2.2 Organisation. 2.2.1 Nævnets sammensætning

Patientskadeankenævnets Årsberetning 1997 og 1998 Indledning Lov om patientforsikring trådte i kraft den 1. juli 1992. Samtidig blev Patientskadeankenævnet oprettet. I henhold til nævnets forretningsorden påhviler det nævnet at afgive en årlig redegørelse om sin virksomhed til sundhedsministeren. Den første årsberetning omfattede imidlertid hele perioden 1. juli 1992 til 31. december 1994, idet sagsantallet oprindelig var utilstrækkeligt til en årlig redegørelse. For årene 1995 og 1996 blev årsberetning afgivet under Žt på grund af utilstrækkelige personaleressourcer i nævnet. Med Sundhedsministeriets indforståelse afgives også denne årsberetning for årene 1997 og 1998 af samme grund i Žèt. Nævnet har med årsberetningen tilstræbt at give en kortfattet illustration af den praksis, der har dannet sig om patientforsikringslovens regler, med de gengivne afgørelser om centrale regler på området. Samtidig rummer årsberetningen en orientering om udviklingen i nævnets sammensætning og personaleforhold, sagsstatistik og økonomi. Det er nævnets håb og forventning, at der med den væsentlige udvidelse af nævnets og dets sekretariat, som er beskrevet nedenfor, er tilvejebragt sådanne ressourcer, at det vil være muligt i løbet af de kommende år såvel at ekspedere den sagspukkel, der er oparbejdet, som at nedbringe sagsbehandlingstiden til et acceptabelt niveau. Arne Ljungstrøm 1. Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 1997 og 1998 1.1 Lovgrundlag Patientskadeankenævnet er oprettet ved lov nr. 367 af 6. juni 1991 om patientforsikring. Loven trådte i kraft den 1. juli 1992 og er senest ændret i 1996. Lovændringen betød, at den minimumserstatning, der kan tilkendes af Patientforsikringsforeningen, efter den 1. januar 1997 fastsattes til 10.000 kr. mod tidligere 20.000 kr., samt at der skabtes hjemmel til at nedsætte flere sideordnede nævnsafdelinger i Patientskadeankenævnet, jf. Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997 (bilag 1).

I medfør af 14, stk. 4, i patientforsikringsloven har Sundhedsministeriet ved bekendtgørelse nr. 571 af 2. juli 1993 og nr. 133 af 9. marts 1999 fastsat forretningsordenen for Patientskadeankenævnet (bilag 2 og 3). For patienter, som her i landet påføres fysiske skader i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende på offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, indførtes med loven en betydelig lempelse i patienters mulighed for at opnå erstatning. Indtil dette tidspunkt blev patienters adgang til at opnå erstatning reguleret efter den almindelige erstatningsretlige regel, den såkaldte culparegel, det vil sige, at patienten skulle bevise, at skaden var forvoldt forsætligt eller uagtsomt ved uacceptabel adfærd. Med patientforsikringsloven blev ikke kun adgangen til at opnå erstatning mere lempelig, ordningen blev også organiseret som en forsikringsordning. De erstatningspligtige, de driftsansvarlige sygehusmyndigheder er med undtagelse af staten, kommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab pligtige at være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab. Ringkøbing og Vestsjællands amtskommuner har valgt at være selvforsikrede. De forsikringsgivende selskaber danner i fællesskab en forening, Patientforsikringsforeningen ( i det følgende Patientforsikringen), som træffer afgørelse i de enkelte erstatningssager i 1. instans. Patientforsikringen skal efter lovens 13, stk.1, oplyse og behandle sagerne uden omkostninger for patienterne. Patientforsikringsforeningens afgørelser i erstatningssager kan indbringes for et af sundhedsministeren nedsat patientskadeankenævn, som har den endelige administrative afgørelse. Patientskadeankenævnets afgørelser kan indbringes for Østre eller Vestre Landsret efter sagsøgers bopæl, jf. Retsplejelovens 240, stk. 2. Hovedformålene med ordningen er således at sikre patienterne en lettere, hurtigere og billigere adgang til erstatning, når de er blevet påført en fysisk skade ved behandling, undersøgelse eller lignende på et offentligt sygehus end efter den almindelige erstatningsret. 2.2 Organisation 2.2.1 Nævnets sammensætning Patientskadeankenævnet er nedsat af sundhedsministeren i medfør af 14 i patientforsikringsloven. Ankenævnet bestod oprindelig af en formand og otte andre beskikkede medlemmer, jf. 14, stk. 2 og 3, men er i 1997 og 1998 udvidet med to yderligere afdelinger. I henhold til 14, stk. 3, skal nævnet ved afgørelsen af den enkelte sag sammensættes af formand eller næstformand udpeget af sundhedsministeren 1 medlem udpeget af sundhedsministeren 2 læger udpeget af Sundhedsstyrelsen 2 medlemmer udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab 2 medlemmer udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet. Medlemmerne udpeges for 4 år. Nævnet kan organisere sit arbejde i flere afdelinger. Nævnsafdelingerne er beslutningsdygtige, når mindst et medlem fra hver af de nævnte persongrupper

er til stede. Primo 1997 bestod nævnet af en afdeling, hvis beskikkelse udløb i marts 1997. Den 24. marts 1997 blev samtlige medlemmer bortset fra et genbeskikket. Samtidig hermed blev det besluttet at etablere yderligere en afdeling i nævnet. Nævnets sammensætning marts 1997: 1. Formand og næstformand udpeget af sundhedsministeren : Dommer Ulla Staal (formand) Dommer Arne Ljungstrøm (næstformand) 2. Udpeget af sundhedsministeren: Stadsdirektør Viggo Ramm Kommunaldirektør Lisbeth Lemmich Suppleanter: Planlægningschef Marianne Johansen Kontorchef Morten Engberg 3. Udpeget af Sundhedsstyrelsen: Overlæge Helle Ørding Overlæge Svend Schulze Overlæge Niels Stephensen Overlæge Wiggo Fischer-Rasmussen Suppleanter: Overlæge Bente Danneskiold-Samsøe Overlæge Olaf Bonnevie 4. Udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab: Vicekontorchef Anni Olesen Kontorchef Lars Oppenhagen Fuldmægtig Laila Dahl Direktør Ole Rosbo Suppleanter: Kontorchef Claus Mørch Petersen Sekretariatsleder Claus E. Hansen 5. Udpeget af De samvirkende Invalideorganisationer: Konsulent Jørgen Lenger Gudrun Mørup Stig Thomasen Ulla Gehl Suppleant:

Jette Juul Jensen 6. Udpeget af Forbrugerrådet: Kirsten Nielsen Bitten Weberg Suppleant: Mette Reissmann Lisbeth Baadstrup ( fra 30. oktober 1997) I marts 1998 blev det, med henblik På at nedbringe sagsbehandlingstiden, besluttet at udvide nævnet med endnu en nævnsafdeling, det vil sige til i alt tre afdelinger. nedenstående blev herefter udnævnt pr. 31. marts 1998. 1. Næstformand udpeget af sundhedsministeren: Dommer Lis Hævdholm (næstformand) 2. Udpeget af sundhedsministeren: Advokat Ditlev Wad Suppleant: Advokat Joan Colding 3. Udpeget af Sundhedsstyrelsen: Overlæge Peter Matzen Overlæge Kaare Schmidt Suppleant: Overlæge Flemming Winther Bach 4. Udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab: Fuldmægtig Bjarne Aabye Fuldmægtig Frits Ripperger Suppleant: Fuldmægtig Steen Jørgensen 5. Udpeget af De samvirkende Invalideorganisationer: Per Dahl Junker Charlotte Lauritsen Suppleant: Hanne Svane 6. Udpeget af Forbrugerrådet: Bent Olufsen

Suppleant: Anette Espersen Den 6. april 1998 fratrådte dommer Ulla Staal som formand, og dommer Arne Ljungstrøm udnævntes til formand. Administrerende dommer Bjarne Pedersen blev samme dato udnævnt som yderligere næstformand. 2.2.2 Sekretariatet Ifølge forretningsordenens 14 stiller Sundhedsministeriet den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for nævnet. Ved ankenævnets oprettelse bestod sekretariatet af en deltidsbeskæftiget fuldmægtig og en deltidsbeskæftiget kontorfunktionær. efterhånden som antallet af sager voksede, blev det nødvendigt at forøge ressourcerne i sekretariatet tilsvarende. I 1997 var der beskæftiget 2,6 AC-årsværk, 2,2 HK-årsværk, 0,3 studentårsværk og 0,2 lægekonsulentårsværk, i alt 5,3 årsværk. I 1998 var der beskæftiget 3,2 AC-årsværk, 3,2 HK-årsværk, 0,5 Studentårsværk og 0,4 lægekonsulentårsværk, i alt 7,3 årsværk. I perioden 1997/1998 skete der fortsat en meget kraftig vækst i antallet af ankesager (se nedenfor i afsnit 2.1, tabel 1, side 15). Det medførte en uacceptabel stigning i sagsbehandlingstiden. Med henblik På at få sagsbehandlingstiden nedbragt og at styrke sekretariatet administrativt blev der fra august 1998 ansat en sekretariatschef i sekretariatet. Frem til april 1997 havde sekretariatet til huse først i lokaler På Rigshospitalet og senere i Sundhedsministeriet; herefter flyttede sekretariatet til Holbergsgade 14, 4., 1057 København K 1.3 Sagernes behandling I medfør af 14, stk. 4, i lov om patientforsikring har Sundhedsministeriet oprindelig fastsat forretningsordenen for Patientskadeankenævnet ved bekendtgørelse nr. 571 af 2. juli 1993 (bilag 2). Ved bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 har Sundhedsministeriet fastsat en ny forretningsorden for Patientskadeankenævnet (bilag 3). 1.3.1 Sagernes forberedelse Når nævnets sekretariat modtager en klage over en afgørelse truffet af Patientforsikringsforeningen påses, at klagen kommer fra en klageberettiget, (skadelidte, vedkommende forsikringsselskab, selvforsikrede driftsansvarlig myndighed eller anden med en retlig interesse i sagen) og inden for den i loven fastsatte frist på tre måneder efter, at klageren har fået meddelelse om Patientforsikringens afgørelse, jf. 15 i lov om patientforsikring.

Klagen sendes herefter til Patientforsikringen med anmodning om en udtalelse og tilsendelse af sagens akter. Når Patientforsikringsforeningens udtalelse foreligger, sendes denne til høring hos klager, driftsansvarlig sygehusmyndighed og vedkommende forsikringsselskab/selvforsikrende amtskommune samt Hovedstadens Sygehusfællesskab. Herefter vil sagen typisk være klar til nævnsbehandling og blive forelagt nævnet til afgørelse. 1.3.2 Nævnsbehandlingen Nævnsbehandlingen af en sag indledes med, at formanden/næstformanden forelægger sagen, hvorefter en almen drøftelse og votering finder sted. En repræsentant fra Patientforsikringen kan deltage i nævnets behandling af sagerne uden stemmeret, jf. 14, stk. 6, i lov om patientforsikring. Nævnets møder er lukkede. Hvis sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst udsættes den. Dette er sket i ca. 15 procent af de sager, som har været på dagsordenen. Udsættelsen kan bl.a. skyldes behov for yderligere lægelige oplysninger, faktiske oplysninger vedrørende erstatningsberegningen, eller at sagen ønskes forelagt Arbejdsskadestyrelsen til vurdering af spørgsmål om mžngrad og/eller erhvervsevnetab. Nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens/næstformandens stemme afgørende. Hvor en afgørelse ikke kan træffes ved enstemmighed, kan medlemmerne forlange, at deres særstandpunkter anføres i beslutningsprotokollen. Nævnets afgørelse kan have følgende indhold: 1) at nævnet tiltræder, ændrer eller ophæver Patientforsikringens afgørelse, 2) at nævnet hjemviser sagen til fornyet afgørelse i Patientforsikringen, 3) at nævnet tager stilling til klager over aktindsigtsspørgsmål vedrørende sagen, som behandles i Patientforsikringsforeningen. Nævnets afgørelse meddeles skadelidte, Patientforsikringen og den driftsansvarlige myndighed. 1.3.3 Resultatet af nævnsbehandlingen. Klager over Patientforsikringens afgørelser kan ske ved en generel eller specifik anke, og der er ikke knyttet formkrav til klagens udformning. Ved en specifik klage bedømmer nævnet som udgangspunkt kun netop det punkt i afgørelsen, der er klaget over; men det kan dog ikke udelukkes, at nævnet (qva officialmaximen) vil bedømme andre punkter end det påklagede, og nævnet anser sig ikke begrænset af parternes påstande. Ved en generel klage vil nævnet foretage en samlet bedømmelse af den påklagede afgørelse. Nævnet kan ændre afgørelsen både til gunst og ugunst for klageren, det vil sige, at der kan blive tale om såvel en forhøjelse som en nedsættelse af den erstatning, Patientforsikringen har fastsat.

2. Statistik 2.1 Modtagne, afsluttede og verserende sager Udviklingen i antal modtagne sager har stort set fulgt den tilsvarende vækst i Patientforsikringsforeningen. Tabel 1. Udvikling i antal modtagne sager. antal modtagne ændring i % andel af patient sager -forsikringssager i % 1993 70 - - 8,3 1994 187 167 14,7 1995 341 82 20,6 1996 568 67 26,9 1997 702 24 27,3 1998 851 21 34,3 Tabel 2. Udvikling i antal modtagne sager, antal afsluttede sager og antal verserende sager. antal modtagne antal afsluttede antal verserende sager sager sager ultimo året 1993 70 29 41 1994 187 96 132 1995 341 182 291 1996 568 273 586 1997 702 374 914 1998 851 559 1206 Tabel 1 og 2 viser, at antallet afsluttede sager hvert år har været mindre end antallet af modtagne sager. Dette har ført til en stigning i antallet af verserende sager fra 41 sager ultimo 1993 til 1206 sager ultimo 1998. 2.2 Oversigt over antal afsluttede sager pr. årsværk Tabel 3. Antal afsluttede sager pr. årsværk i sekretariatet i perioden 1993-1998 (juridiske sagsbehandlere) antal afsluttede AC-årsværk antal afsluttede sager

sager pr årsværk 1993 29 0,5 58 1994 96 0,5 192 1995 182 0,5 364 1996 273 1,6 171 1997 374 1,7 220 1998 559 3,7 151 Tabel 3 viser et springende og ujævnt forløb. Afsluttede sager pr. årsværk i sekretariatet varierer i perioden 1993 til 1998 fra et minimum på 58 sager i 1993 til et maksimum på 364 sager i 1995. Baggrunden er primært, at sekretariatet har anvendt øgede ressourcer til at forberede sagerne, men at nævnet ikke har haft tilstrækkelig kapacitet til at træffe afgørelse i disse. 2.3 Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid Tabel 4. Udvikling i den gennemsnitlige sagsbehandlingstid siden 1.1. 1997 Gennemsnitlig sagsbehandlingstid (skønsmæssigt antal måneder) primo 1997 12 medio 1997 18 primo 1998 20 medio 1998 22 primo 1999 24 Tabel 4 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid har udvist en konstant stigende tendens i perioden fra primo 1997 til ultimo 1998. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er i denne periode steget fra omkring 12 måneder primo 1997 til omkring 24 måneder ultimo 1998. 2.4 Oversigt over nævnets virksomhed Tabel 5. Antal Afviste Udsatte Tiltrådte Ændrede I alt møder sager sager afgørelser afgørelser behandlede sager Hjemvist Ansvar Erstatning 1997 18 1 61 283 2 31 23 401

1998 25 5 86 428 5 38 53 615 I 1997 blev der i alt ændret 56 afgørelser, hvilket udgør ca. 16,5 % af de afgjorte sager. De tilsvarende tal for 1998 er 96 svarende til 18,1 % af de afgjorte sager. Ændring på grund af "ansvar" betyder en anden vurdering af ansvarsgrundlaget end Patientforsikringsforeningens. Stigningen i antallet af møder skyldes, at der primo 1997 var en nævnsafdeling, fra maj 1997 to nævnsafdelinger og fra august 1998 tre nævnsafdelinger. Hver nævnsafdeling holder et møde hver måned undtagen juli måned. På hvert møde er 20 til 25 sager på dagsordenen, incl. genbehandlingssager. Herudover har der i 1997 og 1998 været truffet et mindre antal formandsafgørelser. I bilag 4 er beskrevet, inden for hvilke områder formanden kan træffe afgørelse på nævnets vegne. 2.5 Sager indbragt for landsretten Ifølge patientforsikringslovens 16 kan Patientskadeankenævnets afgørelser indbringes for landsretten der kan stadfæste, ophæve eller ændre Patientskadeankenævnets afgørelse. Disse sager føres af kammeradvokaten og forberedes i et samarbejde mellem kammeradvokaten og Patientskadeankenævnets sekretariat. Siden 1993 er i alt 60 af Patientskadeankenævnets afgørelser indbragt for landsretten. Af disse sager er 13 sager endeligt afsluttet, mens 47 sager stadig er under forberedelse. Tabel 6. Oversigt over antal sager indbragt for landsretten i perioden 1993-1998 (status primo 1999). 1993 1994 1995 1996 1997 1998 i alt afgørelser i PSAN 29 96 182 273 374 559 1513 afsluttede retssager 1 0 7 1 4 0 13 verserende retssager 0 1 6 11 14 15 47 Som det fremgår af tabel 6 er antallet af retssager steget i takt med antallet af sagsafgørelser i Patientskadeankenævnet. Af de 13 afsluttede retssager er de 12 hævet af sagsøger og i 1 sag har nævnet fået medhold. På nuværende tidspunkt (medio 1999) er 2 af de verserende sager anket til Højesteret. I første halvdel af 1999 er 20 sager indbragt for landsretten. 3. Erstatningsgrundlag og afgørelser herom 3.1 Erstatningsgrundlag Grundbetingelsen for, at der kan ydes erstatning i medfør af patientforsikringsloven er i henhold til 1, stk. 1, at der efter den 1. juli 1992 er påført en patient fysisk skade i forbindelse med undersøgelse,

behandling eller lignende foretaget her i landet på et offentligt sygehus eller et sygehus, som det offentlige har driftsoverenskomst med. Skader påført i forbindelse med behandling på private sygehuse eller i udlandet er som hovedregel ikke omfattet, heller ikke, selv om behandlingen er betalt af det offentlige. Patientforsikringslovens helt centrale ansvarsbestemmelse er 2. Bestemmelsen indeholder dels en regel om bevisbedømmelsen, dels fire betingelser for, hvordan skaden skal være forvoldt for, at der foreligger erstatningsgrundlag. Bestemmelsen afviger fra dansk rets almindelige erstatningsregel, culpa-reglen. Skaden skal således ikke være forvoldt forsætligt eller uagtsomt, og skadelidte skal derfor ikke føre bevis for eventuelt skyldforhold i forbindelse med skadens opståen for at få anerkendt skaden som erstatningsberettigende. Det er således ikke en betingelse for at få anerkendt skaden, at der er tale om fejl fra sundhedspersonens eller sygehusets side. Der skal alene tilvejebringes en overvejende sandsynlighed for, at skaden er opstået på en af de i 2, stk. 1, nr. 1-4 nævnte måder (se nærmere nedenfor under afgørelser), er der tale om en klar fejl, og kan fejlen have medført skaden, lempes kravet til bevis for årsagssammenhæng (se nedenfor j. nr. 25/97, side 24), hvor nævnet anerkendte en skade, da der under behandlingsforløbet var givet en fejldosis medicin, og denne kunne have medført skaden. Det er skadelidte, der har bevisbyrden for, at ret til erstatning foreligger; men Patientforsikringen skal tilvejebringe de nødvendige oplysninger til afgørelse af sagen. 3.2 Eksempler på afgørelser 3.2.1 1, stk. 1 Dækningsområdet Efter 1, stk. 1, dækker patientforsikringsloven kun fysiske skader, det vil sige, at skader af rent psykisk karakter, som ikke står i forbindelse med en skade af fysisk karakter, ikke er omfattet af loven. Skader på ting er heller ikke omfattet af loven. Er der indtrådt en fysisk skade, omfatter dækningen dog også eventuelle psykiske følger af denne skade. Den fysiske skade skal være opstået i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende, det vil sige, at skaden skal være forårsaget af behandlingen og ikke af grundsygdommens forløb. Selve det forhold, at behandlingen ikke lykkes, at der opstår komplikationer til grundsygdommen, eller at forventningerne til behandlingen ikke indfries, erstattes ikke. Der gives heller ikke erstatning for enhver skadelig følge af en undersøgelse/behandling, idet skaden kan være en uundgåelig risiko ved nødvendig behandling. En eventuel anerkendelse og erstatning vil kun omfatte den merskade, der er blevet påført patienten ved behandling med videre og ikke de samlede ulemper eller det samlede tab i forbindelse med grundsygdommen og den nødvendige behandling heraf. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at der ikke er blevet påført patienten en fysisk skade ved behandling, undersøgelse eller lignende, og at denne derfor ikke er berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jr. lovens 1, stk. 1. J. nr. 144/97: En kvinde havde i mange år haft rygproblemer og havde fået tilkendt mellemste førtidspension som følge heraf. Da kvinden fik tiltagende lændesmerter og vandladningsforstyrrelser, blev der foretaget MR-scanning, som viste en ret stor midtstillet prolaps fra discus mellem nederste ryghvirvel og korsbenet (5. lændediscus). Der blev foretaget akut operation, men uden overbevisende effekt. Kvinden blev ca. to måneder senere atter indlagt med rygsmerter, dårlig gangfunktion samt vandladningsproblemer, og der blev foretaget CT-scanning, som viste forandringer, der kunne være forenelige med gendannelse af prolapsen på højre side svarende til 5. discus. Der

blev herefter foretaget operativt indgreb, hvorunder der fandtes et lille stykke discusprolapsvæv liggende i nerverodskanalen svarende til højre 1. korsbensnerverod. Da kvinden også havde venstresidige symptomer, blev der foretaget frilægning på venstre side, hvor der fandtes frie forhold. Efter operationen var der bedring, smerterne aftog; men vandladningssymptomerne var uændrede, og der var stadig behov for engangskateterisation. Senere i indlæggelsesforløbet blev der foretaget CT-scanning, som gav mistanke om prolapsgendannelse ud for 5. lændehvirvel; men der fandtes ikke indikation for operation, og kvinden blev henvist til genoptræning. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af lov om patientforsikring. Patientforsikringen vurderede, at kvindens nuværende gener ene og alene kunne tilskrives den tilgrundliggende mangeårige rygsygdom. Således vurderedes det, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med den undersøgelse og behandling, som i øvrigt fandtes at være i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og betingelserne i patientforsikringsloven 1, stk. 1, og 2, stk. 1, var derfor ikke opfyldt. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde Patientforsikringens afgørelse og fandt, at kvindens nuværende gener i form af rygsmerter, lammelser i ben, dropfod samt påvirket blærefunktion med overvejende sandsynlighed måtte henføres til hendes grundsygdom. Nævnet fandt således, at der ikke var blevet påført kvinden en fysisk skade, og at betingelserne for at yde erstatning efter lov om patientforsikring således ikke var opfyldt jf. 1, stk. 1. J nr. 346/96: En kvinde fødte tvillinger ved kejsersnit, forløbet var normalt, og efter syv dage blev hun udskrevet. Ca. fjorten dage efter fødslen blev hun tiltagende dårlig med smerter i venstre side af brystet, høj feber og bevidstløshed, hvorefter hun blev indlagt. Gynækologisk undersøgelse på indlæggelsesdagen viste ingen tegn på betændelse i livmoderen, og det vurderedes herefter, at der var tale om blodforgiftning af ukendt årsag. Der var hævelse i hele venstre bryst, og dyrkning af sekret fra brystet viste stafylokokker og streptokokker. Det konstateredes herefter, at patienten led af betændelse i brystet, uden at den nærmere årsag hertil kunne konstateres. Som følge af den kritiske tilstand under indlæggelsen var hun efterfølgende talebesværet, bevægelseshæmmet og hukommelsessvækket. Patientforsikringen fandt, at de opståede skader var en følge af den konstaterede betændelse i brystet og ikke en følge af betændelse Opstået i væv efterladt i livmoderen efter fødslen. Patientforsikringen fandt endvidere, at den opståede betændelse i venstre bryst ikke var en følge af den behandling, hun fik På sygehuset, hverken i forbindelse med fødslen eller i forbindelse med den efterfølgende indlæggelse, og de opståede skader måtte derfor henføres til hendes grundsygdom, betændelse i brystet. Hun var derfor ikke berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, idet betingelserne i lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, ikke var opfyldt. Patientskadeankenævnet tiltrådte patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven ikke var opfyldt, jf. lovens 1, stk. 1. J nr. 522/96: En 74-årig kvinde blev opereret på grund af forsnævring af kanaler og ostitis i lænderyggen omfattende tidligere opereret discus. Ved operationen blev der konstateret store slidgigtforandrede facetled med betydelig forsnævring og tryk på nerverødder og nerverodssækken. Knoglen blev afbidt, således at der blev skabt plads til nerverødderne, der herefter lå frit. Operationen blev kompliceret af en lille rift på rygmarvshinden samt rigelig

blødning. Forløbet efter operationen var ukompliceret, men hun havde fortsat belastningsrelaterede lændegener med udstråling til højre ben. Hun havde tidligere fået foretaget to operationer, hvorved man henholdsvis havde foretaget fjernelse af 3. lændediscus og løsning af 4. lænderod. Patientforsikringen fandt, at operationen blev udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring har været det optimale i den givne situation. Patientforsikringen lagde vægt på, at en rift på rygmarvshinden er en almindeligt forekommende komplikation ved denne operationstype, og særligt efter tidligere operationer med arvævsdannelse. Der blev desuden lagt vægt på, at rigelig blødning i forbindelse med operationen ofte forekommer ved denne operationstype. Patientforsikringen fandt endvidere, at alvorligheds- og sjældenhedskriteriet i 2, stk. 1, nr. 4, ikke kunne anses for opfyldt. Herved lagde patientforsikringen vægt på grundsygdommens karakter samt det forhold, at patienten 2 gange tidligere var blevet opereret på henholdsvis L3- og L4-niveau. Patientforsikringen fandt herefter, at sagen ikke var omfattet af patientforsikringsloven, idet betingelserne i lovens 2, stk. 1, nr. 1-4, ikke var opfyldt. Patientskadeankenævnet fandt, at patientens gener var følger af hendes grundsygdom, samt det forhold, at hun to gange tidligere var opereret på henholdsvis L3- og L4-niveau med arvævsdannelser til følge, og ikke af den behandling, hun havde fået på sygehuset, som fandtes at have været korrekt. Nævnet fandt således, at der ikke var påført hende en fysisk skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset. Hun var derfor ikke berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jf. lovens 1, stk. 1. J. nr. 298/97: En mand pådrog sig ved et fald et højresidigt håndledsbrud. På skadestuen blev der fundet indikation for påpladssætning og ekstern fiksation (Hoffmanns apparatur). Under operationen blev albuebensarterien fundet overrevet, hvorfor denne blev lukket med en knude opadtil og nedadtil. Samtidig fandtes albuebensnerven i håndledsniveau forstrakt, men intakt. Dagen efter viste røntgenkontol let forskydning, og dette blev korrigeret ved hjælp af den eksterne fiksation. Herefter var stillingen bedre. Efterfølgende røntgenkontrol viste et spring i ledfladen på 2-3 mm. Bruddet egnede sig imidlertid ikke til operativ påpladssætning, og det var ikke muligt at korrigere yderligere ved hjælp af den eksterne fiksation, hvorefter manden blev udskrevet. Få dage senere, blev han atter indlagt med tegn på betændelse, og der blev iværksat antibiotikabehandling. Det eksterne fiksationsapparat blev fjernet ca. to måneder senere, hvorefter der blev iværksat intensiv ergoterapi. Den efterfølgende genoptræning var langvarig og kompliceret. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af lov om patientforsikring. Patientforsikringen vurderede, at mandens nuværende tilstand var en følge af det svære brud og den arterie- og nervelæsion, der var opstået i forbindelse hermed. Endvidere havde udviklingen af manglende heling svarende til bruddet på spolebenet betydning for mandens nuværende tilstand, men den manglende heling kunne ikke anses for at være en følge af den behandling, han havde modtaget, men måtte anses for at være en følge af bruddet og grundsygdommen osteoporose. Mandens nuværende tilstand var således ikke en følge af sygehusets behandling, som i øvrigt havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, men en følge af hans grundsygdom, og han var derfor ikke berettiget til erstatning efter lov om patientforsikring. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde Patientforsikringens afgørelse og fandt, at mandens nuværende gener var en følge af hans håndledsbrud og ikke af sygehusets behandling, som i øvrigt fandtes at være korrekt. Nævnet fandt således, at der ikke var blevet påført manden en fysisk skade,

og at betingelserne for at yde erstatning efter lov om patientforsikring således ikke var opfyldt, jf. 1, stk. 1. 3.2.2 2, stk. 1: Ansvarsgrundlag - grundbetingelser - bevisbedømmelse 3.2.2.1 2, stk. 1, nr. 1 - Specialistreglen 1) - "hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået". Der er tale om en specialistmålestok, hvor udgangspunktet er, hvordan den erfarne specialist på området ville have handlet under de givne ressourcemæssige forhold, og hvorvidt skaden ville have været undgået med denne behandling. Der er tale om en objektiv målestok, og det er således uden betydning, hvilke individuelle forudsætninger den behandlende læge havde. I sag j. nr. 65/96 (side 25) anerkendte nævnet en nervelæsion i forbindelse med en knæoperation, idet nævnet fandt, at der var tale om en lejringsskade, og at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have undgået at forvolde en sådan nervelæsion. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden er omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. J. nr. 25/97: Svækket krav til beviset for årsagssammenhæng i tilfælde af klar faglig fejl. En dengang 64-årig mand blev indlagt med henblik på at få indsat en bukseprotese på grund af svær åreforkalkning med aflukning af pulsåren i begge ben. Han led i forvejen af en svær hjertelidelse og havde året før fået foretaget coronar by-pass-operation. Der havde endvidere tidligere været 3 akutte blodpropper i hjertet. Efter operationen skete en forveksling mellem 2 infusionspumper, og der blev givet en ca. 10 gange for stor Dopamindosis intravenøst. Manden fik blodtryksfald til ca. 70. Efter relevant behandling steg blodtrykket; men han udviklede tegn på endnu en blodprop i hjertet, og fem dage efter afgik han ved døden. Patientforsikringen fandt under henvisning til lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, at manden var særdeles hjertesvækket, og at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at det var hans meget alvorlige grundsygdom, der var årsag til sygdomsforløbet og dødsfaldet. Patientforsikringen fandt endvidere, at den utilsigtede indgift af Dopamin i høj dosis kun i ringe omfang (sandsynlighed mindre end 50 %) havde bidraget til det forløb, der medførte dødsfaldet. Patientskadeankenævnet fandt overensstemmelse med bevisbedømmelsen efter praksis ved den almindelige erstatningsregel (culpa-reglen), hvor der er begået klare faglige fejl, at patienten ved fejldoseringen med Dopamin var blevet påført en fysisk skade, og at denne med overvejende sandsynlighed havde medført dødsfaldet. Nævnet anerkendte herefter dødsfaldet som erstatningsberettigende, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1. Ifølge retspraksis lempes kravet til beviset for årsagssammenhæng, når det kan fastslås, at der er

begået en klar fejl, og denne kan have medført skaden. J. nr. 319/95: Påført skade - specialiststandard En 27-årig kvinde blev indlagt på gynækologisk afdeling under diagnosen truende abort i 7. graviditetsuge. Forud for indlæggelsen havde hun haft blødninger i 3 dage. Hun havde selv foretaget to graviditetstest, som begge var positive. Ved indlæggelsen var blødningen aftaget og ved ultralydsscanning fandtes livmoderen tom, ligesom urinprøve for graviditet var negativ. Hun fik taget blodprøver og blev derefter udskrevet, idet tilstanden opfattedes som en blødningsuregelmæssighed. Efter udskrivelsen kom der svar på blodprøverne. Ifølge disse var kvindens blodtype rhesus negativ, og det blev bekræftet, at kvinden havde været gravid. Sygehuset reagerede ikke på svarene. Hun blev kort tid efter gravid, og under denne graviditet blev det konstateret, at barnet var blevet svært rhesusimmuniseret. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset. Hun var derfor ikke berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jf. lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Patientforsikringen vurderede, at selv om man havde iværksat rhesusprofylakse i forbindelse med indlæggelsen, som man burde have gjort, var det ikke overvejende sandsynligt, at rhesusimmuniseringen ved en senere graviditet ville være undgået, idet ved indlæggelsen allerede var gået op til 3-4 dage fra det tidspunkt, hvor den første graviditet måtte anses for afsluttet. Patientskadeankenævnet fandt, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold senest dagen efter indlæggelsen ville have givet kvinden rhesusprofylakse, hvorved skaden i form af rhesusimmunisering med overvejende sandsynlighed ville være undgået. Hun var derfor berettiget til erstatning, jr. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. J. nr. 65/96: Lejringsskade En 52-årig kvinde blev opereret i knæet. Dagen efter operationen måtte en stram forbinding lægges om, idet hun havde gener, der var forenelige med tryk på lægbensnerven. Den følgende dag var der klare tegn på påvirkning af nerven, i første omgang i form af fuldstændig lammelse med følelses- løshed. Lammelsen aftog imidlertid de følgende måneder; men der var fortsat ingen følelse i storetåen og brændende fornemmelser På foden. Ni måneder efter operationen var der tilbagevendende problemer i form af dropfod og smerter i ankelleddet. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af 2, stk. 1, nr. 1, idet Patientforsikringen vurderede, at behandlingen På sygehuset var i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det optimale i den givne situation. Endvidere fandt Patientforsikringen, at den indtrådte skade i form af midlertidig lammelse af lægbensnerven ikke var tilstrækkelig alvorlig til anerkendelse efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Ifølge Patientforsikringens høringssvar afgivet i forbindelse med anken, havde Patientforsikringen ved afgørelsen lagt vægt på, at lammelsen som var opstået i forbindelse med operationen, havde været aftagende i forløbet og siden var forsvundet fuldstændigt. Patientforsikringen vurderede, at de tiltagende smerteklager og tilsyneladende nedsat aktiv bevægelighed i foden, som viste sig senere i forløbet, ikke kunne være forårsaget af den oprindelige lejringsskade og den deraf følgende lammelse af lægbensnerven. Patientskadeankenævnet fandt det overvejende sandsynligt, at kvinden i forbindelse med operationen var blevet påført en delvis læsion af lægbensnerven, formentlig ved forkert lejring eller anden procedurefejl. Patientskadeankenævnet fandt endvidere, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have undgået at forvolde en sådan

nervelæsion, og betingelserne for at anse skaden for erstatningsberettigende efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, var herefter opfyldt. J. nr. 448/96: Let forskudt håndledsbrud - Påført skade / grundlidelse - specialiststandard En 45-årig mand pådrog sig et højresidigt håndledsbrud. Røntgenundersøgelsen viste, at der var tale om et let forskudt brud. Bruddet blev behandlet med gipsskinne i fem uger med efterfølgende instruktion i genoptræning. På grund af fortsatte gener blev han ca. tre måneder senere genhenvist til sygehuset. Man fandt tegn på løshed af leddet mellem spoleben og albueben ved håndleddet og foretog operativ opretning af det ophelede brud med indsættelse af et stykke bankknogle og fiksation ved anvendelse af skinne og skruer. Patientforsikringen fandt under henvisning til 1, stk. 1 og 2, stk. 1, at der ikke var påført patienten en skade i forbindelse med behandlingen. Patientforsikringen lagde til grund, at løshed af leddet mellem spole- og albueben ved håndleddet, som krævede reoperation, ikke var en følge af den primære behandlingen, men en følgetilstand, der kunne henføres til bruddets karakter. Patientforsikringen fandt endvidere, at behandlingen havde været i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været den bedst mulige i den givne situation. Patientskadeankenævnet fandt, at der var påført den pågældende en skade i forbindelsen med den primære behandling, idet en erfaren specialist på det pågældende område under de givne forhold ville have behandlet bruddet med operativ påpladssætning og fiksering med skinne / skruer. Endvidere ville en erfaren specialist have sikret en klinisk vurdering af stabiliteten af leddet mellem spole- og albueben ved håndleddet såvel som have foretaget en røntgenundersøgelse, da gipsbandagen blev fjernet efter fem uger. Nævnet vurderede, at det var overvejende sandsynligt, at man derved kunne have undgået fejlstilling i det ophelede brud. Nævnet anerkendte herefter skaden som erstatningsberettigende, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1. J. nr. 505/96: Påført skade - specialiststandard - unødvendig operation En 47-årig kvinde havde problemer fra højre håndled i form af smerter på lillefingersiden og klikkende fornemmelse, når hun roterede i håndleddet. På mistanke om læsion af discus triangularis udførte man røntgenundersøgelse med kontraststof af højre håndled, der dog ikke påviste en sådan læsion. På mistanke om slidgigt mellem spoleben og albueben ved håndleddet fik kvinden injektion med binyrebarkhormon tilsat lokalbedøvelse, dog uden effekt. Tre måneder senere blev kvinden opereret med fjernelse af den håndledsnære del af højre albueben og gipsbandageret. Ved kontrol måneden efter havde kvinden fortsat mange gener fra højre håndled. Ved sidste kontrol var tilstanden uændret, og behandlingen blev afsluttet. Patientforsikringen fandt under henvisning til lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, at kvinden ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført nogen skade i forbindelse med operationen, men at hendes gener med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives hendes grundlidelse i form af smertepåvirkning i højre håndled og udviklingen heraf. Det var Patientforsikringens vurdering, at det nævnte operative indgreb sædvanligvis kun medførte en vis yderligere instabilitet i håndleddet og ikke yderligere smerter. Patientforsikringen fandt endvidere, at behandlingen havde været i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været den bedst mulige i den givne situation, og bemærkede, at patientens forventninger til operationsresultatet, som operationen efterfølgende viste sig ikke at leve op til, ikke i sig selv berettiger til erstatning for de komplikationer, som består i, at behandlingen ikke lykkes.

Patientskadeankenævnet fandt, at der var blevet påført kvinden en erstatningsberettigende skade i forbindelse med operationen. Nævnet lagde vægt på, at en erfaren specialist på det pågældende område ikke ville have fjernet den håndledsnære del af højre albueben, idet hverken de præoperative undersøgelser eller de i operationsbeskrivelsen anførte fund berettigede til foretagelsen af det pågældende indgreb, som var invaliderende. Nævnet anerkendte herefter skaden som erstatningsberettigende, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden ikke er omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. J. nr. 113/96 En kvinde, der led af en sygdom i øresneglen, som medfører hurtigt fremadskridende døvhed, blev opereret for kræft i æggestokken. Hun blev efterfølgende henvist til kemoterapi. På sygehuset blev det på grund af hendes betydelige høretab besluttet at tilbyde Taxol- og Carboplatinbehandling i stedet for Cisplatinbehandling. Hun blev informeret om bivirkningerne ved denne behandling, og hun besluttede at modtage Taxol og Carboplatinbehandling. Hun modtog herefter behandling i fem måneder. Et år efter havde hun fortsat moderate til svære neurotoxiske bivirkninger. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringsloven, jf. lovens 3, stk. 3, hvoraf det følger, at erstatning efter patientforsikringsloven ikke ydes for skader, der skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller lignende. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville have handlet anderledes, end man gjorde på det pågældende sygehus. Nævnet fandt endvidere, at hendes gener i form af neurotoxiske bivirkninger ud fra en efterfølgende vurdering ikke kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været ligeså effektiv til behandling af hendes sygdom, jr. patientforsikringlovens 2, stk.1, nr.1 og nr. 3. Nævnet fandt, at generne med overvejende sandsynlighed skyldtes bivirkninger ved de anvendte lægemidler, og da der ifølge lov om patientforsikring ikke ydes erstatning for skader, som skyldes egenskaber ved anvendte lægemidler, når betingelserne i 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, ikke er opfyldt, jr. lovens 3, stk. 3, var hun ikke berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven. J. nr. 282/97: Optimal behandling trods forkert diagnose En mand blev indlagt efter, at han de seneste uger havde haft hoste, feber, nattesved, blodigt opspyt samt et vægttab på 4-5 kg. Der blev på sygehuset foranlediget kikkertundersøgelse og finnålspunktur af luftvejene. Kikkertundersøgelsen viste normale forhold; men finnålsaspiratet viste malignitetssuspekte celler, som kunne tyde på kræft. En CT-scanning af brysthulen viste infiltrat og sammenfald af en del af venstre lunge. På denne baggrund blev der foretaget operation, hvorunder venstre lunge med en 5 x 5 cm stor knude i overlappen med indvækst i underlappen og forbundet med brystvæggen blev fjernet. Mikroskopisk undersøgelse af den fjernede lunge viste efter operationen overraskende, at der ikke var tale om kræft, men om strålesvamp (actinomyces). Manden blev herefter sat i højdosis penicillinbehandling, og efterforløbet var ukompliceret. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af lov om patientforsikring. Patientforsikringen vurderede, at sygehusets behandling var blevet udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard og lagde herved vægt på, at actinomycesinfektion i lungerne er en yderst sjælden

sygdom hos patienter i 30-40 års alderen, og at der på intet tidspunkt i sygdomsforløbet havde været grund til at mistænke, at der var tale om actinomyces. Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at man forud for operationen ved røntgenundersøgelse og CT-scanning havde fundet tumorsuspekte fortætninger i venstre lunge, samt at man ved finnålsbiopsi havde fundet ondartede celleforandringer, og at det på baggrund af disse fund med overvejende sandsynlighed måtte antages, at der var tale om lungecancer. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde Patientforsikringens afgørelse og fandt, at sygehusets behandling var i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Nævnet lagde vægt på, at de kliniske undersøgelser forud for operationen gav mistanke om ondartede celleforandringer, og at det måtte antages, at patienten havde lungecancer. Da nabovævene ikke viste ondartede celleforandringer, var radikal fjernelse af lungen indiceret som eneste udsigtsfulde behandling. Betingelserne for at yde erstatning efter lov om patientforsikring var således ikke opfyldt, jf. 3, stk.1, jf. 2, stk. 1, nr. 1. 3.2.2.2 2, stk. 1, nr. 2 - Teknisk apparatur, redskaber eller udstyr 1) - "hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende" Bestemmelsen er en ansvarsregel, der dækker alle tilfælde af svigt i nævnte apparatur med videre. Ingen afgørelser vedrørende denne bestemmelse i 1997/98 3.2.2.3 2, stk. 1, nr. 3 - Ligeværdig metode eller teknik 2) - "hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom" Denne bestemmelse dækker skader, der set i bakspejlet kunne eller burde have været undgået ved valg af en anden behandlingsteknik eller -metode under forudsætning af, at alternativ teknik eller metode faktisk stod til rådighed, at den var lige så effektiv til behandling af patientens sygdom, som den anvendte behandling, og at skaden med overvejende sandsynlighed ville have været undgået ved valg af den alternative teknik eller metode. Den alternative teknik eller metodes ligeværdighed vurderes ud fra, den vurdering, en erfaren specialist ville have anlagt på tidspunktet for undersøgelse og valg af behandling. Selve skadens uundgåelighed vurderes derimod ud fra den viden og erfaring, der foreligger på afgørelsestidspunktet og ikke på tidspunktet for iværksættelsen af behandlingen. Som eksempel på en sag om ligeværdige metoder kan nævnes sag j. nr. 434/96 (side 30), hvor nævnet anerkendte en skade som følge af kikkertoperation for lyskebrok, idet en åben operation måtte anses for at være en ligeværdig metode, og idet skaden med overvejende sandsynlighed ville være undgået ved valg af åben operation. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden var omfattet af 2, stk. 1, nr. 3:

J. nr. 434/96: Kikkertoperation ctr. åben operation En 52-årig mand fik foretaget brokoperation med kikkertmetode på venstre side. Kikkertmetoden blev anvendt efter hans eget ønske. I løbet af natten fik han smerter under ribbensbuerne og hurtigere, men regelmæssig puls. Der blev iværksat antibiotikabehandling på mistanke om lungebetændelse. Den 52-årige blev udskrevet efter to dage. Lyskeregionen var da reaktionsløs og uden misfarvning. På baggrund af nedsat hæmoglobin og let feber blev han to uger efter ultralydsundersøgt, og der blev da påvist en fladeformet blodansamling ved forreste bugvæg og en mindre ansamling nedadtil i højre side. Der blev endvidere påvist sten i galdeblæren. Ved finnålspunktur blev der udtømt gammelt blod. To måneder senere var han afebril og i fortsat fremgang. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af 2, stk. 1, nr. 3. Patientforsikringen lagde vægt på, at en åben operation for lyskebrok må anses for at være en ligeværdig metode i forhold til kikkertmetoden, når henses til operationstid og postoperative resultater. Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at den opståede komplikation i form af blodansamling i operationsfeltet med overvejende sandsynlighed næppe ville være indtrådt, såfremt der var foretaget åben brokoperation. Patientskadeankenævnet tiltrådte, at skaden var omfattet af lovens 2, stk. 1, nr. 3, med den anførte begrundelse. J. nr. 24/97: Operation ctr. konservativ behandling En dengang 19-årig kvinde fik i forbindelse med brud på højre fod knystdannelse på højre storetå. På grund af gener herfra gennemførte man ni år senere en Schedes-operation med fjernelse af slimsæk og afmejsling af en lille udvækst på knoglen, således at tåen kunne rettes lidt ud. Ved en undersøgelse et halvt år efter operationen konstaterede man, at knysten ikke var blevet mindre, at huden var blevet tynd i operationsområdet, og at der var tilkommet tendens til, at tåen skred ind over 2. tå. Man anså det for muligt at foretage fornyet operation; men man kunne ikke garantere et godt resultat, hvorfor kvinden afstod herfra. Patientforsikringen fandt under henvisning til 1, stk. 1, og 2, stk. 1, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringsloven. Patientforsikringen lagde herved vægt på, at en gennemgang af røntgenbillederne ikke med overvejende sandsynlighed gav holdepunkt for, at operationen havde medført den manglende kontrol af storetåen eller i øvrigt de gener, kvinden havde oplevet, hvorfor kvinden ikke var påført skade som følge af behandlingen. Patientforsikringen fandt endvidere, at behandlingen var i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været den bedst mulige i den givne situation. Patientskadeankenævnet fandt, at kvinden var blevet påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3, erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at kvindens gener kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik, som udfra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af hendes sygdom, idet kvindens gener kunne være undgået, såfremt man have undladt at operere og i stedet havde behandlet hende konservativt. J.nr.: 340/96: Rygmarvsbedøvelse ctr. generel anæstesi - egenskaber ved lægemidler En 40-årig kvinde fik foretaget kikkertundersøgelse af blæren. Forud for indgrebet blev der foretaget rygmarvsbedøvelse svarende til mellemrummet mellem 4. og 5. lændehvirvel. Af anæstesiskemaet fremgår det, at bedøvelsen ved afslutningen af indgrebet kun omfattede de nerveområder, der udgår svarende til korsbenet. Efter bedøvelsen havde patienten haft gener i form af kraftige jag og smerter i lænden samt sovende fornemmelser i begge ben. Patienten kunne således ikke stå eller sidde i mere end 1 time ad gangen.

Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringsloven, idet patientens gener med overvejende sandsynlighed ikke kunne henføres til selve den anvendte metode ved bedøvelsen eller undersøgelsen. Der blev i den forbindelse henvist til patientforsikringslovens 3, stk. 3, hvoraf det følger, at erstatning ikke kan ydes for skader, der skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller lignende. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at patientens gener umiddelbart måtte henføres til egenskaber ved det til lokalbedøvelse anvendte middel. Det blev bemærket, at der efter patientforsikringslovens 3, stk. 3, ikke ydes erstatning for skader, der skyldes egenskaber ved de anvendte lægemidler. Patientskadeankenævnet fandt imidlertid, at skaden ikke ville være opstået, såfremt man havde foretaget generel anæstesi. Generel anæstesi måtte betragtes som en ligeværdig teknik til bedøvelse for det omhandlede indgreb. Patientforsikringens afgørelse blev derfor ændret, og patienten blev anset for at være blevet påført en erstatningsberettigende skade i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden ikke var omfattet af 2, stk. 1, nr. 3. J. nr. 224/95: Skade ej omfattet, da følge af nødvendig/effektiv behandling for nældefeber En 30-årig mand blev indlagt på grund af nældefeber. Dagen efter blev der iværksat behandling med Prednison, og fire dage efter blev han udskrevet. Knap et år efter blev han atter indlagt med tilbagevendende nældefeber og nyopståede ledsmerter. Han fik igen prednisonbehandling og blev udskrevet efter otte dage. Fire dage efter udskrivelsen var han til undersøgelse i sygehusets allergiambulatorium, hvor det konstateredes, at han led af arvelig overfølsomhed over for visse stoffer. Han fulgte herefter en eliminationsdiæt, og prednisonbehandlingen blev langsomt nedtrappet. Ca. seks måneder senere vendte nældefeberen tilbage, og han blev indlagt. Han blev udskrevet efter ti dage, hvor behandling med Prednison var ophørt. Ca. fem måneder senere blev han indlagt med brud i venstre hofte samt begyndende tegn på knoglevævsdød (nekrose). Han blev opereret med påpladssætning af bruddet i venstre hofte. Seks måneder senere fik han indsat en protese i højre hofte. Patientforsikringen fandt, at den opståede knoglenekrose med overvejende sandsynlighed var forårsaget af prednisonbehandlingen. Patientforsikringen vurderede imidlertid, at den primære behandling på sygehuset var udført i overensstemmelse med, hvad der efterlægevidenskab og erfaring var det optimale i den givne situation, jf. 2, stk. 1, nr. 1. Der blev herved lagt vægt på, at doseringen og behandlingens varighed var en korrekt og nødvendig behandling af hans svære nældefeber. Patientforsikringen vurderede herefter, at knoglenekrosen var en egentlig medicinbivirkning, som faldt uden for patientforsikringsloven område, jf. lovens 3, stk. 3. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at skaden ikke var omfattet af 2, stk.1, nr. 1. Nævnet fandt endvidere, at knoglenekrosen ikke kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller metode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville være ligeså effektiv til behandling af nældefeberen. Nævnet fandt herefter, at han ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, samt 3, stk. 3. 3.2.3.4 2, stk. 1, nr. 4 - Komplikationer - tålelighed - sjældenhed 1) - "hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behandling indtræder

skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende, end hvad skadelidte med rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og mulighederne for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning." I modsætning til de forudgående tre bestemmelser omfatter denne bestemmelse visse skader, infektioner eller andre komplikationer, der er uundgåelige i den forstand, at de ikke er omfattet af de ovennævnte erstatningsgrundlag, men som ud fra en rimelighedsvurdering går ud over, hvad patienten må tåle. Ved vurderingen tages der hensyn til skadens relative alvor i forhold til patientens grundsygdom og helbred i øvrigt og skadens sjældenhed, og om det var muligt at tage risikoen i betragtning. Det betyder, at komplikationer i forbindelse med behandling af meget alvorlige sygdomme som oftest ikke er omfattet, og der vil ved vurderingen af skadens relative alvor i disse tilfælde også blive taget hensyn til risikoen ved ikke at iværksætte en behandling. Et eksempel er bivirkninger i forbindelse med behandling af kræftlidelser. Disse patienter vil sjældent være berettigede til erstatning efter denne bestemmelse, da undladelse af at iværksætte behandling kan have meget alvorlige konsekvenser. Det er dog altid en konkret vurdering, hvorvidt en uundgåelig skade må tåles, og en meget alvorlig grundsygdom vil ikke automatisk afskære patienten fra erstatning. Som eksempel kan nævnes sag j. nr. 153/96 (side 38), hvor patient blev påført infektion i forbindelse med operation for testikelkræft og efterfølgende var infertil og havde nedsat hormonproduktion. Nævnet fandt, at der var tale om en så alvorlig og sjælden komplikation i forhold til grundlidelsen, at det gik ud over, hvad han med rimelighed måtte tåle. Infektioner i forbindelse med operationer er en ofte forekommende komplikation og vil derfor sjældent være omfattet af denne bestemmelse. Det må herved erindres, at kun infektioner, som er påført ved behandling med videre, kan begrunde erstatning efter loven, ikke infektioner, der må henføres til grundsygdommen eller til patienten selv. Som eksempel på en infektion henført til behandlingen kan nævnes sag j. nr. 178/97 (side 38), hvor en patient i forbindelse med behandling for liggesår på grund af svær infektion og blodforgiftning fik amputeret højre ben og hofte. Nævnet fandt, at patienten var påført en skade i form af infektion med efterfølgende amputation, og at denne skade var mere omfattende, end han med rimelighed måtte tåle, henset til komplikationens yderst sjældne forekomst i forbindelse med behandling af liggesår. Forholdet mellem kriterierne relativ alvor og sjældenhed som erstatningsberettigende faktorer er omvendt-proprotionalt, det vil sige, at jo mere alvorlig, en skade, er i forhold til grundsygdommen, desto mindre krav stilles der til sjældenhed, og jo mere sjælden en skade/komplikation er i forbindelse med en given behandling, desto mindre er kravet til den relative alvor. I særlige tilfælde forekommer behandlingsskader uden direkte sammenhæng med den egentlige behandlingsopgave, f. eks. skader bevirket ved lejringen under operationer. I sådanne tilfælde har nævnet ved vurderingen af, hvilke komplikationer patienten måtte tåle, set bort fra grundsygdommens alvor, jf. j. nr. 376/97 (side 35) og 39/94 - L 13. august 1998 (side 35-37). Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden var omfattet af 2, stk. 1, nr. 4. J. nr. 376/97: Lejringsskade - opstået uafhængigt af den egentlige behandling for grundlidelse En 72-årig mand fik foretaget stomioperation på grund af cancer i tarmen uden spredning. Stomien blev lagt tilbage et halvt år efter. Straks efter stomioperationen bemærkede han udtalte paræstesier og kraftnedsættelse i

højre hånds 4. og 5. finger. Efter få uger bemærkede han svind af højre hånds muskler. Han havde aldrig tidligere haft gener fra ekstremiteterne. Elektrofysiologisk undersøgelse otte måneder efter stomioperationen viste betydeligt tab af såvel motoriske som sensoriske nervefibre. Der var ikke behandlingsmuligheder for nervelæsionen, og spontan bedring udeblev. Patientforsikringen fandt under henvisning til 2, stk. 1, nr. 1, og 2, stk. 1, nr. 4, at skade ikke var omfattet af lov om patientforsikring. Patientforsikringen lagde vægt på, at den pågældende behandling havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard på det pågældende område, idet man på korrekt indikation og efter anerkendte retningslinier havde foretaget stomioperationen. Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at skaden ikke var tilstrækkelig alvorlig set i forhold til den grundlidelse, han var blevet behandlet for. Patientforsikringen var opmærksom på, at skaden var opstået uafhængigt af grundlidelsen, men fandt, at anvendelsen af 2, stk. 1, nr. 4, netop var afhængig af grundlidelsens alvorlighed. Patientskadeankenævnet fandt, at der var tale om en erstatningsberettigende skade, jf. 2, stk. 1, nr. 4. Nævnet lagde vægt på, at skaden var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle henset til, at der var tale om en lejringsskade, hvis opstået fandtes at være uafhængig af uomgængelige forhold ved operationstypen, hvorfor betingelserne for at anerkende skaden som erstatningsberettigende i henhold til 2, stk. 1, nr. 4, var opfyldt. J. nr. 39/94 - Østre Landsrets dom af 13. august 1998 Lejringsskade påført i forbindelse med en tarmoperation. En midaldrende mand blev opereret for kræft i endetarmen, og i efterforløbet udviklede der sig lækage svarende til sammensyningen af tarmen, hvorfor der måtte foretages reoperation med fremlægning af tyktarmen til huden. De følgende tre-fire dage blev patienten respiratorbehandlet på intensiv afdeling. Lidt over en uge senere blev det bemærket, at patienten have nedsat kraft i venstre arm, og ved neurofysiologisk undersøgelse blev der fundet tegn på påvirkning af dels venstre ulnarisnerve, hvilket kunne være udløst gennem tryk ved lejringen under eller efter operationen, dels venstre accessoriusnerve med deraf følgende lammelse af trapeziusmusklen. Det kunne ikke afgøres, om der var tale om en tryklæsion eller en spontant opstået nervebetændelse. Patientforsikringen fandt, at den primære behandling på sygehuset var udført efter almindeligt anerkendte retningslinjer og var i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det optimale i den givne situation jf. lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 1. Ved vurderingen af skadens alvor i forhold til patientens grundsygdom, lagde Patientforsikringen vægt på, at han led af en livstruende sygdom, som krævede et alvorligt kompliceret operativt indgreb, og at han efter operationen måtte ligge i respirator i 3-4 dage på intensiv afdeling. På denne baggrund var det Patientforsikringens vurdering, at lammelsen af patientens venstre arm ikke var tilstrækkelig alvorlig til at opfylde betingelserne i lovens 2, stk. 1, nr. 4 Patientskadeankenævnet fandt ved sin afgørelse, at læsionen af patientens venstre ulnarisnerve og hans venstre accessoriusnerve med overvejende sandsynlighed blev forvoldt ved lejringen under eller efter operationen for tyktarmskræft. Nævnet fandt videre, at nævnte skade var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle, idet der herved blev henset til skadernes alvorlige karakter og sjældne forekomst samt til, at de ikke havde forbindelse med patientens grundsygdom. Betingelserne for at anse skaden for erstatningsberettiget efter lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 4, var herefter opfyldt.

Landsretten fandt ved sin afgørelse, at det måtte lægges til grund, at den påførte nerveskade opstod under operationen eller i forløbet af denne, mens patienten var lejret under narkosen eller respiratorbehandlingen. Retslægerådet havde til sagen udtalt, at det endvidere måtte lægges til grund, at skaden på den ene nerve, nervus accessorius, mest sandsynligt var en følge af en akut skulderneuritis, spontant opstået af ukendt årsag, mens skaden på den anden nerve, nervus ulnaris, kunne skyldes uheldig lejring af venstre arm. Ved vurderingen af, hvilke skader og komplikationer, der ikke var mere omfattende, end hvad en patient med rimelighed måtte tåle, udtalte landsretten: "É Ved livstruende lidelser må selv de mest alvorlige skader og komplikationer, som selve behandlingen utilsigtet udløser, tages med i betragtning og bør som udgangspunkt ikke udløse erstatning i henhold til lov om patientforsikring i henhold til 2, stk. 1, nr. 4. I det foreliggende tilfælde er der imidlertid ikke anden forbindelse mellem skaden på nervus ulnaris og den operation, som blev gennemført for at fjerne en kræftsvulst i tyktarmen end, at denne operation som de fleste andre foretages i fuld narkose og her efterfølgende nødvendiggjorde brug af respirator i fire døgn. Da denne behandling også finder anvendelse ved ikke direkte livstruende lidelser, er grundlidelsens farlighed set i forhold til en lejringsskade ikke relevante.". Landsretten fandt samtidig, at skaden på nervus ulnaris var en sjældent forekommende, men kendt komplikation, som hospitalspersonalet har gode muligheder for at forebygge og tage i betragtning ved lejring af helt eller delvist bevidstløse patienter. Betingelserne for at yde erstatning i henhold til lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 4, for så vidt angik skaden på nervus ulnaris, fandtes herefter at være opfyldt. Sagen er anket til Højesteret. J. nr. 306/97: Hjerneskade - alvorlig og ekstremt sjælden komplikation til en i forvejen alvorlig neurologisk grundsygdom En 25-årig kvinde havde i 9-års alderen fået stillet diagnosen Friedreichs ataksi (neurologisk lidelse) og udviklede rygskævhed, manglende gangfunktion og påvirket talefunktion. På grund af tiltagende rygskævhed fik hun foretaget stivgørende operation af ryggen (spondylodese). Operationen forløb ukompliceret; men dagen efter viste kontrolrøntgen, at hun havde lungebetændelse. To dage efter operationen fik kvinden smerter i højre side af brystkassen og cyanose. Dyrkning af sekret fra hendes luftrør viste bakteriel lungebetændelse, hvorfor man antog, at hun havde pådraget sig aspirationslungebetændelse. En senere EEG (elektroencefalografi) viste et middelsvært til abnormt mønster med tegn på hjerneskade. En samtidig CT-skanning viste normale forhold. Patientforsikringen fandt under henvisning til 2, stk. 1, nr. 1, og 2 stk. 1, nr. 4, at skaden ikke var omfattet af lov om patientforsikring. Patientforsikringen lagde vægt På, at der var korrekt indikation for foretagelse af den udførte operation, og at de efterfølgende komplikationer ikke var en følge af, at behandlingen afveg fra, hvad der kan betragtes som optimal standard. Patientforsikringen lagde endvidere vægt På, at skaden i form af komplikationsfølger til den indtrådte lungebetændelse ikke var tilstrækkelig sjældne til at opfylde lovens krav, idet lungebetændelse med deraf følgende respiratorbehandling var en velkendt komplikation til større operationer. Skaden gik heller ikke ud over, hvad hun med rimelighed Måtte Tåle i forsøget På at afhjælpe hendes forudbestående svært invaliderende neurologiske lidelse. Patientskadeankenævnet var enige i, at den behandling, kvinden havde Fået, var i overensstemmelse med specialiststandarden. Patientskadeankenævnet fandt imidlertid, at kvinden ved operationen blev Påført en aspirationslungebetændelse og som komplikation hertil udviklede hjerneskade, hvilket nævnet fandt mere omfattende, end hvad hun med rimelighed Måtte Tåle, Når

henses til denne tilstands alvor i forhold til grundlidelsen og til komplikationens ekstremt sjældne forekomst. Nævnet fandt herefter, at betingelserne for anerkendelse efter 2, stk. 1, nr. 4, var opfyldt. J. nr. 178/97: Infektion i forbindelse med liggesårsbehandling medførte amputation - sjælden og omfattende En 61-årig mand, der havde været lam siden 12-års alderen, havde gennem en årrække haft gentagne indlæggelser på grund af liggesår og gennemgået adskillige operative indgreb, herunder plastkirurgisk. Han blev i denne sag behandlet for et stort kronisk liggesår samt fistel fra højre lårbenshals. Ugen efter blev han genindlagt svært medtaget af sårinfektion, svamp i munden og urinvejsinfektion til videre behandling for liggesår og blodforgiftning. Man foretog revision af liggesåret. To måneder senere fik han anlagt colostomi på grund af svære mavesmerter og perforeret tyktarm. Efter yderligere to måneder blev han overflyttet til plastkirurgisk afdeling til videre behandling af liggesår over hele sæde- og bækkenpartiet med dybe infektionslommer. På grund af svær blodforgiftning foretoges amputation af højre ben samt højre hofteled. Patientforsikringen fandt under henvisning til 1, stk. 1, og 2 stk. 1, at manden ikke var påført nogen skade i lovens forstand. Patientforsikringen lagde herved vægt på, at liggesårsbehandlingen havde været korrekt, samt at man ikke fandt det overvejende sandsynligt, at der under den givne sårbehandling var sket brud på sterile barrierer. Patientforsikringen fandt endvidere, at betændelsestilstanden, der var opstået opstået efter den perforerede tyktarm, med overvejende sandsynlighed havde været årsag til det forværrede forløb, der ledte til amputationen. Patientskadeankenævnet fandt, at manden var påført en skade ved behandlingen, jf. 1, stk. 1, i form af infektion med efterfølgende amputation af højre ben og hofteled. Nævnet lagde vægt på, at denne komplikation var mere omfattende end manden med rimelighed måtte tåle henset til komplikationens yderst sjældne forekomst i forbindelse med behandling af liggesår og fandt derfor erstatningsgrundlag i 2, stk. 1, nr. 4. J. nr. 153/96: Infektionsskade i forbindelse med behandling for kræftlidelse En 35-årig mand blev opereret for kræft i højre testikel. I forbindelse med fjernelse af den højre testikel blev der foretaget vævsprøve (biopsi) fra den venstre testikel. Han blev udskrevet tre dage efter operationen, hvor der var pæne forhold. Fire dage efter udskrivelsen henvendte han sig imidlertid på sygehuset klagende over smerter i pungen. Der konstateredes infektion. Han blev indlagt samme dag og sat i antibiotisk behandling. En måned efter operationen blev han overflyttet til radiumstationen. Det blev efterfølgende konstateret, at han var blevet infertil og havde nedsat hormonproduktion. Patientforsikringen fandt under henvisning til 2, stk. 1, nr. 1 og 2, stk. 1, nr. 4, at skaden ikke var omfattet af lov om patientforsikring. Patientforsikringen lagde vægt på, at behandlingen var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været den bedst mulige i den givne situation, idet man ved undersøgelse og behandling havde fulgt almindeligt anerkendte principper. Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at kræft i højre testikel er en så alvorlig grundsygdom, at en komplikation i form af infektion efter vævsprøve af den tilbageværende testikel med efterfølgende infertilitet og nedsat hormonproduktion ikke er tilstrækkelig alvorlig til anerkendelse efter 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet var enige i, at den pågældende behandling var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været den bedst mulige i den givne situation, idet er erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville have

handlet anderledes. Nævnet fandt imidlertid, at der var tale om en erstatningsberettigende skade, jf. 2, stk. 1, nr. 4. Nævnet lagde vægt på, at komplikationer i form af infektion efter vævsprøve og heraf følgende infertilitet og nedsat hormonproduktion var en så alvorlig og sjælden komplikation i forhold til grundlidelsen, kræft i højre testikel, at den gik ud over, hvad han med rimelighed må tåle. J. nr. 267/95: Leverbetændelse - overvejende sandsynlighed for smitte En 51-årig mand blev indlagt på grund af højresidig nethindeløsning og svind af hornhinden. Der blev foretaget hornhindetransplantation, hvorefter han blev udskrevet til ambulant kontrol. To måneder senere gav den 51- årige blod, og i den forbindelse blev det konstateret, at han havde Hepatitis B-infektion (leverbetændelse). En senere foretaget leverbiopsi viste, at han havde udviklet kronisk Hepatitis B-infektion, og der blev herefter foretaget behandling med Interferon. Manden havde imidlertid givet blod ca. 3 måneder før hornhindetransplantationen, hvilket var sket uden anmærkning. Han havde derfor ikke på dette tidligere tidspunkt været smittet med Hepatitis B. Patientforsikringen fandt, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført Hepatitis B-smitte i forbindelse med behandlingen eller transplantationen. Det blev lagt til grund, at donorøjet var screenet og ikke viste tegn på Hepatitis B-smitte. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse. Under henvisning til den tidsmæssige sammenhæng mellem den 51-åriges indlæggelse og konstateringen af, at han havde Hepatitis B-infektion fandt nævnet det overvejende sandsynligt, at den pågældende infektion var blevet påført ham i forbindelse med sygehusindlæggelsen. Nævnet fandt tillige, at den pågældende komplikation var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle. Der blev særligt henset til komplikationens alvorlige karakter og sjældne forekomst. Betingelserne for at anse skaden for erstatningsberettigende efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, var således opfyldt. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden ikke var omfattet af 2, stk. 1, nr. 4. J. nr. 138/96: Lammelse af ansigtsmuskulatur - ikke sjælden En 69-årig mand fik bortopereret en svulst på højre hørenerve. Han var forinden blevet informeret om, at der forelå en ikke ubetydelig risiko for højresidig lammelse af ansigtsmuskulaturen. En sådan lammelse blev konstateret efter operationen, hvilket bevirkede, at han ikke kunne lukke højre øje fuldstændigt. Ved senere undersøgelser blev der fundet en stor afskrabning på højre hornhinde, og der blev derfor foretaget delvis sammensyning af højre øjenlåg for at forebygge udvikling af hornhindebetændelse. I det efterfølgende forløb opstod der sårdannelse og betændelse på højre hornhinde. Ved en senere undersøgelse blev det påvist, at forstyrrelserne i hornhinden havde bevirket en ophævelse af synet på højre øje. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, idet Patientforsikringen vurderede, at den primære behandling var udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det optimale i den givne situation. Der blev herved lagt vægt på, at skaderne på højre øjenlågs bevægenerve samt ansigtets følenerver måtte anses for uundgåelige skader i forbindelse med indgrebet, samt at de opståede skader på hornhinden med overvejende sandsynlighed måtte anses for at være forårsaget af næringsmæssige forstyrrelser, som følge af den indtrådte lammelse af ansigtsmuskulaturen. Patientforsikringen fandt endvidere, at de opståede komplikationer ikke kunne anses for omfattet af lovens 2, stk. 1, nr. 4, idet de sammenholdt med patientens alvorlige grundsygdom og den ikke ubetydelige risiko for alvorlige

komplikationer ikke opfyldte lovens sjældenheds- og alvorlighedskriterium. Patientskadeankenævnet fandt, at behandlingen havde været i overensstemmelse med, hvad erfarne specialister på de pågældende områder ville have foretaget under de givne omstændigheder. Det blev tillige fundet, at ansigtslammelse ikke er en sjælden komplikation ved en operation af nævnte art. Nævnet fandt således, at erstatningsbetingelserne i 2, stk. 1, nr. 1-4, ikke var opfyldt. J. nr. 290/96: Alvorlig grundsygdom En 68-årig mand blev opereret for en stor dybtvoksende blærecancer med indvækster i vævet uden for blærens muskulatur. Ved operationen fjernedes blære, prostata, sædblære, alle lymfeknuder i det lille bækken samt blindtarmen. Der blev tillige anlagt en tarmblære med udløb gennem urinrøret. Under det operative indgreb opstod der imidlertid ved adskillelsen af urinrøret fra endetarmen en læsion af endetarmens forvæg. Læsionen blev behandlet med sammensyning og anlæggelse af en aflastende stomi, som senere blev fjernet uden problemer. Efter operationen havde den 68-årige nedsat kraft og følelse i højre ben. Senere undersøgelser viste, at der var opstået en delvis beskadigelse af et bundt nerver på forsiden af sædebenet i højre side af bækkenet. Patientforsikringen fandt, at den opståede skade ikke var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, idet man ved operationen havde fulgt almindeligt anerkendte retningslinier. Patientforsikringen endvidere, at der ikke fandtes anden ligeværdig behandling. Patientforsikringen vurderede endelig, at skaden ikke var omfattet af lovens 2, stk. 1, nr. 4, der blev herved lagt vægt på, at den opståede komplikation i form af en delvis beskadigelse af et bundt nerver på forsiden af sædebenet i højre side af bækkenet var en uundgåelig skade, som sammenholdt med patientens overordentligt alvorlige grundsygdom ikke opfyldte alvorlighedskriteriet. Patientskadeankenævnet fandt, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville have handlet anderledes. Nævnet fandt ligeledes, at de tilstødte komplikationer ikke var mere omfattende, end hvad den 68-årige med rimelighed måtte tåle henset til hans alvorlige grundsygdom. Nævnet fandt således, at betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1-4, ikke var opfyldt. J. nr. 477/96: Infektion i forbindelse med discusoperation - ej sjælden eller alvorlig En 45-årig mand blev opereret for en stor discusprolaps ud for 5. lændehvirvel. Efterfølgende fik han stærke lavtsiddende lændesmerter. Det blev vurderet, at disse smerter var muskelrelaterede, hvorfor det blev besluttet at behandle med sengeleje. Yderligere undersøgelse viste destruktion af nedre dækplade af 5. lændehvirvel og tillige svag destruktion svarende til øvre dækplade af korsbenet. Tilstanden blev tolket som betændelse i hvirvelskiven efter prolapsoperation (discitis). Senere blev der dog konstateret begyndende heling, og han blev herefter udskrevet. Patientforsikringen fandt, at sagen ikke var omfattet af lov om patientforsikring, idet betingelserne i lovens 2, stk. 1, nr. 1-4 ikke var opfyldt. Patientforsikringen lagde vægt på, at behandlingen havde været i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var den bedst mulige i den givne situation. Der blev desuden lagt vægt på, at der var tale om en velkendt komplikation, som i denne lettere form var for hyppig og ikke tilstrækkelig alvorlig til at kunne anerkendes efter lovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet fandt, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt

givne forhold ikke ville have handlet anderledes, end det var blevet gjort i det foreliggende tilfælde. Nævnet fandt tillige, at den tilstødte komplikation ikke var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle, når der blev henset til komplikationens ikke ukendte forekomst i forbindelse med operationer af den pågældende karakter og til, at komplikationen ikke havde givet patienten varigt mžn af nævneværdig betydning. Nævnet fandt således, at betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1-4, ikke var opfyldt. 3.2.3 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2. Diagnosticering, fejl eller forsinkelse Ifølge patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2, erstattes skade som følge af, at der ikke er blevet stillet en rigtig diagnose af patientens sygdom, kun i de i 2, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde. Patientforsikringsloven dækker således også følger af mangelfuld diagnosticering, både forkert diagnose og forsinket diagnose, hvad enten følgen er en forværring af grundsygdommen eller en merskade. Det er dog ikke nok at konstatere, at der er sket en fejl i forbindelse med diagnosticeringen. Fejldiagnosticeringen skal også have medført en fysisk skade, og skaden skal med overvejende sandsynlighed være forvoldt på en af de i 2, stk. 1, nr. 1 og 2 nævnte måder. Det vil sige, at diagnosticeringen på undersøgelsestidspunktet ikke har levet op til kravet om den erfarne specialists standard, og/eller diagnosticeringen skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr. Endvidere skal skaden, forværringen af grundsygdommen eller merskaden, med overvejende sandsynlighed kunne tilskrives den forsinkede eller fejlagtige diagnose. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at der ikke forelå en skade omfattet af patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2. J. nr. 157/96: Forsinket diagnosticering af blodprop i hjernen - men optimal behandling En 78-årig kvinde indfandt sig på skadestuen, hvor hun forklarede, at hun havde haft kortvarig fornemmelse af kraftesløshed og dødhedsfornemmelse i begge hænder. Disse symptomer var dog på undersøgelsestidspunktet fuldstændigt svundet. Hun oplyste endvidere på forespørgsel herom, at hun ikke havde haft svimmelhed, hovedpine eller synsforstyrrelser. Ved den objektive undersøgelse fandtes normal kraft og følelse i begge arme. Et foretaget EKG viste uforandrede forhold sammenlignet med tidligere EKG«er. Kvinden mente, at symptomerne kunne skyldes hendes nervøsitet over en forestående operation for åreforkalkning. Hun ønskede ikke at blive indlagt. Den følgende dag blev kvinden akut indlagt med total lammelse i højre arm og nedsat kraft i højre ben samt lettere talebesvær. En CT-scannning af hjernen viste udtalt svind af hjernebark og gav mistanke om en venstresidig blodprop fortil i hjernen. Patientforsikringen vurderede, at den primære behandling og diagnose på skadestuen var blevet udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været det optimale i den givne situation. Der blev lagt vægt på, at skadestuen ikke havde haft grund til at formode, at der fandtes en blodprop eller blødning i hjernen, idet patienten havde klaget over smerter i begge hænder, samt at symptomerne var forsvundet under observationen på skadestuen. Patientskadeankenævnet fandt ligeledes, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville have handlet anderledes, end det var blevet gjort, hvorfor betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, ikke var

opfyldt. J. nr. 488/96: Forsinket operation - optimal behandling En 66-årig mand havde gennem mange år lidt af lænderygsmerter, til tider med udstråling til venstre ben. De sidste fire år før indlæggelsen var smerterne blevet mere vedvarende, ligesom der var opstået tiltagende muskelsvækkelse i begge ben. En udført CT-scanning gav mistanke om discusprolaps i lænden. Ved denne undersøgelse blev der ikke fundet tegn på rodtryk, og patientens smerter blev derfor tolket som udløst af slidgigtsforandringer. Der blev således ikke fundet indikation for operation, og man anbefalede fysioterapi. Syv måneder senere rettede patienten henvendelse til et privathospital, hvor han efterfølgende blev indlagt med henblik på operation med fjernelse af en venstresidig lateral discusprolaps. Patientforsikringen vurderede, at der ved undersøgelsen (CT-scanning) ikke var sikre tegn på rodpåvirkning, hvorfor det havde været forsvarligt i første omgang at henvise til genoptræning. Det blev i øvrigt bemærket, at behandlingen havde været i overensstemmelse med optimal diagnosticering, og behandlingen fandtes desuden at leve op til hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været det bedst mulige i den givne situation. Patientskadeankenævnet tiltrådte, at undersøgelsen og diagnosticeringen havde overholdt bedste specialiststandard og bemærkede samtidig, at der på tidspunktet for undersøgelsen ikke havde været tegn på rodpåvirkning, hvorfor der ikke havde været absolut operationsindikation. Det havde derfor været korrekt at forsøge med konservativ behandling. Betingelserne for at yde erstatning efter 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1, var således ikke opfyldt. J. nr. 75/96: Ej indikation for operation - optimal behandling En 55-årig mand havde tidligere pådraget sig en discusprolaps ved en arbejdsulykke. Ved denne lejlighed blev manden skrevet op til discusprolapsoperation, som imidlertid blev aflyst, idet patienten oplyste, at han havde fået det betydelig bedre. Efterfølgende blev der løbende foretaget vurderinger af discusprolapsen; men der blev ikke fundet tegn på akut rodtryk. Den konservative behandling blev derfor opretholdt. To år senere fandtes imidlertid rimelig indikation for at foretage operation. Efter operationen klagede den 55-årige fortsat over smerter, og det blev antaget, at smerterne kunne skyldes arvævsdannelse eller eventuelt være resultatet af, at nerveroden havde været klemt i lang tid. Patientforsikringen fandt, at behandlingen samt de lægelige vurderinger foretaget, siden patienten pådrog sig prolapsen, var blevet udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været det optimale i den pågældende situation. Det blev bemærket, at operation for discusprolaps ikke bør foretages, medmindre der foreligger operationskrævende symptomer, hvorfor det i det foreliggende tilfælde havde været i overensstemmelse med optimal behandling først at foretage operativt indgreb efter at have forsøgt konservativ behandling. Patientforsikringen fandt desuden, at skaden ikke var forvoldt ved fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber m.v. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, at betingelserne for at yde erstatning efter 3, stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2, ikke var opfyldt. 3.2.4 3, stk. 2 Ulykkestilfælde på offentlige sygehuse udenfor behandling m.v. Ifølge patientforsikringslovens 3, stk. 2, ydes der erstatning ved ulykkestilfælde, der ikke er omfattet

af 2, stk. 1, nr. 2, hvis skadelidte er under behandling m.v. på et sygehus, og ulykken er indtruffet inden for dettes område under sådanne omstændigheder, at sygehuset må antages at have pådraget sig erstatningsansvar herfor efter den almindelige erstatningsretlige regel, (culpa-reglen). Bestemmelsen omfatter ikke f.eks. besøgende til indlagte patienter. Patienter i ambulant behandling/undersøgelse er omfattet, men ikke f.eks. ledsagere til disse. Raske forsøgspersoner og donorer er omfattet. Det er ikke nogen betingelse, at ulykkestilfældet sker direkte i forbindelse med foretagelse af undersøgelse eller behandling; men ulykkestilfældet skal være sket på hospitalets område. Patienter, der er hjemme på weekend, er ikke omfattet, hvis ulykkestilfældet sker hjemme. Det er endvidere en betingelse, at sygehuset har udvist culpa, d.v.s. at sygehuset er skyld i ulykkestilfældet, dog ikke nødvendigvis sådan, at der direkte kan udpeges en skyldig sundhedsperson. Der er specielt to situationer, hvor der bliver tilkendt erstatning, nemlig ved fejl eller forsømmelser i forbindelse med vedligeholdelse af bygninger og bygningsindretninger og forsømmelser i forbindelse med tilsyn m.v. med patienters færden under sygehusopholdet. Som eksempler kan nævnes sikring af, at patienter ikke falder ud af sengen eller i øvrigt kommer til skade under deres ophold på sygehuset. Krav til denne sikring kan følge af den almindelige erstatningsregel. Imidlertid kan også kravene til sygehusets behandling efter den erfarne specialists standard medfører erstatningsansvar for manglende tilsyn med videre, jf. 2, stk. 1, nr. 1. Da erstatningsansvar efter patientforsikringslovens 3, stk. 2, er begrænset til tilfælde, hvor ansvar må antages af foreligge allerede efter culpareglen, er betydningen af, at et skadestilfælde falder inden for loven begrænset til, at skadelidte kan søge erstatning ved anmeldelse til Patientforsikringen, og til enkelte specialregler i patientforsikringsloven, eksempelvis 5, stk. 2, om afskæring af erstatningskrav under 10.000 kr. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden ikke var omfattet af 3, stk. 2. J. nr. 135/95: Overfald fra medpatient. En 73-årig mand opholdt sig i kaffestuen på en psykiatrisk afdeling. Den 73-årige var på et tidspunkt optaget af en diskussion, da en medpatient pludselig kom farende ind i opholdsstuen og begyndte at slå den 73-årige med flad hånd på hver side af hovedet. Medpatienten slog så kraftigt, at den 73-årige væltede ned af stolen og pådrog sig et venstresidigt lårbenshalsbrud. Bruddet blev herefter sammensat operativt, og den 73-årige måtte gennemføre genoptræning. Patientforsikringen fandt, at sygehuset ikke havde pådraget sig et erstatningsansvar for den skade, den 73-årige var blevet påført ved overfaldet. Det blev lagt til grund, at der på tidspunktet for overfaldet havde været flere plejere i lokalet, som hurtigt havde grebet ind, da overfaldet skete. Der blev desuden lagt vægt på, at der ikke kunne have været truffet foranstaltninger, der ville have forhindret overfaldet. Patientskadeankenævnet fandt, at der var tale om et ulykkestilfælde, som skulle vurderes efter 3, stk. 2. Nævnet fandt det i den forbindelse ikke godtgjort, at der forsætligt eller uagtsomt var begået fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, og betingelserne for at anse skaden for erstatningsberettigende var derfor ikke opfyldt. Nævnet lagde vægt på de af Patientforsikringen fremhævede momenter og tilføjede, at der ikke efter uheldet var blevet foretaget ændringer af retningslinierne for tilsyn med patienter.

J.nr.: 185/96: Overvågning af dement patient. En 73-årig mand blev efter et krampetilfælde indlagt på en neuromedicinsk afdeling. Ved indlæggelsen var patientens blodtryk normalt; men han fremtrådte svært hukommelsessvækket og dement, hvorfor hans seng blev placeret på gangen ud for vagtrummet med henblik på skærpet overvågning. Det lykkedes imidlertid patienten at forlade afdelingen, og i denne forbindelse faldt han, hvorved han pådrog sig et højresidigt hoftenært lårbensbrud. Patienten blev herefter opereret med påpladssætning og fiksation af bruddet. Senere konstateredes ødemer på patientens underben, og kontrast-undersøgelser viste en dyb venetrombose i højre lår. Patientforsikringen fandt, at uheldet ikke kunne henføres til en sådan fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, som ville indebære et erstatningsansvar. Patientforsikringen lagde i den forbindelse til grund, at personalet havde været særligt opmærksomt på at sikre ekstra overvågning af patienten, idet dennes seng var blevet placeret på gangen ud for vagtrummet. Det blev således ikke fundet, at overvågningen havde været mangelfuld. Patientskadeankenævnet bemærkede, at der forelå et ulykkestilfælde, som skulle vurderes efter 3, stk. 2. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at der var begået fejl eller forsømmelse fra sygehusets side, hvorfor betingelserne for at yde erstatning ikke kunne anses for at være opfyldt. For så vidt angår de foretagne undersøgelser og behandlinger, tilføjede Patientskadeankenævnet, at en erfaren specialist på det pågældende område ikke ville have handlet anderledes, og det blev tillige fundet, at den tilstødte komplikation i højre lår ikke var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle, henset til komplikationens hyppige forekomst i forbindelse med operationer af den pågældende karakter. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1-4, var derfor heller ikke opfyldt. J. nr. 65/97: Abnorme skridt. En 81-årig mand blev i forbindelse med en indlæggelse på et sygehus om natten overfaldet af en sygehjælper, der 5-6 gange stak ham i højre hofte med en injektionssprøjte. Overfaldet blev efterfølgende meldt til politiet, og den pågældende sygehjælper blev ifølge det oplyste dømt for overfaldet ved såvel byret som landsret. Efter overfaldet havde den 81-årige gener i form af gangbesvær samt smerter i såvel højre hofte som højre skulder, knæ og fod. Patientforsikringen fandt, at betingelserne i patientforsikringslovens 1, stk. 1, og 3, stk. 2, ikke var opfyldt, og at den 81-årige ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven. Patientskadeankenævnet anførte, at såfremt en hospitalsmedarbejder uden sammenhæng med behandlingen under indlæggelsen påfører patienter skade ved forsætlige eller uagtsomme handlinger vil det efter patientforsikringslovens 3, stk. 2, sammenholdt med almindelige erstatningsregler for arbejdsgivere, påføre hospitalet et erstatningsansvar, der er omfattet af loven. Endvidere anførte nævnet, at det er en betingelse for erstatningsansvaret, at medarbejderen handler som led i sin tjeneste. Endelig anførte nævnet at abnorme skridt, så som overfald på personer, som den ansatte kommer i forbindelse med under arbejdet, imidlertid falder uden for arbejdsgiverens (hospitalets) ansvar efter denne regel. På denne baggrund tiltrådte Patientskadeankenævnet, at det forhold at den 81-årige om natten under indlæggelsen på et sygehus blev overfaldet som nævnt, var et sådant abnormt skridt fra den ansattes

side, at hospitalet ikke var ansvarligt derfor som arbejdsgiver. Det blev endvidere tiltrådt, at der ikke var oplysninger til støtte for, at hospitalet selv skulle have pådraget sig erstatningsansvar ved fejl eller forsømmelse i relation til overfaldet. Det fremgik i øvrigt af sagen, at hospitalets ansvarsforsikringsselskab, havde udbetalt erstatning pr. kulance efter erstatningsansvarsloven. 3.2.5 Boneloc Boneloc-cement blev i Danmark første gang taget i anvendelse til operation på mennesker i sommeren 1990. I løbet af 1993 og 1994 blev der fra lægelig side rejst tvivl om holdbarheden af fiksation med Boneloc-cement til ledproteser. Dette skete på grundlag af mundtlige meddelelser om mindre patientopgørelser, hvor et antal hoftepatienter opereret med Boneloc måtte reopereres inden for en kortere tid, frem for patienter opereret med andre typer cement. I februar og juni 1995 fremkom de første større skriftlige meddelelser i videnskabelige publikationer, som bekræftede den rejste mistanke. I april 1995 blev Boneloc-cementen trukket tilbage fra det danske marked. Det skønnes, at ca. 3300 patienter i Danmark er blevet opereret med Boneloc-cement til hofteprotesefiksering i perioden 1990-1995. Heraf er ca. 1400 patienter opereret før patientforsikringslovens ikrafttræden den 1. juli 1992, og disse patienter er dermed ikke omfattet af patientforsikringsloven, jf. lovens 21. De pågældende patienter er dog omfattet af lov om erstatning til patienter opereret med Boneloc-cement før den 1. juli 1992 (bilag 5). Loven indebærer, at disse patienter ligestilles med patienter opereret efter den 1.juli 1992, således at de får samme adgang til erstatning. Anmodning om erstatning skal for disse patienters vedkommende fremsættes over for Patientforsikringen inden den 1. januar 2003. Patientskadeankenævnet har i 1997-1998 truffet afgørelse i 30 sager vedrørende anvendelse af Boneloc-cement. Patientskadeankenævnet har i 15 af disse sager tilkendt patienten erstatning, mens nævnet i 14 sager ikke har fundet patienten erstatningsberrettiget. 1 sag er blevet hjemvist til fornyet behandling i Patientforsikringen. I de 14 sager, hvor patienten ikke er blevet kendt erstatningsberettiget, er 4 sager blevet afvist efter patientforsikringslovens 21, idet den enkelte operation med Boneloc-cement var foretaget før patientforsikringslovens ikrafttræden den 1. juli 1992. Disse sager vil nu efter ikrafttrædelsen af Lov om erstatning til patienter opereret med Boneloc-cement før den 1. juli 1992 blive genoptaget af Patientforsikringen. En sag er blevet afvist med den begrundelse, at operationen med Boneloc-cement var foretaget på et privathospital og derfor ikke var omfattet patientforsikringsloven, jf. lovens 1, stk. 1. I en sag er skaden anerkendt efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3, der vedrører alternativ behandlingsteknik eller -metode. I 14 sager er skaden anerkendt efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 2, der vedrører skader som følge af fejl eller svigt i det tekniske apparatur, hvortil den anvendte Boneloc-cement henregnedes. Princippet har herved været, at anvendelse af Boneloccement først kunne anses for "behandlingsfejl" fra det tidspunkt (juni 1995), hvor danske lægechefer via veldokumenterede publikationer havde pligt til at gøre sig bekendt med Boneloc-cementens svigtende tekniske egenskaber. For de patienter, der er opereret efter juni 1995, vil skaden således blive anerkendt efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, idet en behandling med Boneloc-

cement efter dette tidspunkt ikke har opfyldt den erfarne specialists standard på det pågældende område. Erstatning og godtgørelse fastsættes ud fra en konkret vurdering af den enkelte sag. 8 sager er blevet afvist efter patientforsikringslovens 1, stk. 1. Patientens gener fandtes i nogle af disse tilfælde at være en følge af patientens grundlidelse og ikke af behandlingen med Boneloccement, hvorfor patienten ikke var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen. I de resterende tilfælde fandtes patienten ikke på daværende tidspunkt at være påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen med Boneloc-cement. Disse resterende tilfælde kan genoptages senere, hvis der skulle opstå symptomer, som kan henføres til anvendelsen af Boneloc-cement. En sag er blevet afvist efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 4. Eksempler på afgørelser : Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden var omfattet af patientforsikringsloven. J. nr. 144/96: En 59-årig kvinde faldt og pådrog sig et brud på venstre lårbenshals. Hun blev opereret med indsættelse af en hofteprotese under anvendelse af Boneloc-cement. I forbindelse med behandlingen fik hun venstresidige knægener, hvorfor der blev foretaget en kikkertundersøgelse af knæet, der dog stort set viste normale forhold. Kvinden havde fortsat vraltende gang, venstresidig benforkortelse og venstresidige bensmerter, og på mistanke om løshed af den tidligere indsatte hofteprotese blev der foretaget reoperation med udskiftning af protesen. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 2. Man vurderede, at kvindens efterfølgende gener fra hoften som følge af, at den indsatte hofteprotese gik løs med overvejende sandsynlighed skyldtes et svigt i den anvendte Boneloc-cement, og at generne derfor kunne have været undgået, såfremt man havde anvendt en anden type cement ved den primære operation. Patientforsikringen fandt, at kvinden var berettiget til en samlet erstatning og godtgørelse på 60.908,24 kr. ekskl. renter. Kvinden havde været sengeliggende i 15 dage samt oppegående i 657 dage. Godtgørelse for svie og smerte udgjorde for tiden fra skadens indtræden, og indtil skadelidtes helbredstilstand var blevet stationær 140 kr. pr. sengeliggende dag og 70 kr. pr. oppegående dag. Imidlertid skulle der ske en skønsmæssig fastsættelse af den del af godtgørelsen, der oversteg 21.500 kr. Patientforsikringen fandt, at kvinden var berettiget til 25.000 kr. ekskl. renter i godtgørelse for svie og smerte. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med den ændring, at der på grundlag af 15 sengeliggende dage samt 657 oppegående dage tilkom kvinden en skønsmæssigt fastsat godtgørelse for svie og smerte på 35.000 kr. J. nr. 115/97: En 67-årig kvinde, der led af slidgigt, gennemgik en operation med indsættelse af knæprotese ved hjælp af Boneloc-cement. Selve operationen forløb uden komplikationer. To måneder efter operationen faldt kvinden på det opererede knæ, og hun havde derefter gennem længere tid gener. Ved undersøgelse, efterfølgende kontroller samt kikkertundersøgelse af knæet fandtes dog ingen tegn på løsning af protesen. Ved kontrol fire måneder efter den primære operation opstod mistanke om løshed, hvilket blev bekræftet ved scintigrafi to

måneder senere. Ti måneder efter den primære operation blev der foretaget reoperation, hvor der blev konstateret en løsning af protesen. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 2. Man vurderede, at man ved anvendelse af en anden type cement ved den primære operation med overvejende sandsynlighed ville have opnået et bedre resultat og dermed have undgået de indtrådte komplikationer. Patientforsikringen fandt, at kvinden var berettiget til en samlet erstatning og godtgørelse på 12.665 kr. ekskl. renter. Ved beregningen af godtgørelse for svie og smerte lagde Patientforsikringen til grund, at kvinden fra den dato, hvor reoperationen blev foretaget, og til den dato, hvor hun blev afsluttet fra sygehuset, havde været sengeliggende i 15 dage og oppegående i 21 dage. Godtgørelse for svie og smerte udgjorde for tiden fra skadens indtræden, og indtil skadelidtes helbredstilstand var blevet stationær, 140 kr. pr. sengeliggende dag og 70 kr. pr. oppegående dag. Patientforsikringen fandt herefter, at kvinden var berettiget til 3.570 kr. ekskl. renter i godtgørelse for svie og smerte. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med den ændring, at kvindens sygeperiode som følge af patientskaden blev forlænget fra den dato, hvor der var mistanke om løshed, hvilket senere blev bekræftet ved scintigrafi, og til den dato, hvor kvinden blev afsluttet fra sygehuset. Patientskadeankenævnet fandt herefter, at kvinden var berettiget til 15.890 kr. ekskl. renter i godtgørelse for svie og smerte. Sager, hvor Patientskadeankenævnet ikke har fundet, at der var erstatningsgrundlag: J. nr. 372/96: En 76-årig kvinde fik efter mangeårige smerter i hoften indsat en hel hofteprotese ved et operativt indgreb, hvor Boneloc-cement blev anvendt til fiksering af protesen. Efterfølgende røntgenundersøgelse viste pæn stilling. En måned efter indgrebet fik kvinden vedvarende smerter omkring hoften samt forøget gangbesvær; men røntgenundersøgelser og scintigrafi foretaget i de følgende år viste ingen tegn på løsning af protesen. Man mente, at kvindens gener kunne skyldes en forskydning af lumbalryghvirvlen. Patientforsikringen fandt, at kvindens gener ikke var omfattet af patientforsikringsloven. Patientforsikringen lagde vægt på, at det ved undersøgelse ikke havde været muligt at påvise løsning af den indsatte hofteprotese, og man fandt det overvejende sandsynligt, at kvindens smerter kunne henføres til hendes ryglidelse. Patientforsikringen fandt således, at kvinden ikke i forbindelse med behandlingen var påført en fysisk skade, og betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven var herefter ikke opfyldt, jfr. lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Patientforsikringen bemærkede, at hvis der på et senere tidspunkt skulle indtræde væsentlige, uforudsete ændringer i hendes tilstand, herunder løsning af den indsatte protese, ville hun have mulighed for at rette henvendelse til Patientforsikringen med henblik på en eventuel genoptagelse af sagen. Patientskadeankenævnet fandt, at kvindens gener i form af smerter og forøget gangbesvær var følger af hendes grundlidelser, slidgigt i hofter og knæ samt spinal stenose. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var konstateret ændret stilling af hendes hofte eller tegn på løshed, hvorfor der ikke var grundlag for at henføre hendes gener til hofteoperationen. Patientskadeankenævnet fandt således, at der ikke var påført kvinden en fysisk skade ved behandlingen, og betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven var herefter ikke opfyldt, jfr. lovens 1, stk. 1 og 2, stk. 1.

Patientskadeankenævnet bemærkede, at nævnet var bekendt med, at der på en række sygehuse efter praksis på daværende tidspunkt anvendtes Boneloc-cement til fiksering af hofteproteser. Nævnet bemærkede endvidere, at anvendelse deraf ikke i sig selv udgjorde en patientskade. Det fremgik af sagen, at kvinden ikke på daværende tidspunkt havde problemer med løshed af den indsatte protese; men såfremt en sådan komplikation senere skulle opstå, ville nævnet være indstillet på at genoptage sagen. J. nr. 206/96: En 47-årig kvinde fik indsat en hel hofteprotese ved et operativt indgreb, hvor Boneloc-cement blev anvendt til fiksering af protesen. Der var dog endnu ingen tegn på løshed, ligesom kvinden endnu ikke havde fysiske gener fra hoften. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var påført nogen fysisk skade som følge af den anvendte Boneloc-cement, idet hun ikke havde haft gener efter operationen, men anmeldelse derimod alene var sket på baggrund af de kendte problemer med Boneloc-cementeringen. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven var således ikke opfyldt, jfr. lovens 1, stk. 1. Patientforsikringen bemærkede, at måtte der på et senere tidspunkt opstå fysiske gener, der ville kunne relateres til anvendelsen af Boneloc, ville sagen kunne genoptages. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. J. nr. 103/97: En 58-årig havde i juni 1992 fået foretaget operation med indsættelse af hofteprotese under anvendelse af Boneloc-cement. Patientforsikringen fandt, at skaden var opstået før patientforsikringslovens ikrafttræden, hvorfor skaden ikke var omfattet af loven, jfr. lovens 21. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Denne sag vil nu efter ikrafttrædelsen af lov om erstatning til patienter opereret med Boneloc-cement før den 1. juli 1992 blive genoptaget af Patientforsikringen. 4. Erstatningens størrelse 4.1. Erstatning efter erstatningsansvarsloven Når det er fastslået, at en opstået skade er erstatningsberettigende efter lov om patientforsikring, skal erstatning og godtgørelse efter lovens 5, stk. 1, fastsættes efter reglerne i lov om erstatningsansvar. Erstatning/godtgørelse fastsættes altså efter dansk rets almindelige regler om erstatningsudmåling. Det, der erstattes, er kun følgerne af patientskaden og ikke følgerne af den grundsygdom, -lidelse eller skade, som førte til behandlingen på sygehuset.

Det fremgår af erstatningsansvarslovens (EAL) 1, at den, der er erstatningsansvarlig for en personskade, skal betale erstatning for helbredelsesudgifter og andet tab, tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte. Hvis skaden har fået varige følger skal der desuden betales godtgørelse for varigt mžn og erstatning for erhvervsevnetab. Den erstatningsansvarlige er således efter EAL 1 forpligtet til at betale helbredelsesudgifter afholdt som følge af patientskaden, såsom udgifter til bandager, medicin, fodtøj m.v. Herudover erstattes forskellige udgifter eller tab, som skadelidte har i tiden efter skadestilføjelsen. Hvis der som følge af patientskaden opstår tab af arbejdsfortjeneste, erstattes dette tillige, jf. EAL 2. Dog foretages der fradrag for den periode, hvor skadelidte under alle omstændigheder ville være sygemeldt på grund af grundsygdommen, normal-sygdomsperioden. Erstatningen beregnes i hovedtræk som differencen mellem den forventede løn eller anden arbejdsindtægt i den sygeperiode, der kan henføres til patientskaden, med fradrag af udbetalte sygedagpenge. Erstatningen ydes frem til stationærtidspunktet, hvilket vil sige det tidspunkt, hvor det må antages, at skadelidtes helbredstilstand ikke vil blive forbedret, eller til arbejdet genoptages. I samme periode ydes desuden godtgørelse for svie og smerte, jf. EAL 3. Godtgørelsen ydes efter et takstsystem med bestemte beløb pr. sygedag, dog med mulighed for fravigelse ved større godtgørelsesbeløb. I 1997 og 1998 var taksterne henholdsvis 160 kr. pr. sengeliggende sygedag og 70 kr. pr. oppegående sygedag. Ved beregning af godtgørelse for svie og smerte foretages fradrag for normalsygdomsperioden. For tiden efter stationærtidspunktet kan der ydes godtgørelse for varigt mžn, når patientskaden har fået varige følger, jf. EAL 4. Godtgørelsen ydes efter et takstsystem med et bestemt beløb pr. mžngrad, idet der dog ikke ydes erstatning, hvis mžngraden er under 5 procent. Satserne udgjorde i 1997 3.040 kr. pr. mžngrad og i 1998 3.120 kr. pr. mžngrad. Ved fastsættelsen af mžngraden foretages fradrag for den del af det samlede mžn, som kan henføres til grundsygdommen. Hvis patientskaden betyder en varig indtægtsnedgang eller forringede muligheder for at opnå beskæftigelse, kan der ydes erstatning for tab af erhvervsevne. I hovedtræk beregnes erstatningen i henhold til EAL 5-7 som et kapitalbeløb beregnet som årslønnen året før skaden gange 6 gange erhvervsevnetabsprocenten. Erhvervsevnetabsprocenten fastsættes ud fra en sammenligning mellem den indtægt, skadelidte oppebar før skaden, og den indtægt, det med rimelighed kan forventes at skadelidte kan opnå med skaden. For børn, unge under uddannelse og hjemmegående som ikke aktuelt udnytter erhvervsevnen beregnes erstatningen i medfør af EAL 8 som en progressivt stigende del af mžngodtgørelsen, idet der dog ikke ydes erstatning, hvis mžngraden er under 15 procent. Af lov om patientforsikring 1, stk. 1, 2. pkt. fremgår det, at loven også hjemler erstatning til de efterladte, hvis skaden medfører patientens død. Der kan således i henhold til EAL 12 ydes erstatning for begravelsesudgifter, og efter EAL 12-14 kan en efterladt ægtefælle/samlever og børn få erstatning for tab af forsørger. Erstatningen til ægtefælle/samlever udgør 30 procent af den erstatning som skadelidte ville have opnået ved fuldstændig tab af erhvervsevnen i henhold til 5-8. Erstatning til efterladte børn udgør summen af de normalbidrag, som skadelidte kunne være pålagt, hvis vedkommende havde været bidragspligtig.

Hvis det efter, at sagen er afsluttet, viser sig, at der indtræder uforudsete ændringer i skadelidtes helbredstilstand således, at mžngraden eller erhvervsevnetabsprocenten må antages at være væsentlig højere end først antaget, kan sagen på skadelidtes begæring genoptages efter EAL 11. 4.1.1 Reduktion i erstatningen. Som udgangspunkt vil den tilkendte erstatning og godtgørelse skulle fastsættes således, at det fulde individuelle tab erstattes. Det er kun det "faktiske" tab, som skal erstattes, og der vil derfor i forskellige situationer skulle ske en reduktion af erstatningen eller godtgørelsen. Nogle regler er fastsat i erstatningsansvarsloven, andre er udviklet i praksis. 4.1.1.1 Reduktion på grund af alder Baggrunden herfor er, at det findes rimeligt at nedsætte erstatningen, når den normale restlevetid for den pågældende person er kort. Aldersreduktion finder anvendelse ved godtgørelse for varigt mžn, jf. EAL 4, stk. 2, og ved erstatning for tab af erhvervsevne, jf. EAL 9, og ved erstatning for tab af forsørger til ægtefælle, jf. EAL 13, stk. 2. Det fremgår således af 4, stk. 2, at godtgørelse for varigt mžn nedsættes, hvis skadelidte var fyldt 60 år ved skadens indtræden. Nedsættelsen sker med 5 procent for hvert år, skadelidte var ældre end 59 år, ved skadens indtræden; dog sker der ikke yderligere nedsættelse efter det fyldte 69. år. Godtgørelsen kan således maksimalt nedsættes med 50 procent. I henhold til EAL 9 skal der ske nedsættelse på grund af alder ved tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne efter 5-8, tilsvarende ved erstatning for tab af forsørger til ægtefælle efter 13. Nedsættelsen sker, hvis skadelidte ved skadens indtræden var fyldt 56 år, og erstatningen nedsættes med 8û procent for hvert år, skadelidte var ældre end 55 år ved skadens indtræden, hvorfor der ikke ydes erstatning efter det fyldte 67. år. Reglen er et udtryk for, at der kun ydes erstatning for den periode, hvor skadelidte normalt ville have været erhvervsaktiv. Hvis det må antages, at skadelidte, såfremt skaden ikke var sket, ville have været erhvervsaktiv også efter det fyldte 67. år, kan reglen dog fraviges. Som udgangspunkt vil en eventuel erstatning udgøre 8 û procent af den beregnede erhvervsevnetabserstatning for hvert år, den pågældende ville have været erhvervsaktiv ud over det 67. år. Hvis der imidlertid er tale om, at vedkommende faktisk var i arbejde efter det fyldte 67. år, vil der ved tilkendelse af forsørgertabserstatning undertiden kunne ydes erstatning uden nedsættelse. Dette var eksempelvis tilfældet i den nedenfor nævnte sag j. nr. 124/97 (side 67), hvor der netop blev tilkendt forsørgertabserstatning ud fra den faktiske indtjening uden aldersreduktion, uanset at skadelidte var fyldt 75 år på skadestidspunktet, idet han stadig passede sin lille virksomhed. Princippet i 9 anvendes også ved reduktion af kapitaliserede erstatninger efter EAL 1. Det vil sige i situationer, hvor en skadelidt efter, at tilstanden er blevet stationær, kan dokumentere et varigt behov for eksempelvis medicin, fodtøj eller øvrige helbredelsesudgifter. Erstatningen herfor vil blive fastsat ud fra det dokumenterede årlige varige forbrug gange faktor 6. Hvis skadelidte henset til alder eller helbredstilstand i øvrigt imidlertid må antages at ville leve kortere tid, vil den kapitaliserede erstatning skulle reduceres, hvilket sker i overenstemmelse med princippet i 9.

4.1.1.2 Reduktion på grund af mellemkommende død. Hvis skadelidte afgår ved døden, inden erstatningen er opgjort, men efter, at der er foretaget anmeldelse til Patientforsikringen, vil erstatning og godtgørelse falde i arv, jf. EAL 18, stk. 2, analogt. Da der er tale om en kompensation tiltænkt den skadelidte, foretages der efter praksis en vis rimelig nedsættelse af erstatningen i disse tilfælde Ved vurderingen af, hvor meget kravet skal nedsættes, lægges der afgørende vægt på, hvor lang tid skadelidte nåede at leve med skaden. Ifølge praksis reduceres erstatningen med ca. 1/3, hvis dødsfaldet indtræder ca. 20 måneder efter skaden, se. j. nr. 311/96 (side 64). Er der tale om et spædbarn/mindre barn, vil erstatningen dog blive reduceret yderligere, og nævnet har således i et tilfælde reduceret erstatningen med 2/3, hvor skadelidte var et spædbarn som døde efter 16 måneder, se j. nr. 235/96 (side 63). Det bemærkes, at der i sagen uanset, at tilstanden ved dødsfaldet ikke var stationær, blev tilkendt både godtgørelse for svie og smerte og varigt mžn samt erstatning for tab af erhvervsevne. 4.1.2 Erhvervsevnetab, jf. 5-7 og 8. Erstatning for tab af erhvervsevne ydes, såfremt skaden vil medføre en varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig arbejdsindtægt, at muligheden for at bibeholde den hidtidige indtægt er blevet væsentligt forringet. Der er således tale om et økonomisk kriterium. Erhvervsevnetabet svarer til forskellen mellem den indtægt, som man kunne have forventet, hvis skaden ikke var sket, og den indtægt, som man efter skaden har mulighed for at opnå ved en rimelig udnyttelse af erhvervsevnen. På grundlag heraf fastsættes erhvervsevnetabsprocenten. Der ydes ikke erstatning, hvis erhvervsevnetabsprocenten, for så vidt angår patientskaden skønnes at udgøre under 15 procent. Erstatningen for tab af erhvervsevne beregnes som skadelidtes årsløn 12 måneder før skaden ganget med 6 ganget med erhvervsevnetabsprocenten, jf. EAL 6. Børn eller unge under uddannelse og hjemmearbejdende uden løn, som ikke eller kun i begrænset omfang har en erhvervsindtægt, har også mulighed for at få tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne. I disse tilfælde anvendes særlige beregningsregler til fastsættelse af erstatningen, idet denne gruppe personer ikke har en årsløn, der kan danne grundlag for beregning af erstatningen, jf. EAL 8. 4.1.2.1 Personkredsen i 5-7 og 8 Erstatningsansvarsloven skelner mellem de normalt arbejdsaktive, jf. EAL 5-7, og dem, der kun i begrænset omfang udnytter deres erhvervsevne til at opnå arbejdsindtægt, jf. 8. 5-7 omfatter de personer, som har en årsløn, der kan anvendes til beregning af erhvervsevnetabet. 8 omfatter de personer, som ikke udnytter erhvervsevnen til at skaffe sig en indtægt, det vil sige børn, unge under uddannelse og hjemmearbejdende uden løn. Denne personkreds har ikke en årsløn, der kan anvendes til beregning af erstatningen, hvorfor erstatningen beregnes efter en standardiseret model baseret på mžngraden. Personer, der anvender mere end 50 procent af tiden til indtægtsgivende virksomhed henhører normalt under 5-7. Der kan ofte opstå tvivl om, hvorvidt en skadelidt er omfattet af 8 eller 5-7, eksempelvis, når børn under 18 år er erhvervsaktive og således har en årsløn, der kan danne grundlag for beregning af erhvervsevnetabet. Hjemmearbejdende uden løn er heller ikke altid omfattet af EAL 8, således eksempelvis ikke hjemmegående enlige forsørgere, der lever af bistandshjælp eller dagpenge. Nævnet fastslog i den forbindelse i en sag j. nr. 94/96, (side 65), at en kvinde, som kun periodevis levede sammen med faderen til sine to børn og som kun deltog i et enkelt VUC kursus, og hvis eneste

indtægt var bistandshjælp (samleveren også var på bistandshjælp), ikke var at anse som hjemmearbejdende uden løn, idet hun reelt var enlig forsørger, og kurset hun deltog i havde sigte mod, at hun skulle kunne opnå ansættelse som ufaglært eller blive dagpengeberettiget. Hun var derfor omfattet af 5-7 og ikke 8. Derimod skal EAL 8 anvendes, hvor skadelidte har valgt at leve af formueindtægten eller med en ægtefælles eller samlevers indtægter som grundlag for sine fornødenheder. 4.1.2.2 Fastsættelse af årsløn, jf. 7. I henhold til 7 fastsættes årslønnen på baggrund af skadelidtes samlede erhvervsindtægt året forud for skaden. I mange tilfælde må årslønnen dog fastsættes mere skønsmæssigt. Dette kan for eksempel være tilfældet, hvis skadelidte ikke var ansat til samme løn hele året forud for skaden på grund af jobskifte, enkeltstående arbejdsløshedsperiode eller lignende, således at den faktiske erhvervsindtægt ikke er udtryk for skadelidtes reelle indtjeningsevne. Oplysninger om skadelidtes erhvervsindtægt året forud for skaden vil typisk fremgå af årsopgørelserne fra skattevæsenet og fastsættes om regel på grundlag af disse oplysninger. Det er dog ikke altid, at den skattepligtige indkomst alene er udtryk for, hvad skadelidtes arbejdsindsats reelt er værd. Dette gælder særligt selvstændige erhvervsdrivende. For denne gruppe vil det typisk være nødvendigt også at kende virksomhedens årsregnskaber nogle år forud for skaden for at kunne danne sig et indtryk af skadelidtes reelle indtjeningsevne. På grundlag af oplysningerne fra skattevæsenet og regnskaberne fastsættes "årslønnen" skønsmæssigt. Nedenfor i j. nr. 182/97 (side 64) er nævnt et eksempel på, at nævnet forhøjede årslønnen på baggrund af regnskabsoplysninger om virksomheden. Det skal bemærkes, at årslønnen som grundlag for beregning af erstatningen pr. 1. januar 1998 maksimalt kan udgøre 546.000 kr. Erstatningen vil således maksimalt kunne udgøre 3.276.000 mill. kr. 4.1.3 Andet tab EAL 1. 4.1.3.1 Ekstern bistand Hvis skadelidte har anvendt ekstern bistand, eksempelvis advokat eller revisor, under ankesagens behandling, er det den altovervejende hovedregel, at udgifter i forbindelse hermed ikke erstattes, jf. U97.226 L (side 60). Nævnet har dog i en konkret sag, j. nr. 181/94 (side 61)tilkendt erstatning for udgifter til advokat- og revisorbistand i henhold til EAL 1. Nævnet lagde vægt på, at bistanden havde været påkrævet henset til skadelidtes tilstand, samt at bistanden havde haft betydning for resultatet af Patientskadeankenævnets afgørelse. 4.2 Eksempler på erstatningsafgørelser U 97.226 (J. nr. 43/96): Udgift til advokat. En patient blev under indlæggelse i 1992 fejlbehandlet, idet der ved dosering af blodtryksnedsættende medicin blev givet 10 gange normal dosis. Hun blev herved påført en patientskade bestående af blandt andet næsten uforståelig tale, betydelig nedsat bevægekoordination (ataksi) af arme og ben, dårlig balance og dermed behov

for hjælp til alle personlige fornødenheder. Patientforsikringen anerkendte patientskaden i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Patientforsikringen tilkendte hende herefter godtgørelse for varigt mžn på grundlag af en mžngrad på 75 % og godtgørelse for svie og smerte, men meddelte afslag på erstatning for udgift til advokatbistand i forbindelse med erstatningsopgørelsen. Patientskadeankenævnet ændrede mžngraden til 85 %, men tiltrådte i øvrigt Patientforsikringens afgørelse. stre Landsret tiltrådte Patientskadeankenævnets afgørelse. Vedrørende advokatomkostninger lagde retten vægt på, at Patientforsikringen, der yder erstatning på objektivt grundlag, ved patientforsikringsloven er pålagt en forpligtelse til af egen drift at oplyse sagerne, idet det af lovgiver er forudsat, at patienten ikke behøver at engagere en advokat til at varetage sine interesser. Patientforsikringens afgørelser kan desuden indbringes for Patientskadeankenævnet, hvis afgørelser er bindende for Patientforsikringen. Landsretten fandt desuden ikke, at der i sagen var sådanne særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at der undtagelsesvis skulle tilkendes erstatning for advokatomkostninger. J. nr. 181/94: Erstatning for advokat- og revisoromkostninger. En 46-årig mand var indlagt på et sygehus på grund af feber, kulderystelser og almen utilpashed. I forbindelse med udredning heraf blev der bestilt røntgenundersøgelse af brystkasse og lunger. Røntgenundersøgelsen blev gennemført stående først forfra og dernæst fra siden. I forbindelse med undersøgelsen forfra lænede den 46- årige sig ind over røntgenskærmen for således at få støtte. Da sidebilledet skulle optages, havde han ikke mulighed for at støtte sig med hænderne, ligesom hans hænders placering blev rettet af personalet. I forbindelse med optagelsen af sidebilledet besvimede han. Ved faldet slog han baghovedet kraftigt mod røntgenlejet og siden mod gulvet. Han pådrog sig hjernerystelse og kraniebrud samt blødning i mellemøret på venstre side. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, og at patienten således var berettiget til erstatning. Vedrørende erstatning for advokat- og revisoromkostninger fandt Patientforsikringen, at den 46-årige var berettiget til 13.125 kr. i erstatning for advokatomkostninger i henhold til erstatningsansvarslovens 1. Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen således, at der tilkendtes i alt 37.500 kr., heraf 7.500 kr. i moms, til delvis dækning af advokatomkostninger og 2.750 kr. til dækning af revisorbistand. Patientskadeankenævnet lagde vægt på, at det havde været påkrævet med advokatbistand i sagen på grund af den 46-åriges tilstand. Nævnet lagde endvidere vægt på, at advokat- og revisorbistanden havde medført en væsentlig korrektion af Patientforsikringens afgørelse vedrørende erhvervsevnetab, samt på, at Patientforsikringen i en tidligere afgørelse havde erklæret at ville erstatte rimelige udgifter til advokatbistand. Nævnet fandt således, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, der medførte, at patienten var berettiget til erstatning for advokat- og revisoromkostninger. J. nr. 176/94: Nedsættelse af godtgørelse for varigt mžn. En 60-årig kvinde blev opereret, hvorved nerverødderne på begge sider svarende til 5. lumbalhvirvel blev frilagt på grund af degenerative forandringer og forsnævring. Under operationen opstod en lille læsion af

rygmarvshinden. Læsionen blev syet. På grund af læsionen skulle kvinden ligge fladt i sengen i tre døgn og måtte således benytte bækken. I forbindelse hermed svigtede pumpesystemet på sengen, således at sengebunden, som var pumpet helt op, pludselig faldt ned i bundrammen, hvorved kvinden fik et voldsomt smæld i ryggen. Hun var herefter ikke i stand til at lade vandet spontant, men måtte vedblivende kateteriseres. Kvinden havde i øvrigt efter en trafikulykke året før fået tillagt en mžngrad på 25 procent for discusprolaps og beskadigelse af sacrale nerverødder med bevægeindskrænkning og smerter i lænderyggen samt forstyrrelser i forbindelse med vandladning og relativ anal insufficiens. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 2, og at kvinden således var berettiget til erstatning. I afgørelsen fandt Patientforsikringen blandt andet, at det varige mžn som følge af skaden skulle fastsættes til 30 procent. Der var lagt vægt på, at kvinden havde manglende spontan vandladning og derfor måtte foretage selvkateterisation, og at hun som følge heraf havde hyppige urinvejsinfektioner og endvidere havde lettere afføringsinkontinens. Kvinden fandt, at den fastsatte mžngrad var for lav. Patientskadeankenævnet forelagde sagen for Arbejdsskadestyrelsen med henblik på en udtalelse blandt andet om mžngraden. Arbejdsskadestyrelsen vurderede den samlede mžngrad efter skaden til 20 procent. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at der var følger i form af blæreparese, som krævede selvudtømning 5 til 6 gange dagligt, hvilket medførte ca. 10 procent i varigt mžn, at der var afføringsproblemer, som krævede udskylning af endetarm, hvilket medførte ca. 5 procent i varigt mžn, samt at der var følelsesløshed omkring endetarmsåbning og ud i begge balder, hvilket medførte ca. 5 procent i varigt mžn. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse og fastsatte det samlede varige mžn som følge af skaden til 20 procent. Sagen er indbragt for stre Landsret. J. nr. 245/95: Forhøjelse af mžngraden. En 53-årig kvinde pådrog sig efter et fald fra en stige et brud på højre hælben, hvilket blev behandlet med gipsskinne uden støtte. Ved efterfølgende røntgenkontrol konstateredes det, at hun tillige havde et brud i højre håndrods bådformede ben og i spolebenets øvre ende. Patientforsikringen anerkendte skaden som omfattet af 2, stk. 1, nr. 1, idet bruddene i hånd og albue burde have været påvist allerede ved den primære undersøgelse. Patientforsikringen fandt desuden, at der var påført patienten et varigt mžn på 5 procent som følge af skaden, Patientforsikringen lagde vægt på, at det samlede mžn for bruddet på højre hånd svarede til omkring 10 procent, hvoraf de 5 procent kunne tilskrives den forsinkede diagnosticering. Man fandt samtidig, at den forsinkede diagnosticering af albuebruddet ikke havde medført et mermžn på mindst 5 procent. Da kvinden ikke i øvrigt var berettiget til ydelser efter loven, og den tilkendte godtgørelse var under det i loven da gældende minimum på 20.000 kr., blev sagen afsluttet uden udbetaling af erstatning. Patientskadeankenævnet fandt imidlertid, at der var påført patienten et varigt mžn på 10 procent, idet 5 procent blev henført til bruddet i bådbenet og 5 procent til albuebruddet, svarende til godtgørelse for varigt mžn på 29.200 kr., hvilket blev fastsat i afgørelsen. Nævnet lagde vægt på, at der var smerter, 20 graders nedsat bøjeevne og et ikke helet brud svarende til albuen samt betydelige smerter, nedsat bevægelighed og betydelig nedsat kraft svarende til håndleddet. Da hun havde genoptaget arbejdet inden for den periode, hvor hun under alle omstændigheder ville have været sygemeldt på grund af det oprindelige brud, var hun ikke berettiget til godtgørelse for svie og smerte.

J. nr. 235/95: Nedsættelse af erstatningen på grund af mellemkommende død. En dreng blev ved fødslen påført en patientskade, hvorved han fik lammelse af begge arme og ben samt svær motorisk retardation. CT-scanning havde desuden vist svind af hjernen. 15 måneder gammel døde han på grund af lungebetændelse, efter at skaden var anmeldt til Patientforsikringen, men inden erstatningen var udbetalt. Patientforsikringen fandt, at dødsfaldet var en følge af den anerkendte patientskade, men afviste at betale erstatning med henvisning til, at der i tilfælde, hvor et barn dør kort tid efter fødslen kun kan ydes erstatning for begravelsesudgifter og godtgørelse for svie og smerte, hvilket ikke kunne antages at overstige 20.000 kr. jf. lovens 5, stk. 2. Patientforsikringen fandt desuden, at tilstanden ikke var medicinsk stationær på dødstidspunktet. Selv, hvis man antog, at der var et erstatningskrav på mžngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning, ville erstatningen skulle reduceres så meget, at der ikke blev noget at erstatte, eller at der kun blev erstattet svarende til 10 procent af skadelidtes krav på mžngodtgørelse og erhvervsenetab henset til den korte levetid efter skaden. Patientskadeankenævnet var enige i, at patientens tilstand ikke var stationær på dødstidspunktet, og fandt på den baggrund, at boet var berettiget til skønsmæssigt 30.000 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Patientskadeankenævnet fandt herefter, at mžngraden var 100 procent, og da erhvervsevnetabet skulle fastsættes efter erstatningsansvarslovens 8, udgjorde erhvervsevnetabet herefter 400 procent af mžngodtgørelsen. Man fandt imidlertid, at såvel mžngodtgørelsen som erhvervseventabserstatningen henset til den korte levetid på 16 måneder efter skaden skulle reduceres med 2/3. I modsætning til Patientforsikringen fandt Patientskadeankenævnet således, at der skulle ydes både godtgørelse for svie og smerte og mžn samt erstatning for tab af erhvervsevne, hvis patienten dør inden tilstanden er stationær og inden godtgørelse eller erstatning er udbetalt. Boets erstatningskrav på mžngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning skal imidlertid reduceres meget væsentligt, når der er tale om en kort levetid, men dog ikke så meget, at erstatningen helt bortfalder. J. nr. 311/96: Mellemkommende død. Ej død som følge af skaden, voksen. En 61-årig mand fik i 1992 et brud i venstre forfod. På grund af knoglefremspring på indersiden af foden blev der i juni 1993 foretaget gipsbandagering i 6 uger. Der opstod imidlertid svær læsion af peroneusnerven som følge af tryk fra gipsen, og Patientforsikringen anerkendte komplikationen dropfod som erstatningsberettigende i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Patienten afgik ved døden den 15. marts 1995 på grund af en blodprop, efter at skaden var anmeldt til Patientforsikringen, men inden erstatningen var opgjort. Patientforsikringen fandt, at tilstanden var stationær den 1. marts 1993, og tilkendte herefter boet godtgørelse for svie og smerte og varigt mžn og erstatning for tab af erhvervsevne. Man reducerede dog mžngodtgørelsen og erhvervsevnetabserstatningen med 50 procent, henset til den korte levetid efter skaden. Da man desuden ikke fandt, at dødsfaldet skyldtes patientskaden blev der meddelt afslag på erstatning for tab af forsørger. Patientskadeankenævnet kunne tilslutte sig stationærtidspunktet, og at dødsfaldet ikke med overvejende sandsynlighed kunne antages at skyldes patientskaden. Nævnet fandt imidlertid at mžngodtgørelsen og erhvervsevnetabserstatningen kun skulle reduceres med 1/3 henset til, at hans levetid efter skaden var 21 måneder. J. nr. 182/97: rslønsfastsættelse - skønsmæssig - selvstændig erhvervsdrivende.

En 42-årig mand fik i forbindelse med en ambulant undersøgelse udtømt en 4x6 cm stor udfyldning i området på bagsiden af knæet. På grund af fortsatte gener blev han indlagt med henblik på en kikkertundersøgelse af knæet. Ved undersøgelsen blev der fundet en Baker cyste, som senere blev fjernet. Herefter opstod der infektion i såret. Denne blev behandlet med gipsskinne og Diclocil. Efter knap fjorten dage blev det konstateret, at der var infektion i knæleddet. Dyrkningssvar viste tegn på infektion med stafylococcus aureus. Der blev behandlet med skyldning og antibiotika og herefter operativ fjernelse af synovialmembranen i knæet. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, og at den 42-årige var berettiget til erstatning. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 25 procent. Vedrørende årslønnen fandt Patientforsikringen, at denne skulle fastsættes til 300.000 kr., og erstatningen for erhvervsevnetab blev således 450.000 kr. Patientforsikringen lagde vægt på, at den 42-åriges skattepligtige årsindkomst ifølge årsopgørelserne fra skattevæsenet i årene forud for skaden udgjorde ca. 230.000 kr. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse vedrørende årslønnen og fastsatte skønsmæssigt årslønnen til 450.000 kr. på baggrund af regnskabsoplysningerne. Erstatningen for erhvervsevnetab udgjorde herefter 675.000 kr. Patientskadeankenævnet lagde vægt på, at den 42-årige var selvstændig erhvervsdrivende i et partrederi, og at han i årene forud for skadetidspunktet i partsrederiet havde erhvervsindtægter, dels i form af en særlig post for hyre og dels som sin andel i partsrederiets ordinære driftsoverskud. Det fremgår af sagens oplysninger, at dette driftsoverskud var bestemt af deltagernes arbejdsindsats i selskabet. J. nr. 94/96: Erstatning for erhvervsevnetab En kvinde pådrog sig i forbindelse med en fødsel sphincterruptur. I forbindelse med endnu en fødsel 3 år senere opstod på ny sphincterruptur, hvilket medførte inkontinens og smerter. Patientforsikringen anerkendte skaden som omfattet af 2, stk. 1, nr. 1, idet der burde have været foretaget kejsersnit ved den seneste fødsel. Det fremgik af sagen, at patienten i en periode på seks måneder var ansat i et kommunalt projekt, som imidlertid ikke var tilstrækkeligt til, at hun kunne blive dagpengeberettiget. Derefter oppebar hun bistandshjælp og indledte samtidig et årskursus i matematik på VUC. Kurset blev ikke gennemført på grund af fødslen og forløbet herefter. Hun levede indtil et år efter seneste fødsel i vekslende perioder sammen med faderen til sine 2 børn; samleveren modtog ligeledes bistandshjælp. Patientforsikringen fandt, at patienten var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til erstatningsansvarslovens 8 henset til, at hun såvel på skadestidspunktet som på afgørelsestidspunktet var hjemmegående husmor. Da der ligeledes var påført hende et varigt mžn på 50 procent, blev erhvervsevnetabserstatningen opgjort til 200 procent af mžngodtgørelsen. Patientskadeankenævnet fandt imidlertid, at hun ud fra det oplyste var at anse som enlig forsørger på bistandshjælp, hvorfor erhvervsevnetabserstatningen skulle fastsættes efter erstatningsansvarslovens 5-7. Nævnet lagde vægt på, at både hendes deltagelse i arbejdsprojektet og VUCkurset havde sigtet mod, at hun skulle kunne opnå ansættelse som ufaglært eller berettigelse til dagpenge. rslønnen skulle fastsættes efter et skøn, jf. erstatningsansvarslovens 7, stk. 2. J. nr. 398/97: Forsørgertabserstatning efter bistandsklient. En 30-årig kvinde havde nogle år forinden fået fjernet en del af tyktarmen på grund af udtalt forstoppelse. Hun fik herefter diarrž. Hun kunne ikke holde på afføringen, og man fandt, at der var en defekt i endetarmens lukkemuskel, som derfor ved en operation blev rekonstrueret. På grund af vedvarende problemer hermed blev

hun opereret på ny, hvorved der blev etableret et reservoir mellem tyndtarmen og den nederste del af endetarmen. Fem dage efter denne operation ophørte man med den forebyggende behandling mod blodpropper, som var givet i tilslutning til operationen. Knap en uge herefter afgik kvinden pludselig ved døden på grund af blodprop i lungen. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, og at kvindens efterladte var berettiget til erstatning. Patientforsikringen fandt endvidere, at den efterladte ægtefælle alene var berettiget til 170.000 kr. i forsørgertabserstatning, idet den i henhold til erstatningsansvarslovens 13, stk. 1, 2. pkt. fastsatte minimumserstatning skulle nedsættes med 50 %, da afdøde reelt ikke bidrog til forsørgelsen. Patientforsikringen vurderede, at kvinden ikke reelt bidrog til forsørgelse af den efterladte ægtefælle, idet hun var bistandsklient og modtog økonomisk hjælp efter behov. Patientskadeankenævnet ændrede Patientforsikringens afgørelse og fandt, at den efterladte ægtefælle var berettiget til det i henhold til erstatningsansvarslovens 13, stk. 1, 2. pkt., fastsatte minimumbeløb. Nævnet fandt, at man, uanset at kvinden var bistandsklient, ikke kunne se bort fra, at hun, der ved dødsfaldet kun var 30 år, fremtidig ville have haft mulighed for at bidrage til forsørgelsen. Nævnet fandt således ikke tilstrækkeligt grundlag for at fravige den normale minimumserstatning. J. nr. 124/97: Forsørgertabserstatning efter 75-årig selvstændig erhvervsdrivende. En 75-årig mand blev indlagt med henblik på at få foretaget en by-pass operation. Ved undersøgelsen fandtes svær kranspulsåresygdom med let nedsat hjertepumpefunktion og på grund af forkalkningernes udbredelse blev der opereret semiakut. Ved operationen blev der anbragt to elektroder, som skulle føres frem til huden. Elektroderne blev i stedet ført ind i bughulen, hvor de begge perforerede tyktarmen, hvilket medførte akut operation med fjernelse af et stykke af tyktarmen og fremlæggelse af tarmen. I forløbet blev et sår på tolvfingertarmen behandlet medicinsk. Endvidere voksede brystbenet ikke sammen tilfredsstillende og måtte derfor sys sammen på ny. Under indlæggelsen udviklede den 75-årige temperaturstigning og gulsot og var herefter svækket. Han afgik ved døden tre døgn senere. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, og at den efterladte ægtefælle således var berettiget til erstatning. Vedrørende forsørgertabserstatning fandt Patientforsikringen imidlertid, at det på grund af afdødes alder samt dårlige helbred i øvrigt var af afgørende betydning, at det kunne dokumenteres, at afdøde rent faktisk var erhvervsaktiv i såvel året forinden som på skadestidspunktet og fortsat ville have været det i en vis fremtidig periode. Da der ikke forelå sådan dokumentation fandt Patientforsikringen, at der ikke var grundlag for at tilkende forsørgertabserstatning. Patientskadeankenævnet fandt, at den efterladte ægtefælle var berettiget til et mindre beløb i forsørgertabserstatning. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik, at driftsoverskuddet i afdødes virksomhed to år forud havde udgjort ca. 12.000 kr. pr. år, og at det skønnedes at ville have været nogenlunde det samme for året efter. Afdøde var 75 år på skadestidspunktet stadig fysisk aktiv og i arbejde frem til indlæggelsen. Nævnet lagde til grund, at han, såfremt skaden ikke var indtruffet, ville have været i stand til at fortsætte sin lille virksomhed efter en passende rekreation. Nævnet fandt, at da han havde været erhvervsaktiv efter det fyldte 67. år, skulle der ikke ske aldersreduktion efter erstatningsansvarslovens 13, stk. 2. Samtidig fandt nævnet, at der henset til hans alder og den lille virksomhed forelå sådanne særlige omstændigheder, at minimumsgrænsen i erstatningsansvarslovens 13, stk. 1, skulle fraviges og erstatningen fastsættes ud fra den faktiske

indtjening, som var betydelig lavere. 5. Regnskab og budget 5.1 Regnskab Alle udgifter til drift af Patientskadeankenævnet afholdes af Patientforsikringsforeningen, jf. 14, stk. 8 i lov om patientforsikring. Patientskadeankenævnets udgiftsbevilling står opført på finanslovens konto 16.11.25. Regnskab 1997 16.11.25 Udgifter i alt 4.677.649 Lønudgifter 2.653.485 Honorar til nævnsmedlemmer 983.513 Honorar til formand 155..363 Sekretariatet 1.514.609 vrige driftsudgifter 2.024.164 Speciallægehonorar 123.748 Honorar til eksperter 43.260 Honorar til Arbejdsskadestyrelsen 40.271 Rejse og befordring, nævn 68.288 Repræsentation (fortæring), nævn 39.631 Køb af inventar 378.075 Køb af kopimaskine 151.361 Køb af PC og printer, herunder konsulentudgifter386.980 Telefonudstyr 104.987 Kursusudgifter 73.164 Flytteudgifter 28.706 Lokaleleje 353.127 Diverse servicekontrakter 132.735 Porto 76.621 Sygetransport af patient til undersøgelse 8.054 Kammeradvokat 3.750 Annoceringsudgifter 14.803 vrige kontorhold inkl. køb af litteratur 120.352 Regnskab for 1998 16.11.25 Udgifter i alt 6.912.036 Lønudgifter 4.278.558 Honorar til nævnsmedlemmer 1.475.201

Honorar til formænd 579.672 Sekretariat 2.223.685 vrig driftsudgifter 2.633.478 Speciallægehonorar 132.766 Kammeradvokat 23.079 Arbejdsskadestyrelsen 31.350 Rejse og befordring, nævn 110.274 Rejse og befordring, andre 13.198 Repræsentation (fortæring), nævn 54.921 Repræsentation, andre 8.066 Varme og el 25.728 Husleje 161.501 Porto 122.822 Telefon 50.659 Kursusudgifter 18.314 Annoncer 80.219 Edb-materiel 468.433 Edb-konsulent 37.064 PC-DOC 234.362 Diverse servicekontrakter 526.231 Kontorartikler og bøger 348.551 Køb af inventar 113.378 Fotokopiering 51.054 Diverse 21.508 5.2 Budget 1999 Senest 1. juli forud for det kommende regnskabsår meddeles det Sundhedsministeriet, hvilke udgifter nævnet forventes at have i regnskabsåret. For 1999 og de følgende tre år er budgettet fastlagt for Patientskadeankenævnet til 10,9 mill. kr. heraf 8,3 mill. kr. til løn i henhold til kontraktsstyringsaftalen (se nedenfor kapitel 6, side 73). I februar 1999 blev der indgået en kontraktstyringsaftale mellem Sundhedsministeriet og ledelsen for Patientskadeankenævnets sekretariat for perioden 1999 til 2002. Aftalen omfatter følgende resultatmål: Þ Patientskadeankenævnet skal inden udgangen af år 2002 afvikle sagspuklen. Þ Patientskadeankenævnet skal med den forudsatte udvikling i sagstilgangen afslutte 950 sager i 1999, stigende til 1275 sager ved kontraktperiodens udløb i år 2002. Þ Patientskadeankenævnet skal træffe 50 formandsafgørelser i 1999, stigende til 125

formandsafgørelser ved kontraktperiodens udløb i år 2002. Þ Patientskadeankenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid skal ved kontraktperiodens udløb i år 2002 være nedbragt til 6 måneder for ukomplicerede sager og 6-12 måneder for øvrige sager. Det forudsættes, at antallet af ansatte i Patientskadeankenævnets sekretariat fra 1. april 1999 udvides med 2 akademiske sagsbehandlere, 1 overassistent, 3 speciallægekonsulenter samt det fornødne antal ad hoc-speciallægekonsulenter. Patientskadeankenævnets sekretariats forventede personalenormering udgør pr. 1. april 1999 således 1 sekretariatschef (LR 36) 8 AC-årsværk, 5 HKårsværk, 5-6 speciallægekonsulenter og et antal ad hoc speciallægekonsulenter. Endvidere forudsættes, at Patientskadeankenævnet fra 1. juni 1999 udvides med en ekstra nævnsafdeling og to nye næstformænd, således at der herefter kan afholdes 4 nævnsmøder pr. måned, juli er dog mødefri måned. Hver enkel nævnsafdeling forventes at kunne behandle omkring 25 sager pr. nævnsmøde ved kontraktperiodens begyndelse i år 1999, stigende til omkring 26 sagsafgørelser pr. nævnsmøde ved kontraktperiodens udløb i år 2002. Nævnet vil herefter kunne træffe 900 sagsafgørelser i 1999 stigende til 1150 sagsafgørelser ved kontraktperiodens udløb. Endelig forudsættes, at en vis mængde af de årligt modtagne ankesager vil være egnet til formandsafgørelser, jf. 14, stk. 4, i lov om patientforsikring. Antallet af årligt modtagne ankesager til formandsafgørelser forventes at stige fra 50 sager i 1999 til 125 sager ved kontraktperiodens udløb i år 2002. Som det fremgår af tabel 2 (side 15) verserede der primo 1999 1206 sager, og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var ca. 24 måneder. Tabel 7. Opgørelse over det nødvendige antal sagsafslutninger, hvis sagspuklen skal afvikles inden udgangen af år 2002. 1999 2000 2001 2002 Verserende sager primo året 1206 1106 781 406 Modtagne sager 850 850 850 850 Antal sager i alt 2056 1956 1631 1256 Antal afgørelser i nævnet 900 1100 1125 1150 Antal formands-afgørelser 50 75 100 125 Antal afgørelser i alt 950 1175 1225 1275 Pr. 1. april 1999 har sundhedsministeren som nævnt ovenfor fastsat en ny forretningsorden for Patientskadeankenævnet. De væsentligste ændringer i forhold til den tidligere forretningsorden er, at det præciseres, inden for hvilke sagskategorier formanden eller en næstformand kan træffe afgørelse på egen hånd. Endvidere pålægges der sekretariatet et ansvar for sagernes oplysning, indhentelse af sagkyndig vurdering og udarbejdelse af udkast til nævnsafgørelser ( bilag 3). Som tidligere nævnt har udviklingen i den gennemsnitlig behandlingstid ikke været tilfredsstillende.

Sundhedsministeriet har derfor i overensstemmelse med kontraktstyringsaftalen tilført nævnet flere ressourcer med det primære formål at nedbringe sagsbehandlingstiden væsentligt uden at forringe sagsbehandlingens kvalitet. For at forbedre forberedelsen af sagerne og med henblik på at opnå resultatmålene indfører sekretariatet fra foråret 1999 en ny arbejdsform, hvorefter sekretariatet udarbejder skriftlige indstillinger i alle sager blandt andet indeholdende en sagsfremstillling (redegørelse for sygehistorie og behandling, relevante oplysninger for vurderingen af ansvarsgrundlag og erstatningsposter), resumž af Patientforsikringens afgørelse og klagen og sekretariatets forslag til afgørelse. Indstillingen bilægges en lægelig vurdering udarbejdet af en af sekretariatets speciallægekonsulenter; sekretariatet har derfor fået tilknyttet flere lægekonsulenter. Da væsentlige dele af indstillingernes tekst kan indgå i afgørelserne, vil det fremover være muligt at udsende disse kort efter nævnsmødet. Der er endvidere i 1999 etableret endnu en nævnsafdeling, der påbegynder arbejdet i efteråret 1999, og der er blevet udnævnt to yderligere næstformænd. Da formandsskabet således har fået et overskydende medlem i forhold til nævnets afdelinger, er det meningen, at dets medlemmer på skift en måned af gangen, udelukkende skal behandle sager egnet til formandsafgørelse. De iværksatte foranstaltninger forventes at vende den hidtidige uheldige udvikling i sagernes behandlingstid og muliggøre hurtig udsendelse af de trufne afgørelser samtidig med, at en grundig sagsbehandling fastholdes. 6. Perspektiver for nævnets arbejdsmæssige forhold I februar 1999 blev der indgået en kontraktstyringsaftale mellem Sundhedsministeriet og ledelsen for Patientskadeankenævnets sekretariat for perioden 1999 til 2002. Aftalen omfatter følgende resultatmål: Þ Patientskadeankenævnet skal inden udgangen af år 2002 afvikle sagspuklen. Þ Patientskadeankenævnet skal med den forudsatte udvikling i sagstilgangen afslutte 950 sager i 1999, stigende til 1275 sager ved kontraktperiodens udløb i år 2002. Þ Patientskadeankenævnet skal træffe 50 formandsafgørelser i 1999, stigende til 125 formandsafgørelser ved kontraktperiodens udløb i år 2002. Þ Patientskadeankenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid skal ved kontraktperiodens udløb i år 2002 være nedbragt til 6 måneder for ukomplicerede sager og 6-12 måneder for øvrige sager. Det forudsættes, at antallet af ansatte i Patientskadeankenævnets sekretariat fra 1. april 1999 udvides med 2 akademiske sagsbehandlere, 1 overassistent, 3 speciallægekonsulenter samt det fornødne antal ad hoc-speciallægekonsulenter. Patientskadeankenævnets sekretariats forventede personalenormering udgør pr. 1. april 1999 således 1 sekretariatschef (LR 36) 8 AC-årsværk, 5 HKårsværk, 5-6 speciallægekonsulenter og et antal ad hoc speciallægekonsulenter.

Endvidere forudsættes, at Patientskadeankenævnet fra 1. juni 1999 udvides med en ekstra nævnsafdeling og to nye næstformænd, således at der herefter kan afholdes 4 nævnsmøder pr. måned, juli er dog mødefri måned. Hver enkel nævnsafdeling forventes at kunne behandle omkring 25 sager pr. nævnsmøde ved kontraktperiodens begyndelse i år 1999, stigende til omkring 26 sagsafgørelser pr. nævnsmøde ved kontraktperiodens udløb i år 2002. Nævnet vil herefter kunne træffe 900 sagsafgørelser i 1999 stigende til 1150 sagsafgørelser ved kontraktperiodens udløb. Endelig forudsættes, at en vis mængde af de årligt modtagne ankesager vil være egnet til formandsafgørelser, jf. 14, stk. 4, i lov om patientforsikring. Antallet af årligt modtagne ankesager til formandsafgørelser forventes at stige fra 50 sager i 1999 til 125 sager ved kontraktperiodens udløb i år 2002. Som det fremgår af tabel 2 (side 15) verserede der primo 1999 1206 sager, og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var ca. 24 måneder. Tabel 7. Opgørelse over det nødvendige antal sagsafslutninger, hvis sagspuklen skal afvikles inden udgangen af år 2002. 1999 2000 2001 2002 Verserende sager primo året 1206 1106 781 406 Modtagne sager 850 850 850 850 Antal sager i alt 2056 1956 1631 1256 Antal afgørelser i nævnet 900 1100 1125 1150 Antal formands-afgørelser 50 75 100 125 Antal afgørelser i alt 950 1175 1225 1275 Pr. 1. april 1999 har sundhedsministeren som nævnt ovenfor fastsat en ny forretningsorden for Patientskadeankenævnet. De væsentligste ændringer i forhold til den tidligere forretningsorden er, at det præciseres, inden for hvilke sagskategorier formanden eller en næstformand kan træffe afgørelse på egen hånd. Endvidere pålægges der sekretariatet et ansvar for sagernes oplysning, indhentelse af sagkyndig vurdering og udarbejdelse af udkast til nævnsafgørelser ( bilag 3). Som tidligere nævnt har udviklingen i den gennemsnitlig behandlingstid ikke været tilfredsstillende. Sundhedsministeriet har derfor i overensstemmelse med kontraktstyringsaftalen tilført nævnet flere ressourcer med det primære formål at nedbringe sagsbehandlingstiden væsentligt uden at forringe sagsbehandlingens kvalitet. For at forbedre forberedelsen af sagerne og med henblik på at opnå resultatmålene indfører sekretariatet fra foråret 1999 en ny arbejdsform, hvorefter sekretariatet udarbejder skriftlige indstillinger i alle sager blandt andet indeholdende en sagsfremstillling (redegørelse for sygehistorie og behandling, relevante oplysninger for vurderingen af ansvarsgrundlag og erstatningsposter), resumž af Patientforsikringens afgørelse og klagen og sekretariatets forslag til afgørelse. Indstillingen

bilægges en lægelig vurdering udarbejdet af en af sekretariatets speciallægekonsulenter; sekretariatet har derfor fået tilknyttet flere lægekonsulenter. Da væsentlige dele af indstillingernes tekst kan indgå i afgørelserne, vil det fremover være muligt at udsende disse kort efter nævnsmødet. Der er endvidere i 1999 etableret endnu en nævnsafdeling, der påbegynder arbejdet i efteråret 1999, og der er blevet udnævnt to yderligere næstformænd. Da formandsskabet således har fået et overskydende medlem i forhold til nævnets afdelinger, er det meningen, at dets medlemmer på skift en måned af gangen, udelukkende skal behandle sager egnet til formandsafgørelse. De iværksatte foranstaltninger forventes at vende den hidtidige uheldige udvikling i sagernes behandlingstid og muliggøre hurtig udsendelse af de trufne afgørelser samtidig med, at en grundig sagsbehandling fastholdes.