2. søndag efter Hellig Tre Konger 2015, Hurup og Hvidbjerg v. Å Johannes 2, 1-11 Herre, når dit rige kommer, lad os da se herlighedens sommer. AMEN Det var en dag i januar. Ude i klitten. Det var overskyet. Næsten vindstille. Men gennemfugtigt. Ganske tynd dis. Jeg satte mig ved daggry lidt før klokken otte. Langsomt blev det golde landskab overhældt med gråligt lys. Der var ikke rigtig noget, der fik farve. Lyse græsstrå var grå. Fyrrekrattet var ikke mørkegrønt. Det var næsten sort. Sneen lå og blev tung af tøvejret. Et par svaner fløj hen over de vindblæste træer. Hvor skal de hen? Ved de, hvor de skal hen? Altså ligesom jeg ved, at jeg skal sidde her i 2½ time, hvis der ikke sker noget. Hvad er det at vide noget? Skovduerne kunne jeg tælle. Der var 13. Så ved jeg det. Men ved skovduerne, hvor de skal finde føde og hvor længe der er føde nok? Gad nok vide, siger vi. 1
Jeg satte mig for at finde ud af, hvor lang tid en gennemsigtig glasklar vanddråbe på spidsen af en fyrrenål var om at blive så tung, at den slap sit greb om nålen og faldt af. Det tog 43 minutter i det vejr. Så vidste jeg det. Gad nok vide, hvad det er for en kraft, der holder den fast ved fyrrenålen, indtil den slipper! Det er ikke til at vide. Gad vide, om der er nogen det ved det! Jeg ved det ikke. Jeg undrer mig bare midt i virkeligheden. Det tager tid at falde helt til ro og blive så eftertænksom. Det ender med, at jeg lige så stille flyder sammen med det hele. Klitten, disen, lyden af havet et par kilometer ude. Jeg sidder og undrer mig over at være til her midt mellem det, som kan ses, og det, som i høj grad også er virkelighed nemlig det, jeg absolut ikke ved noget som helst om. Sådan en morgen i klittens grå, stille dis fornemmer det menneske, som tør, at virkeligheden er langt mere end det, som vi hastigt kan se og måle og veje. Så ringede min jagtkammerat: Vi stopper nu! Jeg tog patronen ud af riflen. Jeg gik oplivet hjem havde oplevet herligheden midt i virkeligheden. Jeg har en ide om, at bruden ved brylluppet i Kana i Galilæa havde en kusine, der godt kunne lide at sidde helt stille sådan lidt for sig selv. Jeg kalder hende Ruth. 2
Hun har set, hvordan folk er kommet til festen. Støvede på fødderne, med sved på panden. De vaskede fødderne og dermed også hænderne - i vandet i de store vandkar af sten, tørrede sit i ansigtet. De førte let snak: Tak for sidst. Hvordan går det med det æsel? Har du fået det stædige asen til at trække ploven? Ruth sidder bare og tænker. Nu er de rene nu er de rensede. Nu kan de bede bøn og spise sammen med bruden og gommen. Hun har set straks Jesus. Han har en masse fremmede med sig. Der er også en ældre dame. Hun vimser lidt rundt mest for sig selv. Kender den ældre dame Jesu? Gad vide, hvem der ved det? Ruth følger dem med øjnene. Folk spiser og drikker. De synger. Nogle danser. Bruden og gommen ser lidt spændte på hinanden. Nu går skafferen hen til værten. Den ældre dame snakker med tjenerne. Jesus siger også noget til dem. Tjenerne går ud til vandkarrene fylder vandet op i kanderne og serverer for gæsterne. Underligt, tænker Ruth. Hun ser, at gæsterne smager på det, de drikker; så drikker de mere. Gad vide, hvad der skete! 3
I virkeligheden var vinen sluppet op, men herligt er det da, at gæsterne bare kan lide det, de drikker. Ruth blev helt oplivet. Hun var ikke i tvivl om, at hun havde oplevet herligheden midt i virkeligheden. Hun havde ikke spor brug for at vide noget om det, der var sket. Hun så bare herligheden midt i virkeligheden. Evangelisten Johannes havde heller ikke brug for at vide, da han et par generationer efter skrev sine beretninger om den herlighed, som Jesus bragte med ind i virkeligheden. Det evige og det timelige mødes. Hvorfor slår mit hjerte hele livet? Ja, det ved lægerne sikkert noget om det. Men hvorfor banker mit hjerte, når mit barnebarn slår armene om mig? Hvorfor banker en nybagt fars hjerte heftigt, når han har set sin kone føde deres barn, og han lægger barnet til hendes bryst. Det er ikke til at vide. Men de oplever herligheden midt i virkeligheden. Det evige og det timelige mødes. Det evige rører virkeligheden. Hvorfor tager det os om hjertet, når vi ved et bryllup ser de to unge give hinanden løfter for en fælles fremtid? Det er ikke til at vide. Men de oplever herligheden midt i virkeligheden. 4
Troen, håbet og kærligheden lyser ind i deres virkelighed fuld af herlighed. Piet Hein siger: At vide, hvad man ikke ved, er dog en slags alvidenhed. Der sker mange undere, som det ikke er til at vide noget om. Når du tør tage dem til dig, så vinder du en slags alvidenhed. Og så skal du se troen, håbet og kærligheden lyse ind i virkeligheden fuld af herlighed. Da kommer Guds Rige også til en verden, hvor der sker så meget andet. Vidunderligst af alt på jord er Jesu Kristi rige, dets herlighed er så stor, at den har ingen lige. Og, når han kommer i det blå, er kristnes kamp til ende, hvad troende i spejlet så, skal salige erkende. Da er riget med solekår til syne og til stede i evighedens gyldenår med ret og fred og glæde. AMEN 5