1. s. i advent 30. november 2014 - Haderslev Domkirke kl. 10 74-83 447-73 / 90-102,2-78 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus (21,1-9): Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem:»gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:»sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.«disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:»hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«amen. Ja, så tager vi altså fat på et nyt kirkeår. Det er der ikke så meget at sige til det gør vi jo naturligvis hvert år. Og sådan kan vi hurtigt blive færdige med den sag. Der er nu vistnok en gammel bestemmelse om, at det her på 1. søndag i advent skal bekendtgøres fra prædikestolen, hvem der er valgt til formand og næstformand og kirkeværge i menighedsrådet i det nye kirkeår: Der var genvalg på alle poster. Det er med andre ord heller ikke de store nyheder. Sådan et årsskifte er i virkeligheden blot en lidt tilfældig, administrativt praktisk inddeling til at registrere tidens gang.
2 Og så alligevel. Der er nok ingen af os, der kan sige sig helt fri af en følelse af, at tiden har det med at forandre sig, hurtigere og hurtigere. Og det gør ingen forskel, om vi så at sige omfavner forandringerne og tager dem til os eller om vi uforstående spørger, som gamle gnavne mænd:»hvad skal det nu til for?«forandringer har det med at dukke op, hvad enten vi vil dem eller ikke. Det er sådan livet udfolder sig, sådan vi bevæges og flytter os, sådan der sker noget så vi véd, at vi lever og ikke bare er pyntegrønt. Det er så altså ikke altid lige, hvad vi kunne forestille os af godt og dejligt det er ofte nok skræmmende og udfordrende ja, trist og sørgeligt også, når forandringer betyder afsked og adskillelse, når liv går i stykker og verdener er i ruiner. Hvis vi vender blikket ud af, fra vores eget liv og til den store verden, er det jo, som det hed i den gamle Madam Mangors kogebog, det samme på en anden måde: Megen uro og fortræd, krig, sult og undertrykkelse og undertiden fører forandringerne også til bedre levestandard, sundhed og demokrati. At måle tidens gang er med andre ord en del af forandringens verden. Hvis alt var ved det gamle og intet nogensinde blev anderledes først da var tiden virkelig ligegyldig. Ikke her i forandringens verden, men i den himmelske freds verden er der kun uendelighed og hverken brug for årstider, nytår eller kirkeår. Vi er nu altså kirke i forandringens verden og har også fået et kirkeligt nytår. I forhold til, hvor solidt plantet vores kirke lader til at være i forhold til hvor lidt der nogensinde forandrer sig inden for disse mure i forhold til hvordan vi gentager kirkeårets søndage og højtider og salmer det ene år efter det andet ja, så er det kirkelige nytårs vigtigste opgave, at minde os om, at i øvrigt lever vi i forandringens verden. Og ikke kun her på den første adventssøndag, ved nytårstide men måske hver dag, når kirkens klokker ringer ud over byens tage, så er det udtryk for det samme: At her er traditionen, det uforanderlige her er det urokkelige, her er evigheden midt i forandringens verden. Her inde er alt ved det gamle og sådan bliver det ved at være.
3 Derfor er nytår, kirkeår, advent derfor er det på samme tid ligegyldigt i forhold til Guds tale og også udtryk for, at Gud taler til os i forandringens verden. Hvad Gud taler om? Ikke om alt det, der måske bekymrer os om tidens store spørgsmål, om krig og ulykke og rovdrift på naturens ressourcer og alt, hvad der fanger menneskers interesse; snarest kunne man sige, at Gud altid taler om det, som interesserer os mindst, om det ene fornødne, om frelsen fra synd og død. Man kan udmærket mene, at evangeliet til i dag passer dårligt til billedet af kristendommen som det uforanderligste af alt. For Jesus imødekom samtidens krav, han var konge - den dag, han red ind i Jerusalem. De skar grene af træerne og strøede på vejen og smed deres overtøj foran æslet, han red på. Hans indtog i byen var kongeligt, sådan som han blev ærefuldt modtaget. Sådan som man nu gør, når der sker noget nyt i forandringens verden. Kun når vi ser dette billede af den kongelige Jesus, fra den anden side Langfredag, så at sige kun da kan vi se, at han er det faste punkt, en uforanderlig mand. Han lod sig ikke blænde den dag, hverken af sine fjenders anslag eller sine venners velmente jubel. Han var det faste punkt med evighedens ro, på én gang utilnærmelig og ikke til at komme udenom som en gammel kirkebygning midt i forandringens verden, såmænd. Det er et billede, der bygger på profetierne fra det Gamle Testamente, det var forudsagt, at det ville ske på den måde. Og så er det samtidig også et billede, som vi kan tage til os - at Jesus er konge blot ikke med magt og vold - og han kommer for at tage magten, for at være kongeligt til stede i vores liv.»så vel det hvert et hjerte går, hvor denne konge indgang får.«(dds 84,4 drengekorets introitus) Sagen er naturligvis den, at vi også gerne vil have del i den kongelige beskyttelse, i Guds omsorg, i Jesu kærlighed for vi kan godt se, at Jesus er dét faste punkt i al balladen, som vi har brug for. I år er som sagt ikke anderledes end alle de andre nytår i forandringens verden går det op og ned og der er grund nok til at bekymre sig.
4 Og al den livserfaring, vi samler sammen gennem mange år, den siger os, at et liv uden modgang, skuffelser og svære udfordringer, det findes ikke - men et liv med optimisme, smil og kærlighed, det er slet ikke så ringe endda. Og det er en mulighed. Det er ligefrem et kongeligt liv. For kort sagt, så er forandringens verden også mulighedernes verden. En gammel og fuldstændig glemt forfatter, Harald Kidde, har en gang sat ord på, hvad det er kirkeklokken, vistnok i Mora i Värmland, siger med sin daglige ringen:»i dag som i går, men i morgen?«traditionen og evigheden midt i forandringen repræsenteres af kirken og at Jesus nu i al sin kongelighed kommer ridende på et æsel, på et simpelt trækdyr - det er den detalje i billedet, der understreger, at han er det faste punkt at det også er Jesu menneskelighed vi skal lægge mærke til. Og begge dele, hvor meget tradition og fasthed de end er udtryk for, så repræsenterer de altså også forandringens mulighed i dag er ikke anderledes end i går og hver dag der gik forud men i morgen? I morgen er mulighed, forandring, liv og kærlighed. At åbne hjertets dør for Jesus, at gøre Jesus til konge i mit liv - det handler om, at kærlighed og glæde overlever på trods af alt det, der går os imod i livet på trods af alt det, der forandres og bryder sammen rundt omkring os. Det handler om muligheden for at få et rigtigt og fuldt liv. Alle levereglerne, de gode eksempler og den vedblivende henvisning til næstekærlighed, som vi lærer at kende fra de lignelser, han selv fortæller og hvad der fortælles om ham - alt det kommer så at sige bagefter - at vores menneskeliv er blevet anerkendt, at vi er blevet taget til nåde af vores konge. Han kom ridende på et lånt æsel - og selv om vi tager billedet til os og så at sige lukker ham ind hos os selv og lader kærligheden blomstre ud i vores liv med hinanden - så ved vi også godt, at så godt endte historien ikke for ham selv i byen Jerusalem.
5 Som vi egentlig kun alt for godt ved det selv, så er kærlighed alligevel en flygtig ting i virkeligheden bedst udtrykt som en mulighed. Og dengang viste det sig, at i stedet for at vokse ud i verden, så slog den om i sin modsætning - og nogle af de samme mennesker, der smed tøjet på vejen og viftede med palmegrene, de råbte få dage senere med hæse stemmer»korsfæst ham, korsfæst ham!«at han midt i forandringerne var det faste punkt fik de ikke øje på. Det er livets risiko, det er det vi erfarer gennem årene - at vi må vove det i forandringens verden og at det mange gange koster dyrt. Det er hverken sort eller hvidt, men det gælder om at få det bedste ud af det og så prøve igen! Her er ikke tid eller råd til principielle afgørelser og ubøjelige regler, fanatisme eller diktatoriske lovregler - for vi skal altid nå at prøve igen en gang, for livets og kærlighedens skyld. Jesus kommer ridende som konge - igen og igen. Vi åbner vore hjerter for hans budskab om kærlighed - igen og igen og atter en gang. Og vi får ikke altid alt det ud af det, som vi gerne ville - men lige dér bliver billedet virkelighed, hvor Jesu kongelighed og vor menneskelighed mødes og hvor vi er enige om, at livet er en dyrebar glæde og altid en mulighed. Og det, vel at mærke, på trods af al verdens dårskab og mærkelige påfund, på trods af vore egne værkbrudne lemmer, dårlige hørelse og svage hjerter, på trods af skuffelser og nederlag, forbigåelser og fornærmelser, på trods af sorg og ensomhed, sorte tanker og søvnløse nætter - da ser vi nu fremad til igen en gang at glæde os til julens fest: At Guds søn, vor frelser Jesus Kristus kommer til vores foranderlige verden og skal ride lige ind i vores hjerter - så vi igen får mod til at leve det liv, vi kender så godt: Livet med muligheder, med kærlighed nok til alle. Amen.