At læse, forstå og fortolke Kierkegaard - en problematisering af Nordentofts analyse af Kierkegaards psykologi Indledning og problemformulering "Saaledes gaaer det altid, saa barmhjertig, saa rig er Tilværelsen: jo mindre man har, jo mere seer man. Tag en Bog, den maadeligste, der er skreven, men læs den med den Lidenskab, at det er den eneste, Du vil læse: Du læser tilsidst Alt ud af den ɔ: saa meget, som der var i Dig selv, og mere læste Du Dig dog aldrig til, om Du saa læste de bedste Bøger" (SKS 6,338). Således skriver Kierkegaard i Skyldig? Ikke Skyldig? Psychologisk Experiment, - om læsning af Kierkegaard med denne lidenskabs muligheder og begrænsninger handler denne opgave. Få psykologer læser Kierkegaard, hvilket muligvis kan tilskrives, at Kierkegaard i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed kalder sig en religiøs forfatter Den velvillige Læser maa jeg én Gang for alle paa det indstændigste bede bestandigt at have dette in mente, at hele Forfatter- Virksomhedenens Total-Tanke er denne: det at blive Christen, og understreger, at forfattervirksomheden handler om at blive kristen. Det er ærgerligt, hvis det afholder psykologer fra at læse Kierkegaard, for Kierkegaards psykologiske tænkning, er relevant i det moderne samfund. Her kan Kierkegaards forståelse af selvet trækkes frem, fordi han beskriver selvet som et forhold, der forholder sig til sig selv, og det må mennesket gøre, fordi selvet både er en indrømmelse, der er givet mennesket og en opgave, den enkelte selv er ansvarlig for at løse. Man vælger ikke selv sit liv, men man har så at sige selv ansvar for, hvordan man vælger at forholde sig til det. I dag overlades ansvaret af mange i vores moderne samfund til velfærdsstaten. 1
Som psykolog har jeg læst Kierkegaards værk i et psykologisk perspektiv, og gennem studier af dette perspektiv også læst Nordentofts analyse af Kierkegaards psykologi. Det kan i høj grad diskuteres, hvorvidt det er tilstrækkeligt, for det religiøse perspektiv er det grundlæggende i værket. Ifølge Nordentoft (1972:161) er Gudsforholdets uundgåelighed kerneideen hos Kierkegaard, hvilket selvsagt ikke kan negligeres, men Kierkegaard tilbyder ifølge Nordentoft (ibid: 441) en orienteringsramme, som læseren kan gøre til sin egen forståelsesramme, og sætte det meddelte ind i sin egen sammenhæng (ibid:442). Problemet med det psykologiske perspektiv er dog, at det ikke kan udskilles i værket, idet det er flettet ind i alt andet Kierkegaard skriver. Trods denne indvending er Kierkegaard læst, forstået og fortolket, i overensstemmelse med det indledende citat. Også Nordentoft har læst, forstået og fortolket Kierkegaard i overensstemmelse med citatet, han har dog adskillig mere forforståelse at trække på, for han er grundigt inde i hele værket, og hans bog Kierkegaards Psykologi er en guldgrube af citater. Bogen har jeg læst med stor interesse, som en indføring i forståelsen af Kierkegaard som psykolog. Nordentoft foretager en analyse af Kierkegaards psykologi og bruger Freuds personligheds og udviklingspsykologiske teori som analysemodel. Først systematiseres Kierkegaards værk med brug af Freuds udviklingspsykologi, og dernæst bruges Freuds personlighedspsykologi som analysemodel for Kierkegaards psykologi. Nordentoft bruger Freuds psykoanalytiske teori om personlighedens udvikling til at oversætte Kierkegaards begreber til psykoanalytiske ditto. Han foretager desuden den omvendte øvelse, hvor han forstår Kierkegaard med de psykoanalytiske begreber, og han begrunder både oversættelser og forståelser med, at der er paralleller mellem Kierkegaards og Freuds begreber. Han mener, at Kierkegaard kunne have skrevet en psykologi, der minder om Freuds (Ibid:115). Der er ingen tvivl om, at han er grundigt inde i Freuds teorier og også i Kierkegaards komplekse forfatterskab. At han har læst Kierkegaard med lidenskab er ubestridt. Han foretager en komparativ analyse af Kierkegaard og Freud med nogle nedslag, der bliver undersøgt nærmere, og han sammenligner begreberne og finder både forskelle og ligheder, men skriver dog, at lighederne ikke holder i detaljen (Ibid:501). Alligevel fastholder han lighederne, og det er betænkeligt for ikke at sige et problem. Det er her, lidenskaben ikke er tilstrækkelig, for han læser kun det ud af Kierkegaards psykologi, som han kan med den begrænsning, som de freudianske briller er, for de er jo på én og samme tid både øjenåbnende og begrænsende. Nordentofts projekt er interessant, men spørgsmålet er, om det er sandt i betydningen, om det giver mening og forståelse af Kierkegaard som psykolog? Ifølge Rønn (2006) må kritisk sammenligning af teori foretages på et metateoretisk niveau og dvs. på et videnskabsteoretisk grundlag for at 2
komme frem til teoriernes ontologiske og epistemologiske grundsyn snarere end til deres brug af begreber. Det er grundsyn, der kan sammenlignes, for til dem er der videnskabsteoretiske kategorier. Begreber dækker ikke altid over de samme fænomener, så der kan vise sig mere eller mindre tilfældige ligheder eller forskelle. Problemfelt og problemformulering Denne opgave har som problemfelt en kritisk stillingtagen til Nordentofts analyse af Kierkegaards psykologi med brug af Freuds psykoanalytiske psykologi som analysemodel, hvilket giver mulighed for en komparativ analyse af Freuds og Kierkegaards psykologi. Spørgsmålet er, hvilke metateoretiske forudsætninger der må være for at kunne foretage en sammenligning? Spørgsmålet er videre om Nordentofts parallelisering af Kierkegaards og Freuds psykologi giver mening? Problemet vil blive analyseret og diskuteret på baggrund af følgende metodeovervejelser: Metodeovervejelser Som ovenfor anført må kritisk analyse og refleksion foregå på et metaniveau, et videnskabsteoretisk niveau (Rønn 2006). En sådan videnskabsteoretisk tilgang til kritisk analyse er afsæt for opgavens analyse og diskussion af Nordentofts brug af psykoanalytisk teori til forståelse af Kierkegaards psykologi. En videnskabsteoretiske ramme vil blive introduceret, og herefter vil rammen være grundlag for en sammenligning af Freuds og Kierkegaards grundsyn. Til brug for diskussionen af disse grundsyn indsættes Kierkegaards grundsyn på mennesket i Freuds personlighedsmodel, populært kaldet ægget, med henblik på at diskutere forskelle og ligheder. Som et konkret eksempel på Nordentofts sammenligning af Freuds og Kierkegaards psykologi er valgt sammenligningen af Aandens Hysteri i Ligevægten og Freuds neuroselære (Nordentoft 2014:181). Når et enkelt nedslag er valgt, er det fordi Nordentoft har adskillige eksempler på parallelisering og på omvendte paralleller, som kan rummes i det valgte eksempel. Diskussion vil blive fulgt af en konklusion, der besvarer problemformuleringens spørgsmål. Det er Nordentofts beskrivelser af Freuds - og Kierkegaards psykologi samt Rønns videnskabsteori, der er primær litteratur, men både Kierkegaards Sygdommen til Døden, Ligevægten i Enten-Eller 2, og Freuds Det ubevidste og Psykoanalysen, vil blive inddraget. 3
Problemet vil blive behandlet ud fra følgende disponering. 1. Indledning og problemfelt 2. Metodeovervejelser 3. Analysemodel, en videnskabsteoretisk rammesætning for den videre analyse. 4. Analyse, metateoretisk sammenligning af Freuds og Kierkegaards grundsyn. 5. Diskussion af sammenligning og Aandens hysteri og neurosen som et konkret eksempel 6. Konklusion 7. Perspektivering Analyse Analysemodel - en videnskabsteoretisk rammesætning Ifølge Nygaard (2005) må en forsker meddele læseren sine egne grundsyn, så det eksplicit fremgår af forskningen, hvilken ontologi og epistemologi forskeren bekender sig til. Det er forudsætningen for at skabe åbenhed om forskningsmetode og resultater. Grundsyn ligger der nemlig som implicitte forudsætninger, for alle forskere, ja alle mennesker, har grundsyn, men ikke alle har gjort sig det klart. Det er altså god skik at beskæftige sig med grundsyn, når man vil producere ny viden (Ibid:9). Derfor vil analysen af Nordentofts psykologi gøre det samme, for Nordentoft formulerer ny viden om Kierkegaards forfatterskab og særligt om Kierkegaards psykologi, selvom han skriver, at han siger det velkendte på en lidt anden måde (Nordentoft 2014:15). Grundsyn kan kategoriseres i de filosofiske kategorier ontologi, læren om væren og epistemologi, læren om erkendelse, og de rejser hver især filosofiske spørgsmål til væren og til erkendelse. Til de ontologiske og epistemologiske spørgsmål kaldet metateori (Rønn 2006) gives forskellige svar alt efter, hvilke grundsyn, der knyttes an til. I skemaform (inspireret af Madsens systematologi, 1986 og Nygaards videnskabsteori 2005) vises eksempler på de filosofiske spørgsmål. METATEORI ONTOLOGI, læren om væren Ontologien svarer på spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske og om det at være i verden, at eksistere. Hvad adskiller os som menneske fra EPISTEMOLOGI, læren om erkendelse Epistemologien svarer på spørgsmålet om, hvordan vi som mennesker får viden om den verden, vi lever i, om hvordan vi opnår erkendelse af verden. 4
andre væsner? 1. Spørgsmålet er om menneskesynet er biologisk socialt - eller humanistisk. 2. Hvad er forklaringsbegrebet på menneske 3. Hvad er fokus i begrebet 4. Spørgsmålet er, hvorvidt vi er et individ i et samfund eller blot et individ? 5. Spørgsmålet er om udvikling er indrestyret eller ydrestyret? 6. Det psyko-fysiske problem: Er der både sjæl og legeme, ånd og materie, som opfattes i en dualitet eller er sjæl- legeme eet og altså et monistisk syn. 7. Er der tale om determinisme eller har vi en fri vilje, frit valg 8. Er mennesket objekt eller subjekt? METODOLOGI, læren om metode METODE er en konkret metode til erkendelse 1. Det store spørgsmål er om virkeligheden er en realitet eller en konstruktion? 2. Eksisterer den uanset vi som menneske iagttager den? Hvis vi svarer ja, er der tale om realisme. Er der noget bag fænomenerne, ideer, så er der tale om idealisme. Og er den slet og ret en konstruktion i den enkelte, der oplever den? For så er der tale om konstruktivisme. 3. Epistemologien svarer desuden på spørgsmålet om, den erkendelse vi opnår er objektiv, sand, endegyldig og absolut? 4. Erkendelsessynet kan enten være rationelt, empirisk eller intuitivt. Det vil sige at vi opnår erkendelse gennem fornuft, erfaring eller intuition. På disse udvalgte spørgsmål har Freud og Kierkegaard forskellige svar. Svarene er i stikordsform indsat i skema, og de vil efterfølgende blive uddybet. ONTOLOGI EPISTEMOLOGI Freud Kierkegaard Freud Kierkegaard 1 Biologisk 1 Humanistisk Realisme Realisme 2 Ego som forklaringsbegreb på psyke 3 Fokus på det ubevidste 4 Kulturens byrde 2 Selvet som forklaringsbegreb på menneske 3 Fokus på bevidstheden 4 Vekselvirkning med omgivelserne Sandheden er objektiv, lægen har sandheden Tænkning, rationelt Nomotetisk videnskabsideal Sandheden er subjektiv Bevidsthed, tvivl, refleksion, Intuition, empiri Kritisk overfor psykologien som videnskab 5
5 Ydrestyret 6 Legeme, drift psyke kan diskuteres, monisme 7 Determinisme 8 Objekt 5 Indrestyret 6 Sjæl og legeme båret af ånd, monisme 7 Indeterminisme, frihed, valg 8 Subjektiviteten METODOLOGI, læren om metode METODE, Freud og Kierkegaard har forskellige metoder til erkendelse. Begge anser dog samtalen for en vej til erkendelse. Freuds samtaleform er den psykoanalytiske, mens Kierkegaards er inspireret af den sokratiske maieutik. Det vil være omfattende at uddybe alle stikord, så fokus er på ontologien, og her er det Freuds og Kierkegaards forskellige forklaringsbegreber på menneske, der vil blive redegjort for om end det af pladshensyn bliver noget summarisk. Sammenligning af Freuds og Kierkegaards grundsyn Freuds ontologi (opsummeret fra Freud 1944, 1917) Freud udviklede gennem årene sin psykologi, men bevarede forfatterskabet igennem, i overensstemmelse med sin lægebaggrund, et biologisk menneskesyn, idet han fastholdt, at menneskers udvikling er aldersrelateret. Faseteorien er en teori om udvikling, som er styret af en biologisk modning, og den bliver med alderen også til en psykologisk modning. Freuds forklaringsbegreb på psyken er ego, som er en integrerende instans i jeg et. Ego skal integrere id, natur, drift libido og superego, moral, forældre, kultur. Freud fastholder forfatterskabet igennem også seksualitetens betydning for udviklingen. Kulturen er en byrde, som forhindrer mennesket i at udleve seksualiteten. En hæmmet seksualitet hæmmer den psykologiske udvikling, som dermed bliver ydrestyret, og psykiske lidelser kan udvikles. Barndommen er determinerende for udviklingen, og uløste konflikter er determinerende for, hvordan voksenlivet bliver hæmmet. 6
Mennesket er dermed et objekt og styret af det ubevidste. Ego et er fornuft, følelse og forsvar, og en af forsvarsmekanismerne er fortrængning, som kan føre til neurosen (Freud 1917,1944). Kierkegaards ontologi (opsummeret fra SKS 3, 4, 11) Kierkegaard er ifølge Sløk (1995) humanist og Kierkegaards fortjeneste er i høj grad fokus på hin enkelte. Han er optaget af den enkeltes særpræg og afholder sig af samme grund fra en generel beskrivelse af mennesker, for - ethvert Menneske, der agter på sig selv, veed, hvad ingen Videnskab veed, da han veed, hvo han selv er (SKS 4,381). Alligevel udvikler Kierkegaard en psykologi om det særligt menneskelige, en antropologisk psykologi gældende for alle mennesker, der er bestemt som ånd. Mennesket er sjæl og legeme båret af ånd. Ånd er det særligt menneskelige og det, der skiller mennesket fra andre væsner, og ånd betyder, at mennesket kan forholde sig, til verden og til sig selv. Kierkegaards forklaringsbegreb på mennesket er selvet, og han skriver - det at have et Selv, at være et Selv, er den største, den uendelige Indrømmelse, der er gjort Mennesket, men tillige Evighedens Fordring på ham (11,137). Man kan sige selvet er en gave og en opgave. Opgaven er at blive det givne selv, sin personligheds bindede magt (SKS 3:158) med alle dets muligheder og nødvendigheder, og at løse denne opgave er den enkeltes eget ansvar, og et udtryk for inderterminisme. Man er sin egen ansvarshavende redaktør, men man kan ikke selv hitte på et selv. Kierkegaards nøglesætning til begribelse af selvet er Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv; Selvet er ikke forholdet, men at Forholdet forholder sig (11,129). At kunne forholde sig er vigtigt fordi, mennesket er et splittet væsen, dannet af uendelighed og endelighed (SKS 11:145) dvs. af modpoler. Opgaven er at syntetisere modpoler, hvilket betyder at rumme dikotomierne. Men et misforhold i selvets forhold til syntesen er det samme som fortvivlelse, og det er åndens sygdom (SKS 11:140), men den er for så vidt et gode, for den er chancen for at blive gennemsigtig for sig selv, og den største ulykke er aldrig at have haft den (SKS 11:142). Det fordrer refleksion og vilje til at blive bevidst om sig selv. At kende sig selv er målet, hvilket betyder, at finde sin plads i samfundet og den ide for, hvilken man vil leve og dø. Selvets tilbliven er en indrestyret proces med fokus på bevidstheden, som er forudsætningen for at blive sig selv i sin evige gyldighed (SKS 3:203). Freuds epistemologi (opsummeret fra Madsen, 1986, Videnskabernes Historie-) Freud er realist, og han antager, at der er en virkelighed uafhængig af vores perception af den. Freud opstiller hypoteser og modeller af virkeligheden, men understreger, at modellen ikke er 7
virkeligheden. Et eksempel på sådan model er han personlighedsmodel, kaldet ægget. Erkendelse er en syntese af perception og tænkning, og videnskaben har til opgave at opnå viden på et naturfagligt grundlag. Videnskabsidealet er nomotetisk, og sådan forbliver det gennem Freuds værk. Derfor er psykoanalysen også en naturfaglig analysemodel, og sandheden om alle menneskers udvikling, selvom Freud i analysen er fortolkende i lighed med et hermeneutisk ideal. Det ubevidste gøres bevidst gennem denne analysemetode, men fokus i Freuds psykoanalytiske teori er det ubevidste. Kiekegaards epistemologi (opsummeret fra Nordentoft 2014, SKS 3) Kierkegaard tager afstand fra idealismen og bevæger sig mod realismen, men han understreger, at sandheden er i den enkelte, og at det ikke er ikke muligt at forstå en virkelighed udenfor én selv. Man må gøre sig sine egne erfaringer for at forstå virkeligheden, hvor fænomener viser sig, og der er ikke noget bag fænomenerne. Det enkelte menneske perciperer virkeligheden, men den fortolkes subjektivt, og sproget er redskabet til fortolkning. Ved iagttagelse af virkeligheden opstår tvivl, som giver anledning til refleksion og bevidstheden rettes mod modsigelser. Bevidstheden er forudsætningen for at kende sig selv og det kræver viljen til at forholde sig til sig selv. Kierkegaard har ikke meget tilovers for psykologien som videnskab, men mener, at det ikke er psykologiens, men dens dyrkere skyld, for de elsker at måle fx vinklen på mulighed (SKS 4:330). Diskussion af grundsyn Til brug for den videre diskussion er Freuds tredeling af personligheden grundlag for en sammenligning af Freuds og Kierkegaards psykologi illustreret gennem de to nedenstående figurer. Den øverste og nederste figur viser to forskellige logikker til grund for en parallelisering af Freuds og Kierkegaards tredeling af personligheden. Kierkegaard har selv en metafor for personligheden, der kan begrunde tredelingen. Han sammenligner personligheden med et hus i tre etager, men ironiserer over, at de færreste har indtaget Belle-Etagen (11,158) som en metafor for ånd. 8
9
Til venstre i den øverste figur vises Freuds model af personlighedens tredeling, og til højre er Kierkegaards tredeling af personligheden forsøgt paralleliseret med Freuds model. Både Freud og Kierkegaard anser mennesket for splittet, og begge har tanker om, hvordan splittelsen kan reduceres, og det har de to forskellige bud på. Kierkegaard forudsætter bevidsthed og ånden som det, der kan syntetisere modpolerne, sjæl og legeme, mens Freud installerer ego et i psyken, for at integrere id og superego. Af figuren fremgår det, at id og legeme sidestilles, ego og sjæl sidestilles mens superego og ånd sidestilles. Id er libido og seksualitet, mens legeme er kødet. Nordentoft tolker dog legeme som kønnet (Nordentoft 2014:168), men så vidt jeg kan se, er der ingen belæg for, at legeme er andet end kødet. Ego er den del af psyken, der integrerer id og superego med fornuft, følelser og forsvar, og her er det ubevidste traumer fra fortiden, der giver anledning til brug af forsvarsmekanismerne (Freud 1944). Ego ets opgave er at finde en balance mellem id og superego, og det har en kritisk instans, der vurderer om jeg-idealet nås. Sjælen er vilje, tanke, passion, - og dermed en parallel til ego, men sjælen er ikke en integrerende del af personligheden hos Kierkegaard, for hertil bruger Kierkegaard ånden og selvet. I øvrigt mener Nordentoft (Nordentoft 2014:156), at Kierkegaard i nogen taler skriver, at sjæl og selv er det samme. Men under alle omstændigheder kan ånd ikke sidestilles med noget i Freuds personlighedsmodel, for det er det helt særlige i Kierkegaards psykologi, og det forudsætter bevidsthed. En sidestilling som øverste figur giver ikke mening, for begreberne dækker over vidt forskellig tænkning. Kierkegaards fokus er på bevidstheden, som er forudsat selvet, mens Freuds fokus er på det ubevidste (1944), som består af rester af traumer fra barndommen. Disse traumer hæmmer individet og endda så omfattende, at de kan give psykiske lidelser. Freuds teori om personlighedens udvikling er retrospektiv, mens Kierkegaards tænkning er prospektiv. Kierkegaard er ikke optaget af barndommen på anden måde end, at livshistorien er en vi selv vælger, hvordan vi forholder os til (SKS 3:172). Det er fremtiden, det gælder, men i den er fortiden indlejret, fordi man må vælge den som en del af sin livshistorie. Freud er som læge optaget af sygehistorien, anamnese, af traumer i barndommen og af lægen som den helbredende. I nederste figur er Kierkegaards tænkning indsat med ånden og selvet som det, der bærer sjæl og legeme i et forsøg på at parallelisere til ego, som integrerende instans og med et kritisk jeg-ideal. Men ånd og selv hos Kierkegaard har ikke til opgave at integrere, for opgaven er syntetisering. Bevidstheden er forudsat her, mens ego ets forsvar er styret af det ubevidste. Superego og sjæl kan 10
heller ikke sidestilles. Den nederste figur giver om muligt endnu mindre mening til sammenligningen end den øverste. Hverken i den øverste eller den nederste figur giver det mening at parallelisere Freuds tredeling af personligheden med Kierkegaards beskrivelse af personligheden, og derfor bliver det meningsløst at drage paralleller mellem forklaringsbegreberne, fordi de forklarer noget vidt forskelligt. Hohlenberg (1968) er betænkelig ved enhver sammenligning af psykoanalysen og Kierkegaard, og han skriver, at Enhver sammenligning mellem de to viser bedre end noget andet, hvilket fald der er foregået i det halve århundrede, der skiller dem (ibid:89). Han mener, at Kierkegaard har lagt en sandhed frem, som Freud har jagtet til døde, og som hans tilhængere har trådt flad. Nordentoft forholder sig ikke til dette fald, for han sammenligner på begrebsniveau de to, og kommer frem til flere ligheder end forskelle. Men han foretager ikke en sammenligning på et metaniveau, som vist i analysen ovenfor, hvor flere ontologiske og epistemologiske forskelle kommer til syne. Det er forståeligt, at Nordentoft søger ligheder mellem Freud, der som læge udvikler teori om fysiske symptomer på psykiske sygdomme og Kierkegaards analogi til lægekunsten i Sygdommen til Døden. Men pointen hos Kierkegaard er, at sygdommen, fortvivlelsen varer til døden, og at den ikke kan helbredes, men lindres gennem tro - på det kristne budskab. Psykiske lidelser kan ifølge Freud helbredes, og bedst når patienten tror på lægens ord (Freud 1917:356). Begge anser mennesket for et splittet væsen, og Freuds personlighedsmodel viser splittelsen mellem menneskets natur, drift og kultur, moral og her er egoét en integrerende instans, der gennem fornuft, følelse og forsvar opnår en balance. For Kierkegaard er en syntese ikke en balance, for en syntese er stadig karakteriseret ved modpoler, der skal rummes. Et misforhold i syntesen, eller i forholdet der forholder sig til syntesen betyder fortvivlelse. Fortvivlelse er åndens sygdom, og den er manglende vilje til at blive et selv. Fortvivlelse er ikke en psykisk lidelse. Principielt hører splittelsen først op, når man kan af-døe (SKS 11:118), hvilket vil sige, at man forholder sig til at dø. De har fundamentalt forskellige grundsyn på menneske, på forklaringsbegrebet om menneske/personlighed/udvikling og fejludvikling, og de har fundamentalt forskellige foci på mennesket, dets udvikling og opgave. Når grundsynene ikke matcher, så er det tvivlsomt med Nordentofts argumenter for parallelisering. Der kan godt være ligheder på begrebsplanet, men de 11
dækker over forskellige fænomener. Lad os tage et konkret eksempel til brug for den videre diskussion. Tungsind og neurose Nordentoft argumenterer for en parallel mellem Kierkegaards tungsind og Freuds neuroselære. Han forudsætter dog (Nordentoft 2014:202), at det bygger på en ændring af Freuds angstteori i 1926, hvor angsten er årsag til fortrængningen. Tidligere antog Freud, at det var fortrængningen, der var årsag til angsten. Argumentet herefter er dels at begge omtaler en krisetilstand, hvis årsag er en tilbagetrængning, og dels at begge beskriver, at den tungsindige ikke kender grunden til sit tungsind. Men for at komme dertil må Nordentoft indskyde adskillige fortolkninger og omfortolkninger af Kierkegaards begreber, ligesom han forudsætter, at krisen er nøglebegrebet i Kierkegaards psykologi (Ibid:38). Krise er et begreb fra psykoanalysen, brugt i forhold til barndommens determinerende betydning, når barnet skal udskilles fra den oprindelige livssammenhæng. Kierkegaard har ingen tænkning om barndommens determination for voksenlivet, idet han skriver, at man selv vælger, hvordan man forholder sig til sin historie, og at man må tage den på sig som en nødvendighed og som ens eget ansvar (SKS 3:172-). Krise er et eksempel på, at Nordentoft sætter Kierkegaards psykologi på en psykoanalytisk formel, der mangler belæg i teksten. Det samme kan siges om det hævn- og flugtmotiv, som Nordentoft indskyder for at kunne sammenligne Freuds og Kierkegaards psykologi (Nordentoft 2014:201), men som Nordentoft ligeledes fortolker som værende en del af Kierkegaards psykologi. Der kunne nævnes flere af disse fortolkninger, men lad os se på Kierkegaards egen beskrivelse af åndens hysteri. Kierkegaard skriver om tungsind, at det ikke ligger i det legemlige, men at det er åndens hysteri (SKS 3:183-184), og at det kommer sig af en bevægelse, der trykkes tilbage. Bevægelsen er i bund og grund en bevægelse mod at blive sig selv gennemsigtig, og det kræver, at man vil det inderligt og har dybde til det, og han skriver, at det er synd ikke at ville. Man kan godt gøre noget for at glemme tungsind, men det bliver der, og hører først op, når man ved, at man ikke tilstrækkeligt vil blive sig selv. Pointen hos Kierkegaard er, at lidt tungsindig er man altid, for ingen kan blive fuldstændig gennemsigtig for sig selv. De der ikke kender Tungsind er de hvis Sjæl ingen Metamorphose ahner. Læger kan ikke helbrede det, for det kan kun ånden, som er det at forholdet kan forholde sig til sig selv. 12
Om neurosen skriver Freud, at den er en psykisk lidelse, der er grundlagt igennem barndommens uløste seksualkonflikter, og at disse uløste konflikter er fortrængte. De er ubevidste hæmmere for udfoldelse af ikke kun seksualdriften kaldet libido, men i det ganske liv, og de kan ovenikøbet komme til udtryk i fysiske lidelser som fx lammelser. Det er, hvad Freud betegner som hysteri, idet det er en nervøs lidelse snarere end en fysisk lidelse. Mennesket er i Freuds optik en patient, og neurosen kan helbredes af lægen (Freud 1917,1944). Som det fremgår af ovenstående, er der ingen parallel mellem Kierkegaards hysteri i ånden og Freuds hysteri i psyken/legemet, al den stund ånd og psyke ikke kan sidestilles. Nordentoft kan da heller ikke umiddelbart drage en parallel, før han har tolket en bevægelse, der trykkes tilbage som tilbagetrængning for at få den til at ligne Freuds fortrængning, som er årsag til neurose. Men denne samlende begrebsbestemmelse, tilbagetrængning, dækker over forskellige fænomener. En bevægelse, der trykkes tilbage er selvets manglende vilje til og bevidsthed om gennemsigtighed, mens en fortrængning er libidinøs og ubevidst og en psykologisk forsvarsmekanisme, der beskytter mod angst. Angst er ikke impliceret i Kierkegaards tænkning om åndens hysteri og tungsind, for det er fortvivlelsen, som er et misforhold i forholdet, der forholder sig til sig selv, og fortvivlelse er åndens sygdom. Pointen i Kierkegaards tænkning om tungsind mistes, for ingen kan blive gennemsigtig for sig selv og i sidste ende er det gennemsigtig overfor Gud, så lidt tungsindig er det helt almindeligt at være. Når Nordentoft forsøger at paralleliserer, mener jeg, han overser de grundlæggende forskelle. Adskillige andre eksempler på parallelisering kunne trækkes frem, men de viser alle det samme grundlæggende problem. Konklusion Ifølge Rønn (2006) må enhver sammenligning af viden om et felt foretages på et metaniveau, et videnskabsteoretisk niveau. Forudsætningen for sammenligning af Freuds og Kierkegaards psykologi må derfor være i en videnskabsteoretisk ramme. Til brug for analysen her i opgaven er valgt en rammesætning i kategorierne ontologi og epistemologi, hvor Freuds og Kierkegaards grundsyn på menneske og erkendelse viser forskellighederne. Af diskussionen fremgår det, at forskellene på metaniveau betyder, at en sammenligning i betydningen parallelisering ikke giver mening, al den stund, der viser sig vidt forskellige grundsyn. Der viser sig tydelige forskelle på tredeling af personligheden, hvor to paralleliseringer er forsøgt, men afvist som meningsløse. 13
Derfor giver det heller ikke mening at forsøge en parallelisering på begrebsniveau, fordi begreberne dækker over vidt forskellige grundsyn og dermed over forskellige fænomener. Det giver heller ingen mening, at forsøge en tilnærming af begreberne som fx med begrebet fortængning og en bevægelse, der trykkes tilbage, som bliver til tilbagetrængning for fortrængning er en forsvarsmekanisme i egoét, udløst af angst, mens bevægelsen, der trykkes tilbage, er selvets manglende vilje til dybde, hvilket giver fortvivlelse. Angst og fortvivlelse er forskellige fænomener. Begrebet tilbagetrængning, der af Nordentoft var tænkt som et fællesbegreb, er ikke dækkende for det samme fænomen. Af samme grund viser Eksemplet med parallelisering af Åndens Hysteri og neurosen, at parallellen ikke giver mening. Principielt kan man ikke drage paralleller, når de grundlæggende præmisser er forskellige. Man kan godt lave øvelsen med nogle begreber, men man mister den tænkning, begreberne er udtryk for. Når Nordentoft læser Kierkegaards psykologi i et psykoanalytisk perspektiv kommer fokus til at være på psyken og ikke på ånd. Ånd er dog det særligt menneskelige og det helt særlige hos Kierkegaard. Det antroposofiske og poetiske hos Kierkegaard mistes, og i stedet indtræder en søgt homogenitet, som ikke er Kierkegaards men Nordentofts (2014:38). Med fokus på psyken bliver splittelsen/fortvivlelsen/tungsind til en psykisk lidelse, neurosen, og ikke en sygdom i ånden, altså i menneskets forholden sig til misforholdet i forholdet til syntetisering af modpoler. Dermed mistes budskabet om menneskets eget ansvar for sin livshistorie, og ansvaret placeres i barndommens traumer. Det kommer til at handle om det ubevidste og ikke om bevidstheden, som i bund og grund er forudsat i Kierkegaards psykologi. Bevidsthed, vilje, valg og ansvar for ikke at glemme ånd og selvet som et forhold, der forholder sig til sig selv kommer ikke til at stå skarpt og klart som det særlige ved Kierkegaards psykologi, når Nordentoft læser alt ud af Kierkegaards værk - men kun det der er i ham. Perspektivering I Indledningen til Freuds værk Det Ubevidste (Freud 1944) gør han rede for, at en patient med hysteri viser åndsfraværelse. I åndsfraværelsen mumler hun nogle ord, der måtte stamme fra en sammenhæng, der beskæftigede hendes tanker. Lægen hypnotiserer hende, og her afsløres de sørgmodige tanker, som beskæftiger hende under hendes åndsfraværelse. Læren af dette bliver for Freud, at hysteriske patienter lider af fortrængte erindringer. De fysiske symptomer kan være lammelser, mens de psykiske er åndsfraværelse. Nu har Freud, mig bekendt, ikke beskæftiget sig videre med åndsfraværelse, men det kunne være interessant at undersøge nærmere, hvorvidt der 14
menes fravær af patientens forholden sig til sig selv, og altså fravær af ånd? Freuds teoriudvikling kunne i givet fald måske have taget en anden form, hvis han havde læst Kierkegaard og alligevel ikke, for Freud fastholder i hele værket sit biologiske menneskesyn, og med det kan ånd ikke tænkes han vil heller ikke, ifølge opgavens indledende citat, kunne læse mere end der var i ham. Litteratur brugt i opgaven: Freud, S (1944) Det ubevidste. Martins Forlag 1944 (110 s) Freud, S (1917) Psykoanalyse. Del 3. Hans Reitzel (158) Hohlenberg, J (1968) Den ensommes vej. En fremstilling af Kierkegaards værk. Aschehaug Dansk Forlag (om SD, BA, E-E, 35 s) Kierkegaard, S (1845) Stadier paa Livets Vej. Skyldig? Ikke-Skyldig? SKS, 6 (80 s) Kierkegaard S (1843) Enten-Eller. Ligevægten SKS 3 (160 s) Kierkegaard, S (1849) Sygdommen til Døden. SKS, 11 (190 s) Kierkegaard, S (1844) Begrebet Angest. SKS, 4 (75 s) Kierkegaard, S (1859) Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. SKS, 16 (130 s) Nordentoft, K (1972) Kierkegaards psykologi. Gad (517 s) Madsen KB (1986) Psykologiens historie i videnskabsteoretisk perspektiv 1. Kap. 7 Gyldendal (50) Madsen KB (1986) Psykologiens historie i videnskabsteoretisk perspektiv 2. Kap 1Gyldendal (25 s) Nygaard, C (2005) Samfundsvidenskabelig analysemetoder. Kap1. Forlaget Samfundslitteratur (15) Rønn, C (2006) Almen videnskabsteori for professionsuddannelserne. Iagttagelsen. Viden. Teori. Refleksion. Kap 11 (21 s) Alinea I alt 1.547 s 15
Pensum: Heidegger, (2007) Væren og tid. Klim (11 s) Satre, JP (2013) Væren og intet. Philosophia (104 s) Satre, JP ((1984) Eksistentialisme er humanisme. Vinten (123 s) Sløk J ((1964) Eksistentialisme (19 s) 16