Kl. 9.00 Burkal Kirke: 726, 332; 54, 345 Kl. 10.30 Bjolderup Kirke: 318, 398, 332; 54, 334 Tema: Hvem Jesus er for mig! Evangelium: Matt. 16,13-26 På det teologiske fakultet i København var der en meget tankevækkende graffiti på væggen i et toilet: Jesus sagde til dem: "Hvem siger I at jeg er?" De svarede: "Du er den eskatologiske manifestation af årsagen til vor eksistens, det sindbillede gennem hvilket vi finder den ultimative mening i vore specifikke relationer." Og Jesus sagde: "Hva'?" Den teologi som vi danske præster lærer på de teologiske fakulteter er meget akademisk og uforståelig for almindelige mennesker. Det vi lærer i løbet af vores studietid kommer desværre alt for let til at til at præge vores forkyndelse. Mennesker forstår ofte ikke hvad præsten siger i sin prædiken. Det er en stor skam, for meningen med prædikenen er jo at udlægge og forklare bibelteksten, så det bliver let at forstå og tage det til sig. Det går lige som i sangen om Mallebrok der døde i 1864: "Og præsten holdt en tale, han sagde ingenting."
I 1700-tallet var der en stor pietistisk vækkelse i Tyskland og Danmark. Det var den herrnhutiske brødremenigheds-vækkelse, der prægede Burkal Sogn i årene 1726 1801. Grundlaget for denne vækkelse var et opgør med ortodoksien. Philipp Jacob Spener skrev i 1675 et værk der kaldes "Pia Desideria" = Fromme ønsker. Her er et af ønskerne: "Præsterne skulle prædike jævnt og opbyggeligt for folket. De skulle ikke bruge prædikestolen til sindrige udredninger og ren oratorisk udfoldelse." Det er så vigtigt at præstens prædiken er forståelig, så den kan opbygge menigheden. Meningen med den kristne forkyndelse i kirkerne er jo at skabe og vedligeholde den kristne tro hos menighedens enkelte medlemmer. For det er i kraft af den rette tro og bekendelse at vi bliver frelst. I en salme af Grundtvig synger vi: "Vi er Guds hus og kirke nu" (DS. 323,3). Vi er Guds kirke, når vi lige som Peter har den rette bekendelse. Når vi står fast på at Jesus er Kristus, Guds Søn. Kirken er i dag dér hvor mennesker samles og bekender med munden og med hjertet at Jesus er Kristus, frelseren, Guds levende søn. Der er desværre så mange også i vores tid der har en mangelfuld forståelse af hvem Jesus er. På Jesu tid mente man at han var Johannes Døber, Elias, Jeremias eller en anden af profeterne. På mange måder var Jesus som en af profeterne, fordi han med stor myndighed lærte folk om Gud og hans ord. Sådan mener muslimerne også at Jesus er en stor profet, men heller ikke mere end det. Som Guds kirke ved vi bedre. Vi ved at han både er sandt menneske og sand Gud. Jesus længes efter at vi har den rette forståelse af hvem han er. Han ønsker at vi skal kende ham som den han virkelig er. Han længes efter at høre den fuldtonende bekendelse fra os! Det er den bekendelse vi læser om i Johannes' Åbenbaring, hvor Jesus bliver lovprist som det slagtede lam. Han er vores frelser og forsoner. Det han har gjort for os på korset langfredag at han ved sin død har sonet vores synd og gjort os rene og retfærdige for Gud det er grunden til den evige lovsang, som lyder i Himlen. (Åb. 5) Jesus ønsker at vi virkelig skal fatte hvem han er for os. Han vil at vi skal have en levende overbevisning om alt det han er for os. Derfor udfordrer han også os i dag ved at spørge os direkte: "Men I, hvem siger I at jeg er?" Han spørger hver enkelt: "Hvem siger du at jeg er?"
Jeg vil tage udfordringen op og bruge denne prædiken til at aflægge mit personlige vidnesbyrd om hvem Jesus er for mig. Lige som Simon Peter vil jeg sige at han er Kristus, den levende Guds Søn. Han er kommet fra Gud og er salvet og udrustet af ham til den gerning, som Gud havde til ham. I dåben blev Jesus udrustet ved at Helligånden kom over ham. På den måde fik Jesus Guds kraft og blev indviet til at virke som Messias/Kristus = den salvede. Han fik dermed de tre funktioner, som de salvede personer havde i den gamle pagt: kongen, ypperstepræsten og profeten. Dvs. Messias var for det første leder af Guds folk. Han var desuden folkets talsmand over for Gud og skaffede dem soning med Gud ved at bringe ofre i templet. Og for det tredje var han Guds talsmand over for folket; som profet skulle han tale Guds ord til Israels folk og lære dem at kende Guds vilje. Sådan er Jesus også min konge. Han er den der leder mig og tager ansvaret for mig og mit liv. Jesus er også min ypperstepræst, dvs. min forsoner og forbeder. Han er den der går i brechen for mig. Breche er en åbning i et fæstningsværk, frembragt ved beskydning. Og at gå i brechen for nogen betyder derfor at arbejde for, støtte eller forsvare et foretagende, en sag eller en person. Han går personligt ind og forsvarer mig. Et andet billede der tit bruges for at forklare det er at man kan søge tilflugt i hans kors' skygge. Dvs. Jesus med sin forsoningsdød dækker over mig, så Guds vrede ikke kan ramme mig. Det beskrives sådan her i en åndelig sang: Ved korsets fod hos Jesus, dér har mit hjerte fred, og aldrig mere vil jeg gå fra dette sikre sted. Hvad verden kunne byde mig, jeg derved intet vandt, for jeg roser mig af Kristi kors, hvorved fred med Gud jeg fandt. Jesus er også Guds profet for mig. Han er den der kærligt og tålmodigt lærer mig Guds vilje at kende. Og han har givet mig sin Ånd, som stadig minder mig om alt hvad Jesus har sagt og herliggør ham for mig. Jeg kunne fremhæve mange andre ting som Jesus er for mig. Men jeg vil nøjes med i dag at nævne tre andre ting, som jeg dagligt glæder mig over: Jesus er min ven, min bror og min brudgom. Skærtorsdag aften lige før sin død kaldte Jesus sine disciple for sine venner i sin lange afskedstale: "Større kærlighed har ingen end den at sætte
sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer." (Joh. 15,13-15) Jesus har indgået et evigt venskab med os ved at give os sit blod, dvs. ved at dø for os. Det er det ultimative tegn på hans kærlighed til os, at han satte sit liv til for os. Det minder om det gamle ritual for indgåelse og opretholdelse af et venskab. I gamle dage indgik mænd fosterbroderskab ved at blande blod. Et sådan blodsbroderskab indebar en livsvarig og ubrydelig forpligtelse til at komme den anden til undsætning og til at hævne den anden. Jesus har svoret os evigt venskab ved at give os sit blod. Han vil til hver en tid komme os til undsætning, når vi har brug for det. For det andet betyder hans venskab med os at vi har hans fortrolighed. Det er ikke sådan at han blot er vores Herre og vi hans lydige tjenere, men han har indviet os og indvier os stadig i hvad han har fra sin fader. Vi er Jesu fortrolige venner. Hvis der er noget i vores liv som vi er i tvivl om, kan vi altid med frimodighed bede ham om at hjælpe os til at forstå det og acceptere det. For det andet er Jesus min bror. Det var det han forklarede Maria Magdalene efter sin opstandelse fra de døde påskemorgen: "Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud." (Joh. 20,17) Vi har den samme Far i Himlen. Derfor er Jesus vores bror, og vi er alle søstre og brødre! Johannes Ågård har sagt det meget fint engang i Kristeligt Dagblad: "Når vi bekender vores herre og frelser som Den Opstandne Herre, som vi har den ære at være disciple for, så er alle bekendelserne til hans "magt og ære" vigtige, også erfaringen af Jesus som vores storebror!" Det tredje og sidste jeg i dag vil tage frem er at Jesus er min brudgom. Det er det allerstærkeste udtryk for det intime og vidunderlige forhold et troende menneske kan have til Jesus. Ægteskabet er det inderligste udtryk for den kærlighed som Jesus viser os. Det er et billede som er brugt både i Det Gamle og i Det Nye Testamente på forholdet mellem Gud og hans folk. Det fremgår meget stærkt af de profetiske bøger, fx i Esajas' Bog: "Som den unge mand tager jomfruen til hustru, tager din genopbygger dig til hustru, og som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig." (Es. 62,5)
Og i Johannes' Åbenbaring betegnes den endegyldige forening mellem Kristus og menigheden som Lammets bryllup. Det er et billede som især Brorson har dyrket i meget høj grad, og som i det hele taget også kendetegnede pietismen. Sådan finder vi glæden over Jesus beskrevet i en af Brorsons salmer: "Fryd dig! du Jesu brud, her er et Himmel-bud, som tydeligt skal sige fra Gud i Himmerige, som stærkt skal dig forkynde: Du har vor Herres ynde. - Fryd dig! du Jesu brud, og smyk dig for din Gud! Din brudgom dig vil hente, hver time kan du vente, at du får bud at træde til Himlens bryllupsglæde." (DS. 82,1.5) Amen.