5. SØER OG VANDHULLER

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 5. SØER OG VANDHULLER 5. SØER OG VANDHULLER Som det er nævnt i kapitel 1 ligger Nord- og Midtdjursland med hensyn til arealet af søer og vandhuller noget under amtsgennemsnittet. Dette skyldes først og fremmest, at der ikke findes nogle rigtig store søer i området. Til gengæld er området rigt på mindre vandhuller. Der findes dog nogle mellemstore søer med store naturmæssige og rekreative værdier, som omtales i det følgende. Dystrup og Ramten Søer Hul i søen Dystrup og Ramten Søer har gennem tiden været udsat for mange Dystrup Sø 30 Ramten Sø indgreb. Oprindeligt har de to søer været én stor sø, men i de sidste 100-150 år har der været flere forsøg på at afvande såvel Ramten som Dystrup Søer. Blandt andet har man i flere omgange prøvet at uddybe afløbet fra Ramten Sø. I 1880 erne forsøgte en entreprenør at bore hul midt i Ramten Sø ned til vandførende lag. Det var så meningen, at søvandet skulle sive ned i disse vandførende lag, så søen derved blev tørlagt. Projektet mislykkedes imidlertid, da man ved boringen ramte en kilde med det resultat, at der i stedet stod en søjle af vand op i søen. Dystrup og Ramten Søer er i dag to lavvandede søer på henholdsvis 29 og 26 ha med gennemsnitsdybder på 1,2 og 1,0 meter. Vandstanden i søerne bestemmes af afløbet fra Ramten Sø (starten af Nimtofte Å), som på størstedelen af strækningen er en gravet kanal. Uklare forhold Forholdene i de to søer har også skiftet en del i de senere årtier. I 1970 erne var Ramten Sø klarvandet og havde mange undervandsplanter, hvorimod Dystrup Sø havde uklart vand og ingen planter. Begge søer var dog temmeligt forurenede af spildevand fra Ramten by og de ejendomme, der lå i oplandet, fra ulovlige møddingsudløb og fra dyrkningen af markerne i oplandet. Søerne var derfor ustabile, og næringsstofindholdet var højt. De ustabile tilstande medførte, at tilstanden i de to søer skiftede i løbet af 1980 erne. Nu var det Dystrup Sø, der havde klart vand og undervandsvegetation, hvorimod vandet i Ramten Sø var blevet uklart og undervandsplanterne forsvundet. I dag ledes spildevandet fra Ramten ikke længere til Ramten Sø, og møddingsudløbene er stoppet. En indsats mod udledningen af spildevand fra den spredte bebyggelse og de dyrkede jorder forventes i de kommende år yderligere at kunne reducere næringsstoftilførslen. Fiskene Opfi skning For at fremskynde udviklingen i Ramten Sø, så der ligesom i Dystrup Sø kommer undervandsplanter og vandet bliver klarere, startede Århus Amt en opfiskning af fredfiskene i søen i 1995. En fiskeundersøgelse havde nemlig vist, at der var overordentligt mange skaller, suder og karusser i søen fisk, som fastholdt søen i en dårlig tilstand, selvom der ikke længere blev ført så mange næringsstoffer til. Fremgang Opfiskningen af skaller i 1995 blev ikke den store succes, og der blev derfor iværksat en ny plan, hvorefter der i 1996-1997 blev fanget i alt 8,1 ton fredfisk (ca. 7 ton skaller). Dette svarede nogenlunde til de målsatte 80% af den samlede fredfiskebestand (se boks side 31). Fra 1995 til 1999 er der desuden årligt udsat 30.000 stk. geddeyngel for at holde årsynglen af skaller nede. Som følge af opfiskningen ændredes tilstanden i søen væsentligt fra 1996 til 2000. Næringsstofindholdet faldt markant, og vandet blev betydelig mere klart med en sommersigtdybde på op til 1,4 meter og perioder med sigt til bunden, dvs. mere end 2 meter. Og tilbage igen Den primære årsag til forbedringerne vurderes at være opfiskningen af skaller, hvorimod virkningen af at fjerne suder og udsætte geddeyngel er mere tvivlsom. Det er desværre ikke lykkedes at holde skallebestan-

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 5. SØER OG VANDHULLER Indgreb i fiskebestanden I næringsrige lavvandede søer som de danske er der som regel en meget stor bestand af fredfi sk. En bestand på 500 kg/ha søoverflade er ikke ualmindelig. Et stort datamateriale viser, at tætheden af fredfisk og rovfiskenes andel af den samlede fiskebestand afhænger af søens fosforkoncentration. Dette påvirker andre biologiske forhold som dyreplankton, planteplankton, bunddyr og undervandsplanter. Et øget fosforindhold fører således til flere fredfisk, mindsket andel af rovfisk, en mindsket mængde dyreplankton i forhold til mængden af alger (planteplankton) og en mindsket udbredelse af planter på søbunden. De mange fredfisk æder dafnier og andet større dyreplankton, som dermed ikke kan holde mængden af alger nede. De mange alger bidrager sammen med eventuel oprodning af bunden ved brasens fødesøgning til uklart vand, hvorfor vandplanterne fortrænges eller helt forsvinder til skade for rovfiskene. I sådanne sømiljøer er især bestanden af store rovlevende aborrer stærkt reduceret. Denne situation kan betegnes som den onde cirkel som vist på denne side. Ved at fjerne mindst 80% af fredfiskebestanden ved opfiskning og/eller udsætning af f.eks. geddeyngel og aborrer ændres fødekæden. Færre fredfisk betyder flere store dafnier og et øget græsningstryk på algerne, hvorved vandet klarer op. En mindsket brasenbestand vil ofte føre til bedre vækstvilkår for mindre aborrer, som derved hurtigere bliver rovfisk med yderligere kontrol af fredfiskenes antal som resultat. Hvis også undervandsplanterne breder sig ud i søen, vil en mere stabil klarvandet tilstand blive resultatet. Denne situation betegnes som den gode cirkel. den nede mere end nogle få år. Efter opfiskningen er skallebestanden faktisk højere end før opfiskningen, mens sudebestanden stadig er lavere, men i stigning. En væsentlig årsag til den voksende skallebestand er manglen på store rovlevende aborrer. En stor geddebestand har ikke været nogen effektiv erstatning for store aborrer. Tværtimod kan gedderne have ædt mange af de mellemstore aborrer, og mangel på undervandsvegetation i søen har yderligere forringet aborrenes vilkår. Den ubalance mellem rovfisk og fredfisk, som nu igen hersker i Ramten Sø, har bevirket et øget næringsstofindhold, større algevækst og forringet Den onde cirkel og den gode cirkel. Uklar sø Mange rovfisk Klar sø sigtdybde, så søen igen må betegnes som en uklar sø. Undervandsvegetation Det er kendt fra flere danske søer, hvor der er foretaget kraftig opfiskning af fredfisk, at undervandsplanterne har stor betydning for opretholdelse af en klarvandet tilstand på længere sigt, så en væsentlig grund til, at Ramten Sø ikke har kunnet opretholde en god vandkvalitet, mere end nogle få år i forbindelse med opfiskningen, må tilskrives den sparsomme undervandsvegetation. På trods af perioden efter 1996 med relativt klart vand og dermed gode lysforhold ved bunden, har undervandsvegetationen ikke bredt sig. Mange skaller, brasen og små aborrer Få rovfisk Mange planktonalger Få skaller og brasen Få planktonalger Få planktondyr Mange planktondyr Tegninger: Jens O. Christensen 31

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 5. SØER OG VANDHULLER En forklaring på dette kan være, at planterne er blevet ædt af blishøns og svaner. Der blev for at undersøge dette i maj 2001 udsat en række lukkede bure med kruset vandaks og tornfrøet hornblad. Burene havde en så lille maskevidde, at planteædende fisk og fugle blev holdt ude. Det er endnu for tidligt at konkludere noget på forsøget, men i 2002 blev der observeret kraftig vækst af kruset vandaks i og omkring burene samt spredte forekomster i resten af søen. På den igen Langtidsprognosen for Ramten Sø er god på grund af de gennemførte og planlagte tiltag til begrænsning af forureningen i oplandet, og derfor vil amtet i de kommende år følge op på den igangsatte restaurering. Forudsætningerne for længerevarende effekter af en opfiskning vurderes at være til stede, men dette vil kræve en fornyet opfiskning i størrelsesordenen 7-8 ton fredfisk med hovedvægten lagt på skaller samt nye forsøg på at introducere undervandsplanter til søen. Vibe Akvareltegninger af Jens Chr. Schou Knopsvane En god fuglelokalitet Dystrup Sø er en af de vigtigste fuglelokaliteter på Djursland. Når undervandsplanterne er genindvandret i Ramten Sø, vil hele området omkring de to søer blive endnu bedre for fuglelivet, og naturkvaliteten vil blive forøget. Fuglelivet kan studeres fra flere udsigtspunkter langs søerne eller fra det fugletårn, som amtet i 1995 har etableret på en skovklædt skrænt ved vestbredden af Dystrup Sø. Ynglefugle Mest karakteristisk for søen er kolonierne af hættemåger på de små sivholme, hvor der kan yngle op til 150 par. Herudover findes der 20-30 ynglepar i Huldremosen 300 m syd for Dystrup Sø. Sammen med hættemåge ruger en del ænder og lappedykkere, som nyder godt af mågernes beskyttelse. Især den usædvanlige sorthalset lappedykker er knyttet til hættemågerne, som giver dem beskyttelse. Sorthalset lappedykker Akvareltegning af Jens Kirkeby De tre andre lappedykker arter, der findes i Danmark, toppet, gråstrubet og lille lappedykker, yngler alle ved Dystrup Sø med 2-3 par. Der er en pæn bestand af både blishøne og grønbenet rørhøne med et antal ynglende par varierende fra 5-15. I forårsmånederne samler knopsvanerne sig i større tal ved søen, hvor 3-5 par yngler, og grågæssene, der besøger søen, har muligvis ynglet der i enkelte år. Desuden yngler troldand, taffeland, atlingand, krikand og gråand hver med få par ved søen. Gravænder, der yngler i omegnens forladte rævegrave, kan af og til ses ved søen. På engene ses vibe og noget så usædvanligt som strandskade (1 par), ellers normalt en strandfugl. I rørskoven høres den kvækkende sang af den lille rørsanger konstant, mens rørspurven ses frit fremme på sin sangpost. Trækgæster I træktiden forår og efterår kan nogle af de forbipasserende fugle i kortere eller længere tid raste på Djursland, og man kan derfor møde mange forskellige og ganske uventede fuglearter ved Dystrup Sø. En vigtig rute for forårstrækket følger Jyllands østkyst mod nordøst over Djursland og Anholt til Sverige. Fredet natur Omkring Dystrup og Ramten Søer er der fredet et område på ca. 200 ha. Naturarealerne omkring søerne er højt målsatte i amtets naturkvalitetsplan. Dette skyldes især deres store landskabelige værdier samt det forhold, at der er tale om et ret stort sammenhængende naturområde med naturarealerne beliggende næsten hele vejen rundt om søerne. Enge og moser Øst for søerne ligger græssede enge fra søerne og op til Huldremosevej kun afbrudt af en enkelt dyrket mark, en tilgroet skrænt og et mindre skovparti. Bredzonen langs søen består flere steder af mosepartier, som domineres af tagrør og vedplanter som grå-pil, birk og rød-el. Engene er noget kulturprægede og gødskes i et vist omfang. Almindeligt forekommende engplanter som lav ranunkel, fl øjl sg ræ s og mose-bunke dominerer. 32

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 5. SØER OG VANDHULLER I den nordlige ende stadig på østsiden ligger nogle arealer, som græsses af heste, nogle af disse er udgødskede og overgræssede. Her er der langt mellem planterne, og mosser dominerer på de tørre partier op mod asfaltvejen. Floraen her er af blandet kvalitet bl.a. på grund af hård græsning, men pletvis findes der dog fine partier med f.eks. orkidéer som maj-gøgeurt, plettet gøgeurt og bakke-gøgelilje. Nord for søerne ligger forholdsvis store og næsten helt flade græsningsarealer. Disse gødskes og domineres af kulturplanter. Området har ikke den store botaniske værdi, men rummer føde- og rastemuligheder for gæs og svaner. Mellem søerne ligger et helt tilgroet moseparti, som domineres af vedplanter som grå-pil, rød-el. Dette område er uvejsomt og henligger uudnyttet. Vest for Dystrup Sø ligger ligeledes græssede enge, og flere steder er jordbunden trådt op i knoldkær. Vest for Ramten Sø ligger langs søen eng- og mosepartier. Moserne er overvejende tilgroede og uudnyttede, mens de fleste engarealer græsses, og her kan findes en del karakteristiske engplanter som glanskapslet siv, lysesiv, trævlekrone, toradet star, nikkende star, grå-star og kragefod. Vest for søerne rejser sig nogle markante skrænter, som enten er tilgroet i bøg eller er opdyrket, men skrænterne er med til at fremhæve områdets landskabelige værdier. Vallum Sø Omkranset af skov Vallum Sø ligger lige øst for Ryomgård og rummer på grund af den bynære beliggenhed væsentlige rekreative og landskabelige værdier. Søen er ikke særlig stor (11 ha) og temmelig lavvandet (en gennemsnitsdybde på 2,1 meter). Langs jernbanen på søens sydside er det muligt at komme helt ned til søen, som ellers er noget utilgængelig. Søen er nemlig omgivet af såvel egentlig skov som brede rørskovsarealer. Øst og vest for søen består skoven af en mere eller mindre våd ellesump. Langs søens nordside stiger terrænet forholdsvist stejlt, og her findes hovedsagligt nåleskov. Vallum Bæk, som er det eneste egentlige tilløb, løber til søen fra øst og afløbet, Ryomgård Møllebæk, fører vandet fra søen videre imod vest. Søen kan opleves fra Gjerrild-stien, som på sit første stykke forløber langs østsiden. Mindre spildevand Vallum Sø har været temmelig forurenet i mange år (den gennemsnitlige fosforkoncentration i sommeren 1998 var 0,14 mg fosfor/l). Årsagen til forureningen har været udledninger af dårligt renset spildevand fra de ejendomme, som ligger langs med Vallum Bæk, ulovlige møddingsudløb samt en næringsstoftilførsel fra markerne i oplandet. Igennem de senere år er spildevandsudledningen blevet væsentligt mindre, og der er ikke længere afløb fra møddinger. Det vand, som strømmer til Vallum Sø, er derfor nu forholdsvist rent. Tilstanden i søen er imidlertid den samme, som den har været i mange år. Vandet er stadigt meget uklart (den gennemsnitlige sigtdybde var 0,5 meter i sommeren 1998), og der er fortsat ingen undervandsplanter. Den uændrede tilstand skyldes, at søen har tilpasset sig de forurenede forhold. Selvom næringsstoftilførslerne bliver mindre, kan det ikke forventes, at forholdene i søen ændres i de første mange år. For at Vallum Sø skal opfylde sin målsætning, skal fosforkoncentrationen reduceres til et niveau på 0,04-0,05 mg fosfor/l i sommerhalvåret, og sommersigtdybden skal være mindst 1,5 meter som et gennemsnit. Herved vil tilstanden i Vallum Sø komme til at svare til de fine naturmæssige forhold, som i øvrigt findes i søens nærmeste omgivelser. Fiskeundersøgelse I 1999 lavede Århus Amt en fiskeundersøgelse i Vallum Sø for at fastlægge fiskebestandens sammensætning og størrelse med henblik på en restaurering af søen. Fiskeundersøgelsen viste, at der var overordentligt mange små skaller og brasener i Vallum Sø, men stort set ingen store aborrer eller gedder. Alt i alt var fiskebestanden næsten fuldstændig domineret af små fisk yngre end fire år og rovfiskebestanden meget lille. Vallum Sø 33

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 5. SØER OG VANDHULLER Indgrebene I løbet af to år blev der i alt opfisket ca. 3,8 ton fredfisk. Desuden blev der fra 1998-2000 årligt udsat 15.000 stk. geddeyngel, svarende til 1.000 stk./ha, for at holde årsynglen af skaller nede. Som følge af opfiskningen ændredes tilstanden i søen væsentligt fra 1999 til 2001. Næringsstofindholdet faldt, og en reduceret mængde planteplankton gav anledning til en stigning i sigtdybden fra 0,5 til 1,0 meter. Den primære årsag til forbedringerne vurderes at være opfiskningen af skalle og brasen, hvorimod virkningen af at udsætte geddeyngel er mere tvivlsom og i hvert fald kortvarig. Flere planter Det vurderes, at den nuværende forbedrede vandkvalitet kun kan opretholdes på længere sigt, hvis undervandsplanter koloniserer mindst 1/3 af søarealet. Det skyldes, at søen stadig er så næringsrig, at et skifte til den uklare tilstand let kan ske igen uden undervandsplanternes stabiliserende virkning på hele søens økosystem. Århus Amt vil i de kommende år følge miljøtilstanden i søen og har i 2002 genoptaget opfiskningen, idet målet om en 70-80% nedbringelse af fredfiskebestanden ikke blev nået. Det er især vigtigt at få reduceret skallebestanden. Udplantning af undervandsplanter i beskyttede bure kan blive nødvendig, hvis ikke de selv koloniserer søen. Løvenholm Langsø Inde midt i Løvenholm skovene ligger den godt 20 ha store Løvenholm Langsø. Søens gennemsnitsdybde er ca. 4 m, og den største dybde på ca. 9,5 m findes i søens nordlige ende. Løvenholm Langsø repræsenterer en i Danmark sjælden søtype, den næringsfattige sø eller Drepanocladus-sø, dvs. en naturligt brunvandet sø med lav ph (ph = surhedsgrad) og en speciel flora og fauna. I Århus Amts vandkvalitetsplan (Århus Amt, 2001) har søen derfor en skærpet målsætning (A), hvilket betyder, at den er udpeget som et naturområde af særlig naturmæssig interesse. Søens naturlige plante- og dyreliv må ikke påvirkes af menneskelig aktivitet herunder spildevandstilledning, dyrkning af jorden og skovdrift. En sur sø Løvenholm Langsø udgør sammen med Gjesing Mose, Sømose og et par mindre moseområder EF-habitatområde nr. 43. Udpegningen af netop Løvenholm Langsø er baseret på søtypen med det sure, brunlige vand, som er nævnt ovenfor. Søen med den sandede bund har ingen væsentlige tilløb. Afløbet i nordenden har kun ringe vandføring og er tørt om sommeren. Søens opland er meget lille og består af skov. Det lille opland betyder, at vandet i søen har en lang opholdstid (ca. 10 år), hvilket gør søen følsom over for stigninger i tilførslen af humus- og næringsstoffer. Planktonalgernes produktion er ret lav. Dette skyldes ikke næringsbegrænsning, men derimod den ringe lysnedtrængning i det mørke vand samt muligvis søens lave ph og mangel på uorganisk kulstof. Det er blandt andet tilførslen af humusstoffer fra den omkringliggende skov, der bestemmer forholdene i søen. Temperaturlagdeling af vandmasserne gør, at bundvandet er iltfrit eller næsten iltfrit i sommerperioden. Vegetation i og omkring søen Ved undersøgelsen i 2001 blev der ikke registreret nogen egentlig undervandsvegetation i søen. I et område på ca. 100 m 2 i søens nordvestlige ende blev der fundet en bevoksning med vand-seglmos og fl ydende tørvemos ned til en dybde på ca. 0,5 m. Vand-seglmos drepanucladus fl uitans, der lægger navn til søtypen. Tegning af Jens Chr. Schou Løvenholm Langsø 34

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 5. SØER OG VANDHULLER Fraværet af en egentlig undervandsvegetation må tilskrives en kombination af dårlige lysforhold, lav ph, mangel på uorganisk kulstof og den forholdsvis bløde søbund. En stor tilførsel af løv fra skoven er årsagen til den bløde bund. Mange steder findes den hårde sand- og stenbund dog bare 10-20 cm under dyndet, men kun få steder på lavt vand findes en ren sand- og stenbund. Søen er omgivet af ege- og bøgebevoksninger tillige med løvblandingsskov eller ellesump stedvis med birk. I søens nordlige ende fi ndes beplantninger med rød-gran og sitka-gran. De fleste steder når skoven helt ud til vandkanten, hvilket forhindrer etablering af rørskov. I sydbassinets nordlige ende tæt på forbindelsen til nordbassinet findes en større bevoksning af bukkeblad og smalbladet dunhammer. Stormfald I 1981 var der stormfald i et område på 3,5 ha langs 350 m af søens østside. Stormfaldet skete 20-30 m fra søen. Ved søens nordvestlige ende blev der for ca. ti år siden udført renafdrift i et område på ca. 1,75 ha. Kun en lille del af søbredden (godt 100 m) var tæt på (10-20 m) det renafdrevne område. For ca. ti år siden blev der desuden foretaget selvforyngelse af bøg langs godt halvdelen af søens vestside. Dette foregik i et område på 5 ha ved udtynding af gamle træer (2/3 af træerne blev fjernet) og efterfølgende harvning af skovbunden. Der var en uberørt zone på ca. 10 m mellem dette område og søen. Mindre gennemsigtighed Løvenholm Langsø undersøges løbende i forbindelse med Århus Amts overvågningsprogram. I 2001 er der som opfølgning på en undersøgelse fra 1980 lavet en grundig undersøgelse af undervands- og bredvegetationen. Undersøgelserne viser bl.a., at vandets gennemsigtighed i løbet af de sidste 20 år er blevet mindre. Endvidere tyder noget på, at der er sket en stigning i vandets koncentration af fosfor og klorofyl. Mulige årsager til denne udvikling kan være intensiv træfældning og harvning i den omgivende skov, stormfald, samt at skoven vokser tættere på søen end tidligere. Desuden kan en medvirkende årsag være en svag forsuring, som har medført en fosforfrigivelse fra bunden. Det er usikkert, i hvor høj grad ændringen af søens miljøtilstand skyldes skovdriften. Søens målsætning er opfyldt, da søen ikke er påvirket af menneskelig aktivitet. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at gødskning, dræning og renafdrift af skov i søens opland begrænses. Løgfrøen på Djursland Mange vandhuller Det område, som denne rapport dækker, er rigt på vandhuller. I alt 1131 vandhuller under 2000 m². Nogle van dhuller er naturlige, mens andre er opstået som følge af menneskelig aktivitet. I løbet af de sidste 10 år er det med en kombination af målrettet indsats med naturforvaltningsmidler og stor lodse jerinteresse lykkedes at få gravet omkring 150 vandhuller. En del af vandhullerne på Norddjursland er meget flotte med et naturligt og varieret plante- og dyreliv, herunder en del truede arter som f.eks. padder. En nataktiv padde Løgfrøen, hvis navn kommer af, at den en sjælden gang udskiller en hvidløgsagtig lugt, er vidt udbredt i Mellem- og Østeuropa. Den har i Danmark sin nordlige udbredelsesgrænse og findes i Århus amt næsten udelukkende på Djur sland. Løgfrøen er en forholdsvis sjælden art, og sammenligning af undersøgelser fra 2000 med tidligere undersøgelser fra 1990/91 og 1994/95 tyder på, at den er i tilbagegang i amtet. Løgfrøen er forholdsvis lille, og er den af de danske paddearter, der er mest aktiv om natten. Om dagen ligger den gravet ned i jorden, mens den om natten graver sig op for at finde føde. Løgfrøen er på grund af sit tilbagetrukne liv svær at se i den danske natur. Den bedste chance er i yng lesæsonen, hvor den kvæk ker ganske sagte under vand om natten. Haletudsen kan man være heldig at se på solrige dage, hvor den ligger i vandoverfladen og solbader. Kæmpehaletudser Løgfrøens haletudse er suverænt den største blandt danske paddearter og kan blive over 13 mm lang, inden den forvandler sig og går på land. Det mest karakteristiske kendetegn ved løgfrøen er en meget stor fodrodsknude, som er placeret på hver bagfod. Fodrodsknuden bruges som graveredskab. Løgfrøen har endvidere, som eneste danske paddeart, øjne med lodret pupil. Løgfrøen er lysegrå eller lysebrun med store mørke pletter og dens bug er lys med mørke stænk. Det foretrukne levested Løgfrøen er meget varmekrævende og starter først med at kvække, når vandtemperaturen er over 10EC. Æglægningen sker som regel umiddelbart herefter, hvilket oftest er i slutningen af april og starten af maj. Den foretrækker lysåbne og solbeskinnede vandhuller med en del under vandsplanter. 35

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 5. SØER OG VANDHULLER I de vandhuller, hvor der er løgfrøer, lever der ofte flere andre paddearter, og der er en varieret undervandsvegetation. Når løgfrøen ikke opholder sig i vandhullet, graver den sig ned på de omkringliggende arealer. Dens foretrukne levesteder ligger derfor oftest i områder med sandede jorder og ekstensiv udnyttelse af omkringliggende arealer. Fisk er skidt Løgfrøen er meget sårbar over for ændringer i dens omgivelser. Den er meget stedfast og flytter sig sjældent til nye (andre) vandhuller. De største trusler mod arten er udsætning af fisk og ænder og tilgroning i og omkring vandhullerne. Endvidere er den også følsom over for store næringsstoftilførsler til dens levested. Undersøgelsen i 2000 har vist, at løgfrøbestanden i det enkelte vandhul har svært ved at overleve, hvis der kommer fisk i vandhullet. Fiskene plumrer vandet til ved at rode bunden op, og nogle fisk spiser løgfrøens æg og haletudser. Undersøgelsen viste også, at i 13 vandhuller, hvor der tidligere var konstateret en bestand af løgfrø Det gode løgfrø-vandhul. sammen med fisk, var der nu kun løgfrøer i de 4. Løgfrøen er altså over en periode på ca. 10 år forsvundet fra 9 af vandhullerne. Den mest almindelige fisk i de undersøgte vandhuller er dam karuds. Desuden er der aborre, suder og hundestejle i enkelte vandhuller. Damkaruds, aborre og suder er typisk fiskearter, som er udsat i vandhullerne. Undersøgelsen Det varme forår i 2000 gav mulighed for mange aftener med lytning efter kvækkende hanner. I star ten af maj kom en periode med meget varmt vejr, hvilket betød hurtig stigning i vandtemperaturen og stop for kvækkeperioden. Løgfrøerne er registreret ved lytning om aftenen i april og maj måned og ved ketchning efter haletudser i løbet af sommeren. Ketchningen gav dog ikke de store resultater, da løgfrøens haletudser er meget svære at fange. Ved de kendte lokaliteter, hvor løgfrøen ikke blev hørt, blev der lyttet efter løgfrøer i omkringliggende vandhuller for at sikre, at den ikke blot var flyttet andetsteds hen. Dette førte dog ikke til opdagelse af nye løgfrølokaliteter. For vandhuller med en lille bestand af løgfrøer kan der være en del usikkerhed forbundet med registrering ved lytning, især hvis hannerne kun kvækker ganske få nætter. En sådan usikkerhed kan føre til en underestimering af artens udbredelse. Ofte vil der dog være en betydelig risiko for, at en bestand med få individer vil uddø. Nye vandhuller Efter den første undersøgelse af løgfrøbestande på Norddjursland i 1990-91 blev der oprenset og gravet en del vandhuller for at styrke bestanden. I to efterfølgende undersøgelser er arten registreret i 8 ud af 17 nye eller oprensede lokaliteter. I de oprensede vandhuller, hvor der ikke blev fundet løgfrøer, er der enten konstateret tilstedeværelse af fisk, udsætning af ænder eller meget fremskreden tilgroning. Et af de områder, hvor der blev gravet nye vandhuller og oprenset efter undersøgelserne i 1990-91, ligger nordvest for Nimtofte. I dette område, hvor vandhullerne ligger tæt, Løgfrø. Løgfrøens haletudse hér under forvandling. 36

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 5. SØER OG VANDHULLER findes langt den største bestand af løgfrøer på Djursland. Her er dyrkningen af jorden ekstensiv, og det er tilsyneladende noget, der passer løgfrøerne. En del af vandhullerne i dette område er rene»perler«med en fin vandkvalitet og et varieret dyreog planteliv. I disse vandhuller lever der også en række andre paddearter som butsnudet frø, spidssnudet frø, stor vandsalamander, lille vandsalamander og enkelte skrubtudser. Løgfrøen har det svært Undersøgelsen fra 2000 har vist, at der er sket et fald i antallet af løgfrølokaliteter igennem de seneste 10 år. Der er kun en stabil bestand i området Udbyhøj nordvest for Nimtofte, og i flere områder er bestanden tilsyneladende uddød. Der er nu sat ekstra fokus på at ophjælpe den samlede bestand af løgfrøer på Norddjursland. Tiltagene vil være fjernelse af skyggende træer omkring vandhullerne samt etablering af nye vandhuller og oprensning af gamle. Kare Voer Lystrup Strand Figur 5.1. Udbredelsen af løgfrøen på Norddjursland. De blå cirkler kan dække over ét eller fl ere vandhuller. Størrelsen af cirklerne siger ikke noget om bestandstørrelsen i de enkelte områder. Fjellerup Strand Bønnerup Strand Bønnerup Gjerrild Nordstrand Ørsted Fjellerup Gjerrild Bugt Allingåbro Vivild Glesborg Auning Gjesing Løvenholm Langsø Dystrup Sø Ramten Sø Ørum Voldby GRENAA Nimtofte Pindstrup Ryomgård Vallum Sø Lyngby Ålsø Kolind Ålsrode Mørke Thorsager Trustrup 0 5 10 15 km 37

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 6. SKOVE 6. SKOVENE Lidt skovhistorie Skovhistorien på det nordlige Djursland er ret velbelyst takket være grundige undersøgelser af pollenaflejringer i Fuglsø Mose og moser i Løvenholm Skovene. Pollenanalyser Viden om skovhistorie har man især fra analyser af aflejringer af pollen (blomsterstøv) og fossiler af planter og dyr. Pollen nedbrydes kun langsomt, hvis de aflejres i moser, hvor jorden er mættet med vand. Moser fyldes langsomt op af døde plantedele, og hvis man udtager prøver fra forskellige dybder, kan man få indtryk af plantevækst på forskellige tidspunkter ved at opgøre antallet og arten af pollen. Linden I årtusinder var lind det helt dominerende træ i tætte, mørke skove, som dækkede hele Djursland. Før landet blev erobret af den skyggegivende lind, havde det i andre årtusinder været dækket af lyse skove, hvor de dominerende træarter var birk og fyr. Ca. 3000 år f.kr. begyndte egen at fortrænge linden, antagelig først og fremmest på grund af klima- og jordbundsforringelse, men processen blev givetvis fremskyndet af vore forfædre. På grund af ringe græsningsmuligheder i det skovdækkede land, blev lindens blade og kviste anvendt til løvfodring af kvæget, og af barken blev der udvundet basttaver til fremstilling af tovværk. Bøgen Først i de sidste to til tre tusind år har»vort nationale træ«, bøgen, præget skovbilledet på Djursland. Som det ses i figur 6.1 er bøgen indvandret omkring ca. 1450 f.kr., og fra ca. 1000 f.kr. og frem bliver bøgen vidt udbredt og bliver den dominerende træart på veldrænet bund på bekostning af lind. Bøgens relativt hurtige overtagelse af lindens og til en vis grad hasselens dominerende rolle har givet anledning til en del spekulationer. Jordbundsmæssige forandringer og konkurrenceforhold har været på tale, men forklaringen er nok snarere bronzealderbondens aktiviteter. Linden er blevet fældet for at skabe åbne arealer til græsning. Når først egen og derefter bøgen så hurtigt kunne overtage lindens plads i vore skove, skyldes det til dels det våde og kølige klima, som i ældre jernalder afløste en lang, varm og tør periode. Overgangen til bøgeskov blev dog også begunstiget af en tiltagende jordbundsforringelse, som dels skyldes naturlig udvaskning af de øvre jordlags indhold af kalk, og dels skyldes jernalderbonden, som var en smule mere teknologisk avanceret end bronzealderbonden, og derfor kunne udøve en mere intensiv afdrift på de lette jorder.»en økologisk katastrofe«flere steder på Djursland blev voldsomme muld- og sandflugtskatastrofer resultatet af jernalderbøndernes skovrydninger og deres fåre- og gedeflokkes nedtrampning af de fattige jorders sparsomme vegetation. I læ af bakker og skovrester samlede sandet sig og dannede de udbredte områder med indlandsklitter, som det f.eks. ses syd for Hegedal og øst for Hemmed. Sandlagene har dækket jernalderens agre og bopladse r og så at sige forseglet disse. Dette giver nutidens arkæologer mulighed for at fremgrave hele bopladser, som de er blevet forladt under katastrofen, hvis da ikke lagene er blevet udsat for en»moderne katastrofe«og ødelagt af råstofgravning eller dybdepløjning i forbindelse med f.eks. skovrejsning. Figur 6.1. Tidstavle, der i forenklet form viser udviklingen i skovsammensætningen i Nord- og Midtdjursland fra Ældre Stenalder frem til Middelalderen. Efter B. Aaby Tidsalder Ca. årstal Pollenzoner Middelalder siden 1200 e. Kr. Bøg-græs Jernalder ca. 150-1200 e.kr. ca. 1000 f.kr. -150 e.kr. ca. 1450-1000 f.kr. Bøg-el Bøg-el-græs Hassel-lind-bøg Yngre Bronzealder siden ca. 1450 f.kr. Bøg-el-græs Ældre Bronzealder ca. 2350-1450 f.kr. ca. 3100-2350 f.kr. ca. 3900-3100 f.kr. Hassel-el-lind-græs Hassel-el-lind Hassel-el-birk Yngre Stenalder ca. 3900-1450 f.kr. Hassel-el-eg-lind Ældre Stenalder Indtil ca. 3900 f.kr. Hassel-el-eg-elm-lind Sandlag i tørven Et vidnesbyrd om sandflugtsperioden kan i dag ses i Fuglsø Mose syd for Fjellerup som fine sandbånd ca. 1,5 m nede i tørvelagene. Den totale mangel på sandkorn i de overliggende tørvelag tyder imidlertid på, at de jorder omkring mosen, der var plaget af muldflugt i de første århundreder af vor tidsregning, atter er blevet dækket af skov. Dette kan hænge sammen med, at udvandring netop i dette tidsrum så 38

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 6. SKOVE godt som affolkede store områder af Jylland. I de allerøverste lag af tørven finder man atter et stigende indhold af finsand, som følge af muldflugt i nyere tid. Muldflugten på Djursland kan opleves næsten hvert forår, når blæsten ved såtid kan gøre luften tyk af støv. Det hvide sand ligger tilbage på marken og kan evt. blæses sammen i driver, mens de værdifulde muld- og gødningsstoffer er blevet transporteret ind til naboen eller ud over havet. Nyere tid I slutningen af 1700-tallet var skovarealet i Nord- og Midtdjursland meget mindre end i dag, og Løvenholm-Fjeld skovkomplekset bestod på den tid af en række mindre skove med dyrkede marker, heder og mosearealer imellem. Størstedelen af det areal, der dengang var ubevokset, er i dag tilplantet med især rødgran. Som det beskrives i kapitel 7, er store arealer med hede eller hedemose efterhånden blevet tilplantet. Som eksempler herpå kan nævnes Sostrup Overskov og Nederskov, Bjergbakkerne, Løvenholm og Fjeld Skov. Desuden er der lavet en del småplantninger på de lette jorder. Derudover er skovbilledet i løbet af de sidste hundrede år ændret ved, at mange af de naturlige løvskove blevet udskiftet med nåletræer, især rødgran. Inden for de seneste 10 år er skovrejsning med støtte fra staten begyndt at sætte sit præg på landskabet, men dette fænomen er i og for sig ikke nyt, idet der gennem hele det 20. århundrede på private jordejeres initiativ, og for egen regning og risiko er sket en langsom, piblende skovrejsning i området. Belæg for dette kan findes i Bo Fritzbøgers bog»kultursko ven«, som indeholder et kort, der viser skovarealets udvikling på Djursland i perioden 1952-64. De større skovdistrikter Sostrup skovene Omkring godset Sostrup ligger et større sammenhængende skovområde, opdelt i forskellige skovparter, som alle administreres af Sostrup Skovdistrikt. Sostrups gamle løvskove ligger samlede tæt ved hovedgården. I sidste halvdel af 1800-tallet blev skovarealet forøget betydeligt ved tilplantning af store hede- og sandflugtsarealer. Sostrup Hede og Albæk Plantage er de største af disse. Den 240 ha store Sostrup Nederskov er en afvekslende løvskov, der står på et relativt fladt terræn med høj grundvandsstand. Sostrup Overskov, der står på forholdsvis højt terræn, er med sine 419 ha den største af skovene. Den nordlige del af Overskoven blev i 1600- eller 1700-tallet indrettet som en dyrehave, hvis sydlige skel markeres af et jorddige gennem skoven. Mod nord afgrænses Dyrehaven af Hovmuren, der fortsætter mod syd-sydøst og omkranser hovedgårdsjorden på en strækning af mere end 2 km. Dyrehaven rummer en del løvskov med alm. eg, bøg og vorte-birk. I busklaget indgår hassel, ahorn, brombær og hvidtjørn, og der er en relativ artsrig skovbundsvegetation. Stednavnet Limovns Krat i den sydlige del af Overskoven angiver, at der har ligget et kalkværk på stedet, hvilket også de mange kalkgrave i denne del af skoven vidner om. I den 17 ha store Hestehave, der som navnet antyder har været et indelukke for græssende heste, indgår noget løvskov med ahorn, ask, bøg, rød-el og hestekastanie i skovlaget. Sostrup Hedeplantage og Hemmed Plantage består næsten udelukkende af nåleskov. I Hemmed Plantage ligger der et ca. 5 ha stort hedeareal og vidner om, hvorledes området har taget sig ud før de store tilplantninger tog fart i slutningen af 1800-tallet. Arealet har været under kraftig tilgroning med fyr og gran, og der findes også en del store bøge samt mange gamle enebær. Trods den kraftige tilgroning rummer arealet stadig et væsentligt islæt af dværgbuske som revling og hedelyng samt karakteristiske hedearter som bølget bunke, katteskæg, engelsk visse, krybende pil og lyng-snerre. For at øge områdets naturindhold og forbedre arealets landskabsmæssige kvaliteter har skovdistriktet iværksat naturpleje i form af rydning af uønsket opvækst af hæg, birk, røn, rødgran, skovfyr. Mejlgård Mejlgård Skovdistrikt omfatter Mejlgård og Østergårds gamle hovedgårdsskove samt plantager anlagt inden for de sidste 100 år. Mejlgård Nederskov, der dækker 489 ha, har tidligere været en varieret skov med relativt meget løvskov af overvejende bøg tillige med en del vinter-eg, alm. eg, rød-el, birk, ask, ahorn i blandinger med bøg og andre træarter samt rene bevoksninger. Nu består skoven næsten helt af nåleskov, især sitka-gran m.m. Ud mod havet forekommer en særpræget kystskov, der består af et smalt bælte af egekrat og bøg, med kristtorn i busklaget. Skoven står her på et gammelt klitområde med højder op til 14 m, og mange af træerne er forkrøblede. På en holm i Nederskoven kan man tydeligt se den verdensberømte køkkenmødding, der ligger som en langstrakt vold langs den gamle 39

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 6. SKOVE kystlinie. Herudover er der i området kendskab til fire mindre køkkenmøddinger. I den nordvestlige del af skoven ligger Kong Hagens Høj eller Hagenshøj. Det antages, at sagnkongen er begravet i denne høj. Dette er måske tvivlsomt, idet der i Katholm Skov syd for Grenaa, også ligger resterne af en langdysse, der bærer navnet Kong Hagens Grav. Et gammelt sagn siger, at den norske kongesøn Hagen blev fældet på dette sted sammen med sin hær. Af den nuværende Østergård Skov, som er på 286 ha, indgik i 1800- tallet store partier i hovedgårdens dyrkede arealer. Dette giver sig bl.a. til kende gennem diger og spredtliggende stenrydningsdynger. Skoven er i øvrigt ret fattig på fortidsminder, idet der kun findes én formodet storstensgrav. Fra mose til mark Især i de skovpartier, der støder op til de dyrkede arealer mellem Overskoven og Nederskoven, findes mange grusgrave. Her har Mejlgård hentet de enorme mængder jord, der blev anvendt som dæklag i forbindelse med kultiveringen af et 200 tdl. stort moseareal, hvoraf nu blot stednavne som Sønderkær og Tranetuer er tilbage. Ved arbejdet, som fandt sted omkring 1890, blev der hentet ca. 75.000 m³ jord i de tilstødende skove. Skippershoved Ved Skippershoved nær Mejlgård etablerede godset i forrige århundrede sit eget gravsted. Stednavnet refererer til en folkelig overlevering, hvori sagntræet»de tre søskende«indgår. Der er tale om tre træer, der vokser af samme rod. Overleveringen beretter om en drabelig historie, der udspandt sig på Mejlgård. Herremanden havde ladet fruens elsker, Christen Skipper, henrette. Christen Skipper formodedes at være far til fruens tre børn, som hun derfor lod sende bort i smug. Da de forlod Mejlgårds jorder, plantede de hver et træ, to bøge og en eg, som siden voksede af samme rod. Emmedsbo Dette tidligere hede- og sandflugtsområde, som tidligere hørte under Sostrup, blev tilplantet i 1800-tallet. Plantagen blev solgt fra i 1941 Den yderste bræmme af Mejlgård Nederskov er en særpræget kystskov med forkrøblede bøgetræer på de gamle klitter. og har siden udgjort et selvstændigt skovdistrikt. Der er i alt tilplantet ca. 625 ha overvejende med nåleskov af vekslende gran og fyr, især skovfyr. Der er i mindre udstrækning plantet bøg, alm. eg og vinter-eg samt lidt løvblandingsskov på stærkt kuperet, sandet terræn. I den nordvestlige del af plantagen findes flere skorstensgrave fra bondestenalderen. Større og mindre gravhøje er dog langt i overtal, men det kan i flere tilfælde være svært at afgøre, om formodede gravhøje i virkeligheden er højtliggende sandflugtsformationer. Løvenholm Løvenholm Skovdistrikt på knap 3.000 ha er blandt de største i amtet og omfatter dels de gamle løvskove, der har hørt under hovedgårdene Løvenholm og Gammel Estrup samt Eldrupgård, dels mellemliggende og tilstødende arealer tilplantet inden for de sidste godt 100 år. Vinter-eg Normalt er det stilk-eg, som også kaldes alm. eg, der indgår i vore bøge-ege skove, men i Løvenholm skovene findes et sted, hvor man kan finde partier med en ca. 200-årig bestand af vinter-eg og bøg. Det er en gammel skov med høje ranke træer. Skovbunden har morbundsflora med bølget bunke, ørnebregne, blåbær, håret frytle og tredelt egebregne. Vinter-eg, som i Danmark kun vokser på Bornholm og enkelte steder i Jylland, er i hele sin fremtoning i langt højere grad indstillet på livet i en mørk skov end den mere almindelige stilk-eg/alm. eg. At dømme efter pollenanalyser har disse skovområder med vinter-eg haft omtrent samme præg i de sidste to tusinde år. Kun i enkelte kortere perioder synes skovene i Løvenholm området pletvis at være blevet 40

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 6. SKOVE Alm. eg/stilk-eg Vinter-eg Alm. eg/stilk-eg har kortstilkede blade og agern på 4-8 cm lange stilke. Vinter-eg har mere langstilkede blade og næsten siddende agern. Tegninger af Jens Chr. Schou mere lyse og åbne med lyng og med mulighed for opvækst af birk, antagelig som følge af menneskets påvirkning. Spredt i skoven finder man da også vidnesbyrd om tidligere tiders opdyrkning, bl.a. stenrækker, terrasser og højryggede agre fra middelalderen. Tegl og trækul Forekomster af lergrave to steder i skoven kan henføres til teglværker fra henholdsvis 1500-tallet og sidste halvdel af forrige århundrede. Ovnen til det ældste teglværk er påvist på marken lige uden for skoven, og her formoder man, at stenene til Løvenholms hovedbygning er produceret. Det andet fra forrige århundrede er et såkaldt godsteglværk, hvor man desuden har produceret med salg for øje. Andre teglværker har på Løvenholm i den mellemliggende periode spillet en stor rolle. Det stor brændselsforbrug, der er forbundet med teglproduktion, har utvivlsom betydet store indhug i skovarealet. Trækulsbrænding har at dømme efter gamle optegnelser fra 1600-tallet medvirket til indhug i skoven. Syd for Langsø optræder stednavnene Kulsvierhytterne og Milerne, hvor trækulsholdig jord vidner om eksistensen af miler i området. Kronhjorten De relativt uforstyrrede skovområder ved Løvenholm, Fjeld og Ram ten med tilstødende opdyrkede arealer er opholds- og fødesøgningssteder for en betydelig bestand af kronvildt, der er oprindelig på ste det. Skovene omkring Løvenholm og Fjeld spiller en betydelig rolle for en af de få kronvildtbestande, der endnu findes i Østjylland. Skovene inden for området har været til holdssted for kronvildt lige siden denne dyreart for snart 10.000 år siden naturligt kom til landet. Betingelsen for ikke alene kronvildtets, men også rå- og dåvildtets trivsel, er landskabets vekslen mellem skov, mose og ager. Bestanden af krondyr er nu fra dette kerneområde under spredning til hele Djursland. EF-habitatområder EF-habitatområder Udpegningen af habitatområder i Danmark er sket på baggrund af habitatdirektivet fra 1992. De danske habitatområder indgår i NATURA 2000, som er navnet på et netværk af naturområder i hele EU. På direktivets bilag I findes næsten 200 naturtyper, og 50 af disse forekommer i Danmark. Nogle af naturtyperne er prioriterede, dvs. at beskyttelsen af disse i EU sammenhæng er særlig vigtig. Smalbladet kæruld. Løvenholm skovene rummer flere moser, hvoraf de største er Gjesing Mose, Kragmose og Sømose (herunder Nørager Mose). Sammen med Langsø er moserne udpeget som såkaldte EF-habitatområder. Moserne er temmeligt gennemgravede og mange steder, især i Gjesing Mose, er tørven skrællet af helt ned til det underliggende sand. Der er dog hængesæksdannelse (se faktaboks side 44) flere steder. Som følge af tørvegravningen fremstår moseområderne som meget afvekslende, med tørvegrave, hængesæk, åbne søpartier, hedemose, højmose, fattigkær m.m. Den nordlige del af Gjesing Mose er meget drænet, men der er ikke gravet meget tørv, og her findes et ekstremfattigkærsområde, der kan opfattes som et forstadie til højmose (se kap. 7). Den sydlige del består til gengæld hovedsageligt af tørvegrave og vegetationsløse afskrælningsflader. Sømose er helt gennemgravet og indeholder tørvegrave, der er åbne, og andre, der er under tilgroning med hængesæk. Højtliggende partier i Sømosen er tilgroet med birkeskov. Flere moser Den sydøstlige del af Løvenholm skovkomplekset rummer store partier med mosaik af skov og mose. Størstedelen af højmose- og kærpartierne er dog drænede og har som følge heraf skiftet karakter, således at en mosaik af flere naturtyper er 41

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 6. SKOVE opstået. Den overvejende del er nu tør og bevokset med såvel plantet som selvsået skov. Mange fugtige arealer fremstår nu som lysåben birkeskov med rester af fattigkærsvegetation med en bundflora, der domineres af blåtop og smalbladet kæruld. Bredvad Sø Søens nærmeste omgivelser er hængesæk med overgangsfattigkær. Det domineres af smalbladet kæruld og næb-star. Lidt nord for søen afløses hængesækken af fast, fugtig bund med højt grundvandsspejl. Dette areal har ekstremfattigkærs-vegetation, hvor de dominerende arter er blåtop og alm. star med pletvis hedelyng og klokkelyng. På de tørreste steder findes mindre krat og smågrupper af birk samt enkelte pil. Hjortemose Her er flere naturtyper repræsenteret. Mod vest findes et fugtigt lysåbent parti domineret af smalbladet kæruld, lyse-siv og blåtop. Centralt findes et mindre hedeareal med hedelyng, engelsk visse, lav skorsoner. Mod øst findes flere vandfyldte tørvegrave dels med åbne vandflader, Ekstremfattigkær ved Fuglsø Mose. og dels under tilgroning med hængesæk. Her vokser en større bestand af den sjældne plante slank blærerod, der bl.a. ernærer sig ved at fange smådyr i vandet ved hjælp af små fangblærer. Tørvegravens hængesæk er endnu så ung og ustabil, at enhver færdsel er umulig. Tørvegravenes balker balke er den kant, der står tilbage, når der skæres tørv som er relativt tørre, rummer hedelyng, klokkelyng og mose-bølle. Ryttermose Ryttermose er en tidligere højmose, som igennem årtier har været drænet, så den nu har skiftet karakter og fremstår med selvsået birkeskov med lidt gran og fyr. Ekstremfattigkær er en botanisk betegnelse for plantesamfund, der findes på fugtige steder, hvor mængden af tilgængelige næringsstoffer i jordbunden er ringe og kalkindholdet lavt. Der vokser forholdsvist få plantearter i denne kærtype. Karakteristiske planter er arter af lyngfamilien som klokkelyng, rosmarinlyng, revling og tranebær samt arter af kæruld og græslignende planter som star og næbfrø. Araneus alsine orangehjulspinder. Foto: NatureEyes, Lars Bruun På fugtigere bund findes stadig lysåbne partier med rester af højmosevegetation domineret af blåtop, tue-kæruld, smalbladet kæruld, klokkelyng og mose-bølle. Edderkopper i ekstremfattigkær Ved undersøgelser som er fore taget af Naturhistorisk Museum i 2000 og 2001 af edderkoppe faunaen i Gje sing Mose og Sømosen, blev der fundet 179 forskellige arter. Blandt de fundne arter er flere meget sjæld ne, som vil blive optaget på den reviderede rødliste som sårbare eller akut truede. Det drejer sig bl.a. om orangehjulspinder, der blev fundet i Gjesing Mose i 2000. Dette fund var det første i Danmark siden 1970. Stor rovedderkop, der regnes for at være en indikatorart hovedsageligt knyttet til ekstremfattigkær, er talrig i begge moseområder. Løvenholm skovene vides at have den største koncentration af bestande af denne art i Danmark. Det fremgår af undersøgelserne, at edderkoppefaunaen især i Gjesing Mose er af særdeles høj kvalitet med mange sjældne arter. Dette skyldes i stor udstrækning forekomsten af veludviklede, lysåbne randzoner med hængesæk, hedelyng, klokkelyng og blåtop vegetation. Det er vigtigt, at kærene holdes i en mosaiktilstand og ønskeligt med en fældning af nåleskov i en mindst 10-20 m bred zone omkring kærene. 42

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 6. SKOVE Fjeld Skov Fjeld Skovdistrikt på godt 1.000 ha blev samlet i årene 1855-62 af senere konseilspræsident I.B.S. Estrup. Indtil da havde skoven hovedsageligt bestået af en række skovskifter under godserne Gammel Estrup, Holbækgård og Stenalt. Tilplantning Efter samlingen af distriktet blev en større plantningsindsats sat i værk. Denne kan siges at have været påkrævet på baggrund af følgende beskrivelse af skovens tilstand i 1820:»En skov tyndt bevokset med toptørre bøge, udgåede ege, skovbunden overalt bevokset med høj lyng og hist og her buskadser og egepur.«mindelser om denne overudnyttede skov finder vi i de mange små arealer med tidligere græsningsskov, som i dag pryder Fjeld Skov. Gamle agersystemer Med hensyn til fortidsminder er Fjeld skov især bemærkelsesværdig på grund af tilstedeværelsen af usædvanlige terrasseagre. Terrasseagre findes på stejle sider af fire nord-syd gående erosionsdale i den sydøstlige del af skoven. På skråningerne kan der være op til tre langstrakte, parallelle dyrkningsflader, omkring 300 m lange og 4-5 m brede. Undersøgelser har vist, at nogle af disse agre var i brug i 1600- og 1700-tallet, som en del af Marie Magdalenes byjord. Forklaringen på, at man har taget de stejle skråninger under plov, er sandsynligvis mangel på jord. I samme område på mere plant terræn findes også højryggede agre, som formentlig er af samme alder som terrasseagrene. Mose med smalbladet kæruld Bredvad Sø. Søer og moser Søen Rosen i den sydlige del af Fjeld Skov er eller var i hvert fald tidligere en usædvanlig smuk brunvandet skovsø med den naturlige tørvemoshængesæk i behold. Søen er dannet i slutningen af 1800-tallet ved opstemning af en fugtig, langstrakt, øst-vestgående lavning. De centrale og østlige dele fremstår nu som forholdsvis tørre, og kun i den vestlige del er der en mindre sø omgivet af hængesæk. Skaføgård og Skærvad I midten af 1800-tallet var Skaføgårds skovtilliggende på knap 50 ha, men i løbet af de følgende 100 år er skovarealet blevet tidoblet. Størstedelen af den nuværende skov dækker således tidligere dyrkede områder og heder. Rester af terrasselandbrug i Fjeld Skov. Distriktets fortidsminder afspejler således meget godt situationen, som den tog sig ud for knap 150 år siden, da den omfattende plantningsindsats blev iværksat. Også Skærvad Skov på ca. 85 ha er af nyere dato, idet den blev plantet i sidste halvdel af 1800-tallet på et tidligere hedeområde. Den består overvejende af nåleskov med lidt løvskov af bøg og eg. Skoven er rig på gravhøje, i alt en snes stykker. De fleste høje er ret store og er formentlig fra ældre bronzealder. 43

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 7. NATUREN I FORANDRING 7. NATUREN I FORANDRING De største af Djurslands moseområder ligger i dag i Nørager, Gjesing, Tustrup, Fjellerup og Ørum Sogne. På ældre kort kan det ses, at der engang har været et næsten ubrudt bånd kun afbrudt af skovpartier af moser fra Pindstrup i vest til Horsmosen i øst. Fra middelalderen og frem, og især i de to verdenskrige, er der i de store næringsfattige moser Fuglsø Mose, Horsmose og Nørager Mose blevet gravet tørv. Jordbunden i det nordlige Djursland er de fleste steder domineret af sand. Det betyder, at mange af moserne oprindeligt har været af den næringsfattige type, som domineres af mosset tørvemos. Højmosen en eftertragtet naturtype Tørvemos er meget nøjsom og kan gro under forhold, hvor der næsten ingen næringsstoffer er. Når tørvemos først har etableret sig, bliver ph-værdien i området lav. Mosset vokser forholdsvis langsomt, men efterhånden dannes et lag af tørvemos, hvor kun det øverste lag stadig er levende. Det døde organiske materiale under det levende lag kan ikke nedbrydes, fordi omgivelserne er helt vandmættet og iltfrie. Dette lag af dødt organisk materiale fungerer som en slags svamp og kan suge grundvandet op i ca. ½ meters højde. Når mosen gror Tørvemos. højere op, vil den udelukkende modtage vand fra nedbør, deraf navnet højmoser (se faktaboks). Da højmoser vokser meget langsomt, er de tilbageblevne oftest meget gamle. De nederste lag i højmoser kan være dannet for mange tusinde år siden. Undersøgelser i Fuglsø Mose viser, at mosen har startet sin udvikling for ca. 9000 år siden, og tørvelaget har inden gravning af tørv blev startet haft en tykkelse på adskillige meter. Skematisk snit gennem en højmose, der dels er dannet ved tilgroning af en lille sø, dels ved forsumpning. (Efter Moseplejebogen, Fredningsstyrelsen 1985). Gytje Tagrørtørv Startørv Tørv med stubbe af skovtræer Ældre sphagnumtørv Yngre sphagnumtørv Dannelse af højmose Højmoser kan opstå ved, at en sø gror til i tørvemos; disse kaldes tilgroningsmoser. Højmoser kan også opstå på bar jordbund, hvor der er en høj grundvandsstand; disse kaldes forsumpningsmoser. Efterhånden som tørven bygges op, vil mosen blive uafhængig af grundvandet og udelukkende modtage fugtighed fra regnen. En idealiseret højmose består af en kantskov domineret af dunbirk, en lagg-zone og den træfrie højmoseflade. Laggen modtager både grundvand og regnvand og kan derfor også indeholde andre plantearter end typiske højmoseplanter. Det er f.eks. ikke ualmindeligt at finde blåtop i laggen. På den åbne højmoseflade opstår der et tue-høljesystem, dvs. et system af tuer og lavninger, hvor de typiske højmoseplanter findes. Højmoser er meget artsfattige, men rummer samtidig flere sjældne dyr og planter. De karakteristiske plantearter i højmosen er foruden arter af tørvemos tuekæruld, hedelyng, klokkelyng, tranebær, tyttebær, rundbladet soldug og den sjældne hvid næbfrø. Også hugormen kan ofte ses på højmosen. Endelig vil større højmoser kunne huse tranen, som i dag er en sjælden gæst i Danmark. Laggen Kantskoven Højmoseplanet Hjmoseplanet Kantskoven Laggen Hængesæk En hængesæk opstår, når planter typisk tørvemos vokser ud i og hen over et vandhul eller en sø. Efterhånden som tørven bygges op, dannes et så tykt lag, at man kan gå på det. En hængesæk af tørvemos kan være et mellemstadie i dannelsen af en højmose af tilgroningstypen. 44

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 7. NATUREN I FORANDRING Tørvegravning har selvsagt fjernet det uomsatte, organiske materiale, men også afvandingen i forbindelse med tørvegravningen har haft betydning for mosernes udseende i dag. Afvandingen medfører, at det organiske materiale bliver iltet, formulder og bliver mere næringsrigt. De afvandede og før så næringsfattige arealer bliver dermed spirebed for en række andre planter især birketræer. Efter en årrække vil en afvandet højmose forvandles til en birkeskov, og hvis skoven forbliver på stedet gennem mange år, er det ikke muligt at genskabe højmosen. Der findes også højmosearealer, som i dag anvendes til græsning. Der er simpelthen ved landbrugsmæssig udnyttelse blevet dannet et lag muld oven på tørven. Fuglsø Mose, Nørager Mose og Horsmose er i dag mere eller mindre forsvundet som følge af tørvegravning. Selvom der stadig er områder med et tørvelag på 1-2 meters tykkelse i Fuglsø Mose, forhindrer den omfattende afvanding, at tørvemos kan gro. Der er i randen af alle tre moser partier med selvsået birk, som er opstået efter ophørt tørvegravning. I Fuglsø Mose har man ved at udsprede afklippet hedelyng med frø på nogle af de færdiggravede arealer forsøgt at genskabe hede domineret af hedelyng i stedet for den birkeskov, der naturligt vil komme. Århus Amt har fulgt området gennem flere år, og det er tydeligt, at hedelyng forekommer hyppigst, hvor den er sået. Der er samtidig tegn på, at en høj middelvandstand på arealet medvirker til, at arter af tørvemos og smalbladet kæruld vil spire. Klyner, smuld og spaghnumsække Tørvegravningen blev efter udskiftningen i slutningen af 1700- tallet hovedsageligt foretaget fra husmandssteder, som hver havde et mindre moseområde. Tørveproduktion var visse steder eksistensgrundlaget for den lokale befolkning, og tørven var derfor tidligere et meget vigtigt råstof. Under første verdenskrig kom der for alvor gang i tørveproduktionen i Fuglsø Mose. Oprindeligt var det tanken, at tørvene skulle bruges til et elektricitetsværk, som skulle drive Gjerrildbanen. Dette blev ikke til noget, og i stedet blev der gravet tørv til brændsel. Moserne blev afvandet ved en omfattende grøftning, hvorefter der kunne skæres tørv. Tørvene blev skåret med en særlig tørvespade og lagt til tørre vinteren over. Tørvene, som havde en størrelse på 50x25x15 cm, blev kaldt for klyner. Om foråret blev klynerne lagt til tørre, og de var herefter klar til brug som brændsel. Ud over klyner blev der også fremstillet pressetørv ved at presse tørvesmuld i særlige forme og tørre dem. Tidligere blev tørv brugt til brændsel. I dag bliver tørv næsten udelukkende brugt som vækstmedie i gartnerier og til private haver i de velkendte sphagnumsække. Der var tidligere tale om hårdt arbejde med skovlen og i vand til knæene. I dag er tørvegravningen overtaget af maskiner. I Fuglsø Mose, som Tørvestikker Mosekoner stabler tørv. Fuglsø Mose efter pumpningen blev standset er der i én af de store tørvegrave dannet en sø, hvor de druknede birketræer står spøgelsesagtigt tilbage. 45

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 7. NATUREN I FORANDRING ejes af Pindstrup Mosebrug, blev der tidligere leveret store mængder tørv til mosebrugets tørvefabrik i Stenvad. Der blev etableret en tørve-jernbane fra mosen til Stenvad. De dele af jernbanen, som er beliggende i Fuglsø Mose, er stadig i brug ved tørvegravningen. En del af jernbanen fra Stenvad og ca. halvvejs til Horsmose anvendes i dag til turistkørsel med udgangspunkt i den gamle tørvefabrik i Stenvad, som nu er omdannet til museum. Træhugst, sandflugt og heder De centrale dele af det nordlige Djursland var hvor der ikke var moser i middelalderen næsten helt dækket af skov. Men på grund af overudnyttelse af jorden forsvandt skoven, og store områder lå åbne hen med sandflugt til følge. På flere af disse sandede jorder dannedes hede. Heder er næringsfattige og kan kun vanskeligt opdyrkes. De blev derfor i vid udstrækning benyttet til græsning. På den måde blev hederne bevaret som lysåbne arealer domineret af hedelyng. Hedelyng kan kun forblive på samme sted, hvis den forynges og sår sig selv som følge af græsning, afbrænding eller slåning. En hedelyng plante kan leve ca. 45 år, hvorefter den dør. Heden gror til. Og skov igen Hedearealet i det nordlige Djursland er blevet indskrænket i løbet af de sidste århundreder. Det skyldes dels, at landbruget er blevet bedre via kunstgødning til at drive oprindeligt næringsfattige jorder rentabelt, dels i ligeså høj grad, at mange af de magre jorder er blevet tilplantet med træer især nåletræer. Man kan derfor i en vis forstand sige, at noget af den overudnyttelse af skovene, som foregik i middelalderen, er blevet udjævnet gennem de seneste 50-100 år. Desværre var meget af den skov, der forsvandt i middelalderen, domineret af løvtræer især eg, mens den skov, der i dag præger området, fortrinsvis er plantet nåleskov. Løvtræer, heriblandt eg, er lysåbne og lader lys komme til skovbunden og giver derfor mulighed for, at en række dyr og planter kan eksistere sammen med dem. Nåletræer plantes typisk så tæt, at der ikke er lys i bunden, og det giver et mere fattigt dyre- og planteliv. Heden gror til Gennem de seneste 50-100 år er den landbrugsmæssige udnyttelse af heden stort set ophørt. Der er næsten ingen steder, hvor hedearealer afgræsses, eller hvor lyngen slåes Naturen i forandring Højmoser er afhængige af regnvand og er derfor meget påvirkelige over for klimatiske skift. Mindre nedbør kan betyde, at det øverste tørvelag tørrer ind i så lang en periode hvert år, at der sker en omsætning, og andre end højmosens plantearter, f.eks. birk, kan indvadere mosefladen. Mængden af næringsstoffer især kvælstof i regnvandet kan også betyde, at andre end de typiske højmoseplanter kan etableres. På længere sigt vil det medføre, at højmosens egenartede plantesamfund udkonkurreres og forsvinder. De danske heder er stort set alle et resultat af dyrkning og den deraf følgende udpining af jorden. Der findes enkelte naturlige heder langs den jyske vestkyst. Heder inde i landet er betinget af denne udpining for fortsat at være domineret af dværgbuske som hedelyng og revling. Tilførsel af næringsstoffer vil medføre, at andre end hedens plantearter kan vokse på arealet og udkonkurrere f.eks. hedelyngen. Heder er derfor også følsomme over for luftens indhold af næringsstoffer især kvælstof. Tilførsel af kvælstof fra luften vil medføre, at hedelyngen udkonkurreres af andre plantearter som græsser og gederams, og hvor der er mere fugtigt, vil klokkelyng blive udkonkurreret af f.eks. blåtop. Kvælstoffet i luften i form af ammoniak stammer hovedsageligt fra landbrugets dyrehold. Store dyrehold og især stalde placeret klods op af hede eller højmoser vil kunne tilføre så store mængder kvælstof til naturområderne, at disse forandres eller forsvinder helt. 46

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 7. NATUREN I FORANDRING og anvendes som vinterfoder. For 100 år siden var det nødvendigt at anvende alt det, som jorden gav, for at kunne overleve som landmand. Dette er som regel ikke tilfældet i dag. Resultatet er, at mange af de tilbageværende hedepartier er ved at gro til i selvsåede buske og træer, typisk bjerg-fyr og gyvel. Med tiden vil sådanne hedeområder udvikles til krat, for til sidst at ende som skov. For at modvirke dette på de bedste hedearealer, har Århus Amt flere steder i området foretaget pleje ved at rydde træer og buske og sætte hegn. Derefter kan græssende dyr sikre, at heden fortsat domineres af hedelyng. Havhuse Fjellerup Strand Skovgaarde Hegedal Hedens udstrækning afspejler historisk udviklingen i landbruget. Det bliver tydeligt, når man i et område sammenligner gamle kort med nutidens landskab. (Se figur 7.2). Figur 7.2. Hedens udstrækning de sidste 140 år. Kortudsnittet viser, at udstrækningen af hede har ændret sig markant i løbet af de seneste 140 år. Ændringerne afspejler konjunkturerne i landbruget. Gamle hedeområder (lilla skravering) er i dag tilplantet eller inddraget til sommerhusområder. Enkelte nye heder (lyslilla) er kommet til, hvor landbrugsdriften er opgivet. Hede i 1870 erne Hede i dag Skov i dag By- og sommerhusområde Tustrup Hedelyngen trives på sandjorden. Her sammen med rensdyrlav og fåre-svingel. 47

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 8. FREMTIDEN 8. FREMTIDEN Som det fremgår af de tidligere afsnit i denne rapport, er den natur og det miljø, vi i dag finder i Nordog Midtdjursland, et resultat af det naturgivne grundlag og menneskets påvirkning af dette igennem de sidste i hvert fald 5-6.000 år. Forskellige perioder har sat sine spor, men alle disse spor kan i dag aflæses i større eller mindre grad. Fra bronze- og jernalderbøndernes rydninger, fra 1800-tallets opdyrkning af hederne, tilplantningen af store områder med nåletræ i den første halvdel af 1900-tallet til de store afvandinger af vådområderne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet med Kolindsund som det mest markante eksempel. Det er svært at spå og især om fremtiden, som Storm P. engang formulerede det, og således er det også svært at forudsige, hvorledes menneskets gøren og laden fremover vil påvirke natur- og miljøforholdende i området. En idé om udviklingen kan man få ved at se lidt på de planer og initiativer, der eksisterer på området. Disse vil utvivlsomt få indflydelse Ny skov ved Nimtofte. på udviklingen, i det mindste nogle årtier frem. Skovplantning Det er et officielt erklæret politisk mål at fordoble det danske skovareal i løbet af en trægenera tion. Selv om Nord- og Midtdjursland ikke er underforsynet med skov, hvis der sammenlignes med landsgennemsnittet, ligger en stor del af amtets skov rejsningsområder her (figur 8.1). I alt er der udlagt 6.800 ha til mulig ny skovplantning, hvilket svarer til knap halvdelen af det nuværende skovareal i Nord- og Midtdjursland. Dette afspejler i første omgang, at skovrejsningsområderne fortrinsvis er lagt på de dårligere landbrugsjorder og derfor har fået et vist sammenfald med de særlige drikkevandsområder. Ved den første skovrejsningsplan i Århus Amt, der blev vedtaget i 1991, var der lagt stor vægt på, at det var marginale landbrugsjorder, der blev udlagt. Senere er hensynet til beskyttelsen af drikkevandsressourcerne kommet i fokus, og kortet fig. 1.3 viser, at en stor del af området er udlagt til særligt drikkevandsområde. I de senere år er der i stigende grad lagt vægt på bynære, rekreative skove. Således har Grenaa Kommune planer om plantning af ny skov vest for Grenaa. Interessen for privat skovrejsning fi k med indførelsen af indkomstkompensationen i 1998 et gevaldigt løft. Antallet af ansøgninger i området ligger nogenlunde stabilt omkring 16 årligt, og der er siden 1996 plantet knap 800 ha med tilskud. Den store interesse for skovrejsning blandt private i området ses bl.a. af, at knap 1/3 af alle ansøgninger om udpegning af nye arealer til skovrejsning i forbindelse med Regionplan 2001 kom fra dette område. Hvis det erklærede mål om skovrejsning i Danmark holder, og der stadig er økonomi bag planerne, vil en stor del af de 6.800 ha utvivlsomt være tilplantet med skov om 50 år. VMP II projekter I 1998 vedtog Folketinget Vandmiljøplan II (VMP II). Det var hensigten, at der inden 2003 på landsplan skulle genoprettes 16.000 ha vådområder, for på denne måde at få fjernet 5.600 ton nitratkvælstof fra vandmiljøet. I området er der udlagt ca. 2.150 ha til VMP II områder de største beliggende omkring Ryom Å, Skodå og Treå. Etablering af et vådområde som en del af Vandmiljøplan II kræver normalt, at områdets naturlige bakterieflora kan fjerne op til 500 kg kvælstof/ha fra vandet. 48

NATUR OG MILJØ I NORD- OG MIDTDJURSLAND 2000 8. FREMTIDEN Langs Treå i Hemmed Kær har der været lavet forundersøgelser med henblik på etablering af våde enge på et ca. 370 ha stort område. Formålet med projektet var dels at mindske kvælstofudvask ningen til havet, dels at genskabe mere naturlige vandstandsforhold i området og på denne måde øge arealets værdi som levested for dyr og planter. Projektet måtte imidlertid opgives i denne omgang, da prisen ville blive ca. 7.000 kr. for høj pr. ha. Projektets gennemførelse ville have krævet, at der skulle findes yderligere godt 2,5 mio. kr., hvilket ikke var muligt. Udbyhøj Inge På de lavtliggende arealer langs Skærvad Å mellem Kirial og Enslev har amtet ligeledes undersøgt rslev Å mulighederne for at etablere våde enge. De tekniske forundersøgelser i området viste, at et projekt ville kunne gennemføres inden for rammerne, men planerne måtte desværre skrinlægges på grund af svigtende interesse fra lodsejerside. Det skal nævnes, at Kolindsund i en tidlig fase af arbejdet med at udpege VMP II områderne var inde i billedet. Fra lodsejerside var der dog så megen modstand mod, at det relativt store, intensivt dyrkede område blev udpeget, at politikerne valgte at se bort fra det. Figur 8.1. Skovrejsningsområder og VMP II områder. Treå set fra syd. I det fjerne ses Bønnerup og Hevring Bugt. Treå er blevet udrettet og uddybet fl ere gange for at forbedre den landbrugsmæssige anvendelse af de lavtliggende arealer. Foto: Erik W. Olsson Bønnerup Strand Lystrup Strand Fjellerup Strand Bønnerup Hevring Å Treå Ørsted Allingåbro Auning Mørke Vivild Gjesing Pindstrup Ryom Hevring Å Thorsager He vri ng Bæk Løvenholm Langsø Ryomgård 0 5 10 15 km Å Vallum Sø Korup Å Fjellerup Nimtofte Nimtofte Å Kolind Mårup Å Dystrup Sø Ramten Sø Midtkanal K olind Koli nd sund Ørum Ørum Å sund No Sydkanal Skodå Hemmed Bæk Glesborg rdkanal Lyngby Trustrup Villersø Bæk Kirial Skærvad Å Vegge Enslev rslev Å Grenåen Ålsø Gjerrild Bugt Voldby GRENAA Skovrejsningsområde Ålsrode Område, hvor skovtilplantning er uønsket Skov Øvrigt område Muligt vådområde VMP II Delvist vanddækket område Muligt vådområde VMP II Engareal 49