En jættestue ved Vestvejen

En jættestue ved Vestvejen Af Katrine Kølle Hansen Fig. 1. Kortet viser gravhøje i området ( ), den udgravede jættestue ( ) og nord for denne, de seneste års udgravninger ved Hyrdehøj, Kristiansminde og Margretehåbsvej (blåt omrids). Copyright Kort- og Matrikelstyrelsen. G11-97. Tegning Katrine Kølle Hansen. I den sydvestlige del af Roskilde har byen haft vokseværk de sidste fem år, og det har givet arkæologerne på Roskilde Museum en enestående mulighed for at få overblik over et større områdes forhistoriske kulturlandskab. Før entreprenørerne gik i gang med at bygge, foretog museet flere arkæologiske undersøgelser. Et af de ældste fund var en overpløjet jættestue. Til trods for at der ingen synlige spor var i markoverfladen, viste mulden sig at gemme på både gravgaver og rester af den oprindelige stenkonstruktion. 7

Derudover blev der i 2000 ved Margretehåbsvej 1 fundet levn fra store dele af oldtiden, strækkende sig fra yngre stenalder til vikingetid. Fra 2001 til 2004 blev der, mellem Hyrdehøj Centret og det der nu er Vestvejen, undersøgt 11 lokaliteter med levn, der spredte sig fra yngre stenalder til tidlig middelalder. 2 I 2003 og 2004 blev der undersøgt spor af bebyggelse fra romersk jernalder og kulturlag fra yngre stenalder og ældre bronzealder ved Kristiansminde. 3 Den langvarige udgravningskampagne er afsluttet, men forude ligger et større arbejde med at bearbejde de fremkomne fund. Denne artikel fokuserer på jættestuen, der lå i det sydvestlige hjørne af Hyrdehøjundersøgelsesområdet, ved Vestvejen umiddelbart nord for den nuværende lastbilparkering. Gravhøje i området Området har navn efter den fredede gravhøj Hyrdehøj 4, der ligger ca. 650 meter v-nv for den undersøgte jættestue. Et par hundrede meter mod sydøst, omgivet af træer, ligger endnu en relativt velbevaret gravhøj. 5 Begge høje har lidt under, at området gennem en årrække har været militært skydeterræn. Ca. 400 meter mod vest er der registreret adskillige overpløjede gravhøje. 6 Amatørarkæologer har i 1970 erne fundet flintredskaber på flere af disse højtomter 7, men ved en besigtigelse og prøveundersøgelse forud for skovrejsning i 2000, var der på 3 af lokaliteterne ikke længere spor efter gravhøjene. 8 Yderligere 25 års dyrkning har desværre destrueret de sidste spor af disse op til 5000 år gamle bygningsværker. Den tidsmæssige ramme Fagtermen for yngre stenalder er neolitikum, den ny stenalder, hvilket er meget dækkende, da der skete store forandringer i samfundet på dette tidspunkt. Det var her, landbruget blev indført og helt nye begravelsesformer opstod. Neolitikum varede fra 3900 til 1700 f.kr. og kan opdeles i 4 hovedperioder på hver 5-600 år: TN, MNA, MNB og SN: Tidlig, Mellem A + B og Sen Neolitikum. 9 Det anslås, at der oprindeligt blev bygget omkring 4000 jættestuer i Danmark. Undersøgelser har vist, at de alle blev bygget inden for de 8

Fig. 2. Tidslinje der viser Neolitikums periodeinddeling. Tegning Katrine Kølle Hansen. første par hundrede år af MNA. Jættestuerne var en videreudvikling af de mindre stendysser, der fra 3500 f.kr og 300 år frem blev bygget op til 40.000 af. 10 Senere fulgte andre gravtyper, men jættestuerne blev genbrugt til begravelser helt op til bronzealderen. 11 Jættestuernes primære brugsperiode MNA strækker sig fra 3300 til 2800 f.kr. På baggrund af keramikken er perioden inddelt i flere faser eller stilarter: MNA Ia, Ib, II, III, IVa, IVb og V. Hver stilart har sine egne karakteristika inden for både karrenes form og udsmykning, men det kan diskuteres, om der er tale om tidsmæssigt adskilte grupper, eller om flere af stilarterne er samtidige. Der er formentlig et vist kronologisk overlap mellem de forskellige stilarter, og i hvert fald er der et tidsmæssigt sammenfald mellem stilene fra MNA III og IV. 12 Derudover er der også regionale forskelle. Den undersøgte jættestue Som det fremgår ovenfor, har den udgravede jættestuetomt været en del af en gruppe af gravhøje, hvilket ikke er et ukendt fænomen. 13 Denne høj var ikke registreret i DKC, det kulturhistoriske centralregister, hvor Kulturarvsstyrelsen registrerer kendte fortidsminder. Det var da 9

Fig. 3. Forrest ses brolægningen og de store sten i den yderste randstenskæde. Det mørke fyldskifte bagved er sporene efter jættestuens kammer. Foto Katrine Kølle Hansen. heller ikke en gravhøj, der blev søgt efter, da der i sensommeren 2001 blev trukket søgegrøfter henover den lille bakkeknold, men derimod spor efter den, fra skriftlige kilder kendte, middelalderlige landsby Flaethinge. Landsbyen viste sig dog at ligge umiddelbart vest og sydvest for gravhøjen, men det er en helt anden historie. 14 Under et tykt beskyttende muldlag fremkom der på bakkeknoldens sydlige skråning to rækker store sten og foran disse et 3 meter bredt bælte af nævestore sten. Dette var gravhøjens randstenskæder med en foranliggende brolægning. Det tykke muldlag over brolægningen har formodentlig været en del af den oprindelige højfyld, der i tidens løb er skredet ud og bl.a. ved pløjning transporteret ned af skråningen. Det var derfor spændende at se, om der var noget af gravkammeret bevaret på toppen af bakken, hvor pløjningen sandsynligvis havde sat sig kraftigere spor. Vores forventninger blev dog ikke gjort til skamme. Selvom selve højen og det stenbyggede kammer var væk, var der stadig bevaret spor efter den imponerende konstruktion. 10

Fig. 4. Jættestuens grundplan med stensporene fra kammer og gang og omridset af den foranliggende brolægning med de to randstenskæder. Tegning Katrine Kølle Hansen. Jættestuens udformning Nær bakkens top var der en cirka 8 x 5 meter stor oval plet af mørkfarvet muld, tæt pakket med flinteskærver, og vinkelret på denne kunne man se to rækker af mørke pletter i undergrunden. Disse pletter var spor efter vægstenene i den gang, der har ført ind til gravkammeret. Laget af flinteskærver har oprindeligt ligget over og omkring det stenbyggede kammer, hvor det har haft to funktioner. Det har virket stabiliserende, idet skærverne ved mindre forskydninger af de store sten hurtigt har udfyldt opståede huller og på den måde låst stenene fast igen. Desuden har skærvelaget haft en drænende effekt ved at lede vand bort fra kammeret. 15 Da de store sten på et tidspunkt er blevet fjernet, er flintlaget faldet ned og har lagt sig over det, der engang var gravkammerets gulv. Under det 5 cm tykke lag flint kunne gravkammerets grundplan ses som en oval kreds af 14 stenspor i varierende størrelse og dybde. I de 11

Fig. 5. Stenspor med skoningsten fra kammeret nordvæg. Bagved ses den dybe grube midt i kammeret. Foto Katrine Kølle Hansen. Fig. 6. Tørmursfl iser der har siddet mellem de store vægsten. Op til muren lå to økser. Foto Katrine Kølle Hansen. fleste stenspor blev der fundet skoningssten: nævestore sten der har støttet de store vægsten. Mellem to af stensporene i den østlige del af kammeret var der stadig bevaret lidt af den tørmur, der har udfyldt mellemrummene mellem de store sten. Tørmurene bestod af flade sandstensfliser, der var tilpasset således at de dannede en tæt, og mod indersiden af kammeret, jævn mur. Også i gangen var der flere steder enkelte tørmursfliser bevaret. Kammeret var orienteret vsv-ønø, dets indvendige dimensioner var 6,6 x 2,6 meter. Gangen, der har ført fra gravhøjens rand og ind til kammeret, bestod af 6 par stenspor. Den var cirka 5 meter lang og under en meter bred, åbningen vendte mod ssø. Gangen lå som nævnt vinkelret på kammeret, men en anelse forskudt således at gangens østlige væg lå i forlængelse af kammerets midterakse. Jættestuens placering i landskabet på den sydlige skråning af en bakke og med åbningen mod syd-sydøst, svarer nøje til placeringen af størstedelen af landets jættestuer. Bygherrerne har sandsynligvis haft en bevidst tanke bag dette, og det er nærliggende at forestille sig, at det har med solens placering at gøre. I bevarede jættestuer ser man ofte sporene efter en eller flere døre i gangen, i form af karmsten, der rager længere ud i gangen end de øvrige sidesten. Der har så formodentlig siddet en sten eller en dør af for længst formuldet træ. 16 På Sjælland er der eksempler på op til 3 døre. Denne markante adskillelse mellem inde og ude, de døde og de levende, har formodentlig haft en vigtig betydning i forbindelse med 12

de ritualer, der har foregået i og omkring gravhøjen. 17 I dette tilfælde var det dog ikke muligt ud fra stensporene at identificere karmsten. En koncentration af nævestore sten, der lå i gangen mellem de to inderste sæt stenspor, kan dog være spor efter en tærskel, der har markeret indgangen til kammeret. Til trods for at der i markoverfladen ikke længere var nogen synlige spor af denne jættestue, var det altså ud fra sporene i undergrunden muligt at rekonstruere dens størrelse og form, samt belyse arkitektoniske detaljer, som den mur af stenfliser, der har stået mellem de store vægsten, og flinteskærverne, der har ligget over kammeret for at stabilisere det og holde det tørt. Inde i kammeret I jættestuer finder man ofte et gulvlag af ler, stenfliser eller hvidbrændt flint dækket af tykke gravlag, der indeholder oldsager og knogler. 18 I det aktuelle tilfælde var det i første omgang ikke så nemt at se, hvad der var hvad. Under det lag af flinteskærver, der dækkede kammeret, var der et stort ensartet brunt fyldskifte. I den vestlige ende sad flere stenspor fra kammeret i kanten af fyldskiftet. Inden for det, der burde være kammerets nordlige væg, lå der to aflange plamager af kompakt sand. Længst mod øst var der et mørkt muldlag med mange sten. For orienteringens skyld gravedes der først en profilgrøft på tværs af kammeret, og resultatet var overraskende. I stedet for det forventede gulv var der en 60 cm dyb nedgravning, der stort set ikke indeholdt fund. Det viste sig, efterhånden som udgravningen skred frem, at der var en 3 x 2 meter stor grube midt i kammeret, og at gruben var langt yngre end selve jættestuen, men mere om det senere. Grubens sider gennemskar det mørke muldlag, der lå i den østlige del af kammeret. Dette lag var op til 35 cm tykt og bestod af mørk trækulsfarvet muld med mange både hvidbrændte og ubrændte flinteskærver, håndstore sten og op til 45 x 45 cm store flade stenfliser. De flade stenfliser kan have været gulvfliser eller indfaldne tørmursfliser. De fleste sten lå ikke i nogen synlig orden, men nederst lå der dog et mindre parti af flade sten, der formentlig var en del af den oprindelige gulvbelægning. Det var i det trækulsfarvede muldlag hovedparten af de fundne oldsager lå, og det tolkes derfor som det oprindelige gravlag, der gradvist er 13

Fig. 7. Den østlige del af kammeret med parti af gulvfl iser, der endnu lå på deres oprindelige plads. Øverst til venstre ses en sektion af tørmur. Foto Katrine Kølle Hansen. aflejret i løbet af gravkammerets lange brugsperiode. I den vestlige del af kammeret var gravlaget kun få cm tyndt, og det lå under et 15-20 cm tykt ensartet muldlag, der ikke kunne adskilles fra den yngre grube. Direkte spor efter de gravlagte var få, da knogler var dårligt bevaret i kammeret. Bedst bevaret var tænder, som der blev fundet 18 af, deraf 8 visdomstænder. Bedømt ud fra tandslid har de fleste individer været børn eller ganske unge, kun et par tænder viser slid svarende til en alder fra 25-30 år og 30-45 år. 19 Kammeret har formodentlig oprindeligt haft et gulv bestående af flade stenfliser lagt oven på det kompakte undergrundssand. Oven på dette er de døde blevet lagt sammen med gravgaver i form af keramik, flintredskaber og ravperler. De store mængder trækul vidner om, at der i forbindelse med gravritualerne er blevet brugt ild. Den hvidbrændte flint, som gravlaget for en stor del bestod af, kan også have haft en funktion i ritualerne, desuden har den hvide flint haft en praktisk funktion idet den reflekterede det sparsomme lys i kammeret. Gravgaverne Keramik Keramikken udgjorde den største fundgruppe. I gravlaget inde i kammeret 14

Fig. 8. Eksempler på karformer. Kar 14 Skål med let markeret skulder. Kar 3 Skulderskål. Kar 9 Skål med konkav hals. Kar 1 Tragtbæger. Tegning Katrine Kølle Hansen. blev der fundet ca. 860 skår, af dem var næsten 300 ornamenterede. En nærmere undersøgelse af de ornamenterede skår har vist, at 2/3 af skårene hører til blot 18 forskellige lerkar, der er bevaret i større eller mindre grad. Af de øvrige skår er der enkelte, der skiller sig ud og formentlig stammer fra kar, hvorfra der kun er bevaret et enkelt skår. De resterende er små eller kun sparsomt ornamenterede og kan derfor ikke bestemmes nærmere, men hører sikkert til de ovennævnte kar. Alt i alt har der ikke været mere end 20-25 forskellige lerkar. De kartyper, der blev fundet, var tragtbægre med høj tragtformet hals, skulderskåle med lodret hals og markant skulder, der var også et kar med en mindre markant skulder og en enkelt skål med konkav hals. De øvrige kar var ikke så godt bevaret, at man kunne bestemme deres form. Der blev ikke fundet nogen, af de for MNA I så karakteristiske, fodbægre og lerskeer. Ornamentikken bestod overvejende af vandrette og lodrette linjer, zigzag-linjer, trekanter og i mindre grad af indstik i form af prikker og halvbuer mm. På basis af ornamentikken og kartyperne kan keramikken henføres til MNA II, III og IVa. Enkelte skår er muligvis lidt tidligere, men der var ingen keramik fra hverken den tidligste eller den seneste del af MNA. Under udgravningen blev hvert skår målt ind således, at det bagefter har været muligt at rekonstruere, hvor de blev fundet. Størsteparten af skårene fra kar 1 blev fundet inden for 60 x 60 cm, hvorimod skårene 15

Fig. 9. Økseformet ravperle, dråbeformet ravperle, trekantet ravperle og rørformet ravperle. Foto Flemming G. Rasmussen. fra de øvrige kar blev fundet spredt i hele det bevarede gravlag. At skårene fra de fleste kar er spredt i hele gravlaget viser, hvordan ældre begravelser er blevet forstyrret ved senere begravelser, eller måske da det dybe hul midt i kammeret blev gravet. Det kan da undre, at Kar 1 stort set blev fundet, der hvor det sandsynligvis er blevet sat ved en begravelse for over 5000 år siden. Rav Den næststørste fundgruppe var ravperler. Der blev fundet omkring 70 stykker, men desværre var de så dårligt bevaret, at kun et fåtal kunne typebestemmes, deriblandt 3 dobbeltøkseformede perler, 2 aflange trekantede perler, 1 uregelmæssig dråbeformet perle og et mindre antal små rørformede perler. De øvrige stykker var mest små fragmenter, men der var også stykker af en enkelt større ravskive. Flintredskaber Udover keramik og rav blev der fundet flere forskellige former for flintredskaber. Der var 6 økser, der alle var mellem 11,5 og 15,5 cm lange, hvilket er ret beskedent. Økser opdeles i typer efter deres tykkelse, efter hvor skrå deres langsider er, slibningen m.m. Her var der 3 forskellige 16

Fig.10. Flintmejsel, tyndbladet tyndnakket økse, tyndbladet tyknakket økse og tykbladet, tyknakket økse. Den sidste er sekundært tilhugget i nakkeenden. Foto Katrine Kølle Hansen. 11. Tværpile fra MNA og fl adehugget pil fra SN. Foto Katrine Kølle Hansen. Fig. 12. Fladehugget dolk af type II der dateres til SN. Foto Katrine Kølle Hansen. 17

Fig. 13. Forskellige fl ækkeredska-ber. Segl, 2 knive, 2 ildsten og et bor. Foto Katrine Kølle Hansen. typer. Ældst var to tyndbladede, tyndnakkede økser med slibning på alle langsider, disse dateres til 1. halvdel af MNA. Derefter kom to tyndbladede, tyknakkede økser, der kun var slebet på bredsiderne, disse dateres til 2. halvdel af MNA. Til sidst var der to tykbladede, tyknakkede økser, der ligeledes kun var slebet på bredsiderne. Denne type blev brugt fra slutningen af MNA til midt i MNB. Den ene af de sidstnævnte økser viste spor af brug i form af små afspaltninger langs æggen, desuden havde dens ene side en noget uregelmæssig form, som om der var foretaget en sekundær tilhugning. Det kan f.eks. være sket for at passe den ind i et skaft, man havde i forvejen. Kun en af de øvrige økser viste brugsspor. I et af kammerstensporene blev der fundet en mejsel. Flintmejslerne blev fremstillet på samme måde som økserne men er smallere; de har som regel et kvadratisk tværsnit. Som økserne kan de være slebet på 2 eller 4 langsider, og der kendes op til 30 cm lange eksemplarer. 20 Dette eksemplar var 12,5 cm langt og delvist slebet på alle langsider og kan dateres til sen MNA. Med 37 stykker var tværpile det mest almindelige flintredskab. Tværpilene varierede meget i både størrelse (14-33 mm lange) og form. Der var både trekantede, rektangulære og trapezformede pile samt pile med udsvajede sider. 6 af tværpilene var slebet på den ene side, disse er lavet af afslag fra slebne økser. Tværpilene dateres til MNA. Fra den efterfølgende periode MNB er der fundet 7 hele og to fragmenter af skafttungepile. Skafttungepilene udviklede sig i løbet af MNB; de blev mere og mere raffinerede, og de yngste var retoucherede over hele fladen. 18

Der blev også fundet en enkelt pil fra stenalderens yngste periode, en trekantet fladehugget pil med dyb indskæring. Fra SN stammer også en fladehugget dolk. De fladehuggede dolke blev lavet på et tidspunkt, hvor man længere syd på i Europa var gået over til at bruge bronze som råmateriale. De fladehuggede dolke blev lavet som kopier af bronzedolke, da bronze ikke var tilgængeligt her oppe, og på den måde opstod der ved stenalderens afslutning det teknisk mest avancerede flinthåndværk. To af knivene var ildskørnede. Disse to knive er de eneste flintredskaber fra jættestuen, der er ødelagt ved hjælp af ild. Brænding og sønderhugning af flintredskaber er ellers noget, man ser ofte. Specielt er økser og mejsler fundet i offerlaget foran jættestuer ofte brændt. 21 Det antages, at ødelæggelsen er en del af ritualerne omkring ofringerne, men den kan også have haft en dobbelt funktion ved at reducere fristelsen for eventuelle gravrøvere. En mulig offergrube Under gravlaget lå en lille grube. Den var cirka 90 x 45 cm stor og 25 cm dybere end kammerets bund. Fylden var den samme trækulsfarvede muld som gravlaget, men oldsagerne adskilte sig på et par punkter. Der var en høj koncentration af oldsager i gruben: Keramik, en økse, en tværpil, to ildsten, to 12-13 cm lange regelmæssige flækker, fragmenter af kranie-og lemmeknogler, tre fragmenterede ravperler og, mest interessant, adskillige op til 3 cm store stykker brændt rav. Flere af ravklumperne var så dårligt bevaret, at de gik til grunde under udgravningen, men der blev hjemtaget 14 stykker. Det brændte rav var hvidligt og havde under brændingen og den efterfølgende nedbrydning fået en grovkornet smuldrende konsistens, en del af stykkerne var kun hule skaller. Ingen af stykkerne havde synlige gennemboringer eller nogen af Neolitikums karakteristiske perleformer, og det var derfor først under den efterfølgende konservering, at det med sikkerhed blev konstateret, at der rent faktisk var tale om rav. Brændt rav og flækker så lange som de overnævnte blev kun fundet i gruben, ikke i den øvrige del af gravlaget. Dette indikerer, at gruben har haft en speciel funktion, og det er nærliggende at tro, at der er tale om en offernedlæggelse. Brændingen af ravet har nok været en del 19

Fig. 14. Oldsager fra offergruben. Keramik, brændt rav og lange fl ækker. Foto Katrine Kølle Hansen af ritualerne omkring ofringen på samme måde som det kendes med økser og mejsler. 22 Oldsagerne er sandsynligvis en blanding af bevidst nedlagte genstande, som det brændte rav og flækkerne, og genstande der tilfældigt er endt i gruben, efterhånden som den er blevet fyldt op. Blandt de 33 keramikskår fra gruben var der skår, der er unikke i forhold til det øvrige gravmateriale, f.eks. et med en næsten fladedækkende ornamentik af felter med forskellige former for indstik, men halvdelen af de ornamenterede skår hørte til lerkar, hvorfra der også blev fundet skår i det regulære gravlag. Den tidsmæssige spredning på keramikken fra gruben er den samme som for keramikken fra gravlaget. Den økse der blev fundet var tyndbladet og tyndnakket, slebet på bredsiderne og meget sparsomt slebet på smalsiderne. Denne type kan dateres til tidlig MNA. 23 De øvrige fund har en bred datering. Hvornår i jættestuens brugsperiode denne grube er gravet, står således ikke helt klart. Brolægning og randstenskæder Gravhøjen lå på toppen af en bakke, hvis højeste punkt var lige nord for kammeret. Mod nord var bakkens hældning moderat, og muldlaget var ikke særlig tykt, mod syd var hældningen målt i undergrundsniveau mere markant, og muldlaget op til en halv meter tykt. Mod syd og sydvest havde det tykke muldlag beskyttet højens randstenskæder og den foranliggende brolægning, således at de var bevaret i cirka ¼ af højens omkreds. Mod nord og nordvest var alle spor efter randstenskæderne 20

forsvundet, ikke engang stenspor i undergrunden kunne man se, det tynde muldlag har ikke ydet tilstrækkelig beskyttelse mod pløjning. Umiddelbart øst for gravkammeret og i en lige nordsydgående linje løb der et bredt kloaktracé. Dette gennemskar brolægningen ved kammergangens munding, og alle spor af jættestuen øst herfor var ligeledes væk. Der var som nævnt bevaret spor efter 2 randstenskæder, hvilket er lidt usædvanligt, men ikke ukendt. Randstenskædens funktion var at holde på den jord højen var opbygget af og danne en smuk afslutning på gravhøjen, og der er desuden eksempler på, at randstenskæden omkring gravkammerets munding har været dækket med flade fliser, der har fungeret som hylder, hvorpå der er blevet hensat lerkar som ofringer til guderne eller forfædrene. 24 Dette var der dog ingen spor efter her. Den yderste randstenskæde var bevaret over 13 meter og bestod gennemgående af 40 50 cm store sten, mod syd på forsiden af højen var de over 50 x 50 cm store. Den inderste randstenskæde var bevaret over et forløb på cirka 9 meter. De sten, den var bygget op af, var kun 20 40 cm store, men til gengæld lå de i to lag, så de dannede en op til 50 cm høj væg. Begge de to randstenskæder manglede på de sidste 3-5 meter hen mod kammerets åbning, på trods af at det foranliggende fortov var velbevaret. Man kan forestille sig at stenene her har været større, og der er dermed større sandsynlighed for, at de har lidt samme skæbne som stenene fra kammerkonstruktionen. De to randstenskæder lå med knapt en meters mellemrum. Det var ikke muligt under udgravningen at se, hvilken af de to kæder der var ældst, eller om de eventuelt har været samtidige, men det at brolægningen også lå imellem de to randkæder, kan ses som indikator for, at den inderste randstenskæde er anlagt sammen med brolægningen, og den yderste er kommet til senere. Ud fra randstenskæderne kan højens størrelse anslås til mellem 16 og 20 meter i diameter. Brolægningen var mod syd 5 meter bred og bestod af næve- til hovedstore marksten. Mod vest var brolægningen forstyrret af en middelalderlig grøft, der lå en halv meter fra den yderste randstenskæde. I området foran randstenskæden ved jættestuernes indgangspartier finder man ofte store mængder keramik og flintoldsager, der er hensat i 21

Fig. 15. Den vestlige del af de to randstenskæder efter brolægningen var fjernet. Foto Lisbeth G. Langkjær. forbindelse med begravelser eller andre ritualer 25, men ved denne høj var der kun få fund. Nær kammerets indgang lå der 4 fragmenter af slebne flintmejsler og en tyndbladet flintøkse. Derudover var der en skafttungepil. Fordelt over den sydlige del af brolægningen med et tyngdepunkt nær indgangen lå der omkring 40 neolitiske potteskår. På den vestlige del af brolægningen lå der ingen fund, så de sparsomme fund er sandsynligvis, som normen er, deponeret nær indgangen til jættestuen. Keramikken var væsentligt dårligere bevaret her end inde i kammeret. Skårene var generelt små, og på flere af dem var overfladen så ødelagt, at man ikke længere kunne se, om de var ornamenterede. Ingen af skårene stammede fra kar fundet inde i jættestuen. Fundene fra brolægningen stammer da næppe fra en oprydning i kammeret. De skår, der kunne dateres, var fordelt fra MNA Ib til MNA IVa, de fleste var dog tidlige. Øksen er ligeledes fra den tidlige del af MNA, hvorimod flintmejslerne stammer fra den sene del. Skafttungepilen var fra MNB I. 22

Til trods for at fundmængden er meget beskeden, bekræfter fundene det billede, man har set ved andre jættestuer: Offerskikken ændrer sig i løbet af perioden, i begyndelsen hensatte man primært lerkar ved jættestuens indgang, senere var det flintredskaber, der blev ofret. 26 Jættestuens anvendelsesperiode De ældste fund fra jættestuen er de få lerkarskår fra periode MNA Ib der blev fundet i kammeret og på brolægningen. Disse skår peger på, at jættestuen blev bygget omkring 3200 f.kr. De yngste neolitiske fund er den fladehuggede pilespids og flintdolken. Disse dateres til SNA, der i årstal slutter ca. 2200 f.kr. Jættestuen har altså været brugt som gravkammer i 1000 år. Størsteparten af fundene, lerkar, økser og tværpile, stammer fra MNA, der dækker de første 400 år efter jættestuen blev bygget. Skafttungepilene fra MNB og de førnævnte fladehuggede redskaber fra SN vidner dog om, at jættestuen fortsat blev brugt til begravelser om end i mindre omfang end tidligere. Gravskikken i MNA MNA er jættestuens primære brugsperiode, og dermed også den periode hvor gravskikken bedst kan belyses ud fra fundet. De forskellige typer gravgaver er allerede beskrevet, men hvordan så den enkelte begravelse ud? På grund af de gentagne begravelser er det ikke muligt at adskille gravlæggelserne, man må dog antage, at der til hver gravlæggelse hørte et eller flere lerkar, der har indeholdt mad. Ravperlerne hængte som halskæder eller var syet på de afdødes tøj, og hørte primært til kvindegravene. Mændene fik økse, bue og pil med i graven, derudover kan begge køn have fået et udvalg af dagligdags redskaber som knive, bor, segl, ildsten og skrabere med i graven. Denne fordeling af gravgaverne svarer i grove træk til det, man finder i de jyske enkeltgravshøje fra den efterfølgende periode. 27 Fundmaterialet fra MNA bestod af 20-25 lerkar, 70 ravperler, 6 økser og 37 pilespidser. Det er ikke mange genstande i betragtning af, at de stammer fra en periode på 400 år. En del af gravlaget er muligvis ødelagt i forbindelse med den forstyrrende nedgravning midt i kammeret, og der kan derfor oprindeligt have været flere oldsager. Undersøgelser af mere velbevarede jættestuer har dog vist, at én begravelse for hvert årti, 23

anlægget har været i brug, ikke er ualmindelig. Det må betyde, at det kun var et udsnit af befolkningen, der blev begravet i jættestuerne, for ikke engang i de områder, hvor gravhøjene lå tæt, har der været plads til alle. En begravelse i en jættestue har sandsynligvis været forbeholdt den sociale overklasse. 28 Det var dog ikke kun samfundets ledere, der blev begravet i jættestuerne. En aldersbestemmelsen af de tænder, der blev fundet i jættestuen, viste, at både børn og voksne blev begravet der. Så det var sandsynligvis hele slægter, der blev begravet samme sted. Set i dette lys er det nærliggende at tolke offerhenlæggelserne foran jættestuen som en del af ritualerne omkring en forfædrekult. De der ikke endte i jættestuerne blev formodentlig begravet i grave uden høj. Spredt i hele landet kendes flere såkaldte fladmarksgrave, men de ligger som regel kun ganske få sammen, og da de ikke kan ses i overfladen, er det ikke så ofte man finder dem. Et lidt større gravfelt er dog undersøgt ved Vindinge lige syd for Roskilde. Der blev der fundet adskillige grave, der var foret med og dækket af sten. Med i gravene havde de døde fået 1 4 lerkar, ravperler og flinteflækker. Gravgaverne svarer til fundene fra jættestuen om end fladmarksgravene havde et lidt mere beskedent indhold. 29 Det kan også tænkes, at en del af befolkningen blev begravet i fladmarksgrave uden gravgaver. I sådanne tilfælde er de næsten umulige at finde i dag, og hvis man finder dem, er de ikke til at datere. Middelalderlige aktiviteter i Jættestuen Det er ikke gjort med at jættestuen har været brugt som gravkammer i 1000 år af stenalderen, også langt senere har der været aktiviteter på stedet. Det vidner den dybe nedgravning midt i jættestuens kammer om. Nedgravning hører ikke sammen med jættestuens oprindelige funktion som gravkammer, men flere ting tyder på at hullet er gravet mens kammeret stadig har stået. For det første forstyrrede selve nedgravningen ingen af kammerets stenspor, bortset fra et lille overlap med stensporet lige øst for indgangen. Dette stenspor var der dog en del usikkerheder omkring. For det andet var der de to aflange sandplamager, der først tolkedes som gulvlaget, men viste sig at ligge højere end gulvet. En mulig forklaring på dette er, at sandet simpelthen var det undergrundssand, der er gravet op af hullet. Den 24

Fig. 16. Jættestuens grundplan. Midt i kammeret var der en dyb nedgravning omgivet af sandplamager. Tegning Katrine Kølle Hansen. østlige sandplamage lå ind over gravlaget og må dermed være yngre end dette. Den vestlige sandplamage lå langs kammerets væg. Der var et lille overlap med et par af stensporene, men det kan forklares med, at sandet er flydt lidt ud, da stenene på et senere tidspunkt blev trukket op. Der er altså flere indicier for at jættestuen stadig stod, da hullet blev gravet. En præcis datering af nedgravningen er ikke mulig. Der var kun få fund i nedgravningen. En smule neolitisk keramik af de samme typer, der fandtes i den øvrige del af kammeret, er formodentlig tilfældigt endt her, da hullet blev fyldt op. Derudover var der et enkelt uornamenteret randskår, der kan være yngre, men det var for ukarakteristisk til at kunne dateres nærmere, samt mest interessant 5 jerngenstande. Jernet var så dækket af rust, at de ikke umiddelbart kunne identificeres, og derfor blev de røntgenfotograferet. 4 af genstandene kunne stadig 25

Fig. 17. Røntgenbillede og udtegning af det lille jernspænde fundet i nedgravningen i kammeret. Foto Bent Vilby. Tegning Katrine Kølle Hansen ikke genkendes, men den sidste viste sig at være et 3,5 cm langt ovalt spænde. 30 En præcis datering er ikke mulig, men spændet kunne godt være fra middelalderen. Som det blev nævnt i starten af artiklen, blev der umiddelbart sydvest for gravhøjen undersøgt resterne af en middelalderlig landsby. Den nærmeste gård lå kun 20 meter væk, og middelalderlige grøftesystemer løb langs med og omkring gravhøjen, hvilket tyder på, at den også i middelalderen har haft en betydning. Det kan ikke siges med sikkerhed, men det er muligt, at det er de middelalderlige bønder, der har været inde og undersøge jættestuen, længe før arkæologerne kom til. 26

Litteratur: Dehn, T., S. I. Hansen & F. Kaul: Klekkendehøj og Jordehøj. Restaureringer og undersøgelser 1985-90. Nationalmuseet & Skov-og Naturstyrelsen. 2000 Ebbesen, K.: Stordyssen i Vedsted. Studier og tragtbægerkulturen i Sønderjylland. Akademisk forlag, 1979. Jensen, J.: Danmarks Oldtid. Stenalder 13.000-2.000 f.kr. 2001. Lind, A. & J. Moll: Oldtidsbosætningen vest for Roskilde 1977-78. Arkæologigruppen i Svogerslev, 1978 Lund Hansen, U.: Vindinge i forhistorisk tid. I: F. Birkebæk (red): 13 bidrag til Roskilde by og egn s historie. Udgivet i anledning af Roskilde Museum s 50 års jubilæum. Roskilde Museum, 1979. Nielsen, P. O.: Yngre stenalder. I: S. Hvass & B. Storgaard (red): Da klinger i Muld 25 års arkæologi i Danmark, pp. 84 87. Det Kgl. Nordiske Oldskriftselskab og Jysk Arkæologisk Selskab. Aarhus Universitetsforlag. 1994. Petersen, P. V.: Flint fra Danmarks oldtid. 1993. Siemens, P.: Tre høje fra Breinholtgård Golfbane en jættestue og to enkeltgravshøje. I: Mark og Montre. Årbog for Ribe Amts museer 2000, pp. 45-65 Skaarup, J.: Yngre stenalder på øerne syd for Fyn. Langelands Museum. 1985. 27

Noter: 1. j.nr. 2109 Margrethehåbsvej. 2. j.nr. 2115 Hyrdehøj, j.nr. 192/81 Flengemarken. 3. j.nr. 2216 Kristiansminde. 4. sb. 020410-20. 5. sb. 020410-23. 6. sb. 020410-24, 27, 28, 29, 30 & 85. 7. Lind, A. & J. Moll. 8. sb. 020410-28, 29 og 30. 9. Nielsen, p. 85. 10. Dehn m.fl., p. 7. 11. Skaarup, p. 371ff. 12. Jensen, p. 270. 13. Dehn m.fl., p. 7ff. 14. Rom 192/81 Flengemarken. 15. Dehn m.fl., p. 86ff. 16. Dehn m.fl., p. 100. 17. Dehn m.fl., p. 29. 18. Jensen, p. 375. 19. Tandanalyse foretaget af Bent Vilby. På grund af den dårlige bevaringsgrad er analysen behæftet med stor usikkerhed. 20. Petersen, p. 119. 21. Skaarup, p. 376. 22. Skaarup, p. 376; Siemens 2000, p. 49. 23. Petersen, p. 116. 24. Ebbesen, p. 20f. 25. Ebbesen, p. 46. 26. Jensen, p. 383, 404. 27. Jensen, pp. 478f. 28. Skaarup, 373f. 29. Lund Hansen, pp. 45ff. 30. Tak til Bent Vilby. 28