne stalinisme sammen med den gamle mongolske hersker Djengiz Khans regime. Djengiz Khan ønskede ikke at der under hans felttog blev født børn i hærens følge, og da dette sker for en soldat og hans kone, bliver de begge på det grusomste henrettet. Stalin var altså ikke en beklagelig afvigelse i kommunismens historie, som man vel gerne ville se ham i 1981, men en del af en gammel asiatisk tradition. Som (underforstået) kunne tænkes at bestå endnu. Det var øjensynlig for meget for censurmyndighederne i årene før Gorbatov. Problemet er imidlertid, om det ikke var en kunstnerisk gevinst for Vigesporet Burannyj, at Ajtmatov blev tvunget til at fjerne de 150 sider, der udkom særskilt i 1992. For at forstå dette, må man se på udviklingen i hans forfatterskab som helhed. Ajtmatovs begyndte dette med fortællinger med stof fra sin hjemegn på grænsen mellem Kirgisien og Kazakstan. For ham er de to lande del af et sammenhængende kulturområde, der strækker sig fra Altaibjergene i øst til Aralsøen i vest. Det er dette områdes forestillinger og skæbner, der danner indholdet i hans tidlige fortællinger, hvoraf den mest kendte nok er debutnovellen Djzamilja fra 1958. Her har Ajtmatov allerede fundet den stil og den tone, der hurtigt gjorde ham til en af Sovjetunionens mest elskede forfattere. Det er en klassisk opbygget novelle, stramt komponeret omkring en kærlighedshistorie mellem en såret soldat, der vender hjem fra fronten og en ung kvinde i landsbyen, hvis mand er væk i den fjerne krig. Iagttaget og fortalt af en 15-årig dreng, hvis kunstnerdrømme vågner i dette møde, særligt fordi soldaten Danijar under deres fælles ture til jernbanen med korn formår at synge steppen op med sin inderlige, følelsesintense sang. Denne sang forfører både kvinden Djzamilja og fortælleren og det er denne smertelige, storladne, ind imellem patetiske tone, som det er lykkedes Ajtmatov at fange ind i sin fortællings sprog. I en lang række fortællinger efter Djzamilja fulgte Ajtmatov op på succesen, men også da han i 1966 forsøgte sig med en større, romanlignende komposition, Farvel, Gulsary, bibeholdt han den stramme, énstrengede form, med en nu-situation, hvor den gamle fårehyrde Tanabaj våger over sin døende hest, Gulsary, og mindes deres fælles liv. Farvel, Gulsary var en udløber af det såkaldte tøbrud i sovjetisk litteratur, der dog allerede på udgivelsestidspunket var ved at blive lukket til igen. Den er Ajtmatovs første store angreb på det bureaukrati og de magtstrukturer, der i det sovjetiske samfund begrænser det enkelte menneskes arbejdsindsats og naturlige livsudfoldelse. Dens fortællemæssige scoop er, at historien om Tanabajs kamp for produktivitet og mod en administrativ overmagt ses både med Tanabajs egne og med hesten, Gulsarys, øjne. Manden er dyret, og lige som der i hesteverdenen råder en naturlig orden byggende på kompetence og værdighed, sådan bør der også gøre det i menneskeverden, er budskabet. Med Gulsary dør den verden, hvor en sådan orden rådede, og da Ajtmatov mod slutningen fortæller en legende om en gammel mand, der skyder sin vanartede søn ned, forstår vi godt pointen: kun ved et radikalt (voldeligt?) opgør kan de destruktive kræfter besejres. At handlingen munder ud en forsonende, udglattende slutning, ændrer ikke ved mytens kompromisløshed. Den taler et direkte sprog. Brugen af myter og sidehandlinger er dog stramt holdt i tømme i Farvel,Gulsary. Ajtmatov styrer sin fortælling, som Tanabaj styrer sin hest: med kærlighed og myndighed. Sproget har samme rolige enkelhed som i de tidlige fortællinger, historien kulminerer i nogle tydelige, dramatiske højdepunkter og tonen har stadig den vemodige sørgmodighed, der gjorde Djzamilja så populær. Ajtmatovs tidlige forfatterskab er en blanding af politisk tilkendegivelse, almenmenneskeligt budskab og folklore. Han skriver i midten af 1960 erne på russisk, for et russisk storbypublikum, men fortæller om sit hjemlands skikke, fester, myter og ritualer som om et fjernt, delvist tabt paradis. Sentimentaliteten og kitschen lurer lige om hjørnet i visse passager, og selv når man beundrer fortællingernes sikre opbygning og tekniske brillians, skal man kunne sluge denne sære blanding af genuin folkekultur og simili for helt at lade sig rive med. Det gælder også for Den hvide dampers vedkommende, der udkom i 1970 og på mange måder videreførte problematikken i Farvel, Gulsary. Tragedien er endda en tand skarpere her: det er nu en dreng, der kommer i klemme mellem det gamle og det nye, og ender med i desperat forsøg på at nå sin fjerne, forsvundne far at drukne sig i søen. Bedstefaderen, den milde, gamle autoritet, har ikke kraft til at holde ham tilbage. Ajtmatov bruger i Den hvide damper det kirgisiske mytestof mere ekstensivt end tidligere i forfatterskabet og på en mere kompleks måde: både til at vise det gamle samfunds paradisiske lykketilstand (myten om den hvide moderhjort) og som en destruktiv magt i drengens bevidsthed (myten om forvandlingen til fisk). Men stadig Oxus 2009, Nr. 1 10

holder fortælleren det mytiske stof tæt ind til en realistisk handling, hvis kerne er kampen mellem godt og ondt: bedstefaderen Momun og naturødelæggeren Orozkul, hvis virksomhed dog kun, antydes det, kan finde sted, fordi det hele foregår så langt væk fra de politiske centre. Således har Den hvide damper alligevel et optimistisk perspektiv på trods af sin histories dybe tragedie. Det er denne balance, der er på grænsen at tippe med Vigesporet Burranyj, men lige nøjagtigt ikke gør det. Hverken indholds- eller formmæssigt. Ajtmatov har selv om sit værk sagt, at han her for første gang skrev uden at forenkle og uden at lægge bånd på sig selv. Han gav sig så at sige frit løb, på samme måde som Jedigej i romanen giver sin kamel Karanar frit løb. Dels ved ikke at kastrere den som andre hankameler, dels helt bogstavelig: når den ved vintertide kan mærke, at hopperne er i brunst, slipper Jedigej den løs og efter nogle ugers hærgen i omegnen (til hoppernes store fornøjelse) vender den udtæret, men tilfreds tilbage til Jedigej og er resten af året en stærk og pålidelig arbejdskraft. Den er ikke mankutiseret, ligesom Jedigej ikke var det, da han før krigen levede ved det, der i denne roman udgør det paradisiske sted: havet Aral-søen med dets skiftende vejrlig og strømmende, uhæmmede vand. På udgivelsestidspunktet omkring 1980 var Aral-søen imidlertid i færd at blive det (mankurtiseret): på grund af omlægning af de russiske floder, skrumpede den uhyggeligt ind. I øvrigt en af de vigtigste grunde til det stærke økologiske engagement, der kendetegnede Ajtmatov frem til hans død. I Vigesporet Burranyj må Jedigej imidlertid disciplinere sig, da han mærker forelskelsen i Abutalips efterladte hustru, ligesom jordens herskere mankurtiserer sig, da nogle astronauter løsgør sig fra deres rumfartøj og får kontakt med en fjern civilisation. Denne sidehandling holder på én gang mankurt-begrebet stramt sammen og sprænger den stedets enhed, der ellers har været kendetegnende for Ajtmatovs værker indtil dette tidspunkt. Det er som om han i denne roman kompositorisk giver los og fylder handlinger og legender på i en amorft strømmende mængde. Han har her forladt den folkelige, mundtlige fortælling med dens rytmiske opbygning og præcist beregnede pointer og givet sig i kast med den store modernistiske, monterede roman. Og her er det måske meget godt, at historien om Djengiz Khans hvide sky blev taget ud. Dens mytologiske grundfortælling hænger kun løst sammen med mankurt-begrebet, og dens politiske angreb kammer over i had og langstrakt udpensling. På dette tidspunkt i sovjetiske litteratur var de detaljerede beskrivelser af stalinistiske metoder måske ikke helt moderne. Det var set før. Frit løb er godt, men nogen disciplinering er dog også nødvendig, hvilket i Vigesporet Burranyj så charmerende demonstreres, da Abutalips søn nægter at lade sig klippe men af den myndige stationsleder Kazangap alligevel bliver tvunget til det, da hans hårpragt er blevet alt for vild! Ikke alle mankutiseringslignende indgreb er af det onde, synes moralen at være. Vigesporet Burranyj er kaotisk og flerstrenget, men bag de mange fortællinger og myter gemmer sig en disciplinerende kraft, der samler trådene. Måske var det ikke kun politiske grunde, der fik den sovjetiske censur til at gribe ind i 1981. Ajtmatovs sidste store værk, inden muren faldt og Sovejtunionens opløsning satte nye standarten for kunstnerisk virksomhed, var romanen Skafottet fra 1986. På den ene side udvider Ajtmatov her den polyfoni, der prægede Vigesporet Burranyj, således at det nu er to selvstændige handlinger, der kun nødtørftigt er holdt sammen af et ulvepar, der på grund af menneskenes griske fremfærd flytter fra den kazakiske steppe op i de kirgisiske bjerge omkring Issyk-Kul søen. Ajtmatovs to mytiske steder forenes her, men med en meget spinkel handlingsmæssig begrundelse. På den Oxus 2009, Nr. 1 11

anden side vender Ajtmatov med figuren Boston tilbage til sin gamle helt, fårehyrden Tanabaj i Farvel, Gulsary, og giver hans skæbne en yderligere tragisk dimension. Boston (der på kirgisisk betyder gråskæg ) tager på grundlag af sine erfaringer med fåredrift på højsletterne den konsekvens, som Tanabaj vægrede sig ved at drage: han stiller direkte spørgsmål ved selve partiets magt. Ikke i en eller anden stalinistisk fortid, men i det aktuelle socialistiske samfund. Det kunne man altså få lov til at trykke efter Gorbatjovs glasnost, og den frihed udnyttede Ajtmatov. Han udnytter også i romanens første to trediedele muligheden for at viderebringe et åbent religiøst budskab af i virkeligheden meget ortodokst kirkeligt observans. Denne dels hovedperson er en falleret teolog, Avdij, der for at oplyse om narkotikatrafikken fra Kazakstan til de russiske storbyer og for muligvis at frelse nogle af de unge mennesker, der bedriver den, tilslutter sig en gruppe, der rejser ned til Majumkunsavanen for at hente den euforiserende plante anansja. Men først og fremmest er Avdij prædikant, der med en eksplicit Jesus-identifikation forsøger at sælge sit humanistiske og religiøse budskab til de forhærdede banditter. Det går selvfølgelig galt, og han bliver til sidst klynget op på et træ som den Jesus, han så gerne har villet ligne. Før det får vi en masse teologiske diskussioner og overvejelser, hvor Ajtmatov begiver sig ind i en diskurs, han ikke synes at være fortrolig med, og hvis abstrakte sprog han næppe behersker. Også forskellige eksperimenter med synsvinkelskift og fantastiske transformationer (f.eks. til Jesus tid) virker forcerede: som en tilpasning til et modernistisk formsprog, det for Ajtmatov var for sent at lære. Først da han i romanens slutning vender tilbage til hyrden Boston, til hans enkle og ansvarlige verden og til de ulve, der i Skafottet har afløst hesten i Farvel, Oxus 2009, Nr. 1 12

Gulsary og kamelen i Vigesporet Burannyj, først da er han tilbage i sit hidtidige mesterskab. Her klinger igen glæden over naturens rigdom og skønhed og smerten over den måde, menneskene forvalter den på, som vi mødte allerede i Djzamilja. Kun ved at holde sig til den temakreds og til den stil, der bedst formidlede den, kunne han udvikle sit forfatterskab kunstnerisk og politisk. Ajtmatov fortsatte sit forfatterskab efter at være blevet sit nye/gamle fædrelands ambassadør i Bruxelles. Paradoksalt nok bl.a. med en stor roman, hvis handling for første gang ingen berøring har med hans centralasiatiske hjemlande. Kassandramærket fra 1994 er en science fiction roman, der tager tråden op fra det kosmiske tema i Vigesporet Burranyj og kombinerer det med det eskatologisk-forkyndende aspekt af Skafottet. En russisk genetiker bliver sat til at udvikle et projekt med kunstig programmering af menneskefostre, men får dårlig samvittighed under vejs og lader sig afskyde til en fritsvævende rumstation, hvorfra han i skikkelse af munken Filofej sender missionerende budskaber om fred og oplysning ned til jorden. Ikke noget særligt sandsynligt plot, men romanen er interessant, fordi Ajtmatov som i Vigesporet Burannyj beskriver, hvordan man i både øst og vest desperat forsøger at holde dette humanistiske budskab væk. I Amerika via en demokratisk præsidentkandidat, der betænkeligt ligner Al Gore, og for hvem en sådan panreligiøs vækkelse kommer meget på tværs af hans pragmatiskøkologiske kampagne. I øvrigt indeholder romanen lange abstrakte filosofiske passager (munken har ikke sit navn for ingenting!) med Ajtmatovs budskaber om fred, humanisme og bæredygtighed. Det er en prædikensamling nødtørftigt iklædt en science fiction form, og må vel vurderes som et lidt nedslående eksempel på, hvad der sker, når en stor forfatter fra at være en kritisk stemme i et autoritært samfund pludselig bliver nationens samvittighed. Sympatisk, men som kunstner var Ajtmatov ved vejs ende. En vej der havde ført ham fra det kirgisiskkazakhiske steppeland over bjergene omkring Issyk-Kul til verdensrummets vidder. I sine bedste værker integrerede han sit hjemlands legender og fortællinger i former, der både kunne vise politiske konflikter tilspidsede og skarpe og gengive almenmenneskelige skildringer med en vemodig, inderlig tone. Hans største indsats lå i den korte, pointilerede novelle, udvidet til korte romaner som Farvel, Gulsary og Den hvide damper. Men hans hovedværk forbliver den store montageroman Vigesporet Burranyj. Den burde egentlig have indbragt ham nobelprisen, som han var indstillet til flere gange. Den burde et dansk forlag benytte lejligheden til at genudgive suppleret i en særlig udgave med den sidehistorie, han af politisk/kunstneriske grunde måtte tage ud i 1981. Det ville være et værdigt minde over en stor forfatter, hvis betydning rakte langt ud over hans hjemlige blånende bjerge. Det kunne han så ligge i sit Ata-Bejit uden for Bishkek og glæde sig over. Ajtmatov på dansk Den hvide damper / På dansk ved Ole Husted Jensen. - [Kbh.] : Gyldendal, 1977. 152 s. Dzjamilja / På dansk ved Ole Husted Jensen. - [Kbh.] : Gyldendal, 1974. 79 s. Farvel, Gulsary / På dansk ved Ole Husted Jensen.- [Kbh.] : Gyldendal, 1974. 197 s. Moderens mark / På dansk ved Helle Boesen. - [Kbh.] : Sputnik, cop. 1989. 115 s. Skafottet / På dansk ved Ole Husted Jensen. - [Kbh.] : Sputnik : i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, cop. 1987. 365 s. Vigesporet : i dag er også i morgen / På dansk ved Ole Husted Jensen. - [Kbh.] : Sputnik/Raduga, 1985. 390 s. Oxus 2009, Nr. 1 13

Oxus Jagten på urhjemmet af Frederik Stjernfelt Med tamheste og lette vogne synes indoeuropæerne i den sene bronzealder endegyldigt at have åbnet stepperne og gjort det smalle græsklædte bælte fra Ungarn til Kina til et stort forbindelsesled mellem de kinesiske, sydasiatiske og europæiske kulturer. Amerikansk arkæolog har samlet en overbevisende syntese om den indoeuropæiske gåde. Da den sammenlignende sprogvidenskab fødtes for to hundrede år siden, opstod samtidig et problem, der har både fascineret og vildført den europæiske tanke lige siden: ideen om»urhjemmet«. Den historiske sprogvidenskab opstod på baggund af iagttagelser ved William Jones, Rasmus Rask, brdr. Grimm m.fl. af europæiske sprogs beslægtethed. Det skete ud fra de såkaldte»lydforskydninger«: at beslægtede ord på beslægtede sprog adlød regelmæssige lydforskelle. Sådan at de germanske sprog for eksempel har h hvor de latinske har k som latin centum og dansk hundrede, hvilket er en del af den såkaldte»germanske lydforskydning«. Jones, der arbejdede i den britiske koloniadministration i Indien, indså, at hindi og sanskrit var en del af samme sprogslægt. Dermed var den»indoeuropæiske«sprogstamme opdaget, og i forskningens løb kunne keltiske, germanske, latinske, slaviske, baltiske sprog samt græsk og albansk sættes på træet i Europa medens Oxus 2009, Nr. 1 14

indiske og iranske sprog (for eksempel farsi og kurdisk) kunne sættes på træet i Asien. Uddøde sprog som hittitisk talt i det nuværende Tyrkiet samt tokharisk helt ude i Altai-bjergene i det vestlige Mongoli kunne også vises at høre til stammen. Dette æggede naturligvis fantasien: hvis alle disse sprog er beslægtede, så må de have udviklet sig fra dialekter af et og samme ursprog - og hvor blev det så talt? En tid lang var der lingvister, der vægrede sig ved denne idé såsom fyrst Trubetskoy, der mente, at de mange ligheder kunne hidrøre fra afsmitning snarere end fælles udvikling. Lighederne er imidlertid så omfattende og systematiske, at meget få efterhånden tror på afsmitningshypotesen. Buddene på, hvor urindoeuropæisk blev talt, har været talrige og fantasifulde: Norden, Tyskland, Kaukasus, Himalaya, Anatolien, Ukraine, Balkan... og mange af dem blev hastigt forbundet med politiske projekter. I de ældste indiske skrifter identificeres de indoeuropæisk talende med»ariere«høje, lyse, magtfulde figurer - og i datidens automatiske racisme kunne man hurtigt forestille sig indoeuropæerne som en herlig herskerrace, hvis hastige udbredelse havde med deres overlegne egenskaber at gøre. Sådanne fantasier spillede for eksempel ind i oprindelsen til nazismen, og Nazityskland lavede ekspeditioner til Himalaya for at søge det ariske urhjem, hvis man da ikke henlagde det til Norden eller Tyskland selv. Efter Anden Verdenskrig blev indoeuropæistikken imidlertid afluset for sådanne forbindelser til politisk fantasteri - men det løser stadig ikke spørgsmålet om»urhjemmet«. Den amerikanske arkæolog David W. Anthony, en gammel rotte på feltet, har imidlertid fremlagt sine resultater i en stor syntese, der plæderer for, at svaret er: stepperne nord for Sortehavet. I en vis forstand er det ikke noget originalt svar, for i nyere tid har den seriøse interesse samlet sig om to områder: netop steppelandet i det nuværende Ukraine, nord for Sortehavet og området syd for Sortehavet, fra Balkan i vest over Anatolien og til Armenien i øst. Disse forslag har den styrke, at de placerer»urhjemmet«nogenlunde midt i bundtet af forskellige dattersprog. Den litauisk-sovjetiske arkæolog Marija Gimbutas har stået for et indflydelsesrigt argument for den ukrainske steppe baseret på de gravhøje, der som gravskik synes at brede sig derfra mod øst og især vest (»kurgan«er russisk for gravhøj: derfor»kurgankulturen«). Hun forestillede sig så indoeuropæerne som beredne erobrere, der undertvang de tidligere indbyggere i Europa og påtvang dem ikke bare sproget, men også deres mandlige guddomme, hvorved de udryddede et tidligere, fredeligt matriarkat, der dyrkede frugtbarhedsgudinder. Denne idé blev imidlertid kritiseret for at lægge for megen vægt på erobring og i løbet af 1960-70erne gik man over til at se sprogenes udbredelse som en fredelig diffusion, der fulgte udbredelsen af ny agerbrugsteknik. Her har Colin Renfrew talt stærkt for den anatolske hypotese, der dog lider af, at hittitisk er mere forskelligt end de indoeuropæiske sprog, der tales vest og øst for Anatolien - græsk og de indiske sprog. Den sovjetiske sprogforsker Ivanov har ud fra lingvistiske kriterier talt for Armenien, ligesom andre sprogfolk har talt for Balkan på grund af den store diversitet af indoeuropæiske sprog, der kan fortolkes som et tegn på ælde. Anthonys forslag er i en vis forstand en syntese af erobrings- og diffusions-hypotesen. Han mener, at begge har spillet en rolle, men at erobringen ikke har haft karakter af entydig undertvingelse, men ofte er gået over i en art klientstrukturer, hvor indoeuropæiske eliter har fået grupper af de tidligere beboere som alliancepartnere og underleverandører. Herpå har de efterhånden etableret centre i det østlige Europa, der så er blevet genstand for beundring og efterabning af»klienterne«, der måske selv har underlagt sig andre klienter længere mod vest. Dette forslag bygger på sociolingvistiske iagttagelser, der peger på, at sprogskifte er intimt forbundet med magt- og prestigeforhold i et flersproget samfund muliggjort af indoeuropæernes sociale institutioner som edsaflæggelse og gæstevenskab, der kan have muliggjort en mere»fredelig«erobring med bedre mulighed for integration af andre folkeslag end krig alene. Eksistensen af disse indoeuropæiske institutioner gætter Anthony sig frem til ud fra en gammel forskningstradition for forståelsen af»urhjemmet«: den historiske lingvistik har efterhånden muliggjort konstruktionen af flere tusinde ord i proto-indoeuropæisk og ud fra disse ord kan man fremlægge kvalificerede gæt på, hvor urhjemmet har været såvel som nogle af de basale træk i dets kultur. Edsformerne er et et andet er teologien, hvor den franske religionsforsker Dumézil lancerede sin berømte idé om de tre funktioner hos indoeuropæerne (magi/ret, krig, frugtbarhed). Andre er ord tilknyttet stedet: ord for honning, bjørne, oddere, bestemte træer osv. Atter andre er ord knyttet til pastoralisme, nomadelandbrug, korndyrkning, fårehold, vogne (proto-indoeuropæisk har flere ord for»hjul«,»aksel«etc.). Det forhold, at disse ord findes i de fleste indoeuropæiske sprog peger på, at opsplitningen mellem sprogene først foregik efter tæmningen af heste, udviklingen af vævekunsten og konstruk- Oxus 2009, Nr. 1 15

tionen af vogne. Det placerer for Anthony at se proto-indoeuropæisk inden for en ramme fra 4000 fvt. til 2500 fvt. og udgør et argument imod Renfrew, der vil placere protoindoeuropæisk langt tidligere og med en meget lang fase med ingen eller langsom sprogudvikling. Anthonys bog (underbygger dette argument med en nøje gennemgang af de mangfoldige forskellige kulturer på og omkring de ukrainske stepper gennem de flere tusind år, der her er relevante - og som er kortlagt især i sovjetisk arkæologi, der først det seneste årti er blevet fuldt tilgængelig. Hans agt er dermed at forsøge at bringe den arkæologiske evidens overens med den sprogvidenskabelige, der meget groft siger, at hittitisk spaltes fra som den ældste gren, så kommer tokharisk langt mod øst, så spaltes de vesteuropæiske grene keltisk, germansk og italisk fra, medens baltisk og slavisk bliver tilbage i steppens vestlige ende, mens den østlige ende på et relativt sent tidspunkt bliver til de indo-iranske sprog. Anthony begynder beretningen med de»gammeleuropæiske«kulturer på Balkan omkring 6-4000 fvt., der er agerbrugskulturer med en vis bydannelse, og som synes at have haft en stabil grænse mod steppefolkene mod øst omkring floderne Bug og Dniestr nordvest for Sortehavet, hvor Karpaterne stopper og bliver til steppe. Steppefolkene dem der lidt senere talte proto-indoeuropæisk fik store dele af landbrugspakken, køer, får, kornsorter herfra og holdt sig længe til de store floddale i steppen. Først da en afgørende nydannelse dukkede op tamhesten ændrede forholdene sig, og man kunne indtage græslandet mellem floderne med store hjorde. Anthony mener, at hesten i en lang periode var jagtbytte derefter tæmmedes den som kødkreatur, fordi den ulig de andre kreaturer kunne brødføde sig selv om vinteren. Først på et senere tidspunkt, måske omkring 4000 fvt., begyndte ridningen, i første omgang med henblik på at øge rækkevidden af hyrdedriften og størrelsen af hjorden. Genanalyser viser, at alle tamheste nedstammer fra én eneste hingst, mens den store variation skyldes inddragelse af mange forskellige hopper og Anthonys gæt er, at denne ene, medgørlige hingst må være tæmmet på den østlige steppe. En omfattende del af hans egen forskning retter sig mod at bestemme hvor og hvornår der går via det nøje studium af hvilken form for slid et bidsel kan have afsat på hestekindtænderne i gravene og resultatet peger mod de østlige stepper mellem nedre Volga og det østlige Ural i århundrederne før 4000 fvt., hvorefter tamhesten spredtes over hele steppen og fra 3500 fvt. til de tilgrænsende kulturer. Den såkaldte Yamnaya-kultur, der integrerede det meste af den vestlige og centrale steppe, er for Anthony den, der fra omkring 3000 fvt. går mod vest. Dels ved erobringer op gennem Donaudalen, der ender i de keltiske og italiske sprog, dels med fredeligere forbundsdannelser gennem det østpolske område, der giver anledning til de germanske sprog og derved samtidig udrydder den flere tusind år gammeleuropæiske Tripolyekultur på kanten af stepperne. Først senere opstår stridsvognen, den lette, hurtige vogn med et forspand af to heste. Den overraskende Sintashta-kultur i de sydlige Uralbjerge i steppernes østlige del har omkring 2100 fvt. ikke bare befæstede byer med intensiv bronzeindustri, men er også stedet for de først fundne stridsvogne overhovedet. Anthonys tese er derfor, at også stridsvognen er et indoeuropæisk påfund. De mellemøstlige kulturer har ligesom steppen for længst vogne, men det er tunge arbejdsvogne med massive hjul, trukket af æsler eller onager de syriske og ægyptiske stridsvogne synes alle at være senere end steppernes. Sintashta-kulturen trænger så frem, først ved handelssamkvem med de centralasiatiske byer omkring det nuværende Samarkand, siden ved invasion ned i Persien og Indien, bevæbnet med både stridsvogne og metallurgi - og beskrivelserne af gravlægninger i Vedaerne, finder Anthony, passer såre godt med gravfund af enorme begravelsesofringer i Sintashtakulturen helt oppe på kanten af Sibirien. Stridsvognene synes således i hans udgave primært at have spillet en rolle for indoeuropæernes østlige fremtrængen - den der resulterer i persisk og indisk. I Europa, derimod, Oxus 2009, Nr. 1 16

Oxus synes indoeuropæerne tidligere at have amalgameret sig med snorekeramik-kulturen i Sydskandinavien-Tyskland-Polen det vi i dansk sammenhæng plejer at kalde enkeltgravs- eller stridsøksekulturen, som vi antager bredte sig op gennem Jylland med sin hyrdekultur for efterhånden at indvarsle dansk bronzealder. Med sine hastige transportformer til hest og vogns synes indoeuropæerne i den sene bronzealder endegyldigt at have»åbnet«stepperne og gjort det smalle græsklædte bælte fra Ungarn til Kina til et stort forbindelsesled mellem de kinesiske, sydasiatiske og europæiske kulturer, der alle får både heste og stridsvogne de to sidstnævnte også sprog fra denne kilde. Med sin omfattende og detaljerede inddragelse af sovjetisk arkæologi udgør Anthonys bog et seriøst og tungtvejende bud på indoeuropæernes rod, som allerede ser ud til at kandidere til en milepæl i diskussionen. Selv om mangfoldige detaljer endnu er usikre og hviler på spinkle hypoteser, så er det bedste aktuelle bud på urhjemmet nok igen de sydrussiske stepper. Artiklen har tidligere været bragt i Weekendavisen. Steppelandet i det nuværende Ukraine, som David Anthony udråber som det indo-europæiske sprogs urhjem. Przewalski-heste, som ses her, har været en uddød art i Centralasien, men er nu forsøgsvis genudsat i steppelandet. Oxus 2009, Nr. 1 17

Søen som blev slået ihjel af Tobias Stern Johansen Frem til 1970 var Aralsøen i Uzbekistan verdens fjerdestørste sø. Et storstilet kunstvandingsprojekt under Sovjet tømte på 40 år søen for vand, og i dag er den skrumpet ind til en tiendedel af sin oprindelige størrelse. Millioner af ton salt og pesticider ligger på den tidligere søbund og spredes via støvstorme til hele Centralasien. For et par årtier siden ville vi have befundet os mellem myldrende fisk på cirka ti meter dybt vand. Vores chauffør træder på speederen, så støvet hvirvler op omkring os, og kameraer, tasker og avisens udsendte tumler rundt i Jeepen. Der er ingen jævne veje gennem denne enorme, golde ørken. Og en almindelig ørken ligner det, var det ikke for muslingeskallerne, som ligger overalt i sandet. Vi befinder os på det, der engang var bunden af Aralsøen en sø svarende til et areal halvanden gange så stort som Danmark. I 1940erne besluttede Sovjetunionens ledelse at omdanne den udstrakte steppe i Uzbekistan og de andre centralasiatiske satellitstater til verdens største bomuldsmark. Solen skinner året rundt, og her var rigeligt med plads. Det eneste, man manglede, var vand. Masser af vand. Derfor blev de to floder, som forsynede Aralsøen, omdirigeret og ført ud i ørkenen gennem et mylder af kunstvandingskanaler. Sovjetledelsen påbegyndte arbejdet, og siden gjorde solen og de varme vinde resten. Søen er i dag skrumpet ind til ti procent af sin oprindelige størrelse og delt i tre. Mindre vand har desuden betydet mere salt i den resterende del af søen. I Sovjet vidste man godt, at søen måtte lade livet til fordel for bomuld. Under et møde i Uzbekistans hovedstad, Tashkent, i 1960erne sagde viceministeren for kunstvanding og vandresurser ifølge BBC, at Aralsøen må dø en stille død. Oxus 2009, Nr. 1 18

De katastrofale konsekvenser var derimod ukendte eller også blev de fortiet. I dag har det stigende saltindhold dræbt alt dyreliv i de to uzbekiske dele af søen, tusinder af mennesker har måttet flygte fra regionen og de tilbageblevne er plaget af svær sygdom. Vi ankommer til Muynak, som tidligere var landets travleste fiskerby. Udenfor byen får vi øje på det sidste spor efter den engang så blomstrende fiskeindustri rustne vrag af store fiskekuttere, som ligger på den gamle søbund. Abdul Karimov, en spinkel mand med stok i hånden, sidder på en forhøjning og betragter skibene. Han er 54 år, men de dybe furer i det solbrændte ansigt får ham til at ligne en, der har levet dobbelt så længe. Han peger på rækken af fiskekuttere og fortæller, at nummer to fra højre er hans. I 1970erne begyndte vandet for alvor at synke omkring Muynak, i 1979 gik Abdul Karimovs fiskekutter på grund, og den dengang så unge fisker havde fanget sin sidste fisk. - Før i tiden var der vand hele vejen rundt om byen, siger Abdul Karimov, mens han peger i alle retninger. - Børnene svømmede i det rene vand, og vi fangede alle mulige slags fisk, siger han og slår ud med begge arme for at vise fiskenes størrelse. - Det er er en katastrofe. Da Abdul Karimov og de cirka 60.000 andre fiskere i Muynak ikke længere kunne fiske, fik de fragtet fisk fra andre Sovjetlande til fiskefabrikkerne. I dag står fabrikkerne tomme, og beboerne i Muynak og andre byer omkring søen rejser langt for at arbejde i landets bomuldsmarker. Mændene rejser også til Rusland eller Kasakhstan i flere måneder ad gangen for at arbejde i kul- og gasindustrien. Abdul Karimov er blevet for gammel til hårdt arbejde. Han er derfor ansat af regeringen til at holde opsyn med skibene. Der er ikke andet for ham at tage sig til. På spørgsmålet om, hvorvidt han har overvejet at flytte væk, ryster han bare på hovedet og siger: - Jeg er født her, det er mit hjem. Senere på dagen irettesættes jeg af vores tolk for mit åbenbart upassende spørgsmål. - De bliver sårede, når du spørger om den slags, siger tolken og forklarer, at befolkningen omkring søen tilhører en særlig etnisk gruppe, som i århundreder har boet i den nu autonome republik Karakalpakstan i det vestlige Uzbekistan. Deres lange historie og stolte traditioner harmonerer ikke med, at de i dag er dybt afhængige af økonomisk støtte fra den uzbekiske hovedstad. Dagligt sendes for eksempel tre liter rent drikkevand til hver af de cirka 25.000 indbyggere i Muynak. Grundvandet er både for salt og for forurenet af pesticider fra bomuldsdyrkelsen til at kunne drikkes. Under Sovjet så man stort på sprøjtegiftens ødelæggende virkninger, og enorme mængder af pesticider blev derfor spredt via flyvemaskiner. Giften bevægede sig fra markerne, ned i grundvandet og ud i den hastigt udtørrende sø. Man anslår, at op mod 100 millioner ton salt fra Oxus 2009, Nr. 1 19

søen og giftige kemikalier fra bomuldsmarkerne hvert år spredes fra den tidligere søbund via støvstorme til hele Centralasien. De giftige støvstorme ødelægger afgrøderne og de lokales lunger. Kræft og mavesygdomme er udbredt, og regionen har den største børnedødelighed i det tidligere Sovjet. Der må være noget om støvstormenes enorme omfang. Allerede 200 kilometer inden vi for få dage siden nåede den oprindelige søbred, var markerne på hver side af vejen dækket af plamager af salt, der skinnede som sne under den kraftige sol. Derfor bruger landet hvert år uanede mængder af vand til at vaske bomuldsmarkerne rene inden såning. Og saltet havner ligesom pesticiderne i grundvandet. - Katastrofen omkring Aral går først og fremmest ud over de mennesker, som lever ved søen. Flere end 50 forskellige slags giftige kemikalier er med tiden ledt ud i søen. Men de, der bor langt fra søen, lider også under katastrofen, fordi virkningerne af støvstormene er kolossale. Det er nu bevist, at støvet for eksempel når helt til Skandinavien og til Himalaya-bjergene i Tibet. Det er derfor meget vanskeligt at løse problemet ved at lokalisere det, siger journalist og forfatter Raim Farhadi. Han var den første, som offentligt kritiserede Sovjets rovdrift på Aralsøen. I 1967 besøgte han søen for at skrive om den berømte og stortrivende fiskeindustri. I stedet mødte han en flok foruroligede fårehyrder, som fortalte ham, at søen havde trukket sig fire meter tilbage, og at ingen bekymrede sig om det. Raim Farhadi skrev efterfølgende digtet Aralsøen forsvinder, som fik omtale i internationale medier. Den unge journalist fik politikere og den sovjetiske sammenslutning af digtere på nakken, men venner i magtfulde positioner sørgede for, at han hverken blev fængslet eller deporteret. Siden har han viet sit liv til at fortælle omverden om Aralsøen, og hans mange bøger og digtsamlinger er oversat til flere end 20 sprog. - Det er ikke bare Uzbekistans problem, men et problem uden grænser. Det er som om, nogen engang smed en sten i Aralsøen, og cirklerne på søens overflade bliver ved med at brede sig, siger han. Uzbekiske forskere har de seneste årtier brudt hovedet for at finde en måde at bremse de giftige støvstorme på. Siden 1990erne har man i Aralregionen plantet særlige træer og buske, som kan gro på den giftige søbund. Planterne hindrer i en vis grad de voldsomme storme i at bære det giftige saltholdige støv med sig, og i dag er 27.000 hektarer jord beplantet med skov. Siden Sovjets fald har flere miljøorganisationer set dagens lys. Den internationale organisation ECOSAN, som blev dannet i Uzbekistan i 1992, arbejder særligt med at forbedre forholdene for befolkningen i Aral-regionen. Organisationen fragter vand, mad og medicin til befolkningen og sørgede sidste år for, at indbyggere i byen Uchsay fik adgang til rent, rindende vand. Forbedringerne i blandt andet Uchsay har ifølge ECOSAN ført til et fald i antallet af mave- og tarmsygdomme blandt børn. Desuden har landets regering ved hjælp af udenlandske investorer bygget en sluse, som skal forsyne befolkningen med rent drikkevand, og der arrangeres jævnligt børnelejre langt fra Aral-regionen, hvor børnene kan lege og dyrke sport, få lægehjælp og ikke mindst indånde ren luft. - Alligevel kræver de sociale og økologiske problemer, at arbejdet med at forbedre forholdene i regionen styrkes, understreger formanden for ECOSAN, Yusuf Shadimetov. Mens dele af befolkningen gradvist får det bedre, er selve Aralsøen i Uzbekistan fortid. I nabolandet Kasakhstan er den nordlige og mindste del af søen blevet forsynet med en 13 kilometer lang dæmning, som isolerer søen fra den store, uzbekiske del. Det har betydet, at cirka 40 procent af den oprindelige vandstand i Kasakhstan nu er vendt tilbage, planter spirer frem, og de lokale fiskere er tilbage i bådene. Samme scenarie for søen i Uzbekistan er ønsketænkning. Det mener Anne Gry Rønningen, Ph.d.-stipendiat i samfundsgeografi med speciale i regional vandforvaltning i Centralasien. - Hvis man overhovedet kan tale om en løsning i Uzbekistan, ville det være at gå bort fra kun at producere bomuld. Men bomulden har en så enorm social og økonomisk betydning for landet, at der ikke er politisk vilje til at løse problemet med Aralsøen. Regeringen styrer bomuldsdyrkelsen, som på mange måder fungerer som en social kontrol af befolkningen, siger hun. I de seneste år er en plan tilbage fra Sovjet-tiden om at føre en flod fra Sibirien og ud i søen igen kommet på banen. Men det er en meget kontroversiel plan, mener Anne Gry Rønningen: - Det lyder helt urealistisk, og vi kender slet ikke de økologiske konsekvenser. Det er blot et typisk tegn på videreførelse af den sovjetiske tankegang, at naturen kan styres efter menneskets forgodtbefindende. Artiklen har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad. Oxus 2009, Nr. 1 20