Indledning Vores kultur, den vestlige, er Disneyfikseret - der lefles for ungdommen - lidelse er noget, som man helst ikke snakker om - alderdommen undsiges (har du det svært med din rynker, så få en botox behandling) - ondt i livet medicineres med lykkepiller - døende skjules bag hospitalernes gardiner Livet skal være let, være underholdende, blottet for tyngende alvor. Vi har alle krav på det perfekte liv. Vi har alle X-faktor. Det gælder blot om at opdage det! Videnskaben og teknologien, der har været med til at skabe et liv i overflod, lover mere. Det er blot et spørgsmål om tid, så er vi blevet rigere, kan endnu mere, har det endnu bedre. Der er ingen ende på vores udviklingsmuligheder - som enkeltpersoner og som kultur! Vi er blevet en kultur af himmelstormere. Vores vinger er foldet ud og vi flyver opad, opad. Ikke for at møde Gud eller forstå livet i dets kompleksitet. Nej, for selv at blive guder. Gud er død siger Nietzsche i. I sandhed, vi har selv taget overherredømmet! Men det kan gå os som Ikaros. Hans kommer for tæt på solen, og vokset mellem hans vinger smelter ii. Derfor ender han i havet. Myten siger, at han dør heraf. Jeg vil i det følgende lege med tanken om, at han overlever og reder sig i land, for som en anden Sisyfos iii igen og igen, at forsøge sig med himmelflugten! Hvorfor inddrage Sisyfos? For jeg har ikke tal på, hvor mangen gange har jeg forsøgt at nå lykkehimmelen for endnu en gang at ende i depressionens hav og må redde mig i landet på forhåbningens ø. Thi også jeg er et barn af vores kulturs fremtidstro! Jeg er blevet opdraget til, at man kan, hvad man vil, og hvis man arbejder tilstrækkelig hårdt, så skimtes lykken i det fjerne ja, den er faktisk at finde lige om hjørnet MEN er det sandt? Go læselyst! Torben R. Hansen
Disneyfikseringen Hvad mener jeg egentlig, når jeg bruger ordet Disneyfiksering? For helt at forstå, hvad jeg sigter til, så vil jeg bede dig om at tænke på en af Walt Disneys tegnefilm. Det kan være en hvilken som helst, men da der er produceret rigtig mange, så vil jeg for nemheds skyld bede dig om, at du vælger en af de film, hvor Anders And og de to egern Chip og Chap optræder iv Hvis der er en grundlæggende konflikt mellem Anders And og Chip og Chap, så er det den, at en af parterne, oftest uforvaret, er kommet til at bevæge sig ind på den andens eller det som opleves som den andens, territorium. Og fra at konflikten kan løses i al fordragelighed, accelerere den til en form for nabokrig, hvor alle tænkelige (lovlige og ulovlige) midler tages i brug. Målet er at få den anden part sat til vægs eller latterliggjort. Selv om filmene på alle måder er sjove, kreative, fantasifulde og godt tegnede, så kan man konstatere følgerne: på trods af de grove løjer, ofte meget grove løjer (som det at man griber til brug af våben), så kommer ingen af parterne til skade, bliver handicappede, må være sengeliggende i længere tid eller dør. I tegnefilmuniverset kan alt lade sig gøre både at man, unden alvorlige skræmmer, klarer fald fra store højde og til at hovedpersonerne nærmest genopstår fra de døde (hvilket sker øjeblikkeligt). De begrænsninger, der er i en konkret dagligdags kontekst, er ikke her. Ingen af parterne får men af de strabadser, de går igennem. Når jeg bruger begrebet Disneyfiksering, så er det for at påpege, at fysisk og psykisk lidelse tit skjules eller bagatelliseres i vores kultur. Selv om det ikke sker på samme måde som i tegnefilmene, hvor recovery v sker umiddelbart og på stedet, så er lidelse et område, som vores kultur har
berøringsangst over for. Vi er til det sjove, det uforpligtende. Lidelse tynger, så den vil vi helst være foruden. Desuden: når vi nu har fået skabt et sundhedsvæsen, som er skabt til at tage sig heraf, hvorfor så ikke bruge det? Vi betaler jo til det! Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at Disneyfiksering ikke går på at se tegnefilm. Jeg nyder at se tegnefilm og føler mig godt underholdt heraf. Ordet Disneyfiksering er derfor er udtryk for vores kulturs forfladigelse og eskapisme. Vi ønsker at være On the Sunny Side of the Street vi og væk fra livets mørke side. Hvilket er både forståeligt og meget menneskeligt. Og når vi nu har fået en velstand, som muliggør at vi kan opholde os på solside, hvorfor så ikke gøre det? Det skader jo ikke nogen Eller hvad?! Men helt så enkelt er det ikke. Selv om der ikke er nogen grund til, at vi, når vi nu kan noget andet, skal vade i lidelse, så har det en høj pris, at vi ikke inkludere lidelsens realitet i vores liv. Prisen er blandt andet, at vi ikke modnes psykisk og åndeligt. Vender vi tilbage til Anders And og de mange år, hvor han har optrådt i blade og film, så er det slående, at han aldrig er blevet ældre, aldrig har fået en eneste rynke. Samtidig er der heller ikke sket noget med hans meget ilter og opfarende temperament. Han når altid op i det røde felt, og han er lige så frembrusende og kolerisk, som han plejer at være. Han går ikke til psykolog eller i terapi for at få bedre styr på et let antændeligt følelsesliv. Han lærer ikke noget af sin hændelser. Han udvikler sig ikke. Hertil kan man sige, at det jo netop det, der er det sjove! Nu vel, men skal vi set det i forhold til vores verden, vores hverdagsliv, så er vi faktisk vidne til en tragedie. For selv om hel managementbølgen kan ses som et ekstrem, hvor vi hele tiden skal være proaktiv, udadvendt, omstillingsparat etc., så er dets modsætning, hvor der absolut ingen udvikling sker, lige så ekstremt. Og her kommer Anders And ind i billedet. Sagt med andre ord: når vi ikke vil livets mangfoldighed, så får vi ikke den dybde, som et større perspektiv kan give. Det er den ene side af sagen. Den anden er, at vi er rimeligt forsvarsløse, når så krisen rammer. Og det gør den for os alle. Sker det ikke som traumatiserende kriser, der på et spildt sekund ændrer vores liv (ved ulykker, dødsfald, invaliditet o. lign.), så sker det i overgangen fra et livsområde til det næste (fra barndom til pubertet, fra pubertet til voksen etc.) i det, der er kaldes livs- eller udviklingskriser. Så ingen af os kommer igennem et liv uden at få skræmmer. Problemet er ikke, at vi får dem, problemet er, at vi ikke forholder os til dem ansvarsfuldt. Hvilket jeg nu vil uddybe.
Den vestlige kultur En konsekvens af Disneyfikseringen er, at vores kultur ikke er blevet voksen. Denne opfattelse er jeg ikke ene om. Da jeg for nogle år siden var til et foredrag om konceptet: Simpel Living, fortalte de to talere, at de, når de holdt foredrag, havde spurgt ind til publikums oplevelse af den vestlige kulturs modenhedsniveau. Publikum fik 4 valgmuligheder: ville de karakterisere vores kultur som befindende sig på barndommens-, pubertetens-, den modne alders- eller til pensionisttilværelsens niveauet? Den aften, hvor jeg var der, svarede 78 %, at de oplevede vores kulturen som pubertetsagtig. Foredragsholderne fortalte, at det var det samme billede, der gjorde sig gældende de andre steder, hvor de havde holdt foredrag. Ca. ¾ del af tilhørerne mente, at vores kultur ikke var nået til den modne alder. Når denne konstatering er interessant, fordi den faktisk siger, at vi godt ved, at vores kultur (samfund) ikke forholder sig aldersvarende til det, der sker! Her for nyligt læste jeg om trenden dinky (står for: Dual income, no kids yet ) blandt yngre ressourcestærke par. Disse par, der begge har fuldtidsjob, udskyder stiftelse af familie og det at få børn, til fordel for en luksuriøs livsstil med cocktails, nye biler og eksotiske strande. Konsekvensen af, at ungdommen forlænger perioden mellem studietiden og familiedannelsen, kan læses af tallene. Ifølge Danmarks Statistik var gennemsnitsalderen for førstegangsfødende kvinder 24 år i 1970 og i dag er den 29 år vii. At vores kulturs ideal er de unge og de smukke, fremgår af reklamerne. Her optræder sjældent overvægtige, ældre mennesker, handicappede eller psykiske syge. For her sælges ikke bare en dims, men en livsstil for vi bliver (med garanti!) gladere og mere ungdommeligere af at eje dimsen. Ikke noget med, om vi reelt har brug for den, eller at et køb er med til at tære på jordens ressourcer, er uetisk, uøkologisk etc. Vi, du og jeg, fortjener at få det bedre derfor, skal vi købe. For som det bliver sagt i en kosmetikreklame. Du skal eje produktet Because I'm (you re) worth it viii. Vi mødes som forbrugere, og evangeliet er: forbrug er godt, endnu mere forbrug er endnu bedre! Som en anden Idun med sine æbler ix tilbyder reklameindustrien os evig ungdom. Selv om der forekommer reklamer med et andet indhold, så er de i mindretal. OG kom nu ikke at sige, at du har gennemskuet reklamerne, at du ikke bidder på krogen! For det er ikke sandheden. Det skønhedsbillede og den ungdomsdyrkelse, der fremmanes, får du meget svært ved helt at undsige dig. Tag f.eks. tidens forhold til motion. P.t. bliver motion fremstillet som et
ubetinget gode, og den halve time, som Sundhedsstyrelsen dagligt anbefaler, rækker ikke. Hvis du virkeligt vil vise, at du er med på noderne, skal du helst kunne løbe en maraton x eller endnu bedre: tage en Ironman xi. Vælger du at være rund og buttet, er du ikke i høj kurs. Så sender du det helt forkerte signal f.eks. til en jobsamtale. For du bedømmes på dit udseende og din dynamiske fremtoning. Du skal være på, vise at du vil og er til noget. Desuden: hvis reklamerne overhovedet ikke virkede, så ville de ikke blive produceret! Selv om de nogle gange kan forekomme at være for meget, for langt ude så ligger der en klar og planlagt strategi bag. Intet er tilfældig, selv om det kan ses sådan ud. I ungdomskulturen er det mig, mig, mig, og hvad jeg har lyst til, der står i centrum. Hvis der stilles krav, så er det, som udgangspunkt, mig der bestemmer, og hvornår jeg evt. vil honorerer dem. Selv om det at stifte familie stiller høje krav om ansvarlighed (i det mindste over for familien), så indikerer den høje skilsmisseprocenten xii og de mange sammenbragte familier, at faktoren hvad er der i det her - for mig spiller ind. Skal det nu ikke længere være i orden at have det sjovt, at more sig, slappe af og have det rart? Jo, det skal det; problemet er bare, som jeg ser det, at det har taget overhånd. For det har en høj pris, når alt helst - skal være underholdende, et show. Når vi stikker hovedet i et hul, som strudsen, og foregiver, at vi ikke ser noget, for der er ikke noget at se så forholder vi os ikke til det faktum, at der faktisk er nogle der lider, er i krise og at velfærd ikke er ligeligt fordelt. Lidelse og hvad vi kan lære heraf I den vestlige kultur er vi således generelt afvisende over for lidelse af enhver art. Vi ser den som noget uvedkommende, som noget, der blokere vores vej til lykke. Derfor skal den bekæmpes med alle til rådighed stående midler, medicineres væk etc. Som psykologen Tal Ben-Shahar skriver i sin bog Jagten på det perfekte liv : Vi er blevet en kultur, som er besat af det perfekte behag, og vi tror, at et lykkeligt og tilfredsstillende liv er blottet for smertefulde følelser. Ethvert ubehag, som bryder, eller truer med at bryde, den ubrudte strøm af positive følelser, opfattes som tegn på en iboende fejl, en fejl, som straks må rettes xiii. Vores tilgang til lidelse adskiller sig fra andres kulturer. I den buddhistiske tro kan man lære heraf. I den første offentlige tale (Benares- prædiken), som Buddha holder efter at han er blevet oplyst,
kommer han ind på lidelsens oprindelse og lidelsens ophør. Buddhisten Sakyong Mipham udtrykker det på denne måde: Vi lider, fordi vi ønsker, at tilværelsen skal være anderledes, end den er. Vi lider, fordi vi forsøger at gøre det smertefulde behageligt, gøre det flydende fast og gør det, som konstant ændrer sig, til noget uforanderligt xiv Når vi har det svært med lidelse, er det bl.a. fordi vi ikke respekterer og værdsætter de gamle og kloge af dage. For vi ved bedre og de er ikke på beatet, er ikke opdateret med hensyn til det sidste nye isenkram inden for teknologien, er ikke så hurtige, effektive og fysisk stærke, som os. MEN gad vi lægge øre til, så kunne hører disse kloge mænd og kvinder fortælle: at det høre med til livet at såres, og det er vores sår, der gør, at vi kan modnes som mennesker. Så i stedet for at skjule og skamme os over dem, skal vi i stedet ære dem. For gør vi ikke det, så kan vi ende i det overmodige, det depressive eller stivner i det robotagtige. Før i tiden blev piger og drenge, når de kommer i puberteten, indviet i den verden som tilhører de ældre mænd og kvinder. Det sker ikke længere. Vores kulturs mangel på moderne indvielsesritualer, gør, at vi ikke bliver indført i og får et realistisk billede af livet. Derfor har vi svært ved at orientere os, når lidelsen rammer. Robets Blys skriver i sin bog Jern Hans, der handler om den moderne mands individuations-proces, følgende: Gamle indvielsesriter virker på (den) måder.. at de betyder et nyt sår, eller et nøje beregnet nyt sår der på forhånd er sådan at det gør ondt og kan mærkes, selv om det er mindre; det indebærer at den unge mand husker sine sår i sjælen. Indvielsesceremonier lærer således drengen hvordan han skal forholde sig til sår, både gamle og unge xv Da vi har været omme af, at det kan være hensigtsmæssigt at møde lidelsen, når den kommer, så kan vi med rette spørge, hvad vi kan lære heraf. Mit bud er: 1. Vi kan blive klogere på os selv og livet 2. Vi kan blive mere robuste, bedre til at tackle lidelse 3. Vores evne til at udtrykke empati og medfølelse kan forøges 4. Vi kommer til at sætte mere pris på virkeligheden, som den er Ad 1
Passer det, at vi, hvis vi bare får fjernet al lidelse, bliver lykkeligere? Er det ikke ofte sådan, at vi først udvikler os, når vi møder modgang! Så forestillingen om, at alt er godt, når vi er fri for lidelse, passer ikke. Det problemløse fører i længden ikke til frelse, som man kunne tro, men til stagnation. Eller som den danske mystiker Martinus udtrykker det: det tilsyneladende ond opstår, når ting eller forhold, som på et givent tidspunkt har været gode og rigtig, ikke har fulgt med udviklingen. Sagt med andre ord: der er ved at trænge ind i og forsøge på at forstå livets tildragelser, at vi har mulighed for at blive klog på livet. Derfor kan det anbefales at vælge livets storme frem for gravens stille ro som den danske skjald Grundtvig udtrykker det xvi. Ad 2 Det er således, at vi, ved at vi forholde os til og gøre noget ved lidelsen, bliver stærkere. Efter samme recept som inde for homøopatien. Lige tilføres til lige. Ved at få noget af det, som vi vil håndtere, her lidelse i små portioner, bliver vi bedre til at tackle lidelse i en større målestok. Lever vi derimod i hermetiske lukkede rum, afsondret fra al form for konflikt og fra almindelige hverdagsliv, bliver vi svagelige og mister på lang sigt vores modstandsdygtighed. Ad 3 Når vi kender lidelsen fra os selv, er vi i langt højere grad i stand til at sætte os ind i andres lidelse. Vores empati og vores lyst til at hjælpe øges, når vi møder andre, der står i en situation, der lignede den, vi selv stod i. Resultat: vi bliver kort fortalt mere menneskelige! Ad 4 I perioder, hvor der bare kører, er vi tilbøjelige til at falde i søvn, at tage livets tildragelser for givet. Det mysterium, som livet dybest set er, forfladiges og bliver til rå hverdag. Selv om ikke alt skal være strid, så kan et lange tidsspand uden udfordringer blive triviel og åndsforladt. Lidelsen er med til at holde os vågen, at få os til at sætte pris på de små tildragelse i tilværelsen. Selv om jeg snakker om det, som lidelsen kan give os, så er det ikke ensbetydende med, at jeg mener, at den skal forherliges. På ingen måder! Jeg opfordrer ikke til, at vi bevidst opsøger den eller provokere den frem for at opleve dens positive virkninger. Selvlemlæstelse og vold m.v. er mig inderligt imod. Min opfordring går derimod på, at vi bevidst og åbent møder lidelsen, når den kommer - og ikke før. Samtidig går jeg ind for, at svære tilfælde af fysisk og psykisk lidelse bliver behandlet af sundhedsvæsenet. Mit fokusområde er på de erkendelsesmæssige gevinster, vi kan få, når vi konfronterer lidelsen direkte. Derfor gælder det ikke for mig om at fjerne al form for lidelse. For gør vi det, så har det en pris, hvilket vi åbent og redeligt må forholde os til. I forhold til tidlige tider, hvor de ikke havde samme mulighed, som vi har i dag, er vores sundhedspotentiale stort. Problemet er nu: skal vi (i
alle tilfælde, også de lette ) fjerne den psykiske lidelse, fordi vi kan. Var det ikke bedre, at vi så den som en naturlig del af menneskelivet og så seriøst og ansvarsfuldt forholder os hertil!
Depressionsspøgelset For at konkretisere overstående, vil jeg nu beskæftige mig med fænomenet depression. Der er flere grunde til. For det første siger en epokes dårligdomme (lidelse) noget om den kultur, som den er opstået i. Hvor neurosen var mine forældre udfordring, så er depressionen vor tids (kan ses som et produkt af individualismen) xvii. For det andet kender jeg den fra mig selv og for det tredje: WHO (Verdenssundhedsorganisationen) spår, at depression om få år bliver verdens største sundhedsproblem! Angående den sidste oplysning: Allerede i 2004 var depression xviii (på verdensplan) den vigtigste årsag til sygdomsbyrden for kvinder i alderen 15-44 år. Figurerede på 3 pladsen over ledende årsager til verdens sygdomsbyrde xix, kun overgået af diarrésygdomme og luftvejsinfektioner. Ikke kun for lav- og mellemindkomstlande, men også for højindkomst lande! xx Med hensyn til fremtiden: WHO forudsiger, at depression vil rykke op på førstepladsen i år 2030 xxi! Dvs. at depression dermed bliver den lidelse, der vil påvirke verdens samlede sundhedssystem mest! Spørgsmålet er nu: forholder vi, vores kultur, sig til WHO s forudsigelse? Svaret er et rungende NEJ! Depression ses primært som et individuelt fænomen og behandles som sådan. At antallet af depression stiger proportionalt med velstandstigningen, forholdes der ikke til, hvilket kan undre, når man tager i betragtning, at det ifølge den herskende materialistiske logik burde forholde sig omvendt: at mere velstand giver mindre grund til at blive deprimeret! Så der er noget her, som slet ikke stemmer! Det er på den baggrund, at jeg introducerer begrebet depressionsspøgelse. Et spøgelse er ikke noget, vi rigtigt forholder os til. Måske er det der, måske er det ikke. Med andre ord: Der er ikke nogen bydende grund til at vi forholder os til det! Eller er der? Hvad er depression? Selv om det kan lyde utroligt, så er der stor uenigheden om, hvad depression egentlig er. I professionelle kredse (blandt psykiatere) forlyder det:
Begrebet depression er og bliver uklart og det tilføjes: Det er stadig tilfældet, at vi bliver bedre og bedre til at behandle den, men mindre og mindre gode til at forstå, hvad det er, vi behandler xxii Nu kan det diskuteres, om psykiatrien er blevet bedre og bedre til at behandle depression. Det vil jeg vende tilbage til. Men at vi ikke, hvis vi skal lægge vores lid til psykiatrien, er kommet nærmere en forståelse af fænomenet depression, det kan ikke betvivles. I mangel på en fælles forståelse, er depression er blevet gjort til et spørgsmål om forekommende symptomer, bl.a. ud fra ønske om et fælles kvalifikationssystem, så der bruges på tværs af landegrænser. Helt sådan er det ikke gået. Amerikanerne har udviklet DSM systemet xxiii og europæerne ICD xxiv Hvis vi holder os til det officielle system i vores del af verdenen (ICD-10), så deles symptomer på depression op i 3 kernesymptomer og 7 ledsagesymptomer xxv. De kernesymptomer er: tristhed, nedsat lyst, nedsat energi og træthed. Ledsagesymptomerne er: nedsat selvtillid, selvbebrejdelser, selvmordstanker, kognitive symptomer, psykomotorisk hæmning, søvnforstyrrelser, appetitændring. Problemet med de 3 kernesymptomer er, at de er meget generelle. Hvem har ikke haft en dag, hvor man var trist til mode, ikke havde lyst til noget (har nedsat lyst) og er så energiforladt /træt, at man dejser om på sofaen og ikke vil fjerne sig fra den igen? Er det så ensbetydende med, at man er på vej ind i eller har fået en depression? Ja, hvis du har haft det sådan i 2 uger ifølge det officielle system! Er alt om det, der karakteriserer en depressions hermed sagt? Hvorfor siges der ikke noget om, hvad der udløser en depression? Depressionsbehandling Lad os se på den traditionel behandler af depression. Måske gør det os klogere på, hvad der udløser den! Der er primært to spor, som man følger i behandlingen. Det ene er det somatiske, og det andet er det psykologiske. I nogle tilfælde kombineres tilgangene. Rationalet bag den somatisk behandling, hvis vi forholder os til SSRI erne xxvi (populært kaldt lykkepiller ), er, at klienten har problem med serotoninen (et signalstoffer i hjerne) og det er så det, pillerne skal hjælpe med at få reguleret. Samtidig er behandlingen hurtig og bekvem, da pillerne er billige og er med til at regulere klientens sindstilstand.
i Friedrich Wilhelm Nietzsche (15. oktober 1844 25. august 1900) var en indflydelsesrig tysk filosof. ii Ikaros er søn af Daidalos i græsk mytologi. Daidalos byggede Labyrinten i Knossos på Kreta for kong Minos. Far og søn flygter fra labyrinten, og flyver på vinger dannet af fjer og bivoks. Men Ikaros svinger sig i overmod så højt mod Solen, at vokset smelter, og han falder i det hav, Det Ikariske Hav, som har navn efter ham. iii I den græsk mytologi er Sisyfos en sagnkonge fra Korinth, der er kendt for at opholde sig i Hades, og her for evigt at skulle trille en kæmpestor sten op ad en bakke, en sten, der hele tiden triller ned igen. iv F.eks.: Anders And Chip og Chap i popcornfeber https://www.youtube.com/watch?v=m- WSoOi0O6Q&feature=player_detailpage#t=31. Kan ses på bl.a. You Tube v Recovery = bedring, helbredelse vi er en sang, der er skrevet af Dorothy Fields i 1930og som Jimmy McHugh har skrevet musikken til. Bl.a. sunget af Louis Armstrong vii MX metroxpress onsdag d. 11. september 2013 viii Udarbejdet af L'Oréal ix Idun er en gudinde, i den Nordiske mytologi. I den Yngre Edda omtales hun som vogter af de livgivende og foryngende æbler, uden hvilke guderne vil ældes og dø x 42,195 km xi Hvor man skal svømme 3800 meter, cykle 180 km og afslutte med en maraton. xii Ifølge Danmarks Statistik var tallet i 2012 46,47% xiii Tal Ben-Shahar: Jagten på det perfekte liv. Dansk Psykologisk Forlag 2010 s. 235 xiv Sakyong Mipham Slip sindet fri med mindfulness Forlaget Klim 2010 s. 25 xv Robert Bly: Jern-Hans. Lindhardt og Ringhof. 1996 s.41 xvi Fra N.F.S. Grundtvigs sang: Nu skal det åbenbares - offentliggjort i 1834 xvii En uddybning af denne problematik findes i Alain Ehrenbergs bog: Det udmattede selv. Informations Forlag 2010. xviii Unipolær lidelse xix World Health Organization: Global Burden of Disease 2004 Part 4 page 44 xx World Health Organization: Global Burden of Disease 2004 Part 4 page 46 xxi Burden of Disease: DALYs Part 4 page 51 xxii Det udmattede selv s. 134 hvor der henvises til J.-C.Scotto, Editorial, L Encéphale, XXII, særnummer I, maj 1996, s 1. xxiii Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders xxiv International Classification of Disceases xxv Jes Gerlach (red): Depression. Symptomer, årsager og behandling PsykiatriFondens Forlag 2006 s. 28
xxvi SSRi er (selective serotonin reuptake inhibitors) specifikke serotoninoptagelseshæmmere