Pandoras Æske For mere end 2000 år siden skrev Hesoid sit værk Værker og Dage, der bl.a. indeholdt myten om Pandoras Æske. Denne myte har spillet en særlig rolle igennem senere europæisk idehistorie, hvor den f.eks. kan ses som en parallel til beretningen om syndefaldet i det gamle testamente, og hvor den også er blevet kommenteret af den kendte filosof Nietchze og derved har fået et eksistentialistisk betydning. Myten hed oprindeligt Pandoras Krukke (eller pithos, som det hedder på oldgræsk), men er i dag almenkendt som Pandoras Æske pga. en fejloversættelse i renæssancen. Denne misforståelse har dog måske medvirket til at integrere myten bedre i den senere vestlige kulturhistorie. Sidst men ikke mindst spiller myten en ufattelig vigtig rolle for græsk kosmologi, og så er den måske en af de mest skæbnesvangre myter for mennesket overhovedet. Myten om Pandoras Æske kan som nævnt findes i Hesoids Værker og Dage. Den tager udgangspunkt i myten om Prometheus, der er nedskrevet af samme forfatter i dennes værk Theogonien. I sidstnævnte epos har den menneskevenlige titan Prometheus bedraget Zeus i et spørgsmål om ofring for at hjælpe menneskene, så de ikke behøver ofre deres gode kød. Når myten om Pandora begynder, er Zeus derfor meget vred på både menneskene og Prometheus. Af den grund vælger han at fratage menneskene ilden, men igen er Prometheus listig, og det lykkes for ham at stjæle den tilbage til mennesket. Dette gør blot Zeus endnu mere vred. Derfor planlægger Zeus en udspekuleret hævn over menneskene, som han selv siger:... Som en pris for ilden, vil jeg give mennesket en ondskab, som de vil modtage glade af hjerte, mens de i virkeligheden omfavner deres egen ødelæggelse. Med de øvrige guders hjælp får Zeus skabt den første kvinde, Pandora den med alle gaver - der bærer en medgift i form af alle ondskaber med sig. Han sender Pandora over til Prometheus' bror Epimetheus, der lader sig narre af Pandoras skønhed og tager hende med sig indenfor, hvor hun åbner sin æske og slipper alle ondskaber ud. Det eneste, der bliver tilbage i æsken er håb, og Zeus' straf er fuldendt - som myten konkluderende afsluttes: Så der er ingen måde at undslippe Zeus' vilje på. Grundlæggende set er der to hovedpersoner i denne myte. Der er Zeus, som repræsenterer den guddommelige overmagt og er skæbnens gud, og så er der den snedige Prometheus, der agerer menneskets repræsentant i kampen mod gudernes uretfærdigheder. At Prometheus er snedig ligger 1
også i dennes navn, som betyder den forudseende. Efter Titanomachien, hvor guder og titaner sloges, har de olympiske guder anført af Zeus domineret verden. Denne dominans bliver her udfordret af Prometheus, der tilsyneladende ønsker at hjælpe mennesket til en friere tilværelse. Zeus kan ikke se igennem fingre med Prometheus' handlinger og vælger derfor at skride til handling, hvilket han slår fast i dette uddrag: En stor plage til dig (Prometheus) og mennesket vil komme. Hvorfor Zeus vælger at gøre dette kan umiddelbart forklares på to forskellige måder. Dels kan Zeus ikke acceptere, at hverken titaner eller mennesket truer hans magt, da han er nødt til at have fuldstændig kontrol med verden, hvis han ønsker at forblive gudernes hersker. Men så er der også den grund, at Prometheus med sine handlinger forbryder sig mod skæbnen - han begår hybris. På vegne af mennesket modsætter han sig gudernes vilje og forsøger derved at hjælpe mennesket med at undslippe dets skæbne. At dette i første omgang lykkes for Prometheus siger måske noget om, at selvom Zeus kan betegnes som skæbnens gud, så kan selv han ikke definere skæbnen men kun føre kontrol med den. Af denne grund bliver det utrolig vigtigt for Zeus at straffe mennesket, så han igen får kontrollen over deres skæbne. Man kan nemlig vælge at læse den tilstand, der er inden, Prometheus forbryder sig mod Zeus, som værende kosmos. Her lever menneskene i uvidenhed under gudernes kontrol, hvilket myten også indledes med: For guderne holder livets egentlige betydning gemt for mennesket. Dette er set ud fra et religiøst synspunkt en god situation, men så kommer Prometheus og skaber kaos. Prometheus skaber nemlig en tilstand, hvor grænsen mellem det at være menneske og gud bliver udflydende, da mennesket kan modsætte sig guderne, hvilket er ødelæggende for kosmos. Når Zeus får skabt Pandora, er det derfor for at skulle genoprette kosmos. Pandora spreder ondskab ud i verden og genopretter kosmos, men ikke uden konsekvenser:...resten af de talløse plager vandrer blandt mennesket; For jorden er fuld af ondskab og havet er ligeså. Zeus får altså kontrol over mennesket igen ved at tildele dem den skæbne at skulle leve med ondskab til evig tid og får på den måde genoprettet kosmos, men med store konsekvenser til følge for mennesket. Derved ender Prometheus, der ville hjælpe menneskene, med at skade dem mere end han gavnede, og Zeus' magt bliver endegyldigt bekræftet. Samtidig giver myten en forklaring på, hvorfor der er så meget smerte i verden, selvom guderne kontrollerer den. Det er der, fordi mennesket forbrød sig mod guderne. Det er ikke kun i antikkens Grækenland, at religion har haft behov for at forklare, hvordan det kan være at menneskets liv er fyldt med ondskab. Et andet klassisk eksempel er syndefaldet fra det 2
Gamle Testamente, hvor Adam og Eva lader sig lokke af en slange til at spise af Kundskabens Træ. Her er historien næsten identisk med den om Pandora. Der er en tilstand af kosmos, hvor Gud har skabt en god paradisisk verden til Adam og Eva, ligesom den tilstand, der var inden, Prometheus skabte kaos. Alligevel lader de sig friste til at forbryde sig mod Gud, da de ønsker den samme indsigt som ham. Ligesom Zeus griber Gud ind og tvinger mennesket til at leve med konsekvenserne af deres forbrydelse. Igen er det ikke hele menneskeheden, der som sådan begår forbrydelsen - det er en personifikation i form af Adam og Eva eller Prometheus - men det er hele menneskeheden, der må leve med konsekvenserne. Som sådan har Gud og Zeus ikke andre valg, end at straffe mennesket for deres gerninger, hvis kosmos skal genoprettes, og derfor spiller selverkendelse en stor rolle i begge myter. Mennesket er nødt til at forstå, at deres nuværende tilværelse er defineret ud fra deres egne handlinger. De er selv skyldige i deres smerte. Det kan dog godt være svært for os mennesker at skulle se retfærdigheden i vores livs grundvilkår. Ifølge både myten om Pandora samt fortællingen om Adam og Eva er der tale om, at mennesket er i en tilsyneladende lykkelig tilstand af uvidenhed inden de forbryder sig mod deres skæbne, fordi de måske dybest set alligevel ikke kan affinde sig med denne uvidenhed. Når man læser historien om Adam og Eva er det svært ikke selv at lade sig friste af Kundskabens Træ, og når man læser myten om Pandora er det svært ikke at synes om Prometheus og dennes handlinger. Faktisk bliver man næsten arrig på Zeus over, at han kontrollerer mennesket med så hård hånd, og hans beslutninger på menneskets vegne synes dybt uretfærdige. I nutidens samfund er mennesket i høj grad præget af en individualitet. Det søger sin egen mening igennem selvrealisering, hvilket umiddelbart går direkte imod kernen i Pandora-myten - nemlig at mennesket helst skal forblive i en gudsbestemt uvidenhed. Pointen er måske så netop, at mennesket faktisk hopper lige i den fælde som Zeus' har sat op, når det søger denne mening igennem selvrealisering. At gøre dette kunne nemlig kaldes en form for hybris, da man derved indirekte forbryder sig mod skæbnen, og det er netop dette Zeus' ville hindre. Da Zeus valgte sin straf til mennesket i form af Pandora med hendes medgift sørgede han umiddelbart ikke kun for, at hun medbragte ondskab med sig, men også håb. For da hun åbner æsken slipper al ondskab ud med undtagelse af håb, der forbliver i æsken. Det kan forekomme besynderligt, at Zeus vælger at give håb til mennesket, når han ønsker at straffe det, og af den grund kan man da også vælge at læse det som om, Zeus rent faktisk ønsker at lindre lidt af menneskets smerte ved at give håb. Dette er dog ikke den eneste måde at læse det på, for i virkeligheden er 3
netop håb måske det værste onde Zeus overhovedet kunne give til menneskene. Som den kendte filosof Nietchze skrev: Zeus ønskede ikke at mennesket smed dets liv væk, uanset hvor plaget det end måtte blive, men at det lade det fortsætte og blive plaget på ny. Derfor gives mennesket håb. Faktisk er netop håb måske det værste af onderne, fordi det forlænger menneskets lidelse. Altså forudså Zeus, at mennesket kunne finde på at opgive alting, hvis der kun var ondskab i verden. Derfor gav han mennesket håb, så de fortsatte med at søge en mening, om end de kun ville blive mødt med ondskab. Af den grund svarer det moderne menneskes jagt på mening igennem selvrealisering til at gå lige i Zeus' fælde. Ud fra dette paradigme bliver det nemlig et grundvilkår, at vi altid vil søge en mening, hvilket er meningsløst, da vores liv er skæbnebestemt til at være fyldt med ondskab. Man kan sige, at det moderne menneske forsøger at føre en indeterministisk livsførelse i en verden, som er deterministisk, hvilket i bund og grund er at narre sig selv. Som individ kan det derfor virke fristende at forkaste sin tro på Gud for på den måde at blive frigjort fra ens skæbne. Hvis vi ikke anerkender Zeus' eller Guds eksistens vil vores skæbne ikke længere være fastlagt, og vi kan undgå denne meningsløshed. Som Nietchze også har sagt: Gud er død. Paradokset ligger dog i at selvom, vi fravælger religionen, er vores livsvilkår stadig de samme. Det eneste, der måske forsvinder med fravalget af religionen, er forklaringen på, hvorfor vores skæbne er som den er. Vi skal stadig dø, vi bliver stadig syge og livet er stadig smertefuldt - også selvom vi nægter at tro på myten om Pandora. Nu henter vi bare forklaringen på disse onder fra videnskaben eller naturen, men vilkårene er de samme. Vi kan altså ikke bare fornægte Zeus' straf uanset, hvor meget vi end måtte ønske det. Man ender med at måtte bevæge sig over i en form for eksistentialisme, hvor man må acceptere, at der ikke eksisterer nogen mening i livet, men man stadigvæk er nødt til at søge den igennem sine valg. Derved kan man ende med den konklusion, at paradokset i at tro på Pandora-myten ligger i, at man må acceptere at det frie valg er ikke-eksisterende for at opnå det frie valg. Eller som myten selv så fint konkluderer: Så der er ingen måde at undslippe Zeus' vilje på. 4
Kilder: Mikkel Christian Rahbek, 3.y, Gammel Hellerup Gymnasium http://www.theoi.com/text/hesiodworksdays.html - Værker og Dage af Hesiod, vers 42-106, Pandoras Æske (Teksten som analyseres) http://www.theoi.com/text/hesiodtheogony.html Theogonien af Hesiod, vers 507-617, Prometheus (Baggrundstekst) http://da.wikipedia.org/wiki/eksistentialisme Baggrund for eksistentialisme http://www.lexido.com/ebook_texts/human_all_too_human_book_one_.aspx?s= 71 Citat fra Nietzche 5