PARTIKONKURRENCE I ET DAGSORDENSPERSPEKTIV

PARTIKONKURRENCE I ET DAGSORDENSPERSPEKTIV Partiers strategier på policyområder de ikke ejer - Socialdemokratiet og udlændingeområdet Udarbejdet af: Sara Ventzel Årskortnummer: 20021695 Vejleder: Peter Bjerre Mortensen Antal ord: 34.069 Århus Universitet Statskundskab Oktober 2008

2 Indholdsfortegnelse 0. ABSTRACT...3 1. INDLEDNING...4 1.1. PROBLEMFORMULERING...6 1.2. AFGRÆNSNING OG MODELLERING AF PROBLEMSTILLING...7 1.3. STRUKTUR FOR SPECIALET...9 2. TEORI...11 2.1. PARTIKONKURRENCE...12 Issue-ejerskab...12 Type af issue-ejerskab...13 Styrke af issue-ejerskab...14 Issue-ejerskab og vælgernes dagsorden...15 Svagheder ved teori om issue-ejerskab...16 2.2. DAGSORDENSTEORI...17 2.3. PARTIKONKURRENCE I ET DAGSORDENSPERSPEKTIV...19 Trin 1: Omfang af opmærksomhed...20 Trin 2: Framing-strategi...21 2.4. OPSAMLING...23 3. PARTIKONKURRENCE PÅ UDLÆNDINGEOMRÅDET...24 3.1. UDLÆNDINGEOMRÅDET OG VÆLGERNES DAGSORDEN...25 3.2. SOCIALDEMOKRATIETS UDFORDRINGER PÅ UDLÆNDINGEOMRÅDET...27 Vælgerne: De blå socialdemokrater...28 Intern uenighed i Socialdemokratiet...28 Et skrøbeligt samarbejde med Radikale Venstre...29 Opsamling...29 3.3. SOCIALDEMOKRATIETS ISSUE-EJERSKABER...29 3.4. TRIN 1: OMFANG AF SOCIALDEMOKRATIETS OPMÆRKSOMHED...32 3.5. TRIN 2: SOCIALDEMOKRATIETS FRAMING-STRATEGI...33 4. METODE, TESTDESIGN OG DATA...36 4.1. INTERAGERENDE VARIABEL: DEN POLITISKE DAGSORDEN (TRIN 1 & 2)...37 4.2. AFHÆNGIG VARIABEL: OMFANG AF SOCIALDEMOKRATIETS OPMÆRKSOMHED (TRIN 1)...39 4.3. AFHÆNGIG VARIABEL: SOCIALDEMOKRATIETS FRAMING-STRATEGI (TRIN 2)...41 Udvælgelse og indsamling af data...41 Kodning af data: Tone og tema...43 4.4. OPERATIONALISERING AF TEORETISKE HYPOTESER...49 5. ANALYSE...52 5.1. TRIN 1: OMFANG AF SOCIALDEMOKRATIETS OPMÆRKSOMHED...52 Interagerende variabel: Den makropolitiske dagsorden...52 Afhængige variabel: Omfang af Socialdemokratiets opmærksomhed...57 Delkonklusion...61 5.2. TRIN 2: SOCIALDEMOKRATIETS FRAMING-STRATEGI...62 Udvikling i Socialdemokratiets tone på udlændingeområdet...62 Udvikling i Socialdemokratiets tema-brug på udlændingeområdet...68 Delkonklusion...75 6. KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING...76 7. APPENDIKS...81 APPENDIKS 1. KRITERIER FOR STYRKE AF DANSKE PARTIERS ISSUE-EJERSKABER...81 APPENDIKS 2. OPGØRELSE OVER DANSKE PARTIERS ISSUE-EJERSKABER...82 APPENDIKS 3. OPGØRELSE OVER ANVENDTE DATAKILDER...84 8. LITTERATURLISTE...85

0. Abstract 3 An agenda setting perspective on party competition: The strategies of political parties on issues they don t own - applied on the Danish Social Democrats and immigration policy How do political parties debate issues that they don t own? What is their incentive to debate these issues at all? Classic literature on party competition doesn t answer these questions. It presumes that parties focus merely on issues that they own. Lately this literature has been challenged by empirical studies showing that parties actually discuss the same issues. However a theoretical argument is not offered. Therefore, these questions make up a theoretical puzzle. The puzzle is relevant also in a Danish context. Since the end of the 1990's the Danish Social Democrats have discussed immigration policy intensely even though the bourgeois parties own this issue. The contribution This thesis suggests a model that addresses the puzzle. The thesis combines theory on agenda setting with literature on party competition to obtain a promising model. The literature on party competition is not outdated. Put into an agenda setting perspective it provides insights into how political parties use framing to link issues owned by the parties to issues they don t own. This model is divided into two stages: Stage 1 stresses that a political party has incentives to discuss issues with a prominent position on the political agenda whether or not the party has issue-ownership. Stage 2 states that a political party uses a framing strategy of two phases when discussing an issue that the party doesn t own. At first the party relates issues owned by itself to the issue not owned by its opponents. If the desired effect doesn t show the party subsequently agrees with the issue-owning parties in order to make the issue less salient. The model is tested using as case the strategy of the Danish Social Democrats on the issue of immigration from 1990 to 2007. The result In general the model is supported by the empirical test. Therefore the model qualifies as a promising solution to the puzzle. However, the model stills lacks important components in order to be a robust solution to the puzzle. The model doesn t explain in depth the dynamics surrounding shifts in attention and the phases in the framing strategy. Also the model doesn t treat issue-ownership as an endogenous variable. Framing strategy may have implications on issue-ownership thereby committing parties to certain policies.

4 1. Indledning Siden starten af 1990 erne har udlændingeområdet haft megen opmærksomhed blandt vælgere, politikere og medier. Den store opmærksomhed har både knyttet sig til spørgsmål om tilstrømning og integration af flygtninge og indvandrere i Danmark, herunder hvilken adgang flygtninge og indvandrere burde have til Danmark, samt deres rettigheder, leveforhold og vilkår i Danmark (Madsen, 2000: 21). Men hvordan kan de forskellige politiske partier præcist forventes at reagere på vælgerne og mediernes øgede fokus på udlændingeområdet? Ifølge den klassiske partikonkurrencelitteratur har et parti incitament til at rette vælgernes opmærksomhed mod politiske emner eller issues, hvor partiet har en særlig markant profil og vælgernes opbakning 1. Det vil medføre den største vælgertilslutning. Modsat vil partiet undgå at rette vælgernes opmærksomhed mod emner, hvor de har en svag profil og mangler vælgernes opbakning. Denne strategiske adfærd er også beskrevet meget præcist af Carmines & Stimson: Strategic politicians play the most obvious and perhaps the most influential role in determing the relative competition among political issues. All successful politicians instinctively understand which issues benefit them and their party and which do not. The trick is to politicize the former and deemphasize the latter (Carmines & Stimson, 1993:152) Partiernes markante profil på bestemte policyområder beskrives også, som at de har issue-ejerskab over disse områder (Petrocik, 1996). Eftersom partierne har issue-ejerskab over forskellige policyområder, består konkurrencen mellem partierne i at rette vælgernes opmærksomhed mod de områder, hvor de hver især har en kompetencemæssig fordel. En konsekvens af denne selektive vægtning af issues er, at partierne taler forbi hinanden. (Budge & Farlie, 1983; Riker, 1986; Petrocik, 1996). Komparativt set er udlændingeområdet et policyområde, som borgerlige partier oftest har ejerskab over. Dette er også tilfældet i Danmark (Budge & Farlie, 1983:50; Andersen, 2005). Ifølge den klassiske partikonkurrencelitteratur kan borgerlige partier i Danmark forventes at rette fokus mod udlændingespørgsmål. Med borgerlige partier menes her Venstre, Konservativ Folkeparti og Dansk Folkeparti (Green-Pedersen & Mortensen, 2008:13). Modsat forventes Socialdemokratiet ikke at have deltaget mærkbart i debatterne om udlændingespørgsmål, da partiet ikke har issue-ejerskab over dette område. Det viser sig imidlertid, at Socialdemokratiet over tid har deltaget aktivt i debatterne på udlændingeområdet stik imod den klassiske partikonkurrencelitteraturs forudsigelse. Partikonkurrenceteorierne synes således utilstrækkelige i forhold til at give en tilfredsstillende forklaring på, hvilke emner partierne kan forventes at give opmærksomhed. Flere empiriske studier viser også en tendens til, at partier eller præsidentkandidater i høj grad taler om de samme policyområder. Dette beskrives også som, at der er et stort omfang af issue-konvergens eller issue-overlap (Jerit, 2007; Sigelman & Buell, 2004; Sides, 2006; Kaplan et.al., 2006; Damore, 1 Et issue kan oversættes til dansk som et politisk emne, område eller spørgsmål, men den engelske term bruges ofte uden oversættelse i dansk tekst. I specialet anvendes begreberne issue, emne, spørgsmål og område synonymt.

5 2005; Green-Pedersen & Mortensen, 2008). Partikonkurrencelitteraturen har således svært ved at forklare de empiriske studier. Og derfor stilles der spørgsmålstegn ved litteraturens fortsatte relevans. I forlængelse heraf har partikonkurrencelitteraturen ikke overraskende svært ved at forklare, hvad partier præcist gør, når de taler om områder, de ikke har issue-ejerskab over. Så hvorfor deltager et parti i debatter på et issue, sin det ikke ejer? Og hvad er partiets strategier, når det drøfter området? Disse to spørgsmål udgør et teoretisk puzzle, da der ikke foreligger nogen teori, som kan give et dækkende svar herpå. Disse to spørgsmål vil være omdrejningspunktet for dette speciale. Teori om dagsordensfastsættelse giver en lovende forklaring på særligt det første spørgsmål i puzzlet (Jones & Baumgartner, 1996; Baumgartner & Jones, 2005). Udgangspunktet i disse teorier er nemlig, at politiske aktørers adfærd er påvirket af den politiske dagsorden. Denne dagsorden er defineret som politiske aktørers (fx partiers) rangordning af forskellige politiske emners relative vigtighed (Dearing og Rogers, 1996:8). Graden af et emnes vigtighed er også udtrykt ved, hvor salient emnet er. Jo højere placeret et emne er på dagsordenen, jo mere salient er det. Emner på den politiske dagsorden er saliens-issues og har som udgangspunkt både vælgernes og mediernes opmærksomhed. Partiernes handlinger i forhold til saliens-issues bliver derfor fulgt i medier og blandt vælgere. Netop denne bevågenhed gør, at partier bliver nødt til at forholde sig til emner på den politiske dagsorden, hvad enten de har issue-ejerskab over emnerne eller ej. Hvis partierne ikke gør det, vil de blive opfattet som handlingslammede og uengagerede af vælgerne. Dertil kommer, at det enkelte parti i forbindelse med drøftelsen af et emne tillige har mulighed for at påvirke det indhold, som drøftes. Hvis et parti således melder sig ud og undlader at drøfte et emne, har de øvrige partier friere spil til at påvirke emnet i retning af egen vinding. Det er derfor ikke nødvendigvis en klog beslutning for et parti at ignorere et salient emne på den politiske dagsorden, selvom partiet ikke har issue-ejerskab over emnet. Samlet set kan teori om dagsordensfastsættelse dermed forklare, hvorfor et parti retter opmærksomhed mod et issue, som det ikke ejer i dansk kontekst, altså hvorfor Socialdemokratiet aktivt debatterer udlændingeområdet. Imidlertid giver teorien ikke en substantiel forklaring på, hvad partiets strategi er, når det drøfter dette issue. Teori om dagsordensfastsættelse pointerer, at partier forventes at vinkle og perspektivere bestemte budskaber i forhold til de emner, som drøftes. Dette kaldes framing (Sides, 2006:426, Stone, 1989: 299). Men et bud på konkrete framing-strategier gives ikke. Det teoretiske puzzle kan i dansk kontekst på denne baggrund skærpes til spørgsmålet om, hvad Socialdemokratiets framing-strategi er, når det drøfter udlændingeområdet. Et svar på dette spørgsmål skal samtidig kunne forklare, hvorfor Socialdemokratiet i første omgang retter stigende opmærksomhed mod udlændingeområdet.

6 1.1. Problemformulering Dette speciale giver første bud på en løsning af det teoretiske puzzle. På den baggrund er specialets formål todelt: Specialet opbygger et argument, som kan forklare, hvorfor Socialdemokratiet i udgangspunktet begynder at debattere et emne, som partiet ikke har ejerskab over. Argumentet forklarer også, hvad Socialdemokratiets framing-strategi er, når det drøfter udlændingeområdet. Specialet tester argumentet empirisk for derved at vurdere dets validitet, idet der foretages en tidsserieanalyse af det danske udlændingeområde i perioden 1990-2007. På denne baggrund kan specialets problemformulering sammenfattes i følgende to spørgsmål: (a) Hvorfor drøfter Socialdemokratiet udlændingeområdet? (b) Hvad er Socialdemokratiets framing-strategi, når det drøfter udlændingeområdet? Udlændingeområdet er i specialet defineret bredt som alt, hvad angår tilstrømning og integration af flygtninge og indvandrere i Danmark. Udlændingeområdet dækker altså over udlændinges antal, leveforhold og vilkår i Danmark. Specialet fokuserer således på at forklare Socialdemokratiets strategier på udlændingeområdet. Socialdemokratiets strategier er specialets afhængige variabel og omfatter to komponenter: (a) hvor meget opmærksomhed partiet har rettet mod udlændingeområdet, og (b) hvilken framingstrategi partiet har benyttet sig af, når det drøfter udlændingespørgsmål. Undersøgelsesperioden er fra 1990 til 2007, som er den periode, hvor udlændingeområdet for alvor er blevet mødt med stor opmærksomhed både i medier og blandt vælgere og politikere. For at besvare spørgsmålene i problemformuleringen opbygger specialet argumentet ved at kombinere teori om dagsordensfastsættelse med litteratur om partikonkurrence til en mere dækkende og samlet forklaringsmodel. Som det følger af puzzle og problemformulering omfatter forklaringsmodellen 2 trin: Trin 1 omfatter et postulat om, at et parti ud fra en nytte- og omkostningsbetragtning tilskyndes til at drøfte de emner, som er på den politiske dagsorden, uanset om partiet har ejerskab over emnerne eller ej. Trin 2 omfatter et postulat om en faseopdelt framing-strategi for, hvad partiet gør, når det drøfter et emne, som det ikke ejer. Her vil partiet først forsøge at perspektivere emnet til andre emner, nemlig netop de emner partiet selv ejer. Hvis det ønskede resultat udebliver, vil partiet skifte taktik og dernæst erklære sig enig med de partier, som ejer emnet, for at få det placeret lavere på den politiske dagsorden.

1.2. Afgrænsning og modellering af problemstilling 7 Dagsordensteori og partikonkurrenceteori er hensigtsmæssige at kombinere i forklaringen af, hvorfor Socialdemokratiet drøfter udlændingeområdet, og hvilken framing-strategi partiet benytter på området. Kombinationen er ligeledes konsistent i den forstand, at komponenterne fra de to teorier ikke er i modstrid med hinanden. To overensstemmelser nævnes: For det første er de to litteraturers aktørantagelser overordnet set forenelige. Begge teoriretninger opfatter partier som motiveret af genvalg og underlagt kognitive begrænsninger, således at deres strategiske valg foretages på baggrund af ufuldstændig information. For det andet er tanken om en dagsorden et omdrejningspunkt i begge teorier. Den klassiske partikonkurrencelitteratur fokuserer på henholdsvis partiernes issue-ejerskab, hvilke emner der ikke optager de politiske partier, og hvad partierne gør for at få netop de emner på dagsordenen, som de hver især ejer. I dagsordenslitteraturen er fokus rettet mod de dynamikker, der er betydende for stabilitet og forandring i politiske beslutninger over tid. En hovedtanke er, at forandring i politiske beslutninger oftest er foranlediget af, at emnet forinden har været placeret højt på den politiske dagsorden. Når et nyt emne får øget opmærksomhed, involveres nye politiske aktører. Og dette bidrager til forandrede politiske beslutninger (Baumgartner & Jones, 1993). En anden hovedtanke er, at partierne for at påvirke og fremhæve emnerne på den politiske dagsorden fortolker hændelser og begivenheder i netop det lys, som tilgodeser deres egne interesser (framing). Specialets kombination af de to teoriretninger giver et forskningsmæssigt bidrag på særligt to punkter: For det første bidrager kombinationen til en forklaring af, hvorfor partier drøfter emner, de ikke har issue-ejerskab over. Der argumenteres for, at omfanget af et partis opmærksomhed rettet mod et policyområde er påvirket af, om partiet har ejerskab over emnet eller ej. Men at denne sammenhæng er betinget af emnets placering på den politiske dagsorden. Specialets argumenterer således for, at det fortsat er frugtbart at benytte partikonkurrencelitteraturen til at forklare et partis handling i forhold til et politisk emne. Handlingen skal blot ses i forhold til emnets placering på den politiske dagsorden. For det andet bidrager kombinationen med et teoretisk argument om en faseopdelt framing-strategi for et parti, som drøfter et politisk emne, det ikke ejer. Den faseopdelte framingstrategi bygger videre på partikonkurrencelitteraturens grundlæggende logik om partiers selektive vægtning af issues. I specialet argumenteres for, at partier stadig er drevet af en selektiv logik, når de drøfter et område, de ikke ejer. Nu knytter den selektive vægtning sig blot til det strategiske valg af framing af dette emne. Her vil partiet benytte sig af en framing, som er særligt fordelagtigt for partiet. Argumentet om den faseopdelte framing-strategi er også baseret på logikker fra dagsordensteori, nemlig i forhold til de muligheder partier har for at påvirke den politiske dagsorden. I figur 1.1. nedenfor er afgrænsningen af specialet angivet, hvor specialets fokus er markeret med de to bokse, der hedder henholdsvis trin 1 og trin 2. Indenfor disse bokse er specialets fokus de pile, der er fuldt optrukne. De stiplede bokse og pile udgør væsentlige komponenter i den anvendte litteratur, men behandles ikke i specialet af omfangsmæssige hensyn. Argumentets hovedtræk gennemgås kort i det følgende, og de efterfølgende afsnit giver en detaljeret uddybning heraf.

8 Figur 1.1. Afgrænsning af specialets fokus Trin 1 Trin 2 Issue-ejerskab Omfang af partiets opmærksomhed på området Issue-ejerskab Partiets framingstrategi Politisk dagsorden Politisk dagsorden Øvrige faktorer - Valg af regering - Politiske beslutninger - Andre faktorer Note: Specialet er afgrænset til forholdet mellem issue-ejerskab og valg af framingstrategi med politisk dagsorden som interagerende variabel. Øvrige variable og relationer angivet med stiplede eller grå linjer behandles ikke. Det første trin i besvarelsen af problemformuleringen adresserer spørgsmålet om, hvorfor Socialdemokratiet begynder at drøfte udlændingeområdet, selvom emnet ejes af de borgerlige partier. Med udgangspunkt i kombinationen af dagsordenteori og partikonkurrencelitteraturen er argumentet her, at Socialdemokratiet på grund af sit manglende issue-ejerskab vil undgå at tale om udlændingeområdet. Til gengæld vil partiet være nødsaget til at øge omfanget af opmærksomhed rettet mod udlændingespørgsmål, jo mere salient udlændingeområdet er, det vil sige jo højere placeret området er på den politiske dagsorden. Dette kommer i figuren til udtryk ved, at omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingespørgsmål er den afhængige variabel, at partiets manglende issue-ejerskab over udlændingeområdet er afspejlet i den uafhængige variabel, samt at den politiske dagsorden er den interagerende variabel. Det andet trin adresserer spørgsmålet om, hvad Socialdemokratiets framing-strategi mere konkret omfatter, når partiet forholder sig til udlændingeområdet. Her er argumentet, at Socialdemokratiet vil benytte en faseopdelt framing-strategi: Partiets første taktik er at frame udlændingeområdet til at handle om problemstillinger, hvor partiet har et issue-ejerskab. Denne framing vil med stor sandsynlighed være forskellig fra de borgerlige partiers framing. Derfor vil Socialdemokratiets første strategi anspore en partikonflikt om adresseringen af problemer og løsninger på udlændingeområdet. Partiernes forskelligartede framing af området benævnes også i specialet som framing-divergens. Hvis taktikken ikke lykkedes, vil Socialdemokratiet efterfølgende gå over til den anden taktik. Her vil partiet indgå i diskussionen af udlændingespørgsmål på de borgerlige partiers præmisser og frame udlændingeområdet på tilsvarende måde som de borgerlige partier. Denne taktik vil medføre mindre partikonflikt om fortolkningen af problemstillinger på udlændingeområdet - og derfor muligvis også medføre, at

9 området bliver mindre salient. I specialet vil den ensartede framing også blive beskrevet som framing-konvergens. For begge framing-taktikker gælder, at Socialdemokratiet vil definere udlændingeområdet på en strategisk måde, som tjener partiets interesser - hvad enten strategien består i at få området perspektiveret til spørgsmål, hvor Socialdemokratiet har en kompetencemæssig fordel, eller er rettet mod at påvirke områdets placering på den politiske dagsorden i nedadgående retning. I figuren kommer dette til udtryk ved, at Socialdemokratiets framing-strategi er den afhængige variabel, partiets issue-ejerskaber er udtrykt ved den uafhængige variabel, samt at den politiske dagsorden er den interagerende variabel. Som tidligere nævnt illustrerer de stiplede, grå pile i figur 1.1 sammenhænge mellem de opstillede variable, som ikke undersøges i specialet. De er kort nævnt for at understrege, at dagsordensteori og partikonkurrencelitteraturen er udpræget dynamiske teorier. Socialdemokratiets manglende issue-ejerskab over udlændingeområdet vil både påvirke omfanget af partiets opmærksomhed på området og partiets framing-strategi. Men omfanget af opmærksomhed og framing-strategi vil også på længere sigt have en effekt på vælgernes opfattelse af partiets kompetencer på området og dermed på udviklingen i partiets issueejerskaber (Bélanger, 2003:540). På samme måde kan omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingespørgsmål samt dets framing-strategi også have en direkte effekt på områdets efterfølgende placering på den politiske dagsorden (Green-Pedersen & Mortensen, 2008:3). Endelig gælder for boksen med øvrige faktorer, at de ikke undersøges yderligere i specialet. Disse faktorer er kort medtaget i figuren for at pointere, at den opstillede forklaringsmodel i specialet trods alt kun dækker en delmængde af de faktorer, der kan forklare Socialdemokratiets strategi. For eksempel har en undersøgelse i en dansk kontekst sandsynliggjort, at oppositionen i højere grad end regeringen kan påvirke fastsættelsen af den politiske dagsorden, og at regeringen i højere grad er påvirket af denne dagsorden (Green-Pedersen & Mortensen, 2007:3). I hvor høj grad Socialdemokratiet diskuterer udlændingeområdet, samt hvordan de framer området, kan derfor tænkes delvist at være påvirket af, hvorvidt de sidder i regering eller ej. Betydningen og relevansen af disse faktorer vil kort blive taget op i perspektiveringen i kapitel 6. 1.3. Struktur for specialet Overordnet set er specialets besvarelse af problemformuleringen tilrettelagt ud fra en deduktiv logik. Først opbygges en teoretisk forklaringsmodel for puzzlet, og der udledes tre teoretiske hypoteser, som kan styre den videre besvarelse. Derpå appliceres forklaringsmodel og hypoteser på det danske politiske system. Herefter operationaliseres og nedbrydes hypoteserne til empiriske hypoteser, som er knyttet til konkrete data og kan ligge til grund for den efterfølgende test. I lyset af den empiriske analyse samles der dernæst op på problemformulering, og perspektiver for forklaringsmodellen, herunder generaliseringsmuligheder, drøftes. På det mere operationelle niveau er specialets besvarelse af problemformulering tilrettelagt i forhold til de to trin, som er nævnt i afsnittet ovenfor. I opbygningen af den teoretiske forklaringsmodel fokuseres først på postulatet om, at den politiske dagsorden tilskynder et parti til at drøfte bestemte emner, uanset om partiet ejer dem eller ej (trin 1). Dernæst fokuseres på postulatet om, at et parti anvender en faseopdelt framing-strategi, når

10 partiet drøfter emner, som det ikke ejer (trin 2). Denne rækkefølge i opgaveløsningen gentages i henholdsvis udledningen af teoretiske hypoteser (kapitel 2 - fortsat), applicering af forklaringsmodel og hypoteser på det danske politiske system (kapitel 3), nedbrydningen til empiriske hypoteser (kapitel 4), den empiriske tidsserieanalyse (kapitel 5) samt konklusion og perspektivering (kapitel 6). Tabel 1.1. Overblik over specialets besvarelse af problemformuleringen Elementer i besvarelsen Indhold Opbygning af teoretisk model og udledning af teoretiske hypoteser til grund for løsning af puzzlet (kapitel 2) Trin 1: Opbygning af logik for, hvorfor partier drøfter emner på den politiske dagsorden, uanset om partiet har issue-ejerskab eller ej. Trin 2: Opbygning af den faseopdelte framing-strategi for, hvordan partier drøfter et emne, som partiet ikke har issue-ejerskab over. Applicering af teoretisk model og hypoteser på det danske politiske system (kapitel 3) Nedbrydning i empiriske hypoteser (kapitel 4) Trin 1: Opbygning af teoretisk forventning om, at Socialdemokratiet tilskyndes til at rette opmærksomheden mod udlændingeområdet og drøfte dette, når områdets placering på den politiske dagsorden stiger. Trin 2: Opbygning af teoretisk forventning om, at Socialdemokratiet følger en faseopdelt framing-strategi for, hvordan partiet drøfter udlændingeområdet. Socialdemokratiets første framing-taktik er at perspektivere udlændingeområdet til issues, det ejer, nemlig beskæftigelse og integration. Dernæst vil Socialdemokratiet skifte taktik og i højere grad erklære sig enig med de borgerlige partier, hvis den initiale taktik ikke havde den ønskede virkning. Trin 1: Nedbrydning af den teoretiske forventning om udviklingen af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingeområdet til empirisk målbare enheder. Trin 2: Nedbrydning af den teoretiske forventning om, at Socialdemokratiet følger en faseopdelt framing-strategi i sin drøftelse af udlændingeområdet, i empirisk målbare enheder. Empirisk tidsserieanalyse (kapitel 5) Trin 1: Tidsserieanalyse af udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden og omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingeområdet. Datakilder: Ikke-lovgivningsmæssige folketingsaktiviteter, valgprogrammer og pressemeddelelser Trin 2: Tidsserieanalyse af tone og tema i Socialdemokratiets udmeldinger på udlændingeområdet set i forhold til de borgerlige partier. Datakilder: Håndbog i dansk politik, valgprogrammer og pressemeddelelser Konklusion på bud på løsning af teoretiske puzzle (kapitel 6) Opsamling på trin 1 og trin 2 i forhold til problemformulering i lyset af den empiriske analyse

2. Teori 11 Specialets problemformulering har til formål at forklare Socialdemokratiets strategier på udlændingeområdet fra 1990 til 2007. Socialdemokratiets strategier er derfor specialets afhængige variabel og afdækkes i forhold til, hvor meget opmærksomhed partiet retter mod området, samt hvilken framing-strategi det benytter sig af. Den afhængige variabel består altså af to komponenter og undersøges derfor også i to trin: Det første trin 1 skal forklare omfanget af partiets opmærksomhed rettet mod udlændingeområdet, og det andet trin skal forklare partiets framing-strategi. Som nævnt i indledningen har partikonkurrence litteraturen svært ved at forklare, hvorfor Socialdemokratiet drøfter udlændingeområdet, når partiet ikke har issue-ejerskab over det. Denne adfærd går mod logikken om, at partier netop er selektive i deres vægtning af issues, hvor de hovedsageligt taler forbi hinanden og retter opmærksomheden mod issues, som de har ejerskab over (Budge & Farlie, 1983; Riker, 1986; Petrocik, 1996). I forlængelse heraf har partikonkurrencelitteraturen endvidere svært ved at forklare, hvad partier så præcist gør, når de taler om områder, som de ikke har issue-ejerskab over. I forhold til Socialdemokratiets strategier på udlændingeområdet kan den klassiske partikonkurrenceteori således ikke forklare det stigende omfang af partiets opmærksomhed på området. Og teorien har ikke et bud på, hvilken framing-strategi Socialdemokratiet vil benytte på området. Den klassiske partikonkurrencelitteratur synes derfor ikke anvendelig i forhold til besvarelsen af specialets problemformulering. Argumentet i dette speciale er imidlertid, at partikonkurrencelitteraturen stadig er relevant at anvende i forklaringen af partiadfærd, hvis den kombineres med dagsordensteori. Ifølge dagsordensteori påvirker den politiske dagsorden partiernes adfærd, ligesom partiernes adfærd påvirker dagsordenen. Besvarelsen af specialets problemformulering baseres derfor på en kombination af de to teori-retninger. Kombinationen giver et teoretisk bud på, at Socialdemokratiets opmærksomhedsniveau rettet mod udlændingeområdet og dets framing strategi på området er: påvirket af partiets manglende issue-ejerskab over udlændingespørgsmål og issue-ejerskab over andre områder betinget af udlændingeområdets placering på den makropolitiske dagsorden I afsnit 2.1. og 2.2. præsenteres henholdsvis partikonkurrencelitteraturen og dagsordensteorien. I partikonkurrencelitteraturen benyttes John R. Petrocik s teori om partiers issue-ejerskaber. Petrocik fokuserer på, hvilke politiske emner partierne strategisk set fremlægger for vælgerne for at vinde deres stemmer (Petrocik, 1996). Dagsordensteorien tager udgangspunkt i deleelementer fra forskellige dagsordensteoretikere, herunder Baumgartner og Jones teori om stabilitet og forandring i politik (Baumgartner & Jones, 1993; Jones & Baumgartner; 2005). I afsnit 2.3. kombineres de to teoriretninger til en samlet og dækkende forklaringsmodel. På baggrund heraf opstilles tre hypoteser om Socialdemokratiets strategier på udlændingeområdet. Hypoteserne vil efterfølgende være styrende for besvarelsen af specialets problemformulering.

2.1. Partikonkurrence 12 Partikonkurrencelitteraturen knytter sig især til valgkampe og har til formål at forklare, hvilke policyområder partierne har incitament til at fremlægge for vælgerne. Litteraturen tager her udgangspunkt i antagelsen om, at partier er rationelle aktører, hvis adfærd er styret af ønsket om genvalg. Ligeledes er vælgernes stemmeadfærd rationel i den forstand, at de vil stemme på det parti, hvis politik ligger tættest på deres egen politiske overbevisning. Det er derfor afgørende for partierne i valgkampe at rette vælgernes opmærksomhed mod politiske emner, hvor de har en vælgermæssig fordel i forhold til modstanderpartierne (Andersen, 2008:31). Det kan de gøre ved at sammenkæde forskellige typer af konflikter og problemer til emner, som de har issue-ejerskab over og lave en strategisk positionering i forhold hertil. I det følgende præsenteres Petrociks teori om issue-ejerskab. Som tidligere nævnt i indledningen kan et issue oversættes til dansk som et politisk emne, område eller spørgsmål, men den engelske term bruges ofte uden oversættelse i dansk tekst. I specialet anvendes begreberne issue, emne, spørgsmål og område synonymt. Issue-ejerskab Ifølge John R. Petrocik teori om issue-ejerskab opfatter vælgerne nogle partier som bedre egnet til at håndtere bestemte policyområder. Når et parti vurderes bedre egnet til at løse problemstillinger på et område, siges partiet at have issue-ejerskab over dette område (Petrocik, 1996:826). Partiers issue-ejerskab opstår på baggrund af deres historie, tradition og konkrete politiske erfaringer på forskellige policyområder, eller som Petrocik beskriver det: It is a reputation for policy and policy interests, produced by a history of attention, initiative, and innovation towards these problems, which leads voters to believe that one of the parties (and its candidates) is more sincere and committed to doing something about it (Petrocik, 1996:826) Vælgernes opfattelse af partiernes kompetence til at løse forskellige problemstillinger er afgørende for partiernes adfærd: Et parti har incitament til at definere eller frame et parlaments- eller præsidentvalg til at handle om problemstillinger, som partiet har issue-ejerskab over, da dette forventes at medføre en øget vælgertilslutning (Petrocik, 1996:826). På samme måde vil partiet ikke engagere sig i lange drøftelser af politiske emner, som dets modstander ejer, da partiet vil miste stemmer på dette (Petrocik, 1996:831). Adfærden skyldes således partiernes forventning om, at vælgerne stemmer på det parti, der har issue-ejerskab over flertallet af de politiske problemstillinger, som diskuteres i en valgperiode. Konsekvensen af denne forventning er, at partierne konkurrerer med hinanden om at fastsætte temaerne for valgkamp. Dette medfører en høj grad af issue-divergens, hvor partierne ikke taler om de samme politiske emner, men derimod præsenterer forskellige emner for vælgerne. Flere forfattere indenfor partikonkurrencelitteraturen kommer frem til tilsvarende konklusioner som Petrocik: Ian Budge og Dennis J. Farlie viser gennem en komparativ analyse af valgresultater i 23 demokratier fra 1950 til 1981, at partier forsøger at skabe opmærksomhed om netop de issues, hvor de har vælgerne på deres side. Samtidig forsøger partierne at trække opmærksomheden væk fra de issues, hvor de politiske modstanderes holdninger er i

13 overensstemmelse med vælgernes. Partikonkurrencen kommer derfor til udtryk ved, at partierne taler forbi hinanden frem for at konfrontere hinanden direkte på det konkrete politikindhold (Budge & Farlie, 1983:24-25). William H. Riker beskriver tilsvarende dynamikker ved hjælp af to principper om partiernes strategiske adfærd: Det første princip er dominance principle. Her vil et parti altid forsøge at få et emne på banen, hvor det har en vælgermæssig fordel. Samtidig vil partiet ignorere et issue, som et andet parti kan have en fordel af at få på dagsordenen. Det andet princip er dispersion principle, som forudsiger, at partier ignorerer de issues, der ikke er fordelagtige for nogen. Samlet set vil partier fokuserer på emner, de kan drage fordel af, og ignorere alle andre emner (Riker, 1996:105-106). I forlængelse heraf har Adam F. Simon skærpet argumentet til, at partier som rationelle aktører aldrig vil have incitament til at tale om de samme emner, hvilket han benævner dialog : No themes can work to the advantage of both candidates, they will never allocate resources to the same theme. Dialogue is defined as candidates discussing (spending money) on the same dimension, so rational candidates should never and will never dialogue (Simon, 2002:64) Partiernes taktik i valgkampe er således at tale om forskellige issues. Denne taktik er et alternativ til mere risikable og ressourcekrævende taktikker, såsom at partierne skifter position for at imødekomme en større vælgergruppes præferencer eller forsøger at ændre vælgernes holdninger indenfor et givent policyområde (Sides, 2006:407; Andersen, 2008:36). Taktikken med at skifte position er risikabel, fordi partiet kan fremstå som utroværdigt ved at foretage et holdningsskifte. Taktikken med at forsøge at ændre vælgernes holdning er mere ressourcekrævende, da vælgernes holdninger i udgangspunktet er vanskelige at ændre (Page & Shapiro, 1992). Partiernes selektive vægtning af issues beskrives også som issue-competition og står i modsætning til den traditionelle positionelle forståelse af partikonkurrence, hvor partierne konkurrerer med hinanden ved at indtage forskellige positioner på et bestemt policyområde (Green-Pedersen, 2007b) 2. Issue-competition er blevet mere fremtrædende over tid, og skyldes forandringer i vælgerkorpset i løbet af de sidste 20-30 år. Dette har medført, at tidligere stabile konfliktstrukturer er under opbrud. I stedet har den issue-baserede vælgeradfærd fået større betydning, hvor vælgerne stemmer ud fra en vurdering af de enkelte partier med hensyn til de issues, som vælgerne opfatter som de vigtigste (Green-Pedersen, 2006:230). Type af issue-ejerskab Petrocik klassificerer to typer af issue-ejerskaber, som partier kan have: 1. temabaseret issue-ejerskab 3 2. performancebaseret issue-ejerskab 4 Temabaseret issue-ejerskab knytter sig til de sociale strukturer i samfundet, hvor partierne 2 De to former for partikonkurrence er dog ikke gensidigt udelukkende og kan forfølges på samme tid for forskellige politiske emner. 3 Tema-baseret issue-ejerskab er oversat fra constituencies of the parties (Petrocik, 1996:827) 4 Performance-baseret issue-ejerskab er oversat fra record of the incumbent (Petrocik, 1996:827)

14 repræsenterer diverse sociale klasser med forskellige økonomiske, kulturelle og sociale præferencer (Petrocik, 1996:827). Der er således en stærk sammenhæng mellem partiernes fokus på bestemte politiske emner og sociale karakteristika for deres vælgergrupper. Den politiske repræsentation medfører derfor, at partierne som oftest har issue-ejerskab over policy-områder, hvor de gennemgående over tid har haft mærkesager. Venstrefløjspartier har således i høj grad ejerskab over velfærdsspørgsmål og social tryghed. Modsat har højrefløjspartier haft ejerskab over problemstillinger som for eksempel vedrører erhvervslivet, lov og orden og udlændingeområdet (Budge, 1983; Petrocik, 1996; Andersen, 2003). Partiernes temabaseret issue-ejerskaber er stabile over tid (Petrocik, 1996: 826; Belangér, 2003:539)). Dog kan ændringer i samfundsstrukturen medføre, at nye politiske partiers opstår eller at eksisterende partier omdefinerer deres programmatiske grundlag undertiden så meget, at der i realiteten er tale om et nyt parti (Andersen, 2008:33; Meguid, 2005). Men selv om både samfundsstrukturer og det politiske system udvikler sig, så er det i udgangspunktet en langsom proces. Af samme grund er det også svært for et parti i denne henseende at ændre dets omdømme på kortere sigt. Performance-baseret issue-ejerskab knytter sig til den siddende regerings politiske performance. Det ejes som regel af oppositionspartier og er derfor et kortsigtet issue-ejerskab. Den politiske opposition vil påpege problemer, som regeringens har manglende vilje eller kompetence til at løse. Denne strategi kan både knytte sig til temaer, som regeringspartierne ejer eller ikke ejer (Andersen, 2007:36). Det performancebaseret issue-ejerskab kan imidlertid også komme til udtryk ved, at den siddende regering kritiserer oppositionen for deres tidligere politiske handlinger, da de sad i regering. Dog vil det oftest være mere holdbart for regeringspartier at fokusere på at løse de problemer, som de kritiserede den tidligere regering for ikke at løse. Partier kan således have både performancebaserede og temabaserede issue-ejerskaber, og disse issue-ejerskaber kan påvirke hinanden: Hvis en parti har haft succes med at løse problemer på et policy-område, kan dette performancebaseret issue-ejerskab over tid blive til et temabaseret issueejerskab. På samme måde kan et parti over tid miste et temabaseret issue-ejerskab, hvis det ikke har vist sig i stand til at løse problemer knyttet til ejerskaber (Belanger, 2003:540). Fokus vil i dette speciale være på det temabaserede issue-ejerskab (efterfølgende kaldet issue-ejerskab ). Undersøgelse af det performancebaserede issue-ejerskab udelades som følge af begrænsninger i mulighederne for at indsamle dækkende og valid data herfor. Efterfølgende præciseres styrken af temabaseret ejerskaber. Styrke af issue-ejerskab Udover at typen af issue-ejerskab kan variere, kan også styrken af et partis issue-ejerskab variere. Styrken vil her afhænge af, hvor mange vælgere der vurderer partiet bedst egnet til at løse en problemstilling på et policyområde. I forbindelse med valgforskning er partiers temabaserede issue-ejerskaber målt over tid. Målingerne er foretaget ved at bede et repræsentativt udsnit af vælgere om at vurdere, hvilke partier de vurderer bedst egnet til at løse forskellige problemstillinger. For de fleste undersøgelser gælder, at vælgerne har kunnet vælge mellem en borgerlig ledet regering eller en

15 socialdemokratisk ledet regering. På denne baggrund har det været muligt at præcisere fordelingen og styrkeforholdet af partiernes issue-ejerskaber. Her kan det konstateres, at ingen partier har et fuldstændigt issue-ejerskab over et politisk emne, hvor alle vælgere vurderer enten en borgerlig eller socialdemokratisk regering bedst egnet til at løse et problem (Sigelman, 2004:652; Sides, 2006:414). Derimod vil et flertal af de adspurgte vælgere vurdere et regeringsalternativ bedre egnet til at løse et problem. I specialet har et parti issue-ejerskab over et policyområde, når et flertal vurderer dette parti bedst egnet til at løse et problem. Modsat vil et parti ikke have issue-ejerskab over et område, når kun et mindretal vurderer dette parti bedst egnet til at løse et problem. På baggrund heraf kan to partier således ikke i udgangspunktet have issue-ejerskab over samme policyområde. Dog kan styrken af issue-ejerskabet variere, alt efter hvor stort flertallet er. Dette vil have en effekt på partiernes adfærd: Et parti eller regeringsalternativ med et stærkt issue-ejerskab over et policyområde vil have en særlig interesse i at diskutere problemstillinger på dette område, fordi det er en vindersag for dem og medfører en øget vælgertilslutning. På samme måde er det en tabersag for modstanderpartier at diskutere denne type problemstillinger, og de vil derfor have et stærkt incitament til at undgå dette. Et parti eller regeringsalternativ med et svagt issue-ejerskab over et policyområde vil have et mindre stærkt incitament til at diskutere problemstillinger, der relaterer sig til området. Ligeledes vil modstanderpartier se det som mindre problematisk at diskutere disse problemstillinger, selv om de i udgangspunktet stadig vil forsøge at undgå diskussionerne. I forlængelse af Rikers principle of dispersion kan der desuden være policyområder, som ingen partier har issue-ejerskab over. Her er forventningen, at alle partierne vil ignorere problemstillinger knyttet til sådanne områder. Issue-ejerskab og vælgernes dagsorden I de foregående afsnit er karakteristika ved issue-ejerskaber beskrevet, herunder hvorfor partier har issue-ejerskaber, hvilken type ejerskaber partierne kan have, samt styrken af ejerskaber. Dette afsnit handler om partiernes brug af issue-ejerskaber, herunder at partierne især benytter sig af issue-ejerskaber, der knytter sig til problemstillinger placeret højt på vælgernes dagsorden. Ifølge Petrocik og Budge & Farlie skal partierne ikke nødvendigvis lægge vægt på alle issues, som de har issue-ejerskab over. Det skyldes først og fremmest, at nogle issues har en større effekt på vælgertilslutningen end andre issues. Denne variation skyldes vælgernes dagsorden, der er en prioriteret rækkefølge af politiske issues, som optager vælgerne (Petrocik, 1996:826, Petrocik, 2003:601-602; Budge & Farlie, 1983:22-23). Issues placeret på vælgernes dagsorden er saliens issues. Hvis partierne lægger vægt på disse issues i deres valgkamp, vil dette have en større positiv effekt på vælgertilslutningen til partierne - og jo højere placeret disse issues er på vælgernes dagsorden, jo større effekt kan forventes (Sides, 2006:412). Vælgerne belønner således partier, der har issue-ejerskab over saliente emner, hvis partierne formår at fremhæve disse emner i

16 valgkampen. Samtidig kan partier ved at orientere sig efter vælgernes dagsorden mindske risikoen for at spilde ressourcer på at markedsføre sig på et policyområde, som vælgerne ganske vist vurderer dem bedst egnet til at håndtere, men som vælgerne omvendt ikke interesserer sig for. Det gælder således for teorien om issue-ejerskab, at partiadfærden skal ses i sammenhæng med vælgeradfærden: På den ene side træffer vælgerne ofte beslutning om partivalg på baggrund af den information, de forskellige partier har givet dem (Budge, 1983: 22). På den anden side er partierne opmærksomme på de emner, som er placeret højt på vælgernes dagsorden, da partiernes stillingtagen til disse emner vil have en stor effekt på valgresultaterne (Petrocik, 1996; Bélanger, 2005). Det er derfor ikke ligegyldigt for de politiske partier, om det for eksempel er udlændingeområdet eller arbejdsløshed, der er højt placeret på vælgernes dagsorden, fordi vælgerne vurderer partierne forskelligt i forhold til håndteringen af emnerne (Green-Pedersen, 2007b). Endelig er der også en anden grund til, at partierne skal begrænse antallet af issue-ejerskaber. Der er nemlig en grænse for, hvor mange emner en valgkamp kan rumme. Da vælgerne har en begrænset kognitiv kapacitet, bliver partierne nødt til at fremlægge klare og enkle budskaber og ikke forvirre vælgerne unødigt (Budge & Farlie, 1983:15). Svagheder ved teori om issue-ejerskab I det foregående afsnit er det blevet illustreret, at Petrociks teori om issue-ejerskab kan forklare, hvorfor partier taler om forskellige politiske problemstillinger i valgkampe. Men teorien har som sagt svært ved at forklare, hvorfor partier taler om policyområder, som de ikke ejer. Flere forskere indenfor partikonkurrencetraditionen har ganske vist pointeret, at det undtagelsesvist er muligt at finde en vis grad af issue-konvergens i valgkampe, hvor partier er nødsaget til at tale om issues, som modstanderpartier ejer (Budge, 1983:40). Ligeledes nævner Petrocik i en sætning, at et parti kan forsøge at vinde en debat på et policyområde, som det i udgangspunktet ikke har issueejerskab over, ved at få debatten til at handle om noget, som partiet har issue-ejerskab over (Petrocik, 1996:829). Petrocik kommer dog ikke nærmere ind på dette forhold. Der gives således ikke uddybende svar på hverken trin 1 eller to i specialets analyse, nemlig hvorfor partier er nødsaget til at tale om et område, de ikke har ejerskab over og hvad partierne gør i disse situationer. Argumentet i dette speciale er imidlertid, at partikonkurrencelitteraturen stadig er frugtbar at benytte i forklaringen af Socialdemokratiets adfærd på udlændingeområdet, hvis den kombineres med litteraturen om dagsordensfastsættelse. Dagsordensteorien præciserer de politiske dynamikker, der udspiller sig omkring allokeringen af knap opmærksomhed til forskellige emner på den politiske dagsorden. Dagsordensteori fokuserer bl.a. på, hvordan politiske aktører kan påvirke fastsættelsen af dagsordenen, samtidig med at de også er påvirket af den. Denne dynamik indfanger partikonkurrencelitteraturen ikke. Fordelen ved at benytte dagsordensteori er endvidere, at denne litteratur typisk afdækker udviklingen i et emnes placering på den politiske dagsorden over tid. Her har partikonkurrencelitteraturen primært knyttet sig til kortere tidsintervaller som valgkampe. Ved at placere partikonkurrencelitteraturen i et dagsordensperspektiv er det således muligt at undersøge Socialdemokratiets adfærd på

17 udlændingeområdet over tid, herunder i hverdagspolitikken, hvor det er sværere for partierne konsekvent at ignorere problemstillinger, som de ikke har issue-ejerskab over. Dagsordenslitteraturen har til gengæld kun i begrænset omfang blik for, at bestemte partier kan have en interesse i at skabe øget opmærksomhed om bestemte issues. Her kan partikonkurrencelitteraturen til gengæld give et væsentligt bidrag. I forhold til specialets problemformulering er det således meget givtigt at kombinere de to teorier. Kombinationen af de to litteraturer medfører en overordnet teoretisk forventning om, at partier har incitament til påvirke issues, som de har ejerskab over, i retning af en stigende placering på den politiske dagsorden, da det øger vælgertilslutningen. Imidlertid er partierne samtidig nødsaget til at forholde sig til de issues, der har en stigende placering på den politiske dagsorden, hvad enten partierne har ejerskab over dem eller ej. Specialet vil desuden bygge videre på Petrociks bemærkning om, at partier stadig gør brug af deres issue-ejerskaber, når de taler om policyområder, som de ikke har ejerskab over. Kombinationen af de to teoriretninger kan således bidrage til forklaring af Socialdemokratiets adfærd på udlændingeområdet, herunder omfanget af opmærksomhed rettet mod området (trin 1) og partiets framing-strategi (trin 2). Kombinationen af de to teorier foretages efter en kort præsentation af hovedlogikkerne indenfor dagsordensteori. 2.2. Dagsordensteori Den politiske dagsorden er som nævnt i indledningen defineret som politiske aktørers rangordning af forskellige politiske emner relative vigtighed (Dearing & Rogers, 1996:8). Graden af et emnes vigtighed udtrykker som sagt også, hvor salient emnet er. Jo højere placeret et emne er på dagsordenen, jo mere salient er det. Emner på den politiske dagsorden er således saliens-issues og har som udgangspunkt både vælgernes og mediernes opmærksomhed (Green-Pedersen & Mortensen, 2008:7). Den politiske dagsorden kan både komme til udtryk på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Fokus i dette speciale er at undersøge dagsordenen på nationalt niveau, hvor de politiske partier er nøgleaktører (Mortensen, 2006:40; Baumgartner & Jones, 1993:21-22). Det er her vigtigt at understrege, at et emne først kan siges at være på den politiske dagsorden, når størstedelen af partierne i det politiske system har rettet deres opmærksomhed mod emnet (Jones & Baumgartner, 2005:38-43). Den politiske dagsorden er kendetegnet ved, at opmærksomhed er en knap ressource: Partierne har begrænsede tidsmæssige og kognitive ressourcer og er derfor tvunget til at prioritere deres opmærksomhed til et begrænset antal politiske emner (Jones, 2005:16). Fastsættelsen af den politiske dagsorden vedrører derfor den proces, der knytter sig til partiernes allokering af knap opmærksomhed mellem forskellige emner. Studier af dagsordensprocesser drejer sig netop om at forstå, hvorfor det er bestemte politiske emner frem for andre, som partierne retter deres opmærksomhed mod. Det fremgår af dagsordenslitteraturen, at mange faktorer kan påvirke fastsættelsen af den politiske dagsorden. Ofte er der tale om et samspil mellem forskellige faktorer, der tilsammen medfører, om et emnes placering på den politiske dagsorden stiger eller falder (Kingdon, 1995). En faktor kan være objektive forhold i omgivelserne, hvor et problem bliver opdaget, som ikke tidligere har været kendt, og som kræver politisk indgriben.

18 Forskellige aktører både udenfor og indenfor det politiske system kan også påvirke fastsættelsen af dagsordenen. En af disse aktører er partierne selv. Partierne kan gennem forskellige initiativer og politiske handlinger forsøge at få et emnes placering på den politiske dagsorden til at stige eller falde. Det kan de blandt andet gøre ved at fortolke og definere emnet på en bestemt måde (Stone, 1989:299). Denne fortolknings- og definitionsmanøvre kaldes også framing (Sides, 2006:426). Framing er et nyttigt redskab for partierne at bruge, fordi de fleste emner er multidimensionelle og derfor kan tolkes på forskellige måder. Et eksempel er eksistensen af et atomkraftværk: En fortolkning er, at atomkraftværket bidrager til økonomisk vækst, mens en anden fortolkning er, at eksistensen af kraftvarmeværket er forbundet med fare og en forringelse af miljøet. Grundlæggende omfatter fortolkninger to komponenter: tema tone I eksemplet med atomkraftværk vil tema knytte sig til, om atomkraftværket handler om økonomisk vækst eller fare og forringelse af miljøet. Tone vil knytte sig til stemningen af fortolkningens indhold og kan enten være positiv eller negativ. Partiers brug af tema og tone kan her være afgørende for et områdes placering på den politiske dagsorden og eventuelle senere politiske forandringer. Baumgartner og Jones beskriver også betydningen af tone meget præcist: The assessment of tone is important because it sets the context for agenda access Tone also provides a clue to the critical points in an issue s development. When the tone is changing rapidly, systems are likely to undergo change. When attention increases following a change in tone, rapid change is almost certain. (Baumgartner, 1993:52) Et parti kan således påvirke fastsættelsen af den politiske dagsorden ved at frame en hændelse eller situation på en bestemt måde. Men et parti er modsat også påvirket af den politiske dagsorden (Green-Pedersen, 2007:609). Et parti kan nemlig være nødsaget til at forholde sig til et emne, hvis resten af partisystemet har rettet deres opmærksomhed mod emnet. Det skyldes som tidligere nævnt, at emner på den politiske dagsorden både har vælgernes og mediernes bevågenhed. Hvis et parti ignorerer et emne på den politiske dagsorden, kan det risikere at fremstå som uengageret og politisk handlingsløst (Green-Pedersen, 2008:7). Partierne kan desuden også have en interesse i at engagere sig i debatterne, da partierne netop ved hjælp af tema og tone kan forsøge at frame debatten til egen fordel (Jerit, 2007). Opsummerende vil det altså sige, at partierne både påvirker den politiske dagsorden og selv er påvirket af den. Denne dynamiske sammenhæng mellem den politiske dagsorden og partiernes adfærd gør dagordenen til en arena med stort konfliktpotentiale: Den politiske dagsorden nyder som sagt både vælgernes og mediernes bevågenhed. Derfor har alle partierne incitament til gennem dagsordenen at eksponere sig selv overfor vælgere med politiske emner, hvor vælgerne opfatter dem som troværdige. Dette vil ifølge partikonkurrencelitteraturen være emner, som partierne har issue-ejerskab over. Og et middel til at få emnerne på dagsordenen er som sagt framing. Dette er også i overensstemmelse med argumentet om, at partiernes framing kun resulterer i en øget vælgeropbakning, hvis disse frames virker troværdige (Druckman, 2001:1041; Ansolabehere & Iyengar, 1994:336). Hvis det således lykkedes for et parti at få et emne på

19 dagsordenen, som det ejer, kan partiet samtidig hænge modstanderpartier ud, der er nødt til at tale om området, men som ikke nyder vælgernes opbakning på dette område. Ud fra et dagsordensperspektiv konkurrerer partierne således med hinanden om at fastsætte den politiske dagsorden med emner, hvor de hver især står stærkt og modstanderne svagt. Denne konkurrence beskrives også som the conflict of conflicts (Green-Pedersen, 2005b). I forlængelse heraf har ingen af partierne interesse i at få emner på den politiske dagsorden, hvor de er enige med hinanden, fordi ingen vil få noget ud af det. Denne type emner kaldes også valensissues (Baumgartner & Jones, 1993:150). Det kan heraf udledes, at den politiske dagsorden vil være sammensat af emner med højt konfliktpotentiale, mens valens-issues i udgangspunktet ikke vil have lang levetid på dagsordenen. Dette ligger også i forlængelse af Rikers logik om, at partier kun lægger vægt på politiske emner i valgkampe, hvor de har et issue-ejerskab ( principle of dominance ) og ignorerer policyområder, hvor ingen har issue-ejerskab ( principle of dispersion ). I forhold til specialets problemformulering kan det gensidige påvirkningsforhold mellem den politiske dagsorden og partiernes adfærd således bidrage til forklaring af, hvorfor partier drøfter politiske emner, selv om de i udgangspunktet ikke har interesse i at tale om dem. Ligeledes påpeger teorien, at partiers framing-strategi kan have betydning for emners placering på den politiske dagsorden. I denne forbindelse har mange faktorer imidlertid betydning for dagsordensfastsættelsen. Derfor er partierne heller ikke garanteret succes i forhold til at påvirke dagsordenen i deres favør. Det ligger dog udenfor specialets fokus at forklare, hvorfor partiernes strategier lykkedes eller ikke lykkedes. I det efterfølgende afsnit kombineres teorierne om partikonkurrence og dagsordensprocesser. På denne baggrund opstilles tre hypoteser, der efterfølgende danner grundlag for besvarelsen af specialets problemformulering. 2.3. Partikonkurrence i et dagsordensperspektiv I de foregående to afsnit er hovedelementer fra litteraturerne om partikonkurrence og dagsordensfastsættelse beskrevet. Hovedlogikken er her, at et parti vinder vælgerstemmer ved at få politiske emner, som det har issue-ejerskab over, placeret højere på dagsordenen. Modsat taber et parti vælgerstemmer, når det bliver nødt til at diskutere emner på den politiske dagsorden, som det ikke har issue-ejerskab over. Partiernes strategier påvirker således hinanden. Efterfølgende kombineres de to teorier til en samlet og dækkende forklaringsmodel, der kan forklare et partis strategier på et policyområde, som det ikke har issue-ejerskab over. Strategi er en bred betegnelse og kan dække over mange handlinger og er i dette speciale afgrænset til to komponenter, nemlig Trin 1: Omfanget af partiets opmærksomhed på policyområdet, og Trin 2: Partiets framing-strategi på policyområdet Forklaringsmodellen er en fasemodel, der er opstillet ud fra en logik om, at et parti vil afprøve

20 forskellige strategier på et policyområde, som det ikke har issue-ejerskab over, men at disse strategier er betinget af områdets placering på den politiske dagsorden. I resten af kapitlet opstilles og præciseres den faseopdelte forklaringsmodel for henholdsvis trin 1 og trin 2. Modellen beskrives først i generelle termer, hvorefter den i kapitel 3 appliceres på Socialdemokratiet og udlændingeområdet. Trin 1: Omfang af opmærksomhed Første trin er teoretisk at forklare, hvorfor et parti over tid begynder at tale om policy-område x, som det ikke har issue-ejerskab over. Samspillet mellem omfanget af partiets opmærksomhed, dets manglende issue-ejerskab over området samt den politiske dagsorden fremgår i figur 2.1. nedenfor. Den afhængige variabel er her omfanget af partiets opmærksomhed på policyområde x, mens partiets manglende issue-ejerskab over området er den uafhængige variabel. Endelig er den interagerende variabel områdets placering på den politiske dagsorden. Figur 2.1. Trin 1: Sammenhæng mellem omfang af et partis opmærksomhed på policyområde x, som det ikke har issue-ejerskab over, og områdets placering på den politiske dagsorden. TRIN 1 Uafhængig variabel: Partiets manglende issue-ejerskab over policyområde x Afhængig variabel: Omfang af partiets opmærksomhed på policyområde x Interagerende variabel: Placering af policy-område x på den makropolitiske dagsorden Specialets argument er, at udviklingen i omfanget af partiets opmærksomhed på policyområde x vil være faseopdelt, hvor omfanget af opmærksomhed er styret af partiets manglende issueejerskab over området, men samtidig betinget af områdets placering på den politiske dagsorden. To overordnede forventninger kan på denne baggrund udledes af figur 1: For det første har partiet ikke incitament til at drøfte policyområde x på grund af partiets manglende issue-ejerskab over området. Det betyder, at det i hvert fald ikke, er dette parti, der vil gå i front og forsøge at få området placeret højere på den politiske dagsorden. Det vil partiet ikke gøre, fordi det kan risikere at miste vælgerstemmer på det. Partiet kan håbe på, at det ved at ignorere policyområde x vil påvirke området til ikke at blive politiseret. Dette ligger i forlængelse af kriteriet om, at et policyområde først kan siges at være på den politiske dagsorden, når størstedelen af partisystemet retter opmærksomhed mod området. For det andet vil omfanget af partiets opmærksomhed på policyområdet x stige, jo højere placeret området er på den politiske dagsorden. Dette ligger i forlængelse af dagsordensteoriens argument om, at partier bliver nødt til at forholde sig til emner på den politiske dagsorden, da dagsordenen

21 nyder stor interesse i medier og blandt vælgere. Omfanget af partiets opmærksomhed på policyområde x er således betinget af områdets placering på den politiske dagsorden, nemlig i form af hvor meget opmærksomhed de andre partier i det politiske system har rettet mod området. Det betyder, at strategierne for partiet uden issue-ejerskab skal ses i sammenhæng med de andre partiets strategier på området. Samlet set postulerer specialets forklaringsmodel således en faseopdelt strategi, som kan sammenfattes i følgende hypotese: Hypotese 1: Et parti uden issue-ejerskab over policyområde x vil i udgangspunktet ignorere diskussioner på området, men jo højere placeret området er på den politiske dagsorden, jo mere sandsynligt er det, at partiet på et tidspunkt vil begynde at drøfte området. Som tidligere nævnt ligger det udenfor specialets fokus at forklare, hvorfor det i udgangspunkt ikke lykkedes for et parti at forhindre politiseringen af et område ved at ignorere det, da der kan være mange årsager hertil. Ligeledes kan specialets teoretiske model ikke forudsige, præcist hvornår partiet vil begynde at rette opmærksomhed mod området. Specialets fokus er derimod at forklare, at hvis et område fortsat er placeret højt på den politiske dagsorden, så vil partiet uden issue-ejerskab efterfølgende være nødsaget til at rette opmærksomheden mod området. Trin 2: Framing-strategi Andet trin handler om, hvilken framing-strategi et parti kan forventes at benytte på policyområde x, som partiet ikke har issue-ejerskab over. Som præciseret i afsnit 2.2. kan partier benytte sig af to typer frames, nemlig tema og tone. Tema knytter sig til den indholdsmæssige dimension af et partis framing af området, dvs. hvad partiet taler om på policyområdet. Tone fokuserer i højere grad på at indfange, hvordan partiet taler om området, dvs. om det benytter en positiv, negativ eller neutral tone. Med tone knytter partiet så at sige en stemning til en problemstilling. Partiets framing-strategi på policyområde x forventes at være påvirket af dets issue-ejerskaber over andre policyområder og betinget af policyområde x s placering på den politiske dagsorden. Dette fremgår af figur 2.2., hvor den afhængige variabel er partiets framing-strategi på policyområde x, den uafhængige variabel er partiets issue-ejerskaber generelt, og den interagerende variabel er områdets placering på den politiske dagsorden. Figur 2.2. Sammenhæng mellem et partiers issue-ejerskaber og dets framing-strategi TRIN 2 Uafhængig variabel: Partiets issue-ejerskaber Afhængig variabel: Partiets framing-strategi på policyområde x Interagerende variabel: Placering af policy-område x på den makropolitiske dagsorden

22 Specialets argument er, at partiet vil benytte sig af en faseopdelt framing-strategi, der er styret af partiets issue-ejerskaber generelt, og betinget af områdets placering på den politiske dagsorden. Udgangspunktet for partiets valg af framing-strategi er, at hvis policyområde x er placeret lavt på den politiske dagsorden, vil partiet befinde sig i en mindre presset situation, fordi det i et vist omfang har mulighed for at ignorere området. Og jo højere placeret policy-område x er på den politiske dagsorden, jo mere er partiet tvunget til at forholde sig til området, jf. trin 1. Første taktik er en konflikttaktik. Partiet vil således forsøge at vinde debatten ved at definere policyområde x til at handle om temaer eller problemstillinger, der knytter sig til policyområder, som partiet faktisk har ejerskab over. Konkret benytter partiet her framet tema. Ligeledes vil partiet benytte en tone, der også knytter sig til partiets issue-ejerskab. Partiet valg af framing forventes at afvige fra modstanderpartiernes framing, fordi disse partier på tilsvarende vis har incitament til at knytte et tema og en tone til policyområde x, der relaterer sig til deres respektive issue-ejerskaber. Denne framing taktik lægger i forlængelse af logikken i Petrociks teori om issueejerskab, hvor partier vil distancere sig fra hinanden og prøve at diskutere problemstillinger, som de har issue-ejerskab over. Styrken ved denne taktik er, at partiet uden issue-ejerskab over policyområde x kan fremstå troværdigt overfor vælgerne, selv om det taler om et policyområde, det ikke har issueejerskab over. Det skyldes, at partiet taler om problemstillinger indenfor dette område, som vælgerne vurderer det bedst egnet til at løse. Den første taktik medfører altså en kamp mellem partierne om at definere området. Specialets forklaringsmodel postulerer således en faseopdelt framing-strategi, hvor første taktik kan sammenfattes i følgende hypotese: Hypotese 2: 1. taktik: Et parti uden ejerskab over policyområde x vil først benytte en konflikttaktik, hvor partiet framer området anderledes end modstanderpartierne. Partiet vil forsøge at knytte en tone og tema til policyområde x, der relaterer sig til andre policyområder, som partiet har ejerskab over. Anden taktik følger efter første taktik og er et resultat af, at første strategi ikke lykkedes. Baggrunden for dette kan fx være, at området fortsat er højt politiseret, eller at partiet taber vælgerstemmer. Som tidligere nævnt kan der være mange årsager til, at partiets taktikker ikke lykkedes, men det er ikke fokus i denne opgave. Anden taktik er en konsensustaktik. For partiet gælder det her om at få policyområde x af den politiske dagsorden, og baggrunden herfor er netop partiets manglende issue-ejerskab over området. Dette kan partiet forsøge ved i debatterne på området at erklære sig enig med modstanderpartiernes synspunkter. Partiet kan på denne måde forsøge at gøre området til et valens-issue og dermed begrænse områdets konfliktpotentiale (Sides, 2006:427). Denne taktik ligger i forlængelse af det tidligere argument om, at valens-issues ikke har en lang levetid på den politiske dagsorden. Styrken ved taktikken er dermed, at områdets placering på den politiske dagsorden søges påvirket i nedadgående retning. Svagheden ved taktikken er, at partiet uden issue-ejerskab risikerer at fremstå som utroværdigt, fordi det taler om problemstillinger, som vælgerne ikke vurderer dem bedst egnet til at løse. Partiet kan her håbe på,

23 at områdets placering på den dagsordenen falder så hurtigt, at tabet i vælgerstemmer stadig er mindre, end hvis partiet havde holdt fast i den første taktik. Den anden taktik i specialets faseopdelte forklaringsmodel kan sammenfattes i følgende hypotese: Hypotese 3: 2. taktik: Hvis første taktik ikke lykkedes, vil partiet uden issue-ejerskab efterfølgende benytte en konsensus-taktik på policy-område x, hvor partiet framer området på samme måde som modstanderpartierne. Partiet vil således benytte tilsvarende tone og tema som modstanderpartierne Det ligger udenfor specialets fokus at forklare, hvorfor partiets første taktik ikke lykkedes, da der kan være mange årsager hertil. Ligeledes er den teoretiske model ikke i stand til at forudsige, hvornår partiet uden issue-ejerskab vil skifte taktik. Specialets fokus er i stedet at forklare, at hvis den første taktik ikke giver det ønskede resultat, så vil partiet skifte taktik og benytte den anden taktik. 2.4. Opsamling I kapitel 2 har kombinationen af teori om dagsordensfastsættelse med teori om partikonkurrence resulteret i en faseopdelt forklaringsmodel. Her er udledt tre hypoteser, som tilsammen har til formål at besvare specialets problemformulering. I kapitel 3 appliceres forklaringsmodellen på Socialdemokratiet og udlændingeområdet.

24 3. Partikonkurrence på udlændingeområdet I dette kapitel appliceres den faseopdelte forklaringsmodel på det danske politiske system, herunder Socialdemokratiet og dets strategiske adfærd på udlændingeområdet i perioden 1990-2007. Fasemodellen vil, jf. de tre hypoteser, give et teoretisk bud på, hvorfor Socialdemokratiet drøfter udlændingeområdet, selv om partiet ikke ejer det, samt hvilken framing-strategi partiet bruger på området. Partiets adfærd vil her være: styret af dets manglende issue-ejerskab over udlændingespørgsmål, men også af issueejerskab over andre policyområder betinget af udlændingeområdets placering på den makropolitiske dagsorden I specialet har den teoretiske model til formål at forklare strategier for partier på områder, hvor de ikke har issue-ejerskab. Specialets tre hypoteser fokuserer således på at forklare Socialdemokratiets strategier. I den empiriske analyse har undersøgelsen af forventningerne til Socialdemokratiets strategier derfor karakter af test af hypoteser. Som tidligere nævnt er det nødvendigt at se et partis strategier på et område, som det ikke ejer, i forhold til modstanderpartiernes strategier. Dette følger af logikken om, at den politiske dagsorden netop er et udtryk for partisystemets prioritering af forskellige emners relative vigtighed. I en dansk kontekst betyder dette, at hvis størstedelen af de danske partier retter opmærksomhed mod udlændingeområdet, vil dette også påvirke omfanget af opmærksomhed, som Socialdemokratiet retter mod udlændingeområdet, jf. hypotese 1. På tilsvarende vis vil modstanderpartiernes framing af udlændingeområdet også have betydning for Socialdemokratiets framing-strategi, jf. hypotese to og tre. Logikken til grund for de tre hypoteser bygger på en antagelse om modstanderpartiernes strategier. I den empiriske undersøgelsen vil forventningerne til modstanderpartiernes strategier derfor have karakter af test af forudsætninger. I specialet afgrænses modstanderpartier til at være de borgerlige partier. Det skyldes som nævnt i indledningen, at det som regel er borgerlige partier, der har issue-ejerskab over udlændingeområdet (Budge & Farlie, 1983:50; Andersen, 2005). Det kan derfor også forventes at være disse partier, der over tid har forsøgt at politisere udlændingeområdet og derfor i høj grad er de partier, som Socialdemokratiets strategivalg vil være påvirket af. De borgerlige partier er i dette speciale repræsenteret ved Venstre, Konservativ og Dansk Folkeparti (Green-Pedersen & Mortensen, 2008:13). Ligeledes medtages Fremskridtspartiet i årene frem til dannelsen af Dansk Folkeparti. En sammenstilling af disse to partier kan forsvares, når det handler om netop udlændingespørgsmål (Rydgren, 2004). De borgerlige partier vil blive set under eet i specialet, selv om der sandsynligvis kan forventes at være variation i deres strategier på udlændingeområdet. Det afgørende for specialets problemstilling er imidlertid Socialdemokratiet manglende issue-ejerskab over udlændingeområdet. Her er variation mellem de borgerlige partier mindre relevant, så længe partierne er enige om fokus, nemlig at presse Socialdemokratiet og få området til at stige på dagsordenen. Det kunne være relevant at medtage Radikale Venstres strategier på området. Som det vil fremgå senere i dette kapitel kan netop et skrøbeligt regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre om udlændingespørgsmål tænkes at have haft betydning for Socialdemokratiets strategier over tid. Radikale Venstre medtages ikke i specialet, fordi partiet

25 ligesom Socialdemokratiet ikke har haft issue-ejerskab over udlændingeområdet, og samtidig er partiet det mindre. I første omgang er den relevante problemstilling at afdække, hvad et parti gør, når det skal tale om et område, som det ikke har issue-ejerskab over. Derfor ses der i første omgang på Socialdemokratiet. Betydningen af koordinerede strategiske valg mellem to partier, som tilskyndes til at forholde sig til et område, de hver især ikke har issue-ejerskab over, kan eventuelt tages op efterfølgende, hvis specialets forklaringsmodel finder empirisk støtte og viser sig lovende. Appliceringen falder i flere tempi. I afsnit 3.1. introduceres karakteristika ved udlændingeområdet i Danmark, herunder den lovgivningsmæssige udvikling samt områdets placering på vælgernes dagsorden over tid, da dette som tidligere nævnt vil påvirke, hvilke issue-ejerskaber de enkelte partier lægger vægt på i forhold til både omfang af opmærksomhed og framing-strategi. I forlængelse heraf skitseres i afsnit 3.2. Socialdemokratiets udfordringer på området. Tilsammen præciserer de to afsnit den kontekst, som Socialdemokratiets har ageret indenfor og truffet dets strategiske valg på baggrund af. I afsnit 3.3. afdækkes den uafhængige variabel for henholdsvis trin 1 og 2 i besvarelsen af problemformuleringen, nemlig Socialdemokratiets issue-ejerskaber. Også de borgerlige partiers issue-ejerskaber gennemgås. På denne baggrund appliceres specialets forklaringsmodel for trin 1 og 2 i afsnit 3.4. 3.1. Udlændingeområdet og vælgernes dagsorden I de sidste to årtier af det 20. århundrede har dagsordenen i Danmark med stadig kortere mellemrum været domineret af spørgsmål om udlændingepolitikken. Dette omfatter såvel reguleringen af udlændinges adgang til Danmark som deres forhold og tilstedeværelse i Danmark. Mediernes dækning af udlændingespørgsmål har i denne periode været markant og stigende og har været kendetegnet ved negativ tone. Blandt andet har medierne ofte foretaget en distinktion mellem dem og os, ligesom de i høj grad har knyttet udlændinge til spørgsmål om kriminalitet og beskrevet tilstrømningen af flygtninge til Danmark som et eksternt pres, der forårsager problemer og uro (Madsen, 2000:76-77). Ifølge flere empiriske studier har danskerne endvidere været ambivalente i deres holdninger til udlændinge: På den ene side føler de fleste danskere en forpligtelse til at hjælpe flygtninge i nød, herunder at sørge for at de, der bor i landet, har adgang til velfærdsydelser på lige fod med danskerne. Men gæstfriheden har også en grænse. Flere danskere mener således, at indvandringen er med til at øge Danmarks økonomiske problemer, at mange udlændinge udnytter det sociale system og forøger kriminalitetsraten (Gaasholt & Togeby, 1995; Andersen, 2002). Den øgede opmærksomhed kommer også til udtryk ved områdets stigende placering på vælgernes dagsorden, jf. tabel 3.1. Vælgernes dagsorden er her målt ved, at et repræsentativt udsnit af danskere over tid er blevet spurgt om, hvilke problemer det er vigtigst, at politikerne tager sig af (Andersen & Borre, 2003; Andersen et.al., 2007; Andersen, 2008). Det ses, at velfærds- og udlændingespørgsmål dominerer vælgernes dagsorden. Velfærdsområdet har det meste af tiden været placeret højt på vælgernes dagsorden, mens udlændingeområdets placering er steget over tid til at være særligt højt prioriteret blandt vælgerne fra 1998 og fremefter.

26 Tabel 3.1. Politiske emners placering på vælgernes dagsorden 1990-2007 (pct.) 1990 1994 1996 1998 2000 2001 2005 2007 1. Arbejdsløshed 29 24 18 7 3 3 16 1 2. Betalingsbalance 8 3 1 1 1 - - 0 3. Økonomi 11 12 4 6 3 4 3 3 4. Skat 9 2 4 5 6 4 5 8 1. - 4. I alt 57 41 27 19 13 9 24 12 5. Miljø 10 8 13 9 8 3 4 7 6. Velfærd 20 38 42 47 47 55 53 60 7. Indvandring 4 8 8 14 22 23 13 14 8. EU, udenrigs 3 3 4 5 5 6 3 2 9. Andet 6 2 6 6 1) 5 1) 4 1) 3 5 I alt 100 100 100 100 100 100 100 100 1) Heraf lov og orden: 3 pct. i 1998, 2 pct. i 2000 og 2001. Bemærkning: For 2001 gælder, at summen af procentdelene ikke tilsammen giver 100 pct. Årsagen hertil kan muligvis skyldes afrunding, men vides ikke med sikkerhed, eftersom tallene beror på tabel fra en foreløbig analyse af valget 2007. Kilde: Foreløbige analyser fra valget 2007 v/ Jørgen Goul-Andersen, Det Danske Valgprojekt http://www.socsci.aau.dk/election/dansk/valg2007/analyser.htm Den øgede opmærksomhed er over tid også kommet til udtryk ved flere lovgivningsændringer på området. Faktisk er der siden 1983 i gennemsnit foretaget mindst een ændring af lovgivningen på udlændingeområdet hvert år 5. Fra at Danmark i 1983 er blevet beskrevet som at gennemføre verdens mest humane udlændingelovgivning, kritiseres landet i dag for at føre en stram og inhuman udlændingepolitik (Dansk Flygtningehjælp, 2006). Her har både socialdemokratiske og borgerlige regeringer løbende over tid været med til at indføre stramninger på udlændingeområdet, både hvad angår asyl- og flygtningepolitik, regler for familiesammenføring og integrationsindsatser. Udviklingen beskrives kortfattet nedenfor. I 1983 vedtog Folketinget en revision af udlændingeloven, der sikrede udlændinges egentlige ret til asyl (Lov nr. 226 af 8. Juni 1983). Siden gennemførelsen af udlændingeloven i 1983 steg antallet af flygtninge til Danmark. Der er til stadighed uenighed om, hvorvidt stigningen var et resultat af revisionen af udlændingeloven, eller om det var et sammenfald af begivenheder i verdenen (Dansk Flygtningehjælp, 2006:14). Uanset årsagen hertil havde den øgede indvandring en effekt på folkestemningen. Danskerne blev mere bekymrede over det voksende antal udlændinge med en fremmed baggrund. Den heftige diskussion om asylpolitikken og det stigende antal asylansøgere var medvirkende til, at de første stramninger af udlændingeloven blev vedtaget i 1986 (Lov nr. 686 af 17. Oktober 1986). Men der var stadig et ønske om yderligere stramninger blandt dele af befolkningen samt på politisk niveau. Dette blev forstærket af en markant stigning i antallet af asylsøgere i starten af 1990 erne, der primært var et resultat af borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. I 1992 kom yderligere stramninger af udlændingeloven, hvor det blev vedtaget ved lov, at indvandrere skulle have boet 7 år i Danmark, før de kunne få deres forældre over 60 år til landet. Ligeledes blev det vedtaget, at indvandrere skulle være selvforsørgende, hvis de skulle have ret til 5 www.indvandringen.dk

27 familiesammenføring. I 1997-1998 kom der endnu en stramning af udlændingeloven i forhold til reglerne for familiesammenføring. Og i 1999 blev den første lov om integration vedtaget (Lov nr. 43 af 1. juli 1998). Her blev det lovpligtigt for de nyankomne flygtninge at gennemgå et integrationsforløb, som skulle ruste dem til at klare sig selv. Nægtede de at deltage i dette forløb, mistede de deres ret til ydelser fra staten. Ligeledes blev med integrationsloven indført en integrationsydelse, der var lavere end kontanthjælpen. Efter et par år valgte den socialdemokratiske regering imidlertid at afskaffe ydelsen, da den ikke virkede efter hensigten. Ydelsen blev reintroduceret som starthjælp under den borgerlige regering i 2002. Med den borgerlige regerings tiltræden i 2001 skete der markante stramninger på udlændingeområdet (Lov nr. 365 af 6. Juni 2002). Fokus har primært været på at reducere antallet af nytilkomne i Danmark, både via stramninger i asylpolitikken og via strengere regler for familiesammenføring. Her er 24-års reglen blandt andet indført, hvor det ikke er muligt for unge under 24 år at søge om familiesammenføring. Samtidig er der blevet stillet strengere krav til det sammenførte pars økonomi og samlede tilknytning til Danmark. Endelig har den borgerlige regering indskrænket muligheden for asyl. Flygtningetallet faldt herefter: Fra 2001 til 2002 blev antallet af asylsøgere halveret, og i 2005 var det samlede årlige antal anerkendte flygtninge i Danmark faldet fra 6.300 til 1.200 (Dansk Flygtningehjælp, 2006: 34). Udlændingeområdet fylder således meget i både mediernes, vælgernes og politikernes bevidsthed. Som tidligere beskrevet er puzzlet i dette speciale, at Socialdemokratiet har drøftet udlændingeområdet, selv om partiet ikke har issue-ejerskab over området. Men hvad har Socialdemokratiets udfordringer på udlændingeområdet været? Disse beskrives kortfattet i næste afsnit, inden Socialdemokratiets og de borgerlige partiers issue-ejerskaber uddybes. 3.2. Socialdemokratiets udfordringer på udlændingeområdet Socialdemokratiet er traditionelt set et arbejderparti, der har opereret med tre kerneværdier: Frihed, lighed og solidaritet (Hjortnæs, 2006: 18). Med frihed menes den personlige frihed, hvor mennesket skal have mulighed for at skabe sig en ordentlig tilværelse. Socialdemokratiets fokus har traditionelt set været på de svage i samfundet, der befinder sig på kanten af samfundet. Den personlige frihed har både økonomisk og social tryghed som afgørende forudsætninger, hvor statens rolle er at hjælpe de mindre ressourcestærke mennesker med at opnå disse trygheder. Med lighed menes lige muligheder og lige rettigheder. Det betyder, at alle borgere rig som fattig, stærk som svag er ligeværdige og alle skal have mulighed for at leve et godt liv (Hjortnæs, 2006: 31). Det socialdemokratiske menneskesyn er her, at mennesker ikke fødes med lige gode forudsætninger for at klare sig godt. Hele ideen bag velfærdsstaten er således, at forskelle i arv og miljø ikke skal forringe menneskers mulighed for at leve et godt liv, hvorfor forskelle skal udlignes så langt, det er muligt. Endelig knytter solidaritet sig til følelsen af personligt ansvar over for andre mennesker, hvor den, der har evnerne, også har pligten til at bruge dem til gavn for andre end sig selv. Socialdemokratiet har også formuleret levereglen gør din pligt, kræv din ret. Oprindelig var det en protest mod samfundets overklasse, som havde rettigheder uden pligter, mens arbejderklassen havde pligter uden rettigheder. I dag er dette problem mindre udtalt, men budskabet er det

28 samme: En borger kan ikke tillade sig at kræve ind af offentlige ydelser uden at ville betale til fællesskabet. Socialdemokratiets værdigrundlag ville i udgangspunktet komme til udtryk på udlændingeområdet ved en åbenhed og tolerance overfor andre kulturer og ved en solidaritet overfor mennesker i nød. Det har imidlertid været en særdeles vanskelig opgave for partiet at formulere en socialdemokratisk udlændingepolitik: På den ene side skulle politikken være så stram, at den kunne stoppe illegal og uønsket indvandring og modvirke de tendenser blandt udlændingegrupper, som skabte integrationsvanskeligheder. På den anden side skulle politikken samtidig være så blød, at den ikke forhindrede Danmark i at tage imod flygtninge i nød og have så vide rammer, at den respekterede menneskers forskellighed og ret til at leve deres liv, som de ønsker det. Den svære manøvre med at formulere en udlændingepolitik, der indfriede alle nævnte hensyn, har medført flere problemer for Socialdemokratiet, hvoraf de største præsenteres nedenfor. Vælgerne: De blå socialdemokrater Socialdemokratiet har haft svær ved at holde på deres traditionelle vælgergrupper, som er den gamle arbejderklasse. På velfærdsområdet fører Socialdemokratiet stadig en politik, som denne vælgergruppe kan tilslutte sig. Men når det kommer til værdipolitikken og udlændingeområdet har valgforskningen (og valgresultaterne) vist, at disse vælgere ønsker en mere stram udlændingepolitik, end Socialdemokratiet har ført. Denne vælgergruppe er blevet betegnet de blå socialdemokrater og har været afgørende for valgresultaterne siden 1990 erne (Christiansen, 2007:105). Den faldende vælgertilslutning til Socialdemokratiet siden 1998 skal endvidere ses som et resultat af, at udlændingepolitikken har fået større betydning for valgresultaterne. Dette skyldes først og fremmest, at det er lykkedes de borgerlige partier siden 1998 at overbevise vælgerne om, at de ikke længere er kritiske overfor velfærdsstaten, men derimod vil operere indenfor rammerne af den (Andersen et.al., 2007:149). Konsekvensen er, at velfærdsområdet er blevet et valens-issue, hvor en vælger, der ønsker velfærd, både kan finde på at stemme socialdemokratisk eller borgerligt. Afgørende for valgresultaterne er derfor udlændingeområdet, hvor de borgerlige partiers tilgang til udlændingeområdet i højere grad har været i overensstemmelse med vælgernes. Socialdemokratiets problemer med at få fastlagt en linje i udlændingepolitikken, som de traditionelle vælgere kan samles om, begyndte for alvor i midten af 1990 erne og er accelereret siden hen. Forsøget på at forene de praktiske løsninger i udlændingepolitikken med partiets værdigrundland, er ikke lykkedes. Dette fremgik også af valget i 2005, hvor Socialdemokratiet ikke formåede at vinde de frafaldne vælgere tilbage fra Dansk Folkeparti (Hjortnæs, 2006:135). Derudover valgte mange af de socialdemokrater, som fandt partiets udlændingepolitik for meget i overensstemmelse med de borgerliges politik, at stemme på de Radikale. Intern uenighed i Socialdemokratiet Udover misforholdet mellem Socialdemokratiets tøvende udmeldinger på udlændingeområdet og

29 vælgernes præferencer, er Socialdemokratiets position på området blevet yderligere forringet af den interne uenighed i partiet om politikken. Partiets problem med at sammenkoble de grundlæggende socialdemokratiske værdier med en stram udlændingepolitik går helt tilbage til 1980 erne. I 1988 fremsatte Socialdemokratiet for første gang et samlet udspil på udlændingeområdet efter længere tids intern debat i partiet. Men efter en socialdemokratisk borgmester rettede hård kritik mod den socialdemokratiske folketingsgruppes udlændingepolitik, valgte udvalget bag det politiske udspil at trække det tilbage og i stedet holde en lav profil (Keller, 1999:56). De interne stridigheder kom efterfølgende til udtryk i 1990 erne, hvor flere socialdemokratiske borgmestre ønskede stramninger i udlændingepolitikken, herunder at antallet af nytilkomne udlændinge blev reduceret, og at der blev stillet strengere krav til udlændinges tilpasning til det danske samfund. Blandt de utilfredse borgmestre var Thorkild Simonsen, der i 1997 i et brev til Indenrigsministeriet gav udtryk for, at flygtninge burde fordeles jævnt over hele landet, og at retten til familiesammenføring skulle begrænses. Birthe Weiss, der var indenrigsminister på daværende tidspunkt, tog ikke positivt imod forslagene, men da hun i 1997 gik af som minister og blev efterfulgt af Thorkild Simonsen, blev de fleste af forslagene gennemført. Uenighederne i Socialdemokratiet er blevet mindre udtalt over tid. Således har partiet i 2003 ændret kurs og acceptere den borgerlige regerings stramninger af udlændingeloven, når det gælder 24-års reglen og tilknytningskravene (Christiansen, 2007:114). Et skrøbeligt samarbejde med Radikale Venstre Endelig har en udfordring for Socialdemokratiet været at opnå en konsensus med Radikale Venstre om udlændingepolitikken, da Socialdemokratiet har været afhængig af dette parti i forhold til dannelsen af mindretalsregeringer. Radikale Venstre har ligesom Socialdemokratiet haft interne stridigheder om udlændingepolitikken, og det er først i 2007, at partiet har valgt at acceptere 24-års reglen og tilknytningskravene (Politiken, 2007). Socialdemokratiet har således haft svært ved at samle både partiet og venstrefløjen om en strammere udlændingepolitik. Dette har de borgerlige partier også benyttet i valgkampe til at skabe usikkerhed blandt vælgerne om, hvilken udlændingepolitik en rød regering med Socialdemokratiet vil føre (Hjortnæs, 2007:8). Opsamling Sammenlagt synes udlændingeområdet således at være et område, der er svært for Socialdemokratiet at håndtere. Håndteringen er endvidere ikke blevet lettere af, at området har mødt så stor opmærksomhed både blandt vælgere og i medierne. Det er derfor også meget relevant at afdække, hvilke strategier Socialdemokratiet har brugt på et område, hvor det tilsyneladende står så dårligt. 3.3. Socialdemokratiets issue-ejerskaber I forhold til specialets problemformulering og den teoretiske model er Socialdemokratiets manglende issue-ejerskab over udlændingeområdet den uafhængige variabel i trin 1, mens Socialdemokratiets andre issue-ejerskaber er den uafhængige variabel i trin 2. Det er således relevant at præcisere alle issue-ejerskaber, som Socialdemokratiet måtte have, ligesom de

30 borgerlige partiers issue-ejerskaber også vil blive gengivet. I forbindelse med dansk valgforskning er danske partiers issue-ejerskaber målt over tid (Andersen et.al., 2007; Andersen, 2008). Her er et repræsentativt udsnit af danske vælgere blevet bedt om at vurdere, hvilke partier de vurderer bedst egnet til at løse angivne problemer. Vælgerne kan svare en borgerlig ledet regering, en socialdemokratisk ledet regering, ingen forskel eller ved ikke 6. Socialdemokratisk ledet regering omtales i specialet som Socialdemokratiet, velvidende, at en socialdemokratisk ledet regering består af flere partier end Socialdemokratiet. I specialet er der opstillet kriterier for, hvornår et parti kan siges at have et stærkt eller svagt issueejerskab. For en nærmere gennemgang af de opstillede kriterier henvises til appendiks 1. I appendiks 2 fremgår også de oprindelige data fra valgforskning. I tabel 3.2. fremgår udviklingen i de danske partiers issue-ejerskaber på en række policyområder i perioden fra 1990-2007. Udviklingen i fordelingen af issue-ejerskaber er delt ind i tre perioder, nemlig valgår før 2001, selve valgåret i 2001 samt valgårene efter 2001. Inddeling er foretaget for at indfange en overordnet udvikling i issue-ejerskaber over tid. Tabel 3.2. Danske regeringsalternativers issue-ejerskaber 1990-2007 Issue-ejerskab frem til 2001 Issue-ejerskab 2001 Issue-ejerskab efter 2001 Parti Styrke Parti Styrke Parti Styrke Økonomiske spørgsmål Økonomiske problemer generelt Bekæmpelse af ledighed Velfærd 1) Borgerlig Stærkt Borgerlig Stærkt Borgerlig Stærkt SD Stærkt SD Stærkt SD Stærkt Ældre SD Stærkt Borgerlige Svagt SD Stærkt Sundhedsvæsen SD Svagt Borgerlige Stærkt SD Svagt (2005) Stærkt (2007) Balance mellem skat og social tryghed SD Stærkt Borgerlig Svagt SD Stærk (2005) Svagt (2007) Børnefamilier SD Stærkt SD Stærkt SD Stærkt Uddannelse Borgerlig Svagt Borgerlig Svagt Borgerlig Svagt Flygtninge og indvandrere Borgerlig Svagt Borgerlig Stærkt Borgerlig Stærk (2005) Svagt (2007) Lov og orden Borgerlig Svagt (1994) Borgerlig Stærkt Borgerlig Stærkt Stærkt (1998) Kilde: Andersen (2003), Andersen (2008). 1) Issue-ejerskab frem til 2001 indeholder måling for valgåret 1998, på nær balance mellem skat og social tryghed, hvor 1994 valgåret også er med 6 Metoden til at undersøge issue-ejerskab har ifølge Goul-Andersen den svaghed, at svarene reelt afspejler vælgernes partipolitiske tilhørsforhold. For eksempel kan socialdemokrater, der identificerer sig stærkt med deres parti, have svært ved at indrømme, at borgerlige partier kan være bedre til at løse nogle problemstillinger end Socialdemokratiet. Denne problemstilling kommer også til udtryk i undersøgelsen, men ikke i et omfang der ødelægger målingen (Andersen, 2003:163).

31 For økonomiske spørgsmål gælder, at issue-ejerskaberne her er stabile over tid. Vælgerne vurderer borgerlige partier bedst egnet til løse økonomiske problemer, mens Socialdemokratiet vurderes bedst egnet til at bekæmpe ledighed. For velfærdsområdet gælder, at det er et policy-område, Socialdemokratiet traditionelt har haft issue-ejerskab over, hvilket også fremgår af tabellen (Andersen, 2003:163). Frem til 2001 har de haft ejerskab over fire ud af fem velfærdsområder, hvor tre af dem er stærke issue-ejerskaber. Dette ændrer sig midlertidig i 2001, hvor borgerlige partier vurderes bedst egnet til at løse velfærdsproblemer på fire ud af fem områder. Dog vinder Socialdemokratiet alle issue-ejerskaber tilbage allerede i 2005. Der har således været store, men kortvarige udsving i fordelingen af issueejerskaber på velfærdsområdet, hvor Socialdemokratiet i udgangspunktet må argumenteres for at have et gennemgående issue-ejerskab på velfærdsområdet over tid. For både udlændingeområdet og lov og orden gælder, at borgerligt ledet regeringer har haft issue-ejerskab over disse fra 1998 til 2007. En uddybning af udlændingeområdet fremgår nedenfor i tabel 3.3. Der findes ikke data for fordelingen af issue-ejerskaber i valgår før 1998. I forlængelse af områdets placering på vælgernes dagsorden kan dette tyde på, at området ikke har spillet en stor rolle i valgkampene i 1990 og 1994. Dog er udlændingeområdet traditionelt set et område, som borgerlige partier har issue-ejerskab over (Budge, 1983; Petrocik, 1996; Andersen; 2003). Tabel 3.3. Danske regeringsalternativers issue-ejerskaber på udlændingeområdet, 1998-2001 Regeringsalternativ bedst egnet til at sikre en fornuftig flygtninge-/indvandrerpolitik Borgerligt ledet regering Socialdemokratisk ledet regering Lige gode /ved ikke Forskel (+) borgerlig (-) socialdemokratisk 1998 39 33 13 6 2001 54 29 30 25 2005 50 29 26 21 2007 41 38 3 3 Kilde: Andersen (2003), Andersen (2008). Det fremgår af tabel 3.3., at de borgerlige partier konsekvent har haft ejerskab over udlændingeområdet fra 1998 og frem, men at styrken af ejerskab varierer over tid. I 2001 og 2005 har issue-ejerskabet været stærkt, hvor henholdsvis 54 pct. og 50 pct. af vælgerne vurderer de borgerlige bedst egnet til at løse problemer på udlændingeområdet. Her er der en forskel i forhold til socialdemokratisk ledet regeringer på 21 pct.-point. I 1998 og 2007 har de borgerlige partiers ejerskab til gengæld været svage, hvor kun henholdsvis 6 og 3 pct.-point flere vælgere har vurderet borgerlige partier bedst egnet til at sikre en fornuftig udlændingepolitik. En interessant tendens i forhold til 2007 er endvidere, at færre af de adspurgte vælgere er i tvivl om, hvilket parti der er bedst egnet til at løse problemstillinger på området dette kan tyde på, at partierne har markeret sig på området. Samlet synes der således at være en tendens til stabilitet i partiernes temabaserede issue-ejerskaber over tid, men med kortere udsving i styrken af issue-ejerskaberne: Socialdemokratiet har generelt ejerskab over beskæftigelsesspørgsmål samt velfærd, hvor sidstnævnte også er et saliens issue. De

32 borgerlige partier har ejerskab over økonomiske spørgsmål, lov og orden samt udlændingeområdet, som er et saliens issue. Socialdemokratiets manglende issue-ejerskab over udlændingeområdet betyder, at det er et område, hvor Socialdemokratiet ikke nyder en vælgermæssig fordel. Det gør de borgerlige partier til gengæld, hvorfor de i modsætning til Socialdemokratiet forventes at forsøge at få udlændingeområdet på den politiske dagsorden. At udlændingeområdet oven i købet er steget på vælgernes dagsorden vil øge de borgerlige partiers incitament til at lægge yderligere pres på Socialdemokratiet. På baggrund af information om karakteristika for udlændingeområdet, vælgernes dagsorden, Socialdemokratiets udfordringer samt partiernes issue-ejerskaber, kan specialets teoretiske model nu appliceres på Socialdemokratiet og udlændingeområdet. I afsnit 3.4. og 3.5. appliceres modellen for henholdsvis trin 1 og 2. 3.4. Trin 1: Omfang af Socialdemokratiets opmærksomhed Første trin er teoretisk at forklare, hvorfor Socialdemokratiet over tid begynder at tale om udlændingeområdet, som det ikke har issue-ejerskab over. Dette gøres ved at benytte den faseopdelte model i kapitel 2. Samspillet mellem omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed, dets manglende issue-ejerskab over udlændingeområdet samt den politiske dagsorden fremgår i figur 3.1. Figur 3.1. Trin 1: Sammenhæng mellem omfang af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingeområdet og områdets placering på den politiske dagsorden TRIN 1 Uafhængig variabel: Socialdemokratiets manglende issueejerskab over udlændingeområdet Afhængig variabel: Omfang af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingeområdet Interagerende variabel: Placering af udlændingeområdet på den makropolitiske dagsorden På baggrund af fasemodellen forventes omfanget af Socialdemokratiet opmærksomhed på udlændingeområdet først og fremmest at være styret det manglende issue-ejerskab over området, men samtidig betinget af områdets placering på den politiske dagsorden. To overordnede forventninger kan på denne baggrund udledes: For det første vil Socialdemokratiet forsøge at undgå at tale om området, fordi det risikerer at miste vælgerstemmer på det. Det er derfor ikke Socialdemokratiet, der har drevet området frem på den politiske dagsorden. Partiet kan her håbe på, at en ignorering af udlændingespørgsmål vil påvirke området til ikke at blive politiseret. For det andet vil omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingeområdet stige, jo højere placeret området er på den politiske

dagsorden, fordi Socialdemokratiet er nødsaget til at forholde sig til emner på dagsordenen. 33 Ved at applicere den teoretiske fasemodel på Socialdemokratiet og udlændingeområdet, kan forventningerne til omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed på området sammenfattes i følgende hypotese: Hypotese 1: Socialdemokratiet vil i udgangspunktet ignorere diskussioner på udlændingeområdet, men jo højere placeret området er på den politiske dagsorden, jo mere sandsynligt at det, at partiet vil rette et øget fokus mod udlændingespørgsmål. Efterfølgende appliceres den teoretiske fasemodel i forhold til Socialdemokratiets framingstrategi på udlændingeområdet. 3.5. Trin 2: Socialdemokratiets framing-strategi Andet trin handler om, hvilken framing-strategi Socialdemokratiet kan forventes at benytte på udlændingeområdet. Specialets argument er her, at Socialdemokratiet vil benytte sig af en faseopdelt framing-strategi, der er styret af partiets issue-ejerskaber generelt, men betinget af områdets placering på den politiske dagsorden. Dette fremgår af figur 3.2. Figur 3.2. Trin 2: Sammenhæng mellem Socialdemokratiets framing-strategi og issue-ejerskaber samt udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden TRIN 1 Uafhængig variabel: Socialdemokratiets issue-ejerskaber Afhængig variabel: Socialdemokratiets framing-strategi Interagerende variabel: Placering af udlændingeområdet på den makropolitiske dagsorden Den faseopdelte framing-strategi kommer til udtryk ved to taktikker: Første framing-taktik Socialdemokratiet første taktik er at forsøge at vinde debatten ved at definere udlændingeområdet til at handle om temaer eller problemstillinger, der knytter sig til policyområder, som partiet faktisk har ejerskab over. De borgerlige partier vinder i princippet, uanset hvilken måde de framer udlændingeområdet på. Dog forventes de alligevel ikke at benytte frames, der knytter sig til problemstillinger, som Socialdemokratiet generelt har issue-ejerskab over. Ved at gøre dette risikerer de nemlig at gøre en stor vindersag til en mindre vindersag, og i værste fald måske endda til en tabersag. Som tidligere præciseret benyttes tone og tema i specialet som indikatorer for partiernes framing-strategier.

34 For tone gælder, at Socialdemokratiet forventes at benytte en mere positiv tone på udlændingeområdet end de borgerlige partier. Den positive tone knytter sig i høj grad til Socialdemokratiets grundværdier om lighed, frihed og solidaritet, der overført til udlændingeområdet betyder en åbenhed og tolerance overfor andre kulturer og solidaritet overfor mennesker i nød. Hvis det lykkedes Socialdemokratiet at bringe debatten i overensstemmelse med dets grundværdier, vil partiet fremstå mere troværdigt overfor vælgerne og dermed være mindre problematisk for partiet at diskutere området. De borgerlige partier forventes modsat at benytte en negativ tone, hvilket blandt andet afstedkommer af deres vedvarende pres i løbet af 1990 erne for yderligere stramninger af udlændingelovgivningen. For tema gælder, at Socialdemokratiet vil forsøge at frame udlændingeområdet til at handle om temaer, som det har ejerskab over, nemlig beskæftigelse og velfærd. På denne måde bevarer partiet en vis troværdighed, selv om det diskuterer et område, som partiet ikke har issue-ejerskab over. Velfærd oversættes på udlændingeområdet til at handle om integrationen af udlændinge. Argumentet er her, at Socialdemokratiets grundværdier om frihed, lighed og solidaritet netop handler om, at staten skal hjælpe mennesker på kanten af samfundet og sikre dem en værdig tilværelse. For udlændinge vil denne hjælp komme til udtryk ved økonomisk støtte, sprogundervisning og uddannelse, således at de får mulighed for at agere mere på lige fod med danskerne. De borgerlige partier vil i udgangspunktet altid vinde, når de taler om udlændingeområdet. Det har derfor ikke så stor betydning, hvilke dimensioner af udlændingeområdet de lægger vægt på. De borgerlige partier forventes derfor også at tale om flere dimensioner af udlændingeområdet end Socialdemokratiet. Dog har de borgerlige partier ikke incitament til at relatere udlændingeområdet til spørgsmål om velfærd, da de ikke vurderes bedst egnet af vælgerne til at løse sådanne problemer. De borgerlige parter kan derfor forventes at knytte udlændingeområdet til problemstillinger, som de også har issue-ejerskab over. Det er emner som lov og orden samt økonomiske spørgsmål, hvor sidstnævnte oversættes til indvandring. Argumentet for denne oversættelse er, at antallet af indvandrere til Danmark vil være en økonomisk omkostning for Danmark i form af administration og velfærdsydelser og service. På baggrund af ovenstående kan Socialdemokratiets første framing-taktik sammenfattes i følgende hypotese: Hypotese 2: 1. taktik: Socialdemokratiet vil først benytte en konflikttaktik på udlændingeområdet, hvor partiet framer området anderledes end de borgerlige partier. Partiet vil her benytte en positiv tone og forsøge at frame udlændingedebatten til at handle om integration og beskæftigelse af udlændinge. Anden framing-taktik Hvis den første taktik ikke lykkedes, vil Socialdemokratiet skifte over til en anden framing-taktik. At den første taktik mislykkedes kommer eksempelvis til udtryk ved, at Socialdemokratiet ikke

35 formår at vende debatten til at handle om integration og beskæftigelse af udlændinge, eller at de mister mange vælgerstemmer på at debattere området på denne måde. Uanset årsag ligger det udenfor specialet at besvare, hvorfor den første taktik eventuelt mislykkedes. Socialdemokratiets anden framing-taktik er en konsensus-taktik, hvor det gælder om for partiet at få udlændingeområdet placeret lavere på den politiske dagsorden netop fordi det ikke har issue-ejerskab over området. Dette kan Socialdemokratiet forsøge at gøre ved at indgå i debatterne på området med tilsvarende synspunkter som de borgerlige partier. Socialdemokratiet forsøger på denne måde at gøre problemstillingerne på udlændingeområdet til valens-issues og dermed begrænse områdets konfliktpotentiale. Denne taktik ligger i forlængelse af det tidligere argument om, at valens-issues ikke har en lang levetid på den politiske dagsorden. Socialdemokratiets anden taktik kommer konkret til udtryk ved, at partiet over tid vil benytte en mere negativ tone på udlændingeområdet, ligesom de i stigende omfang vil frame udlændingeområdet til at handle om kriminelle udlændinge og indvandringen til Danmark. Styrken ved denne taktik er, at den kan påvirke udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden i nedadgående retning. Svagheden ved taktikken er imidlertid, at Socialdemokratiet risikerer at blive opfattet som utroværdigt, fordi det begynder at diskutere problemstillinger, som partiet ikke formåede at løse i 1990 erne, fx. omfanget af indvandringen til Danmark. Socialdemokratiets anden taktik kan sammenfattes i følgende hypotese: Hypotese 3: 2. taktik: Hvis første taktik ikke lykkedes, vil Socialdemokratiet efterfølgende benytte en konsensus-taktik på udlændingeområdet, hvor partiet framer området på tilsvarende måde som de borgerlige partier. Partiet vil således i højere grad end tidligere benytte en negativ tone og frame udlændingeområdet til at handle om kriminalitet og indvandringen til Danmark. Bemærk i forbindelse med hypotese tre, at Socialdemokratiet i højere grad end tidligere vil tale om kriminalitet og indvandring samt bruge en negativ tone. Det forventes således ikke, at Socialdemokratiet pludselig stopper med at tale om integration og beskæftigelse. Der vil bare være en stigning i omfanget af udtalelser med en negativ tone, og som omhandler kriminalitet og indvandring. Opsummerende omfatter specialets forklaringsmodel således postulatet om, at Socialdemokratiet forfølger en faseopdelt strategi. Partiet vil først fremsætte synspunkter, der konkurrerer med de borgerliges synspunkter på udlændingeområdet. Hvis dette ikke har den ønskede effekt, vil partiet skifte taktik og dernæst erklære sig enig med de borgerliges synspunkter.

36 4. Metode, testdesign og data I kapitel 2 og 3 er der opstillet en teoretisk model med henblik på at besvare specialets problemformulering. Dette har udmøntet sig i tre teoretiske hypoteser. I dette afsnit præsenteres det empiriske testdesign for besvarelsen af de tre teoretiske hypoteser, herunder operationalisering af de opstillede variable samt præsentation af dataovervejelser, -kodning og - bearbejdning. Overordnet set anvender specialet et tidsseriedesign. Dette valg af design følger logisk af den teoretiske forklaringsmodel og hypoteserne. Hypotese 1 fokuserer således på sammenhængen mellem omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingeområdet og udviklingen i udlændingeområdets placering på den makropolitiske dagsorden. Hypotese 2 og 3 bygger på postulatet om, at Socialdemokratiet faseopdeler sine strategiske valg, således at partiet først fremfører en konflikt-taktik og derpå skifter til en konsensus-taktik, hvis den første taktik ikke har det ønskede resultat. Sammenfattende bygger hypotese 1-3 dermed på logikker med en tidsmæssig udstrækning, hvilket fordrer et tidsseriedesign i den empiriske analyse. Undersøgelsesperioden er fra 1990-2007. Den tidsmæssige afgrænsning er dels en følge af datas begrænsninger, dels et resultat af det øgede fokus på området blandt både medier, vælgere og politikere i denne periode. Den store opmærksomhed har været drivkraften bag en række substantielle lovændringer på udlændingeområdet, herunder ændring af udlændingeloven i 1992, integrationsloven fra 1998 samt den borgerlige regerings stramning af udlændingeloven i 2002 (Lov nr. 482 af 24. juni 1992; Lov nr. 474 af 1. juli 1998; Lov nr. 365 af 6. juni 2002). Besvarelsen af specialets problemstilling er som nævnt bygget op i to trin: 1. Forklaring af udviklingen i partiernes opmærksomhed på udlændingespørgsmål 1990-2007, som er betydende for Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingeområdet 2. Forklaring af udviklingen i Socialdemokratiets framing-strategi på udlændingeområdet, når partiet diskuterer udlændingeområdet 1990-2007 For begge trin gælder, at den uafhængige variabel er Socialdemokratiets issue-ejerskaber. Denne variabel er målt med udgangspunkt i valgdata. Her er et repræsentativt udsnit af danskere blevet spurgt om, hvilke regeringsalternativer de vurderer bedst egnet til at løse problemstillinger på forskellige områder. Socialdemokratiets og de borgerlige partiers issue-ejerskaber er allerede angivet i kapitel 3, afsnit 3.3. Valgdata til grund for vurderingen af partiernes issue-ejerskaber fremgår af appendiks 1. I specialet analyse er partiernes issue-ejerskaber afgrænset til at være eksogent givet, og den uafhængige variabel uddybes ikke yderligere. Den interagerende variabel for både trin 1 og 2 er den politiske dagsorden. Denne skal operationaliseres. Ligeledes skal specialets to afhængige variable for Socialdemokratiets strategier på udlændingeområdet operationaliseres, dvs. omfang af partiets opmærksomhed på udlændingeområdet og partiets framing-strategi på udlændingeområdet. I de efterfølgende afsnit

operationaliseres den interagerende variabel samt de to afhængige variable. 4.1. Interagerende variabel: Den politiske dagsorden (trin 1 & 2) 37 Den politiske dagsorden er defineret som issues, de politiske partier giver opmærksomhed (Green-Pedersen, 2005a:2). Som tidligere nævnt er det ikke nok, at et begrænset antal partier retter deres opmærksomhed mod et politisk emne. Derimod skal partisystemet, altså størstedelen af partierne i Folketinget, rette deres opmærksomhed mod emnet for, at det kan siges at befinde sig på den politiske dagsorden. I specialet måles den politiske dagsorden på følgende vis: Debatlængder i Folketinget om udlændingeområdet i forbindelse med lovforslag, redegørelser, beslutningsforslag og forespørgsler Partiernes valgprogrammer, der handler om udlændingeområdet Folketingsaktiviteter I specialet måles den politiske dagsorden ved brug af Green-Pedersens database over ikkelovgivningsmæssige folketingsaktiviteter i Folketinget. Databasen går fra 1953 til 2003. Med ikkelovgivningsmæssige aktiviteter forstås partiers aktiviteter i Folketinget, som ikke knytter sig til behandling af konkrete lovforslag (Green-Pedersen, 2005a:3). Disse aktiviteter er relevante at bruge, da de danske partier benytter dem i deres konkurrence med hinanden om at kontrollere den politiske dagsorden. Fordelen ved denne operationalisering er, at partiernes interesse for et emne med stor sandsynlighed også vil resultere i en aktivitet om dette emne i Folketinget. Ikkelovgivningsmæssige aktiviteter er således et stærkt dagsordenssættende redskab for politikerne og de forventes at gøre brug af det, hvis de ønsker at skabe opmærksomhed om et emne (Green- Pedersen, 2005a:3). Den valgte operationalisering indebærer ikke en antagelse om, at parlamentariske aktiviteter nødvendigvis er de eneste redskaber for en politiker, der ønsker at få et emne på dagsordenen. Den politiske dagsorden kan også afspejles i partiers taler, udtalelser i medierne, læserbreve, politiske handlingsudspil og partiprogrammer. Også medierne kan spille en rolle for den politiske dagsorden. I nogle tilfælde fordi medierne aktivt kan påvirke dagsordenen. Oftest er medierne dog den arena, hvori forskellige aktører kæmper om at opnå opmærksomhed om nye problemer, foretrukne løsninger eller nye måder at løse gamle problemer på. Imidlertid har empiriske studier vist, at mediernes politiske dækning i høj grad reflekterer aktiviteter i de nationale parlamenter. Således konkluderer Baumgartner i et studie af uddannelsespolitik i Frankrig, at People who would not have been aware of an issue can be aware of it during the parliamentary debate because of the media coverage that it generates. The Parliament is therefore a prime vehicle for the expansion of a debate to the general public and is responsible for putting many items on the general political agenda (Baumgartner, 1989:162) Et studie i en amerikansk kontekst har ligeledes vist, at mediernes dagsorden i høj grad synes at være påvirket af debatterne i Kongressen (Bennett, 1990:119). Partiernes aktiviteter i det danske Folketing argumenteres således for at være et oplagt mål for den politiske dagsorden og benyttes

38 efterfølgende. Af folketingsaktiviteter er særligt to mål hensigtsmæssige at bruge i forhold til måling af den politiske dagsorden: Længden af folketingsdebatter i forbindelse med lovforslag, redegørelser, beslutningsforslag og forespørgsler (målt som antal kolonner i Folketingstidende) Antallet af 20 spørgsmål stillet til ministeren Længden af folketingsdebatter er et validt estimat for den politiske dagsorden, fordi det afspejler, hvor meget opmærksomhed det politiske system retter mod forskellige policyområder. En lang debatlængde vil således indikere, at partisystemet har vist interesse for et område og deltaget i folketingsdebatterne (Green-Pedersen, 2005a:4). En potentiel ulempe ved at bruge debatlængder som mål er dog, at der ikke er så mange debatter om året. Det gør målet mindre robust overfor begivenheder i omverdenen, der mere eller mindre tilfældigt er tidsmæssigt sammenfaldende med debatternes afvikling. Dette vurderes dog ikke at være graverende. Der stilles til gengæld flere tusinde 20 spørgsmål til ministeren hvert år (Green-Pedersen, 2005a). Det kan således argumenteres for at være et mere robust mål. Til gengæld er 20 spørgsmål i høj grad et redskab, som oppositionspartier bruger i forhold til regeringen. Konsekvensen af dette er, at 20 spørgsmål i højere grad er et mål for oppositionens dagsorden end for den samlede politiske dagsorden. På denne baggrund vurderes længden af folketingsdebatter således at være det bedre estimat for den politiske dagsorden. Dog vil 20 spørgsmål efterfølgende bruges til at validere de konklusioner, som drages på baggrund af debatlængder. Hvis udviklingen i opmærksomhed på udlændingeområdet opgjort ved debatlængder er konsistent med udviklingen i opmærksomhed på udlændingeområdet opgjort ved 20, styrker dette troen på, at debatlængder udgør et validt mål. Udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden i perioden 1990-2003 vil blive målt som en andel af den samlede debatlængde. Årsagen hertil er, at kapaciteten af den politiske dagsorden (eller dagsordensrummet ) i Danmark er steget over tid (Green-Pedersen, 2006: 225). Dette kommer konkret til udtryk ved, at den samlede længde af folketingsdebatter stiger over tid. At udregne andelen af debatlængder om udlændingeområdet i forhold til den samlede debatlængde tager således hensyn til denne udvikling. Valgprogrammer Partiernes valgprogrammer benyttes i specialet som en proxy-variabel for den politiske dagsorden fra 2005 til 2007. Dette skyldes, at databasen over ikke lovgivningsmæssige folketingsaktiviteter, kun går frem til oktober 2003. Og i specialet undersøges sammenhængen mellem Socialdemokratiets strategi og den politiske dagsorden frem til 2007. En svaghed ved at bruge valgprogrammer som proxy-variabel er dog, at der er få målinger over tid, da valg afholdes cirka hvert fjerde år. Valgprogrammer giver således kun et meget overordnet billede af udlændingeområdets placering på dagsordenen. Men argumentet er her, at så længe de samme tendenser ses for folketingsaktiviteter og valgprogrammer frem til slutningen af 2003, forventes valgprogrammer at afspejle en retvisende tendens i 2005 og 2007. Valgprogrammerne indgår i "parti manifesto" projekt, hvor valgprogrammer for alle vesteuropæiske lande med mere er kodet tilbage til 1945. Undertegnede har dog opdateret

39 samlingen med valgprogrammerne fra folketingvalget i 2007 for Socialdemokratiet og de borgerlige partier. Ligesom for debatlængder i Folketinget benyttes udregning af andele som mål for den politiske dagsorden, da omfanget af valgprogrammer varierer meget fra år til år. Således udregnes for hvert parti andelen af sætninger i valgprogrammer, der handler om udlændingeområdet. Socialdemokratiet udelades i denne udregning, fordi omfanget af deres opmærksomhed netop skal illustreres i forhold den politiske dagsorden i trin 1. Ved at udelade Socialdemokratiet i denne udregning undgås dermed en tautologisk fejlslutning. Efterfølgende udregnes et gennemsnit af andelene for de forskellige partier, og dette gennemsnitlige andels-mål illustrerer således den politiske dagsorden. Operationaliseringen af udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden i forhold til folketingsaktiviteter og valgprogrammer fremgår af tabel 4.1. nedenfor. Tabel 4.1. Operationalisering af politisk dagsorden Datakilde Udregning af udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden Længden af folketingsdebatter 1990-2003 Valgprogrammer (pånær Socialdemokratiet) 1990-2005/2007 Udregning af andel af debatlængde i Folketinget hvert år, der handler om udlændingeområdet Udregning af andel sætninger i partiernes valgprogrammer i hvert valgår, der handler om udlændingeområdet (gennemsnit for alle partier) Dataindsamling Bearbejdet udtræk fra database Bearbejdet udtræk fra database + egen supplering af data (2007) 4.2. Afhængig variabel: Omfang af Socialdemokratiets opmærksomhed (trin 1) Omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingespørgsmål kan opgøres på forskellige måder. I specialet benyttes tre indikatorer, der supplerer hinanden og tilsammen afdækker tidsperioden 1990-2007: 1. Statsministerens åbnings- og afslutningstaler i perioden 1993-2001, der handler om udlændingeområdet 2. Socialdemokratiets pressemeddelelser i perioden 2004-2007, der handler om udlændingeområdet 3. Socialdemokratiets valgprogrammer i perioden 1990-2007, der handler om udlændingeområdet Den afhængige variabel måles som andel af opmærksomhed, som Socialdemokratiet retter mod udlændingeområdet i forhold til partiets samlede opmærksomhed. Udregning af andele tager højde for en eventuel ændring i Socialdemokratiets samlede opmærksomhed over tid. En sådan ændring kan for eksempel være foranlediget af en effektivisering af deres ressourcekapacitet i forhold kommunikation, eller fordi de har fået ekstra ressourcer tilført.

40 Statsministerens åbnings- og afslutningstaler 1993-2003 Det første mål knytter sig ligesom den politiske dagsorden til databasen over ikkelovgivningsmæssige folketingsaktiviteter: Hvert år i forbindelse med Folketingets åbning (den første tirsdag i oktober), indleder statsministeren arbejdet i Folketinget med at give en mundtlig redegørelse til Folketinget. Ligeledes er der tradition for i forbindelse med afslutning af Folketingssamlingen, at statsministeren redegør for den indenrigs- og udenrigspolitiske situation. Statsministerens udformning af tale argumenteres for at være et estimat for de emner, som statsministeren og herunder partiet ønsker (eller bliver nødt til) at diskutere. Eftersom Socialdemokratiet var regeringsparti fra 1993 til 2001, er det således oplagt at bruge disse aktiviteter som et mål for omfanget af partiet opmærksomhed. Omfanget af opmærksomhed vil blive udregnet som andelen af sætninger i talerne, der handler om udlændingeområdet. Pressemeddelelser 2005-2007 Det andet mål er pressemeddelelser, som Socialdemokratiet har publiceret på deres hjemmeside fra 2005-2007. Her opgøres andelen af pressemeddelelser om udlændingeområdet i forhold det samlede antal pressemeddelelser. Pressemeddelelser er en god indikator at bruge for omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed, eftersom det er partiet alene der prioriterer, hvilke politiske emner de ønsker at forholde sig til. En stigning i andelen af pressemeddelelser over tid vil således indikere, at Socialdemokratiet lægger større fokus på udlændingespørgsmål. Undersøgelsesperioden er 2004 til 2007 på grund af datarestriktioner: Hverken de adspurgte partier eller dagblade har systematisk arkiveret pressemeddelelser over tid. Valgprogrammer 1990-2007 Det tredje mål er Socialdemokratiets valgprogrammer og argumenteres ligeledes for at illustrere partiets prioritering af policyområder, som det ønsker at diskuterer i en valgkamp. I modsætning til de to andre datakilder dækker valgprogrammer hele tidsperioden fra 1990-2007. Valgprogrammer kan derfor udover at tilføre yderligere viden om omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed rettet mod udlændingeområdet bruges til at styrke robustheden af de to andre datakilder: Hvis de samme tendenser ses for valgprogrammer og henholdsvis statsministerens taler samt partiets pressemeddelelser, argumenteres de tre datakilder for tilsammen at illustrere en forholdsvis robust tendens, som er uafhængig af de enkelte datakilders særegne karakteristika. Omfanget af opmærksomhed måles her som andelen af sætninger i Socialdemokratiets valgprogram i de pågældende valgår, der handler om udlændingeområdet. Bemærk her, at denne udregning ikke må forveksles med målingen af den politiske dagsorden ved hjælp af valgprogrammer. I måling af dagsordenen udelades Socialdemokratiets valgprogrammer netop i udregningen for at undgå tautologisk fejlslutning. Operationaliseringen af omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingeområdet fremgår af tabel 4.2. nedenfor.

41 Tabel 4.2. Operationalisering af omfang af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingeområdet Datakilde Udregning af udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden Dataindsamling Statsministerens åbningsog afslutningstaler 1993-2003 Pressemeddelelser 2004-2007 Socialdemokratiets valgprogrammer 1990-2007 Udregning af andel af sætninger i statsministerens taler i Folketinget hvert år, der handler om udlændingeområdet Udregning af andel af pressemeddelelser hvert år, der handler om udlændingeområdet Udregning af andel sætninger i Socialdemokratiets valgprogrammer i hvert valgår, der handler om udlændingeområdet Bearbejdet udtræk fra database Egen supplering af data Bearbejdet udtræk fra database + egen supplering af data (2007) Det er svært at forudsige, hvordan dataresultaterne for de tre datakilder indbyrdes vil hænge sammen, da det afhænger af, hvornår Socialdemokratiet givet udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden vælger at rette en øget opmærksomhed på området. Hvis dette eksempelvis først sker efter 2003, vil partiets øget opmærksomhed ikke komme til udtryk i den socialdemokratiske statsministerens åbnings- og afslutningstaler i Folketinget. 4.3. Afhængig variabel: Socialdemokratiets framing-strategi (trin 2) I den anden analysedel, trin 2, undersøges udviklingen i specialets anden afhængige variabel, Socialdemokratiets framing-strategi på udlændingeområdet. Her inddrages de borgerlige partiers framing sideløbende, da Socialdemokratiets strategi som tidligere nævnt vil være kalkuleret i forhold hertil. Indholdsanalyse benyttes til at afdække udviklingen i Socialdemokratiets framing-strategi. Denne type analyse er en tilgang til tekst- og dokumentanalyse, der søger at kvantificere indholdet ud fra på forhånd definerede kategorier på en systematisk og replicerbar måde. I de to næste afsnit præciseres udvælgelse og indsamling af data, samt metodiske overvejelser i forbindelse med bearbejdning af data. Udvælgelse og indsamling af data Det vigtigste kriterium i udvælgelsen af data er, at partierne selv er afsendere af det materiale, som indholdsanalysen bygges op om. På denne måde opnås en direkte måling af udviklingen i partiernes framing af udlændingeområdet. Tre datakilder er udvalgt og præsenteret nedenfor: 1. Håndbog i dansk politik af Ib Garodkin, i perioden 1990-2003 (undtagen år 1994 og 2000) 2. Pressemeddelelser i perioden 2004-2007 3. Valgprogrammer for årene 1990, 1994, 1998, 2001, 2005, 2007 Håndbog i dansk politik Håndbog i dansk politik af Ib Garodkin er et opslagsværk over dansk politik, der med få undtagelser er udgivet hvert år i perioden 1978 til 2003. For hvert år gengiver bøgerne systematisk Folketingets arbejde frem til fremsættelsen af forslag til finansloven. Kildematerialet

42 er folketingsforhandlinger, lov- og beslutningsforslag, betænkninger, vedtagne love, bekendtgørelser etc. samt den store mængde informationer, som partierne producerer (programmer, medlemsblade, pjecer, pressemeddelelser mv.). På baggrund af denne information beskrives de politiske partiers aktuelle standpunkter til omkring 170 politiske emneområder, deriblandt udlændingeområdet. Partiernes standpunkter bygger først og fremmest på partiets udtalelser i Folketinget, hvilke love partierne har fremsat, stemt for eller imod, hvilke forlig partierne har været med i osv. I anden række er benyttet partiernes programmer, pressemeddelelser mv. samt i mindre grad udsagn fra personlige interviews med partimedlemmerne. Partiernes standpunkter til udlændingeområdet er således eksplicit formuleret af Garodkin, men med baggrund i partiernes egne udtalelser og aktiviteter i Folketinget. Desuden har forfatteren hvert år givet de enkelte partiers folketingsgruppe mulighed for at korrigere eventuelle udtalelser, som de er blevet fejlciteret for i den foregående udgave af Håndbog i dansk politik. På denne baggrund korrigerer Garodkin kildematerialet i den efterfølgende udgave. Forfatteren bemærker dog i brugervejledningen til håndbøgerne, at ikke alle partiernes korrektioner medtages, da mange af dem har til formål at blødgøre tidligere udtalelser ofte som en efterrationalisering, når udviklingen ikke er forløbet, som partiet forventede. Andre korrektioner har til formål at gøre tidligere udsagn intetsigende fx for at tilsløre politiske uoverensstemmelser i partiet, eller fordi partiet markant har ændret eller er ved at ændre politik på et område. Garodkins tilgang til korrektionerne kan derfor argumenteres for at øge validiteten af kildematerialet yderligere, selvom Garodkins vurderinger vil indebære et element af subjektivitet. Pressemeddelelser Pressemeddelelser medtages som datakilde, fordi partierne er direkte afsendere af disse. De kan således tegne et præcist billede af partiernes retorik på udlændingeområdet over tid. Det er imidlertid kun lykkedes at indsamle pressemeddelelser i perioden fra 2004 til 2007 via partiernes hjemmesider og adgang til et enkelt partis arkiv over gamle nyhedsbreve. De fleste partier eller dagblade har ikke systematisk arkiveret pressemeddelelser over tid. Desuden trykkes alle pressemeddelelser sjældent i dagbladene, hvorfor søgning på Infomedia databasen ikke vil bidrage til dataindsamling. Hvor pressemeddelelser således i trin 1 benyttes til at illustrere omfanget af partiers opmærksomhed på udlændingespørgsmål, benyttes pressemeddelelserne i trin 2 til at kortlægge partiernes framing-strategier 7. Valgprogrammer Endelig benyttes partiernes valgprogrammer som datakilde for valgårene fra 1990 til 2007. Valgprogrammer er en tydelig markering fra partierne side af, hvilke emner de ønsker at diskutere, og hvordan de ønsker at diskutere dem. Valgprogrammer benyttes således ligesom pressemeddelelser i både i trin 1 og 2. I tabel 4.3. nedenfor fremgår kombinationen af de tre valgte datakilder i perioden 1990-2007. To huller i data fremgår: For Håndbog i dansk politik gælder, at der mangler data for årene 1994 og 2000. Dog supplerer valgprogrammer år 1994, hvor der blev afholdt folketingsvalg. For det andet 7 Som datakilde benyttes pressemeddelelser både i trin 1 og trin 2, men det skal pointeres, at de samme data ikke bruges to gange. I trin 1 opgøres antallet af pressemeddelelser til brug for beregning af andel, mens detailindholdet af hver pressemeddelelse anvendes i trin 2 i forbindelse med at måle framingen.

43 mangles pressemeddelelser for Konservativ Folkeparti i perioden 2004-2007. Dog opvejer data for både Dansk Folkeparti og Venstre de manglende pressemeddelelser fra Konservativ Folkeparti. Ligeledes supplerer valgmaterialet op i år 2005 og 2007, hvor der ligeledes har været folketingsvalg. Overordnet vurderes de tre datakilder således at udgøre et tilstrækkeligt datagrundlag for at kunne undersøge udviklingen i partiernes framing-strategier i perioden 1990-2007. Efterfølgende præciseres kodning og bearbejdningen af de tre datakilder. Tabel 4.3. Kombination af datakilder for perioden 1990-2007 Håndbog i dansk politik Pressemeddelelser Valgprogrammer SD V KF Z/DF SD V KF DF SD V KF DF 1990 ( ) ( ) 1991 1992 1993 1994 ( ) 1995 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 ( ) 2005 2006 2007 Bemærk i øvrigt, at der er sat parentes enkelte steder i tabel 4.3. Parentes indikerer, at partiet ikke har talt om udlændingeområdet i det pågældende datakildemateriale. Dækningen af Socialdemokratiets og de borgerlige partiers framing af udlændingeområdet forudsætter netop, at de overhovedet drøfter udlændingespørgsmål. Men det gør de jo ikke nødvendigvis, jf. trin 1, hvilket især gør sig gældende for valgprogrammer, hvor Socialdemokratiet eksempelvis først nævner udlændingeområdet i deres valgprogram i 1998. I de efterfølgende tabeller i dette kapitel er undersøgelsesperioden angivet for alle partier sammenlagt for at holde det simpelt og sammenligneligt. Kodning af data: Tone og tema I specialet benyttes som tidligere nævnt to typer af frames som indikatorer for Socialdemokratiets framing-strategi på udlændingeområdet, nemlig tone og tema. Det udvalgte data skal således kodes i forholde til de to typer frames. For tone gælder, at den kan være en positiv, negativ eller neutral tone. Inddelingen er valgt med inspiration fra Baumgartner og Jones (1993). I specialet er der opstillet et klassifikationsskema for kodning af tone på udlændingeområdet, der skal sikre en konsistent kodning. Klassifikationsskemaet fremgår af tabel 4.4.

44 Tabel 4.4. Klassifikationsskema for kodning af tone på udlændingeområdet Positiv tone på udlændingeområdet Negativ tone på udlændingeområdet Indvandringen til Danmark anskues som et bidrag til det danske samfund, både hvad angår kulturel mangfoldighed og øget arbejdsudbud En generel skepsis overfor indvandringen til Danmark. Indvandring medfører kulturelle spændinger og større arbejdsløshed blandt danske statsborgere, fordi udlændinge tager deres jobs Udlændinge skal have de samme rettigheder til offentlige ydelser som danskere Investering i frivillig integration af udlændinge, hvor det er op til udlændinge selv at bestemme, om de vil deltage i integrationsforløb. Særrettigheder for udlændinge, for eksempel udlændinges ret til at bære tørklæde, det offentliges pligt til at tilbyde modersmålsundervisning og støtte kulturelle aktiviteter etc. Imod stramninger af love vedrørende udlændinges adgang til Danmark (asyl, familiesammenføring, arbejdsophold mm.), hjemsendelse samt mulighed for opnåelse af dansk statsborgerskab Udlændinge skal ikke have adgang til de samme sociale ydelser som danskerne og have færre ydelser Investering i obligatorisk integration af udlændinge, der skal blive i Danmark. Kontrol af udlændinge undervejs i forløbet. Udlændinge skal fratages sociale ydelser, hvis de vurderes for uengageret i integrationsprocessen Ikke særrettigheder for udlændinge, hverken i forhold til at få modersmålsundervisning, bære tørklæde eller andet For stramme regler vedrørende indvandring, hjemsendelse samt mulighed for opnåelse af dansk statsborgerskab For tema gælder, at disse knytter sig til de fire issue-ejerskaber, som Socialdemokratiet og de borgerlige partier forventes at gøre brug af på udlændingeområdet, jf. kapitel 3. Disse fire temaer er som tidligere nævnt beskæftigelse, integration, kriminalitet og indvandring. Her er der tidligere argumenteret for, at Socialdemokratiet har ejerskab over de to førstnævnte områder, mens de borgerlige partier har ejerskab over de sidstnævnte områder. Det forventes imidlertid ikke, at Socialdemokratiet og de borgerlige partier kun taler om disse temaer. Derfor er der også for denne indikator lavet en kategori til temaer, der ikke kan indplaceres under de fire udvalgte. Klassifikationsskemaet fremgår af tabel 4.5.

45 Tabel 4.5. Klassifikationsskema for tema (ikke udtømmende) Tema Uddybning Beskæftigelse Udvikling i beskæftigelse blandt udlændinge; arbejdstilladelser; særrettigheder for udlændinge på arbejdsmarkedet; aktiveringstilbud for arbejdsløse udlændinge... Integration Balance mellem skat og social tryghed; uddannelse af udlændinge; udlændinges rettigheder til velfærd og omfanget heraf; sprogundervisning Kriminalitet Politiets beføjelser overfor kriminelle udlændinge; spørgsmål om straffeloven og domsafgørelser (fx straflængde); betydning af immigration for kriminalitetsraten; menneskesmugling; terrorisme; indvandrerbander... Indvandring Indvandringens omfang (tilstrømning af asylansøgere/flygtninge); politik vedr. indvandring og udvandring (asyl- og flygtningepolitik, familiesammenføring, hjemsendelse); indvandringens pres på dansk økonomi Andet/ved ikke Kritik af andre partier uden tilknytning til et specifikt tema; overordnede statements uden politisk indhold; generelle moralske spørgsmål om spændingsfeltet mellem multikulturalisme versus kommunitarisme (med mindre det knytter sig til integrationsindsatser) En række metodiske overvejelser knytter sig til kodningen af tone og tema med udgangspunkt i de tre udvalgte datakilder. Disse overvejelser knytter sig både til kvaliteten af data, det vil sige om data egnet sig til at blive kodet i forhold til tone og tema; valg af kodningsenhed og til selve kodningsprocessen. Disse overvejelser beskrives efterfølgende. Kvalitet af data En metodisk overvejelse knytter sig til kvaliteten af datakilderne i forhold til at måle de to typer frames. Her har det i kodningsprocessen vist sig, at ikke alt data er egnet til at illustrere disse: Håndbog i dansk politik viser sig nemlig kun egnet til at måle tema. Disse begrænsninger ved data får også konsekvenser for undersøgelsesperioden for de respektive typer af frames. Håndbog i dansk politik egner sig ikke til at illustrere partiernes valg af tema, fordi temaerne er fastsat af forfatteren selv, Ib Garodkin. Han har en fast skabelon, som partierne beskrives ud fra hvert år. Denne skabelon knytter sig i overvejende grad til partiernes holdninger til forskellige forslag og lovgivningsmæssige tiltag på udlændingeområdet. For eksempel beskrives fra 1999 og fremefter alle partiers holdninger til integrationsloven i den første udlændingepakke. Imidlertid er det ikke sikkert, at partierne selv ville lægge vægt på denne lov, hvis de skulle beskrive deres holdninger på området. Dog kan partiernes tone på udlændingeområdet spores indirekte gennem deres holdning til de lovgivningsmæssige tiltag og forslag på området: Partierne argumenteres for at benytte en negativ tone på udlændingeområdet, hvis de er for stramninger af diverse udlændingeregler, der enten forringer udlændinges mulighed for at komme til Danmark, eller deres handlemuligheder og (sær)rettigheder i forbindelse med ophold i Danmark. Modsat vil partierne benytte en positiv tone på området, hvis de er imod disse stramninger på udlændingeområdet. Begrænsningerne ved Håndbog i dansk politik betyder, at kun tone måles i alle årene fra 1990-2007 (på nær 2000). Tema måles derimod i de år fra 1990-2007, hvor der har været valg samt kontinuerligt i pressemeddelelserne fra 2004-2007. Dette vurderes imidlertid ikke at være et problem, da valgprogrammernes datering tilbage til 1990 stadig gør det muligt at spore en udvikling over tid.

46 Valg af kodningsenhed En anden metodisk overvejelse knytter sig til valg af kodningsenhed for de to typer frames. For valgprogrammer og Håndbog i dansk politik er kodningsenheden sætninger. Det skyldes en forventning om, at partierne nøje har overvejet og formuleret hver sætning. Valgprogrammer kan forventes at have stor bevågenhed, da de netop er aktuelle i forbindelse med valg. Håndbog i dansk politik kan opfattes som udtryk for en uafhængig og uvildig eksperts vurderinger, og af denne grund kan man forvente, at partierne gør sig umage med at komme med nøje overvejede indvendinger 8. Det giver derfor også mening at gå til dette materiale på samme måde i kodningen og den videre databearbejdning. En svaghed ved at benytte sætninger som udregningsenhed er imidlertid, at deres længde kan variere. Med lange sætninger er der risiko for en underestimering af andelen af opmærksomhed rettet mod udlændingeområdet, mens korte sætninger modsat kan medføre en overestimering. Dog er data så omfattende, at dette i grove træk forventes, at eventuel over- og underestimering vil udligne hinanden. Egenskaben ved pressemeddelelser er modsat, at partierne producerer mange af dem, at de er korte, og at de har til hensigt på meget kort sigt at markere synspunkter relateret til aktuelle sager. I pressemeddelelserne tages der således oftest fat på én aktuel sag, hvor partierne præsenterer deres holdninger. Denne enkelte opsætning gør, at det vurderes mere optimalt at benytte antallet af pressemeddelelser som udregningsenhed frem for sætninger. På baggrund af de ovennævnte metodiske overvejelser, vil partiernes framing-strategi blive undersøgt på baggrund af følgende kodning: kodning af alle sætninger om udlændingeområdet i Håndbog i dansk politik i forhold til tone. kodning af alle sætninger om udlændingeområdet i valgprogrammer i forhold til tone og tema kodning af alle pressemeddelelser om udlændingeområdet i forhold til tone og tema Konklusionen på disse overvejelser er angivet i tabel 4.6., der afspejler de data, som den empiriske analyse baseres på. 8 Håndbog i dansk politik udkommer én gang om året, mens valgprogrammerne offentliggøres til valg cirka hvert 3.-4. år.

Tabel 4.6. Typer frames, datakilder og kodningsenheder Datakilder Håndbog i dansk politik Pressemeddelelser Valgprogrammer Tone 1990-2007 Tema 1990-2007 Dataindsamling Kodning af alle sætninger i 1990-1993, 1995-1999 og 2001-2003 Egen dataindsamling på baggrund af håndbøgerne 47 Kodning af den enkelte pressemeddelelse i 2005-2007 Kodning af den enkelte pressemeddelelse i 2005-2007 Egen dataindsamling gennem hjemmeside, arkivmateriale fra partiorganisationer og direkte kontakt til partierne Kodning af alle sætninger i 1990, 1994, 1998, 2001, 2005, 2007. Kodning af alle sætninger i 1990, 1994, 1998, 2001, 2005, 2007. Udtræk af data fra projektet Parti Manifesto + egen dataindsamling for 2007 Nedenfor fremgår det endelige resultat af kodningen fremgår af tabel 4.7. Her er observationerne fordelt ud mellem partierne for de tre datakilder. Her ses, at det samlede datasæt omfatter i alt 2312 observationer. Fordelt ud på partier viser det sig, at antallet af observationer ikke er højt for Socialdemokratiets pressemeddelelser og antallet af sætninger i Dansk Folkepartis valgprogrammer. For Socialdemokratiet vurderes det ikke at være invaliderende, da observationerne falder indenfor en kort periode, nemlig 2004-2007. For Dansk Folkeparti vurderes det ikke at være invaliderende, da Dansk Folkeparti kun udgør en tredjedel af de borgerlige aktiviteter. At antallet af observationer ikke er så høje i disse to tilfælde betyder, at resultaterne bliver mindre præcise. For Socialdemokratiet er det også en pointe i sig selv i forhold til den videre analyse i trin 1, at omfanget af opmærksomhed rettet mod udlændingeområde har været så begrænset i forhold til de borgerlige partier (trin 1). I appendiks 3 fremgår en mere detaljeret oversigtstabel for de tre datakilder. Tabel 4.7. Observationer fordelt ud på datakilder og kodningsenheder fordelt ud på partier SD KF V DF/FrP I alt Håndbog i dansk politik 1990-2007 230 478 373 476 1557 Kodningsenhed: sætninger Pressemeddelelser 2004-2007 30-108 131 269 Kodningsenhed: Artikler Valgprogrammer 1990-2007 225 81 158 22 486 Kodningsenhed: Sætninger Sammenlagt, alle datakilder 485 559 629 639 2312 Kodning Det kan ikke undgås, at der i løbet af kodningsprocessen opstår usikkerhed om, hvordan en bestemt sætning eller pressemeddelelse skal kodes. Dette har især gjort sig gældende for tone, som er den indikator, hvor kodningen risikerer at blive påvirket mest af subjektive vurderinger på trods af klassifikationsskema og opstilling af kriterier for kodning. Af samme grund er kodningen af data gentaget flere gange for at sikre en mere valid og konsistent kodning 9. I forhold til tone har en udfordring især knyttet sig til kodning af sætninger. Det skyldes, at 9 Det skal allerede nu pointeres, at robustheden af analysens resultat efterfølgende bør testes ved, at andre forskningspersoner replicerer kodningen og dermed afprøver analysens grad af intersubjektivitet.

48 sætninger kodes enkeltvis, men kan eller skal kun sjældent forstås isoleret fra konteksten. Udfordringen har derfor været at foretage en kodning, der tager udgangspunkt i den enkelte sætning, men under hensyntagen til konteksten. Et eksempel på dette fremgår i nedenstående to sætninger: Og vi vil ikke have, at fundamentalistiske, antivestlige, kvindeundertrykkende holdninger breder sig i det danske samfund. Socialdemokratiet arbejder aktivt herfor (Socialdemokratiet, valgprogram, 2001) Her er begge sætninger kodet som at have en negativ tone. Den negative tone fremgår klart i den første sætning, fordi at Socialdemokratiet knytter udlændingespørgsmål til problemstillinger som fundamentalisme og kvindeundertrykkelse. Den anden sætning har isoleret set en neutral tone, men netop fordi den knytter sig til den foregående sætning, bliver den også kodet som at have en negativ tone. En anden problemstilling er, hvis en sætning kan argumenteres for både at have en positiv og negativ tone. I disse tilfælde er sætningen kodet som neutral for at undgå tilfældigheder og sikre en stringent kodning. Et eksempel på en sætning med både en positiv og negativ tone er fra Socialdemokratiets valgprogram i 1998: En udlændingelovgivning med konsekvens og klare rettigheder og pligter (Socialdemokratiet, valgprogram 1998) Sætningen kunne argumenteres for at have en negativ tone, fordi Socialdemokratiet nævner konsekvens, men den kan også argumenteres for at have en positiv tone, fordi rettigheder nævnes. Sætninger med sådanne problemstillinger kodes således som at have en neutral tone. For tema gælder, at sætninger eller pressemeddelelser skal kodes ud fra, om de handler om integration, beskæftigelse, kriminalitet og indvandring. Hvis en sætning eller pressemeddelelser ikke handler om nogen af de nævnte temaer, bliver den kategoriseres som andet. Temaerne integration og beskæftigelse er tæt forbundet, da integration og aktiv deltagelse i samfundet er forbundet med at arbejde og bidrage til velfærden. I kodningsprocessen har det også vist sig, at beskæftigelse som regel nævnes i forbindelse med integrationsindsatser. Et eksempel herpå er: Indenfor den treårige integrationsperiode får udlændinge så gode danskkundskaber, at de kan fungere på arbejdsmarkedet og i samfundslivet (Socialdemokratiet, valgprogram 2001) I sætningen beskrives beskæftigelse af udlændinge som værende målet med integrationsindsatsen. Hvis sætninger nævner beskæftigelse, men er knyttet til en konkret integrationsindsats, kodes sætningen under temaet integration. Dette gælder også for den ovennævnte sætning. For at illustrere forskellen fremgår nedenfor et eksempel på en sætning, der handler om beskæftigelse, men ikke knytter sig til en konkret integrationsindsats. Denne er kodet under temaet beskæftigelse : Vi skal sikre reelle beskæftigelsesmuligheder for de nye danskere (Socialdemokratiet, valgprogram 2005)

49 Bearbejdning af kodet data Efter kodning af data følger bearbejdningen af de 2312 observationer. Analysen af partiernes brug af de tre typer frames tager her udgangspunkt i en udregning i andele af partiernes brug af de forskellige kategorier indenfor framing typerne. Et eksempel er således at udregne, hvor stor en andel af afsnittet i Socialdemokratiets valgprogram fra 2001, der handler om integration. En samlet optegnelse over andele fremgår af tabel 4.8. Tabel 4.8. Oversigt over udregning af andele Typer af frames Tone 1990-2007 Udregning af andele 1. Andel af sætninger i Håndbog i dansk politik med positiv, negativ og neutral tone 2. Andel af sætninger i valgprogrammer med positiv, negativ og neutral tone 3. Andel af pressemeddelelser med positiv, negativ og neutral tone N 2312 Tema 1990-2007 1. Andel af sætninger i valgprogrammer, der handler om beskæftigelse, integration, kriminalitet og indvandring 2. Andel af pressemeddelelser, der handler om beskæftigelse, integration, kriminalitet og indvandring 755 4.4. Operationalisering af teoretiske hypoteser På baggrund af operationaliseringen af variable, udvælgelse af data og metodiske overvejelser i forbindelse med kodning af data, kan de tre hypoteser efterfølgende præciseres. Hypotese 1 Den teoretiske forventning i hypotese 1 er, at Socialdemokratiet først retter opmærksomheden mod udlændingeområdet, når området er placeret højt på den politiske dagsorden. Med udgangspunkt i ovenstående operationalisering af den politiske dagsorden samt målene for Socialdemokratiets opmærksomhed kan følgende empiriske forventninger opstilles: Hvis andelen af folketingsdebatter og andelen af sætninger i partisystemets valgprogrammer om udlændingeområdet generelt stiger over tid, vil der efterfølgende ske en stigning i Socialdemokratiets opmærksomhed rettet mod området ved: en stigning i andelen af sætninger om udlændingeområdet i den socialdemokratiske statsministers folketingstaler en stigning i andelen af socialdemokratiske pressemeddelelser om udlændingeområdet en stigning i andelen af sætninger om udlændingeområdet i Socialdemokratiets valgprogrammer Hypotese 2 Socialdemokratiets og de borgerlige partiers framing-strategier på udlændingeområdet er påvirket af deres issue-ejerskab. Den teoretiske forventning i hypotese 2 er, at Socialdemokratiets første taktik omfatter, at partiet i højere grad dels bruger en mere positiv tone end de borgerlige partier

50 og dels fokuserer på temaer om integration og beskæftigelse af udlændinge. Heroverfor er antagelsen, at de borgerlige partier først og fremmest vil benytte en negativ tone og lægge vægt på temaer om kriminalitet og indvandring. Dette vil eksplicit komme til udtryk ved, at: andelen af sætninger i valgprogrammer og Håndbog i dansk politik samt antallet af pressemeddelelser med en positiv tone er større for Socialdemokratiet end for de borgerlige partier. andelen af sætninger i valgprogrammer og antallet af pressemeddelelser om integration og beskæftigelse er større for Socialdemokratiet end for de borgerlige partier, mens det modsatte gør sig gældende i forhold til kriminalitet og indvandring Hypotese 2 argumenteres i specialet for at finde empirisk støtte, hvis: 1. Socialdemokratiets brug af positiv tone har et systematisk højere niveau end dets brug af negativ tone. 2. Socialdemokratiets brug af positiv tone har et højere niveau end de borgerlige partiers brug af positiv tone. Og de borgerlige partier bruger hovedsageligt en negativ tone. 3. Socialdemokratiet knytter i højere grad problemstillinger på udlændingeområdet til temaerne integration og beskæftigelse end til kriminalitet og indvandring. 4. Socialdemokratiet knytter i højere grad problemstillinger på udlændingeområdet til temaerne integration og beskæftigelse end de borgerlige partier. Og de borgerlige partier knytter modsat i højere grad problemstillingerne til kriminalitet og indvandring. For tone gælder, at hvis kriterium 1 og 2 er opfyldt, argumenteres der i specialet for, at der er fundet stærk empirisk støtte for hypotesen. Hvis kun et af kriterierne er opfyldt, siges der at være fundet delvis empirisk støtte. Tilsvarende ræsonnement gør sig gældende for tema og kriterium 3 og 4. Hypotese 3 Med tiden forventes Socialdemokratiet at benytte sig af en anden taktik, hvor de tilnærmer sig de borgerliges position for at mindske partikonflikten på området. I hele perioden forventes de borgerlige partier at benytte den samme tone på udlændingeområdet og diskutere de samme temaer. Dette vil på baggrund af operationaliseringen komme til udtryk ved: en stigning i andel af sætninger i socialdemokratiske valgprogrammer og Håndbog i dansk politik samt antallet af pressemeddelelser med en negativ tone en stigning i andel af sætninger i valgprogrammer og antallet af pressemeddelelser fra Socialdemokratiet, der handler om kriminalitet og indvandring (antallet af udlændinge i Danmark) Hypotese 3 argumenteres i specialet for at finde empirisk støtte, hvis: 1. der er en systematisk stigning i Socialdemokratiets brug af negativ tone samt fokus på kriminalitet og indvandring over tid

51 2. den samlede negative andel og fokus på kriminalitet og indvandring over tid bliver større end den samlede positive andel samt fokus på beskæftigelse og integration Hvis både det første og andet kriterium er opfyldt, argumenteres i specialet for, at der er fundet stærk empirisk støtte for hypotesen. Hvis kun et af kriterierne er opfyldt, siges der at være fundet delvis empirisk støtte.

52 5. Analyse I dette kapitel testes udledningen af de tre operationaliserede hypoteser på baggrund af den opstillede fasemodel i specialet. Hvis der således findes empirisk støtte for de tre opstillede hypoteser, må fasemodellen vurderes at bidrage til en forklaring på, hvilke strategier Socialdemokratiet kan forventes at benytte på udlændingeområdet. Det bør for en god ordens skyld bemærkes, at de tre hypoteser opstiller forventninger til et partis strategier på et område, som det ikke ejer. Logikken til grund for hypoteserne bygger her som tidligere nævnt på en antagelse om modstanderpartiernes strategier. Derfor testes de borgerlige partiers strategiske adfærd også i analysen. Men hvor undersøgelsen af Socialdemokratiets adfærd er en hypotesetest, vil den empiriske undersøgelse af de borgerlige partiers adfærd have karakter af en test af forudsætninger. I afsnit 5.1. undersøges det første trin i besvarelsen af problemformuleringen, nemlig sammenhængen mellem den politiske dagsorden og omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingeområdet. Efterfølgende undersøges i afsnit 5.2. det andet trin, nemlig hvilken framing-strategi Socialdemokratiet har brugt på området. Diskussioner af de empiriske resultater vil foretages løbende gennem analysen. 5.1. Trin 1: Omfang af Socialdemokratiets opmærksomhed I forlængelse af hypotese 1 er er den teoretiske forventning er, at Socialdemokratiet i udgangspunktet vil ignorere spørgsmål relateret til udlændingeområdet, fordi partiet ikke har issue-ejerskab over området. Men jo højere placeret området er på den politiske dagsorden, jo mere opmærksomhed vil partiet være nødsaget til at rette mod området. Den afhængige variabel er således omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed rettet mod udlændingeområdet, mens den interagerende variabel er områdets placering på den makropolitiske dagsorden. Den uafhængige variabel, Socialdemokratiets manglende issue-ejerskab over området, er beskrevet i kapitel 3 og er eksogent givet i forhold til specialet. Første skridt er at afdække udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden, hvilket foretages i næste afsnit. Derefter sammenstilles den politiske dagsorden med omfanget af opmærksomhed, som Socialdemokratiet har rettet mod udlændingeområdet. Interagerende variabel: Den makropolitiske dagsorden I specialet benyttes to mål til at illustrere udlændingeområdets placering på den makropolitiske dagsorden, nemlig andelen af den samlede debatlængde i Folketinget om udlændingeområdet, samt den gennemsnitlige andel af alle partiers valgprogrammer (med undtagelse af Socialdemokratiet), der handler om udlændingeområdet. De to mål gennemgås efterfølgende. Debatlængde i Folketinget om udlændingeområdet Den samlede debatlængde er en sum af partiernes diskussion af lov- og beslutningsforslag, redegørelser samt forespørgsler i Folketinget. Et policy-områdes placering på den politiske dagsorden fastsættes således ud fra, hvor meget tid partierne har brugt på at diskutere området i et Folketingsår, hvor tid er opgjort som antal spalter i Folketingstidende. Udlændingeområdets

53 placering på dagsordenen måles dermed som andelen af den samlede årlige debatlængde, der handler om området. Resultat for områdets placering fremgår af figur 5.1. Udlændingeområdets placering er her målt fra 1974 til 2003, selv om specialets undersøgelsesperiode er fra 1990 til 2007. De øvrige år medtages imidlertid for at illustrere, at udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden stiger markant allerede i starten af 1990 erne. Figur 5.1. Politisk dagsorden: Andel af debatlængde i Folketinget om udlændingeområdet (1974-2003) Kilde: Database over ikke-lovgivningsmæssige folketingsaktiviteter Der er en generel tendens til, at udlændingeområdets placering på den makropolitiske dagsorden stiger over tid. Frem til 1990 har under 3 pct. af den samlede debatlængde i Folketinget handlet om udlændingeområdet. Efter 1990 stiger debatlængden markant: I 1992 og 1994 udgør den over 7 pct. af den samlede debatlængde og når i 2000 et maksimum, hvor den udgør 9 pct. af den samlede debatlængde. Samtidig med den overordnede tendens til stigning i udlændingeområdets placering på den makropolitiske dagsorden, bliver udsvingene i debatlængde om området mere markante: Fra 1994 til 1997 falder andelen af debatlængden fra over 7 pct. til under 4 pct., hvorefter den stiger til over 8 pct. i 1998, falder til 4 pct. i 1999 og igen stiger til 9 pct. i 2000. Dog går andelen af debatlængde ikke på noget tidspunkt under 3 pct. som i 1980'erne. De markante skift i politisk opmærksomhed er imidlertid ikke unik for udlændingeområdet, men derimod en tendens, der ses på de fleste policyområder over tid (Green-Pedersen, 2006:225). De større opmærksomhedsskift på policyområderne, herunder udlændingeområdet, argumenteres ifølge Green-Pedersen for at illustrere en øget tendens til issue-competition, hvor partier i højere grad kæmper om at fastsætte dagsordenen med forskellige issues frem for at indtage forskellige positioner på samme issues (Green-Pedersen, 2006:221). Partisystemet har således i løbet af 1990'erne rettet et stadig større fokus mod udlændingeområdet, selv om der ind imellem er udsving i omfanget af den politiske opmærksomhed. 20 spørgsmål stillet til ministeren om udlændingeområdet I afsnit 4 argumenteres for, at det primære mål for den politiske dagsorden er længden af debatter i Folketinget, men at den politiske dagsorden muligvis også kan illustreres ved andelen af 20 spørgsmål stillet til ministeren om udlændingeområdet. Hvis dette er tilfældet, forventes

54 udviklingen i andelen af 20 spørgsmål og længden af debatter om udlændingeområdet at følges nogenlunde ad over tid. Dette synes også at være tilfældet, hvilket er illustreret i figur 5.2 nedenfor. Her ses en generel stigning i andelen af 20 spørgsmål i løbet af 1990 erne, og at toppunkterne for politisk opmærksomhed er næsten de samme for 20 spørgsmål som for længden af debatter. Endvidere følger volatiliteten i andelen af 20 spørgsmål stort set den politiske opmærksomhed over tid. Sammenstillingen af 20 spørgsmål med debatlængde synes således at validere de tidligere konklusioner om, at placeringen af udlændingeområdet på den politiske dagsorden stiger i løbet af 1990 erne. Figur 5.2. Udvikling i andel af debatlængde samt 20 spørgsmål stillet til ministeren om udlændingeområdet Kilde: Database over ikke-lovgivningsmæssige folketingsaktiviteter I afsnit 4 blev det også diskuteret, om andelen af 20 spørgsmål til ministeren om udlændingeområdet i højere grad er et udtryk for oppositionens dagsorden end for partisystemet. Det er interessant at få uddybet, da det også kan illustrere effekten af oppositionens pres på regeringen i forhold til fastsættelsen af den politiske dagsorden. Hvis andelen af 20 spørgsmål primært benyttes af oppositionen, kan det forventes, at størstedelen af spørgsmålene i perioden 1993 til 2001 er stillet af de borgerlige partier, da de i denne periode sidder i oppositionen. Dette fremgår af tabel 5.1, hvor antallet af 20 spørgsmål stillet i perioden 1991-2003 er fordelt mellem partierne.

55 Tabel 5.1. Fordeling af antal 20 spørgsmål om udlændingeområdet mellem partier i Folketinget (spørgsmålsstiller). SD V KF DF/FrP Enh. SF RV CD KrF Andet I alt 1990 9-2 39-4 - 1 3-58 1991 12 - - 67-7 4 - - - 90 1992 3-2 79-15 7 4 - - 110 1993 2 13 60 86-5 1 - - - 167 1994-29 6 65-8 - - 3-111 1995-39 6 36 46 3 - - - - 130 1996-71 10 146 23 5 - - - - 255 1997 1 97 10 167 46 8 - - - - 329 1998-55 4 147 63 5-3 1-278 1999 3 26 4 119 30 28-10 8-228 2000 1 61 11 87 25 9-6 4 2 206 2001 2 142 8 89 17 28-9 3 30 328 2002 48 23 14 84 43 25 11-10 - 258 2003 40 - - 68 49 10 26-8 - 201 I alt 121 556 137 1279 342 160 49 33 40 32 2749 Kilde: Database over ikke-lovgivningsmæssige folketingsaktiviteter N= 2691 Forventningen synes at finde empirisk støtte: Der ses en markant tendens til, at især Venstre og Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti har stillet mange spørgsmål til den socialdemokratiske regering. De yderste venstrefløjspartier har også stillet spørgsmål, men ikke i samme omfang som de borgerlige partier. Samtidig har Socialdemokratiet og midterpartierne næsten ikke stillet spørgsmål i samme periode, hvilket synes at styrke argumentet om, at 20 spørgsmål er et oppositionsredskab. Denne tendens illustrerer også en senere pointe om, at det i overensstemmelse med de teoretiske forventninger ikke er Socialdemokratiet, der har presset på for at politisere udlændingeområdet i 1990 erne. Det er imidlertid også interessant, at Socialdemokratiet som oppositionsparti i 2002 og 2003 stiller markant flere spørgsmål end tidligere. Dette styrker argumentet om, at 20 spørgsmål er et oppositionsredskab, men også at Socialdemokratiet er begyndt at forholde sig til området på grund af områdets fortsatte placering på den politiske dagsorden. Som tidligere nævnt er udviklingen for 20 spørgsmål og længden af debatter om udlændingespørgsmål stort set den samme. På denne baggrund kan de borgerlige partier i høj grad argumenteres for at være nøgleaktører i forhold til at politisere området i 1990 erne. Dette er også i overensstemmelse med en dansk undersøgelse, der med udgangspunkt i samme database argumenterer for, at oppositionen i højere grad end regeringen kan påvirke fastsættelsen af den politiske dagsorden (Green-Pedersen & Mortensen, 2007). For en god ordens skyld noteres, at der er en variation i omfanget af de borgerlige partier brug af 20 spørgsmål: Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti har for hele perioden stillet næsten dobbelt så mange 20 spørgsmål end Venstre og Konservativ Folkeparti tilsammen. Senere i analysen samles og beskrives disse partier under et, vel vidende, at deres strategiske adfærd på udlændingeområdet også på nogle punkter kan tænkes at være forskellige. Dog er fokus i dette speciale at forklare Socialdemokratiets strategiske adfærd på udlændingeområdet, hvorfor den

56 interne variation i de borgerlige partiers strategier er mindre interessant at medtage i analysen. Desuden er det fælles for alle borgerlige partier, at de har haft det samme fokus, nemlig at presse på for at politisere området, hvilket også kan forsvare beskrivelsen af partierne under et. Efterfølgende undersøges den politiske dagsorden med udgangspunkt i valgprogrammer. Valgprogrammer Som nævnt i afsnit 4 benyttes andelen af partiernes valgprogrammer om udlændingeområdet som en proxy-variabel for den politiske dagsorden fra 2004 til 2007. Det skyldes, at debatlængder og 20 spørgsmål i Folketinget kun går til og med oktober 2003, men undersøgelsesperioden for Socialdemokratiets strategier er 1990-2007. En svaghed ved at bruge valgprogrammer som proxyvariabel er dog, at der er få målinger over tid, da valg gennemsnitligt afholdes hvert fjerde år. Valgprogrammer giver således kun et meget overordnet billede af udlændingeområdets placering på dagsordenen. Men argumentet er her, at så længe de samme tendenser ses for folketingsaktiviteter og valgprogrammer frem til slutningen af 2003, forventes valgprogrammer at afspejle en retvisende tendens i 2005 og 2007. Resultatet fremgår i figur 5.3. Figur 5.3. Politisk dagsorden: Andel af valgprogrammer, der omhandler udlændingeområdet. Kilde: Valgprogram manifesto I figuren er andelen af valgprogrammer, der handler om udlændingeområdet, både udregnet for de borgerlige partier og for alle partier (undtagen Socialdemokratiet). Det skyldes, at der kun findes data for alle partier til og med 2005-valget, hvor undertegnede har opdateret valgprogrammer frem til 2007 for de borgerlige partier og Socialdemokratiet. I forhold til at måle politisk dagsorden er det mest optimalt at benytte et gennemsnit af alle partiers andel af valgprogrammer, der handler om udlændingeområdet. Dette skyldes, at den politiske dagsorden netop er kendetegnet ved en rangordning af issues, som partisystemet retter opmærksomhed mod. Men da denne andel kun er udregnet til og med 2005, benyttes de borgerlige partiers andel som alternativ. Ud fra resultaterne er dette heller ikke problematisk, da samme tendenser ses for de to kurver, nemlig en stigning over tid i andelen af partiernes valgprogrammer, der handler om udlændingeområdet. Desuden er udviklingen frem til og med 2003 i overensstemmelse med de

57 tendenser, der ses for debatlængder og 20 spørgsmål i Folketinget. Konklusionen er, at udlændingeområdet fra 2004 til 2007 fortsat er placeret højt på den politiske dagsorden. Opsamling og diskussion Der har sammenlagt været en stigning i udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden fra 1990 til 2007: Området stiger markant i starten af 1990 erne, hvorefter det ligger højt placeret resten af perioden. Her synes de borgerlige partier at have haft en særlig dagsordensfastsættende magt, mens Socialdemokratiet modsat ikke aktivt har medvirket til at få området på dagsordenen. Dette er også i overensstemmelse med argumentet om, at partier ønsker at få policyområder på dagsordenen, som de har issue-ejerskab over og ignorere områder, som de ikke har ejerskab over. Som allerede præciseret i teorien kan udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden være påvirket af mange andre forhold end partiernes strategier. Derfor giver det heller ikke mening at tale om point-prediction i forhold til fastsættelsen af den politiske dagsorden. Objektive forhold i omgivelserne spiller eksempelvis også ind, såsom tamilsagen i starten af 1990'erne, ændringer af udlændingeloven både i 1992 og 1998, vedtagelse af udlændingepakken II i 2002 samt ændringer i antallet af asylsøgere i Danmark. I specialet argumenteres de borgerlige partiers strategiske adfærd imidlertid for at være af større betydning end de objektive forhold. Objektive forhold er ganske vist en præmis for partiernes adfærd, da partierne altid er nødt til at knytte deres politik til reelle problemstillinger. Der er imidlertid mange objektive forhold, og partierne vælger her specifikt at fokusere på de forhold, som er særligt fordelagtige for dem. Den selektive vægtning fører således tilbage til betydningen af partiernes adfærd. I forhold til data synes de borgerlige partier også at have en systematisk og kontinuerligt dagsordenfastsættende effekt over tid, der er til stede både med og uden de nævnte objektive forhold i omgivelserne. I det efterfølgende undersøges betydningen af udlændingeområdets placering på den makropolitiske dagsorden for omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed rettet mod udlændingespørgsmål. Næste afsnit besvarer således første trin i besvarelsen af problemformuleringen, specificeret i hypotese 1. Afhængige variabel: Omfang af Socialdemokratiets opmærksomhed På baggrund af den første hypotese forventes, at omfanget af opmærksomhed Socialdemokratiet retter mod udlændingeområdet bliver større, jo højere placeret området er på den politiske dagsorden. Indtil da vil Socialdemokratiet begrænse omfanget af opmærksomhed på grund af dets manglende ejerskab over området. Som det fremgår af det tidligere afsnit, er udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden steget til et højt niveau i løbet 1990 erne. Derfor forventes Socialdemokratiet også i løbet af denne periode at rette en større andel af deres opmærksomhed mod området. Dog giver det ligesom for den politiske dagsorden ikke mening at bruge point-prediction til at forudsige det eksakte omfang af Socialdemokratiets opmærksomhed rettet mod udlændingeområdet på et givent tidspunkt. Dette er en dynamisk proces, der afhænger af samspillet mellem forskellige faktorer. Dog er udgangspunktet som tidligere nævnt, at Socialdemokratiet først kan forventes at

58 rette opmærksomhed mod udlændingeområdet, når området fortsat placeres højere på den politiske dagsorden. Som allerede beskrevet i afsnit 4, vil omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed rettet mod udlændingeområdet måles på tre måder: 1. andel sætninger i statsministerens åbnings- og afslutningstaler i perioden 1993-2001, der handler om udlændingeområdet 2. andel af Socialdemokratiets pressemeddelelser i perioden 2004-2007, der handler om udlændingeområdet 3. andel sætninger i Socialdemokratiets valgprogrammer i perioden 1990-2007, der handler om udlændingeområdet Ved at kombinere de tre mål er det muligt at måle udviklingen i omfanget af opmærksomhed, Socialdemokratiet retter mod området i perioden fra 1990-2007. Statsministerens åbnings- og afslutningstaler I figur 5.4. er udviklingen i andelen af sætninger i statsministerens åbnings- og afslutningstaler om udlændingeområdet angivet. Ligeledes er den politiske dagsorden i form af længden af debatter om udlændingeområdet og 20 spørgsmål om udlændingeområdet indsat. Figur 5.4. Omfang af Socialdemokratiets opmærksomhed: Andel sætninger i statsministerens åbnings- og afslutningstaler om udlændingeområdet (1990-2002) Kilde: Database over ikke-lovgivningsmæssige folketingsaktiviteter Den socialdemokratiske statsminister begynder at fokusere på udlændingeområdet i sine taler fra 1994 og frem. Især fra 2000 og frem stiger omfanget af opmærksomhed på udlændingespørgsmål i talerne. Omfanget af politisk opmærksomhed i talerne er også præget af en høj volatilitet. Dette ændrer dog ikke ved det faktum, at fra at udlændingeområdet udgør en fast bestanddel af åbnings- og afslutningstalerne i Folketinget fra 1994 og frem. I forhold til den politiske dagsorden

59 illustrerer figur 5.4., at Socialdemokratiet først har rettet opmærksomhed mod udlændingeområdet, efter dets placering på dagsordenen er steget: Allerede i starten af 1990 erne stiger områdets placering på den politiske dagsorden, jf. også figur 5.3., men statsministeren begynder først at inddrage området i talerne fra 1994 og først i et større omfang fra år 2000. Hypotese 1 synes finder således empirisk støtte, når omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed måles ved andelen af sætninger i den socialdemokratiske statsministerens åbnings- og afslutningstaler fra 1994 til 2001, der handler om udlændingeområdet: Socialdemokratiet har rettet et større fokus mod udlændingeområdet og dette er sket, efter at områdets placering på den politiske dagsorden er steget. Efterfølgende undersøges omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed rettet mod udlændingespørgsmål med baggrund i pressemeddelelser. Pressemeddelelser I tabel 5.2 fremgår det samlede antal pressemeddelelser, som Socialdemokratiet og de andre partier har publiceret på deres hjemmesider fra 2004-2007. For en god ordens skyld bemærkes igen, at specialets fokus er at forklare Socialdemokratiets strategier. I denne sammenhæng er det nødvendigt at sammenligne partiets adfærd med de borgerlige partiers valg for at understrege forskelle eller ligheder, da Socialdemokratiets valg også er påvirket af de andre partiers strategiske valg. De borgerlige partier er repræsenteret ved Venstre og Dansk Folkeparti i pressemeddelelser. Tabel 5.2: Andel af partiernes pressemeddelelser fra 2004-2007, der handler om udlændingeområdet Socialdemokratiet Venstre Dansk Folkeparti Artikler om udlændingeområdet Artikler i alt Artikler om udlændingeområdet Artikler i alt Artikler om udlændingeområdet Artikler i alt 2004 0 10 31 484 21 137 2005 13 410 24 281 11 51 2006 4 286 29 434 44 225 2007 13 381 24 432 55 350 I alt 30 1087 108 1631 131 763 Kilde: Pressemeddelelser fra partiernes hjemmeside N = 3481 I tabel 5.2. ses for Socialdemokratiet, at sammenlagt 30 pressemeddelelser ud af 1087 har handlet om udlændingeområdet i den undersøgte periode, dvs. under tre pct. af det samlede antal. Der er ikke stor variation, når andelen undersøges i de fire år: Andelen af pressemeddelelser om udlændingeområdet er alle år omkring tre pct.. Dette illustrerer en lav prioritering af området, især når det ses i forhold til andelen af de borgerlige partiers pressemeddelelser, der handler om udlændingeområdet: Her er Dansk Folkeparti topscorer med 131 pressemeddelelser for de fire år ud af 763. Andelen for de fire år ligger mellem 15 og 21 pct., hvilket er væsentligt højere end Socialdemokratiet. Venstre har udgivet 108 artikler, hvilket i absolutte termer er langt flere end Socialdemokratiet. Dog er andelen af disse artikler i forhold til det samlede antal artikler kun 6,6 pct.. Andelen er således væsentligt mindre end Dansk Folkeparti, men dog stadig dobbelt så stor som for Socialdemokratiet.

60 De borgerlige partier publicerer altså langt flere artikler om udlændingeområdet end Socialdemokratiet. Dette kan argumenteres for at være et resultat af partiernes forskellige issueejerskaber, hvor Socialdemokratiet har rettet begrænset opmærksomhed mod udlændingeområdet på grund af sit manglende ejerskab over området. I forhold til den politiske dagsorden synes den høje politiseringsgrad af udlændingeområdet frem til 2007 imidlertid ikke at have påvirket Socialdemokratiet i forhold til antallet af publicerede pressemeddelelser, der vedrører udlændingespørgsmål. Hypotese et synes således at finde delvis empirisk støtte, når omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed måles ved antal pressemeddelelser, der handler om udlændingeområdet fra 2004 til 2007: Socialdemokratiet har i forhold til de borgerlige partier haft et begrænset fokus på udlændingespørgsmål, fordi partiet ikke har ejerskab over området. Til gengæld synes stigningen i udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden ikke at påvirke omfanget af opmærksomhed, som Socialdemokratiet har rettet mod området. Det skyldes, at der ikke forekommer en systematisk stigning i antal pressemeddelelser om området fra 2004 til 2007, ligesom antallet heller ikke er på et konstant højt niveau. Efterfølgende undersøges omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed rettet mod udlændingespørgsmål med baggrund i deres valgprogrammer. Valgprogrammer I figur 5.5. er det sidste mål for omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed vedrørende udlændingespørgsmål angivet, nemlig andelen af sætninger i valgprogrammer om udlændingeområdet. Den politiske dagsorden er også indsat i figuren, her i form af den gennemsnitlige andel af sætninger i de borgerlige partiers valgprogrammer og alle partiers valgprogrammer om udlændingeområdet (med undtagelse af Socialdemokratiet) 10. På denne måde kan omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed undersøges i forhold til områdets placering på dagsordenen. Helt frem til 1998 nævner Socialdemokratiet ikke udlændingeområdet i sine valgprogrammer. I 1998 handler over 12 pct. af Socialdemokratiets valgprogram om udlændingeområdet, og denne tendens går igen i valgprogrammet for 2005 og 2007. Kun i 2001 er andelen mindre, nemlig lidt under 8 pct.. 10 Som tidligere nævnt benyttes andelen af sætninger i valgprogrammer for de borgerlige partier som proxy-variabel for andelen af sætninger i valgprogrammer for alle partier, fordi denne går frem til 2007.

Figur 5.5. Andel sætninger i partiernes valgprogrammer, der handler om udlændingeområdet 61 Kilde: Valgprogram manifesto I forhold til den politiske dagsorden ses, at Socialdemokratiet først retter sin opmærksomhed mod udlændingeområdet i 1998, selv om området har været på dagsordenen i både 1990 og 1994 11. Hypotese 1 synes at finde empirisk støtte, når der ses på andelen af sætninger i socialdemokratiske valgprogrammer, der handler om udlændingeområdet Delkonklusion Den teoretiske forventning i hypotese 1 er bygget op om den tidligere nævnte fase-logik, hvor Socialdemokratiet først vil undgå at tale om området, men efterfølgende rette en større opmærksomhed mod udlændingespørgsmål, jo højere placeret området er på den politiske dagsorden. I forlængelse heraf forventes Socialdemokratiet ikke at være det parti, der forsøger at politisere udlændingeområdet, da det ikke har issue-ejerskab over det. Hypotese et synes sammenlagt at finde empirisk støtte: Omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed vedrørende udlændingespørgsmål er i starten af 1990 erne begrænset. Men partiets opmærksomhed stiger generelt steget over tid, og dette sker efter områdets placering på den politiske dagsorden er steget: Allerede i starten af 1990 erne stiger udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden markant, hvorefter den med enkelte undtagelser ligger på et forholdsvis konstant højt niveau frem til 2007. Men det er først i 1998, at Socialdemokratiet nævner udlændingeområdet i sit valgprogram. Det er også først i slutningen af 1990 erne, at den socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, for alvor begynder at inddrage udlændingespørgsmål i sine åbnings- og afslutningstaler i Folketinget. Kun for pressemeddelelser gælder, at Socialdemokratiet i perioden 2004-2007 retter begrænset opmærksomhed mod udlændingespørgsmål. I forlængelse heraf synes endvidere bekræftet, at politiseringen af udlændingeområdet ikke er igangsat af Socialdemokratiet, men derimod af de borgerlige partier, der har stillet størstedelen 11 Dog er Konservativ Folkeparti det eneste borgerlige parti, der nævner udlændingeområdet allerede fra 1990. Venstre og Dansk Folkeparti inddrager først området i deres valgprogrammer fra henholdsvis 1994 og 1998.

62 af 20 spørgsmålene i Folketinget fra 1994 til 2001. Sammenlagt styrker dataresultaterne således det teoretiske argument om, at Socialdemokratiet på grund af sit manglende ejerskab over udlændingeområdet først vil begynde at rette en øget opmærksomhed mod området, når dennes placering på den politiske dagsorden stiger. 5.2. Trin 2: Socialdemokratiets framing-strategi I det foregående afsnit er første trin i afdækningen af Socialdemokratiets strategier foretaget. Næste trin er at afdække udviklingen i Socialdemokratiets framing-strategi på udlændingeområdet. Her er specialets argument, at Socialdemokratiet vil benytte sig af en faseopdelt framing-strategi, der er styret af partiets issue-ejerskaber generelt, men betinget af områdets placering på den politiske dagsorden. Socialdemokratiets framing-strategi afdækkes ved at undersøge partiets brug af tone og tema på udlændingeområdet. De teoretiske forventninger til Socialdemokratiets framing-strategi er sammenfattet i tabel 5.3. nedenfor. Som tidligere anført medtages også de borgerlige partiers framing-strategier i analysen, fordi Socialdemokratiets framing-strategi netop knytter sig til de borgerliges strategier. Tabel 5.3. Trin 2: Forventning til udvikling i partiernes framing-strategier, 1990-2007 Udvikling i Socialdemokratiets framing-strategi Socialdemokratiets tone-brug: 1. taktik (H 2): Positiv tone 2. taktik (H 3): Øget brug af negativ tone Socialdemokratiets tema-brug: 1. taktik (H 2): Primært tale om beskæftigelse og integration af udlændinge 2. taktik (H 3): I øget grad tale om kriminalitet og indvandring I analysen benyttes som tidligere nævnt følgende datakilder: Håndbog i dansk politik, af Ib Garodkin Valgprogrammer pressemeddelelser. Udvikling i de borgerlige partiers framingstrategi Borgerlige partiers tone-brug: Konstant negativ tone [antagelse] Borgerlige partiers tema-brug: Konsekvent fokus på indvandring og kriminalitet [antagelse] I afdækningen af partiets tone-brug benyttes alle tre datakilder. I afdækningen af Socialdemokratiets tema-brug benyttes valgprogrammer og pressemeddelelser. I de efterfølgende to afsnit afdækkes Socialdemokratiets brug af tone og tema i forhold til de borgerliges i perioden 1990-2007. I hvert afsnit undersøges både hypotese to og tre. Udvikling i Socialdemokratiets tone på udlændingeområdet I forlængelse af hypotese to forventes Socialdemokratiets første taktik at være i højere grad at benytte en positiv end negativ tone på udlændingeområdet, mens de borgerlige i højere grad vil benytte sig af en negativ end positive tone. Hvis denne taktik ikke lykkes, hvilket der kan være forskellige forklaringer på, forventes Socialdemokratiet i forlængelse af hypotese tre efterfølgende

63 at benytte en mere negativ over tid, mens de borgerlige fortsat vil fastholde den negative tone på udlændingeområdet. Resultaterne gennemgås efterfølgende enkeltvis for de tre datakilder, hvorefter de overordnede tendenser diskuteres. Håndbog i dansk politik 1990-2003 I figur 5.6. og 5.7. er udviklingen i partiernes brug af negativ og positiv tone på udlændingeområdet angivet med udgangspunkt i data fra Håndbog i dansk politik i perioden 1990-2003. Her er andelen af sætninger med en positiv, negativ og neutral tone udregnet i forhold til det samlede antal sætninger i afsnittet om partiernes standpunkter på udlændingeområdet. Figur 5.6 illustrerer udviklingen for Socialdemokratiet tone-brug, mens figur 5.7 illustrerer udviklingen for de borgerlige partier. I begge figurer er ligeledes udlændingeområdets placering på den makropolitiske dagsorden fra 1990-2003 indsat, målt ved længden af debatter i Folketinget. Figur 5.6. Håndbog i dansk politik: Socialdemokratiet tone på udlændingeområdet 1990-2003 (pct. andel) Kilde: Håndbog i dansk politik, af Ib Garodkin (1990-2007), database over ikke-lovgivningsmæssige folketingsaktiviteter N = 230 For Socialdemokratiet gælder, at partiet i højere grad benytter en positiv tone end en negativ tone på udlændingeområdet: For alle årene gælder, at over 40 pct. af sætningerne i Håndbog i dansk politik har en positiv tone, hvor de resterende procenter er fordelt mellem negativ tone samt neutrale eller ikke-kodbare sætninger. På trods af den høje andel af sætninger med positiv tone, er der tale om en vis variation i omfanget af sætninger med positiv tone over tid: Den positive tone går fra et minimum på 42 pct. i 1992 til et maksimum på 71 pct. i 1995. Derefter falder andelen af sætninger med positiv tone svagt frem til 2002, hvorefter den igen stiger i 2003. For Socialdemokratiets brug af negativ tone på udlændingeområdet gælder, at andelen af sætninger med negativ tone alle år på nær 1990 er mindre end andelen af sætninger med positive tone. Og ligesom den positive tone varierer omfanget af den negative tone en del over tid: Den falder fra et maksimum på 50 pct. i 1990 til et minimum på 7 pct. i 1995, stiger efterfølgende forholdsvis kontinuerligt frem til 2002, og falder igen i 2003. På baggrund af ovenstående

64 beskrivelse kan det overordnet konkluderes, at Socialdemokratiets tone i Håndbog i dansk politik i alle år fra 1991 til 2003 er mere positiv end den er negativ, ligesom andelen af sætninger med positiv tone i mindre grad varierer over tid end andel sætninger med negativ eller neutral tone. For den politiske dagsorden gælder som tidligere nævnt, at udlændingeområdets placering på dagsordenen stiger markant i 1990, hvorefter området med undtagelse af kortvarige udsving - er placeret på et forholdsvis konstant højt niveau frem til 2007. I perioden fra 1990 til 2003 har Socialdemokratiet samtidigt valgt primært at benytte en positiv tone på udlændingeområdet. Der synes der ikke i de enkelte år at være en systematisk sammenhæng mellem stigning eller fald i områdets placering på dagsordenen og så andelen af positiv eller negativ tone, som Socialdemokratiet har benyttet på området. Udviklingen i de borgerlige partiers brug af tone fremgår i figur 5.7. Her ses, at de borgerlige partier gør langt større brug af en negativ tone på udlændingeområdet end Socialdemokratiet: For alle år gælder, at andelen af sætninger med negativ tone er over 80 pct. Den negative tone er således på et konstant højt niveau. Den positive tone bruges kun i få sætninger. Figur 5.7. Håndbog i dansk politik: De borgerlige partiers tone på udlændingeområdet 1990-2003 (pct. andel) Kilde: Håndbog i dansk politik, af Ib Garodkin (1990-2007) database over ikke-lovgivningsmæssige folketingsaktiviteter N = 1327 I sammenstillingen af figur 5.6. og 5.7. benytter Socialdemokratiet således i højere grad en positiv tone og i mindre grad en negativ tone på udlændingeområdet end de borgerlige partier. Dette stemmer overens med forventningen i hypotese to om, at Socialdemokratiets første framingtaktik er at konkurrere med de borgerlige partier om framingen af udlændingeområdet. Hypotese tre om, at Socialdemokratiet over tid i stigende omfang vil benytter en negativ tone på udlændingeområdet ligesom de borgerlige partier, synes dog ikke bekræftet på baggrund af data fra Håndbog i dansk politik. De borgerlige partier fortsætter ganske vist med konsekvent at

65 benytte en negativ tone på området, men Socialdemokratiet kan ikke entydigt siges at gøre brug af en mere negativ tone frem til 2003. Ganske vist stiger omfanget af negativ tone fra 1995 frem til 2002, men til gengæld er omfanget af den negative tone størst fra 1990-1992. På denne baggrund finder hypotese tre tilsyneladende kun begrænset støtte. Udeblivelse af, hvad der kan kaldes en framing-konvergens mellem Socialdemokratiets og de borgerlige tone-brug, kan imidlertid skyldes det simple forhold, at Socialdemokratiet først vælger at skifte taktik efter 2003. Som tidligere nævnt kan den opstillede fase-model netop ikke forudsige, hvornår Socialdemokratiet vil skifte taktik, da dette kan afhænge af mange faktorer, blandt andet vælgertilslutningen til partiet eller udlændingeområdets (fortsatte) placering på den politiske dagsorden. Efterfølgende undersøges udviklingen i Socialdemokratiets brug af tone med udgangspunkt i valgprogrammer, der dækker perioden 1990-2007. Dette giver netop mulighed for at undersøge, om Socialdemokratiet skifter framing-taktik efter 2003 og begynder at benytte en mere negativ tone på udlændingeområdet. Valgprogrammer Figur 5.8. og 5.9. illustrerer Socialdemokratiets og de borgerlige partiers brug af tone i deres valgprogrammer fra 1990-2007. For Socialdemokratiet gælder, at det først inddrager udlændingeområdet i deres valgprogrammer fra 1998, jf. afsnit 5.1.. Deres brug af tone på området kan derfor først undersøges fra 1998 og frem. Figur 5.8. Valgprogrammer: Socialdemokratiets tone 1998-2007 (pct. andel) Figur 5.9. Valgprogrammer: Borgerlige partiers tone 1998-2007 (pct. andel) Kilde: Valgprogrammer N = 225 Kilde: Valgprogrammer N = 261 Udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden er også indsat i figurerne. Dagsordenen er angivet ved den tidligere nævnte proxy-variabel, nemlig den gennemsnitlige andel af sætninger i de borgerlige partiers valgprogrammer, der handler om udlændingespørgsmål. Den viser som tidligere nævnt, at områdets placering på dagsordenen er steget over tid. For Socialdemokratiet gælder, at de ligesom i Håndbog i dansk politik i højere grad benytter en positiv end en negativ tone på udlændingeområdet, dog med undtagelse af valgprogrammet i

66 1998. Den positive tone stiger også fra 1998 til 2005, hvor 51 pct. af sætningerne har en positiv tone, hvorefter andelen falder en anelse i 2007. Andelen af sætninger med en negativ tone falder tilsvarende fra 45 pct. i 1998 til 23 pct. i 2005, hvorefter andelen stiger en anelse i 2007. I forhold til den politiske dagsorden synes Socialdemokratiet således fra 1998 til 2005 i takt med områdets stigende placering på dagsordenen i højere grad at benytte en mere positive i valgprogrammerne. For de borgerlige partier gælder, at de igen i højere grad end Socialdemokratiet bruger en negativ tone på udlændingeområdet: Mellem 42 og 78 pct. af sætningerne i valgprogrammerne, der handler om udlændingeområdet, har en negativ tone. Dog ses en tendens til, at andelen af sætninger med en positiv tone i borgerlige partiers valgprogrammer stiger kontinuerlig fra 1990 til 2007: Fra at have en andel på nul sætninger i 1990 stiger andelen af positive sætninger til 44 pct. i 2007, hvor den kraftigste stigning sker fra valgprogrammet i 2005 til programmet i 2007. Socialdemokratiet bruger således i højere grad en positiv tone om udlændingespørgsmål i deres valgprogrammer end borgerlige partier. Dette er i overensstemmelse med hypotese to, der netop forudsiger partierne distancering fra hinanden i forhold til tone-brug. Hypotese tre finder delvis empirisk støtte, når der ses på overgangen fra valget i 2005 til valget i 2007: Her stiger andelen af sætninger med en negativ tone i Socialdemokratiets valgprogram, mens andelen af sætninger med en positiv tone falder. Denne tendens er ikke set tidligere i valgprogrammerne og argumenteres for at illustrere et skifte fra Socialdemokratiets første framing-taktik til deres anden framing-taktik. Når der kun findes delvis empirisk støtte til den tredje hypotese, skyldes det, dels at andelen af positiv tone stadig er højere end andelen af negativ tone i 2007, og dels at andelen af negativ tone er højere end positiv tone i 1998. Hvorvidt Socialdemokratiets anden framing-taktik har medført en øget framing-konvergens er imidlertid uklart, da de borgerlige partier faktisk begynder at benytte en mere positiv tone på udlændingeområdet i 2007. Det er ikke i overensstemmelse med specialets antagelse om, at de borgerlige partier primært vil benytte en negativ tone på udlændingeområdet. Dog ligger det udenfor specialets problemformulering at forklare denne ændring i de borgerliges framing på udlændingeområdet. Efterfølgende undersøges udviklingen i Socialdemokratiets brug af tone med udgangspunkt i partiets pressemeddelelser, der dækker perioden 2005-2007. Hvis der i denne periode ses en stigning i antallet af socialdemokratiske pressemeddelelser med en negativ tone, argumenteres det i specialet for at støtte hypotese tre i valgprogrammerne, herunder at Socialdemokratiet skifter framing-taktik fra 2005 og i højere grad begynder at bruge en negativ tone på udlændingeområdet. Pressemeddelelser I figur 5.10 og 5.11 nedenfor er Socialdemokratiets og de borgerlige partiers brug af negativ og positiv tone illustreret. Ligeledes er udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden indsat i figurerne, angivet ved den gennemsnitlige andel af sætninger i de borgerlige partiers valgprogrammer, der handler om udlændingespørgsmål. For Socialdemokratiet gælder, at de igen i høj grad gør brug af en positiv tone i de 30

67 pressemeddelelser, som de har publiceret på deres hjemmeside fra 2005 til 2007. Det interessante er imidlertid, at andelen af pressemeddelelser med en negativ tone stiger fra 8 pct. i 2005 til 46 pct. i 2007, samtidig med at antallet af artikler med positiv tone falder fra 75 pct. i 2006 til 46 pct. i 2007. For de borgerlige partier gælder, at der i alle år er en utvetydig tendens til, at størstedelen af deres pressemeddelelser om udlændingeområdet har en negativ tone. Figur 5.10. Pressemeddelelser: Socialdemokratiets tone 2007-2007 (pct. andel) Figur 5.11. Pressemeddelelser: Borgerlige partiers tone 2005-2007 (pct. andel) Kilde: Pressemeddelelser N = 30 Kilde: Pressemeddelelser N = 239 På baggrund af pressemeddelelser ses således, at Socialdemokratiet i højere grad benytter en positiv tone på udlændingeområdet end de borgerlige partier. Dette er i overensstemmelse med forventningerne i hypotese to. Den tredje hypotese finder empirisk støtte, eftersom andelen af socialdemokratiske pressemeddelelser med en negativ tone stiger fra 2005 til 2007. Som tidligere nævnt er kriterium for opfyldelse af hypotese tre, at andelen af pressemeddelelser med en negativ tone systematisk stiger over tid, uden at andelen af negativ tone i de enkelte år nødvendigvis skal være større end andelen af positiv tone. Og det fremgår også af pressemeddelelser, at andelen med en positiv tone er størst frem til 2007, hvorefter andelen af positivt og negativt tonede pressemeddelelser er lige store. Opsummering og diskussion Med udgangspunkt Håndbog i dansk politik, valgprogrammer og pressemeddelelser er Socialdemokratiets brug af tone på udlændingeområdet blevet undersøgt i perioden 1990-2007. Hypotese to finder overordnet set stærk empirisk støtte i forhold til brugen af tone i de tre nævnte datakilder. Socialdemokratiet benytter i højere grad en positiv tone og i mindre grad en negativ tone end de borgerlige partier i perioden fra 1990 til 2007. Der er således en divergens i Socialdemokratiets og de borgerlige parties brug af tone på udlændingeområdet. Hypotese tre finder sammenlagt delvis empirisk støtte. Udviklingen i tonen i socialdemokratiske pressemeddelelser støtter stærkt op om hypotese tre. Efter 2005 sker således

68 en stigning i andelen af socialdemokratiske pressemeddelelser med negativ tone. I 2005 og 2006 er andelen af positive pressemeddelelser stadig større end andelen af negative, men i 2007 er de positive og negative andele lige store. Udviklingen i tonen i socialdemokratiske valgprogrammer støtter kun delvis hypotese tre: Selv om den negative tone stiger og den positive tone falder fra 2005 til 2007, og dette ikke tidligere er set og derfor kan markere en overgang til ny taktik, er den positive tone stadig mere fremtrædende end den negative i 2007. Dertil kommer, at den negative tone er mere fremherskende end den positive i 1998. Hvilken betydning har udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden haft for Socialdemokratiets brug af tone på området? Ud fra data synes områdets fortsatte placering på den politiske dagsorden at have været medvirkende til, at Socialdemokratiet synes at have valgt en ny framing-taktik fra 2005 og frem. En iagttagelse er i denne forbindelse, at der er en forsinkelse mellem den markante stigning i omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed rettet mod udlændingespørgsmål i 1998 og partiets overgang til den anden framing-taktik i 2005. At Socialdemokratiet i 1998 i højere grad begynder at forholde sig til udlændingespørgsmål på grund af områdets stigende placering på den politiske dagsorden er således ikke ensbetydende med, at partiet i samme omgang har valgt en ny framing-taktik. I det efterfølgende afsnit testes hypotese to og tre i forhold til den anden indikator for Socialdemokratiets framing-strategi, nemlig tema. Hvis der for hypotese to ses tilsvarende tendenser som for tone, finder hypotese to forholdsvis stærk empirisk støtte. Hvis hypotese tre skal finde tilsvarende empirisk støtte, kræver det imidlertid, at tendenserne for tema i højere grad er i overensstemmelse med det teoretisk forventede, end det har været tilfældet med tone. Udvikling i Socialdemokratiets tema-brug på udlændingeområdet Ud fra hypotese to vil Socialdemokratiets første taktik være at tale om beskæftigelse og integration af udlændinge, fordi dette er problemstillinger, som de i almindelighed har issueejerskab over. Modsat forventes de borgerlige partier at knytte udlændingeområdet til problemstillinger som kriminalitet og antallet af udlændinge i Danmark. Ligesom for tone må der forventes at være en divergens i partiernes brug af tema på området. Efterfølgende forventes Socialdemokratiet ud fra hypotese tre at skifte taktik og i stigende omfang begynde at tale om kriminalitet og antallet af udlændinge i Danmark, ligesom de borgerlige partier. Dermed må der over tid forventes øget konvergens i partiernes brug af tema på området. Kortlægningen af Socialdemokratiets og de borgerlige partiers framing af udlændingeområdet i forhold til tema undersøges i perioden 1998-2007. To datakilder benyttes i denne analysedel, nemlig valgprogrammer og pressemeddelelser. Analyseresultater herfor gennemgås efterfølgende. Valgprogrammer Eftersom Socialdemokratiet først inddrager udlændingeområdet i dets valgprogrammer fra 1998, kan udviklingen i partiets brug af tema på området først undersøges fra dette år og frem. De borgerlige partier inddrager udlændingeområdet tidligere i deres valgprogrammer end

69 Socialdemokratiet, hvorfor disse år også inddrages i beskrivelsen af udviklingen i disse partiers brug af tema på området. I tabel 5.4. nedenfor fremgår partiernes brug af tema i valgprogrammerne. Tabel 5.4. Valgprogrammer: Partiernes brug af tema på udlændingeområdet 1990-2007. Pct. (antal sætninger i valgprogram er angivet i parentes) Issue-ejerskab: Socialdemokratiet Issue-ejerskab: Borgerlige partier Andet I alt Beskæftigelse Integration Kriminalitet Indvandring SD 1998 2 (1) 10 (5) 16 (8) 16 (8) 55 (27) 100 (49) 2001 13 (17) 32 (41) 13 (17) 7 (9) 34 (43) 100 (127) 2005 6 (2) 66 (23) 0 (0) 6 (2) 23 (8) 100 (35) 2007 0 (0) 57 (8) 0 (0) 21 (3) 21 (3) 100 (14) I alt 9 (20) 34 (77) 11 (25) 10 (22) 36 (81) 100 (225) Borgerlig 1990 0 (0) 0 (0) 0 (0) 67 (8) 33 (4) 100 (12) 1994 0 (0) 3 (0,5) 19 (3,5) 65 (12) 14 (4) 100 (18,5) 1998 0 (0) 8 (2) 10 (2,7) 57 (15) 25 (2,5) 100 (26,3) 2001 3 (0,3) 3 (0,3) 11 (1,3) 63 (7,3) 20 (6,7) 100 (11,7) 2005 0 (0) 31 (5,7) 0 (0) 58 (10,7) 11 (2,3) 100 (18,3) 2007 23 (5) 51 (11) 9 (2) 7 (1,5) 9 (2) 100 (21,5) I alt 5 (5,3) 18 (19,5) 9 (9,5) 50 (54,5) 18 (19,5) 100 (108,3) Bemærkning: Antallet af sætninger i valgprogrammer om de fire frames er angivet som et gennemsnit for de borgerlige partier (Venstre, Konservativ Folkeparti og Dansk Folkeparti). Andel udregnes på baggrund af gennemsnittet for at give en lige vægtning af partierne. 1990 er valgprogram for Konservativ Folkeparti; 1994/2007 et gennemsnit for Venstre og Konservativ Folkeparti; 1998/2001/2005 et gennemsnit for Venstre, Konservativ Folkeparti og Dansk Folkeparti. Kilde: Valgprogram manifesto N = 486 (S: 225, V: 158, DF: 22, KF: 81) Som det fremgår af tabel 5.12. har både Socialdemokratiet og de borgerlige partier primært fokuseret på temaer i deres valgprogrammer, som de hver især har issue-ejerskab over. Socialdemokratiet fokuserer i høj grad på integration af udlændinge, hvilket er en tendens, der stiger over tid: I 1998 handler 10 pct. af sætningerne i partiets valgprogram, der vedrører udlændingeområdet, om integration, mens denne andel er steget til 66 pct. og 57 pct. i henholdsvis 2005 og 2007. Socialdemokratiet har til gengæld kun i begrænset omfang fokuseret på beskæftigelse af udlændinge, selv om de også har ejerskab over dette tema. Her bør det dog bemærkes, at Socialdemokratiet faktisk i højere grad har lagt vægt på beskæftigelse, end hvad umiddelbart fremgår af dataresultaterne. Det skyldes, at partiet ofte har valgt at knytte beskæftigelsesspørgsmål til integrations-temaet, herunder at målet med et integrationsforløb er at få udlændinge i arbejde. I disse tilfælde er partiets udtalelse blevet kodet som integration, selv om det også omhandler beskæftigelse af udlændinge. For de borgerlige partier ses fra 1990 til 2005 et konstant højt fokus på indvandringsspørgsmålet: Med undtagelse af valgprogrammet i 2007 har over 50 pct. af valgprogrammets indhold om udlændingeområdet fokuseret på indvandring. De borgerlige partier har også benyttet kriminalitet som tema og også væsentligt mere end Socialdemokratiet men stadig ikke i samme omfang som indvandring.

70 Både Socialdemokratiet og de borgerlige partier synes imidlertid at ændre fokus i 2007. I dette år begynder Socialdemokratiet også at fokusere på spørgsmål relateret til indvandring: Dette fremgår af afsnittet om udlændingeområdet i partiets valgprogram fra 2007, hvor 21 pct. handler om udlændinges adgang til Danmark, mod tidligere 16 pct. i 1998, 7 pct. i 2001 og 6 pct. i 2005. En indvending mod denne måde at fortolke tallene på er, at der samlet set kun er 14 sætninger i Socialdemokratiets valgprogram i år 2007, hvorfor andelen af sætninger med indvandring bliver høj, selv om der reelt kun er tale om tre sætninger. Hvis der ikke ses på andelen, men derimod på antallet af sætninger, fremgår det da også af tabellen, at Socialdemokratiet faktisk både i 1998 og 2001 har nævnt indvandringsspørgsmålet i flere sætninger end i 2007. I specialet argumenteres andelen dog stadig for at være mest hensigtsmæssig at benytte i beskrivelsen af partiernes temabrug, da det netop illustrerer et partis prioritering af forskellige temaer i forhold til den samlede opmærksomhed. Ud af de 14 sætninger om udlændingespørgsmålet har Socialdemokratiet dermed i cirka hver femte sætning valgt at fokusere på indvandring på udlændinge. Dette argumenteres alt andet lige for at illustrere en høj prioritering af dette område på trods af de få sætninger. For de borgerlige partier gælder, at deres fokus på kriminalitets- og indvandringsspørgsmål reduceres i 2007 (og også i 2005 for kriminalitet) til fordel for integrations- og beskæftigelsesspørgsmål: I 2007 handler 74 pct. af sætningerne i de borgerlige partiers valgprogrammer om beskæftigelse og integration af udlændinge. Samtidig handler kun 16 pct. om kriminalitet og indvandring. De borgerlige har altså skiftet fokus i 2007 programmet og valgt at diskutere emner indenfor udlændingeområdet, hvor Socialdemokratiet i udgangspunktet står bedst, når de er nødsaget til at forholde sig til området. Overordnet set er der en tendens til, at Socialdemokratiet og de borgerlige partier knytter problemstillinger på udlændingeområdet til temaer, som de hver især har issue-ejerskab over: Socialdemokratiet fokuserer frem til 2007 konsekvent på temaet integration, mens de borgerlige fokuserer på indvandring og i lidt mindre omfang kriminalitet. Dette er i overensstemmelse med forventningerne i hypotese to om, at der først vil være en divergens i partiernes brug af tema. Ligeledes synes hypotese tre også delvis empirisk støtte i og med, at Socialdemokratiet i 2007 valgprogrammet i højere grad end tidligere fokuserer på indvandringstemaet. Dog er det største fokus stadigvæk på integration, hvorfor der ikke kan argumenteres for at være stærk empirisk støtte for hypotese tre, jf. kriterierne opstillet efter operationaliseringen af hypotese tre i kapitel 4. I forlængelse af ovenstående gennemgang udbygges analysen efterfølgende, hvor det også undersøges, hvor meget Socialdemokratiet procentvis afviger i deres tema-brug i forhold til gennemsnittet for de borgerlige partier. Resultaterne fremgår af tabel 5.5. nedenfor. Hvor tabel 5.4. således angiver udviklingen i de enkelte partiers prioriteringer af forskellige temaer i forhold til deres egne valgprogrammer, sammenstilles udviklingen i partiernes prioriteringer med hinanden i tabel 5.13. Her undersøges de borgerlige partier enkeltvis for at nuancere dataresultaterne. Et eksempel på fortolkning af resultaterne er, at Socialdemokratiet i 1998 nævnte beskæftigelse af udlændinge 2 pct.-point oftere i deres valgprogram end gennemsnittet for Venstre, Konservativ og Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet skiller sig i særdeleshed ud på temaerne integration og indvandring: For

71 integration gælder, at Socialdemokratiet i alle år på nær 1998 taler markant mere om dette tema i deres valgprogrammer end de andre partier. I 2001 og 2007 taler Socialdemokratiet således knap 30 pct.-point og i 2005 over 50 pct.-point mere om integration end gennemsnittet for Venstre, Konservativ og Dansk Folkeparti. Dog ses for valgprogrammet i 2007, at Venstre og Socialdemokratiet stort set har fokuseret lige meget på integration. Socialdemokratiet er også det parti, der i stort set alle valgår diskuterer beskæftigelse mest, selvom forskellen er begrænset og bliver mindre over tid. I 2007 ses i øvrigt, at Venstre er det eneste parti, der diskuterer temaet i deres valgprogram. Tabel 5.5. Valgprogrammer: Procentvis afvigelse i partiernes brug af frames i forhold til gennemsnit Socialdemokratiet Venstre Konservative DF Beskæftigelse 1998 2,0-0,7-0,7-0,7 2001 10,6 3,9-7,2-7,2 2005 5,7-1,9-1,9-1,9 2007-12,8 25,6-12,8 - Integration 1998 0,8-7,3 8,2-1,7 2001 29,5-2,4-13,5-13,5 2005 48,2 13,9-22,7-39,4 2007 28,9 27,8-56,8 - Kriminalitet 1998 5,5-2,3-9,2 6,0 2001 2,3 28,9-15,6-15,6 2005 0,0 0,00 0,0 0,0 2007-38,8-34,9 73,7 - Indvandring 1998-36,0 22,8 26,5-13,3 2001-54,0-7,9 36,5 25,4 2005-52,7 16,3 39,6-3,2 2007 17,6-3,0-14,6 - Andet 1998 27,6-12,5-24,8 9,7 2001 11,6-22,4-0,2 10,9 2005-1,2-28,3-15,0 44,5 2007 5,1-15,5 10,4 - Kilde: Valgprogram manifesto N = 486 (S: 225, V: 158, DF: 22, KF: 81) For indvandring gælder, at Socialdemokratiet fra 1998 til og med 2005 er det parti, der fokuserer mindst på området i deres valgprogrammer i forhold til de andre partier: I 2001 og 2005 fokuserer Socialdemokratiet således over 50 pct.-point mindre på området end gennemsnittet for de andre partier. Dette ændrer sig dog i 2007, hvor de faktisk er det parti, der forholder sig mest til indvandring i deres valgprogram nu taler de knap 18 pct.-point mere om det end gennemsnittet for de borgerlige partier. For kriminalitetstemaet gælder, at det ikke er et område, hvor Socialdemokratiet markerer sig på noget tidspunkt faktisk taler de i 2007 knap 40 pct.-point mindre om det end gennemsnittet for de borgerlige partier. Til gengæld er der en variation over tid i, hvilken vægt de forskellige borgerlige partier har lagt på dette tema i forhold til gennemsnittet af de resterende borgerlige partier og Socialdemokratiet. Med udgangspunkt i valgprogrammer ses således en tendens til, at Socialdemokratiet fra 1998 til 2007 i høj grad har rettet dets opmærksomhed mod et tema på udlændingeområdet, som de har issue-ejerskab over, nemlig integration af udlændinge. Og dette har de gjort i udpræget grad i

72 forhold til de borgerlige partier, der i stedet har fokuseret på indvandring og til dels kriminalitet, som de har issue-ejerskab over. I 2007 sker der imidlertid et skifte, hvor Socialdemokratiet også begynder at rette et øget fokus mod indvandringstemaet. Dette argumenteres for at indikere, at Socialdemokratiet har skiftet framing-taktik mellem 2005 og 2007. Efterfølgende undersøges Socialdemokratiets brug af temaer om udlændingespørgsmål i pressemeddelelser fra 2005 til 2007. Hvis der her ses en tendens til, at Socialdemokratiets fra 2005 til 2007 i højere grad retter et fokus mod indvandringsspørgsmålet, synes dette tilsammen med de andre dataresultater at udgøre forholdsvis solid støtte til hypotese to og en vis empirisk støtte til hypotese tre. Pressemeddelelser I tabel 5.6 nedenfor fremgår Socialdemokratiets og de borgerlige partiers brug af tema på udlændingeområdet fra 2004 til 2007. For Socialdemokratiet er det på grund af databegrænsninger dækket fra 2005. For Socialdemokratiet gælder, at de i høj grad benytter temaer i deres pressemeddelelser om udlændingeområdet, som de har issue-ejerskab over. Således handler sammenlagt 60 pct. af pressemeddelelserne i de tre år om beskæftigelse og integration af udlændinge. Ingen af pressemeddelelserne handler om kriminalitet, mens sammenlagt 27 pct. handlede om reglerne for udlændinges adgang til Danmark. De sidste 13 pct. af pressemeddelelserne knytter sig til politiske emner eller andet, som ingen af partierne kan siges at have issue-ejerskab over. Tabel 5.6. Pressemeddelelser. Partiernes brug af tema på udlændingeområdet 2004-2007. Pct. (antal er angivet med kursiv i parentes) Issue-ejerskab: Socialdemokratiet Issue-ejerskab: Borgerlige partier Andet I alt Beskæftigelse Velfærd: Integration Kriminalitet/ Lov og orden Økonomi: Indvandring SD 2005 15 (2) 69 (9) 0 (0) 8 (1) 8 (1) 100 (13) 2006 0 (0) 25 (1) 0 (0) 50 (2) 25 (1) 100 (4) 2007 31 (4) 15 (2) 0 (0) 38 (5) 15 (2) 100 (13) I alt 20 (6) 40 (12) 0 (0) 27 (8) 13 (4) 100 (30) Borgerlige 2004 6 (1,5) 21 (5,5) 13 (3,5) 25 (6,5) 35 (9,0) 100 (26) 2005 6 (1,0) 20 (3,5) 9 (1,5) 23 (4,0) 43 (7,5) 100 (17,5) 2006 14 (5,0) 14 (5,0) 18 (6,5) 11 (4,0) 44 (16) 100 (36,5) 2007 11 (4,5) 19 (7,5) 19 (7,5) 27 (10,5) 24 (9,5) 100 (39,5) I alt 10 (12) 18 (21,5) 16 (19) 21 (25) 35 (42) 100 (119,5) Bemærkning: Antallet af pressemeddelelser for de borgerlige partier er angivet som et gennemsnit for de to borgerlige partier, Venstre og Dansk Folkeparti. Gennemsnit af antal giver en lige vægtning af partierne ved udregning af andele. Kilde: Pressemeddelelser publiceret af partierne på deres hjemmesider N = 269 (S: 30, V: 108, DF: 131) Der er således en overordnet tendens til, at Socialdemokratiet i perioden 2005-2007 først og fremmest diskuterer beskæftigelse og integration af udlændinge. Socialdemokratiets fokus på indvandringsspørgsmålet stiger dog markant fra 2005 til 2007 og dette synes at være på bekostning af integration, hvor andelen af pressemeddelelser om dette tema falder i samme periode. For de borgerlige partier gælder, at de diskuterer flere forskellige aspekter af

73 udlændingeområdet end Socialdemokratiet: De forholder sig både til beskæftigelse, integration, kriminalitet samt indvandring. Dette er også i overensstemmelse med den teoretiske forventning om, at de borgerlige partier i udgangspunktet ikke taber stemmer, når de diskuterer udlændingeområdet, hvorfor de skal være mindre påpasselige end Socialdemokratiet. Dog er forventningen også, at de borgerlige trods alt vil benytte nogle temaer mere end andre, hvilket også viser sig at være tilfældet: De borgerlige partier lægger deres primære fokus på indvandring, hvor de i forvejen står stærkt. Dette fokus intensiveres da også i 2007. Ligesom for valgprogrammer undersøges efterfølgende Socialdemokratiets procentvise afvigelse i brugen af forskellige temaer på udlændingeområdet i forhold til gennemsnittet for de andre partier. De to borgerlige partier undersøges enkeltvis. Resultaterne fremgår af tabel 5.7 nedenfor. Tabel 5.7. Pressemeddelelser: Pct.-point afvigelse i partiernes brug af tema på udlændingeområdet i forhold til gennemsnit Socialdemokratiet Venstre Dansk Folkeparti Beskæftigelse 2005 11,2 0,6-11,9 2006-15,5 20,7-5,3 2007 16,7 1,8-18,5 Integration 2005 52,2-14,2-38,0 2006 12,5-14,7 2,2 2007-0,6-11,2 11,8 Kriminalitet 2005-13,6-13,6 27,3 2006-14,8-14,8 29,6 2007-13,6-13,6 27,3 Indvandring 2005-9,0 29,5-20,5 2006 39,2-20,3-18,8 2007 7,6 12,4-20,1 Andet 2005-40,8-2,3 43,1 2006-21,4 29,1-7,7 2007-10,1 10,6-0,5 Kilde: Pressemeddelelser publiceret på partiernes hjemmeside N = 217 (S: 30, V: 77, DF: 110) Overordnet kan det konkluderes, at de samme tendenser ses for pressemeddelelser som for valgprogrammer. For Socialdemokratiet gælder, at partiet knytter de fleste af dets pressemeddelelser til temaer, som det har issue-ejerskab over: I 2005 udgiver partiet eksempelvis 52,2 pct.-point flere pressemeddelelser om integration end Venstre og Dansk Folkeparti tilsammen. Denne tendens sås også for valgprogrammer. Med undtagelse af 2006 er Socialdemokratiet også mere produktiv i publiceringen af artikler om beskæftigelse af udlændinge end Venstre og Dansk Folkeparti. I 2006 retter Socialdemokratiet som tidligere nævnt imidlertid også sit fokus mod indvandringsspørgsmål: Partiet har i dette år publiceret knap 40 pct.-point flere pressemeddelelser om antallet af udlændinge i Danmark end Venstre og Dansk Folkeparti. I 2007 er forskellen mellem Venstre og Socialdemokratiet ikke så stor som i de tidligere år. Tendensen til Socialdemokratiets øgede fokus på indvandring sås også i sammenligningen af partiernes valgprogrammer i 2007. For temaet kriminalitet bør det for en god ordens skyld bemærkes, at udregningsmetoden ikke illustrerer den eksakte sammenhæng: Udregningen indfanger nemlig ikke, at Dansk Folkeparti faktisk er det eneste parti, der har talt om kriminalitet i deres pressemeddelelser. I stedet

74 illustrerer tallene her, hvor stor en andel af det samlede antal pressemeddelelser fra Dansk Folkeparti, der handler om udlændingeområdet. Her ses for alle tre år, at omkring 30 pct. af alle partiets pressemeddelelser handler om kriminalitet. Problemstillingen med udregningsmetoden vurderes dog ikke særlig problematisk, da hovedpointen under alle omstændigheder er den samme, nemlig at Dansk Folkeparti er det parti, der har lagt størst vægt på at diskutere kriminalitet blandt udlændinge. Med udgangspunkt i pressemeddelelser for Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti fra 2004/2005 til 2007 synes både hypotese to og tre at finde empirisk støtte: Både Socialdemokratiet og de borgerlige partier har i 2005 primært benytter temaer i deres pressemeddelelser om udlændingeområdet, som de har issue-ejerskab over. Ligeledes er der en tendens til, at Socialdemokratiet fra 2005 til 2007 retter et større fokus mod brugen af indvandringstemaet og nedprioriterer brugen af integrationstemaet. Opsamling og diskussion I ovenstående afsnit er Socialdemokratiets og de borgerlige partiers brug af tema på udlændingeområdet undersøgt fra 1990-2007. Afsnittet har haft til formål at afdække de teoretiske forventninger om Socialdemokratiets framing-strategi, der er præciseret ved hypotese to og tre. Den anden hypoteser finder stærk empirisk støtte på baggrund af Socialdemokratiets brug af tema i udmeldinger på udlændingeområdet i pressemeddelelser og valgprogrammer: Fra 1990 til 2005 fokuserer Socialdemokratiet primært på integration af udlændinge. Samtidig fokuserer de borgerlige partier primært på indvandringstemaet, hvorfor der er en tendens til en divergens i partiernes tema-brug på udlændingeområdet. Den tredje hypotese finder delvis empirisk støtte: Det gælder for både valgprogrammer og pressemeddelelser, at Socialdemokratiet fra 2005 og frem i stigende omfang fokuserer på indvandringen af udlændinge til Danmark. I kraft af, at de borgerlige partier fastholder deres fokus på indvandringstemaet frem til 2007, er der således en tendens til konvergens i partiernes tema-brug fra 2005 og frem. Hvorvidt Socialdemokratiets øgede fokus på indvandring medfører et faldende fokus på integrationstemaet varierer dog for valgprogrammer og pressemeddelelser: I valgprogrammet fra 2007 har Socialdemokratiet fortsat et markant fokus på integrationsaspektet, hvilket taler for en delvis empirisk støtte til hypotesen, jf. kriterierne opstillet i operationaliseringen af hypotese tre. For pressemeddelelser findes der derimod stærk empirisk støtte til hypotese tre, fordi der sideløbende med det øget fokus på indvandring er en tendens til et reduceret fokus på integration. Variationen vurderes dog ikke sammenlagt at svække den empiriske støtte til hypotese tre der er blot en distinktion mellem hvor stor empirisk støtte der findes for hypotesen. For den politiske dagsorden gælder som sagt, at udlændingeområdets har haft en høj placering på dagsordenen siden starten af 1990 erne. Ligesom for tone kan dette argumenteres for at have været en medvirkende faktor til, at Socialdemokratiet fra 2005 og frem har valgt at fokusere på et tema, der er ejet af de borgerlige partier. Og ligeledes gælder for tema som for tone, at der er en forsinkelse mellem den markante stigning i omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed rettet

mod udlændingespørgsmål i 1998 og partiets overgang til den anden framing-taktik i 2005. Delkonklusion 75 I afsnit 5.2. er der foretaget en analyse af Socialdemokratiets framing-strategi på udlændingeområdet, herunder deres tematisering af området samt brug af tone. Resultaterne gennemgås nedenfor. Dataresultaterne synes samlet set at give støtte til Socialdemokratiets framing-strategi på området. Der er især stærk empirisk støtte til partiets første taktik (H 2 ), mens partiets anden taktik finder delvis empirisk støtte (H 3 ). Fra 1990 til 2005 gør Socialdemokratiet langt større brug af en positiv tone på udlændingeområdet end de borgerlige partier. Ligeledes lægger partiet større vægt på at diskutere temaet integration af udlændinge. Her har de borgerlige partier primært fokuseret på indvandringen til Danmark. Dette kommer eksplicit til udtryk i data: Størstedelen af sætninger i Håndbog i dansk politik og socialdemokratiske valgprogrammer samt pressemeddelelser er kendetegnet ved en mere positiv end negativ tone, ligesom fokus primært har været på temaet integration af udlændinge. I 2005 skifter Socialdemokratiet taktik og begynder i højere grad at tale om indvandringen til Danmark. Og samtidig benyttes en negativ tone ligesom de borgerlige partier. Tendensen ses både i Socialdemokratiets valgprogrammer og pressemeddelelser. Dog står det mindre empirisk klart, hvilke konsekvenser denne tendens har for partiets brug af den positive tone og fokus på temaet om integration. I pressemeddelelserne ses, at den positive tone og fokus på integration falder fra 2005 til 2007 og i 2007 er Socialdemokratiets dominerende frame faktisk den negative tone og indvandringstemaet. I valgprogrammerne ses til gengæld en tendens til et fortsat markant fokus på integrationstemaet og brug af en positiv tone. Sammenlagt argumenteres der således for at være et skift i Socialdemokratiets framing-taktik i 2005, men at skiftet ikke er markant. Dette er også grunden til, at hypotese 3 vurderes at finde delvis og ikke stærkt empirisk støtte. Som tidligere nævnt tilsiger den teoretiske fasemodel, at Socialdemokratiet vil ændre framingtaktik på et tidspunkt, men modellen kan ikke forudsige præcist, hvornår skiftet vil ske. Ud fra det anvendte data i specialet synes 2005 at være det år, hvor Socialdemokratiet ændrer taktik. Der er dog en mulig svaghed ved datamaterialet: Analysen af valgprogrammer viste ingen nævneværdig ændring fra 2001 til 2005. Dette er konsistent med, at Socialdemokratiet først ændrer taktik efter valget i 2005. Hvis det var muligt tillige at indsamle data for pressemeddelelser fra 2001 til 2005, kunne man opnå et mere robust empirisk belæg for, at Socialdemokratiet rent faktisk skifter taktik på netop dette tidspunkt. Udlændingeområdets fortsatte høje placering på den politiske dagsorden kan forventes at være en medvirkende årsag til, at Socialdemokratiet vælger at skifte taktik i 2005. Formålet med den anden taktik er netop at gøre udlændingeområdet til et valens-issue, så dets placering på dagsordenen vil falde.

76 6. Konklusion og perspektivering Opsamling Hvorfor deltager partier i debatter på policy-områder, som de ikke har issue-ejerskab over? Og hvordan kan partiernes framing-strategier forventes at være, når de taler om problemstillinger på disse områder? De to spørgsmål har været omdrejningspunktet for specialet og er appliceret i en dansk kontekst. Her har formålet været at forklare Socialdemokratiets strategier på udlændingeområdet i perioden 1990-2007. Den afhængige variabel i specialet har omfattet to komponenter: Omfanget af opmærksomhed rettet mod udlændingespørgsmål, og den valgte framing-strategi på området. Motivationen for at undersøge Socialdemokratiets strategi på udlændingeområdet beror på det teoretiske puzzle om, at partiet siden 1990 erne har rettet en stadig større opmærksomhed mod udlændingespørgsmål. Denne adfærd er stik imod partikonkurrencelitteraturens forudsigelse, fordi partiet ikke burde have en vælgermæssig fordel af at gøre det. Denne tendens er ikke enestående for Socialdemokratiet og udlændingeområdet, men er tillige dokumenteret i flere empiriske studier med afsæt i en amerikansk kontekst. Det er derfor også mere aktuelt end nogensinde før at få en indsigt i, hvad partierne teoretisk set kan forventes at gøre, når de taler om de samme emner. Formålet med specialet har været at give et bud på løsning af dette puzzle. Der er blevet sat spørgsmålstegn ved partikonkurrencelitteraturens fortsatte gyldighed, fordi litteraturen ikke kan svare på de stillede spørgsmål i indledningen til kapitlet. Imidlertid argumenterer specialet for, at det stadig er relevant at benytte teorier om partikonkurrence, så længe disse kombineres med dagsordenslitteratur. Specialets tilgang har været todelt: Først er der opbygget en teoretisk forklaringsmodel, som kombinerer de to teoriretninger. Modellen omfatter to trin. Første trin er at forklare, hvorfor et parti i udgangspunktet begynder at diskutere et policyområde, som partiet ikke ejer. Andet trin er at give et bud på, hvilke framing-strategi partiet kan forventes at bruge på dette policyområde. Konkret foreslår specialet, at Socialdemokratiet bruger en faseopdelt framing-strategi. Partiet vil i sin framing først bruge en konflikttaktik, og hvis det ønskede resultat udebliver, skifte til en konsensustaktik. Med udgangspunkt i forklaringsmodellen opstilles tre hypoteser. Den første hypotese knytter sig til trin 1, mens anden og tredje hypotese knytter sig til trin 2. Dernæst er modellen og de tre hypoteser appliceret på det danske politiske system og testet empirisk for at vurdere dens validitet. Der er foretaget en tidsserieanalyse af Socialdemokratiets opmærksomhed og framing-strategi på udlændingeområdet i perioden 1990-2007. Konklusion Samlet set finder specialets forklaringsmodel rimelig empirisk støtte. Specialet kan dermed siges at bidrage med et første bud på løsning af puzzlet. Konkret gives en forklaring på, hvorfor Socialdemokratiet drøfter udlændingespørgsmål, og hvad dets framing-strategi på området har været. For trin 1 og med udgangspunkt i den første hypotese har forventningen været, at omfanget af Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingespørgsmål afhænger af partiets manglende

77 issue-ejerskab over udlændingeområdet. Og at denne sammenhæng samtidig er påvirket af områdets placering på den politiske dagsorden: Jo højere området stiger på dagsordenen, jo mere opmærksomhed vil Socialdemokratiet efterfølgende rette mod udlændingespørgsmål også selv om partiet ikke har issue-ejerskab over området. Dette vil Socialdemokratiet være tilskyndet til at gøre ud fra en nytte- og omkostningsbetragtning. Hypotese 1 finder sammenlagt empirisk støtte. Socialdemokratiets opmærksomhed på udlændingespørgsmål er i starten af 1990 erne begrænset. Imidlertid stiger partiets opmærksomhed generelt over tid, og dette sker, efter at udlændingeområdets placering på den politiske dagsorden er steget. I starten af 1990 erne stiger områdets placering på dagsordenen. Derpå ligger området med enkelte undtagelser på et forholdsvis højt og stabilt niveau frem til 2007. Derimod adresserer Socialdemokratiet først for alvor udlændingespørgsmål i 1998. Og det er de borgerlige partier, og ikke Socialdemokratiet, som igangsætter politiseringen af udlændingeområdet. Sammenlagt støtter den empiriske undersøgelse det teoretiske argument om, at Socialdemokratiet på grund af sit manglende ejerskab over udlændingeområdet først øger opmærksomheden mod området, når dets placering stiger på den politiske dagsorden. For trin 2 og med udgangspunkt i den anden og tredje hypotese har forventningen været, at Socialdemokratiets framing-strategi på udlændingeområdet både afhænger af partiets manglende issue-ejerskab over området, men også dets ejerskab over andre policyområder. Igen er partiets framing-strategi betinget af den politiske dagsorden som interagerende variabel. Dette betyder, at Socialdemokratiet vil bruge en faseopdelt framing-strategi, som omfatter to framing-taktikker. Socialdemokratiets første framing-taktik forventes, jf. hypotese 2, at være en konflikttaktik. Her forsøger partiet at perspektivere udlændingeområdet til at handle om netop de problemstillinger, som partiet har issue-ejerskab over. Denne forventning finder empirisk støtte i data. Socialdemokratiet benytter først en konflikttaktik, hvor udlændingeområdet perspektiveres til integrationsområdet, som partiet ejer. Ligeledes benytter partiet i udpræget grad en positiv tone på området. Til sammenligning har de borgerlige partier i stedet diskuteret indvandring til Danmark samt kriminalitet blandt udlændinge. Dette mønster gør sig gældende fra 1990 til 2005. Socialdemokratiet tager med andre ord konkurrencen op med de borgerlige partier, selvom partiet er på udebane. Socialdemokratiets forventes, jf. hypotese 3, at skifte framing-taktik, hvis det ønskede resultat af den første taktik udebliver. Partiet vil i stedet benytte en konsensustaktik og erklære sig enige med de borgerlige partier for på denne måde at få emnet til at falde på den politiske dagsorden. De vil altså forsøge at gøre udlændingeområdet til et valens-issue. Denne forventning finder delvis empirisk støtte i data: I 2005 synes Socialdemokratiet at skifte taktik og i stedet igangsætte en konsensustaktik, hvor partiet i højere grad erklærer sig enige med de borgerlige partiers synspunkter. Fra 2005 og frem taler Socialdemokratiet i stigende omfang om indvandring og benytter samtidig en mere negativ tone. Dette mønster er dog ikke lige så tydeligt som ved den første taktik. Der er empirisk belæg for, at Socialdemokratiet skifter taktik, men skiftet er ikke så markant. Samlet set er den empiriske undersøgelse af hypotese 2 og 3 rimelig konsistent med, at Socialdemokratiet anvender en faseopdelt framing-strategi, som omfatter henholdsvis en konflikttaktik og en konsensustaktik.

78 Perspektivering: Mulige udbygninger af modellen Specialet har besvaret problemformuleringen og givet et første bud på løsning af det teoretiske puzzle. Kombinationen af litteratur om dagsordensteori og partikonkurrence synes frugtbar i forhold til at forklare partiers strategier på policyområder, de ikke har issue-ejerskab over. Partikonkurrencelitteraturen bidrager med en forklaring på, hvordan Socialdemokratiet vil frame udlændingedebatten, men litteraturen har brug for hjælp fra dagsordenteorien, når den skal forklare, hvorfor partiet overhovedet drøfter udlændingespørgsmål. Dette illustrer, at partikonkurrencelitteraturen isoleret set er bedre til at forklare, hvordan partier vil debattere et område, end hvilke områder de vil diskutere. Teorien synes således fortsat højaktuel den skal blot bruges på en anden måde end oprindeligt tiltænkt. Denne pointe er også blevet fremhævet af John Sides (2006:431). Specialets forklaringsmodel virker lovende i forhold til at forklare partiers strategi på policyområder, de ikke ejer. Der er dog stadig et stykke vej til, at løsningen af puzzlet er dækkende og robust. Fire væsentlige udestående skal nævnes: For det første kan specialets model ikke forklare, hvornår partier begynder at allokere stigende opmærksomhed til et område, de ikke ejer. På tilsvarende vis giver modellen ikke en forklaring på, hvornår partier vil skifte framing-strategi og gå fra en konflikt-taktik til en konsensus-taktik. Fremadrettet bør modellen tillige omfatte en beskrivelse af, hvad der mere præcist skal til, for at partier strategisk set skifter fra at ignorere et policyområde til at give det stigende opmærksomhed. Og tilsvarende, hvad der skal til, for at partiet strategisk set skifter fra konflikttaktik til konsensus-taktik. Hvad kan i en dansk kontekst forklare, at Socialdemokratiet først for alvor begynder at rette opmærksomheden mod udlændingeområdet i 1998 og derpå synes at skifte framing-taktik i 2005? Interne stridigheder i partiet og vælgernes ønske om en mere stram udlændingepolitik taler for, at Socialdemokratiet skifter taktik tidligere. En mulig forklaring på, hvorfor dette alligevel ikke sker, er små midterpartiers betydning i politik (Green-Pedersen & Krogstrup, 2007). Socialdemokratiet har været afhængig af Radikale Venstre i forhold til regeringsdannelse, og samtidig har Radikale Venstre indtil 2007 konsekvent afvist de borgerlige partiers udlændingepolitik og retorik på området. Hvis Socialdemokratiet var begyndt at debattere udlændingeområdet på de borgerliges præmisser i begyndelsen af 1990 erne, kunne det have belastet regeringssamarbejdet med Radikale Venstre. En medvirkende årsag til, at skiftet i framing-taktik sker i 2005, kan være Helle Thorning Schmidts tiltrædelse som ny formand for Socialdemokratiet, hvor en nytænkning af partiets politik og organisering efterfølgende foretages (Hjortnæs, 2006:162; Nielsen, 2007:97-98). Tilbage står det, at Socialdemokratiet muligvis ville have stået bedre ved at danne en framing-koalition med Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti som et modtræk til de borgerlige partier. Et muligt supplement til specialets teoretiske model kunne derfor være at udbygge modellen med en variabel, der handler om spilleregler for koordinering mellem mulige alliancepartnere. For det andet kan modellen ikke forklare, hvorfor et partis første strategier ikke lykkedes. Hvorfor lykkes det ikke at ignorere områder, som partiet ikke har ejerskab over? Og hvorfor lykkes partiets første framing-taktik ikke?

79 Mange faktorer spiller som tidligere nævnt ind. En forklaring på Socialdemokratiets manglende succes kan være, at de borgerlige partier har haft en stærk dagsordensfastsættende magt. Disse partier har haft et incitament til at få udlændingeområdet placeret højere på dagsordenen, fordi de ejer det. Deres succes med dette kan endvidere være forstærket af det institutionelle set-up i Folketinget, hvor oppositionen har en større effekt på dagsordensfastsættelsen end regeringspartierne (Green-Pedersen & Mortensen, 2008). Dertil kommer, at deres forsøg på at politisere området ligeledes kan tænkes påvirket af den forholdsvis store vælgermæssige opbakning til de borgerlige partier over tid. Dette har betydet, at de i modsætning til Socialdemokratiet i mindre grad har været afhængige af midterpartier som Det Radikale Venstre i dannelsen af en mindretalsregering (Green-Pedersen & Krogstrup, 2007:2). Derfor har udlændingeområdet tilsyneladende været et strategisk fordelagtigt policyområde at debattere for de borgerlige partier. En anden forklaring på, at Socialdemokratiets første strategi på området ikke lykkedes, kan være karakteristika ved udlændingeområdet. Det stigende antal indvandrere og flygtninge er en af de mest håndgribelige beviser på, at vi lever i en globaliseret verden. Antallet af personer i Danmark med udenlandsk statsborgerskab og med rødder i andre kulturer vokser, og uanset politikernes bestræbelser på at begrænse tilstrømningen, vil antallet fortsætte med at vokse i de kommende år (Togeby, 2003: kapitel 1). Hverken omfanget af indvandring eller integration af udlændinge er således issues, der forløber problemfrit og kan løses med et enkelt lovgivningstiltag. Der vil derfor løbende være udfordringer på udlændingeområdet, hvilket de borgerlige partier fortsat kan udnytte. For det tredje er partiernes issue-ejerskab i specialet opfattet som en eksogen variabel. En udbygning af specialets teoretiske model kunne være at undersøge udviklingen i partiernes issueejerskaber. Spørgsmålet kunne her være, hvilken effekt partiernes framing-strategi har for deres issue-ejerskaber på længere sigt, og om dette efterfølgende har en tilbagevirkende effekt på partiernes framing-strategi. Som det fremgik af kapitel 4, vurderede vælgerne i 2007 Socialdemokratiet og de borgerlige partier som stort set lige egnet til at løse problemer relateret til flygtninge/indvandrere. Det kunne i denne forbindelse være interessant at undersøge, om der er sammenhæng mellem Socialdemokratiets skift i framing-taktik i 2005 og den efterfølgende ændring i partiernes issue-ejerskaber i 2007. Desuden gælder det for de borgerlige partier, at de vandt ind på Socialdemokratiet på velfærdsområdet i 2001, hvilket måske kan forklare, hvorfor de borgerlige i højere grad har diskuteret integrationsaspektet i deres valgprogram i 2005 og 2007. For det fjerde er der behov for at udfordre logikken til grund for specialets faseopdelte framingstrategi. Man kan spørge om den faseopdelte framing-strategi skal vendes om, således at partiet først vil arbejde ud fra en konsensustaktik og dernæst ud fra en konflikttaktik. I specialet er argumenteret for, at partiet først vil lancere en konflikttaktik. Dels fordi partiet herved af vælgerne vil blive opfattet som troværdigt. Dels fordi partikonkurrencelitteraturen bygger på logikken om, at partier konkurrerer for at opnå vælgernes gunst. Men hvad nu, hvis et parti, som fx Socialdemokratiet skal drøfte et område, det ikke ejer, og hvor området udmærker sig ved at rumme mange udfordringer, samtidig med at vælgerne støtter op om modstanderpartiernes budskaber? Kan det tænkes, at partiet er bedre tjent med som det første at erklære sig enig med

80 modstanderpartiernes synspunkter, løbe risikoen med at blive kritiseret for at være utroværdig og ad denne vej forsøge at gøre emnet til et valens-issue? Et første skridt for at besvare dette spørgsmål vil være, hvorvidt der er empiriske eksempler på dette. Afslutningsvis skal nævnes et par metodiske forbehold, som er relevante i forhold til validiteten af særligt specialets empiriske analyse. Specialets analyse bør repliceres af andre forskere for dels for at svække konkrete metodevalg som udslagsgivende for analyseresultatet, dels for eventuelt at skærpe målemetoder. Dette er særlig relevant, da væsentlige dele af analysen beror på brug af klassifikationsskemaer, hvor en række observationer er kodet i forhold til tema og tone for partiernes udmeldinger på udlændingeområdet. Disse kodninger er foretaget på nøgternt vis, men der er altid en risiko for bias i form af utilsigtet subjektiv tolkning. Endelig bør den fundne sammenhæng i specialet undersøges på andre empiriske cases, således at rækkevidden for specialets teoretiske forklaringsmodel kan afprøves. I en dansk kontekst vil det være relevant tillige at applicere modellen på velfærdsområdet, der ligesom udlændingeområdet er et saliens-issue. Her kunne det være interessant at undersøge de borgerlige partiers adfærd på området, da de ikke ejer dette område.

81 7. Appendiks Appendiks 1. Kriterier for styrke af danske partiers issue-ejerskaber I specialet er der opstillet kriterier for, hvornår et parti kan siges at have et stærkt eller svagt issueejerskab over et policyområde. For at have et stærkt issue-ejerskab på et område, er der i specialet opstillet to kriterier: minimum 15 procent-point forskel i vælgernes vurdering af, hvorvidt en borgerlig eller socialdemokratisk ledet regering er bedst egnet til at løse en problemstilling minimum 33 procent af de adspurgte vælgere vurderer enten en socialdemokratisk eller borgerlig ledet regering bedst egnet til at løse en given problemstilling For at have et svagt issue-ejerskab på området, skal minimum et af følgende kriterier være opfyldt: Under 15 procent-point forskel i vælgernes vurdering af, hvorvidt en borgerlig eller socialdemokratisk ledet regering er bedst egnet til at løse en problemstilling Under 33 procent af de adspurgte vælgere vurderer enten en socialdemokratisk eller borgerlig ledet regering bedst egnet til at løse en given problemstilling Det første kriterium er det vigtigste, da det estimerer partierne relative issue-ejerskaber. Det andet kriterium er dog også vigtigt, da det kontrollerer for, at en stor andel af vælgerne ikke blot har svaret ved ikke/ingen forskel.

82 Appendiks 2. Opgørelse over danske partiers issue-ejerskaber I tabel A1-A4 fremgår en detaljeret opgørelse over danske partiers issue-ejerskaber, som figur 3.2. i afsnit 3.3. beror på. Studerende på Institut for Statskundskab i Aarhus har adgang til valgdata studiets interne netværk, der går til og med valget i 2005. I valgdata er et repræsentativt udsnit af danskere blevet spurgt om, hvilket regeringsalternativ de vurderer bedst egnet til at løse en række problemstillinger. De har her haft svarmulighederne: En borgerlig ledet regering, en socialdemokratisk regering, lige gode eller ved ikke. Valgdata suppleres i specialet med et upubliceret arbejdspapir fra Jørgen Goul Andersen (2008), hvor partiernes issue-ejerskaber ved valget i 2007 fremgår. Tabel A1. Partiers issue-ejerskaber vedr. økonomiske spørgsmål Landets økonomiske problemer i almindelighed Bekæmpelse af arbejdsløshed Bor. SD Lige gode /ved ikke Forskel - pos. borg - neg. SD Bor SD Lige gode /ved ikke Forskel - pos. borg - neg. SD 1990 40 24 36 16 16 49 35-33 1994 50 22 28 28 19 50 31-31 1998 39 33 28 5 19 51 29-32 2001 46 30 25 17 30 46 24-16 2005 50 28 22 23 29 47 24-18 2007 58 24 18 34 - - - - Kilde: Valgdata, Andersen (2008) Tabel A2. Partiers issue-ejerskaber vedr. velfærdsspørgsmål I Sikre et velfungerende sundhedsvæsen Sikre god undervisning i folkeskolen Bor. SD Lige gode /ved ikke Forskel - pos. borg - neg. SD Bor. SD Lige gode /ved ikke Forskel - pos. borg - neg. SD 1998 24 33 43-10 28 26 37 2 2001 45 26 30 20 35 29 36 6 2005 28 38 34-10 37 33 30 3 2007 29 53 18-24 - - - - Kilde: Valgdata, Andersen (2008) Tabel A3. Partiers issue-ejerskaber vedr. velfærdsspørgsmål II Tilgodese børnefamiliernes behov Sikre tilfredsstillende forhold for ældre Bor. SD Lige gode /ved ikke Forskel - pos. borg - neg. SD Bor. SD Lige gode /ved ikke Forskel - pos. borg - neg. SD 1998 13 55 32-43 17 44 39-27 2001 27 43 31-16 37 32 32 4 2005 21 49 31-27 22 48 30-25 2007 - - - - 28 53 19-25

83 Kilde: Valgdata, Andersen (2008) Tabel A4. Partiers issue-ejerskaber vedr. velfærdsspørgsmål III Sikre den rette balance mellem skat og social tryghed Bor SD Lige gode /ved ikke Forskel - pos. borg - neg. SD 1994 25 40 34-15 1998 26 44 31-18 2001 38 35 27 3 2005 32 46 23-14 2007 36 43 21-7 Kilde: Valgdata, Andersen (2008)

84 Appendiks 3. Opgørelse over anvendte datakilder Tabel A5. Oversigtstabel: Kodningsenheder for de tre datakilde, opgjort per år og mellem partier SD KF V DF/FrP I alt Håndbog i dansk politik Kodningsenhed: sætninger 2003 36 25 22 54 137 2002 26 49 43 61 179 2001 25 46 36 44 151 1999 20 44 36 34 134 1998 14 48 38 30 130 1997 16 49 44 45 154 1996 13 45 35 42 135 1995 14 54 44 41 153 1993 14 34 25 34 107 1992 19 35 23 31 108 1991 17 36 15 33 101 1990 16 13 12 27 68 I alt 230 478 373 476 1557 Pressemeddelelser Kodningsenhed: Artikler 2007 13-24 55 92 2006 4-29 44 77 2005 13-24 11 48 2004 - - 31 21 52 I alt 30-108 131 269 Valgprogrammer Kodningsenhed: Sætninger 2007 14 4 39-57 2005 35 8 40 7 90 2001 127 20 12 3 162 1998 49 19 48 12 128 1994-18 19-37 1990-12 - - 12 I alt 225 81 158 22 486 I alt alle datakilder 485 559 629 639 2312

85 8. Litteraturliste Andersen, Jørgen Goul (2002). Danskernes holdninger til indvandrere. En oversigt. AMID working paper Series 17/2002 Andersen, Jørgen Goul & Ole Borre (2003). Politisk forandring værdipolitik og nye skillelinjer ved folketingsvalget 2001. Systime Academic Andersen, Jørgen Goul, Johannes Andersen, Ole Borre, Kasper Møller Hansen & Hans Jørgen Nielsen (red) (2007). Det nye politiske landskab. Folketingsvalget 2005 i perspektiv. Academica. Ansolabehere, Stephen & Shanto Iyengar (1994). Riding the wave and claiming ownership over issues. The joint effects or advertising and news coverage in campaigns i The Public Opinion Quarterly, vol. 58, no. 3, pp. 335-357 Andersen, Jørgen Goul (2008). Et valg med paradokser. Opinionsklimaet og valget 2007. Upubliceret paper. Baumgartner, Frank R. & Bryan D. Jones (1993). Agendas and Instability in American Politics. The University of Chicago Press. Bélanger, Éric (2005). Issue Salience, Issue Ownership and Issue-Based Vote Choice: Evidence from Canada. Paper prepared for the annual meeting of the Canadian Political Science Association London, Ontario, June 2-4, 2005. Bélanger, Éric (2003). Issue Ownership by Canadian Political Parties 1953-2001. Canadian Journal of Political Science, vol. 36, no. 3, pp. 539-558 Blomqvist, Paula & Christoffer Green-Pedersen. Defeat at Home? Issue-ownership and Social Democrats Support in Scandinavia. Government and Opposition, vol. 39, issue 4, pp. 587-613 Budge, Ian & Dennis J. Farlie (1983). Explaining and Predicting Elections: Issue Effects and Party Strategies in Twenty-Three Democracies. University of Essex. London, George Alien & Unwin Carmines, Edward G. & James A. Stimson (1993). On the Evolution of Political Issues, pp. 151-169. I William H. Riker, Agenda Formation. The University of Michigan Press. Christiansen, Peter Munk & Lise Togeby (2005). Magten I Danmark. Nordisk forlag A/S, København Christiansen, Jens (2007). Hvem vinder valget? Strategi, kampagne og valgkamp. Gyldendal Nordisk forlag A/S, København Damore, David F. (2004). The Dynamics of Issue Ownership in Presidential Campaigns. Political Research Quarterly, vol. 57, no. 3, pp. 391-397. Damore, David F. (2005). Issue Convergence in Presidential Campaigns. Political Behavoiur, vol. 27, no. 1, pp. 71-97 Dansk Flygtningehjælp (2006). Verden kom til Danmark. 50 år med flygtninge. Udgivet af Dansk Flygtningehjælp, oktober 2006. www.flygtning.dk Dearing, James W. & Everett M. Rogers (1996). Agenda-setting, Thousand Oaks, CA: Sage Publications Druckman, James N. (2001). On the limits of Framing Effects: Who can frame? The Journal of Politics, vol. 63, no. 4, November 2001, pp. 1041-1066

86 Gaasholt, Øystein & Lise Togeby (1995). I syv sind. Danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere. Århus: Forlaget Politica Green-Pedersen, Christoffer (2005a). The Political Agenda in Denmark: Measurements and trends since 1953. Århus: Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet Green-Pedersen, Christoffer (2005b). The Conflict of Conflicts in Comparative Perspective: Euthanasia as a political issue in Denmark, Belgium, and the Netherlands. Comparative Politics. Department of Political Science, Århus Green-Pedersen, Christoffer (2006). Long-term Changes in Danish Party Politics: The Rise and Importance of Issue Competition. Scandinavian Political Studies, vol. 29, no. 3, pp. 221-237 Green-Pedersen, Christoffer & Peter Bjerre Mortensen (2007). Government and Opposition. Who Sets the Agenda and Who Responds to it? Upubliceret arbejdspapir Green-Pedersen, Christoffer (2007). The growing Importance of Issue Competition: The Changing Nature of Party Competition in Western Europe. Political Studies, 2007, vol. 55, pp. 607-628 Green-Pedersen, Christoffer & Jesper Krogstrup (2007). Immigration as a political issue in Denmark and Sweden. How Party Competition shapes political agendas. European Journal of Political Research, vol. 47, no. 5, pp. 610-634 Green-Pedersen, Christoffer & Peter Bjerre Mortensen (2008). Election Campaigns and Political Agenda Setting. Paper prepared for delivery at the 2008 Annual Meeting of the American Political Science Association in Boston, August 28. - 31. 2008 Hjortnæs, Karl (2007). Socialdemokrater under pres. Gyldendal. Nordisk Forlag A/S, København Jerit, Jennifer (2007). Issue Framing and Engagement: Rhetorical Strategy in Public Policy Debates. Political Behavoiur Jones, Bryan D. & Frank R. Baumgartner (2005). The Politics of Attention. How Government prioritizes Problems. The University of Chicago Press, Chicago & London Kaplan, Noah, David K. Park & Travis N. Ridout (2006). Dialogue in American Political Campaigns? An Examination of Issue Convergence in Candidate Television Advertising. American Journal of Political Science, vol. 50, no. 3, pp. 724-736 Kingdon, John W. (1995). Agendas, Alternatives and Public Policies. New York: HarperCollinsCollege Publishers Keller, Marie & Britt Grydholt Jensen (1999). Socialdemokratiets udlændingepolitik dikteret af medier og den offentlige mening? Speciale, juli 1999, Aalborg Universitet Lov nr. 482 af 24. juni 1992 om ændring af udlændingeloven m.v. Lov nr. 474 af 1. juli 1998 om integration af udlændinge i Danmark (integrationslov) Lov nr. 365 af 6. juni 2002 om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven med flere love Madsen, Jacob Gaarde (2000). Mediernes konstruktion af flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. Magtudredningen. AKA-PRINT A/S, Aarhus Meguid, Bonnie M. (2005). Competition Between Unequals: The Role of Mainstream Party Strategy in Niche Party Success. American Political Science Review, Vol. 99, No. 3, pp. 347-359 Mortensen, Peter Bjerre (2006). The Impact of Public Opinion on Public Policy. A Study of Why, When, and How Agenda Setting Matters. Ph.d. afhandling, 1. Udgave. Politica, Aarhus Nannestad, Peter (1999). Solidaritetens Pris. Holdningen til indvandrere og flygtninge i Danmark 1987-

87 1993. Aarhus Universitetsforslag. Nielsen, Jakob (2007). Helle for magten. Politikens forlag Petrocik, John R. (1981). Party Coalitions. Realignment and the Decline of the New Deal Party System. The University of Chicago Press. Chicago and London Petrocik, John R. (1996). Issue Ownership in Presidential Elections, with a 1980 Case Study. American Journal of Political Science, Vol. 40, No. 3, pp. 825-850 Petrocik, John R., William L. Benoit & Glenn J. Hansen (2003). Issue Ownership and Presidential Campaigning, 1952-2000. Political Science Quarterly, vol. 118, no. 4, pp. 599-626 Politiken (2007). SF følger de radikale på 24-års-regel. 27. Oktober 2007. http://politiken.dk/politik/article407329.ece Riker, William H. (1993). Agenda Formation. The University of Michigan Press Riker, William H. (1996). The Strategy of Rhetoric. Campaigning for the American Constitution. Yale University Press. New Haven and London Rydgren, Jens (2004). Explaining the Emergence of Radical Right-Wing Parties: The Case of Denmark. West European Politics, Vol. 27, No. 3, May 2004, pp. 474-502 Sides, John (2006). The Origin of Campaign Agendas. British Journal of Political Science, vol. 36, pp. 407-436. Sigelman, Lee & Emmett H. Buell, Jr. (2004). Avoidance or Engagement? Issue Convergence in U.S. Presidential Campaigns, 1960-2000. American Journal of Political Science, Vol. 48, No. 4, pp. 650-661 Simon, Adam F. (2002). The Winning Message: Candidate Behaviour, Campaign Discourse, and Democracy. New York: Cambridge University Press Stone, Deborah A. (1989). Causal Stories and the Formation of Political Agendas. Political Science Quarterly, Vol. 104, No. 2, pp. 281-300 Togeby, Lise (2003). Fra fremmedarbejdere til etniske minoriteter. Magtudredningen. Aarhus Universitetsforlag Udlændingestyrelsen (2002). Nøgletal på udlændingeområdet 2001 Datakilder: Garodkin, Ib. Håndbog i dansk politik 1990. Munksgaard forlag, København Garodkin, Ib. Håndbog i dansk politik 1991. Munksgaard forlag, København Garodkin, Ib. Håndbog i dansk politik 1992. Munksgaard forlag, København Garodkin, Ib. Håndbog i dansk politik 1993. Munksgaard forlag, København Garodkin, Ib. Håndbog i dansk politik 1995. Munksgaard forlag, København Garodkin, Ib. Håndbog i dansk politik 1996. Munksgaard forlag, København Garodkin, Ib. Håndbog i dansk politik 1997. Munksgaard forlag, København Garodkin, Ib. Håndbog i dansk politik 1998. Munksgaard forlag, København Garodkin, Ib. Håndbog i dansk politik 1999. Munksgaard forlag, København Garodkin, Ib. Håndbog i dansk politik 2001. Rosinante forlag, København Garodkin, Ib. Håndbog i dansk politik 2002. Rosinante forlag, København Garodkin, Ib. Håndbog i dansk politik 2003. Rosinante forlag, København