1 Prædiken til 3. s. i advent kl. 10.00 i Engesvang 78 - Blomster som en rosengård 86 - Hvorledes skal jeg møde 89 - Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge 80 - Tak og ære være Gud 439 O, du Guds lam Nadver 84 v. 6-7 af Gør døren høj 90 - Op glædes alle, glædes nu Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? De bibelske fortællinger er næsten som en spejlsal, hvor vi hver eneste søndag får givet et nyt spejl at se livet og det at være menneske i. Hvis man sidder på kirkebænken gennem et helt år, vil der næppe være noget ved tilværelsen, man ikke har mødt, når det bliver advent igen. Skyld, erotik, sorg, begær, had, venskab, fortvivlelse, glæde osv. osv. - det er der det hele. Intet menneskeligt er skriften eller gudstjenesten fremmed. Hver søndag - eller næsten hver søndag - får vi en skikkelse af spejle os. - Gud har jo velsignet os med forskellighed og derfor vil vi nogle søndage føle os genkendt og næsen fornemme, at dagens fortælling er skrevet til os, mens vi andre søndage vil opleve, at i dag handlede det om nogen
2 andre. De søndage kan man så blive klogere på, hvordan andre er skruet sammen, og hvad andre måske trækkes med. I dag, her ti dage før juleaften, får vi Johannes døber som vores spejl. Men der er bestemt ikke meget jul over ham. Det kan man ikke sige. Tilmed er han faldet af på den, siden han stod ved Jordanfloden og døbte. Dengang virkede han så stærk, både på legeme og sjæl, kæmpestor og muskuløs, med vildt hår og skæg og øjne, der brændte af tro og lidenskab for Guds sag og for alt godt. Hvis man havde set ham dengang, hvis man havde set Johannes, da han prædikede og døbte og da Herodes kom ud til ham ved floden og som tak for besøget fik fortalt, hvad alle sagde og mente om ham - det var det dér med, at Herodes havde taget sin brors kone - så ville man have tænkt, at Johannes nok var verdens modigste, stærkeste og mest robuste mand. Intet kunne ramme ham og intet kunne skræmme ham. Men efter få uger i Herodes fængsel er han kun en skygge af sig selv. Dvs. i det ydre er han stadig stor og stærk, men noget er bristet i ham. Man kan se det i hans øjne. Tvivlen har svøbt sig om ham, vel at mærke ikke den gode tvivl, den tvivl som er troens tvilling og som giver tænksomhed, ikke den gode tvivl, som gør overbærende og holder fordømmelsen tilbage.
3 Johannes er ramt af den sorte tvivl, den onde tvivl, der er som en orm, der gnaver i selve ens livs fundament. Han er begyndt tvivle om alt. På sig selv, på livet, på Gud. Havde det overhovedet et formål, at han stod derude ved floden og kaldte til omvendelse og døbte folk? Der gik jo kun en uge, så var alt ved det gamle hos dem han havde døbt? Var det det, Gud havde tænkt med hans liv? Hvem var Gud overhovedet? Og havde det været indbildning, den dag han døbte Jesus og Guds på én gang varme og stærke røst lød fra himlen? Dette er min søn, hør ham? Hvad skal jeg med mit liv? Hvad med alt det, der ligger bag mig? Var det ligegyldigt eller forgæves? Og hvad ligger foran? Ligger der overhovedet noget? Hvad er meningen? Salig er den, er ikke kender de spørgsmål, men bare lever - som Johannes gjorde så længe han var ved floden - nogenlunde ubekymret og med fast grund under fødderne. Men spørgsmålene er vist ikke fremmede for ret mange, og de rumler i hvert fald i Johannes, da han er kommet i fængsel. Mest af alt det med Gud - om det var Guds røst han hørte, den dag, Jesus blev døbt. Og om det virkelig er sandt, at Jesus kommer fra Gud? I så fald kunne han da godt sørge for, at han kom ud af fængslet. Er du den, som kommer eller skal vi vente en anden? Sådan beder han sine disciple spørge Jesus. De står udenfor
4 fængslet, besøger ham trofast, så det er nemt at sende nogen afsted med bud. Er du den, der kommer eller skal vi vente en anden? - Hvad vil du med mig, Gud? Er jeg hvor jeg skal være? Hvad er meningen med mit liv? Er du den, der kommer, Jesus, eller skal vi vente en anden? - Og hvad svarer Jesus? Giver han et håndfast bevis? Sender han en lyn der flår tremmerne fra fængslets vinduer? Vi kender nok andre end Johannes, der også godt kunne efterspørger den slags håndfaste, guddommelige tilkendegivelser. Men de kommer ikke. I stedet siger Jesus, at vi skal åbne øjnene og ørerne, vi skal se os omkring og lytte efter. For Guds rigets tegn er overalt i verden hver eneste dag, hvert eneste minut. Se jer omkring, siger han. Overalt bliver mennesker raske, overalt sker det at sorgplagede glæder sig, at fjender bliver venner, at mure mellem mennesker brydes ned, at forsoning kommer i stand, at krig ophører, at noget, som var helt, helt umuligt, bliver til
5 virkelighed; og overalt fortælles der om Guds søn, der blev menneske som vi, for at vi skulle lære Guds kærlighed at kende og vide helt ind i sjælen, at den er det første og det sidste, grunden under vore fødder, den luft, vi indånder. Åbn øjnene og se jer omkring! Luk ørerne op og hør! Og det må Johannes venner så gå tilbage og fortælle. Men de kan tillige berette, hvad Jesus har sagt om Johannes, at han er mere en end profet, at han er en engel, Guds sendebud. Og at han i det, han har gjort og sagt har gået Guds vej. Er du den, som kommer eller skal vi vente en anden? Vi ved ikke, om Johannes falder til ro ved Jesu svar. Og kan vi selv falde til ro ved det? Ved at evangeliet forkyndes, både når vi er åbne og lyttende og når vi ikke er, og ved at Guds rigets tegn slår ned, hvor vi mindst venter det. Og i sig bærer løfter om den dag, hvor alt er blevet nyt. Velsignet være han som kommer i Herrens navn.