DKKF-Nyt Nr. 1 - marts 2006 DANMARKS KATOLSKE KVINDEFORENING "...Du skal elske din næste..." (matth. 22. v.37-40) Nogle tanker omkring DKKF's nye formålsparagraf Foredrag af forfatteren Else Marie Kjerkegaard Kvinden som fredsskaber Om ligeværd Vores Caritas-projekt Økumene 1
Indhold Hilsen fra DKKF's landsleder... 3 Resultatet af urafstemningen... 4 Redaktionelt... 6 Nogle tanker omkring DKKF's nye formålsparagraf... 7 Kvinden som fredsskaber... 8 Vores Caritas-projekt... 9 DKKF-Nyt Medlemsblad for Danmarks Katolske Kvindeforening. REDAKTIONSGRUPPE: Hanne Bjerrum Kate Hovgaard Jakobsen Lisbeth Poulsen Ruth Christophersen Ruth Pallisgaard Meyer, ansv. Vivian Tiedemann REDAKTIONENS ADRESSE : Ruth P. Meyer Østbanegade 45, 5. th. 2100 København Ø Telefon 3542 7671 Telefax 3542 7681 Opsætning & tryk: J. Toft Køb af sex er ikke sport... 9 Foredrag af forfatteren Else Marie Kjerkegaard... 10 Fra kassereren... 14 Om ligeværd... 16 Økumene... 19 DKKF-weekend september 2006... 21 Ved Agnethe Emmerich s død... 22 Mødekalenderen... 23 Næste nummer af bladet forventes at ud komme medio juni 2006. Deadline for indsendelse af stof og mødemeddelelser til næste nummer er den 20. maj 2006. Send om muligt stof og meddelelser på diskette eller pr. e-mail. 2
Hilsen fra DKKF s landsleder Kære katolske kvinder. Uden for mit vindue smelter sneen. Der ligger små bunker tilbage på gruset. Det er tung tøsne, og det ligger en hvid tung dyne. Hvis det bliver ved med at være tøvejr, er det væk om et par dage. Jeg ved, at nedenunder sneen er der små spirer af forårsblomsterne, og selvom jeg ikke kan se dem nu, lyser og varmer de op midt i kulden. Denne glæde ved, at noget skjult om kort tid vil være fremme, således at vi kan se og sanse det, kender vi fra mange andre områder. De sidste måneder har i medier og i den offentlige debat været meget præget af de satiriske Muhammed-tegninger, som en af vore aviser bragte i efteråret. Det var som om der i løbet af de næste måneder blev lagt en våd og tung dyne over religiøse meninger og symboler, en dyne, der består af at ville have ret til at gøre, hvad man selv vil, en dyne, der består af mistænkeliggørelse over for andres meninger. Man oplevede noget, der kunne ligne en konfrontation mellem religion og frihed. I Danmark er vi ikke så meget vant til, at religion bliver taget alvorligt, næsten tværtimod; vi oplever ofte, at vi kan grine af en vits, som gør grin med religiøse emner. Men nedenunder denne tunge dyne af tung mistænkeliggørelse og rethaveri spirer respekten for det enkelte menneske. I en verden, hvor vi er tæt på mennesker af mange nationaliteter, kulturer og religioner må vi bede om, at Gud vil smelte denne dyne, der kan knuse enhver respekt for den anden person. Lad os være Guds medarbejdere på den plan, der udbreder kærlighed og fred mellem mennesker. Med ønsket om en god fastetid sender jeg de bedste hilsener til jer alle Birgit Clausen 3
Resultatet af urafstemningen blandt DKKF s medlemmer. På DKKF s ekstraordinære generalforsamling d. 12. november 2005 blev der bl.a. behandlet 2 forslag vedr. DKKF s love. Det var følgende: Berigtigelse af 3: Ved den ordinære generalforsamlingen d. 28. maj var der sket en beklagelig fejl, således at den vedtagne 3 ikke var i overensstemmelse med det indsendte forslag: 3. Danmarks Katolske Kvindeforening har til formål at 1. skabe rammer, hvor katolske kvinder kan mødes omkring deres tro og dele den med hinanden og med andre 2. vidne om Kristus og bevidstgøre om menneskets værdighed som mand og kvinde, skabt i Guds billede 3. repræsentere katolske kvinder i de paraplyorganisationer, som er nævnt i 2 Tilføjelse til 6: 6 stk.10: Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af dens medlemmer er til stede. Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af lighed tæller landslederens stemme dobbelt. Ifølge vores love skal ændringer af vores love til urafstemning blandt foreningens medlemmer. Denne urafstemning blev afviklet i januar måned, og resultatet foreligger nu: 80 af foreningens medlemmer deltog i afstemningen. 78 stemte for berigtigelse af formålsparagraffen ( 3), 1 stemte imod og 1 undlod at stemme. 77 stemte for tilføjelsen til 6, og 3 stemte imod. 4
Konklusionen af urafstemningen er altså klar: Ordlyden i formålsparagraffen er den, der blev indsendt af Vivian Tiedemann, og 6 består af 10 punkter. Lovene skal nu godkendes af biskop Czeslaw Kozon, og de reviderede love bliver senere sendt ud til alle medlemmer. Det var en stor glæde, at så mange af medlemmerne deltog i denne urafstemning. På bestyrelsens vegne Birgit Clausen DALUM KLOSTER - RETRÆTE 21. AUGUST TIL 25. AUGUST RETRÆTELEDER pater Paul Marx OMI TEMA: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os" (Joh.,14) ADR: Dalumvej 105, 5250 Odense SV PRIS: 875,00 - Deltagerantal 22. Tilmelding til Ruth P. Meyer, (adr. m.m. på bladets bagside) inden 1. juni. Skriftlig, bindende og gældende efter indbetaling af depositum kr. 300.00. Kun indbetaling via bank (ikke check) til konto: BG Bank reg. nr. 9173 4150 4427 67 Venligst husk at medsende indbetalers navn og adr. Oplys venligst hvis der ønskes diæt - Håndklæde medbringes Alle vil modtage bekræftelse, inden 1. juli Praktisk leder: Ruth P. Meyer 5
Fra Redaktionen Pave Benedikt XVI har udsendt sin første encyklika Gud er kærligked - adresseret til alle troende altså også til os medlemmer i Danmarks Katolske Kvindeforening. For mange vil det være svært og måske uforstående i en verden, hvor ondskaben på så mange områder vinder terræn, hvor naturens kræfter faretruende viser ansigt, og hvor vi står magtesløse over for de negative og uhæmmede kræfter at fastholde tanken og troen på, at Gud er kærlighed. Vi hænger ofte fast i vor undskyldende magtesløshed og kommer ikke videre; men erkender vi den - står ved den, kan Gud bruge vor magtesløshed som udgangspunkt for det nye, han vil give os. Uden mig kan I slet intet gøre siger Jesus en svær, men vigtig lektie at skulle lære! Foran os har vi fastetiden, den tid Kirken giver os til besindelse, til eftertanke, til omvendelse det sidste nok et upopulært ord i vor moderne begrebsverden. Men Gud har givet os nogle redskaber til at modvirke den ovennævnte udvikling: Bøn, faste og omvendelse. Heri ligger en magt ikke at forstå som en verdslig magt, og alligevel lytter vi ikke, gør ikke brug af dem. Det er også i denne tid, at Kirken indbyder os til bodens sakramente, et sted Gud sætter os stævne ikke fordi han kommer med nogen kendelse over os på grund af vor synd. Hans kærlighed er dommen over os i den ligger tilgivelsen, i den er han os nær. Og i hans nærhed er synden ikke mere det centrale punkt, midtpunktet er Gud selv. - - - Den frihed det moderne menneske jagter, det være sig i materielle ting, i selvrealisering, i selvprofilering, i succes, i behov etc, er på en eller anden måde bundet til omvendelsen, uden at vi tænker derover. Netop i disse dage tales der meget om dialogen, som et vigtigt redskab til at løse de mange konflikter, verden i dag er vidne til. Når Gud giver sin kærlighed, giver han dermed også os et vigtigt redskab, som vi kan bruge i vor dialog med hinanden. Og netop som katolske kvinder bærer vi et medansvar ikke mindst i vor egen Kirke, i vore menigheder, i vore familier her, at give rum for kærligheden, for freden, for respekten for hinanden. Så vil dialogen blive konstruktiv, så vil noget nyt kunne spire frem i vor forening. Og måske her ligger den største opgave og udfordring, vi som katolske kvinder kan tage op: Ved vore handlinger, vor adfærd, vore ord og evner, at vise vore omgivelser Gud er kærlighed. R.C. 6
Nogle tanker omkring DKKF's nye formålsparagraf Af Vivian Tiedemann I enhver forening kan der med mellemrum være behov for at justere dens formålsparagraf. Dette er også sket i DKKF's 80-årige historie. Sidste gang, formålsparagraffen blev ændret, var i 1983. Formålsparagraffen, som nu er vedtaget, er i følgende tre punkter. Punkt 1: Skabe rammer, hvor katolske kvinder kan mødes omkring deres tro og dele den med hinanden og med andre. Det betyder meget, at vi som katolske kvinder af og til får lejlighed til at mødes med andre katolske kvinder omkring vores tro; det er jo den, vi har fælles med hinanden og behov for at uddybe. Det er derfor et overordnet formål for DKKF at tage initiativ til møder, weekends og retræter - også i områder, hvor katolikker bor spredt og derfor kan have vanskeligt ved at "finde hinanden". I deres isolation har de behov for at mødes med andre katolske kvinder. Men hvorfor kun kvinder? Fordi kvinder og mænd i deres ligeværdighed har forskellige "forcer" og indfaldsvinkler til tilværelsen og måder at tale på. Punkt 2: Vidne om Kristus og bevidstgøre om menneskets værdighed som mand og kvinde, skabt i Guds billede. Det er vigtigt, at vi i dag vidner om Kristus, for i Ham bliver vores kristne tro konkretiseret, i Ham er Gud blevet menneske og har givet sig til kende for os mennesker. Det er vigtigt som kristne at tale om, hvad vi tror på - men især hvem vi tror på! Mand og kvinde er ligeværdige, skabt i Guds billede, hvor både det mandlige og det kvindelige afspejler Hans væsen. Punkt 3: Repræsentere katolske kvinder i de paraplyorganisationer, som er nævnt i 2 Det er væsentligt, at katolske kvinder også er repræsenteret i paraplyorganisationer, så vi har mulighed for at komme med vores holdninger og også for at tage del i samfundsdebatten. HJERTESUK FRA MEDLEMSREGISTRATOR Det ville hjælpe os meget hvis medlemmerne meddelte flytning til medlemsregistrator Ruth Pallisgaard Meyer 7
KVINDEN SOM FREDSSKABER forenet i tro og handling Lørdag d. 8. april 2006 afholder Danmarks Katolske Kvindeforening en Temadag på Dalum Kloster. Vi begynder med messe i klosterkirken kl. 10.30. Efter middagsmad vil der være et kort oplæg af Karl Heinz Westarp om vores Caritas-projekt: et skolehjem for piger i Nordøst-Indien. Karl Heinz Westarp fra Århus har besøgt Caritasprojekter i området og rejser rundt i Danmark og fortæller om Caritas og dets arbejde rundt i verden. Dette er starten på DKKF s engagement i et projekt, som skal hjælpe piger i en meget fattig del af verden til at få en tålelig hverdag. Dagens emne Kvinden som fredsskaber forenet i tro og handling vil blive belyst i et oplæg af Kirsten Kjærulff, Randers, og derefter vil der være samtaler i grupper og i plenum. Oplægget og samtalerne vil give os mulighed for at beskæftige os med flere aspekter af dette vigtige tema: fred i verden, i Kirken, i vores venne- og bekendtskabskredse, i vore familier, mellem mig selv og Gud. Emnet er temaet for WUC- WOs studiedage inden generalforsamlingen i Arlington, USA, og vores temadag er en måde at være sammen med katolske kvinder over hele jorden om at finde ud af, hvordan vi som kvinder kan være med til at skabe fred. Dagen slutter kl. 17. Pris for middagsmad og eftermiddagskaffe: 50 kr, som betales ved ankomsten. Alle kvinder er velkomne. Tilmelding senest mandag d. 3. april 2006 til sekretæren Linda Larsen - se bagsiden. 8
VORES CARITAS-PROJEKT På DKKF s ekstraordinære generalforsamling 12. november 2005 blev det vedtaget, at vi beder Caritas pege på et projekt, som på en særlig måde støtter piger og kvinder i nød til at få en tålelig tilværelse. Generalsekretær Mogens Jeppesen, Caritas Danmark, var ikke i tvivl: Han var meget taknemmelig for, at vi vil være med til at støtte etablering af et skolehjem for piger fra stammesamfund i Karbi Anglong i Nordøstindien. På temadagen i Dalum d. 8. april vil der være et oplæg om dette projekt, og vi vil lave den første indsamling til projektet. I næste nummer af DKKF-Nyt vil der komme en uddybende artikel om projektet. På bestyrelsens vegne Birgit Clausen KØB AF SEX ER IKKE SPORT Forleden dag kom en mail fra WUCWO med en opfordring: Sig nej til Tysklands prostitution af kvinder under verdensmesterskabet i fodbold i 2006. I juli måned vil 12 tyske byer være værter for verdensmesterskabet. Man forventer, at ca. 3 millioner fodboldsfan flest mænd vil deltage. Endvidere forventer man, at omkring 40000 kvinder bliver importeret fra Central- og Østeuropa til Tyskland for at give sexuel service til dem. Dette protesterer The Coalition against Traffing in Women (CATW) imod. På DKKF s vegne har jeg skrevet protesten under og opfordrer også DKKF s medlemmer til individuelt at gøre det samme. Det kan gøres på CATW s hjemmeside: www.catwinternational.org Birgit Clausen 9
Mødet i DKKF-Øst den 8. februar 2006 med foredrag af forfatteren Else Marie Kjerkegaard. Onsdag den 8. februar 2006 var der foredragsaften i DKKF-Øst med Else Marie Kjerkegaard (EMK), som bl.a. har skrevet bogen Vejen vi går. Efter messen kl. 17.00 samledes ca. 25 medlemmer af DKKF i Jesu Hjerte Kirkes menighedssal for at høre EMK s foredrag Vinden blæser, hvorhen den vil fra ateisme til kristentro. EMK indledte foredraget med at fortælle, at hun selv var blevet optaget i Den Katolske Kirke for et par år siden. Hun ville denne aften fortælle om sin egen udviklingsvej til kristendommen, og det overordnede tema for aftenen var, hvordan man inspirerer søgende mennesker til at fordybe sig i kristendommen i stedet for at shoppe rundt mellem flere forskellige religioner. EMK er vokset op i et traditionelt landbrugsmiljø i Østjylland. Tro og religiøse overvejelser var ikke et samtaleemne, og kirkegang var heller ikke en del af familielivet bortset fra de traditionelle begivenheder. Hendes mor var datter af en overlærer, der som bijob var organist ved kirken.heller ikke moderens hjem var særlig religiøst præget. I barndomshjemmet blev børnene opdraget til at bede aftenbøn, for det hørte sig nu en gang til. Som barn spekulerede EMK meget over eksistentielle spørgsmål som fødsel og død, synd og skyld og det ondes eksistens, og barndommen var også trods det relativt trygge liv på landet - præget af, at EMK var barn under krigen. Der var imidlertid ikke nogen at drøfte de store spørgsmål med, og som ca. 10-årig mistede EMK troen. En aften meddelte hun sin mor, der altid overværede 10
aftenbønnen, at hun ikke troede på Gud længere og derfor ikke ville bede aftenbøn. Moderen havde svært ved at håndtere meddelelsen. Hun kommenterede den ikke men valgte at forlade værelset og kom ikke siden op for at bede aftenbøn med hende. Denne hændelse skabte en ubevidst skyldfølelse hos EMK og en følelse af at være forkert i religiøs henseende. Men hun bevarede alligevel et lille håb om, at Gud fandtes. Da hun skulle konfirmeres, håbede hun på, der ville ske et mirakel, men det udeblev. På selve konfirmationsdagen skulle hun sammen med sin familie besøge sin yndlingsmoster, som lå syg af brystkræft. Under besøget gik det pludselig op for hende, at mosteren var døende, og det skete også kort tid efter. Selv om alle var meget kede af det, blev der ikke talt nærmere om døden i familien, så EMK måtte gå med sine overvejelser alene. Oplevelserne under konfirmationen betød, at hun opgav håbet om, at der fandtes en kærlig og almægtig Gud. Da hun forlod barndomshjemmet som 17-årig, var hun overbevist ateist. 11
Alt i alt var EMK s barndom præget af et fravær af troende mennesker, som kunne inspirere en spirende religiøsitet. Der var dog enkelte mennesker, som var med til at så de frø af troværdig religiøsitet, som senere skulle vise sig at spire hos hende. Efter at have forladt hjemmet blev EMK først uddannet som trafikassistent i DSB og senere i en kort periode ansat som ground hostess i SAS. Herfra gik vejen over England og Frankrig for at lære sprog som au pair pige. Både den engelske og den franske værtsfamilie var troende, og med sin engelske familie fik EMK for første gang en dialog om tro. Efter årene i udlandet vendte EMK som 22-årig tilbage til Danmark, hvor hun meldte sig ud af folkekirken. Efter sin hjemkomst begyndte EMK at læse. Hun tog først studentereksamen på aftenkursus, hvorefter hun blev politstuderende. I studietiden var hun politisk aktiv på venstrefløjen. Efter 10 år meldte EMK sig ud af politik. Hun havde da giftet sig, var blevet cand.polit. og havde fået 3 børn. Efter 19 års ægteskab blev hun skilt, og efter et par år blev hun ramt af en livskrise, som fik hende til at gå i psykoterapi. Hun beskrev det på den måde, at hvis man afskærer sig fra den åndelige dimension i tilværelsen, hævner det sig før eller siden. En psykoterapeut, som var interesseret i meditation og spiritualitet vakte EMK s interesse for meditation som en vej til et bedre liv. Fra dette tidspunkt startede et langt forløb, som førte EMK igennem flere forskellige religioner. Først kom hun regelmæssigt på et hinduistisk inspireret center. Siden blev hun elev af den zenbuddhistiske vietnamesiske munk Thich Nhat Hanh, og det var ham, der under en forelæsning pegede på, at hun skulle søge 12
tilbage til sine kristne rødder. I nogle år kom hun i folkekirken, men syntes, den var for intellektuel i sin tilgang til troen. Hendes optagethed af meditation førte hende derfor sideløbende på retræter på klosteret Karmelgården i Skåne. Under den første retræte, hun deltog i, fik hun under en meditation nytårsmorgen det kald, at hun skulle blive kristen meditationslærer. Det fulgte hun op på forskellig måde og endte med at tilmelde sig den meditationslederuddannelse, som findes på det økumeniske Berget i Sverige I flere år havde EMK Wilfrid Stinissen på Karmelgården som åndelig vejleder, samtidig med at hun kom i folkekirken. Under opholdene på Karmelgården og også på Rögle kloster fik hun flere uforklarlige religiøse oplevelser, som fastholdt hende i den kristne tro og medførte, at hun til sidst blev overbevist om, at hun skulle bli- ve katolik. EMK har i dag en stærk oplevelse af, at Den Katolske Kirke har været det rigtige valg, og hun konkluderede, at det især var klostertraditionen og dens spiritualitet, der førte hende hjem til kristendommen. Efter foredraget diskuterede vi gruppevis spørgsmålet Hvad er vigtigt, hvis vi vil inspirere mennesker til at søge dybere ind i kristendommen?. EMK gav en meget stærk, personlig og levende beskrivelse af sin vej til troen og Den Katolske Kirke, og det var tydeligt, at det meget lydhøre publikum tog beretningen til sig, ligesom mange kunne identificere sig med de mange og store overvejelser, som EMK måtte gøre sig i sin søgen. Foredragsholderen fik under stor applaus overrakt Wilfred Stinissens seneste bog, inden vi sluttede aftenmødet med den dejlige salme Nu takker alle Gud. HB 13
Fra kassereren Nyheder fra bestyrelsen. Det at være bestyrelsesmedlem og kasserer for DKKF er tillidshverv, som jeg varetager i min fritid. På opfordring har jeg så her skrevet lidt om mig selv, mit liv og mine tanker om DKKF. Jeg og min ægtefælle er begge barnefødte katolikker fra København. Nu bor vi i Kolding med vore to yngste børn. Jeg er uddannet sygeog sundhedsplejerske, og en ansættelse indenfor psykiatrien førte mig videre til mit nuværende hverv som psykolog. Jeg er et tvivlende menneske, og jeg opfatter dette med at tro som et personligt valg, jeg hver dag skal tage stilling til. Jeg må forholde mig til fornuftige argumenter for og imod. Så jeg vil udtrykke mit valg med slutningen af Dostojevskijs Min Trosbekendelse : Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden i virkeligheden ikke var i Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden. Det er vigtigt for mig at være parat med forståelse og dialog om det, som vi har fælles. Min erfaring er, at vi let misforstår hinanden, når det religiøse bliver alt for regelret eller abstrakt. Derfor oplever jeg styrke ved det åbne og naive vidnesbyrd. For eksempel som Biskop Desmond Tutu har forfattet i Gud har en drøm. Evnen til at beskrive det ubeskrivelige i konkret form, det er en gave, som er få beskåret. Lige nu er jeg ved at læse Tro mod Tro af sognepræst i Folkekirken: Kathrine Lilleør og Naser Khader. Det er en spændende bog, der er en dialog mellem de to forfattere. I DKKF var jeg aktivt medlem for en del år tilbage, det var efter pavens rundskrivelse: Kvindens værdighed og kald i 1989. Jeg blev igen aktiv, da jeg kom i bestyrelsen for snart 3 år siden. Med 14
stor taknemmelighed kan jeg berette, at jeg og mine voksne døtre i DKKF har fundet et katolsk kvindenetværk, der spænder over by og landegrænser. Som katolsk kvinde, ligger det mig meget på sinde, hvorledes jeg kan styrke mit personlige gudsforhold og om muligt give min tro videre. Kirken priser os som mødre. Pavens rundskrivelse og livslange anerkendelse har bestemt højnet vores selvværd som kvinder og mødre. Men jeg mangler me- re fra os selv. Faktisk er det jo, som Iben Thranholm redegjorde for på ØM, en næsten uforenelig tilværelse - især mens børnene er små. For øvrigt har jeg lige læst Ibens bog, og den er interessant med holdninger og erfaringer fra lærde mænd og enkelte kvinder om deres personlige gudsforhold. I DKKF kan vi møde andre katolske kvinder. Vi kan vise hinanden forståelse og dele de konkrete erfaringer, som vi hver især kommer med fra familie og sogn! Et stort Tak skal lyde til alle de medlemmer, som har betalt kontingent for 2006, men der mangler stadig en del: I skrivende stund har 100 medlemmer betalt, så der mangler stadig 69 kontingenter. Fristen var i år sat allerede 1. februar, dette er nyt, og det kan nogen have overset. Det er jo samtidig med mange andre beløb, der skal foreligge ved årsskiftet. Er girokortet blevet væk, kan der indbetales direkte til DKKFs konto, husk dog at skrive tydeligt navn på indbetalingen. 15
Om ligeværd "Gud har skabt os alle ens, med samme værdighed uanset religion og nationalitet", sådan sagde pave Benedikt i Kølns synagoge. De ord rammer centralt ned i et Europa, hvor frygten for fremmede kulturer bliver stadig mere udbredt og dermed også antisemitismen. Der er tale om en ond cirkel af mistro og had. Når den ene mistror den anden, så mistror den anden den ene. Skal den cirkel brydes, kræver det andet og mere end politisk lighedstænkning, det kræver en bevidsthed om, at vi alle er skabt i Guds billede. Gud har skabt os i al vor mangfoldighed, og universet i al dets mangfoldighed - og se det var såre godt (1 Mos 1,31), som der står i den gamle oversættelse fra 1931. Når vi mistror og/ eller ringeagter den fremmede, så gør vi Gud lille, for Han elsker mangfoldigheden. Der skal være plads til både nye og gamle europæere. Vi må aldrig glemme, at menneskets sande værdighed beror på at det er skabt - og ikke på dets egne fortjenester. Sådan skrev Sr. Rut Maria Schmidt OSB i det lille blad "Fra Kirkens Missionsmark i december, ord hvis betydning ikke er blevet mindre siden da. Hvad kan man så gøre for at imødegå den mistro, der er til hinanden. Det er væsentligt at vise de fremmede, at man respekterer dem og har positive følelser overfor dem, om det så blot er med et smil, når man møder dem på gaden eller i en af deres butikker, eller måske sætter sig ved siden af den fremmede i bussen, som udtryk for at man ikke søger at undgå dem og er det en muslimsk kvinder med tørklæde, ja så behøver man jo ikke at være i tvivl. Ja, netop det at mødes har enorm betydning for vores holdning overfor hinanden, men hvor kan man da gøre 16
det udover på gaden og i butikkerne i et flygtigt møde. Det kan man i "Mødestedet", som jeg blev bekendt med for nylig. Mødestedet er Kirkens Indvan-drearbejde Thyra, mødestedets daglige leder, og Gönul fra Tyrkiet på Vesterbro. Det er et samarbejde mellem Danmission 14,3 på Vesterbro i Køben- Adressen er Valdemarsgade og Kirkerne på Vesterbro. havn og der var åbent mandag - torsdag kl. 11.00 - Det startede for godt 20 år siden. Det er lykkedes at 14.30 for kvinder og børn, og skabe et sted, hvor mennesker uanset religiøs eller kul- for alle kl. 15-18. turet bag-grund kan mødes Hvorfor ikke gå derhen med på ligeværdig vis og gennem det samme! - og som tænkt samvær og samtaler kan så gjort. For hvornår ville det mødes på en ligeværdig måde og gennem samvær og skridt til "en bro", men det ellers blive til noget? Et lille samtaler kan nå frem til gensidig respekt. Man står i ne tage. Og enhver må jo var nu det lille skridt jeg kun- "Møde-stedet" ved sin kristne identitet, samtidig med at hvor man er. begynde med sig selv, der man lytter til den anden i respekt for den andens identisækken fuld af garn fra vo- Jeg drog af sted med rygtet. Det kan man bl. andet res "overskudslager", da jeg læse i forordet til jubilæumsskriftet udgivet i anledning af strikket firkanter til Mother havde hørt, at der også blev de 20 år. Teresassøstrene! 17
Jeg bevægede mig op på tredje sal og gik ind ad den åbne dør og befandt mig i nogle dejlige lokaler, hvor 15 tyrkiske kvinder sad i en livlig hyggesnak omkring en kop kaffe. Mange forskellige kvinder finder vej til "Mødestedet" i løbet af ugen. Jeg blev modtaget med et smil og fik venligt anvist en plads, men at deltage i snakken var lidt vanskeligt, da den jo foregik på tyrkisk og de fleste af kvinderne ikke kunne meget dansk, men lidt snak kunne det dog blive til - og om hvad? Børn og børne-børn! På et tidspunkt blev en stor gryde med suppe sat på bordet. Det var en muslimsk hel-ligdag,og i den anledning serverede en af kvinderne en dejlig suppe for os. Var samtalen begrænset på tyrkisk, så kunne det blive til en snak med de to meget engagerede heltidsansatte, der var i centeret. De kunne fortælle om de mange forskellige opgaver, de kom ud for i løbet af dagen lige fra at lægge et par bukser op på deres symaskine, til at ringe til kommunekontoret, yde lektiehjælp og meget mere, der var ikke to dag, der var ens! PÅ det tidspunkt jeg var der, var der ikke andre danskfødte end mig, men de så meget gerne at flere danske kom på besøg i centeret om det så blot var til en kop kaffe. De spurgte, hvornår jeg kom igen? Det er bestemt ikke sidste gang jeg kommer der, og jeg vil opfordrer andre til til at besø-ge centeret. Eventuelt kan vi følges ad, og vil I gerne vide mere, er I velkomne til at sætte jer i forbindelse med mig. Tlf. 3325 93 40. VT 18
ØKUMENE Her nogle billeder, der giver et lille indtryk af de forskellige arrangementer Formand f. Danmarks Økumeniske Kvindekomité, Kanny Kruse indleder inspirationsdagen i Tølløse den 21.januar med at tænde tre lys for vore tre bededagspartnere: Litauen, Ukraine og Malawi. Inspirationsdagene som jo er en forberedelse til selve bededagen. Forklædet Kanny har på er fra de sydafrikanske kvinder med teksten: Saved to serve. - Frelst for at tjene. En forberedelse til Kvindernes Internationale Bededag er også en årlig tilbagevendende økumenisk aften på Vesterbro, Kbh. denne gang i Eliakirkens krypt. Det er en gruppe bestående af kvinder fra Frelsens Hær, Folkekirken og DKKF der tager initiativet hvert år. Vi mødes, spiser sammen og taler derefter i grupper om en af bibelteksterne fra dette års bededagstema. Aftenen slutter med bøn i Kirken. En god anledning til at mødes i et økumenisk fællesskab. (Kontakt: Vivian Tiedemann) 19
Ved samværet før Aftengudstjenesten i Nazaretkirken på Østerbro, Kbh.fortalte Beatrixe fra Metodisternes project i Congo, som en del af kollekten fra Bededagens Gudstjenester går til i år. En lille sundheds- og fødeklinik, langt ude i bush'en, hvor Beatrixe bor og er meget engageret. Bededagen drejer sig jo om både bøn og handling i form af hjælp til steder i verden, der har behov for støtte. Lene Suh Nicolaisen, som er generalsekretær i Danske Kirkes Råd, talte ved den efterfølgende bededagsgudstjeneste i Nazaret Kirken, hun sagde bl. andet at hun for 1 1/2 uge siden var kommet tilbage fra Kirkernes Verdensråds 9. generalforsamling, hvor hun havde haft den oplevelse at møde Desmond Tutu, Sydafrikas kendeste og elskede ærkebiskop. Ærkebiskoppen fortalte om, hvordan det umulige er sket. Sydafrika havde det tilsyneladende uløselige problem - apartheid. Men det blev løst. Derfor kan ingen sige at deres situation er uløselig, hverken i Nordirland, Israel- Palæstina, Sudan etc. Sydafrika har vist at det umulige er muligt, Sydafrika er et håbsikon for alle, der ikke kan få øje på håbet. Tidernes tegn står under håbets fortegn. "Hvorfor gør I det svært at håbe?" kunne man måske spørge med en lille omskrivning af Jesu spørgsmål til disciplene. Han stiller det spørgsmål på baggrund af bl. a. Ez. Teksten (37, 1-10), hvor vi hører, at alt er muligt, for den der tror, fordi Gud er Gud, selv over døden og er den eneste, der kan give det 20
døde liv. Det er på baggrund af denne erfaring at al livserfaring, god som barsk må forstås. Tidernes tegn sættes i perspektiv af, at Gud i sin store kærlighed har givet os livet i gave. Heri grundes al håb. Det er den samme Gud, der andetsteds siger til hver enkelt: "Frygt ikke, for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min". Det er den Gud, som siger:"jeg ved hvilke planer jeg har lagt for dig. Planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer fremtid og håb." Men nogle gange kan det være svært ikke at frygte og svært at se håb. "Hvorfor gør du det så svært at håbe, Gud?" Kunne man have lyst til at spørge med en anden omskrivning, når man hører Jesu tale i læsningen fra Lukas (21, 5-19). Folk skal rejse sig mod folk, hungersnød, pest, jordskælv,forfølgerser. Er der måske noget af dette, der ikke er genkendeligt for os i dag? Hvis vi ikke hører rædselsberetningerne fra Bibelen og fra vores egen virkeligelighed i lyset af beretninger om Guds kærlighed og omsorg, så de sættes under håbets fortegn, er der ikke noget at sige til at mennesket knægtes. Det er netop det Desmond Tutu vil have os til at forstå. (Forkortet m. tilladelse fra Lene Sue N.) R. I. P. Den 22. dec. 2005 døde Dora Sørensen, København og den 28, december, Ellen Henrichsen, Svendborg. Gennem mange år, trofaste deltagere på Dalum Retræterne.Under messen før DKKF-mødet den 8. febr. i Jesu Hjerte Kirke, Kbh, blev de afdøde medlemmer mindet. Herre, hør vor bøn! RPM 21
Ved Agnethe Emmerich s død i Odense den 14. januar 2006. Agnethe døde efter et rigt og spændende liv, ikke mindst i DKKF regi. Hun tog ivrigt del i den nye struktur i DKKF, som blev en realitet fra 1981. Hun var især meget engageret i Odense-kredsens arbejde. Odense-kredsen fik gennem hende en venskabskreds i Hildesheim i Tyskland. De to kvindekredse besøgte ofte hinanden. I Dalum-retræterne lagde Agnethe også mange kræfter, hvilket disse stadig bærer præg af. Ikke mindst i bestyrelsens arbejde gjorde Agnethe, som Odense-kredsens repræsentant, et stort arbejde. Hun kæmpede sammen med Fredericia og Vejle en indædt kamp for at bevare kredsenes selvstændighed, hvilket lykkedes for Odense i mange år. Agnethe efterlader et stort savn hos mange. Æret være hendes minde. Marianne Plum og Marlene Henrichsen Agnethe voksede op på børnehjem hos Skt. Hedvigsøstrene i Kolding. Agnethe var en pige med gå-på-mod og sørgede selv for sin uddannelse til damefrisør. I mange år havde hun salon i Odense; men under krigen fik hun næsten ødelagt sine hænder af den dårlige erstatningssæbe. Agnethe rejste til Schweiz, hvor hun arbejdede i et par år. Hun giftede sig med Fridtjof Emmerich, som havde en boghandel i Odense. De fik aldrig børn, men de var meget lykkelige. Agnethe var enke i mange år. Hun elskede sin kirke, var urokkelig i sin tro og gjorde et stort arbejde i DKKF og den lokale kreds i Odense. Hun var sammen med Anna Cæcilie Rasmussen primus motor ved retræterne for kvinder på Dalum Kloster, og Agnethe var indtil for få år siden stadig med i arrangementet af retræterne. Agnethe var en stor hjælp i menigheden i Odense - utrættelig til at hjælpe, flittig, dygtig, slagfærdig og gæstfri. Altid kunne man stole på hende. Vi er en stor flok, der har kendt Agnethe i mange år; hun var en personlig ven. Herre - giv hende den evige hvile, og lad det evige lys lyse for hende. Anna Cæcilie Rasmussen & Lisbeth Poulsen 22