ROMAN SI< INSTITUTS DUPLll<EREDE 0 SMASl<RIFTER Nummer 32 Maj 1975 Harald Gett rup Steen Jansen Arne Sehnack FEM LITTERÆRE TEKSTANALYSER Romansk Institut Københavns Universitet Rigensgade 13 1316 Kbh. K Pris 3,50 kr.
INDHOLD Forord....... s. 5 TEKST 1 (Eluard).. s. 6 Analyse ved Steen Jansen s. 7 Analyse ved Arne Schnack. s. 14 TEKST 2 (Constant)..... s. 18 Analyse ved Harald Gettrup s. 19 TEKST 3 (Montherlant). s. 22 Analyse ved Steen Jansen s. 23 TEKST 4 (Aragon) s. 28 Analyse ved Arne Schnack s. 29
FORORD I det følgende fremlægges nogle analyser af kortere tekster og tekststykker fra forskellige litterære genrer. Analyserne præsenteres ikke som forbilleder, men som eksempler på, hvordan man kan løse opgaver af den type, som franskstuderende ved Københavns Universitet stilles overfor. I omfang og synsmåde ligger analyserne indenfor de rammer, der hidtil har været afstukket :or disciplinen tekstbeskrivelse. Dette indebærer blandt andet, at vi forsøger at eksemplificere en "intern" analyse af de valgte tekster. Herudover er der ikke tilstræbt noget enhedspræg. Forfatterne har arbejdet uafhængigt af hinanden og ikke med denne antologi- publikation for øje. (De to analyser af Eluards digt "Le droit le devoir de vivre" er ved en tidligere lejlighed blevet til på bestilling, men heller ikke disse er udarbejdet ved samarbejde mellem forfatterne. ) Der ligger heller ingen særlig intention bag sammenstillingen af de f i re analyserede tekster, hverken med hensyn til deres fordeling på genrer eller perioder. Udgivelsen har altså i visse henseender et lidt tilfældigt præg. Vi publicerer disse forsøg, fordi vi mener, der er et behov for konkrete udgangspunkter i diskussionen af, hvordan vi i fran.skstudiet kan behandle litterære tekster. A.S.
6 7 Tekst 1 5 lo 15 2o 25 LE DROIT LE DEVOIR DE VIVRE Il n 1 y aurait rien Pas un insecte bourdonnant Pas une feuille frissonnante Pas un animal lechant ou hurlant Rien de chaud rien de fleuri Rien de givre rien de brillant rien d 1 odorant Pas une ombre lecme par la fleur de l ' ete Pas un arbre portant des fourrures de neige Pas une joue fardee par un baiser joyeux Pas une aile prudente ou hardie dans le vent Pas un coin de chair fine pas un bras chantant Rien de libre ni de gagner ni de gacher Ni de s ' eparpiller ni de se reunir Pour le bien pour le mal Pas une nuit armee d ' amour ou de repos Pas une voix d ' aplomb pas une bouche emue Pas un sein devoile pas une main ouverte Pas de misere et pas de satiete Rien d ' opaque r ien de visible Rien de l ourd rien de leger Rien de mortel rien d ' eternel I l y aurait un homme N 1 importe que l homme Moi ou un autr e Sin on il n ' y aurait rien. (Eluard: "Le livre ouvert", 1942) Analyse ved Steen Jansen. Når man skal analysere en tekst, kan man vælge mellem forskellige fremgangsmåder, dvs. forskellige måder at formulere analysen på. I udtrykket "formulere en analyse" lægger jeg både det at klargøre for sig selv, hvorledes man bedst kan opfatte teksten, og det at eksplicitere sin opfattelse, således at den kan lægges frem for andre personer. Jeg mener, at disse to ting hænger snævert sammen: der er en gensidig afhængighed, således at man ikke kan lave en eksplicit beskrivelse af en tekst uden at have en opfattelse af den, men ikke heller kan tale om at have en opfattelse af en tekst såfremt denne ikke kan formuleres i en beskrivelse af teksten. De to ting er to sider af samme sag, nemlig det at "forstå" teksten - når man, som jeg gør det her, giver ordet "forstå" en klar rationel eller rationalistisk betydning. Mit valg af en bestemt måde at formulere analysen på - fremfor en anden måde - bestemmes dels af den tekst, jeg vil analysere - eller rettere sagt af mit "umiddelbare indtryk" af denne tekst, dels af, hvad jeg ønsker at opnå med en beskrivelse af denne tekst. Min hensigt med at lave en beskrivelse af Eluards digt i den her foreliggende sammenhæng er den, i en enkelt, konkret analyse at vise så klart som muligt, hvorledes jeg forestiller mig, at man kan lave en tekstanalyse, der hele tiden bygger på, argumenterer ud fra, præcise henvisninger til den tekst, der skal anal yseres, og som søger fortrinsvis at benytte begreber, der er så simple og så entydige som muligt. Mit første indtryk af teksten er, at den domineres meget stærkt af en sammenhængende opremsning, V 2 - V 21. Det første skr idt i min anal yse vil være at forsøge at vise, at denne opremsning er (eller kan opfattes som) et afgrænseligt afsnit, og hvorledes dette afsnit er forbundet til det foregående, v 1, og det føl gende, v 22 - v 25. Det er min erfaring, at det meget ofte er muligt at opnå et overblik over en tekst, eller et tekststykke, når man
8 forsøger at opdele det i afsnit og at etablere forbindelser mellem disse. V 1 er en sætning. V 2 - v 21 knytter sig til denne, som en opremsning, der "udfolder" ordet "rien" deri. V 22 er en varieret gentagelse af v 1, og knyttes således til v 1, 11 genoptager tråden" fra v 1, "henover 11 opremsningen v 2 - v 21; med "henover" forstår jeg, at der kan etableres en syntaktisk og semantisk, akceptabel og forståelig sammenhæng i teksten, også ved en udeladelse af afsnittet v 2 - v 21. V 22 - v 25 kan læses som en sammenhængende syntaktisk periode, med to hovedsætninger, v 22 - v 24 og sidste del af v 25, forbundet ved et "sinon". Den sidste hovedsætning er en identisk gentagelse af v 1, og der knyttes altså atter en forbindelse hertil, men på en anden måde end i v22. Jeg bemærker desuden, at der ikke er noget præcist træk, der forbinder det tredie afsnit (22-25) til det andet (2-21), i modsætning til, hvad der er tilfældet ved andet og første afsnit. Den "tættere" forbindelse mellem de to sidstnævnte (eller, omvendt, det tydeligere brud mellem andet og tredie, der markeres både syntaktisk, semantisk og typografisk) gør, at jeg først opfatter overgangen fra første til andet afsnit, når jeg er kommet noget ind i det sidstnævnte: først i v 4 eller v 5 står det mig klart, at jeg læser en opremsning, og først endnu længere fremme ser jeg, at denne opremsning bliver helt dominerende. Derimod opfatter jeg med det samme, i v 22, at jeg går over til at læse et nyt afsnit. Så meget vil jeg i første omgang sige om opdelingen af teksten i større afsnit og om forbindelsen mellem disse. Allerede dette har givet mig et vist overblik - og dermed en vis grad af forståelse af teksten. Det næste skridt bliver at søge at få et overblik over hvert enkelt storafsnit; og her vil jeg begynde med det dominerende midterafsnit. Midterafsnittet er en opremsning af syntaktisk sideordnede led, således at der undertiden står flere led, undertiden kun et led i et vers. Videre iag;tagelser vedrørende dette forhold mellem digtets syntaktiske og dets metriske opbygning synes ikke at kunne bidrage til en afsnitopdeling af teksten; men de har selvf ølgelig betydning for rytmen i digtet: den er midt i opremsningen (omkring v 7 - v lo) langsommere, mere dvælende, og den er ved slutningen af opremsningen hurtigere, mere staccato. Det bemærkes med det samme i læsningen, at alle leddene i opremsningen indeholder en nægtelse, på nær to, og at alle versene indledes med 11 pas 11 eller 11 rien 11, på nær to. Disse afvigelser findes i v 13 - v 14, og de får mig til at opfatte disse vers som et afsnit i opremsningen; jeg inddrager v 12 i afsnittet fordi det er knyttet syntaktisk til v 13 og ligner dette meget; ligesom ved v 1 og v 2 opfattes først et skel mellem v 11 og v 12, når man er nået frem i vers 13. Også i anden henseende afviger dette afsnit, v 12 - v 14 fra resten; tekstens eneste infinitiver, fire, er samlet i versene 12 og 13, og disse infinitiver står på en syntaktisk set usædvanlig måde: jeg ser ikke en umiddelbar klar, selvfølgelig syn~ taktisk (og semantisk) sammenhæng i "Rien de libre ni de gagner ni de gacher" (v 12). Dette medfører, at disse vers, dette afsnit, 11 yder en særlig modstand" i læsningen, mod forståelsen ; på denne måde fremhæves de i den samlede opremsning. (Om hvorle des jeg mener, versene forsøgsvis kan forstås, syntaktisk og semantisk, kommer jeg ind på senere.) Jeg mener altså, det er rimeligt at læse opremsningen i tre afsnit: V 2 - V 11, V 12 - V 14 og V 15 - V 21. Vender jeg herefter opmærksomheden mod et betydningsmæssigt mønster i opremsningen, dvs. til den del af et sådant, der bygger på, hvilke betydningsområder, eller emneområder, ordene i teksten kan knyttes til, mener jeg at kunne se nogle træk, der bidrager til at underbygge den allerede på anden måde etablerede afsnitopdeling. Det er muligt at opstille en betydningsforskel mellem første og tredie afsnit, således at næsten alle ord, der ikke benyttes som led i billedsproget (troperne; jf senere), kan knyttes til et betydningsområde benævnt ved "noget med dyr eller planter"; kun ordene i vers 9 og i vers 11 må knyttes til et andet betydningsområde, nemlig det der karakteriserer tredie afsnit, og som kan benævnes ved 11 noget med mennesker"; alle ordene i tredie afsnit kan knyttes til dette betydningsområde. Dette opfatter jeg som den væsentligste forskel mellem første og tredie afsnit. i opremsningen; herudover ser jeg andre, men hvor det måske mere drejer sig om nuancer eller gradsforskelle, hvil- 9
lo ket også i sig selv er at bemærke. Første afsnit er langt mere præget af konkreter end tredie afsnit: abstrakter som "misere" og "satiete" (v 18) findes der ingen af i første afsnit, og selv de kvaliteter, der fremstilles i v 5 - v 6 (ved adjektiver efter "rien de") forekommer mig mere konkrete end de kvaliteter, der på samme måde fremstilles i v 19 - v 21. Et andet træk er, at tredie afsnit præges meget af kontrasterne i v 18 - v 21, mens sådanne kun antydes ganske svagt i første afsnit (v 4: lechant - hurlant, v lo: prudente - hardie). Sammen opfatter jeg de to sidstnævnte træk som bidrag, der gør opremsningen til udtryk for en tilnærmelse henimod en udtømmende og altomfattende beskrivelse af et univers: tilnærmelsen bevæger sig fra konkreter til abstrakter, fra udvalgte enkeltheder til altdækkende kontrastpar. Endelig vil jeg nævne et træk, der forekommer mig at tilføre den nævnte tilnærmelse en slags "målrettethed 11 allerede i første afsnit, således at der i fremstillingen af "naturområdet" i det beskrevne univers allerede peges frem imod "menneskeområdet" deri. Det drejer sig om anvendelsen af en række troper, af et "billedsprog", der findes i begge afsnit: v 7 - v 11 og v 15 - v 17. Betragtes v 7 - v 11, hvor man første gang støder på "billedsproget" i sin læsning ("feuille frissonnante" (v 3) fungerer snarere som en lydefterligning end som en trope), opfatter jeg her den forskel, at de troper der anvendes i udtryk 1 der knyttes til "dyre/plante"området, fortrinsvis eller delvis er metaforer, mens de troper, der anvendes i udtryk, der knyttes til "menneske" området, fortrinsvis er eller kan læses som metonymier; det gælder, på den ene side, "ombre lechee par la fleur" (v 7) og "arbre portant des fourrures" (v 8), hvor metaforen, der bygger på eller postulerer en betydningslighed, inddrager forestillinger fra et andet område (henholdsvis "dyre"- og "menneske 11 område) end det område, de emner, der fremstilles (blomst, træ), tilhører; og det gælder, på den anden side, "baiser joyeux" (v 9) og "bras chantant" (v 11), hvor metonymien, der bygger på eller postulerer en betydningsforbindelse, lader "hele et menneske" stå "bag" ved den "del af mennesket", der nævnes (kys, arm).. (Metonymien "peger" altså ikke "ud af" betydningsområdet.) Ikke alle troperne i teksten er lige tydeligt det ene eller det andet; men jeg mener, at det bidrager bedst til en forståelse af digtet at opfatte dem som metaforer, når det drejer sig om "dyre/ plante"området, og som metonymier,,når det drejer sig om "menneske"området; dvs bl.a. altså også opfatte v 16 - v 17 som dannet af metonymiske udtryk. En undtagelse fra denne generalisering er "fardee par un baiser" (v 9), der kun kan læses som en metafor; mere komplicerede troper er udtrykkene "aile prudente ou hardie 11 (v lo) og "nuit armee d'amour ou de repos" (v 15), som på en gang er metaforiske og metonymiske. De sidstnævnte undtagelser gør det dog ikke umuligt at sige, at generelt fungerer anvendelsen af metaforer og metonymier på den måde, at allerede i fremstillingen af "plante/dyre"området i første afsnit, inddrages, ved hjælp af metaforer, en lighed med, og dermed en association til, "menneske"området; en tilsvarende association, den anden vej, kommer ikke frem i fremstillingen af "menneske"området i tredie afsnit; anvendelsen af metonymier lader associationerne forblive indenfor området. Det er den samme 11 må'irettethed", eller 11 pegen fremad" mod det afsnit, der fremstiller "mennesket", jeg ser udtrykt i placeringen af v 9 og v 11 i opremsningens første afsnit. Midterafsnittet i opremsningen, v 12 - v 14, som jeg i det foregående nærmest kun har afgrænset, knytter sig mest til det efterfølgende, tredie, afsnit, ved at være præget af kontraster, af abstrakter og af ord, der må knyttes til 11 menneske"området. Det adskiller sig fra det - og fra det forudgående - ved, i infinitiverne, at være domineret af udtryk for "abstrakte handlinger", således at dette lille afsnit ikke som de to andre opregner elementer (genstande, personer, begreber mm) i det" beskrevne univers, men handlingsmuligheder heri. V 12 - v 13 er, som nævnt ovenfor, ikke umiddelbart forståelige; de (kan) gøres forståelige ved at den usædvanlige syntaks deri associeres til en lignende, men mere normal syntaks. I min læsning har jeg associeret v 12 til enten "Rien de libre ni de gagne ni de gache" (der lydligt ikke adskiller sig fra det foreliggende); herved gøres infinitiverne mere "adjektiviske", bliver udtryk for kvaliteter, eller til "Rien de libre ni a gagner ni a gacher" (hvorved "rien" logisk underordnes infinitiverne, som en slags 11
12 "objekt", mål for den deri udtrykte handling; denne bliver derved mindre abstrakt). I begge tilfælde forekommer associationen u tilfredsstillende, når man er nået frem til vers 13; den eneste association, der, for mig at se, også virker tilfredsstillende her i dette og det følgende vers, ligger længere fra det foreliggende udtryk i vers 12, nemlig "pas un n ' est libre ni de gagner ni de gicher.. ". Således som teksten foreligger, eller måske rettere således som jeg læser den, indgår alle tre associationer i min forståelse af de tre vers 12-14. At associationer er nødvendige for forståelsen af afsnittet, og at tre forskellige er mulige men ingen af dem helt tilfredsstillende, fremhæver dette i forhold til resten af opremsningen. Selvom det måske ikke er muligt helt nøjagtigt at angive, på hvilken måde associationsbrugen her karakteriserer denne fremhævelse, kan man dog sige, at de i afsnittet nævnte handlingsmuligheder og værdi- alternativet i v 14 fremstil les som noget centralt men uafklaret i det univers, som opremsningen er en beskrivelse af. Opremsningen i v 2 - v 21 (som jeg med det forudgående mener at have gjort tilstrækkeligt rede for i denne sammenhæng, hvilket jo i kke er det samme som at sige, at jeg har lavet en i absolut forstand udtømmende beskrivelse af den) er placeret mellem to andre afsnit i teksten, og den er knyttet til det første som en "udfoldelse" af (betydningen i) "rien11 i v 1. Opremsningen læses således efter og i fortsættelse af udsagnet i v 1 "il n y aurait rien", hvor conditionnel- formen kan tillægges en temporal værdi, således at verset forstås som svarende til et udtryk som f.eks. "on disait qu' il n'y aurait rien", måske med en spørgende eller tvivlende nuance. Det er på denne baggrund jeg l æser opremsningen. Når man er nået frem til v 22, og umiddelbart kan etablere en forbindelse tilbage til v 1 - på grund af den varierede gentagelse, der kan opfattes i de to vers -, ser man også, at de to vers er to hovedsætninger i conditionnel, og de som sådanne (mest nærliggende) kan opfattes som svarende til en betingelseskonstruktion med "si " (med samme betydning som "s ' il n 1y avait eu rien, il y aurait (quand-meme/au moins ) eu un homme " ). V 1 og opremsningen ændres altså fra at være et refereret udsagn, hvorom der kunne tvivl es, til at være led i en antagelse, der hævder mennesket som j I uforgængeligt, uundgåeligt : skulle der opstå en situation, hvor der intet var (tilbage i/af vort univers), ville der alligeve l / altid være et menneske. Denne hævdelse af mennesket understreges i de to følgende vers, f ørst mere abstrakt, generelt (v 23), derefter i et mere konkretiserende udtryk (v 24), hvor hele t e ksten og dens fremstillede univers knyttes til et "jeg". I di gtets afsluttende vers, v 25, sker to ting. Den an tagelse, der er kommet til udtryk i v 1 - v 24, og som forståelsen af disse vers indtil nu har hvilet på, vendes pludselig om : det der før hævdedes, gøres nu til en betingelse i benægtende form, og de t der før var betingelsen, bliver nu det der hævdes. V 25 svarer til et udtryk som "s ' il n ' y avait pas un homme, il n ' y aurait rien". Desuden knyttes der - på grund af den identiske gentagelse (v 1/ v 25) - en forbindelse tilbage til vers 1, således at der skabes en slags "cirkelbevægelse" i (læsningen af) digtet, hvor man efter at ha ve læst vers 25, kan/må fortsætte videre med vers 1 osv. Og så læses opremsningen i v 2 - v 21 både på den samme og på en helt anden baggrund end i den første læsning. Hidtil har jeg kun beskrevet den del, der traditionelt betragtes som digtets tekst - dvs. jeg har ikke taget hensyn til digtets titel. Den vil jeg inddrage, når jeg ganske kort skal forsøge at sammenfatte ovenstående i en formulering af mit helhedsin dtryk af digtet. Jeg opfatter digtet som udtryk for en ide om, at mennesket står midt i, er en del af et overmåde rigt univers, der er truet i sin eksistens; men mennesket eksisterer, og dette er grundlaget for universets eksistens, fordi (men her ligger et uafklaret forhold) menneskets værdiladede handlingsmuligheder står i centrum af dette univers. Derfor har mennesket ret og pligt til at leve, og derfor er ret og pligt i denne sammenhæng umulige at skille fra hinanden. Marts 1973 13
14 Analyse ved Arne Schnack. Digtet består af 3 hovedsætninger, vv. 1-21, vv. 22-24, v. 25. Det er bemærkelsesværdigt, at alle tre hovedsætningers verbal står i le conditionnel. Denne kan tænkes at have enten temporal værdi (og i så fald må tekstens udsagn være fremstillet i dækket direkte tale) eller modal værdi (således at den udtrykker et hypotetisk forhold). Vælger man den sidste læsemåde, studser man over, at teksten ikke indeholder nogen betingelsesbisætning. Grunden til alligevel at opfatte anvendelsen af le conditionnel som modal kan være, at der i v. 25 forekommer et betingende udtryk: sinon. Da dette vers i øvrigt er en identisk gentagelse af vers 1, som på sin side uddybes med de beskrivende led i vv. 2-21, kan man antage, at vv. 1-21 forlods "genoptager" og beskriver det rien, der forekommer i v. 25, således at det i forhold til vore almindelige udtryksvaner ville være naturligt at bytte om på strofe 1 og 2. Versene 1-21 ville i så fald komme til at stå på den plads, hvor en nærmere beskrivelse normalt står, nemlig efterhængt, og skelettet, der bærer tekstens "logik" ville tydeligere ses at være sætningerne Il y aurait un homme, sinon il n'y aurait rien,hvilket mere almindeligt ville hedde S'il n'y avait pas un homme, il n'y aurait rien. Når dette omredigeringseksperiment er foretaget, er det selvfølgelig vigtigt at fastholde, at teksten stadig begynder med "genoptagelsen" og beskrivelsen af rien, således at man ikke giver sig til at forbedre Eluards digt. Eksperimentet skal vise, at dette normbrud er karakteristisk for teksten - altså noget, der bør inddrages i beskrivelsen af den - og skal ikke bortforklare eller bagatellisere det. Dette så meget mindre som foranstillingen af en normalt efterstillet størrelse her er yderligere bemærkelsesværdig ved at denne er meget omfangsrig. En nærmere analyse af vv. 1-21 viser, at to kompositionsprincipper ligger til grund for beskrivelsens opbygning og betinger dens -omfang, nemlig gentagelses- og kontrastprincippet. Gentagelsen ses dels som en meget iøjnefaldende identisk gentagelse af de metrisk identisk placerede nægtende udtryk (rien og pas), dels som en påfaldende ensartethed i den syntaktiske opbygning af de syntagmer, der indgår i ophobningen. Inddrages ordbetydningerne i analysen, kan man iagttage gentagelsen i dens samspil med kontrasteringen, idet de enkelte ord kan ordnes i ret få semantiske kategorier (en foreløbig grov inddeling kan opstille kategorierne "noget med naturen" og "noget med mennesket"), og idet en stor del af ordene inden for disse kategorier kan ordnes i kontraster (f.eks. chaud VS givre, ete VS neige for naturområdets Vedkommende og gagner vs gacher, le bien vs le mal, misere vs satiete for menneskeområdets vedkommende). På grund af volumenforøgelsen ved gentagelser og kontraster accentueres tekstens "ulogiske" opbygning, og muligheden for at få overblik over dens syntaktiske/semantiske helhed udskydes med det resultat, at forestillingen om intet/intetheden fastholdes det meste af teksten igennem på den :or tanken provokerende måde, at betingelsen for den beskrevne tilstand ikke nævnes. Den utålmodighed, som suspensionen af "forklaringen" fremkalder, er en væsentlig pointe i tekstens retorik. På grund af ophobningen af nægtende udtryk fremkalder tekstens eneste ikke-nægtende sætning Il Y aurait un homme en lettelse og en glæde ved menneskets eksistens, idet denne i det afsluttende v. 25 viser sig at kunne afvise hele den truende 1. strofe. Teksten er pædagogisk set meget udspekuleret, for så vidt som den først på skrømt tager alt fra læseren, så at han, når han (efter 21 vers i fortvivlelse) får det igen, i højere grad skønner på det. Foruden at fungere i opbygningen af denne spænding i teksten, en funktion, der er afhængig af vv. l-2l's foranstilling, fungerer gentagelses- og kontrastprincippet uafhængigt heraf i fremstillingen af tilværelsens totalitet, som berøves læseren i 1. strofe og gives ham tilbage i 2. strofe. Mængden af varierede gentagelser giver i sig selv indtrykket af mangfoldighed, og kontrasterne angiver yderpunkter og dermed alt det mellemliggende: mellem chaud og givre befinder sig en uendeligt opdelelig temperaturskala, og kontraster som le bien vs le mal, opague vs visible, mortel vs eternel er sådanne begrebsmæssige modsætningspar, ved hjælp af hvilke menneskets tanke søger at rumme tilværelsen. Endvidere synes der i ordningen af ordbetydningerne i tekstens forløb (og dermed i ordningen af tekstens motiver) at være en progression fra det mindre omfattende og mere konkrete (insecte, feuille) til det mere omfatten.de og mere abstrakte (mortel, eternel), således at 15
16 man kan få det indtryk, at teksten efter en vis systematik forsøger at gennemgå universet. Man må ud fra denne opfattelse betragte alle 1. strofes nominalsyntagmer (i hvert fald de mere konkrete) som metonymier (pars pro toto), der kan siges at udtrykke et hierarki af helheder: de i teksten nævnte størrelser indgår i kategorierne dyr, planter, årstider, der alle i ndgår i kategorien natur, der atter indgår i den overordnede helhed verden. På et ret generelt semantisk niveau kan man som nævnt skelne mellem et betydningsområde "noget med natur" og et betydningsområde "noget med mennesket", som man, idet man betragter ordene i tekstforløbet, kan se som udtryk for henholdsvis naturmotiver og menneskemotiver. Fordelingen af disse er tydeligvis sådan, at naturmotiver dominerer 1. strofes første halvdel og menneskemotiver resten af digtet med en grænse omkring v. lo. De t er imidlertid karakteristisk for digtets totalitetsfremstilling, at det ikke er muligt klart at adskille de to motivgrupper: mennesket er natur (jf. bl.a. den erotiske farvning af især vv. 15-18), og naturen gøres menneskelig. Det sidstnævnte træk fremkommer ved den anden kategori inden for troperne, som teksten udnytter, nemlig metaforen, der i teksten har den funktion at besjæle/menneskeliggøre naturelementer: un arbre portant des fourrures de neige (v. 8 ), une aile prudente ou hardie (v. lo). Yderligere overlapper de to motivgrupper hinanden i tekstforløbet på den måde, at une joue (v. 9) foregriber det menneskedominerede afsnit, mens une aile (v. lo) fastholder det naturdominerede afsnit. Dette er grunden til, at man må sige, at grænsen mellem de to afsnit findes omkring v. lo, og at det netop er væsentligt, at denne grænse ikke er skarpt aftegnet. Anden strofe mejfører imidlertid den erkendelse - og dette er på et andet analyseniveau en forklaring på den lettelse og triumf, den i tekstens sammenhæng fremkalder - at mennesket nok er natur og dermed truet i sin eksistens som alle andre naturelementer, men at det samtidig sidder inde med det enestående privilegium, at det f oruden at være natur er bevidsthed. Digtets postulat er da, at uden en erkendende bevidsthed kan intet eksistere, verden bliver til, idet mennesket erkender den. Hvert eneste menneske (jf. moi ou un autre (v. 24)) skaber således verden, og derfor har det med titlens udtryk ikke blot ret til at leve, dette er det banale udtryk, men også pligt til at leve, dette direkte udledt af tekstens fremstilling af menneskets stadige ansvar for verdens eksistens. Marts 1973 17
18 19 Tekst 2 Analyse ved Harald Gettrup. 5 10 15 20 25 30 Je lui jurai de ne jamais la quitter. "Je l'ai toujours espere, maintenant j'en suis sure." C 1 etait une de ces journees d'hiver ou le soleil semble eclairer tristement la campagne grisatre, comme s'il regardait en pitie la terre qu'il a cesse de rechauffer. Ellenore me proposa de sortir. "Il fait bien froid, lui dis-je.- N'importe, je voudrais me promener avec vous." Elle prit mon bras; nous marcharnes longtemps sans rien dire; elle avan9ait avec peine, et se penchait sur moi presque tout entiere. "Arretons-nous un instant. - Non, me reponditelle, j'ai du plaisir a me sentir encore soutenue par vous." Nous retombames dans le silence. Le ciel etait serein; mais les arbres etaient sans feuilles; aucun souffle n 1 agitait l'air, aucun oiseau ne le traversait: tout etait immobile, et le seul bruit qui se fit entendre etait celui de l'herbe glacee qui se brisait sous nos pas. "Comme tout est calme, me dit Ellenore; comme la nature se resigne! Le coeur aussi ne doit-il pas apprendre a se resigner?" Elle s'assit sur une pierre; tout a coup elle se mit a genoux, et, baissant la tete, elle l'appuya sur ses deux mains. J'entendis quelques mots prononces a voix basse. Je m 1 aper9us qu'elle priait. Se relevant enfin: "Rentrons, dit-elle, le froid m'a saisie. J 1 ai peur de me trouver mal. Ne me dites rien; je ne suis pas en etat de vous entendre. 11 A dater de ce jour, je vis Ellenore s 1 affaiblir et Mperir. (Benjamin Constant: "Adolphe", Chap. X) 'I Det kan diskuteres om der i teksten findes en eller to situationer. Lin. 5 11Ellenore me proposa de sortir 11 forudsætter, at de må befinde sig indendørs, men dette indendørs rum er ikke beskrevet og har altså ingen betydning for analysen. Derimod finder man allerede den første naturbeskrivelse i lin. 3-4, og hvis man skal tale om et situationsskift, ligger det snarere mellem lin. 2 og 3. Det er nemt at konstatere en fortalt tid (de mange passe simpleformer, tidsadverbialer longtemps, tout a coup), men det ser heller ikke ud som om den spiller nogen større rolle ved konstitueringen af det fiktive univers. Der er ingen kronologibrud og ingen spring mellem forskellige tidsplaner. Man kan imidlertid i agttage en tendens til sammentrængning ved udeladelse af konkrete detaljer, der åbenbart skønnes uvæsentlige: "elle me proposa de sortir", men intet om at de faktisk gik ud, og heller ikke noget om at de kom hjem, hvilket man egentlig godt kunne forvente. Altså en bevidst markering af at k onkrete, detaljerede beskrivelser af deres adfærd ikke har forfatterens interesse. Teksten er en jeg-fortælling, og fortællerens synsvinkel må derfor forventes at falde sammen med jeg-personens. Det kan da også hurtigt konstateres at fortælleren ikke er solidarisk med Ellenore: hun er kun set udefra, og læseren ved ligeså lidt som jeg-personen, hvad der foregår i hende. Sammenfaldet mellem fortællerens og jeg-personens synsvinkel markeres tydeligst i lin. 16: 11J'entendis quelques mots" og "Je m 1 aper9us qu' elle priait". Brugen af sanseverberne understreger synsvinklen: man oplever gennem fortællerpersonens sanser. På denne baggrund er det så meget desto mere påfaldende, at man ikke på noget tidspunkt ser ind i ham og får at vide hvad han tænker og føler. Og det kunne tyde på at han overhovedet ikke tænker eller føler noget. Der er ingeh eksempler på direkte personbeskrivelse. De to personer beskrives kun ved det de siger, gør eller ikke gør. Men heller ikke den indirekte bes~rivelse er særlig fremtrædende, og der er meget få sætninger der kan henregnes til denne fremstillingsform, måske kun lin. 7 : "elle avan9ait avec peine, et se penchait sur moi toute entiere, " der antyder fysisk - og sikkert også psykisk - svaghed.
2o Det bliver derfor replikkerne der leverer de væsentligste bidrag til personbeskrivelsen. Det er her karakteristisk, at Ellenores replikker giver mange flere præcise oplysninger om hende selv end Adolphes replikker, der navnlig er interessante ved det de ikke siger. Tæller man op, får man: Adolphe to, Ellenore fem replikker. Altså flest til Ellenore. Ydermere er Adolphes ret korte, nærmest intetsigende. Ellenores replikker er længere, og om dem alle gælder det, at de siger noget om hendes forhold til ham. Dette sker direkte i hendes to svar: 11 je voudrais me promener avec vous, j ' ai du plaisir a me sentir encore soutenue par vous". I lin. 14 aner man at dette forhold ikke vil vare ved: "Le coeur aussi ne doit- il pas apprendre a se resigner?" Bønnen og hendes sidste replik afslører at der er sket noget med hende, uden at dette præciseres nærmere. Hendes sidste replik er mærkelig: "Ne me dites rien; je ne suis pas en etat de vous entendre". For han har jo netop ikke sagt noget væsentligt, og der er ingen grund til at antage at han vil gøre det nu. Måske er forklaringen, at hun nu har forstået og accepteret sandheden om deres forhold, og hvis han skulle finde på at sige noget, vil det kun understrege hans ligegyldighed og gøre ondt værre. Derfor må hun bede ham tie. Som nævnt er kun det ydre!j!!!! beskrevet. Spadsereturen foregår i et vinterlandskab. De karakteri stiske træk ved dette landskab er goldheden: "les arbres etaient sans feuilles ; aucun oiseau ne traversait (l'air)"; ubevægeligheden: "aucun souffle n ' agitait 1 1 air,. tout etait immobile "; stilheden: "le seul bruit qui se faisait entendre etait celui de l'herbe glacee". Dette stivnede landskab synes at stå for noget andet, og fortolkes da også sådan af Ellenore : "Comme la nature se resigne", hvorefter hun straks knytter forbindelsen til det menneskelige plan: "Le coeur aussi ne doit- il pas apprendre a se resigner?" Sammenhængen mellem landskab og mennesker er for så vidt allerede bemærket i lin. 3-4, hvor rumelementerne tillægges menneskelige træk : "le soleil semble eclairer tristement la campagne grisatre comme s 1 il regardait en pitie la terre qu'il a cesse de rechauffer". (Det bemærkes at rechauffer kan bruges såvel om fysisk som følelsesmæssig varme). Disse linjer, der i modsætning til de øvrige beskrivelser af naturen, indeholder en refleksion, må sikkert opfattes som en fortællerkommentar, og er i så fald det eneste eksempel på en markeret fortællerholdning. Der er næppe grund til at antage at det er gengivelse af den fortalte person Adolphes tanker, da det jo netop er karakteristisk for teksten, at Adolphe ikke fremkommer med nogen kommentarer eller refleksioner. At sætningen er en fortællerkommentar, støttes yderligere af den omstændighed at den ikke blot etablerer en forbindelse mellem natur og menneske, men også muliggør en tolkning af personernes forhold til hinanden. Den står altså centralt i teksten og er et nødvendigt supplement til personbeskrivelsen: ligesom solen ser medlidende på den jord den ikke længere kan varme, er Adolphes kærlighed brændt ud og kan ikke længere varme Ellenore. Tilbage er kun medlidenhed. Dette erkendes af Ellenore i hendes spørgsmål, om ikke også hjertet bør lære at resignere. Bønnen kan være en bøn om snart at blive udfriet, men skal måske blot opfattes som udtryk for at troen fra nu af er hendes eneste støtte. "Le froid m' a saisie" må læses båc.e som vinterkulden og hjertets kulde. Man kan altså betragte rummet som det centrale strukturelement, da det er naturbeskrivelsen der etablerer forbindelsen mellem de andre strukturelementer, og tydeliggør det forhold mellem personerne, som den indirekte beskrivelse kun lader ane. November 1974 21
22 Tekst 3 ACTE I, sctne 3 Ferrante, Pedro Ferrante L'Infante m'a fait part des propcs monstrueux que vous lui avez tenos. Maintenant ecoutez-moi. Je suis las de mon trone, de ma cour, de mon peuple. Mais il y a aussi quelqu'un dont je ~uis particulierement las, Pedro, c'est l ous. Il y a tout juste treize ans que je suis las de vous, Pedro. Bebe, je l'avoue, l'ous s ne me reteniez guere. Puis, de cinq a treize ans, je vous ai tendrement aime. La Reine, votre mere, etait morte, bien jeune. Votre frere aine allait tourner a l'hebetude. et entrer dans les ordres. Vous mc restiez seul. Treize ans a ete l'annee de. votre grande gloire; mus avez eu å treize ans une grace, une gentil Jesse, une finesse, une intelligence que vous n'avez jamais retromees depuis; 10 c'etait le rlernier et merveilleux rayon du soleil qui se couche; seulement on sait que, dans douze beures, le seleil reapparaitra, tandis que le genie de l'eniance, quand il s'eteint, c'est å tout jamais. On dit toujours que c'est d'un ver que sort le papillon; chez l'homme, c'est le papillon qui devient un ver. A quatorze ans, vous vous etiez eteint; vous etiez devenu mediocre et grossier. Avant, Dieu me 15 pardonne, par moments j'etais presque jaloux d~ votre gouverncur; jaloux de vous voir prendre au serieux ce 11ue l'ous disait cette vieille bete de don Christoval, plus quc ce que jc vous disais moi-meme. Je songeais aussi:»a causc des affaires de l'l'.:tat, il me faut perdre mon enfant: je n'ai pas le tcmps de m'occuper de lui.«a partir de vos quatorze ans, j'ai ete bien content que YOtre gouveroeur 20 me debarrassåt de vous. Je ne ''otts ai plus recherchc, je vous ai fui. Vous avez aujourd'hui vingt-six ansi il y a treize ans que je n'ai plus rien a vous dire. Mon pere Pedro Ferrante»Mon pere«: durant toute rna jeunesse, ces mots me faisaient librer. Il me semblait - en de hors de toute idee politique - qu'avoir un fils devait ctre quelque 2s chose d'immense. Mais rcgardez-moi done! Vos yeux fuient sans ccsse poor me cacher tout ce qu'il y a en vous qui ne m'aime pas. Pedro Ils fuient pour vons cacber la peine que vous me faites. Vous savez bien que je vous aime. l\lais, ce que, ous me reprochez, c'est de n'avoir pas votre caractere. Est-ce ma faute, si je ne suis pas vous? (Montherlant:"La reine morte") Analyse ved Steen Jansen. Teksten er en dramatisk tekst, der fremstiller to personer i en samtale. (Det kan bemærkes, at denne samtale er placeret i begyndelsen af stykket, første akts tredie scene: der er nok noget, der er gået forud for samtalen (måske "les propos monstrueux" (1. 1), men vi befinder os sandsynligvis stadig i "ekspositionsdelen", den del af stykket der præsenterer tilskuerne for stykkets personer og relationerne mellem den.) Samtalen har "overvægt" til den ene af personerne på den måde, at han taler langt mere end den anden; i denne forstand er Ferrante den mest fremtrædende, og samtalen giver allerede derved et (umiddelbart) indtryk af Ferrante som den stærkeste af de to. Teksten giver en beskrivelse af de to personer: af deres situation (kongelige, far-søn, gammel-ung, fødselsdag; herunder også deres fortid: familieforhold (hustru, en anden søn, adelig privatlærer, mm), og af deres karakterer; nært knyttet til dette sidstnævnte kan man i teksten se en beskrivelse af et modsætningsforhold mellem de to personer. Min analyse vil det følgende gå ud på mere detailleret og mere nuanceret at bestemme, hvad der siges om deres karakterer og om forholdet mellem dem, og hvorledes dette siges. Således som teksten er formet (med en lang replik og tre langt kortere derefter) og med den anlagte synsvinkel, forekommer det mig naturligt, at interessen i første omgang må samle sig om den første, lange replik. I denne replik formulerer Ferrante (kongen, 1. 3) sine bebrejdelser mod sønnen, Pedro. Hans "præken" tager sit udgangspunkt i noget, der virker som en (næsten tilfældig) anledning: "les propos monstrueux" (1. 1); havde de været den egentlige årsag til hans vrede, ville de formodentlig være blevet beskrevet nærmere. Hans vrede, eller irritation, er ikke alene vendt mod sønnen, men rammer mere generelt alt, hvad der omgiver ham (trone, cour, peuple, 1. 2). Disse to forhold giver - sammen med brugen af ordet "las" (1. 3, 1. 4) indtryk af, at det drejer sig om en længe indestængt irritation, der endelig, pludseligt, slippes løs. Det følgende (1. 4-1. 21) er så velformuleret, klart og detail- 23
24 leret, at det virker som udtryk for, at det er irritationen mod sønnen, Pedro, der er det primære og som (ved at være blevet holdt tilbage) har "bredt sig i Ferrantes sind", er blevet til en vrede i almindelighed, mod alt og alle. Dette forekommer mere rimeligt end at antage, at det drejer sig om en "gammelmandsvrede", om den ældre konges desillusion - der så (lidt tilfældigt) går ud over sønnen i denne samtale. L. 4-1. 21 er en beskrivelse af Pedro, eller rettere af hans liv eller udvikling fra "Bebe" (l. 4) til idag, hvor han fylder 26 år (1. 21). Denne beskrivelse former sig som et slags dobbeltportræt, hvor Pedro til og med sit 13. år modstilles Pedro fra det 14. til det 26. år: faderen Ferrante opfatter sin søns hidtidige liv som 13 gode år fulgt af 13 dårlige år, og med det 13. år som det absolutte højdepunkt og centrum i sønnens liv (1. 9-1. 14). Indledningsvis (1. 4-1. 7) nævner Ferrante forhold, der kunne opfattes som forklaringer på hans stærke tilknytning til sønnen - og det deraf følgende stærke kærlighed- had-forhold: tabet af hustruen (1. 6), "tabet" af den anden søn (1. 6-1. 7). (Men her står det ikke helt klart, om sønnen viste sig at være "sløv" og derfor måtte gå/sendes i kloster, eller om han gik i kloster og derfor betragtes som ramt af "sløvsind" af faderen.) Men den måde som Ferrante derefter beskriver sønnens 13. år på, virker som udtryk for, at de forhold Ferrante nævner her, ikke er den egentlige grund, ikke er det væsentlige i modsætningsforholdet mellem far og søn. I det mindste således som Ferrante ser det, er der virkelig sket en radikal forandring med sønnen, Pedro, da han fyldte 14 år: han blev "mediocre" og "grossier" (1. 14); han tabte noget ( 11 jamais retrouv~es" (1. 9), 11 eteint 11 (1. 14), noget der i hans 13. leveår havde udviklet sig til et højdepunkt. Det han har tabt er "une grace, une gentillesse, une finesse, une intelligence" (1. 8-1. 9). Selve opremsningen og de to stærke udtryk, der "indrammer" denne: "votre grande gloire 11 (l. 8 ) og "le dernier et merveilleux rayon du sole il 11 (l. lo) (det er tekstens to stærkeste udtryk for en positiv vurdering), fremhæver disse sønnens tabte "kvaliteter" og Ferrantes bundethed til, længsel efter, dem. De efterfølgende linier (1. lo - 1. 14) indeholder stadig en vurdering af Pedros 13. og 14. år, men nu udtrykt i et billedsprog (med sammenligninger) og i mere generelle formuleringer om "le genie de l'enfance" (l. 11) og "l'homme" (l. 13). Dette viser dels, hvor dybt engageret, hvor dybt skuffet Ferrante er i sit forhold til sønnen (så følelsesmæssigt påvirket af den indtrufne forandring hos sønnen, at han her bevæger sig over i et billedsprog), dels, at han opfatter det som et almentmenneskeligt vilkår, nemlig menneskets tab af "le genie de l'enfance", hvor dette virker som et andet, og mere generelt, udtryk for de fire "kvaliteter", der nævntes ovenfor. At det i langt højere grad er tabet af nogle egenskaber, snarere end tilkomsten af andre ("mediocre, grossier" (1. 14), "rien ~ vous dire" (1. 21), der er grunden til hans irritation, viser sig også deri, at han bruger langt mere,plads til at beskrive, hvorledes Pedro var (1. 5, 1. 12, 1. 14-1. 19) end til at beskrive, hvorledes han er (1. 13-1. 14, 1. 19-1. 2o), og desuden deri, at Ferrante, efter at have begrundet sin irritation mod Pedro en gang (1. 13-1. 14), vender (drages (?)) tilbage til sit minde om den første periode i sønnens liv. I sine bebrejdelser mod Pedro synes Ferrante altså måske nok at give begrundelser, der bygger på, hvorledes sønnen er idag; men i virkeligheden er det han bebrejder ham i den lange replik, meget mere, at han, Pedro, ikke er forblevet barn, ikke er blevet stående på sin plads i et fader-søn forhold. Dette indtryk underbygges ved, at det lidt, Pedro får sagt (1. 22, 1. 27-1. 29), ikke udpræget viser ham som "mediocre" eller "grossier". Når dette er tilfældet, så kommer Ferrantes lange replik i mindre grad til at virke som en beskrivelse af Pedro - og af hvad han faktisk har været -, selvom den former sig som en direkte beskrivelse af ham, og i langt højere grad som en indirekte beskrivelse af Ferrante selv: vi får gennem den opfattelse af sønnen og af hans udvikling, som han giver udtryk for, en beskrivelse af hans, Ferrantes, karakter. Det grundlæggende træk i denne karakter synes at være en meget stærk (og utilfredsstillet) længsel efter barndommens (uskylds) 25
26 tilstand, en længsel (der også har eksisteret før han blev fader til Pedro (1. 23-1. 25)) efter at være knyttet til et menneske, der har alle de egenskaber, der karakteri serer - og som kun findes hos - børn. Selvom den snule, Pedro får sagt, nok kan danne grundlag for en vurdering af det mere eller mindre rimelige (mest det sidste) i Ferrantes beskrivelse af ham, så giver hans replikker ikke mulighed for at danne sig et mere detailleret billede af ham selv. I teksten, således som den foreligger her, fungerer han (derfor) især ved at stille personen Ferrante i relief og ved at give denne lejlighed til en (indirekte) beskrivelse af sig selv. Dog vil det måske nok være rimeligt at sige, at Pedros sidste replik er udtryk for, dels at også han har vurderet forholdet mellem Ferrante og ham selv, og at han ikke uden videre akcepterer faderens bebrejdelser (og forsåvidt viser han sig mere "velafbalanceret" end Ferrante, når han - trods det faderen lige har sagt - alligevel kan sige "Vous savez bien que je vous aime" (1. 27)), dels at han dog er for bundet i sin sønnerol le til at finde andet end en mere traditionel, banal forklaring på faderens irritation, nemlig den, at faderen, Ferrante, ikke genfinder noget af sig selv i sin søn - en forklaring, der næppe kan bringes i overensstemmelse med det, Ferrante siger i sin lange replik. Sammenfattende vil jeg om teksten, således som den foreligger her (og således som jeg opfatter den) sige, at den primært er en beskrivelse af den ene af de to personer der fremstilles. Det modsætningsf orhold mellem de to, der også kommer til udtryk, fungerer især som led i denne beskrivelse (det er ikke personbeskrivelsen af de to, der indgår som et led i fremstillingen af et modsætningsforhold mellem de to). Den beskrivelse, der gives af de to, placerer dem i en situation i forhold til deres omgivelser og, langt mere væsentligt, i forhold til hinanden. Forholdet mellem dem præges af, at den ene, Ferrante, faderen, ret tydeligt - i den her beskrevne situation - er den stærkeste, er mere "magtfuld" end den anden: det kommer til udtryk i, at han taler langt mere, afbryder den anden og giver langt stærkere udtryk for sine bebrejdelser. Tekstens afsluttende replik viser dog, at den anden, sønnen, Pedro, ikke helt bøjer sig for faderens magt, og den antyder, ganske svagt, at den her beskrevne "magt-fordeling" mellem de to måske kan ændres. Derudover, og mere væsentligt, præges forholdet mellem dem af deres karakterer; beskrivelsen af disse er overvejende indirekte, forstået på den måde, at den beskrivelse, Ferrante giver af Pedro, ikke stemmer tilstrækkeligt overens med det billede, man iøvrigt kan danne sig af Pedros fremtræden, og i høj grad virker som farvet af Ferrantes egen opfattelse. Derfor fungerer den ikke som en direkte beskrivelse af Pedro, men så meget mere som en indirekte beskrivelse af Ferrante. På samme måde bliver den misforståelse af faderens krav til ham, som kommer til udtryk i den sidste replik, mere beskrivende, indirekte, for Pedro end det, han direkte siger - nemlig at han og faderen ikke ligner hinanden. Ferrante er langt den mest fremtrædende af de to, og derfor er det også beskrivelsen af hans karakter, der dominerer teksten (således som den foreligger her), selvom denne beskrivelse er indirekte. Teksten udtrykker, at det grundlæggende træk i denne karakter er en længsel mod barndommen og mod de egenskaber, der karakteriserer børn inden de bliver voksne. En sådan længsel, og deraf følgende krav til andre, kan næsten kun føre til et modsætningsforhold til den nu voksne søn. Det interessante, eller "centrale", i teksten ligger derfor, efter min mening, heller ikke i beskrivelsen af forholdet fader-søn, men i beskrivelsen af Ferrantes "mærkelige", forsåvidt urimelige, karakter. Maj 1973 27
28 Tekst 4 SOMMEIL DE PLOMB A Philippe Soupault Le dormeur eveille regarde la vie avec des yeux de petit enfant Dormeur quel nuage obscurcit l'azur de ton front L'homme secoue une tete plus pesante que l'orage Il voudrait jouer aux quatre coins mais il ne peut. Il est tout seul La balle du soleil en vain s'offre a lui En vain les cerceaux des ponts En vain Henri IV l'invite a chat perche Le monde coule a ses pieds et les passants ont toujours le ~eme visage Les plus presses paraissent plus ~eunes et les pl~s vieu~ paressent A la voir on ne croirait pas la ville en cart?n ni le ~oir Faux comme les prunelles des femmes et des amis les ~ei~leurs Quel danger je cours Immobile contre le parapet de_l uniyers. Si J"'allais me prendre a ce chromo l'aspect des maisons a huit heures d'ete Vertige le decor devient le _vi~age de ~a vie La face de cette fille que J'ai tant aim~e. Pour ses mains ses yeux faits et sa stupidite Comme tu mentais bien paysage de l'amour Il y avait cette place au creux de ton epaule. Et les frissons qui glissaient comme une eau sur ma figure Courroux courroux mais tu chantais a voix basse comme la plus innocente Et tu ne trouvais que des consonnes sour~es Des sons issus du sang pour nommer les levres les caresses. Tout ce qui dansait entre deux corps co~me l~ f~a~~ du ~es~r un bourdonnement de mouches sur les fruits signifiait moi-meme Et quand j'etais trop las tu laissais avec a propos pendre unm8~as Il peut sans peine sommeiller Il n'est pas mort Il bouge dans un monde plus mou Ne roe parlez pas de la lumiere du soleil_ J'attends que renaisse la dame du ~ou~enir Un grand trou s'est fait dans ma memoire. Un lac ou l'on peut se noyer mais non pas?oire Aucun remords ne t'eveille e t tu sens le lit sous Jusqu'a ce que ce dernier appui s'affaisse et que Au pays souterrain du songe Alors je retombe en enfance Les livres sont rouges et dores sur tranche Il n'y a qu'un avenir tout simp~e. La-bas entre les lianes des forets bien connues tes reins tu tyenfonces dans le vide 0n fait du feu avec des morceaux de bois sec et la bouss?le permet de s 1 orienter Pourvu que les porteurs ne se revoltent pas Pourvu que les dormeurs ne se reveillent pas Mon corps je t'appelle du nom que les bouches ont perdu depuis la creation du monde Mon corps mon corps c 1 es t une danse rouge c 1 est un mausolee un tir aux pigeons un geyser Plus jamais je ne tirerai ce jeune homme des bras des forets (Aragon:"Mouvement perpetuel",1925) Analyse ved Arne Schnack. Teksten kan deles op i 4 afsnit omkring udtryk, der har det tilfælles, at de betegner en form for landskab eller afsluttet "uni vers": la ville (1. 11), paysage de l'amour (1. 18), un monde plus mou (1. 28) og pays souterrain du songe (1. 35). Der f inder en bevægelse sted fra det ene landskab til det andet, første gang markeret i 1. 15 med ordet vertige, som det således er rimeligt at lade betegne overgangen fra første til andet afsnit. Ordet vertige angiver samtidig, hvilken form for bevægelse, der er tale om, nemlig et fald. Dette er foregrebet ved den niveauforskel, der ses mellem betragteren og det betragtede i udtrykket le monde coule a ses pieds (1. 9), og i 1. 13: Quel danger je cours Immobile contre le parapet de 1 1 univers. men viser sig utilstrækkeligt. Rækværket skal sikre mod fald, Verbet sommeiller (1. 27), der markerer overgangen fra andet til tredje afsnit omkring un monde plus mou (1. 28), udtrykker ikke i sig selv en faldende bevægelse, men kommer til det læst i sammenhæng med vertige og de udtryk, der angiver overgangen til fjerde afsnit og dermed bevægelsen ned i sidste landskab. Selve betegnelsen pays souterrain (1. 35) placerer jo dette landskab under de andre, og faldbevægelsen, der først antydedes med vertige, kommer ng tydeligt frem: un grand trou (1. 31), se noyer (1. 32), ce dernier appui s 1affaisse (1. 34), tu t ' enfonces (1. 34), je retombe (1. 36). En nærmere undersøgelse af de enkelte afsnit viser, hvad det er, der sætter dette fald i gang. I første afsnit findes der nogle udtryk, der kan samles i betydningsområdet "falskhed" eller "illusion". Ordet faux (1. 12) springer først i øjnene, men omkring det samles paraissent (1. lo), der i sammenhængen etablerer modsætningen 'etre - paraitre', og en carton (1. 11), der leder tanken hen på, at byen ikke er en rigtig by, men kulisser, en forestilling, der genoptages med ce chromo (1. 14), der fremstiller byen som et glansbillede, altså noget forlorent. Af linjerne 13-14 fremgår det, at faren for at falde ud over rækværket og dermed svimmelheden hænger sammen med faren for at lade sig narre og antage falskheden for den ægte vare. Denne forveksling finder sted i 1. 15, hvor de h~dtidige falskhedsudtryk sammenfattes i le decor: le decor devient le visage de la vie, og dermed begynder faldet. Falskhedsudtrykkene, der med la ville en carton 29
3o og le decor er drejet hen i retning af forestillingen 'teaterillusion', genfindes i andet afsnit og knyttes til personen cette fille gue j'ai tant aimee (1. 16), som her indføres, foregrebet af det mere generelle udtryk i første afsnit: faux comme les prunelles des femmes (1. 12). I andet afsnit finder man følgende: ses yeux faits (1. 17), sminkede, altså "uægte" øjne, mentais (1. 18), tu chantais a voix basse comme la plus innocente (1. 21), hvor ordet 'comme' angiver, at den tiltalte kvinde foregav at være noget, hun ikke var, og tu laissais avec a propos pendre un bras mur (1. 26), hvor udtrykket 'avecapropos' fuldender indplaceringen af kvinden som en dygtig skuespillerinde i de virkelighedstro kulisser. Første afsnit er holdt i nutid og fremstiller en nærværende by som et øjenbedrag, andet afsnit er fra 1. 18 til 1. 26 holdt i datid og fremstiller en erindret kærlighed til en kvinde som en illusion. Der er således ikke kun tale om et fald fra det ene landskab til det andet, men også om et fald tilbage gennem tiden i erindringen, jf. 1. 31: un grand trou s'est fait dans ma memoire. Den sidste etape af den lange nedadgående bevægelse implicerer et fald tilbage til barndommen (1. 36), og det sidste af de fire landskaber gøres altså explicit lig med barndommens land. Det er derfor rimeligt at knytte forestillingen om en livsalder også til de andre landskabsbetegnelser, således at andet landskab opfattes som ungdommen med den første, naive forelskelse og første landskab som den modne alder med angsten for ikke a,t se klart i tingene og blive bedraget. Andet afsnit, der rummer skildringen af den erindrede erotiske oplevelse, munder ud i, at den mandlige part bliver træt i sengen (guand j'etais trop las (1. 26)), og hermed forberedes den dødlignende søvn (1. 27-28), der fører ned i t r edje landskab: un monde plus mou. Dette landskab beskrives ikke, men er en vag overgangsoplevelse, hvad vel også bestemmelsen 'plus mou' (konen turløs) angiver. Derfor lå det heller ikke for at knytte livsalder til det. Dette landskab spiller til gengæld en vigtig rolle i endnu en tolkning, som man med argumenter i teksten kan foretage af den faldende bevægelse: et menneske falder i søvn. (Her er det danske udtryk lige så belejligt i sammenhængen som det franske 'tomber en enfance', jf. 1. 36.) Denne tolkning støttes af sommeiller (1. 27), aucun remords ne t 1 eveille (1.33), tu sens le lit sous tes reins (1. 33), pays souterrain du songe (1. 35) og endelig digtets titel og de to første linjer med udtrykkene sommeil og dormeur. Faldet sættes og holdes i gang af falskhedsoplevelsen, og fra 1. 36, hvor det ophører, erstattes falskhedsudtrykkene af en beskrivelse af barnets autentiske virkelighedsoplevelse. I barndommens land er tingene nærværende og opleves intenst: bøgerne er imponerende røde og gyldne, og de historier, de fortæller, opfattes ikke som mistænkelig fiktion, men giver grundlag for lege, der engagerer hele personligheden. Linjerne 39-41 beskriver barnets urskovsekspedition med indfødte bærere og udtrykker dets helhjertede angst for, at bærerne - ligesom i bøgerne - skal gøre nykker. I to linjer insisteres der på ønsket om at fastholde denne privilegerede tilstand (1. 42 og 45). Den sidste linje leder imidlertid op til digtets første linje, og man kan således tale om en cirkelkomposition: Først efter læsningen af digtets slutning forstår man, at det opvågnede menneske betragter livet med barnets øjne, fordi han i søvnen har opholdt sig i barndommens land. Og først ved anden gennemlæsning opfattes betydningen af, at falskhedsoplevelsen opstår, fordi barndommens leg er lukket land for den voksne. Første afsnit rummer, foruden de udskilte falskhedsudtryk, en række legeudtryk: j ouer aux guatre coins (1. 4), la balle (1. 5), les cerceaux (1. 6), chat perche (1. 8). På grund af de billedlige sammenstillinger med soleil, ponts og Henri IV (statuen) fremstår legen som et tilbud i den voksnes univers, byen, men umuligheden af at udnytte dette tilbud udtrykkes ved il ne peut (1. 4) og det emfatisk gentagne og i 1. 7 emfatisk isolerede en vain (1. 5, 1. 6, 1. 7). Teksten udtrykker således en problematisk virkelighedsoplevelse i et konkret forløb. Dette giver sig bl.a. udslag i, at abstrakterne ~ songe og enfance konkretiseres til landskaber, for de to førstes vedkommende ved sammenstillingen med paysage og ~ for det sidstes vedkommende ved at det banale udtryk 1 tomber en enfance' i tekstens sammenhæng får ny værdi og angiver, at et legeme helt konkret falder. Konkre~iseringen ytrer sig også i anråbelsen af kroppen (1.43-44). 31
32 De beskrevne landskaber befinder sig i den oplevendes krop, og det underste land rummer mystiske, uprøvede muligheder. Sådan kan man vel i sammenhængen læse den mærkelige sidestilling af det dæmonisk undergangsbetonede un mausolee med de eruptivt vitale udtryk une danse rouge, un tir aux pigeons og un geyser (1. 44). Freuds lagdelte personlighedsmodel er en nærliggende ref erenceramme for en fortolkning af denne tekst: Øverst overjeg'et, der hindrer elementær livsudfoldelse og spontant engagement, nederst id'et, der rummer de primitive, oprindelige impulser, og som den freudianske Niels Klim når ned til i drømmen. Jeg har i denne analyse forsøgt at finde argumenter for en opdeling af teksten og prøvet at vise nogle af de relationer, der kan ses mellem de udskilte tekstafsnit. Jeg mener, at jeg derved er nået frem til et overblik over tekstens opbygning. Det her valgte udgangspunkt giver mulighed for at se mange detaljers funktion i helheden (flere end dem, jeg i denne kortfattede fremstilling har omtalt), men der er vei grænser for, hvad man kan sige noget om. Hvilken funktion har f.eks. spillet på de homonyme udtryk sous tes reins og souterrain (1. 33 og 1. 35), eller ordspillet paraissent/paressent i 1. lo? Hvilken betydning har det, at Immobile (1. 13) er skrevet med stort begyndelsesbogstav? Valget af helhedsopfattelse er bestemmende for, hvilke detaljer man har brug for i sin argumentation, og analysen bliver de rved selvbekræftende. Jeg må lade mig nøje med, at de sidstnævnte træk næppe kan gøre min helhedsopfattelse uholdbar. Et træk, jeg står tøvende overfor, er betegnelserne for den opleve~de/faldende, der veksler mellem 1., 2. og 3. ~erson. Er det udtryk for en spaltning af den oplevendes personlighed i betragter og betragtet? Det kunne tekstens sidste linje tyde på, og i det hele taget indførelsen af forskellige lag i personligheden. Skulle det tages som argument for, at teksten fremstiller tre faldende personer, ville min helhedsopfattelse gå i stykker. Det synes jeg den er for god til, og af den grund afviser jeg denne antagelse. November 1974 Statens trykningskontor Un 44-2 Rids 32