6. søndag efter trinitatis I Salmer: 736, 396, 493, 608, 474, 52 Vores ord kan skabe kærlighed og glæde, men ord kan også slå ihjel. Ligeså nemt det er med få ord at skabe glæde hos et andet menneske, lige så nemt er det, at komme til at dræbe håbet eller begejstringen hos en anden. Et enkelt ord, kan på et splitsekund forandre den andens stemning og humør. Du må ikke slå ihjel, minder Jesus os om i teksten til denne søndag. Men han lader det ikke blive ved det, for i vores ører skærper han buddet ved at minde om, at det altså er det vi hele tiden kommer til at gøre. For det gælder nemlig ikke kun mordet i den konkrete forstand, siger Jesus. Det gælder også det ord der slå ihjel. Vi har altså et ansvar der ikke kun gælder vores handlinger, men som også gælder for vores ord. For ordet er så magtfuldt et middel at det kan være med til at ødelægge en anden. Tidligere fængselspræst Carl Lomholt skriver et sted et drab kan ske på tre måder; det sker i hjertet, det sker med munden og det sker med hånden og det er jo præcis det Jesus siger i teksten. Kalder du din broder for en tåbe har du gjort dig skyldig, ja selv den der bliver vred har gjort sig skyldig. Og i forhold til det, må vi nok erkende at ingen af os klarer frisag. 1
Guds krav og forventninger til vores form for retfærdighed, kan vi altså ikke selv gøre os fortjente til, måske kan vi ikke engang rigtig forstå den, fordi vi kan synes at den netop ikke er retfærdigt. For lige meget hvor gode vi er, hvor meget vi ofrer os selv, så vil vi aldrig opnå at blive fuldkomne, ja vi vil aldrig bliv skyldfrie eller retfærdige mennesker. For Gud måler ud fra sin egen fuldkommenhed, og overfor den, kommer vi altid til kort. Men hvad stiller vi så op, når Jesus i dagens tekst opfordrer os til at udvise mere retfærdighed når vi nu ikke forstår den helt. Ja, det eneste vi kan gøre, er vel at se hvordan Guds retfærdighed altid er bundet til kærligheden. Den ser ikke på hvad vi har gjort os fortjente til, den er som forældres kærlighed til deres børn, der heller ikke er bundet på de handlinger børnene foretager sig. Det betyder ikke at retfærdigheden bliver ligegyldig den bliver bare anderledes end det vi kender og forstår. Fysikeren Pascal skriver et sted: "Hvis mennesket ser Gud, men ikke ser elendigheden, bliver det hovmodigt. Hvis mennesket derimod kun ser elendigheden, men ikke Gud, bliver det fortvivlet. Derfor åbenbarede Gud sig i elendigheden." 2
Gud åbenbarede sig i verden også selvom det endte med at verden slog ham ihjel og ikke ville tage imod ham, og sådan set stadig opfører sig sådan overfor ham. Men Gud gik ind i vores mørke, ind i elendigheden, for at tage fortvivlelsen fra os. Han gik ind i vores verden, for at vise os, at hans retfærdighed er, af en helt anden art end den vi måler hinanden med. Han gjorde det mindste til det største. Derfor er det også frisættende med den skærpelse af buddene som vi hører i dag, for vi kan på den baggrund hverken dømme os selv eller andre. Mordet i hjertet og det med hånden er begge mord. Men skærpelsen af buddene er ikke en opfordring til at vi bare giver slip, i en forståelse af, at vi alligevel ikke kan gøre noget. De vil netop få os til hele tiden at prøve at se verden og hinanden på en ny måde, ud fra Guds retfærdighed, der bygger på kærligheden. I den del af bjergprædikenen vi har hørt i dag, er det vreden som er i centrum. Vreden der er rette mod ens broder. Jesus mener selvfølgelig næsten, altså det medmenneske jeg møder på min vej gennem livet, og ikke kun den biologiske broder. Men der findes så meget vrede i mange familier, at det kan være et øjebliks tanke værd, at vi måske netop skal forstå Jesu ord, som forholdet til vores biologiske familie. 3
For meget ofte sker det at der opstår uoverensstemmelser i de helt tætte familier. Nogle har søskende som de helst ikke taler med, forældre og børn kan blive så uenige, at det kommer til et brud mellem dem. Sådan sker det ofte, at vi berøver hinanden livet, for som Jesus siger, så behøver vi jo ikke at slå ihjel for at tage livet fra andre. Vi kan også gøre det ved at overfalde andre med vores vrede, bedrevidenhed, indelukkethed eller trang til at give gode råd og vejledning, fordi vi tror, at vi ved bedre. Så selvom vi hjælper andre steder i verden, ved at give penge til velgørende formål eller laver et stort stykke frivilligt arbejde, så fritager det os ikke fra at bringe orden i den verden som ligger i vores umiddelbare nærhed. Den verden som vores familie blandt andet er en del af. At give til den broder som man ikke har set og derfor ikke kender, køber ikke en fri for at tage sig af den bror som man er kødeligt beslægtet med, heller ikke selv om man føler et had. Det kan synes nok så indlysende, men jeg tror de fleste af os har erfaret, at der hvor der har fundet en splittelse sted, eller der hvor vreden gør at vi er kommet på så lang afstand af hinanden at kløften mellem os kan virke uoverkommelig, der kan det virke umuligt at blive forenet. Og det kræver også mere end som så, for det kræver nemlig to menneskers velvilje. Hvorimod splittelsen kun kræver en part. 4
At forenes kan sammenlignes med det at sidde sammen med den man har et fjedskab med i en robåd der er ved at synke. Hvis det er ved at ske, vil begge mennesker gå ned, ligegyldigt i hvilken side af båden hullet er i. I sådan en situation er man nødt til at overvinde sig selv og hjælpes ad med at få udbedret skaden, der er en der skal tage initiativet til at gå i gang med arbejdet, men det kræver alle fire hænder at løse opgaven. Begge er nødt til at få vandet skovlet ud af båden og sammen få lappet hullet. Det betyder ikke, at når det er sket, så vil man nødvendigvis elske hinanden resten af livet, måske har man brug for at sidde lidt i båden og kigge på hinanden og glæde sig over den kamp man har udkæmpet og vundet sammen. Og måske når man har siddet der lidt, så vil man opleve at båden nu er blevet stabil, og grundlaget for at den kan sejle videre nu er i orden igen. Sådan kan det være med et venskab der skal lappes eller bristede familieforhold der skal bringes på ret køl. De skal lappes i fællesskab og så vil man sikkert opleve, at kærligheden igen vil indfinde sig, ikke fordi den har været væk, men fordi den ikke har været til at få øje på, fordi vreden har overskygget den. Og når det sker, ja så bliver livet til på ny. Og for at blive i bådmetaforen, så kan vi sige, at netop kærligheden er som livets motor. Det er den som driver os frem, som gør at livet får mening og betydning, som skaber glæden og begejstringen. Men motoren har også 5
brug for benzin med jævne mellemrum, som kærligheden har brug for tilgivelsen. Vi må tilgive hinanden, for at livets motor skal blive ved med at køre. Begge dele: både motoren og benzinen er gaver vi får fra Gud, og som vi har lov til at leve med og af og give videre til vores nære og fjerne medmennesker. Ofte kommer vi til at misbruge de gaver og at vi kan komme til at ødelægge dem på grund af vrede eller had, derfor fortæller Jesus i dagens tekst os, hvordan budene skal forstås, ikke bare i en skærpet forstand, men i hjertets forstand, at en overtrædelse af budene i hjertet er lige så slemt som en overtrædelse i den fysiske verden. Vi kan ikke klare de bud alene. Det var derfor Gud sendte sin søn ned midt i verdens elendighed, selvom han godt vidste, at verden ville slå ham ihjel. Men han gjorde, det for at vi kan vide at hans retfærdighed bygger på kærligheden og at vi derfor overfor ham, får lov til at få en ny begyndelse hver gang vi har svigtet. Amen 6