GRUNDLOVSTALE 2015 I dag for 100 år siden fik Danmark en ny grundlov. Med den fik kvinder og tjenestefolk uden egen husstand stemmeret. Tænk engang. (Smil.) Det var en milepæl i udviklingen af det dengang stadig spæde demokrati. Og et vigtigt skridt frem mod et mere ligeværdigt samfund, hvor det enkelte menneske blev anerkendt som medborger uanset køn, beskæftigelse og økonomi. Jeg bliver helt stolt af at være dansker. Det var progressivt. I Schweiz fik kvinderne først stemmeret i 1971. Men ligeværdigheden var selvfølgelig ikke en realitet med det. Samfundet var stadig skævt indrettet. Livsmulighederne ulige fordelt. Der skulle gå endnu små 50 år før det kom så vidt, at borgere, der modtog fattighjælp, fik lov til at stemme. Det blev først vedtaget i 1961 - samtidig med at vi gik i gang med at opbygge det velfærdssamfund, som det store flertal af befolkningen i dag hylder og støtter. Det moderne velfærdssamfund hylder lighed. Det er en helt central målsætning, at alle uanset herkomst skal have lige muligheder for det gode liv. Det er ingen tilfældighed. Opbygningen af de moderne velfærdssamfund tog for alvor fart i de industrialiserede lande efter Anden Verdenskrig. Læren fra krigen og den økonomiske depression, der gik forud, var, at udbredt social nød kan bane vej for totalitære regimer og føre til krige med katastrofale konsekvenser. For at forhindre en gentagelse tog USA blandt andet initiativ til at etablere FN, som i 1948 vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. I den blev det fastslået, at alle mennesker er født lige og frie, at alle derfor har ret til at deltage i sit lands styre, men har også krav på en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt. Med de historiske ord, underskrevet af dengang 48 nationer, blev velfærdssamfundet de facto en menneskeret. Alle borgere har ret til social tryghed.
Spørgsmålet blev derfor ikke så meget, om vi skulle have et velfærdssamfund, men snarere, hvordan det skulle indrettes for at levere de bedste resultater i form af velstandsudvikling og velfærdssikring for alle. Og fordi alle demokratiske velfærdssamfund tager afsæt i en markedsøkonomi, skal de mål opfyldes i både samarbejde og konkurrence med andre lande. I 1960erne lagde vi i Danmark fundamentet for et velfærdssamfund, der netop hyldede ligeværdigheden, som udtrykt i FNs Menneskerettighedserklæring. I dag tager vi det som en selvfølge, at alle borgere har de samme rettigheder, uanset om vi har været mere eller mindre heldige med livet, og adgang til hjælp fra fællesskabet, når vi har brug for det. Vi har bygget et demokratisk velfærdssamfund, som er blandt verdens mest lige, og tilmed rigeste. Og de to ting hænger sammen. Når vi sørger for, at flest mulige kan udleve deres potentiale, så bliver økonomien også stærkere, fordi vi forfølger vores interesser og drømme, og bidrager til fællesskabet. Mange ude i verden ser med beundring og nogle gange misundelse på det samfund, vi har bygget. Men og her kommer pointen - jeg er kommet i tvivl, om vi nu også rent faktisk leverer på målsætningen om, at alle skal have muligheden for et godt og værdigt liv. Jeg ser stadig flere eksempler på, at vi straffer samfundets svageste, fratager dem rettigheder eller pålægger dem krav, som vi ikke anvender over for de velstillede borgere. Jeg kan frygte, at vi langsomt er ved at rulle udviklingen tilbage i handling, mens vi stadig hylder velfærdssamfundets målsætning i ord. Lad mig komme med et par eksempler fra børneområdet. 1. Vi oplever lige nu et borgerligt forslag om at nedsætte den kriminelle lavalder til 12 år. Formålet er at levere konsekvens over for børn, der ikke har fået det med hjemmefra. Altså typisk børn, der er vokset op i socialt udsatte hjem. Det er for mig at se et eksempel på, at vi begynder at skelne mellem udsatte børn og almindelige børn. Vi ved, at børn med tidlig straffeattest har sværere ved at klare sig i livet, end børn uden, så forslaget forstærker de udsatte børns udsathed. 2. Vi oplevede en episode, som blev vist i tv, hvor en plejemor med et knæ i nakken på en plejedreng skriger ham ind i hovedet i flere minutter uden at drengen har en chance for at slippe væk. Hvis det var foregået i en SFO, var pædagogen blevet rullet i tjære og fjer. Det var blevet
stemplet som et uacceptabelt overgreb. Men fordi det var et udsat barn, handlede diskussionen udelukkende om, hvorvidt det var en lovlig eller ulovlig magtanvendelse. Plejemoren er i øvrigt stadig plejemor for drengens søskende. 3. Folketingets ombudsmand har i øvrigt nedsat et udvalg, der skal se på magtanvendelser på anbragte børn. I den forbindelse har Socialpædagogernes Landsforening ytret ønske om øgede beføjelser. Altså at kunne gå længere med at bruge fysisk magt overfor de anbragte, socialt udsatte børn. Ville det være muligt at foreslå i en folkeskole? Næppe. Hvorfor går vi stadig hårdere til samfundets svageste? Hvorfor vælger vi i stigende grad at sparke nedad? Jeg kan frygte, at noget af svaret ligger i den måde, vi har indrettet demokratiet på. Vejen til den politiske magt går i dag gennem den store, brede og velbjergede middelklasse, som netop er resultatet af velfærdssamfundet. Rigtigt mange har evnet at udnytte de muligheder, som velfærdssamfundet sikrer, til at uddanne sig og på et meget velorganiseret arbejdsmarked få et job med god løn og andre goder. De fattige fylder langt mindre, end middelklassen og stemmer ofte ikke. Derfor bliver de uinteressante som politisk valuta. Det var faktisk præcis derfor, jeg valgte at gennemføre demokratikampagnen Stemmer på Kanten op til kommunalvalget i 2013. Kampagnen havde til formål at mobilisere de fattige og udsatte stemmer. Eksperterne sagde, at det var nyttesløst. De sagde, at valgdeltagelsen blandt socialt udsatte borgere var faldet i tre årtier, og at det ikke ville ændre sig. Men det gjorde det. Faktisk steg stemmeprocenten blandt kontanthjælpsmodtagere med 28 pct. Over tredive års trend blev brudt. Fordi, når man henvender sig til de udsatte i samfundet ligeværdigt og rent faktisk interesserer for, hvad de har på hjerte, så melder de sig ind i demokratiet. Og bidrager i processen til bedre løsninger på vores sociale udfordringer med den værdifulde livserfaring, de har. Der er i øvrigt ingen politikere, der i forbindelse med Folketingsvalget har henvendt sig for at høre om, hvordan man etablerer en dialog med de udsatte borgere og involverer dem i en valgkamp, som i det store hele ignorerer dem. Tankevækkende, ikke?
Vi kunne gøre meget mere for at løfte de mest udsatte i vores samfund over i en tilværelse, hvor de udfolder deres engagement og får et godt liv. Vi har bare ikke indrettet velfærdssystemerne på en måde, så de får den rette hjælp. Vi siger, at vi ikke har råd. Faktum er, at vi hvert år udbetaler over 600 milliarder skattekroner til hinanden i sociale ydelser. Det er en tredjedel af BNP, Danmarks samlede årlige indkomst. Det virker generøst. Problemet er bare, at kun 80 milliarder af de kroner er målrettet de socialt udsatte. Resten de 520 milliarder går til middelklassen. Vi har altså indrettet velfærdssamfundet sådan, at det først og fremmest servicerer middelklassen. Når vi så samtidig siger, at vi ikke har råd til at hjælpe de fattigste mere og hjælpe dem på måder, der virker, så fungerer velfærdssamfundet i min optik på bekostning af de socialt udsatte, og ikke for de udsatte. Det var ikke målsætningen. Og jeg frygter, at det kan blive værre endnu fremover. I takt med, at vi får stadig flere ældre i samfundet, så vil konkurrencen om de offentlige ressourcer kun skærpes. Den konkurrence taber de svageste let. Så i en tid, hvor betingelserne for at klare sig på arbejdsmarkedet kun bliver skrappere, hvor kravene til den enkelte om uddannelse og arbejdsevne stiger, skærer vi i støtten til de svageste i samfundet på bekostning af de ydelser, politikerne insisterer på at levere til middelklassen for at sikre sig deres stemmer. Man kunne stramme det og sige, at vi åbenbart er klar til at ofre de svageste i samfundet for at sikre middelklassens velerhvervede velfærdsgoder. Man kan skyde skylden på politikerne. Men er det nu også helt fair? En befolkning har som bekendt de politikere, den fortjener. Når politikerne kan se, at der er stemmer og politisk indflydelse i at sparke nedad på de svageste for at tækkes middelklassens frygt for at miste noget, så gør de jo bare, hvad enhver virksomhed gør hver dag på markedspladsen: De orienterer sig mod, hvad de købestærke kunder efterspørger og ignorerer de andre. Nu var hverken demokratiet eller velfærdssamfundet tænkt som en markedsplads, hvor den stærkeste overlever og fanden tager resten. Jeg synes ikke, at vi kan være det bekendt. Jeg kan være nervøs for, hvor det bringer os hen. Og hvad det gør ved vores menneskesyn, hvis vi lader stå til. Så hvad kan vi gøre? Tja, når vi nu kan have svært ved at huske ligeværdigheden i hverdagen, så må vi jo sætte den i system, så vi ikke kommer til at glemme den. En måde at gøre det på er ved at gøre det lovpligtigt for alle kommuner at oprette et
Udsatteråd, hvor de socialt udsatte borgere har sæde og høringsret på nye forslag og beslutninger, der vedrører dem. Og hvorfor ikke vetoret? Så er der ingen chance for, at vi kommer til at glemme samfundets svageste. Mon vi kan finde et flertal for et sådant forslag? Well, det er i dag lovpligtigt på handicapområdet. Så det er ikke umuligt. Men er det realistisk? Næppe. Jeg tror, det er det, man kan kalde et ledigt politisk standpunkt. Med det vil jeg ønske jer alle god grundlovsdag. Tak, fordi jeg måtte komme.