Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris

Replique, 2. årgang 2012 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 Munch & Lorenzen

De borgerlige i garnet VELFÆRDSSTATEN Det 20. århundredes politiske historie er historien om Socialdemokraterne, der gik fra arbejderparti til velfærdsparti og tog de borgerlige med sig. Af Nikolaj Bøgh VELFÆRDSSTATENS FØDSEL I skrivende stund kæmper Socialdemokraterne med meningsmålinger, som er så dårlige, at man skal bag om det 20. århundrede for at finde tilsvarende lave stemmetal. Det 20. århundrede var Socialdemokratiets århundrede, det bliver det 21. århundrede efter alt at dømme ikke. Men mellem årstallene 1900 og 2000 finder vi en periode, hvor Socialdemokratiet til gengæld har været ekstremt dominerende i dansk politik, og hvor en stor del af den politiske virksomhed i Danmark har centreret sig om at håndtere de socialdemokratiske idéer om den samfundsopbygning, som fra omkring 1950 i stadig stigende grad udkrystalliseredes i det, vi i dag kender som velfærdsstaten. En samfundsmodel, som i den danske udformning i høj grad er kendetegnet ved generøse, universelle dvs. retsbaserede og ikke optjeningsafhængige - offentlige ydelser. Disse offentlige ydelser forsøger i dag bl.a. - mere end 1 mio. danskere i den arbejdsdygtige alder. Det er en politisk udfordring af de store, ikke mindst koblet med realiteterne i en globaliseret verden, hvor store befolkningsgrupper ad forskellige veje opnår større og større mobilitet, og med en række produktionsvilkår, der gør Danmark til et af de EU-lande, som har den svageste konkurrenceevne. Hvordan den udfordring skal håndteres, er en kilde til heftige politiske diskussioner i disse år. Men hvordan kom det egentlig der til, at den danske og socialdemokratiske velfærdsmodel blev så dominerende, som den nu gjorde? Udviklingen var ikke givet på forhånd, alene illustreret ved det faktum, at de fleste andre nordeuropæiske lande valgte en anden vej med langt større vægt på forsikringselementer i forsørgelsesordningerne, og at den såkaldt skandinaviske velfærdsmodel i virkeligheden først og fremmest er et dansk og et svensk fænomen. Hvordan man end vender og drejer det, så er velfærdsstatens opbygning en politisk bedrift af de store. Det er det ikke mindst fordi Socialdemokratiet i Danmark i modsætning til f.eks. i Sverige aldrig havde flertal i Folketinget. Heller ikke sammen med den øvrige venstrefløj, når man ser bort fra Det røde kabinets kaotiske periode fra 1966-68, hvor Socialdemokratiet og SF for første og hidtil eneste gang havde flertal i Folketinget sammen. Et helt afgørende succeskriterium for de socialdemokratiske velfærdsideologer var derfor, hvordan man fik de borgerlige partier med på velfærdsidéerne. Gennem mange år eksisterede der en mere eller mindre fast etableret alliance mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, men de to partier havde som oftest heller ikke flertal sammen, og faktum er, at det lykkedes for Socialdemokratiet i de fleste tilfælde at få de borgerlige partier til at Side 89

stemme for de enkelte elementer i velfærdsudbygningen. Som udgangspunkt under protest, men efterhånden mere og mere velvilligt - periodevis sågar med de som udgangspunkt stærkt velfærdskritiske partier Venstre og Konservative ved regeringsmagten. Hvordan det lod sig gøre, er både en historie om holdninger og strategi i Socialdemokratiet og om holdninger og strategi hos de borgerlige. I denne artikel vil træk af dette egentlig meget opsigtsvækkende politiske forløb blive beskrevet. ARBEJDERPARTIET Velfærdsstaten, sådan som vi kender den i dag med et omfattende system af universelle ydelser, eksisterede ikke som politisk projekt for Socialdemokratiet fra partiets begyndelse. Partiet gik ind for en forbedring af den sociale standard inden for en række punkter, men baseret på trang, og ikke på universelle kriterier. Pligter og rettigheder hang tæt sammen, partiet var tæt sammenvævet med fagbevægelsen, og havde først og fremmest fokus på forbedring af arbejdernes lønmodtagernes kår. En stor stat og en høj skattebetaling var absolut ikke noget mål i sig selv for de gamle socialdemokrater, men blev tværtimod set som en af det borgerlige samfunds undertrykkelsesmekanismer. I det i dag glemte 3. vers af socialistsangen Internationale sang fortidens socialdemokrater af fuld hals med på linjen Vi knuges under stat og love/vi flås af skattens skarpe klo. Det betød naturligvis ikke, at der ikke var store samfundsforandringer på den politiske ønskeseddel, men de rettede sig i langt højere grad imod overtagelse af kontrollen med produktionsmidlerne, og slet ikke imod statens vækst og overtagelse af stadig flere samfundsopgaver. Som udgangspunkt ønskede Socialdemokratiets mere ideologiske kræfter ikke at påtage sig regeringsmagten, før partiet havde flertal alene. Partiets socialistiske udgangspunkt indeholdt selvom man aldrig var et revolutionært parti en kompromisløshed, som ønskede et fuldstændigt opgør med det borgerlige samfund, der kun kunne finde sted, hvis partiet havde magt til at gennemtvinge forandringer uden de kompromisser med et eller flere borgerlige partier, som var nødvendige, hvis man ikke besad flertallet alene. Overfor dette synspunkt, som havde været det dominerende i partiets tidlige årtier, stod en mere pragmatisk linje, introduceret af partiets formand P. Knudsen, men først og fremmest ført ud i livet af Thorvald Stauning, som blev formand for partiet i 1910. Han kæmpede hårdt for at han selv skulle indtræde som partiets repræsentant som minister uden portefølje i den radikale regering i 1916, som blev udvidet til en slags samlingsregering, der havde til formål at styre landet velbeholdent gennem krigen. I den periode, Stauning her fungerede som minister, fra 1918 også med ressortansvar for Indenrigsministeriets sociale sager, fik han vænnet partiet til regeringsdeltagelse, og kunne få år efter veksle Socialdemokratiets store fremgang til regeringsledelsen 1924-26 og den lange SRregeringsperiode 1929-42. Den store velfærdsbedrift under Staunings regeringsledelse var Kanslergadeforliget i 1933, der som et centralt element havde K.K. Steinckes socialreform, som

REPLIQUE 2. årg. s. 89-95 De borgerlige i garnet Af Nikolaj Bøgh bl.a. samlede de eksisterende regler om aldersrente, sygekasse, invaliderente og arbejdsløshedsunderstøttelse samlet i et lovkompleks, samtidig med at hjælpen blev udvidet på forskellige punkter, men fortsat ud fra klare trangskriterier og i overvejende grad baseret på et forsikringsprincip. Kanslergadeforliget omfattede Venstre, mens de konservative holdt sig udenfor, og det blev i samfundet og efterfølgende vurderet som det store socialdemokratiske gennembrud i retning af at få borgerlig accept af en grundlæggende socialdemokratisk linje. Steinckes socialreform var først og fremmest et produkt af 30 ernes økonomiske krise, som førte over i 2. verdenskrig og den krise- og mangelpolitik, som dominerede de første efterkrigsår. Her var der hverken råd eller lyst til at tænke i velfærd i moderne forstand, men først og fremmest i en økonomisk politik, som kunne afbøde fremtidige kriser og en socialpolitik, som kunne afhjælpe følgerne af de udsving i samfundsøkonomien, som var umulige at undgå. Socialdemokratiets efterkrigstidsprogram Fremtidens Danmark fra 1945, der havde den senere så berømte cand.polit. Jens Otto Krag som hovedskribent, var således heller ikke i modsætning til hvordan det ofte lidt overfladisk bliver fremstillet - en manual for velfærdsstaten, men i langt højere grad et program som sigtede imod øget statsstyring af økonomien med mange former for både direkte og indirekte indgriben. Tildels i form af konjunkturudjævnende/keynesianistiske tiltag i form af offentlige investeringer, men også nogle i vore dages øjne ret vidtgående tanker om direkte statslig involvering i produktionen. Den ganske venstreorienterede og planøkonomiske tankegang i Fremtidens Danmark hang også sammen med en socialdemokratisk frygt for at blive udfordret for kraftigt af Danmarks Kommunistiske Parti, som med et kraftigt rygstød fra modstandskampen stod klar til at udfordre det store arbejderparti. FREMGANG OG VELFÆRD Dansk politik vendte hurtigt tilbage til normalen efter besættelsen, og der blev ikke meget ud af de mere vidtgående socialistiske eksperimenter i Fremtidens Danmark. En væsentlig del af politikken i de første efterkrigsår drejede sig om at få afviklet de rationeringer og andre snærende bånd på dagliglivet, som krise og krig havde ført med sig, og statens ressourcer var små i det mangelsamfund, som kom ud af besættelsestidens skygge. Men krisetiden blev i løbet af 50 erne gradvist afløst af økonomisk fremgang, og dermed var der åbnet for en helt ny epoke i dansk politisk historie, hvor anvendelsen af den forbedrede økonomi til fælles velfærdsformål pludselig kom i centrum. De første detaljerede planer for den fremtidige velfærdsstat blev udtrykt i det nye socialdemokratiske arbejdsprogram Vejen til fremskridt, som blev udarbejdet op til valget i 1953, og som bl.a. indeholdt forslag om indførelse af en generel folkepension til alle ældre, og som desuden sigtede imod en generel forbedring af niveauet og ændret organisering af bl.a. børnetilskud, sygedagpenge, hjælp til invalide og dagpenge. Side 91

De nye socialdemokratiske velfærdsidéer kom til at spille en ganske stor rolle under de to valgkampe i 1953, som var en følge af grundlovsændringen, og var givetvis med til at sikre socialdemokraternes overtagelse af regeringsmagten fra Venstre og Konservative, som indvarslede den 15 år lange ubrudte periode under socialdemokratisk regeringsledelse fra 1953 til 1968. Det var i disse 15 år, at de grundlæggende træk i den socialdemokratiske velfærdsmodel blev fastlagt, og det var i denne periode de borgerlige partier for alvor blev en del af velfærdsudviklingen tilmed i en sådan grad at den nominelt borgerlige VKR-regering, der efterfølgende sad fra 1968-71, i meget betydeligt omfang fulgte op på de socialdemokratiske idéer med en meget markant vækst i det offentlige forbrug og i beskatningsniveauet. FOLKEPENSIONEN OG DE BORGERLIGE Den gryende velfærdsstat udgjorde som udgangspunkt en langt alvorligere politisk udfordring for de borgerlige partier end den upopulære krisepolitik havde gjort. Mange potentielle V og K-vælgere hørte til de små i samfundet i by og på land, og havde egentlig interesse i at få adgang til ydelser fra det offentlige, også selvom de måske helt nøgternt selv havde kunnet forsørge sig. Så selvom det borgerlige først og fremmest konservative ideal fortsat var et samfund, der bygger på den enkeltes ansvar for sig og sine, forbundet med friheden til at vælge erhverv, forbrug og retten til at høste frugterne af egen indsats (Poul Møller), så havde man fra det første store velfærdsslag folkepensionsforhandlingerne svært ved at finde sine ben, og ikke mindst svært ved at finde fodslag mellem V og K, hvor V (ihukommende erfaringerne fra Kanslergadeforliget) altid hørte til de pragmatiske, mens K som udgangspunkt hørte til de principfaste velfærdskritikere. De to partiers skæbne var imidlertid altid tæt sammenvævet, og den dominerende erfaring var, at en splittelse af V og K var den sikreste garanti for socialdemokratisk politisk dominans. Forslaget om folkepension, som var den første af den danske velfærdsstats universelle ydelser, var blevet udtænkt af partiets førende økonomiske idémager Viggo Kampmann, som hørte til den samme tradition af venstreorienterede cand.polit er som Jens Otto Krag. De socialdemokratiske ledere havde indtil da altid haft solid rod i arbejderbevægelsen og klassen, og havde kun i ringe grad været optaget af de mere teoretiske samfundskonstruktioner, som prægede den første store polit-generation i partiet, hvoraf Kampmann og Krag var de fremmeste. De klassiske socialdemokratiske ledere som Hans Hedtoft og H.C. Hansen var ikke velfærdsstatsideologer og var langt mere optaget af de konkrete daglige forbedringer for lønmodtagerne og i stigende grad for hele den danske befolkning. Navnlig H.C. Hansen stod for et bredt folkeligt socialdemokrati, som ikke var synderligt socialistisk, og som fortsat bestemt ikke så en høj beskatning og en stor offentlig sektor som et mål i sig selv. H.C. Hansen yndede selv at citere Jeppe Aakjær, som præcist havde indfanget den samfundsvision, der også var hans: Danmark er et lidet land/ Strakt fra nord til sønder,/ Har dog brød til alle mand,/ Købstadsfolk som bønder, og

REPLIQUE 2. årg. s. 89-95 De borgerlige i garnet Af Nikolaj Bøgh den mandolinspillende partiformand hørte så udpræget kulturelt hjemme i en klassisk folkelig arbejderkultur med sans for betydningen af de små, daglige forbedringer af levevilkårene. Folkepensionsforslaget mødte voldsom kritik fra konservativ side, hvor man så det som de indledende manøvrer til at skabe et samfund, hvor staten gradvist ville overtage forsøgelsesansvaret for en større og større del af befolkningen, finansieret ved en stadigt mere lammende skattebetaling. En ganske modig men forbavsende korrekt forudsigelse på et tidspunkt, hvor Danmark var et lavskatteland, sammenlignet med hovedparten af de øvrige vestlige lande, og hvor beskatningsniveauet lå på 14 pct. af nationalindkomsten, sammenlignet med f.eks. 21 pct. i Sverige og USA. At holde sig helt ude af forhandlingerne om folkepensionen var imidlertid alt for risikabelt, set i lyset af det som udgangspunkt populære tema, og såvel V som K indtrådte i den folkeforsikringskommission, som forberedte forslaget om indførelse af folkepensionen. Navnlig de konservative søgte dog efter bedste evne at tilføre det socialdemokratiske folkepensionsforslag nogle af de principper, som man ønskede samfundet fortsat skulle bygge på, herunder ikke mindst, at det fortsat skulle være behovet, der var afgørende for, hvem der kunne få offentlige ydelser, og at opsparingsmulighederne for de ældre skulle øges og ikke undergraves af en for let adgang til offentlige ydelser. Da den socialdemokratiske regering sidst i 1955 fremsatte sit forslag om indførelse af folkepension, skulle den imidlertid gives til alle, uanset deres indtægt eller formue. Den konservative Poul Møller mente stadig, at en accept af folkepensionen ville være at styre ind på en vej, der uvægerligt vil føre til, at statens pligt til at forsørge alle gamle knæsættes. Regeringens forslag var på forhånd sikret radikal støtte, og Venstre markerede sig ikke længe efter også som tilhænger af folkepensionen, da en stor del af partiets vælgere på landet ikke havde nogen alderdomsopsparing og fordi man i Venstres bagland i høj grad så folkepension som vejen til en ligestilling mellem de offentligt ansatte, som havde deres statspension, og de selvstændige på landet, som havde meget vanskeligt ved at spare op til alderdommen. Til den konservative Erik Ninn-Hansen forklarede Venstres leder Erik Eriksen om Venstres holdning til folkepensionen: Det er heller ikke fordi, jeg er særlig stolt af det. Men tænk nu på mine vælgere. De får besøg af landposten, der har sin pension. Men gårdejerne, de har ingen pension. Venstres positive indstilling gjorde de konservative meget bekymrede. I en situation, hvor der ikke var nogen støtte at hente i Venstres folketingsgruppe, måtte de konservative nødvendigvis nøje overveje de konsekvenser, det ville have, hvis den borgerlige opposition blev splittet i en sag, der havde så stor folkelig opbakning og opmærksomhed. Det ville kun gavne regeringen. Side 93

Efter en længere politisk armlægning blev de to partier enige om et fælles standpunkt, som gik ud på, at folkepensionen skulle gives til alle, hvilket var en indrømmelse til Venstre. Til gengæld skulle den gøres indkomstafhængig og efterhånden nedtrappes til et meget lavt mindstebeløb og suppleres med indførelse af en indeksreguleret (altså inflationssikret) alderdomsopsparing og en enkepension som en indrømmelse til de konservative. Det lykkedes at få socialdemokraterne til at acceptere de borgerliges fælles krav, da regeringen var meget interesserede i at opnå et bredt forlig om folkepensionen, hvor i hvert fald Venstre meget gerne skulle være med. De konservative måtte derefter erkende, at kampen for at undgå, at der skulle gives folkepension til alle ikke var lykkedes, og at den endelige folkepensionsmodel var blevet væsentligt dyrere end den model, man havde kæmpet for. Men folkepensionen ville være blevet gennemført under alle omstændigheder, og det var trods alt lykkedes at få sat vigtige konservative fingeraftryk på forliget, navnlig i forhold til incitamenter til at fremme opsparingen. LINJEN LAGT Forløbet omkring folkepensionens indførelse kom i store træk til at indvarsle de efterfølgende årtiers stadig stærkere velfærdsudbygning. Ikke mindst i årerne efter 1958 blev landet præget af stor økonomisk vækst, hvilket øgede mulighederne for at foretage en stadig og mere omfattende udbygning af velfærdsstaten, og som banede vejen for sygelønsordning (1960), invalideforsikring (1965), og et gradvist stærkt stigende dagpengeniveau under den lange socialdemokratiske regeringsperiode. I store træk alt sammen vedtaget også med borgerlige stemmer efter mindre justeringer, trods hyppige indledende sværdslag. Efter valget i 1968 fik de borgerlige igen mulighed for at komme tilbage til regeringsmagten efter at samarbejdet mellem S og SF under Det Røde Kabinet havde sprængt SF i stumper og stykker og slået store skår af Socialdemokratiets troværdighed. Velfærdspolitisk set fortsatte de borgerlige partier stort set blot den kurs, de gennem det foregående årti var blevet vænnet til at følge med gradvise udvidelser i den offentlige sektor i takt med den økonomiske vækst i samfundet men dog uden store nye forsørgelsesordninger. Den borgerlige kurs var her også betinget af, at Det Radikale Venstre, som de skyldte deres regeringschancer, var og blev en trojansk hest for de socialdemokratiske velfærdsvisioner, trods partiets ofte hævdede hang til økonomisk ansvarlighed. VELFÆRDSSTATEN MOD NUTIDEN Da Socialdemokratiet efter VKRregeringens lidet succesfulde mellemspil kom tilbage til magten i 1971, gennemførtes straks en større reform af dagpengeordningen ved sygdom og en sygesikringslov, der afskaffede de gamle sygekasser og gjorde sygesikringen offentligt finansieret. De mange nye forsørgelsesordninger blev afsluttet med bistandsloven (1974), vedtaget af et enigt folketing, og nok den væsentligste enkeltårsag til vore dages store antal offentligt forsørgede. Kombineret med en voldsom vækst i

REPLIQUE 2. årg. s. 89-95 De borgerlige i garnet Af Nikolaj Bøgh det gratis uddannelsessystem, børnepasning, sundhedsvæsen etc. førte udviklingen til en dramatisk vækst i antallet af offentligt ansatte og til et skattetryk i det tidligere lavskatteland, som efterhånden endte med at sætte verdensrekord. Historie kan både handle om, hvorfor en bestemt situation udviklede sig, som den nu gjorde, og om, hvad der kunne have været af alternativer. Velfærdsstatsudviklingen var ikke givet på forhånd. Den socialdemokratiske succes med at gennemføre projektet kan således i høj grad tilskrives en kombination af en mere ideologisk konstrueret velfærdsmodel kombineret med en pragmatisk politisk linje, som satsede på alliancer med de borgerlige partier for at opnå en langsigtet accept af målene med velfærdsstatsopbygningen, betalt med få og små justeringer og modydelser. Side 95