1 1.søndag efter helligtrekonger II. Sct. Pauls kirke 10. januar 2016 kl. 10.00. Salmer:123/434/138/289//444/439/362/ Hvad er det, der gør jul til noget særligt /750 Åbningshilsen Vi er efter helligtrekonger og julens betydning vokser: Mere lys, Kristuslyset skinner på vores liv og udfordrer os: Rejs jer, bliv lys, dit lys er kommet, herlighed er oprundet over dig. I dag skinner Kristuslyset på os som børn og voksne. På børnene og på vores ansvar for dem. Og vi voksne møder i dag det, vi slet ikke kan tænke os frem til og det vi har allersværest ved at tage til os: at vi skal blive som børn samtidig med at vi er voksne. Så lad os begynde med at vende os til Gud og indrømme over for Ham, hvem vi er, hvad vi har gjort og forsømt at gøre ved sammen at bede det, vi finder i guiden på side 4 Evangeliet er læst fra kortrappen: Mark 10,13-16 Bøn. Lad os bede! Herre Jesus, tak, fordi du kæmper for at vi skal leve som Guds børn. Lad det gå op for os, at vi ikke kan
2 leve uden det, du giver os. Og lad børnene lære os, hvad tro er. Amen. Prædiken Børn er jo ikke til at stå for og børnebørn slet ikke! Vi ser det for os: Mødrene kommer med deres børn på armen og forsøger at nå frem til Jesus, fordi de så gerne vil, at netop Han skal røre ved dem. Det er som en dåb og det her baner da også vej for at denne begivenhed siden anvendes på, at børn kan døbes, som vi har set det to gange i dag. Men så bliver der ballade. Ordene falder skarpt og der er lyn i øjnene. Og denne gang er det ikke de skriftkloge og farisæerne, der reagerer, men Jesu disciple. De truer mødrene, snerrer af dem, fejer dem af, jager dem bort, de er barske og afvisende krop, de vil forbyde dem at komme til Jesus og beskytte Ham mod dem. Men hvorfor tager de dog sådan på vej? Det skyldes, at de har forstået at det med at være discipel er en krævende affære. Det er kun for voksne, der kan handle og forbudt for børn. Nu vil vi jo aldrig tage sådan på vej, men kan vi ikke godt forstå dem noget? Kristendom er jo alvor, beslutning, holdning, handling, noget personligt og bevidst. Vel skal
3 børnene døbes og velsignes og lære Jesus at kende, men så vel heller ikke mere og vi er spændte på, om de holder ved troen, når de bliver teenagere og voksne. Og Jesus bliver rasende, opbragt, harm, kommer i affekt, kommer op i det røde felt. Kun på grund af disciplene. Fordi de hindrer de små i at komme i at komme hen til Ham og ind i Guds rige. DET finder Han sig ikke i! Lad børnene at komme hen til mig. Det må I ikke forhindrer dem i! Guds rige er netop for børn, store og små. Guds rige er for dem, der ikke kan selv. Jesus smækker her døren til Guds rige op på vid gab. Der er ingen bodyguards, der skal hindre sådanne i at komme tæt på Jesus. Derfor: Derfor døber vi dem, derfor slår vi korsets tegn for dem og de får dåbskors. Derfor skal børn med i kirke, derfor tager forældre dem med op til alteret, præsten lægger sin hånd på dem som repræsentant for Jesus. Ja og de bør egentlig tidligt få nadveren, de er jo Guds børn, børn har hellighedsfornemmelse og de tror, for de lader sig noget give. Det er hvad tro er og en sådan tro er nok til frelse. Derfor børnekirke og babysalmesang og juniorklub og dåbstræf og dåbskort de første seks år på dåbsdagen. Derfor beder I aftenbøn med dem. Børn og spæde står som én stor lovsang til Gud.
4 Ja, og så handler det her om os voksne. Og Jesus vender op og ned på det hele og sætter et fokus som vi som voksne har akut brug for men har svært ved at finde os i. Jesus ser på os som har lagt det barnlige af os. Sandelig siger jeg jer, kommer det fra Ham. Når Han tager den formel i sin mund, er der noget vigtigt på færde. Den af jer, som ikke tager imod Guds rige ligesom de børn her, kommer aldrig nogensinde ind i det!! Ordene står der og dirrer i luften. Pointen er ikke, at vi ikke skal blive voksne, udvikle os, tage ansvar, handle, følge Ham, være kloge, snedige, tænke os om, være konkrete i næstekærligheden, dyrke Gud bevidst. Der er tider, hvor Jesus vil sige det samme som Hebræerbrevets forfatter, som går i rette med anden generations kristne, der er sløve i troen (5,11-6,12) ligesom Han uden tvivl vil gøre det over for voksne, der siger, de har deres barnetro, men ikke følger Jesus. Men her gør Han det ikke. Hans fokus er her et andet: Det er ikke børnene, der skal lære tro af os voksne, men os, der skal lære tro af børn. Hvad er børnenes plusser? Ikke uskyldigheden, for uskyldige er de små søde børn ikke! Bibelen ved, at børnene fra starten er kroget ind i sig selv og har kimen til det onde i sig, arvesynden, før de har gjort noget ondt. Hvad så med åbenheden? Heller ikke, børn bliver
5 hurtigt reserverede. Hvad så da? De er afhængige! Der er den. De kan ikke klare sig selv, nogen må tage sig af dem. Lige præcis det gælder os, ligegyldigt hvor voksne og selvstændige vi er. Vi er afhængige af, at vi hver dag får livet og helbredet givet! Hvad har vi som vi ikke har fået givet?! Vi kan ikke gøre os fortjent til Guds rige, arbejde os op til det, tænke og føle os ind i det, nej, vi må have det givet, bæres ind i det, stikke et tomt bæger frem og få livsblodet. Derfor skal vi kigge på børnene og som de lade Gud give os sin betingelsesløse godhed. Men det byder os imod, vi vil gøre os fortjent til det og vil ikke have det foræret. Fordi vi vil gøre os selv retfærdige. Det at være selvretfærdig er den største synd og vanskeligste nød at knække. Men det er det, vi har allermest brug for: at Han kommer os i forkøbet og favner os med sin barmhjertighed. Går det op for os, at vi er Guds børn på det grundlag, så er det afgørende sket: sorgen slukket, perlen fundet, paradis oplukket, døden overvundet. Det gælder hele vejen. En gang gik disciplene op i hvem af dem, der var den bedste kristen. Da kaldte Jesus et barn til sig og stillede det midt iblandt dem se det for jer - og så sagde Han: Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, som ydmyger sig og bliver som dette barn, er
6 den største i Guds rige; og den, som tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig (Matt 18,1-5). Til sidst demonstrerer Jesus alt det her gennem det, Han gør. Han tager børnene i favn, omfavner dem, krammer dem, lægger sine hænder på dem og taler mere end godt ind over dem. Jesus insisterer på at gøre det, Han siger. Han har gjort det mod Freja og Leander i dag og mod enhver, der er døbt som barn - eller voksen - og Han fortsætter ufortrødent, når Han ved skriftemålet lægger sin hånd på os og siger: Du er tilgivet. Ved nadveren: Jesus bliver ét med vore celler og Hans blod forener sig med vores blod. Hver gang der er håndspålæggelse i luften... Og med velsignelsens omfavnelse til allersidst i dag sender Han os videre i livet. Vi skal ikke fortjene os noget som helst. Vi skal bare lade Ham give os det. Amen.