TROENS TRÆ
ISRAEL INDHOLD Tekst: ORLA BORG. Illustration og layout: RINA KJELDGAARD PARADIS Side 13 DOMMEDAG Side 12 DEN KRISTNE TRO Side 9 DEN JØDISKE TRO Side 10 DEN MUSLIMSKE TRO Side 11 MOSES Side 8 ABRAHAM Side 7 SYRIEN Beirut Bagdad MIDDELHAVET IRAK SYNDEFALDET Side 6 Jerusalem SINAI JORDAN Ur SAUDI-ARABIEN EGYPTEN DET RØDE HAV Medina Mekka FORORD Side 3 SKABELSEN Side 4 KORT Side 5
FORORD Tro fylder mere og mere i debatten i Danmark. Den ene dag diskuterer man en præst i den danske folkekirke, som offentligt har udtalt, at han ikke tror på Gud. Den næste dag drejer debatten sig om, hvorvidt der må være fælles muslimsk fredagsbøn på et gymnasium, hvis der bliver fremført ekstreme religiøse synspunkter. Den tredje dag er samtaleemnet en episode, hvor en underviser med jødisk baggrund er blevet overfaldet på gaden, fordi han har læst op af Koranen i en lektion på et universitet. Hver dag bringer nye eksempler på problemer, konflikter og kultursammenstød, der har deres udgangspunkt i menneskers fortolkning af religioner. Men hvad ved man egentlig om baggrunden for de tre store mellemøstlige religioner, som nu i stigende grad mødes i Danmark: JØDEDOMMEN, KRISTENDOMMEN, ISLAM. Hvad har de til fælles? Hvor adskiller de sig fra hinanden? Hvordan opfatter de hinanden? I en tid med voldsomme religiøse brydninger er målet med Troens Træ at give nogle af svarene på disse spørgsmål. NOTE: Oplysningerne er blandt andet kommet til veje på baggrund af samtaler med repræsentanter for henholdsvis jødedommen, kristendommen og islam i Danmark: Overrabbiner i Danmark, Bent Lexner, biskop i Haderslev, Niels Henrik Arendt, og imam på Nørrebro i København, Fatih Alev. Der tages forbehold for, at der her er tale om en meget stærkt simplificeret fremstilling af de tre religioner. Den begrænsede plads giver ikke mulighed for beskrivelse af det omfattende antal nuancer, der findes inden for hver enkelt religion. SIDE 3
SKABELSEN Det fælles udgangspunkt Jø Jødedommen, kristendommen og islam har det til fælles, at de alle er monoteistiske religioner. Man tror kun på én Gud. I alle tre religioner er det Gud, der har skabt verden, og det er sket over seks dage. Dog kan det - i alle tre religioner - også tolkes således, at skabelsen er sket over seks tidsperioder. Alle tre religioner har deres oprindelse i Mellemøsten. Jødedommen og kristendommen har deres udgangspunkt i det landområde, der i dag udgør Israel. (Se kort.) Islam opstod i Mekka og Medina i det område, der i dag er Saudi-Arabien. (Se kort.) I de tre religioner er der tale om en Gud, der kommunikerer med mennesker. I jødedommen taler Gud direkte til det jødiske folk. Han griber flere gange aktivt ind i historien, for eksempel ved at skille vandene, så jøderne kan undslippe Faraos soldater under flugten fra Ægypten. I kristendommen taler Gud primært til mennesket igennem sin søn, Jesus Kristus. Han opfattes som en kærlig Gud, der tilgiver og lader sin søn påtage sig menneskets synder. I islam er der sat et stort, afgørende skel ind mellem Gud (Allah) og mennesket. Allah taler godt nok til mennesket, men han træder ikke ind i menneskets verden. Der er en knivskarp skelnen mellem skaberen, Allah, og det skabte, mennesket. Mennesket skal underkaste sig Allah. SIDE 4
KORT De tre monoteistiske religioner opstår alle i dette område i Mellemøsten Beirut MIDDELHAVET ISRAEL Jerusalem SYRIEN JORDAN IRAK Bagdad Ur MUHAMMED - får sine åbenbaringer fra Gud i ørkenen ved Mekka. Grundlægger islam i Mekka og Medina. JESUS - fødes i Bethlehem. Prædiker i bl. a. Galilæa. Dør i Jerusalem. SINAI SAUDI-ARABIEN MOSES - får Guds åbenbaringer og De Ti Bud i Sinai-ørkenen og fører jøderne frem til Kanaans land - det nuværende Israel. EGYPTEN DET RØDE HAV Medina Mekka ABRAHAM - som er en central figur i alle tre religioner - fødes i Ur og rejser til Hebron og Beersheba. SIDE 5
SYNDEFALDET Det fælles udgangspunkt Her adskiller de sig fra hinanden J Islam I alle tre religioner skaber Gud de første mennesker i verden, Adam og Eva. I jødedommen og i kristendommen skaber Gud Adam og Eva i Paradisets Have på Jorden. I islam bliver de skabt i himlen, og først efter skabelsen bliver de placeret på Jorden. I alle tre religioner bliver Adam og Eva fristet af Satan til at spise af den forbudte frugt i Paradisets Have. Derefter kommer der et syndefald. Men syndefaldet tolkes forskelligt i de tre religioner. I jødedommen betyder syndefaldet ikke så meget for mennesket. Det er ikke menneskets skyld, at Adam og Eva synder. Det enkelte menneske er født rent. Mennesket skal selv begå fejl for at blive til en synder. Jøder deler derfor ikke Adam og Evas synd, således som de kristne gør det. Men jøderne deler konsekvensen af det, som Adam og Eva gjorde, nemlig at der kommer død, smerte og lidelse ind i livet. I kristendommen tolkes syndefaldet mere alvorligt end i de to andre religioner. Det gentages i hver eneste menneskes liv. Mennesket kender godt Guds vilje, men fristes alligevel af magt og ondskab. Kampen mellem godt og ondt kan ikke vindes af mennesket selv. Gud er nødt til at gribe ind, hvis det onde ikke skal triumfere i menneskets verden. Også ifølge islam er der et slags syndefald, men det er ikke nær så skæbnesvangert. Adam og Eva spiste godt nok af den forbudte frugt, i øvrigt på et sted tæt ved Mekka. Men de bliver tilgivet af Allah. Det opfattes derfor ikke som nogen straf for mennesket at blive anbragt på jorden; det skal tværtimod fungere som en slags forvalter for Allah på jorden og sikre, at hans love bliver fulgt. I islam er mennesket selv herre over det onde. Mennesket kan godt af sig selv vælge at opfylde Guds lov. SIDE 6
ABRAHAM Det fælles udgangspunkt Jø I alle tre religioner spiller beduinen Abraham en afgørende rolle. Han er det første menneske, der begynder at dyrke én og kun én Gud. Abraham - eller Ibrahim i islam - er direkte slægt efter Adam og Eva. Han levede som beduin i Ur i Kaldæa - det nuværende Irak. Han modtager omkring år 1800 før vor tidsregning besked fra Gud om, at han skal få en søn og dermed blive stamfader til et stort folk. Men Abrahams kone, Sara, er gammel og kan ikke længere få børn - tror han. Derfor laver han et barn på slavinden, Hagar. Det er Hagars søn, Ismail, som bliver den, der fører islam videre. Senere føder også Sara en søn, Isak. Han bliver den, der fører jødedommen videre. Men samtidig med, at Abraham er fælles for de tre religioner, bliver det også i opfattelsen af Abraham, at religionerne begynder at skille sig ud fra hinanden. I jødedommen er Abraham den første, der bliver udvalgt af Gud. Gud indgår en pagt med Abraham, som bliver symboliseret ved omskærelsen af sønnen Isak - et ritual, der stadig gælder for jødiske drengebørn i dag. Pagten betyder, at Gud ville holde sin hånd over jøderne som sit udvalgte folk og skænke dem det hellige land, Kanaan, i dag Israel. Ifølge jødedommen forlanger Gud, at Abraham skal ofre sin søn, Isak. I sidste øjeblik hindrer Gud ofringen af sønnen. I islam er det derimod den anden søn, Ismail, som Gud kræver ofret. De kristne tillægger ikke Abraham så stor betydning. Han er først og fremmest et godt eksempel på et menneske, der tror på Gud. Ifølge de kristne er han den person, Gud lavede sin oprindelige pagt med, og han er stamfader til blandt andet Moses, Kong David og Jesus. De kristne mener, at Abrahams pagt senere er blevet afløst af den rigtige pagt, nemlig pagten mellem Jesus og mennesket, der finder sted, når et menneske bliver døbt. De kristne afviser derfor, at jøderne skulle være Guds udvalgte folk. Gud er for alle, mener de kristne. Ifølge islam går der en direkte slægtslinje fra Abraham over Ismail til profeten Muhammed. Der bliver ifølge islam ikke indgået nogen pagt mellem Allah og Abraham, og muslimer tager afstand fra, at der skulle være et særligt udvalgt folk, sådan som jøderne mener. I islam er alle mennesker derimod Allahs stedfortrædere på jorden. Her bliver alt stillet til rådighed for dem. Allah forventer noget til gengæld: Taknemlighed og underkastelse. SIDE 7
MOSES Det fælles udgangspunkt Moses spiller en rolle i alle tre religioner, om end den er meget forskellig. Han er den person, der fører det jødiske folk ud af den landflygtighed, det har levet i i Ægypten. Og han modtager De Ti Bud i Sinai-ørkenen, hvorefter han fører jøderne ind i Det Hellige Land, det nuværende Israel. Jø Moses bliver den samlende figur for det jødiske folk. Det er under hans ledelse, at jødernes hellige bog, Toraen, bliver til. Den indeholder de leveregler og love fra de fem Mosebøger, som bliver det mørtel, der kommer til at binde jøderne sammen. I kristendommen opfattes Moses som den person, der modtager de klare leveregler - De Ti Bud - fra Gud. De kristne føler sig stadig forpligtet på de grundlæggende etiske regler i De 10 Bud. Men de føler sig ikke forpligtet af jødernes mange leveregler. Muslimerne opfatter Moses som en af 25 navngivne profeter i Koranen. Han er tilmed en af de fem profeter, der har fået en skriftlig overlevering af Allahs budskab til mennesket - i form af Moselovene, i islam kaldet Tawrat. Denne Tawrat indeholdt Allahs oprindelige budskab til mennesket, men jøderne forvanskede budskabet, mener muslimerne. SIDE 8
DEN KRISTNE TRO Omkring år 35 i vor tidsregning opstår kristendommen. Så å: Kristendommen bygger på samme udgangspunkt som jødedommen - Det Gamle Testamente med Mosebøgerne - og der er en direkte slægtskæde fra Abraham, Isak og den jødiske Kong David til Jesus. Men kristendommen gør igennem Jesus oprør mod jødedommen og bryder ud. Jesus gør oprør mod den daværende jødiske tro, som sagde, at blot man opfylder de 613 lovbestemmelser i De Fem Mosebøger, så har man gjort, hvad man skulle. Jesus fortolker Guds hensigt med Moselovene og koncentrerer det i én sætning: Du skal elske din næste, selv hvis næsten er din fjende. Jesu liv og gerninger bliver fældet ned i det, der bliver det centrale i kristendommen: Det Nye Testamente. Men de kristne tror ikke på en bog. De tror på en Gud, der virker i tre forskellige former: Faderen (Gud selv), Sønnen (Jesus) og Helligånden - den såkaldte Treenige Gud. Jesu genopstandelse på Påskedag, hans tilsynekomst for disciplene og deres erfaring af det, de opfattede som Helligånden, markerer den kristne menigheds fødsel. Og de kristne opfatter det således, at de har fået en ny pagt med Gud, når de døber børn og voksne "i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn". JØDERNE De kristne ser på jødedommen som en forhistorie til fortællingen om Jesus. De kristne opfatter jøderne som nogle, der ikke har set lyset, idet de ikke accepterer Jesus som Guds søn. Jødedommen er ifølge de kristne en religion, der er blevet stående ved en opfattelse, som nu er blevet afløst af en anden og rigtig: Den pagt, som jøderne fik med Abraham, er blevet afløst af pagten med Jesus. MUSLIMERNE Kristne opfatter islam som en usand forståelse af, hvem og hvad Gud er. Den er usand, mener de kristne, fordi muslimerne ikke anerkender Jesus som Guds søn. Ifølge de kristne begår muslimerne samme fejl som jøderne ved i udpræget grad at holde fast i nogle stramme lovregler - for muslimernes vedkommende nedskrevet i Koranen - i stedet for at acceptere det overordnede og gennemgående bud om næstekærlighed. Kristendommens hellige bog: Det Ny Testamente. SIDE 9
DEN JØDISKE TRO Så å: Mens kristendommen først opstår omkring år 35 i vor tidsregning og islam omkring år 610, går jødedommen tilbage til omkring år 1800 før vor tidsregning. På dette tidspunkt fik Abraham sine åbenbaringer fra Gud. Kernen i jødedommen er De fem Mosebøger, også kaldet Toraen. Den er givet fra Gud til Moses, der ifølge overleveringen har skrevet det ned omkring år 1200 før vor tidsregning. Den består af 613 lovbestemmelser, som jøderne skal holde for ikke at bryde Abrahams pagt med Gud. Dermed er jødedommen en lovreligion og en ritual-religion. Men loven blev givet til et folk af beduiner, og da levevilkårene ændrede sig, blev der brug for fortolkninger af, hvordan de oprindelige 613 leveregler skulle tolkes i forhold til nye situationer. Derfor opstod den såkaldte Talmud - en mundtlig overlevering, som samles omkring år 500 i vor tidsregning. Tilsammen dækker Det Gamle Testamente en periode fra Verdens skabelse til de sidste profeter omkring år 300 før vor tidsregning. Talmud forklarer, hvorledes man senere har opfattet reglerne, loven og etikken fra Mosebøgerne. Den til enhver tid siddende generation af rabbinere afgør, hvordan nye dele af tilværelsen skal passes ind i forhold til lovens oprindelige ånd. Desuden er jøderne kommet på lang tidsmæssig afstand fra de nedskrevne Moselove, og tilværelsen i et dynamisk samfund har udvandet kravet om overholdelse af lovene. Jødedommen anser ikke sig selv for at være den eneste vej til gud. Også kristne og muslimer kan være berettiget til at få Guds frelse. Det er en af årsagerne til, at der ikke er noget missionerende i jødedommen. Men samtidig er jødedommen den religion, det er sværest at blive optaget i - med mindre man fødes af en jødisk mor. DE KRISTNE Jøder opfatter kristendommen som en jødisk sekt, der har forvokset sig. De afviser tanken om, at Jesus skulle være Guds søn, selv om de anerkender ham som en eksisterende person, der nok havde nogle guddommelige evner. Jøderne betragter ikke Jesus som den Messias, som ifølge de jødiske profeter en dag skal komme og genskabe templet i Jerusalem, som blev ødelagt af romerne i år 70. MUSLIMERNE Jøderne opfatter islam som en slags kopi af jødedommen - men slet ikke så god som originalen. De ser på Muhammed som en person, der har eksisteret, men de tillægger ham ikke nogen profetisk betydning. Men da jødedommen opfatter det således, at der er flere veje til Gud, siger jøderne, at islam kan være fin nok for muslimer, mens jødedommen er den rigtige for jøder. Jødedommens hellige bog: Toraen (Mosebøgerne). SIDE 10
DEN MUSLIMSKE TRO Så å: Omkring år 610 i vor tidsregning opstår islam. J Islam er den yngste af de tre store monoteistiske religioner fra Mellemøsten. Den opstår i perioden 610-632 i vor tidsregning. Men ifølge muslimerne er det den ældste af alle religioner, idet Allah allerede gav Adam sit første budskab. Der er i islam en direkte slægtskæde fra Adam over Abraham til Muhammed. Islam bliver synlig, da Muhammed i 610 begynder at få åbenbaringer fra Allah i ørkenen ved Mekka. Nu stod Muhammed frem og sagde, at der var én og kun én Gud, Allah. Ifølge islam modtog Muhammed åbenbaringer fra Allah, og de blev straks skrevet ned og samlet i Koranen. Derfor opfatter muslimer Koranen som Allahs egne ord. Og dermed er Koranen et helligt skrift, der som udgangspunkt ikke kan fortolkes. Ved siden af Koranen skal muslimer rette sig efter den såkaldte Hadith-samling, som beskriver, hvordan Muhammed levede. Islam er en lovreligion. Kernen er de fem søjler: At sige trosbekendelsen til Allah, at bede fem gange om dagen, at give penge til de fattige, at faste i Ramadanen og at tage på pilgrimsrejse til Mekka. JØDERNE Både jøder og kristne bliver nævnt i Koranen og omtalt som "Bogens Folk" og har en særstatus i islam. De anerkendes, fordi de bekender sig til hellige bøger. Ifølge islam har både jøder og kristne fået Guds ord direkte at vide. Men ifølge muslimerne har både jøderne og de kristne forvansket Guds budskab, fordi det er menneskehænder, der har skrevet Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Derfor gælder kun Koranen, for det er Allahs egne ord, dikteret til profeten Muhammed. DE KRISTNE Muslimer opfatter Jesus som en af de største profeter, og han nævnes mange gange i Koranen, der blandt andet omtaler hans mirakler. Men han bliver ikke opfattet som guddommelig. Muslimer afviser klart, at Jesus skulle være Guds søn, og de tror ikke på, at han er blevet korsfæstet. Men det, der virkelig skiller, er de kristnes tro på Treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden. For i islam er der én og kun én Gud, og det er Allah. Desuden kan Gud overhovedet ikke antage en menneskelig form. Islams hellige bog: Koranen SIDE 11
DOMMEDAG Jø Ifølge kristendommen vil Jesus komme tilbage til jorden for at dømme levende og døde. Mennesket skal stå til regnskab for det, som det har gjort eller ikke har gjort. Men når man kommer frem til en dommens dag, er udfaldet afgjort på forhånd. Mennesket har syndet - og hvis man skulle måles på det, var alle fortabte. Men ifølge kristendommen stiller Jesus sig foran mennesket og tager ansvaret for de synder, det kristne menneske har begået, så det ikke dømmes alligevel, men bliver tilgivet. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan man opfører sig på jorden. For man får problemer med sin samvittighed, hvis man svigter et andet menneske, så på den måde slipper man ikke for at stå til regnskab. Jøderne beskæftiger sig meget lidt med dommedag, som kun nævnes i nogle profetiske skrifter. Jøderne går og venter på den rigtige Messias, som skal komme og genskabe Templet i Jerusalem. De tror ikke på et Helvede og mener ikke, at noget menneske er fortabt. Men de tror på, at der er en konsekvens af den tilværelse, man har levet på jorden altså at der er noget løn og straf, der venter. I jødedommen er der indbygget en slags automatisk tilgivelse fra Gud, hvis man ellers vil have den. Når et menneske dør, ligger det i sin grav frem til verdens undergang, hvor universet bliver ført tilbage til ingenting. Når Dommens dag kommer, bliver alle mennesker genskabt i krop og sjæl, og de bliver stillet til regnskab for gerningerne i deres liv: Mennesket bliver målt på, om det har opfyldt Allahs lov og har haft et holdbart forhold til ham. Hvis det har, venter Paradis, men der er også et Helvede, som er levende beskrevet i Koranen. Ifølge islam vil de fleste muslimer skulle en tur omkring Helvede - de har jo syndet - før de kan få adgang til Paradis. SIDE 12
PARADIS Jø Ifølge kristendommen venter et gudsrige eller Paradis på mennesket, når verden og historien har nået sin ende. Det Ny Testamente rummer billeder deraf, for eksempel en fredens by, hvor al sorg og lidelse skal være borte. Alt det bedste i jordelig form er kun som en skygge af den endelige glæde. Det står åbent for enhver, der vil tage imod det. Kun det onde vil ikke have adgang, men skal endegyldigt gå fortabt. Alle mennesker, der tror på en Gud - og altså ikke kun jøder - er sådan set sikre på at komme i et slags Himmerig. Spørgsmålet er, hvor godt man så får det. Får man eksempelvis en scooter eller en Mercedes at køre i? Det afhænger noget af, hvordan man har opført sig på jorden. Gud ved, at han har skabt et menneske, der laver fejl. Så er han - sagt med et glimt i øjet - vel selv ude om det, siger jøderne. Sagen er, at man ikke lever på jorden for Guds skyld, men for ens egen. Ifølge islam vil Allah skænke de troende en ultimativ og evig belønning i Paradis. Der er flere sektioner i Paradis, og man bliver placeret alt efter, hvor nær man har været Allah i det jordiske liv. Koranen beskriver Paradis som det sted, hvor alt, hvad hjertet begærer og øjet bliver fascineret af, bliver skænket til én af Allah. SIDE 13