Tekster: Es 25,6-9, 1 Joh 3,13-18, Luk 14,16-24 Salmer: Rødding 9.00 750 Nu titte Dåb: 448 Fyldt af glæde 41 Lille Guds 31 Til himlene 404 Lover Herren Lem 10.30 3 Lovsynger Herren 298 Helligånden trindt 494 Kærlighed fra Gud 31 Til himlene 438 Hellig 477 Som korn 404 Lover Herren Lignelsen om manden der ville holde fest har to sider. Forleden til byfesten talte jeg om, hvordan en fest kræver, at der er nogle der vil være med og som giver sig selv og deres tid for at være med i festen. I dag skal det handle om, at den vigtigste forudsætning for at der kan blive fest er, at der er nogen der orker at holde den. Nogle af jer husker sikkert tv-serien om Bryggeren, Carlsbergs grundlægger I C Jacobsen der blev ved og ved og ved at prøve at brygge øl efter en ny gæringsmetode. Længe gik det helt elendigt: spande, tønder, ja oceaner af øl blev hældt i rendestenen, inden det endelig lykkedes IC Jacobsen af nå frem til den pilsnertype, der skulle blive grundlaget for Carlsberg og et af de største danske erhvervseventyr nogen sinde. Bryggeren handler i alt fald i de 1
første mange afsnit - om en fighter, som er besat af sin ide og som bliver ved og ved og ved at kæmpe for at gennemføre den. Biblen fortæller på en måde den samme historie. Og det er igen den samme historie, der er fortættet helt ned i en komprimeret form i lignelsen vi har hørt i dag. Igen er det fortællingen om et projekt, der i en persons øjne er så vigtigt, at det for enhver pris skal gennemføres, uanset hvor mange og store omkostninger det så har for jeg ved ikke hvor mange mennesker. Der er noget fascinerende ved fortællingerne om mennesker der er så bidt af en ide, at de er villige til at ofre alt og alle for at gennemføre den. Egentlig ikke for at opnå ære berømmelse og rigdom selv. Men simpelthen blot fordi ideen fylder så meget i dem, at den må og skal bringes til udførelse. For en udenforstående betragter kan det godt ind i mellem virke lidt komisk. Herregud, tænker man, når man ser Bryggeren, kan det virkelig være så vigtigt med den gærtype? Men det var det for Jacobsen, og så måtte familie og privatliv ofres på øllets alter. I øvrigt er et af verdenslitteraturens absolutte storværker, Herman Melvilles Moby Dick skrevet over et helt tilsvarende tema: En hvalfanger, der mister sit ben da en hvid hval angriber den båd, han sidder i, bruger resten af sit liv og ofrer sit skib og sit mandskab på at finde og dræbe den hval, der var skyld i at han mistede benet. Fortællingenom den altopslugende passion, der griber et menneske på godt og ondt er en af de fortællinger, der i utallige skikkelser fortælles igen og igen i alle kulturer. Så det er ikke bare en tilfældig fortælling, vi har for os i dag. Det er en grundfortælling om noget 2
helt grundlæggende og afgørende i tilværelsen: Det er fortællingen om Gud, der ikke vil være alene i sin evighed, men som vil have et menneske, der ligner ham selv at dele sin evighed med. Det er fortællingen om Gud, der sætter alt til side og ikke under sig rast eller ro, før hans værk er ført til ende. Det vigtigste i lignelsen, vi har hørt. Det vigtigste ikke bare for fortællingens forløb, men det helt uomgængeligt vigtige for os tilhørere som mennesker, det er, at Gud ikke lader sig standse af nogen tænkelig modgang, men bliver ved og ved og ved og ved for at føre sit projekt igennem. Og når lignelsen er så vigtig for os som mennesker, er det fordi, vi selv er en del af historien. For lignelsen om manden der jeg havde nær sagt: med djævelens vold og magt ville holde fest. Det er fortællingen om Gud, der nægter at give op, før han har nogen at dele sin evighed med. Men findes der da en gud spørger man så. Man kunne lige så godt spørge om der findes en virkelighed! Findes der en verden? Findes du og jeg? Ja, det gør der selvfølgelig. Ellers ville der jo ikke være nogen til at stille spørgsmålet. Også Gud findes, for ellers ville den virkelighed, hvori spørgsmålet stilles, ikke være til. Gud er magten bag virkeligheden. Den magt der gør, at virkeligheden er til. Om denne magt bag virkeligheden fortæller Biblen i sin helhed, at alting handler om ud af intet ikke bare at skabe en verden, men efter at have skabt verden at blive ved at arbejde på og udvikle verden til den er forvandlet fra en forbigående virkelighed, der hele tiden går til grunde og derfor hele tiden må fornyes, til en stabil virkelighed, der hviler i sig selv og består uden at forgå, ligesom Gud hviler i sig selv og består uden at forgå. Vi er til i denne virkelighed. Og vi mærker 3
på vores krop og sjæl omkostningerne ved at være til som en forbigående virkelighed. Lige nu glæder vi os over sommeren, som omsider er kommet og ferien, som forestår. Samtidig ved vi godt alle sammen, at om en god uges tid begynder lyset at tage af, om et par måneder begynder temperaturen at falde igen, blomsterne visner, bladene falder. Og før man ser sig om, er det November, NOVEMBER, NOVEMBER! Og en dag går solen sin runde uden mig, for hverken sommeren eller foråret eller livet er evigt. Ind i denne historie, som vi jo vel at mærke oplever i vores krop og sind som vores egen historie: forfaldets historie, forgængelighedens historie, lyder evangeliets historie og fortæller os: Bag al ting er der én, der vil have fest, glædesfest med marvfulde retter og ædel lagret vin. Ikke begravelse af alt og alle, men glædesfest. Og han opgiver ikke sit forehavende, men han bliver ved og ved og ved og ved. Da erkendelsen af, at verden ikke er en statisk men en foranderlig størrelse slog igennem med udviklingslæren inden for biologien og dens pendanter inden for de øvrige videnskaber sendte det en chokbølge gennem kirken, for nu faldt da alt hvad man havde troet på og regnet for sikkert til jorden. Underligt nok. For Biblen fortæller jo netop ikke om en statisk verden, men om en verden i stadig forandring. En verden hvor mulighed efter mulighed prøves af og opgives igen. En verden hvor meget går galt, men hvor også noget går godt, og hvor det der går godt i det lange løb viser sig at have overvægten over det, der går skidt. 4
Og når vi taler om Gud, så kan vi jo netop kun tale om ham ud fra det han gør. Vi kan kun tale om ham som den der sætter rammer, målet og hensigten med verden. For Gud i sig selv, kender vi ikke. Vi kender kun Gud i relationene til den verden han skaber og som vi selv er del af. Gud bliver ved og ved og ved at arbejde med verden, udvikle verden omdanne verden. Og Gud bliver ved at arbejde på os og omdanne os. Det, det handler om for os, det er at gribe ud efter det, der siges os og at tro at meningen med det hele, målet for det hele er liv, glæde og fest. Ikke bare for dem der lever, når Gud en gang har gennem ført sit projekt, men for os alle sammen Også for dem der er døde i tidens løb. Også for dem hvis liv blev eklatante fiaskoer og uhjælpelige tragedier. For alle er vi med i det projekt, Gud arbejder på: at forme evigheden, så han ikke er alene i den, man kan dele den med væsner, som ligner ham, væsner som er os. Væsner Gud kan glæde sig med, tale med, feste med i al evighed. Amen. 5