Prædiken til 2. påskedag, Luk 24,13-35. 1. tekstrække

1 Grindsted Kirke Søndag d. 6. april 2015 kl. 10.00 Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 2. påskedag, Luk 24,13-35. 1. tekstrække Salmer DDS 241: Tag det sorte kors fra graven Dåb: DDS 448,1-3 + 4-6: Fyldt af glæde DDS 244: Hvor lifligt er det dog at gå - - - Kopi fra Sange og Salmer 234: Se, hvilken morgen Altergang DDS 236: Påskeblomst! hvad vil du her? + DDS 233: Jesus lever, graven brast DDS 240: Dig være ære Tekstlæsninger GT-læsning: Sl 22,22b-32 Epistel: ApG 10,34-41 Prædiketekst: Luk 24,13-35

2 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem:»hvad er det, I går og drøfter med hinanden?«de standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede:»er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?hvad da?«spurgte han. De svarede:»det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«da sagde han til dem:»i uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde:»bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.«så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden:»brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«

3 Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde:»herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Luk 24,13-35 PRÆDIKEN Det er meget overvældende beretninger, vi hører om i påsken og det skyldes, at det er overvældende begivenheder, der skete. Evangelisternes beskrivelser af særligt opstandelsen ligner nyhedsjournalisters dokumentation af breaking news. Det er ikke præget af refleksion over begivenhederne. Man skriver direkte det, man har oplevet, set eller hørt. Fx hørte vi i går Påskedag fra Markus-evangeliets slutning, at kvinderne flygtede fra graven rystede og ude af sig selv, og de var bange. Mere står der ikke. Markus gengav den umiddelbare reaktion på den tomme grav, og det var angst. Det er muligvis også angst, der får de to vandrere til at bevæge sig fra Jerusalem mod Emmaus. Deres tilværelse var væltet, de var forvirrede, skuffede og ude af sig selv. De sørgede over tabet af Jesus. Nu kom også nyhederne fra kvinderne om, at nogle havde set ham igen. Det var alt sammen én stor forvirring, og måske havde de brug for noget luft til at snakke sammen om det. De kan også have tænkt at gå tilbage til deres gamle erhverv og tidligere liv uden Jesus, ligesom Peter, der efter opstandelsen var på vej tilbage til fiskeriet, inden han blev stoppet af Jesus. Det er som om, Jesus efter påske havde to vigtige opgaver for sine disciple, som havde nogenlunde samme vægt, og jeg tror, Jesus gennem hele kirkens historie og stadig i dag arbejder med de samme to ting for sin menighed. For det første at overbevise om, at opstandelsen virkelig er sket at den Jesus, de lagde i graven Langfredag, lever! Lige efter vores prædiketekst i Luk 24 læser vi, at Jesus kommer til stede for alle disciplene og viser dem sine hænder og fødder. Han siger: Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har. Han spiste også et stykke fisk, mens de stod og så på. Det er det ene: Jesus opstod med kød og knogler!

4 Den anden vigtige opgave var at prædike, hvad opstandelsen betyder ind i vores liv, og i de to disciples liv betyder det livet med frustrationer, skuffelser, synder og sorger. Sat på spidsen kan vi sige: Det er ikke nok at høre, at graven er tom. Det er i hvert fald ikke der, Jesus slutter sin opgave. Du må selv møde den opstandne. Tænk på disse to disciple. De havde allerede hørt, at kvinderne havde været ude ved graven, og nu fortalte de, at Jesus lever. Så går to disciple af sted på vejen fra Jerusalem til Emmaus. Det er samme dag, dvs. opstandelsesdagen. De taler sammen om det, der er sket. Det har slået mig, at de to Emmaus-vandrere er et udmærket billede på vores sekulære samfund og forholdet til Jesus. Gud har gjort det fuldstændig uhørte, at han har kaldt sin søn tilbage fra døden til livet. Guds kraft er sluppet løs i verden og til rådighed for os som tro, håb og kærlighed og alligevel er mennesker på vej væk fra Jerusalem, billedligt talt. På vej væk fra opstandelsen man kan godt sige det store tilbagetog fra den tomme grav, og det medfører helt klart, at mennesker mister håb og mening med tilværelsen og sætter kursen mod fortabelsen. Og hvorfor er det sådan? Hvorfor er der ikke den store fremmarch mod den tomme grav? Jeg skal være ærlig og sige, at jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor hele verden ikke marcherer frem mod den tomme grav for at finde håb og tilgivelse. Jeg kan bare konstatere, at hvis jeg ser ind i mig selv, så ser jeg heller ikke kun den store fremmarch! Der ligger noget dybt i os mennesker helt fra syndefaldet, der gør det lettere at være med i tilbagetoget end i fremmarchen. Det er den dybe skepsis og vantroen. Det kan også være skuffede forventninger, sorg og savn, som tynger ned, synd, jeg ikke vil slippe og gøre op med. Hvad gør Jesus for at standse vores tilbagetog og vise os konsekvenserne af den tomme grav? Han gør tre ting, som alle tre får mig til at gå tilbage mod den tomme grav: For det første: Jesus slår følge med disciplene.

5 Jesus går med et langt stykke vej på tilbagetoget. Deri ligger et stort evangelium. Han blev ikke i Jerusalem. Jesus vandrer med, han lytter, han spørger. Ligesom Jesus dengang var til stede, men ikke genkendt, sådan er Jesus i dag også til stede, men ikke altid genkendt. Deres øjne holdtes til, selv om han gik lige ved siden af dem. Jeg tror på, at Jesus er her ved min side mens jeg prædiker, men jeg kan ikke se ham, og I kan ikke se ham. Jeg ved, at han slår følge med dig nede på kirkebænken, uden at vi kan se ham. Han er her i sit ord, ved sin Ånd. Han vandrer med os lige nu og minder os om, hvad han har gjort for os. At han har båret alle vores synder. At hvad han gjorde på korset er nok til salighed. Man kan sige det sådan, at vi har som disciplene hørt noget helt uhørt. Vi er blevet rystede i vores grundvold pga. disse rygter om, at Jesus virkelig lever, men det er ikke gået 100% op for os. Kan vi ikke godt sige, at det også gælder os? Hvis det var gået 100% op for os, så levede vi anderledes og så troede vi med en klippefast tro. Hvis det var gået 100% op for os, så havde vi vel heller ikke brug for en, der slår følge med os og det er grunden til, at vores øjne holdes til. Du har rent faktisk brug for Jesus som medvandrer gennem hele livet. Det var det første, Jesus gjorde; slog følge med sine disciple. For det andet: Jesus udlagde Skrifterne for dem. Hvordan vandrer Jesus sammen med os? Jo, det gør han gennem Skrifterne. Derfor er Skrifterne vigtige for dig derhjemme ved bibellæsning, ved gudstjenesten, hvor Skriften oplæses og forkyndes. Han gik igennem hele GT. Han begyndte med Moses, står der de historiske skrifter, så salmer og profeterne. Vi ved ikke, hvad han præcist tog frem, men det handlede alt sammen om, hvad der står om Jesus. Vi kan godt gætte på nogle ting: Fra Mosebøgerne måske det store løfte i 5 Mos 18, hvor Moses advarer folket mod falske profeter og så siger, at Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I

6 adlyde. Han kunne tage Sl 22 frem: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig, den stærke langfredagssalme. Es 53: Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Mange andre steder kunne han have taget frem, og med stor sikkerhed har hans dagsorden været at vise, hvordan hele Skriften peger frem mod Jesus. Hvorfor gør han egentlig det? Hvad mon vi ville have gjort, hvis en af os var Jesus, der lige var opstået fra de døde, og havde gået sammen med Emmausvandrerne, som fortalte om alle deres overvejelser, om at de havde set den tomme grav, at nogle sagde, han var opstået, men at de ikke vidste, hvad de skulle mene. Det var jo ikke til at tro på. Hvad ville du have gjort, hvis du var Jesus, og du skulle overbevise om, hvem du var? Jeg er ikke i tvivl, hvad jeg ville gøre. Jeg ville have råbt og skreget: Det er mig! Jeg er opstået! Jeg er tilbage! Det er mig! Den er god nok, den med opstandelsen. I kan bare se på mig. Men hvad gør Jesus? Han gjorde slet ikke sådan. Han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. Han laver ganske enkelt bibelstudium med dem hen over de ca. 10 km, der er fra Jerusalem til Emmaus. Han står lige foran dem, og alligevel vælger han at lade deres møde med ham tage sit udgangspunkt gennem skrifterne, gennem Bibelen. Hvorfor nu det? Det er for det første godt nyt for os, der ikke levede ved Jesu opstandelse, men som stadig har Bibelen hos os. Og så siger det for det andet os noget helt afgørende om, hvad vi må bygge vores tro på. Af og til siger mennesker til mig, at hvis bare Gud viste sig for dem, hvis Jesus åbenbarede sig for dem på en eller anden måde, så ville de tro. Og lad os nu forestille os, at Jesus rent faktisk pludselig viser sig for os nu og her. Han kommer og står lige her ovre ved døbefonten. Det ville være fantastisk. I morgen tager du så på arbejde og du fortæller dine kollegaer: Nu skal I høre: Der skete noget fantastisk til gudstjenesten i Grindsted Kirke i går: Jesus viste sig for os, lige midt i prædikenen. Jamen, det passer. Han var der, sådan helt rigtigt! Jeg så ham.

7 Hvad tror du kollegaerne ville sige til dig? For nylig udgav den nordjyske journalist Charlotte Rørth en bog, hvor hun faktisk fortæller om et konkret syn af Jesus. Hvad siger folk til hende? Jo, forfatteren Knud Romer sagde på direkte TV til hende: Ved du hvad? Du brug for psykologhjælp!. Måske ville de sige eller tænke sådan. Eller de ville sige. Helt ærligt, du er blevet fuppet. Det var noget, de havde forberedt i kirken, med spejle, videoprojektor og en livagtig 3d-animation. Og resten af ugen kan du mærke, hvordan du er lidt til grin. Og du vil begynde at spørge dig selv: Så jeg ham faktisk rigtigt? Eller var det bare et eller andet trick, de havde lavet i kirken? Måske blev jeg bare grebet af stemningen. Og på fredag har du brug for at se ham igen, for at blive ved med at tro på, at det virkelig var ham. Jeg tror, det er derfor, Jesus ikke springer op og råber Det er mig!. For han vil lade dem bygge deres tro på noget langt mere stabilt end følelser og oplevelser. Han vil vise dem og os, at han faktisk er at finde i Bibelen. Og når de på et tidspunkt kommer i tvivl igen, om det nu var ham, så kan de gå tilbage og lede i skrifterne og finde ham. Deres hjerter begyndte at brænde, hører vi. Ikke fordi de så Jesus, men fordi de hørte om ham i skrifterne, læste om ham. Mødte ham der. Og det samme kan vi gøre. Det kan godt være, at vores kollegaer, venner eller hvad det nu er, vil grine af os, fordi vi tror, vi kan møde Jesus gennem skrifterne. Men vi kan jo spørge dem, om de sådan for alvor har læst i Bibelen efter de er blevet voksne det har de fleste ikke og har de ikke, så kan vi jo tilbyde at gøre det med dem, så holdningen til Bibelen ikke bare er tomme fordomme. For det tredje brød han brødet. Nogle siger, at det ikke nødvendigvis er en reference til nadveren. Det var almindeligt, at husfaderen ved bordbønnen brød brødet inden måltidet. Dog havde han lige gjort det samme få dage forinden ved det sidste måltid med disciplene, og derfor har de to disciple utvivlsomt tænkt på nadveren. Og de to disciples øjne åbnes og de genkender Jesus. Nu står han klart for dem som den opstandne. Brødet var et tegn på hans brudte legeme, som skulle dø på korset for os. Eller til sakramenterne. I dag har vi haft dåb, og i dåben

8 tror vi, at Jesus har åbnet Ibens øjne og født hende ind i fællesskab med Jesus. Jesus slår følge med disciplene, han udlægger skrifterne og bryder brødet. Det gør han også for dig nu, og det kan standse dit tilbagetog fra den tomme grav og sætte retningen tilbage igen. En har sagt: Selv om du har taget 1000 skridt bort fra Jesus, er der kun ét tilbage til ham! Disciplene vendte om og satte kursen tilbage. Og det var sket noget med dem. De blev vidner om det store, der var sket. De gik hjem og fortalte de andre, hvad der er sket på vejen. Vi kan også gå hjem og fortælle, hvad Jesus har gjort for os. Han har nemlig gjort store ting! Glædelig påske! Amen!