Den historiske ramme for Middelalderdagene Biskop Stygge Krumpens Voergaard 1533 De smukke omgivelser ved Voergaard Slot danner en god ramme for Middelalderdagene. Ganske vist er det flotte hovedhus mod øst med de mange sandstensprydelser først bygget af Ingeborg Skeel i 1588-90, altså godt 50 år senere, men den inderste halvdel af nordfløjen er bygget af Stygge Krumpen, som anlagde borgen Voergaard i 1520 erne. Nordmuren med 3 nye vinduer i 1.sal Man kan stadig se Stygges kældre, den imponerende søjlesal, hans sove- og studerekammer, murtrappen op til hans riddersal, det hemmelige dokumentgemme og skråhullerne i øverste etages gavl til at hælde kogende vand og tjære ned i hovedet på angribere. Da Voergaard blev anlagt, var der en 4,5 7 m høj forsvarsmur omkring borggården med biskoppens stenhus i nordøst hjørnet. Som deltager, i Middelalderdagene på Voergaard, er det vigtigt at holde sig for øje, at årene før og efter 1533 er fyldt med politiske spændinger og oprørske tanker i alle samfundslag - både i Danmark og i Europa generelt. Stygge Krumpen er den person, der i 1533 bestrider bispeembedet nord for Limfjorden og ofte opholder sig på sin borg Voergaard, men han er samtidig en central figur både på landsplan og i Nørrejylland. For de medvirkende på Middelalderdagene er han endvidere en meget nærværende person, idet han dagligt er at finde som deltager i slottets festligheder, hvor han bevæger sig rundt på pladsen sammen med sin vedsoverske Elsebeth Gyldenstierne. Stygge Krumpen Familie og uddannelse Stygge Krumpen blev født i 1485 i Skøttrup (Trudsholm) mellem Randers og Hadsund. Hans fader Jørgen Krumpen tilhørte den jyske adelsslægt Krumpen, og moderen Anne Styggesdatter Rosenkrantz var ud af adelsslægten Rosenkrantz. Stygge blev opkaldt efter sin morfar Anders Niels-søn Stygge Rosenkrantz, men fik selvfølgelig sin fars adelsnavn. Krumpenslægten førte et rødt møllehjul i familiens våbenskjold. Dette våbenskjold er at finde på foreningen Voergaard Levende Histories logo og hjemmeside. Stygge Krumpens morbroder Niels Styggesøn Rosenkrantz blev i 1486 udnævnt til biskop af Børglum Stift, som dækkede Vendsyssel, Hanherred, Thy og øen Mors, altså alt land nord for Limfjorden. Stygge voksede op på Skøttrup, han blev sendt til København for at studere på Københavns Universitet i starten af 1500-tallet og blev derefter i 1507 indskrevet ved universitetet i Greifswald i Nordtyskland som»stygge Krumpen til Castro Scuttrup, baccalaureus artium og Clericus i Børglum Stift«. Det var nok hans morbror Niels Styggesen Rosenkrantz, biskop i Børglum siden 1486, der havde sørget for at få ham knyttet til Børglum Kloster, så klosteret kunne betale for Stygges videre uddannelse.
I 1514-19 var Stygge Krumpen ansat som sekretær under Christian 2., sandsynligvis hjulpet til stillingen af sin storbror Otte. Her beskæftigede han sig meget med sager vedrørende Vendsyssel. Han fungerede også som kongens økonomiansvarlige og udbetalte sold til de lejede tropper i forbindelse med krigene mod Sverige, hvor bror Otte var Danmarks hærfører. Stygge blev tildelt flere gejstlige embeder, og i 1519 blev han af kongen og paven udnævnt til Biskop i Børglum, da hans morbror Niels Styggesøn Rosenkrantz trak sig tilbage og selv igen blev Provst i Børglum og leder af Børglum Kloster, det ledende præmonstratenser munkekloster i Norden, en position som gav ret til en plads i Danmarks Riges Råd sammen med biskopperne og højadelens spidser, så nu sad de begge i Rådet. Biskop af Børglum Stift Et år efter at Stygge var blevet indsat som bisp, blev forholdet til kong Christian 2. meget anspændt, for det første på grund af henrettelsen af knap 100 adelsfolk, heriblandt to biskopper, ved Det Stockholmske Blodbad i 1520, for det andet udstedte kongen love, som indskrænkede biskoppernes og adelens magt. Disse love medførte store økonomiske tab for den nordjyske bisp, især havde tabet af strandingsretten og eneretten til handel store konsekvenser for Stygge Krumpen. Utilfredsheden med kongen endte med, at rigsråderne opsagde deres troskab til kongen i 1523, og i stedet indgik de en alliance med Christian 2. s farbroder Frederik af Gottorp, som blev kronet som Danmarks konge med navnet Frederik 1.. Samtidig flygtede Christian 2. til Holland. Det gik godt for Stygge i 1520 erne. Han havde et godt forhold til Frederik 1. og deltog som kongens stedfortræder ved forskellige sager i årene 1528 og 1529. Desuden gjorde kongen Stygge til lensmand over Åstrup gods og Hjørring købstad. Fiskerbyen Sæby hørte under Stygge, og Fdr. 1. gav byen købstadsprivilegium dagen efter sin kroning som tak for, at Stygge støttede hans valg til konge. Stygge havde store planer med at gøre Sæby til en driftig og stor handelsby, og han begyndte også at tilbringe mere og mere tid ved sine lysthuse Sæbygaard og Voergaard. I Sæby drev han jagt i skovene, og Voergaard blev et befæstet borganlæg med voldgrave omkring. Dette gjorde Voergaard til den mest befæstede af bispens herregårde. Her levede han sammen med sin elskerinde Elsebeth Gyldenstierne, hvilket var almindeligt for gejstlige på denne tid. Frederik 1. s korte regeringstid var præget af uroligheder op gennem 1520 erne. Bønderne tog flere gange tilløb til oprør, og uroligheder opstod i købstæderne over hele landet. Dette forstærkedes da Luthers lære vandt frem i byerne, i København opstod der tumult, og i Aalborg endte tumulten med, at munkene blev jaget af klosteret. Christian 2. prøvede at vinde tronen tilbage ved hjælp af sin svoger, den tyske kejser Carl 5. og i 1531 kom han med en flåde til Norge, som hyldede ham. Han tilbød i 1532 Stygge at slutte sig til ham med en garanti for indførelsen af en enevældig katolsk kirke. Stykke Krumpen afslog. Chr. II s politiske propaganda fra Holland Frederik1. lokkede Christian 2. til Danmark til forhandling på frit lejde. Frederik 1. svigtede det frie lejde, Christian 2. s plan mislykkedes, og han blev sat i fængsel på Sønderborg Slot i 1532. I april 1533 døde kong Frederik 1. og kort efter Niels Styggesøn, den gamle bisp. Stygge Krumpen var nu både biskop af Børglum og samtidig overtog han Niels plads som landprovst i Vendsyssel. Stygge ejede købstæderne Sæby, Hjørring og Thisted, 69 større gårde, deriblandt flere herregårde såsom Voergaard og Sæbygaard, 140 bøndergårde, 136 huse, 16 landsbyer, 13 møller, 7 skove, 6 fiskegårde, 7 kirker, 13 enge og et teglværk. Stygge Krumpen og Voergaard Der er en særlig grund til, at netop Voergaard blev udbygget til Stygge Krumpens forsvarsborg i Østvendsyssel.
Den tidligere bisp Niels Stygge Rosenkrantz købte Voergaard i 1510 af Jacob Andersen, søn af en adelsmand. Den gang var det ikke en herregård af betydning, men den lå strategisk godt sammen med en stor 1200-tals kirke midt i et sumpet område med tilløb af to bække og kun 5 km fra borgbanken af den nedrevne borg Rugtved. Bisp Niels havde af særlige årsager ikke mulighed for igen at opbygge Rugtveds borg. 1396 havde dronning Margrethe udstedt en forordning, der bl.a. forbød, at der blev opført flere private borge i hendes og sønnens riger. Dermed begrænsede hun adelens muligheder for magtudøvelse. 1408 gav Dronning Margrethe borgen Rugtved, som havde været en stærk fæstning for de Holstenske grever i den kongeløse tid før kong Valdemar Atterdag, sammen med meget jord og mange bøndergårde til biskoppen i Børglum på betingelse af, at der aldrig mere måtte bygges noget slot eller nogen fast borg på Rugtved. Desuden skulle der hvert år indtil dommedag afholdes årsfest på den mandag, der følger næst efter ottendedagen efter vor frues himmelfartsdag på et passende sted i vort fornævnte Børglum bispedømme ved 33 præster og med 33 messer samt med vigilier, almisser, bønner til Gud, mad og øl og andre gode gerninger, som hører dertil, og der skal synges den lovprisning af vor frue, som hedder: O florens rosa mater domini speciosa etc. (O blomstrende rose, Guds værdige moder). Kong Hans blev kronet til konge 1481, og han var ikke så stærk en personlighed som Margrethe, så han måtte underskrive en håndfæstning, hvoraf det fremgår, at det igen er tilladt landets adel at bygge borge dem selv og Landet til gavn. Forbuddet mod at bygge borge var ophævet, men kun tre benyttede sig af muligheden. En skånsk adelsmand byggede Glimmingehus, og de to Nordjyske biskopper byggede to borge hver i 1520 erne, de ønskede at sikre sig i en urolig tid. Viborgs biskop Jørgen Friis byggede Spøttrup og i 1528 Hald på en halvø i Hald så ved Viborg. Stygge Krumpen, biskop i Børglum, anlagde fæstningerne Sæbygaard og Voergaard, den sidste var blevet købt, fordi der ikke kunne genbygges på Rugtveds voldsted. Børglumbispen havde mange andre huse til overnatning i det store område, hvor han både var kirkeligt overhoved og kongens skatteopkræver, bl.a. Irup bispegård ved domkapitlet i Vestervig helt ude mod vest. Voergaards bygmester kendes ikke, men muligvis var det den samme mand, som i 1521 byggede Hans Botholomæus Tolders gård i Aalborg. Denne gård var nabo til Stygge Krumpens og Viborg bispen Jørgen Friis s gårde mellem Bispensgade og Ved Stranden. Da Stygge Krumpen udbyggede Voergaard, udvikledes gården derfor fra at være en ubetydelig gård til et imponerende borganlæg, hvor han kom jævnligt i perioder frem til reformationen. De fleste af de bevarede breve fra Stygge Krumpens hånd er skrevet på Voergaard, og der kunne han leve et verdsligt liv som herremand sammen med sin vedsoverske Elsebeth Gyldenstierne. Stygge Krumpen og Elsebeth Gyldenstierne Elsebeth Gyldenstierne blev født omkring år 1500 og var datter af det adelige ægtepar Oluf Pedersen Gyldenstierne og Anne Rosen-
krantz, Estvadgaard ved Skive. Gennem Rosenkrantz-slægten var hun derved i familie med Stygge, de var halv-næstsøskendebørn, havde en fælles oldefar. Elsebeths mor døde meget tidligt og hendes far, da hun var 4 år. Brødrene giftede hende omkring 1515 bort til adelsmanden Bonde Due Munk som stammede fra Torp i Thy, men i 1518 fik hun dømt ægteskabet for ophævet, hvilket var usædvanligt for den tid. Muligvis fik Elsebeth på det tidspunkt hjælp af sin mors fætter, biskop Niels på Børglum. Bonde Due Munk, der var kendt som en fordrukken galning, ville ikke acceptere ophævelsen og forfulgte Elsebeth Gyldenstierne. Hun flyttede sammen med Stygge Krumpen omkring 1520 på trods af, at han var katolsk biskop og derfor ikke måtte gifte sig, men det var dengang ganske almindeligt, at biskopper havde en frille eller vedsoverske. Elsebeth Gyldenstierne var omkring 20 år gammel, og Stygge Krumpen var i midten af trediverne. De levede sammen i 16 år, indtil Christian 3. fængslede Stygge Krumpen efter reformationen. Stygge Krumpen og Elsebeth Gyldenstierne så ikke hinanden mere efter hans fængsling, og hun giftede sig 1542 med den rige adelsmand Erik Mortensen Godov fra Salling. Hun fik heller ingen børn sammen med Hr. Erik. Hendes dødsår kendes ikke, men hun var afgået ved døden, da han døde i 1588. Det formodes, at Elsebeth Gyldenstierne var en respekteret og betydningsfuld person blandt Vendsyssels adel og bedre borgerskab, og at kun Bonde Due Munk så Stygge Krumpens og Elsebeth Gyldenstiernes samliv som skammeligt. Der er derimod delte meninger om, hvad de almindelige folk mente om Elsebeth Gyldenstierne. Kirkeudsmykning fra Stygges og Niels tid Stygge Krumpen fik købstadsrettighed til Sæby dagen efter Fdr. 1. s kroning i 1523, og kort efter lod han og morbror Niels Sæby kirke udsmykke med skønne kalkmalerier. Kirken var en del af et Karmeliter munkekloster, som var blevet grundlagt 1460 og udbygget med den store kirke indviet til Jomfru Maria. Hvælvingernes udsmykning er kantet med blomsterranker og fromme karmelitermunke, og i de to første hvælv fortælles historien om Marias forældre og den lille fromme Maria, som også næsten er gudelig undfanget. For at man skal vide, hvem der har bestilt og betalt udsmykningen, sidder de to Børglumbispers våbenskjold i sideskibets fine rankeornamenter. Den flotte altertavle med Maria og Jesusbarnet i midten er også skænket af de to bisper, men denne gang i fællesskab med Elsebeth Gyldenstierne. Gyldenstiernernes våbenskjold sidder på skabslågernes yderside, mens de to bisper har tilladt sig selv, med våbenskjoldene hængende lige oven over, at deltage i de hellige scener på sidefløjenes inderside, Niels knælende for en rødblond (!) Maria som en af de Hellige tre Konger, og Stygge som en knælende hyrde ved Jesus fødsel. Det er de eneste malede billeder, der findes af de to herrer, men et portræt af Stygges bror, hærføreren Otto Krumpen viser stor lighed! I Dronninglund kirke, som hørte til Hundslund Benediktiner nonnekloster er der også kalkmalerier, og det menes at en meget speciel rytterfrise kan tilskrives Stygge Krumpen. Den viser De 9 Helte, og det er 3 kristne, 3 jødiske og 3 antikke helte, de sidste er Hektor af Troja, Alexander den Store og Julius Cæsar. Stygge Krumpens søster Johanne Krumpen var gift med Jacob Eskelsen Høeg til Vang, og de ejede Sulsted kirke. Omkring 1525 lod de tårn og hvælvinger bygge til kirken, og senere inspirerede hun i sin enkestand sin søn Just Høeg, der netop havde mistet sin første
kone, til i 1548 at lade udføre lige så fantastiske kalkmalerier i Sulsted kirke. Nu er vi efter reformationen, så her er det ikke Maria s historie, der fortælles, selv om den hellige jomfru står på månens sejl med barnet på armen og solens stråler omkring sig som himmelens herskerinde lige over alteret ved siden af nådestolen med Faderen selv, den korsfæstede Jesus og Helligånden. De næste tre hvælvinger fortæller i 22 billeder om Jesus fra undfangelse til opstandelse. Fantastiske kalkmalerier, som aldrig har været kalket over. Just Høg giftede sig igen og fik endnu en søn, som blev opkaldt efter farmors bror biskop Stygge. Hverken Stygge Krumpen eller hans storebror Otto fik børn, så Krumpernes våbenskjold dør med dem, men den ældste af søster Johannes sønnesønner arver Krumpernes gods Trudsholm, og den anden kommer til at hedde Stygge Høeg. Da han så senere sætter en stor tavle over sin far med de to koner, er det farmor Johanne Krumpens navn han nævner først i indskriften. 1533 - et traditionelt samfund i udvikling Europa i senmiddelalderen var i rivende udvikling, og verden blev større. Det var de store opdagelsesrejsers tid. I begyndelsen af 1400- tallet vidste europæerne meget lidt om omverdenen. Man vidste, at mod øst lå de store riger som Indien og Kina, og man kendte til det nordlige Afrika. 100 år senere var situationen en helt anden. Søfarende fra især Spanien og Portugal var sejlet dels rundt om sydspidsen af Afrika dels helt til Amerika. Columbus opdagede Mellemamerika i 1492, og herefter sejlede spanierne, de såkaldte conquistadorer, til Amerika, mødte de indfødte og bragte nogle med tilbage til skue i Europa. I 1522 nåede Magellan helt over til det østlige Asien nord for Australien, og man begyndte at kolonisere Afrika samt at handle med slaver. Men på Voergaard er der så usigeligt langt til Amerika, Portugal og Spanien, og det danske samfund er til stadighed præget af et stærkt traditionelt liv. Dog ses indimellem spor af den hurtige udvikling, der finder sted andre steder i og udenfor landet. Hierarkiet i middelalderen I middelalderen var hierarki det altdominerende og styrende princip inden for den sociale organisation. Samfundet var delt op i fire stænder: gejstligheden, den verdslige adel, borgere og bønder. Gejstligheden, dvs. biskopper, sognepræster, munke og nonner, tilhørte den fornemmeste stand. Adelen, dvs. herremændene var den næsthøjeste stand. Borgerne tilhørte tredje stand, dvs. købmænd og håndværkere. I bunden af hierarkiet var bønderne dvs. småbønder, fæstebønder og daglejere. Inden for hver stand fandtes der inddelinger i klasser. Biskoppen, som var en del af gejstligheden havde en fyrstelig status, hvor præster og munke kunne være ligestillet med lavadelen. Købmænd havde ligeledes en højere status i samfundet end håndværkerne og kunne bl.a. vælges ind i et byråd. Håndværkerne var småborgere, dog var håndværksmestrene højere anset. Ligeledes havde fæstebonden en husholdning, som han var herre over. Hele samfundet var opdelt i uendelige hierarkier, og man holdte sig til sin plads i samfundet. Alle følte sig knyttede til deres stænder og fulgte deres sædvaner. Stænderne havde både pligter og rettigheder. De højere stænder havde økonomiske privilegier såsom skattefrihed og politiske privilegier i form af deltagelse i kongens politiske ledelse. Adelen havde desuden det privilegium, at rang og titel, som gav høj status, blev nedarvet gennem generationerne. Med dette fulgte også pligter i form af deltagelse i krig samt skatteindkrævning i regionale områder. I middelalderen tilhørte størstedelen af befolkningen de to laveste stænder. Kun ca. fem procent af befolkningen tilhørte de to højeste stænder. Samfundet var også opdelt i køn. Middelaldersamfundet var patriarkalsk, hvilket vil sige, at samfundet var styret af mænd. Manden var familiens overhoved og havde ret til at optræde på tinge. Han havde ret til at straffe medlemmer af sin husstand. Kvinder kunne godt blive familieoverhoveder, hvis de var enker, men hvis de skulle
optræde på tinge, skulle de vælge sig en mandlig værge. Det er sket, at enkedronninger har fået juridisk magt, da de var formynder for deres umyndige sønner, dvs. sønner under 15 år. I hverdagen var arbejdet skarpt kønsopdelt. Kvinden rådede ligeså suverænt over sine områder, som manden gjorde over sine. Husets nøgler blev regnet for kvindens værdigheds-tegn, og i visse tilfælde kunne manden straffes, hvis han tog husnøglerne fra sin kone. Desuden havde kvinden i Danmark arveret, dog kun den halve af mandens, det er derfor vi taler om broderparten som mere end det halve, faktisk 2/3 i forhold til søsterpartens 1/3. Børn var under deres forældre og skulle være lydige over for begge forældre. Børnene blev sat til at arbejde i en meget tidlig alder. Omkring halvdelen af de børn, som et ægtepar kunne få, døde inden de blev 10 år, derfor bandt man sig ikke til sine børn på samme måde, som man gør i dag. Familien var en vigtig social enhed, hvor folk havde deres faste pladser. Folk, der stod uden for dette fællesskab, ved ikke at have en familie, blev ofte set ned på med mistænksomme øjne. Enlige mænd blev ofte set som mulige kriminelle, og enlige kvinder blev set som mulige prostituerede. Religionen i Middelalderen Religionen havde en altafgørende betydning for menneskene, og den påvirkede deres måde at leve på. Man troede fuldt og fast på forestillingen om, at denne verden var en prøvelse, hvor mennesket fik mulighed for at vise, at de tilhørte Gud og ikke djævelen. Dette udmøntede sig i store pengegaver til kirker og klostre, som sikrede én mod skærsilden. Helgendyrkelse var også en stor del af menneskets vej til Guds frelse. Helgener var mænd eller kvinder, der på grund af deres levned havde udmærket sig, og som var blevet erklæret helgener af kirken efter deres død. Helgener skulle viderebringe menneskenes bønner til Gud. I Senmiddelalderen eksisterede der en stor helgenskare, og deres grave blev et mål for mange pilgrimsvalfarter. Man besøgte gravene som bods-handlinger eller for at bede om mirakler fx for at helbrede sygdomme. Som et bevis for, at man havde besøgt et helligt sted, fik man et symbol med sig hjem, en palmegren fra Jerusalem, en muslingeskal fra Santiago de Compostela, eller et tin pilgrimsmærke som symboliserede helligdommen. En anden måde at udføre bodshandlinger, og hermed sikre sig mod helvedes flammer, var afladsbreve. Disse byggede på, at helgenerne havde opsparet så mange gode gerninger, at kirken havde et overskudslager. Dette lager solgte kirken aflad af, hvilket var gerninger såsom at bede et Fadervor eller Ave Maria, hvorved man kunne opnå aflad syndsforladelse - for en mindre tidsperiode. Det blev senere i 1400-tallet afløst af, at kirken solgte aflad for penge og for meget længere perioder. Det var nu nødvendigt at få aflad for så lang tid som muligt for at undgå skærsilden efter døden. Hermed kunne man købe sig til frelsen. Jomfru Maria spillede en central rolle i den katolske middelalder. Hun var symbolet på menneskets frelse. Hun var den mest populære helgen, som personificerede det kristne ideal om kvindelighed, kærlighed og sympati. Hun hørte altid sine hengivne tilbederes råb om hjælp. I 1517 bekendtgjorde den tyske teologiprofessor Martin Luther sine teser imod den katolske kirke og de afladsbreve, som var en enorm indtægt for kirken. Luther mente ikke, at man skulle gøre sig fortjent til frelse gennem fysiske bodsgerninger og betaling af penge, men at det skulle komme inde fra i mennesket. Stygge Krumpen støttede på sin vis også lutheranismen ved at forbyde afladsbreve i 1520 og indsatte senere enkelte lutheranske sognepræster. Stygge Krumpen ønskede dog ikke en afskaffelse af den katolske kirke men blot en reform af denne. Derfor var han også imod at få en lutheransk konge på den danske trone. Luthers tanker fik stor indflydelse i Europa og spredte sig til det nordlige Europa, heriblandt Danmark. En bølge af humanisme skyllede ind over Europa i starten af 1500-tallet og tog sit udgangspunkt i Italien. I slutningen af 1400-tallet udviklede man i Tyskland trykpressen, at kunne trykke tekst på papir, som derved hjalp til at sprede de nye humanistiske ideer rundt i Europa. Italien kom tidligere ind i renæssancen end resten af Europa, og de nordiske lande haltede bag efter.
Der blev udviklet tanker om et bedre liv, hvor man tog de gamle græske filosoffers tanker op igen og så dem som en strålende fortid i forhold til middelalderens hårde liv. Man ville forbedre kristendommen gennem bedre uddannelse, og man kritiserede den katolske kirke, en kritik der især gik på det overtroiske element i pilgrimsrejserne til de populære hellige relikvier. Martin Luthers teser fra 1517 var et led i kritikken af den eksisterende kirke. Tro, overtro og videnskab Selvom religionen spillede en stor rolle for alle mennesker, stod den ikke alene i den almindelige forståelse af livet. Overtroen havde også stor indflydelse på menneskets dagligdag. Det skal huskes, at selvom det blev muligt at trykke bøger i et stort antal i middelalderen, så var det ikke den jævne del af befolkningen, som læste bøgerne, idet de fleste slet ikke kunne læse. Kulturen var derfor meget visuel og mundtlig. Uden for de intellektuelle kredse, var der meget få, som vidste noget om himmellegemer eller den menneskelige krop. Universets gåder var ligeså svære at forstå som sundhed og sygdom. I stedet skabte mennesker deres viden og syn på universet ud fra deres oplevelser og håb, fx var naturens kræfter uforudsigelige, og derfor fortolkede man dem på overtroiske måder for at få en nogenlunde sammenhængende forklaring på naturkræfterne. Derfor blandede almindelige mennesker den kristne lære og den folkelige visdom med et stærkt magisk islæt. Det var almindeligt, at der fandtes en folkelig tro på magi. Urter og planter kunne kurere kroppens lidelser: Alkymister arbejdede med sten og mineraler, astrologer arbejdede med stjernernes bevægelser, og hekse blev anset for at have indsigt i dyrenes egenskaber. Magi appellerede til alle samfundslag, det kom kun an på, hvor mange penge man ville bruge på magien. Alkymisternes evner var kun tilgængelig for de rige og de kunne bl.a. spå om fremtidige hændelser. Den almene befolkning brugte planter og urter til at kurere lidelser og almen dårligdom. Dette blev brugt i samspil med kristen bøn og helgendyrkelse, som derfor havde de samme egenskaber og funktioner som magien. Med til troen på det magiske hørte også troen på de overjordiske væsener, som boede ude i skovene eller i moserne. Det var ikke en romantisk forestilling om nøkker, elverpiger eller elverkonger. Overjordiske væsener blev taget meget alvorligt. De var farlige for uforsigtige folk, og derfor kunne man blive taget af de overjordiske væsener og aldrig komme tilbage til de levendes rige. Det er ikke svært at forestille sig, at moser og enge med dis og tåge har haft en faretruende og uhyggelig virkning. Man havde ikke rationelle videnskabelige forklaringer på naturfænomener, som torden, bundløse huller i moser eller dårligt vejr. Der var altid en overnaturlig eller guddommelig kraft, som styrede naturen. Fortællingerne om overjordiske væsener stammede helt tilbage fra før kristendommen blev indført, og folk havde svært ved at forlade disse overjordiske forestillinger i deres opfattelse af livet. Men samtidig med, at den jævne befolkning troede på overnaturlige kræfter, blev nogle af grundstenen for vores videnskabelige verdensforståelse bl.a. grundlagt omkring år 1500. Her gjorde det sig fx gældende, at den almindelige folkelige forestilling bedyrede, at stjernerne sad fast på det himmelhvælv, der var over Jorden. Man troede ligeledes, at der mellem himmelhvælvet og Jorden var syv sfærer, der hver var styret af et af de himmellegemer, der gik rundt om Jorden - solen, månen og de fem største, og dengang synlige, planeter. Den nærmeste sfære var den, der var afgrænset af Månen, og alt, der var inden for den sfære, var dødeligt og forgængeligt. Udenfor var alt evigt, fuldendt og guddommeligt. I starten af 1500-tallet begyndte videnskabsmænd at tvivle på denne forestilling. Blandt flere var Nikolaus Kopernikus, som mente, at Solen var universets centrum, samt at Jorden drejede rundt om solen og ikke omvendt. Disse teorier fremsatte han i 1514.
Som illustreret befinder beboerne på Voergaard sig i 1533 således med en solid forankring i den nordjyske sump, hvor de overnaturlige kræfter er lige så naturlig en del af hverdagen som Jomfru Maria. Men det kommer også for folks ører, at de tyske og italienske tunger taler om nye tider, men hvad skal man vælge at tro på? Den historiske udvikling efter Middelalderdagene Selvom de medvirkende på Middelalderdagene befinder sig i rammer, der afbilleder Stygge Krumpens storhedstid, står det også klart, at der under storhedens overflade ulmede politiske kræfter og kampe om kongemagten. Selvom Stygge Krumpen besad store geografiske områder, skulle den senere historiske udvikling vise, at rigets tilstand ikke udviklede sig i den retning, Stygge Krumpen kunne have ønsket sig. Her var det kongevalget efter Fdr. 1. s død i april 1533, der fyldte den politiske arena i de efterfølgende år. Kampen om kongetronen Efter Frederik 1. s død mødtes rigsrådet for at vælge en ny konge. Den katolske side med bisperne i spidsen foretrak Frederik 1. s 12- årige søn Hans, som var katolsk opdraget, og den lutheranske del af adelen ville have indsat Frederiks 30-årige søn Christian, hertug af Holsten, som var en ivrig tilhænger af Luther. Man kunne ikke blive enige om en fælles beslutning, og kongevalget blev derfor udsat et år. Det følgende år kunne Stygge Krumpen regere enerådigt i sit stift. Men i sommeren 1534 måtte der arrangeres et hastemøde, da grev Christoffer af Oldenburg pludselig gik i land på Sjælland. Grev Christoffer, som også var barnebarn af Chr. 1, støttede den fængslede Christian 2., som sad fanget på Sønderborg Slot. Christoffers tanke var nå til Sønderborg og løslade Christian 2., som han håbede befolkningen ville samles om. Han allierede sig med den danske Skipper Clement og hans bonde- og borgerhær. Dette fik de lutheranske tilhængere til at handle hurtigt og indkalde til møde i den ensomt beliggende, men meget store og berømte Skt. Sørens kirke ved Ry i Midtjylland, hvor dele af højadlen med Mogens Gøye og hans bevæbnende mænd i spidsen overtalte de katolske biskopper til at vælge Frederik 1. s ældste søn hertug Christian, til konge. Stygge Krumpen blev udpeget til at ride ned til Holsten for at tilbyde tronen til hertug Christian, som nu blev Christian 3. Det skulle være med til at overbevise ham om, at alle, selv de hårdeste modstandere nu ønskede ham som konge. Valget mellem Christian 2. og Christian 3. har for Stygge Krumpen været som valget mellem pest eller kolera. Uro og reformation I august 1534 blev Christian 3. indsat som konge, men i september blev Grev Christoffer og vendelboen Skipper Clement enige om, at Skipper Clement skulle forsøge at rejse nordjyderne til oprør mod Christian 3.. Skipper Clement skulle tage til Aalborg, som dengang var den vigtigste handelsby i Jylland. Han sejlede ind til Aalborghus 14. september og overtog slottet. Hurtigt rejst han en hær af bønder og andre forsmåede borgere, som blev herre over Børglum Stift og afbrændte mange af adelens og biskoppens gårde, heriblandt Voergaard. Adelen prøvede at svare tilbage med et modangreb i det berømte slag ved Svenstrup den 16. oktober 1934, men nederlaget var totalt, da bondehæren formåede at lokke det tunge rytteri ud i engene, hvor hestene sad fast i mudderet. Bønderne kunne derfor overmande rytterne og 14 adelsmænd blev dræbt. Der findes ingen kilder, der sikkert kan påvise, hvor Stygge Krumpen befandt sig, mens Clementsfejden (også kaldet Grevens Fejde) stod på. Efter fejden var han dog stadig bisp i Børglum Stift. Clementsfejden blev hurtigt nedkæmpet i december 1534 af Johan Rantzau og en stor hær af tyske professionelle lejesoldater, som Christian 3. frigjorde fra sit hertugdømme. 18. december angreb de Aalborg, hvor Skipper Clement havde forskanset sig. Mange hundrede mand blev dræbt, og Clement selv taget til fange og siden halshugget i 1536.
Efter Grevens Fejde ulmede det stadigt med oprørstanker blandt bønderne i Vendsyssel, og Stygge Krumpen var også selv involveret i planer om et oprør mod den lutheranske kong Christian 3., som tilgodeså adelen frem for gejstligheden. Trods Stygge Krumpens mange anstrengelser lykkedes det ikke at få afsat kongen. Efter at have overmandet København efter en lang og udmagrende belejring i 1536, lod Christian 3. alle bisperne tage til fange med anklagen om at være skyld i alle landets ulykker, fordi de tøvede med at vælge ham til konge. Den egentlige grund har været at underlægge bispernes rigdom og ejendomme under kronen og indføre den lutherske reformation. Stygge Krumpen blev sat i fængsel på Sønderborg Slot, hvor han endelig i 1542 frasagde sig sin bispeværdighed og bispedømmets gods, men ikke sin personlige katolske tro. Året efter blev han løsladt og boede til sin død i 1551 som kongens lensmand i Asmild Kloster ved Viborg. Han blev begravet i Mariager Klosterkirke, som dengang stadig var katolsk, og hvor Krumpen-familien havde deres familiegravsted. Forslag til litteratur til videre læsning Stygge Krumpen Stygge Krumpen - biskop og adelsmand af Gert Jensen, Forlaget Vestvendsyssel 2008 Stygge Krumpen - den sidste Børglumbisp af Hans Gregersen, Henrik Bygholm og Palle Kirkegaard, Frederikshavn Bogtrykkeri 1970 Voergaard Voergaard, Historisk-topografisk beskrevet af P. Christensen, Udgivet af Historisk Samfund for Hjørring Amt, Express-trykkeriet (TH. Jørgenses bogtrykkeri) 1930 Voergård gennem 500 år af Hans Gregersen Nordjylland i krig af Hans Gregersen Danmark, middelalder og religion Dagligliv i Danmarks middelalder red. Else Roesdahl, Aarhus Universitetsforlag 2004 Middelalderen - Lensbåndets og Kirkeugens Århundreder af Anne Fremantle, Lademanns Forlag 1967 Danmarks historie i billeder af Andrup Ilsø Nørlund, Gyldendal 1968 Landsby & bonde - Danmark i 1500-tallet af Ove Andersen, Op-Forlag APS 1995 Middelalderen - livet i senmiddelalderen af Nils Hartmann, P.J. Smith 1988 Den farverige Middelalder af Pernille Lykke Molsgaard, Nationalmuseet og Skoletjenesten 1999 Danerloven: De danske Middelalderlove i Skildringer af Thorkild Gravlund, H. Ashehoug og Co. 1925 Christian den anden - fra fyrstemagt til fangetårn af Inger Byrjalsen, Ashehoug A/S 1993 Danmark i senmiddelalderen Red. Per Ingesman og Jens Villiam Jensen, Aarhus Universitetsforlag 1992 Hvordan reformationen indførtes i Danmark af P. Severinsen, O Lohse 1936 Miraklet ved Køge Bugt. Om helgener, kirker og dem, der betalte af Sven Skovmand, Danskernes Historie 4, Munksgaard og DR video 1995 Kampen om sjælene. Om magtkamp, borgerkrig og reformation af Kjartan Simonsen, Danskernes Historie 5, Munksgaard og DR video 1995 Middelalderens Verden Verdensbilledet, tænkningen, rummet og religionen. Red. Af Ole Højris og Per Ingesman. Aarhus Universiteteforlag 2010. Mad og drikke Middelaldermad, Kulturhistorie, kilder og 99 opskrifter af Bi Skaarup og Henrik Jacobsen, Gyldendal 1999 Sådan spiste de i middelalderen af Imogen Dawson, Forlaget åløkke 1994 Sådan spiste de i renæssancen af Richard Balkwill, Forlaget åløkke 1995 Danskernes mad i middelalderen - smag selv af Bente Leed, Forlaget åløkke 1999 Mad og øl i Danmark middelalder af Erik Kjersgaard, Nationalmuseet 1978 Til taffel hos Kong Valdemar. Europas ældste kogebog efter to middelalderhåndskrifter fra 1300-tallet af Hans Veirup, Forlaget systime 1994 Ældste danske koge bog prentet i Kiøbenhavn 1616 fotografisk genoptryk Wormianum, Århus 1966 Køkkentøj og bordskik af Arne Døssing, Aalborg historisk museum 1973